Dunkirk – kamp til sidste mand

Anmeldt af Poul Grooss

Hugh Sebag-Montefiore. Udgivet af Borgens Forlag A/S den 7. november 2008. Oversat fra engelsk ”Dunkirk: Fight to the Last Man” (2006) af Ole Steen Hansen. 674 sider illustreret. Pris kr. 399 (vejledende).

 

Foto: Saxo.com

De er ofte blevet glemt i de krigshistoriske beskrivelser, for hændelserne ved Dunkirk var jo i nogen grad at betragte som et nederlag, og herefter stod Storbritannien alene i krigen, medens Hitler og Luftwaffe gjorde sig klar til ”Slaget om England”. Det er en ganske spændende historie, som den britiske jurist, journalist og forfatter Hugh Sebag-Montefiore har kastet sig over. Han har foretaget et meget stort arbejde med at skaffe sig informationer fra belgiske, franske, britiske, tyske, russiske og tjekkiske arkiver, og han har interviewet et stort antal overlevende deltagere fra 1940. Det drejer sig især om overlevende briter og tyskere.

Bogen tager sit udgangspunkt i en uheldig episode – for tyskerne – hvor en Luftwaffepilot i nærheden af Münster i januar 1940 lover en kollega at flyve ham til et møde i Köln. Hvad piloten ikke ved er, at hans passager medbringer alle krigsplanerne for det storstilede tyske angreb mod Belgien og Frankrig i den følgende uge. Piloten farer vild og tror, at han er nødlandet i Tyskland, men stor er hans forbavselse, da det viser sig at være i Belgien, og hans passager får ret travlt med at brænde planerne, men det lykkes ikke, inden de to tages til fange. Herefter følger læseren så de belgiske, britiske og franske politiske og militære reaktioner oven på afsløringen af de tyske angrebsplaner – eller rettere sagt, alle regnede med, at tyskerne stadig ville holde sig nogenlunde til planen.

Blandt andet på grund af dette eklatante sikkerhedsbrud ændrer tyskerne deres planer, og angrebet iværksættes først den 10. maj 1940, efter operationerne mod Danmark og Norge var indledt.

Det er måske vanskeligt i dag at forstå de problemer, som især Belgien, Storbritannien og Frankrig havde med at samarbejde militært i 1939 – 1940. Det var tre selvstændige lande, som ikke havde fælles procedurer eller fælles sprog. Forfatteren har gjort en del ud af at beskrive samarbejdsvanskelighederne og reaktionstiderne, når uforudsete problemer opstår. Reaktionstiderne står i skarp kontrast til tyskerne, som ofte kan reagere med en militær beslutning truffet på højt plan inden for 10 minutter, medens franskmændene helst skal have 12 timer.

Beskrivelsen af den franske hær er lidet flatterende, men der er selvfølgelig undtagelser, blandt andet et fransk modangreb ved Montcornet ledet af oberst Charles de Gaulle den 17. maj 1940. Den franske hær skulle rent talmæssigt og materielmæssigt være den tyske hær overlegen, men moralen svingede mellem ”lav” og ”ikke eksisterende”. Perioden fra krigsudbruddet den 3. september 1939 og frem til Hitlers angreb den 10. maj 1940 var slet ikke blevet brugt til at bringe den franske hær på krigsfod, motivere personellet, samarbejde enhederne og uddele ammunition. Ledelsen bestod fortrinsvis af officerer med en særdeles høj levealder. Samarbejdet med briterne gik særdeles dårligt, og de stillede jo også med nogle markante personligheder som generalerne Montgomery og Alan Brooke. Endelig er der den belgiske konge, som egenrådigt tager kontakt med tyskerne og lader Belgien kapitulere midt i det hele.

Læseren får også indtryk af de forskellige former for militær føring. Både Guderian og Rommel er med helt fremme, og begge har været særdeles udsat under operationerne. Rommel var endda meget, meget tæt på at blive taget til fange, og hans adjudant blev dræbt få meter fra ham. Det er også lykkedes for forfatteren at redegøre for de tyske problemer. På trods af de tyske sejre var der nogle materielmæssige og personelmæssige begrænsninger i fremrykkehastigheden samtidig med, at tyskerne selv var meget påpasselige med ikke at rykke så langt frem, at de blev lokket i en fælde. Tyskerne var noget dygtigere end deres modstandere til at opnå et samvirke mellem infanteri, kampvogne og flystyrker. Det britiske samarbejde mellem styrkerne i BEF, Royal Air Force og Royal Navy var ikke imponerende på dette tidspunkt af krigen.

Der er ligeledes en udmærket beskrivelse af de britiske overvejelser, såvel politiske som militære, omkring selve tilbagetrækningen. Hvis Storbritannien efterfølgende stod alene i krigen, skulle man dels sikre flyindustriens overlevelse under tyske luftangreb og dels holde befolkningens moral oppe. Motorerne til Spitfire-jagerne blev kun produceret to steder, og disse to fabrikker skulle holdes i gang. Hermed havde den britiske ledelse faktisk forudset og taget højde for de to mest afgørende problemer i ”Slaget om England”, som startede mindre end tre måneder senere.

Tyskerne udførte en lang række krigsforbrydelser under fremrykningen mod Kanalkysten. Flere steder blev der myrdet britiske krigsfanger og belgiske civile, et enkelt sted næsten 100, og disse hændelser har fået en omfattende beskrivelse.

Det er som nævnt et omfattende værk på 674 sider, og de sidste ca. 200 sider er brugt til dokumentation, fodnoter, utallige kort, stikordsindeks, litteratur- og kildefortegnelse, liste over forkortelser samt ”Dramatis Personae”, som er korte informationer om nøglepersonerne. Appendiks A og B indeholder desuden informationer om materiellet hos de kæmpende styrker samt tal for evakueringen. Bogen bærer naturligvis præg af den britiske synsvinkel på krigens uheldige start.

Forfatteren er gået meget grundigt til værks, men det er dog ikke helt lykkedes for ham at fange læseren. Der er tale om en endeløs opremsning af interviews, og handlingen springer ofte fra den ene side af fronten til den modsatte, uden at der gøres opmærksom herpå. Bagest i bogen findes tillige nogle korte levnedsbeskrivelser, og de består af en underlig blanding af misvisende og overflødige bemærkninger om bogens nøglepersoner. Bogen burde have været udsat for en mere kritisk gennemgang fra det britiske forlag inden udgivelsen. Forfatteren har ønsket at sætte et minde over de mange britiske soldater, som gik til under operationerne, eller som tilbragte de følgende fem år i tysk fangenskab. Den del er lykkedes for ham, og han har også evnet at beskrive krigen fra de menige soldaters synsvinkel. De mange detaljerede beskrivelser fra de overlevende veteraner om de mange dræbte og sårede gør et stort indtryk.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_138.aargang_nr.1_2009.pdf

Del: