»Drukner« kampflyet i 80’ernes og 90’ernes teknologi? - Perspektiver i fremtidens våbenteknologiske udvikling

Ligesom det vil være en fatal fejltagelse at tro, at større krige, der er adskilt tidsmæssigt, vil ligne hinanden, således synes det at være en ufravigelig regel, at vestlige nationer altid tror, at den næste større krig vil ligne den sidste.
Det vil være urealistisk at forestille sig, at fly fortsat kan anvendes som under 2. verdenskrig, hævder major J. J. Graabæk, Flyvevåbnet, der her beskriver, hvorledes udviklingen af luftkrigen kan tænkes påvirket af den moderne mikro-datamatteknologi.
 

Jager-, jagerbombe- og rekognosceringsfly er den konventionelle krigs mest mobile våbenplatforme. Teknologisk har de nået et fremragende udviklingsstade, hvorfor der næppe kan herske tvivl om - generelt set - at fly også vil få en plads i fremtidens forsvarssystemer. Forholdene har imidlertid ændret sig væsentligt siden 2. verdenskrig - den krig, hvorunder flyene uvivlsomt havde deres storhedstid.
Hvilken rolle vil flyet fremtidigt kunne spille i en teknologisk avanceret krig?
En vurdering af dette forhold vil kræve en gennemgang af tendenser i nutiden, sammenholdt med sandsynlige fremtidige udviklingsforløb. Grundlaget for sidstnævnte synes med sikkerhed at ville blive mikrodatamatteknologien kombineret med nye typer af passive og aktive sensorer - en udvikling der vil slå igennem i 80’erne, og som utvivlsomt senest i 90’erne vil kuldkaste den hidtidige stereotype opfattelse af konventionelle krige.
De efterfølgende betragtninger vil blive opdelt i tre afsnit, henholdsvis omhandlende landbaserede luftforsvarssystemer, jagerfly og jagerbombefly.

Landbaserede luftforsvarssystemer kontra fly i 60’erne og 70’erne.

Indledningsvis synes det værd at fastslå, at selv om et luftværnsmissilsystem er væsentlig billigere i anskaffelse og drift end fly - ud fra betragtninger omkring et enkelt system - så bør det huskes, at missilsystemernes begrænsede mobilitet gør det nødvendigt at have mange koordinerede systemer indenfor det område, der skal forsvares. Det forhold gør det vanskeligt at foretage prissammenligninger, fordi luftforsvarsflyene i kraft af deres mobilitet kan koncentrere en indsats, næsten hvor det ønskes, og på meget kort tid. Til gengæld har luftværnsmissilsystemer bedre evne til vedligeholdelse af et højt beredskab.
Bl.a. disse forhold skabte en gensidig nødvendig tilknytning mellem de to våbenplatformstyper, som på forhånd gør en diskussion om at foretrække en type frem for en anden vanskelig - om ikke umulig - på det nugældende teknologiske niveau.
Nu er det ikke ganske korrekt at sige, at missilsystemerne ikke var mobile til en vis grad. Mobilitetsfaktoren forbedredes gradvist især gennem 70’erne, efterhånden som nye systemer blev operative. Den mobilitet, der her var tale om, havde det formål at luftsikre højt mobile hærenheder og at holde en modstander i uvished om, hvor systemerne var opstillet samt skabe forud planlagte luftforsvarskoncentrationer. Det er indlysende, at forlægninger af den art er uegnede, såfremt et varsel om et forestående flyangreb er få minutter. I sådanne tilfælde vil kun luftforsvarsfly eller en forud planlagt og gennemført flytning af luftværnsmissilsystemer være af værdi.
De nuværende luftværnsmissilsystemers evne til at skabe umiddelbare koncentrationsmuligheder i tid og rum indenfor større områder er naturligt proportional med antallet af systemer.
Det voksende antal missilsystemer i løbet af 60’erne og 70’erne, sammenholdt med de teknologiske forbedringer, der samtidigt og løbende har fundet sted, har gjort det stadigt vanskeligere for blandt andet jagerbombefly og rekognosceringsfly at operere i stor og mellemstor højde. Ligeledes synes de samme fly’s muligheder i lav højde under fortsat og hastig indsnævring. For første gang siden 1. verdenskrig har kampflyet mødt en værdig modstander i luften - bortset fra andre fly.

Det offensive kampfly tvinges langsomt over på luftværnsmissilsystemernes »elektroniske« betingelser.

Når en våbenplatform i sig selv ikke længere kan anses for fuldt tilstrækkelig, sker der en skærpet udvikling - som regel ved at tilføre såkaldte elektroniske »støttesystemer«.
Nye flytyper blev udviklet med væsentlig forbedret manøvreevne og mulighed for at flyve ekstremt lavt i kraft af bl. a. passende elektroniske hjælpemidler. Yderligere udvikledes kompliceret ECM-udstyr til flyene, der dels automatisk skulle registrere, såfremt en radar i et luftforsvarssystem var rettet mod flyet og dels automatisk skulle aktivere elektronisk jamming mod den eller de pågældende trusselsradarer.
Det medførte naturligvis, at radarsystemerne i stigende grad blev gjort resistente overfor elektronisk jamming. For det andet kunne flere forskellige radarsystemer koordineres, og endelig kan elektronisk jamming være en fordel for et missilsystem. Det er let at »se« en energikilde for elektromagnetisk energi.
Teknisk set er der et utal af finesser, hvor virkninger af elektronisk jamming kan afdæmpes eller udnyttes på forskellig måde. Modsat er der mulighed for at »snyde« et radarsystem til at tro, at flyet er et andet sted eller måske slet ikke er der.
Alle sådanne finesser er led i en sædvanlig »optrapning« af elektroniske midler kontra elektroniske modmidler. Kun en enkelt ting er i den forbindelse helt sikker. Det koster penge! På den anden side bør det nok fastslås, at det er et uundgåeligt onde at skulle deltage i et »optrapningskapløb«. En industrivirksomhed kan heller ikke klare konkurrencen, hvis der ikke investeres i nye maskiner og nye produkter. Spørgsmålet er vel blot, om man skal deltage i en »optrapning« på de store våbenproducerende nationers kostbare betingelser, eller om der er mulighed for at gå sine egne veje.

Luftværnssystemers og andre radarafhængige enheders ældste svaghed.

En beskrivelse af den generelle problemstilling vil næppe være dækkende uden at berøre begrebet »chaff«. Fra 2. verdenskrig kendes »chaff« som strimler af sølvpapir, der udkastedes i store mængder fra fly. Når disse strimler havde en bestemt længde i relation til en radars anvendte frekvensområde, var det ikke muligt for radaren at »se« noget, så længe strimlerne befandt sig i luften i et passende antal. De samme midler eksisterer naturligvis stadig, men nu i form af tynde glasfibertråde eller lignende.
»Chaff« er et ganske naturligt fænomen. Også det menneskelige øje udsæt tes for »chaff-virkninger«, både naturlige og tilsigtede. Vi er f. eks. ikke i stand til at se gennem tæt tåge eller tætte røgforekomster. Det er i virkeligheden en »chaff«-virkning, men i dette tilfælde forårsaget af ganske små partikler, hvilket hænger sammen med, at det visuelle elektromagnetiske spektrum, som øjet benytter sig af, er væsentligt mere kortbølget end den del af spektret, som radaren benytter.
Hermed er også sagt, at »chaff« af en bestemt længde eller størrelse kun dækker et begrænset frekvensområde. Hvis et forsvarssystem har aktive og passive sensorer, der tilsammen spænder over militært anvendelige dele af hele det elektromagnetiske spektrum, vil det være meget vanskeligt - sandsynligt umuligt - for en modstander at dække dem alle ved hjælp af »chaff«.
Her er vi ved et lidt trist kapitel i vestlig planlægning. De fleste ældre vestlige radarsystemer synes koncentreret indenfor snævre båndområder, hvilket gør det alt for let for en modstander at »lamme« disse systemer ved hjælp af »chaff« eller elektronisk jamming. I hele problemstillingen må det naturligvis ikke glemmes, at også fly er afhængige af deres radarer.

Uddrag af kampflyets problemer.

Som allerede nævnt, svarede flyene igen overfor luftværnsmissilstillingernes øgede effektivitet og antal ved at anvende det eneste højdeområde, hvor kampflyets grundlæggende egenskaber fortsat havde betydning - det laveste. Ekstrem lavflyvning - i »trætophøjde« - indebar fortsat overraskelsesmomentet, baseret på terrænforhold og jordkrumning. Set fra de overfladebaserede systemers side var flyet nu kommet i en position, hvor tidligere tiders småkalibrede skyts blev effektive igen, efter begrænset modernisering.
Yderligere blev mandbårne små missilsystemer taget i brug i stort antal. Disse styres automatisk ved hjælp af sensorer i det infrarøde område - mod varme områder af flyet - herunder jetmotorens udstødning.
I slutningen af 70’erne er det blevet indlysende for mange, at kampflyet i løbet af få år vil nærme sig grænsen for sin ydeevne i de oprindelige offensive roller. Det vil ikke længere være muligt at sende flyet ind i en modstanders stærkest luftforsvarede områder uden væsentlige flytab. Naturligvis er de samme områder de vigtigste at angribe.
En fortsat udvidelse af elektroniske beskyttelsessystemer på flyene kan løse en del af problemet. Det vil imidlertid medføre fortsatte kostbare anskaffelser, der udover omkostningerne vil gøre flyene »tungtarbejdende«. Der er trods alt grænser for, hvor meget elektronik der kan hænges på et fly.
Hertil kommer andre problemer. Et af disse er det såkaldte »multi-role« fly, d.v.s. et fly, som skal kunne anvendes både som jagerfly, jagerbombefly og evt. rekognosceringsfly. Det er et fly, der altså har en vis procentvis kapacitet indenfor forskellige roller. Derved opnår man naturligvis hverken dobbelt så mange fly - eller omvendt - fly til halv pris. Man opnår derimod større fleksibilitet i flyets anvendelse, hvilket umiddelbart set er positivt. Til gengæld må flyet designmæssigt være et kompromis. Det forhold kan ikke udelukkende indebære fordele.
Det egentlige problem vil naturligvis være, at en enkelt pilot skal beherske to yderst forskellige discipliner, nemlig som både jagerpilot og jagerbombepilot. Med de stadigt stigende krav, der skal tilgodeses i relation til den teknologiske udvikling indenfor næsten alle luftforsvarsmidler vil det være et voldsomt krav til et enkelt menneske.
Begrebet »multi-role« fly er urealistisk, medmindre der uddannes to piloter pr. fly - en jagerpilot og en jagerbombepilot - eller man gør den realistiske betragtning, at kun en af rollerne kan opfyldes effektivt.
Ved hjælp af mini- og mikrodatamater kan en lang række funktioner i et kampfly automatiseres. Det afhjælper nogle af pilotens problemer og er da også den vej, man fra flyproducenternes side er slået ind på. Det indebærer imidlertid også problemer. Udviklingen indenfor integrerede kredse er i disse år nærmest »eksplosiv«, og såfremt et fly ikke har et modulagtigt system m. h. t. elektronik, således at der løbende kan erhverves de nyeste og mest effektive systemer, så resterer der kun mulighed for kostbar ombygning eller hastig forældelse.

Et dataelement på nogle få cm3 vil nutidigt have tilstrækkelig beregningskapacitet til, at en almindelig flyvning med dertil hørende kurs- og højdeændringer kan gennemføres, dog uden start og landing. Sammenkobling af flere dataelementer skaber flere muligheder. Det skal i den forbindelse huskes, at ubemandede fly endog formår at gennemføre et fastlagt angreb på et mål og derefter returnere til sit baseområde.
Selv om det kan fastslås, at luftværnsmissilsystemerne i perioden 1960-1980 har vundet terræn i forhold til flyene, kan der ikke deraf udledes, at disse missilsystemer er værd at satse på i deres nuværende udformning. Snarere tværtimod. De har nemlig et afgørende svagt led - deres radarsystemer - som de er stærkt afhængige af.

»Anti-radiation« missilet.

Den første halvdel af 80’erne bliver sandsynligt en spændende periode i magtkampen mellem offensive fly og luftværnsmissilsystemer.
Det synes nemlig indlysende, at de landbaserede luftværnsmissilsystemer står overfor en trussel, som ikke umiddelbart kan imødegås. Årsagen til denne trussel er egentlig flyenes egen svigtende evne til at trænge igennem luftværnsmissilkoncentrationer.
Baggrunden herfor er det luftbårne »anti-radiation« missil, hvis historie kan føres tilbage til 50’erne. Princippet i dette missil er enkelt, idet det i næsesektionen er forsynet med en antenne, der kan »låse« på den elektromagnetiske energi, der udsendes af luftværnsmissilsystemets radarer. Da radarenergien kan konstateres på væsentlig større afstand end luftværnssystemets missiler kan række, kan flyet i sikker afstand sende et missil ned i luftforsvarssystemets radar, hvorefter »Kyklopens« øje er blindet - i hvert fald midlertidigt. Derefter kan resten af missilsystemet ødelægges på traditionel vis, såfremt der er behov herfor.
Det vil ikke være usædvanligt, at et »anti-radiation« missil kan »låse« på et missilsystems radar på mere end 100 km afstand. Det bringer som regel flyet helt udenfor rækkevidde af luftværnsmissilsystemet. Det kunne næsten lyde, som om det afgørende middel mod ethvert radarsystem var fundet. Så let går det dog ikke.
Hvis nu den pågældende radar har opdaget »anti-radiation« missilet, vil den logisk set kunne »slukke« for udsendelse af elektromagnetisk energi, hvorefter missilet ikke har noget at styre imod. En anden betragtning kan være, at luftværnsmissilenheden vil prøve at »snyde« eller »blænde« missilet ved at sende elektronisk jamming imod missilets antenne. Falske »radarsendere«, der anvender tilsvarende frekvensbånd som den rigtige radar, men opstillet i passende afstand fra denne, er også en umiddelbar og logisk mulighed. Udover de rent logisk udledte metoder findes der naturligt andre og mere komplicerede midler. Det er følgelig ikke kun et spørgsmål om at have et missil, der passivt kan »låse« på en energikilde. Der skal meget mere til.

Missilet kan altså ikke blot nøjes med at »låse« på en elektromagnetisk energikilde. Det må logisk set have en hukommelse og helst endnu en sensor f. eks. indenfor det infrarøde eller det visuelle område, således at, omend der gøres forsøg på at »snyde« det, så kan en mikrodatamat tilkoblet en anden sensor sikre, at missilet alligevel rammer tæt på den radar, det var beregnet til at ødelægge.
»Optrapningskampen« er i fuld gang og synes at ville fortsætte i det uendelige, hvis ikke teknologien giver nye midler i hænde, der kan bane vej for andre systemer.

»Anti-radiation« missilet som »dråben« der /år videreudviklingen i skred.

Uanset hvordan et »anti-radiation« missil vurderes trusselsmæssigt, er det altid ubehageligt for et luftværnsmissilsystem eller en overvågningsradar, når den energikilde, de selv bruger, også kan bruges af modstanderen. Den situation, at enheden ikke konstaterer, at et »anti-radiation« missil er sendt imod den, er trods alt en mulighed, som er mere end teoretisk. Enheden kan jo f. eks. samtidigt være udsat for elektronisk jamming - noget der vil være yderst almindeligt i en eventuel kommende krig.
Den logiske følge af »anti-radiation« missilets påvirkning vil være, at passive sensorer i eksempelvis det infrarøde og visuelle båndområde bliver koblet til radarsystemerne, således at missilerne kan afskydes ved hjælp af disse sensorer. Sådanne passive systemer vil indledende omfatte TV-kameraer med lysforstærkning (low-light-level-TV) og infrarøde systemer, der kan »låse« på varme områder af flyet, primært udstødningen. Heller ikke det vil være tilstrækkeligt, da sådanne passive systemer vil have en relativ kort rækkevidde og samtidig være ubetinget afhængig af vejrforhold.
Følgelig vil de store datamatsystemer komme ind i billedet. I begyndelsen vil måske tre til fem luftværnsmissilsystemer spredt over et passende område blive koblet sammen således, at oplysninger om mål - altså fly - automatisk vil blive overført fra det ene missilsystem til de andre. Blot en af radarerne »belyser« målet eller har konstateret dets position, vil gøre det muligt for de andre systemers missiler at »låse« på målet og ramme det. Det samme vil gælde de passive systemer, der er tilkoblet radarerne. Yderligere vil der til missilsystemerne blive koblet mobile radarsystemer, der vil dække et meget bredt frekvensområde tilsammen, og som kan sendes frem foran missilsystemerne, således at varslingstiden i forbindelse med flyangreb kan blive væsentlig forøget. Disse mobile fremskudte radarsystemer vil blive forøget med passende sensortyper, der også vil blive tilknyttet datasystemet.
Sammenkoblingen af sensorer i et luftværnsmissilkompleks vil efterhånden komme til at minde om et edderkoppenet. Der vil ikke mere være tale om et kompleks af faste stillinger. Radarsystemer og andre sensorer såvel som missilsystemer vil være monteret på køretøjer, og der vil ske konstante flytninger af de enkelte elementer således, at en modstanders rekognosceringssensorer, der nødvendigvis må operere i de yderste masker af edderkoppenettet for at undgå nedskydning, ikke får mulighed for at fastlægge nøglepunkter i systemet. Her må man forestille sig, at eksempelvis '/i af systemet er under flytning, medens 4/5 af systemet er skjult i lader, fabrikshaller og andre dækkende faciliteter. Kun en eller to overvågningsradarer vil være i funktion sammen med flere hundrede usynlige passive sensorer. Altså umiddelbart uskyldigt, men særdeles »bidsk« på meget kort tid.
Hele systemet vil være koblet sammen via et nøje forberedt net af lednings- og radiokædeforbindelser. Hvert enkelt køretøj eller element vil have et navigationsudstyr, som har til formål konstant at informere såvel systemets primære som sekundære datamater om elementets position. Det har betydning ved fastlæggelse af et måls position og er grundlaget for ledelse og kontrol. Selv om det måske bliver »anti-radiation« missilet, der indledende får »udviklingsbægeret« til at flyde over, er det nok værd at være opmærksom på, at det vil være de amerikanske »Cruise« missiltyper og sovjetiske lignende missiltyper samt de senere tilkommende datamatstyrede taktiske præcisionsmissiler, der afgørende skubber på.

Hvordan fremtidens landbaserede luftværnsmissilsystem vil virke.

Vi forestiller os, at et datamatstyret missil flyver ind over luftværnsmissilkompleksets område. Hvilket reaktionsmønster kan forventes? Missilet kan på forhånd være observeret af sideordnede kæder af luftværnsmissilkomplekser. Hvis det skulle være tilfældet, vil melding herom automatisk tilgå datamatsystemer således, at indflyvningsstedet er kendt på forhånd. Hvis det ikke skulle være tilfældet, vil de forreste sensorer give varsel om indflyvningen. Varselstiden er afhængig af det områdes størrelse, som missilkomplekset skal dække. En rimelig antagelse vil være, at det dækker omkring 10.000 km2.
De forreste sensorer, der observerer missilet, vil sandsynligt bestå af aktive sensorer kombineret med passive sensorer. Disse kunne omfatte et almindeligt radarsystem og nogle laser afstands- og positionsmålere. Yderligere en passiv radarmodtager i det almindelige radarbåndområde, der kan oplyse, om det pågældende missil anvender radarsystemer til navigation eller højdemåling. Skulle missilet udsende denne type elektromagnetisk energi, måles frekvensen, ligesom en analyse af energien gennemføres til brug for senere afsendelse af et jordbaseret »anti-radiation« missil mod missilet. Også andre sensorer vil gøre sig gældende. Infrarøde sensorer vil foretage måling af den infrarøde udstråling og melde om resultatet til datamaten. Visuelle sensorer vil analysere baggrundsvirkning, d.v.s. hvor kraftigt missilet »træder frem« med himlen som bagrund, solens påvirkning og evt. farvefrekvenser, der kan være anvendelige. Samtidigt er højde og hastighed blevet fastlagt ved hjælp af laserafstandsmålere og aktive »milliradarer«). Passivt vil »milliradarerne« måle refleksgrundlag, missilets egenudstråling og forskellen mellem denne og baggrundsudstrålingen.
Sammenlagt kan det lyde kompliceret. Det er imidlertid en operation, der tidsmæsigt - med nuværende datamater - kan gennemføres på mellem 8 og 15 sekunder. Heri vil være inkluderet den tid, det vil tage for de forskellige sensorer at blive rettet mod målet for at foretage målinger. Denne proces gennemføres automatisk fra det øjeblik, den første sensor har fået »bid«.
Nu kommer den menneskelige faktor ind i billedet. Datamaterne præsenterer nemlig resultat på en dataskærm med oplysning om missiltype (hvis muligt), position, hastighed, højde og kurs. Yderligere vil den have analyseret de forskellige måleresultater og giver et forslag om, hvilken missilsensor der har størst mulighed for at »låse« på det indtrængende missil og hvilket af luftforsvarsmissilsystemets køretøjer, der er i den bedste position for at affyre et missil af den foreslåede type.
Kontrolofficerens opgave er at tilkendegive, om han ønsker det fjendtlige missil skudt ned. Det kan han udtrykke ved hjælp af to trykknapper. Det pågældende køretøj med den valgte type missiler er blevet adviseret af datamaten samtidig med, at kontrolofficeren har fået sine oplysninger, og vil derfor som regel være klar til affyring, når kontrolofficeren har truffet sin beslutning og altså trykker på knappen.
Det valgte missil kan eksempelvis være en type med to sensorer, der har forskellig rækkevidde. Den ene sensor kan være en aktiv »milliradar«, den anden eksempelvis en infrarød type i det nedre båndområde. Inden dette missil affyres, vil dets mikrodatamat modtage alle anvendelige detaljer vedrørende det indtrængende missil fra kompleksets datamat. Det kan siges populært, at den store datamat programmerer mikrodatamaten i missilet inden affyring.
Mellem 30 og 45 sekunder efter, at det indtrængende missil er konstateret af kompleksets sensorer, afsendes et luftforsvarsmissil mod det. Hvis det indtrængende missil har en hastighed på 2000 km/time, antages det at kunne være nedskudt ca. 60 sekunder efter opdagelse, hvilket svarer til, at det idtrængende missil »har fået lov« til at bevæge sig 30-35 km inden nedskydning.
Et luftværnsmissilsystem, som beskrevet, hører antagelig hjemme i 90’erne i relation til de detaljerede muligheder, der foreligger. Et problem, som knytter sig til ethvert luftforsvar, er mætningsværdien, d.v.s. det. maksimale antal missiler eller fly et system kan magte samtidigt. Den værdi kan også i det beskrevne systemkompleks reguleres efter behov. Værdien fastsættes som regel efter et skøn, baseret på analyse af modstanderen.

Jagerflyets position i forbindelse med jordbaserede luftforsvarssystemer.

Jagerflyet fik en hel speciel fortjent glorie under 2. verdenskrig i forbindelse med luftslaget om England. Spitfireflyenes indsats hindrede Hitler-Tysklands planer om invasion, en præstation der har sat sit dybe traditionsrige præg også på nutidens flyvende luftforsvarssystemer.
Jagerforsvar foregår i princippet på samme måde nutidigt som dengang. Fra en eller flere radarstationer overvåges luftrummet. Når angribende fly konstateres på radaren sendes jagerfly mod disse under ledelse af en kontrolofficer, der kan dirigere jagerflyene ind i en passende angrebsvinkel under hensyntagen til højdefaktorer m.m.. Derpå sørger jagerflyene for resten med egne radarer og våben.
Nutidigt er dele af processen automatiseret, ligesom kommunikationssystemet mellem fly og radarkontrolstation er anderledes. Princippet er imidlertid, som nævnt, nøjagtig det samme som under 2. verdenskrig.
For at kunne koncentrere jagerfly’s indsats er det nødvendigt at have oversigt over, hvad modstanderen foretager sig i luftrummet. Hertil benyttes faste radarsystemer, der imidlertid let kan lammes, dels af chaff-virkninger og dels af elektronisk jamming og dels af anti-radiation missilet. Udover disse problemer er der kommunikationsspørgsmålet.
Et jagerfly fungerer kun effektivt, såfremt det kan ledes imod en modstander, idet flyet selv ikke kan medføre en radar, der kan give det en tilstrækkelig oversigt over et så stort område, som er nødvendigt.
Følgelig må der være en forbindelse fra de systemer, der har den nødvendige oversigt over luftrummet, radarsystemerne, til flyet. En kommunikationsforbindelse fra jorden til et fly vil altid være sårbar for elektronisk jamming - uanset hvor avanceret en teknik, der søges anvendt. Kun yderst komplicerede datamatstyrede støjkompensatorsystemer vil kunne afhjælpe det problem delvist. Det er næppe nødvendigt at anføre, at den type systemer også i fremtiden vil være kostbare.
Jagerflyet kan »spændes« for det beskrevne avancerede landbaserede luft- forsvarssystems sensorkæde i stedet for at være tilknyttet de nuværende sårbare radarsystemer. Kommunikationsproblematikken kan måske overkommes delvist med avanceret og kostbart udstyr. Det kan man dog aldrig være helt sikker på, fordi også elektroniske støjkilder er inde i en rivende udvikling, hvorfor risikoen for at løbe ind i et elektronisk optrapningskapløb på det område absolut er tilstede. En lille nation skal som helhed undgå optrapningskapløb, hvor det er muligt. Det er der ganske enkelt ikke råd til.

Hvis vi forudsætter, at oversigten over luftrummet kan fastholdes ved hjælp af avancerede landbaserede sensorkæder, og kommunikationsproblemet kan overkommes ved hjælp af avancerede datamatstyrede støj kompenserede systemer, kan jagerflyet så være af værdi i fremtidens luftforsvar? Et nøgleproblem i 80’erne vil være afstanden mellem modstanderens angribende fly og jagerflyene.
Jagerflyenes åbenbare fordel - udover deres evne til hurtigt at skabe koncentrationer - er, at de kan bringe et våbensystem, enkeltsensorstyrede missiler så tæt på modstanderens fly, at våbensystemets sensor kan »låse« på flyet.
For at kunne gennemføre et sådant kampforløb må jagerflyet være veludstyret. Det skal have en veludstyret sensor - nutidigt sædvanligvis en radar - som både kan bruges til at finde et angribende fly, kan bruges som »sigtesystem«, skal kunne advisere piloten om affyringsafstand og skal kunne modstå forskellige typer elektroniske forstyrrelser, som modstanderen kan tænkes at »blænde« eller narre radaren med (Deception).
Det er efterhånden således, at ethvert kampfly har en række automatiske systemer, som skal fortælle piloten, om et jagerfly’s radar er »låst« på det og derefter mere eller mindre automatisk kan udkaste chaff, sende elektronisk støj ind i jagerflyets radar, udløse »flares« imod infrarødt-søgende missiler og meget mere.
En »flare« er i virkeligheden en kraftigt brændende genstand, noget i retning af de »fyrværkerikugler« der kan blive hængende i luften i op til flere minutter. Hvis jagerflyet sender et infrarødt-søgende missil mod modstanderens fly, vil de fleste af nutidens mere primitive infrarødt-søgende missiler søge mod denne »flare« i stedet for mod flyets udstødningssystem eller andre varme områder på flyet. Dette forhold er bl. a. medvirkende til at tvinge den teknologiske udvikling frem mod infrarødt-søgende missiler, der kan forkaste en »flare«. Det er også muligt for et fly at sende infrarød »støj« ind i missilets sensor. Derved kan missilet forvirres og rammer følgelig ikke sit mål.

Infrarødt-søgende missiler er altså ikke altid det rigtige at bruge, hvorfor et jagerfly har flere muligheder, både aktive og passive systemer, indenfor det visuelle bånd og radarbåndet. Modsat har det angrebne fly nogle beskyttelsessystemer med sig, som også med mere eller mindre held kan beskytte flyet mod disse systemer. Igen konstaterer vi »optrapningskapløbet« - det kapløb som gør et kampfly kostbart.
Typisk for nutidigt anvendte våben på jagerfly er imidlertid enkeltsensorsy- stemerne. Multisensorprincippet, altså det forhold at missilet anvender to eller flere sensorer styret af en mikrodatamat, vil nemlig betyde, at jagerflyet ikke behøver at komme i nærheden af sin modstander, men kan affyre missilet på måske 150 km afstand, hvorefter missilet selv søger mod modstanderen. Hvorfor så ikke lade missilet affyre fra jorden i stedet?
Multisensorprincipper vil om ganske få år have nået et udviklingsstade, hvor denne tankegang i høj grad kan blive aktuel. Hertil kommer, at det i fremtiden ikke primært vil være fly, som jagerflyene skal bekæmpe, men derimod missiler, som enten flyver så højt, at et normalt jagerfly ikke kan nå dem eller så lavt, at jagerflyet skal have et særdeles veludviklet sensorudstyr for overhovedet at opdage dem på baggrund af jordoverfladen. Tages yderligere hastighedsforholdet i betragtning mellem fremtidens missiler og jagerfly, kniber det yderligere med at se jagerflyets fremtidsmuligheder i relation til en lille nations ressourcer.
At store nationer kan have en anden opfattelse og i den forbindelse vil operere med flybårne radarsystemer, er en anden sag, som næppe afhjælper disse problemer.

Jagerbombeflyets fremtidige udvikling og muligheder.

Udtrykket »jagerbombefly« er et begreb, der stammer fra før 2. verdenskrig. Det er den korrekte danske betegnelse - ordret oversat fra det amerikansk/engelske udtryk »Fighter-Bomber« - og understreger egentlig med ønskelig tydelighed, hvor få ændringer, der er sket fra dengang. A f samme årsag vil jeg fastholde udtrykket.
Jagerbombeflyene vil ikke tabe terræn i relation til de gamle doktriner fra den ene dag til den anden overfor de overfladebaserede - land- og skibsbaserede - luftværnsmissilsystemer.
De ændringer, der imidlertid må komme, vil være uhjælpeligt bundet til sensor- og mikrodatamatteknologiens udvikling. En gennembrudsteknologisk udvikling kan aldrig standses - højst forudses!
Omlægningen af de landbaserede luftværnsmissilsystemer fra radarsensorer til passive og aktive multisensorer vil naturligvis ikke ske umiddelbart, hvilket vil give jager bombefly ene nogle få års »pusterum«, hvor de fortsat vil kunne gøre sig gældende næsten efter de »gode gamle doktriner« fra 2. verdenskrig. Så længe luftforsvarssystemerne er baseret primært på radarer, vil jagerbombeflyene have en rimelig overlegenhed overfor ukoordinerede luft- værnsmissilenheder og vil kunne tilintetgøre en sådan stilling med måske kun to fly under anvendelse af elektronisk jamming, chaff, »anti-radiation« missiler og endelig almindeligt kendte 2. verdenskrigsvåben, maskinkanoner, bomber m.v. Ligeledes kan nutidige luftværnsmissilsystemer »mættes«, d.v.s. at angriber ti fly et system, der kun kan skyde fire fly ned ad gangen, så er missil- systemet dels »mættet« og dels ødelagt. At dette system så kan være et billigt tab i forhold til måske fire nedskudte fly med kostbart uddannede piloter, er en helt anden sag.
Fremtidens luftværnsmissilsystemer vil også kunne »mættes«, men dels vil det kræve mange flere fly, og dels vil det ikke være muligt på forhånd at få et indtryk af, hvor mange fly der skal til. For at få et indtryk af jagerbombeflyenes udvikling kan det være hensigtsmæssigt at inddele udviklingsperioden frem til år 2000 i fire stadier ud fra flyenes egne våbensystemer. Ved indsættelse af afstandsfaktorer kommer stadierne til at se således ud:

  • Fly med ustyrede våben uden egen fremdrift kan kun angribe ved at nå helt ind på målet.
  • Fly med enkeltsensorstyrede våben med egen fremdrift kan angribe et mål på en afstand, der er betinget af sensorens »synsvidde«.
  • Fly med multisensorstyrede våben med egen fremdrift kan angribe et mål på en afstand, der er betinget af den længstrækkende sensors »synsvidde«.
  • Fly med multisensorstyrede våben med egen fremdrift og navigationssystem kan angribe et mål på en afstand, der er betinget af våbnets fremdriftsmiddels rækkevidde.

Tager vi nu det første stadie - de ustyrede våben - står det helt klart, at her er våbnene primitive, medens flyene skal være avancerede både med hensyn til sigtemidler, selvbeskyttelsesmidler, ECM-systemer, flyveegenskaber, navigationsudstyr og meget mere.
Det samme gælder sådan set det næste stadie med enkeltsensorstyrede våben med egen fremdrift. Her er våbnene stadig primitive, og den afstand, der har kunnet indlægges på basis af enkeltsensorerne, kan være af tvivlsom værdi i dårligt vejr m. v. Dog vil der være enkelte missilsystemer, som kan fastholde en passende afstand fra målet, nemlig »anti- radiation« missiler og aktive »milliradar« missiler. Fremtiden er her begyndt at stikke hovedet frem, men ikke så meget, at der kan slækkes på kravene til flyenes avancerede konstruktion og udstyr.
Den næste fase med multisensorstyrede våben bringer for alvor afstandsfaktoren med ind i billedet. Det bliver også nødvendigt, fordi luftværnsmissilsystemerne på samme tidspunkt er godt på vej til at forbedre deres kapacitet både med hensyn til sensorer og rækkevidde. Dermed bliver enhver udstråling af elektromagnetisk energi fra flyet en fare for flyet selv - og med den energi- udstråling, der finder sted, vil det ikke være urealistisk at sige en alvorlig fare. Afstanden lar derfor stor betydning for flyets overlevelsesevne.
Ved multisensorstyrede våben forstås både aktive og passive sensorer, eksempelvis radar og en visuel sensor, en »milliradar« og en infrarød sensor. Der er utallige kombinationsmuligheder. En ultralydsensor kan f. eks. også sammensættes med en infrarød sensor til bekæmpelse af kampvogne. På dette stadie kan der slækkes på kravene til flyene. Der er ikke længere behov for de helt avancerede sensorer og elektroniske systemer, fordi flyet nu ikke længere behøver at nå helt ind i modstanderens område for at angribe. Mange missioner vil kunne udføres under beskyttelse af egne luftværnsmissilsystemer. Indledningen til flyets nye storhedsperiode, som forsvarssystemets mest mobile missilaffyringsplatform, er gjort.
Det sidste stadie, hvor våbnene, udover at de er multisensorstyrede, også får interne navigationssystemer, kommer til at betyde, at kravene til flyene kan nedsættes væsentligt, fordi missilerne stort set klarer sig selv. Det kommer ikke til at betyde, at flyene kan undværes, tværtimod. Flyene vil i kraft af deres mobilitet være i stand til at affyre missiler fra ethvert område indenfor eget territorium med den koncentration, der ønskes. Modstanderen er følgelig aldrig klar over, hvorfra det næste missil vil blive afsendt. Eksempelvis vil en modstanders landgangsoperation blive vanskeliggjort - formentlig umuliggjort - ved koncentreret missilindsats mod skibene, næsten før de løber ud af egen havn. Hertil kan føjes undervandssensorvåben.

Et sådant udviklingsforløb indeholder forskellige forhold, som det kan være rimeligt at belyse nærmere. Allerede fra tredie stadie bliver det et problem at fastholde de hidtidige flyvebaser som et udgangspunkt for operationer. Bl. a. med henblik på flyvebasernes stigende sårbarhed har englænderne udviklet »Harrier« flyet, der kan starte og lande lodret. Derved er det ikke nødvendigt at have startbaner af betydning, og flyet kan i øvrigt operere fra næsten enhver mark.
Kritikere af dette fly hævder, at der bliver problemer med hensyn til forsyninger af våben og brændstof til flyet, ligesom reparationsfaciliteterne vil have en mere primitiv karakter. Det er tildels rigtigt, men det synes i højere grad at være et organisatorisk spørgsmål end et egentligt problem.
Yderligere kritiseres »Harrier« flyet for kun at kunne medtage en lille våbenlast. Det skyldes naturligvis det forhold, at flyet, såfremt det ikke anvender en startbane, der er så lang, at flyet bæreevne kan udnyttes fuldt ud i kraft af et passende »tilløb« eller startrampe ikke benyttes, direkte må anvende sin motorkraft til at hæve sig i lighed med en helikopter. Det går ud over lasteevnen.
Flyet har imidlertid den fordel, at det både kan anvende flyvebaser og mere primitive startfaciliteter. Det betyder, at modstanderen får vanskeligt ved at vide, hvor flyet befinder sig. Ødelægges flyvebaserne, vil det alligevel kunne operere - og vigtigst af alt - det vil være i stand til at skjule sig. Yderligere vil lasteevnen allerede fra omtalte tredie stadie blive af mindre betydning, fordi missiler populært sagt ikke har den samme vægt som en last bomber.
Uanset at englænderne med deres »Harrier« fly synes at have været overordentligt fremsynede, vil flyet antageligt være for stort og for ressourcekrævende i omtalte fjerde stadie.
Både i tredie og fjerde stadie vil kravene til flyenes egne elektroniske systemer nedsættes - efterhånden ganske væsentligt. Det skyldes, at flyene »tvinges« til at operere bag egne linier, dels på grund af modstanderens luftværnsmissilkomplekser, der vil være i stand til at nedskyde missiler og følgelig let kan nedskyde fly, og dels på grund af de flybårne missilers forøgede rækkevidde og »selvtænkende« præcision, der kun gør det nødvendigt at bære missilerne hen til at passende afskydningsområde - bag egne linier.

De fly, der skal anvendes, behøver kun at være ganske små, svarende til en bæreevne på f. eks. tre missiler. De skal kunne starte fra næsten enhver græsmark eller god bivej, men behøver ikke at kunne starte lodret ligesom »Harri- er« flyet. De skal endvidere kunne flyve ganske få meter over jordoverfladen for derpå overraskende at kunne dukke op overalt og affyre deres missiler. Endvidere skal flyene være så små, at de kan skjules i passende bygninger, herunder lader, fabrikslagre m.v.
Perspektiverne kan belyses ved et eksempel. 300 små fly af denne type udstyret med hver tre avancerede præcisionsmissiler af forskellig type med programmerede formål og naturligvis moderne sprængladninger, herunder FAE-typer (Fuel Air Exploslves), ville i en koncentreret indsats kunne »mætte« ethvert fremtidigt luftforsvar, som en angriber kan medføre og dermed direkte tilføje hans angrebsplatforme væsentlig skade. Ved en koncentreret indsats skal ikke forstås missilaffyringer fra et enkelt område.
Enhver angriber vil være nødt til at koncentrere sine styrker, hvilket vil være en åbenbar fordel for den forsvarer, der besidder spredte og skjulte enheder, men evne til at koncentrere våbenindsatsen. Det synes oplagt, at de nye våbensystemer i højere grad favoriserer et forsvarssystem, der vel at mærke er rigtig sammensat, end en angrebsstyrke. Det er et forhold, der er værd at bygge på.

Rekognosceringsflyets fremtid.

Det vil blive nødvendigt at udvide rekognosceringskapaciteten ganske væsentligt flymæsigt i det pespektiv, som fremtiden tegner. Det vil være nødvendigt ikke alene at besidde oplysninger om modstanderens styrker og bevægelser - som stort set var de krav, der stilledes under 2. verdenskrig - men også at besidde viden om elektromagnetiske forhold. Det vil komme til at stille voldsomme krav til rekognosceringsenhederne.

Hvilke krav skal der kunne stilles til et fremtidigt rekognosceringssystem?

Primært skal det kunne give visuelle informationer om modstanderens styrkers positioner og bevægelser med en så stor detaljeringsgrad, at det er muligt at få et klart billede af, hvilke enheder og hvilken våbenplatforme - kampvogne, skibe, missilramper, fly m.v. - der er tale om. Dette helhedsbillede skal kunne opdateres med yderst korte mellemrum, eksempelvis hver halve time. Det kan måske umiddelbart forekomme urealistisk, men nødvendigheden af så korte intervaller betinges af våbenplatformenes stigende mobilitet. Der kan meget hurtigt opbygges en trussel, som kan blive en overraskelse, såfremt overvågningsbilledet ikke konstant opdateres.
Et rekognosceringssystem skal yderligere kunne give et klart opdateret billede af det elektromagnetiske miljø. Det er nødvendigt at vide, hvilke typer af passiv og aktiv elektromagnetisk udstråling, der finder sted i modstanderens område fra militære udstrålingskilder, herunder stabe eller hovedkvarterer, missil- og varslingsstillinger, forskellige kampenheder m.v.
Som eksempel kan nævnes, at analysen af aktive strålingskilder skal være så grundig, at det er muligt at skelne to ens radarsystemer fra hinanden i kraft af de »mikroskopiske« forskelle, der i så fald vil være i deres udsendelse af elektromagnetisk energi. Det er nødvendigt bl.a. for at konstatere, hvilke enheder der flyttes. Det er nemlig ikke sikkert, at de to ens radarsystemer tilhører samme type enheder. Der er jo forskel på, om en varslingsenhed uden våben eller en decideret kampenhed flytter nærmere.
Det passive og aktive elektromagnetiske billede og det almindelige overvågningsbillede kobles sammen ved hjælp af datamater i de pågældende stabe. Overvågningsresultaterne vil tilsammen give et godt beslutningsgrundlag for forsvarsstyrkerne således, at de angribende enheder kan tilintetgøres i den rigtige prioritetsrækkefølge. Herefter starter en anden slags rekognoscering, der kan betegnes som målspecifikation.
Er der eksempelvis tale om nogle kampvogne og pansrede mandskabsvogne, vil det være nødvendigt at få detaljerede oplysninger om de passive elektromagnetiske udstrålinger, der finder sted fra disse, ligesom det omgivende terræns udstrålingsdiagram er nødvendigt. Vejrforholdene i området er også af betydning, ligeledes køretøjernes kurs og hastighed. Disse informationer sendes til den pågældende operative stab, der har ansvaret for det område, som modstanderens kampvogne befinder sig i. Meldingen kan sendes pr. datalink via et eller to relæ-fly. Hvis det ikke kan lade sig gøre at sende informationerne på den måde, på grund af elektronisk jamming fra modstanderen, venter rekognosceringsplatformen med at sende informationerne til den er nærmere ved sit udgangspunkt.
På grundlag af målspecifikationerne vil det være muligt for en datamat at udvælge sensorsystemkombinationer for den type missiler, der skal sendes mod kamp- og mandskabsvognene samt efter menneskelig accept give ordre til afsendelse af missiler mod målet.

Hvilke typer flyvende rekognosceringsplatforme er det hensigtsmæssigt at anvende?

Rekognosceringsopgaven er sandsynligtden farligste opgave af alle. Muligheden for et fly for at »løbe« ind i ubekendte luftforsvarssystemer eller troppekoncentrationer, der besidder luftværnsmissiler, er overordentlig stor. Risikoen bliver ikke mindre i fremtiden, fordi luftforsvarssystemerne ikke i samme grad vil røbe sig ved brug af aktive sensorer. Passive sensorer røber sig sjældent, før det er for sent.
I Vestens forsvarssystemer synes det fortsat at være en almindelig indstilling, at en pilots øjne er det bedste sensorsystem næst efter fotooptagelser. Det er en håbløs forældet indstilling. For det første dækker pilotens øjne kun det visuelle spektrum - og endda ikke overvældende godt, fordi øjnene skal bruges til mange andre formål. For det andet er fotooptagelser en langsom affære. Piloten skal tilbage til sin base, filmene skal fremkaldes, derefter analyseres, og først derpå kan der tages beslutning om angreb på mål. I mellemtiden har målet forlængst fjernet sig.
Retfærdigvis må det nævnes, at der i de senere år er gjort en indsats for at forbedre forholdene. Sammenlagt er det dog langt fra tilstrækkeligt, især ikke i relation til fremtidens våbensystemer.
Det siger sig selv, at en effektiv udnyttelse af de våben, som et forsvarssystem besidder, kræver nøje informationer om, hvor modstanderens enheder befinder sig. Et dårligt »rekognosceringsapparat« vil ikke være i stand til at give tilstrækkeligt nøjagtige informationer - slet ikke til brug for sensorstyrede præcisionsvåben.
Resultatet vil følgelig blive et ganske uacceptabelt spild af våben og måske endda alvorlige tab, såfremt rekognosceringssystemet ikke er effektivt. Også på det område bør det snart accepteres, at 2. verdenskrig forlængst er forbi.
I luften er der taktisk set mulighed for tre forskellige typer rekognosceringsmidler - det bemandede fly, det ubemandede fly og endelig missilet. Såfremt et bemandet fly foretrækkes, skal det være bedre beskyttet end et jagerbombefly for at have en rimelig overlevelsesmulighed. Selvbeskyttelsesmæssigt skal det medbringe ECM-udstyr, der kan dække radarspektret, det infrarøde spektrum og helst også det visuelle. Herudover sensorer der kan skelne aktive elektromagnetiske udstrålinger og derefter automatisk tilslutte elektronisk jamming eller kaste chaff efter behov. Kun det allermest avancerede selvbeskyttelsesudstyr vil være godt nok.
Flyets almindelige udstyr skal ligeledes i høj grad være automatiseret såvel som yderst avanceret, idet ekstrem lavflyvning få meter over jordoverfladen er nødvendig, også i mørke. Samtidigt skal piloten via sit udstyr vide nøjagtigt, hvor han er, af hensyn til senere fastlæggelse af rekognosceringsresultater.

Automatiske advarselssensorer skal på grundlag af den karakteristiske passive udstråling af elektromagnetisk energi kunne skelne særligt farlige missilluftforsvarsstillinger og advare piloten herom. Flyets hastighed taget i betragtning, er det en ret håbløs opgave for sensorerne. Luftværnsmissilsystemerne er bedre stillet end flyet, fordi den passive elektromagnetiske udstråling fra flyet er mange gange større end en missilluftforsvarsstillings udstråling på jorden.
Her er vi faktisk kommet til grænsen for flyenes formåen, uanset hvor mange advarselssensorer vi kan udstyre det med. Flyets hastighed og egenudstråling bliver modpoler til advarselssensorernes kapacitet, et forhold som næppe vil kunne overkommes teknologisk set.
Det bemandede fly’s rekognosceringsrolle over modstanderens territorium vil i en ikke alt for fjern fremtid være problematisk. En anden ting er, at rekognoscering for aktive elektromagnetiske udstrålingskilder kan foregå bag egne linier, idet en radars eller en radiosenders udstråling vil kunne konstateres på adskillige hundrede kilometers afstand. Det vil være et spørgsmål om flyvehøjde i forhold til jordkrumning. Det løser imidlertid ikke problemerne. Det er nødvendigt at komme ind over modstanderens område. Ubemandede fly og missiler er en anden mulighed.
Disse to rekognosceringssystemer vil i denne forbindelse have så mange lighedspunkter i forbindelse med start, styringsprincipper, navigationssystemer og i dette tilfælde tildels landing, at der ikke er grund til at gennemgå dem hver for sig.
Jeg vil derfor nøjes med at give en kort beskrivelse af ubemandede fly. Tabet af et ubemandet fly er billigere, både i form af prisforskellen mellem et bemandet og et ubemandet fly, og i form af, at tab af personel kan undgås. Endnu væsentligere er det måske, at kun få flysikkerhedsmæssige faktorer skal tages i betragtning ved konstruktionen, fordi der ikke skal tages hensyn til en pilot. Et ubemandet fly kan konstrueres til at »tåle« meget store accelerationspåvirkninger. Der kan gennemføres væsentlige besparelser konstruktionsmæssigt, fordi fartøjet kan bygges uden en omfattende instrumentering, ligesom billigere og mere enkle materialer kan anvendes, f. eks. plastic. Vedligeholdelses- og driftsomkostninger er - efter hidtidige erfaringer - særdeles lave sammenlignet med bemandede fly.

Ubemandede fly kan opdeles i tre hovedgrupper:

MINI-gruppen : vægt op til 75 kg.
MIDI-gruppen : vægt mellem 75 kg og 1500 kg.
MAXI-gruppen: vægt over 1500 kg.

I vægten er inkluderet sensorudstyr etc., men ikke brændstof. I selve flykonstruktionen tages der vidtrækkende hensyn til det operative formål. De ubemandede fly er i højere grad end bemandede fly tæt knyttet til en bestemt missionstype designmæssigt. Eksempelvis vil der være karakteristiske forskelle på ubemandede rekognosceringsfly, ikke alene på grund af det højdeområde, de er tiltænkt at skulle operere i, men også på grund af den formodede trussel fra det område, de skal operere over (»overlevelsesfaktoren«) samt endelig det styre- og kontrolsystem, der anvendes. De flyvemæssige egenskaber er i høj grad tilgodeset, men indenfor et forholdsvis snævert spektrum.

Sammenfattende kan det siges, at tre grundlæggende faktorer bestemmer ubemandede fly’s konstruktion: 

  • Den teknik der anvendes til start og landing.
  • Overlevelsesevne overfor det bredest mulige spektrum af våbentyper (minimum radarrefleksion, minimum infrarød udstråling, manøvredygtighed, lavflyvningsmuligheder etc. etc.).
  • Indbygningsmæssige forhold i forbindelse med styrings- og kontrolenheder, sensorsystemer m.v.

Der findes ikke på nuværende tidspunkt en klar tendens i anvendelsen af konstruktionsmaterialer. Generelt kan siges, at der i valget af materialer tages hensyn til refleksionen af elektromagnetisk energi, og at visse skumplasttyper synes at være i forgrunden, især indenfor MINI-gruppen. Glasfiberarmeret polyester synes at have vundet indpas i alle tre hovedgrupper i et forsøg på at reducere anvendelsen af metaldele.
Almindeligt kendte motortyper anvendes til fremdrift, hvorfor samtlige hastighedsområder, anvendt af bemandede fly, kan dækkes. Med udviklingen af mikrodatamater og sensorer i 80’erne og 90’erne vil det slet ikke være et problem at anvende ubemandede fly i rekognosceringsrollen over modstanderens territorium.
Hvorvidt de også kan anvendes i andre roller er et spørgsmål om »balancen« mellem de enkelte komponenter i et forsvarssystem, herunder missiler og bemandede fly.

Afsluttende betragtninger.

Det vil altid være forbundet med vanskeligheder og en del usikkerhed at beskrive en fremtidig udvikling indenfor konventionel krigsførelse.
Var det udelukkende de våbenteknologiske udviklingsmuligheder, der var den bestemmende eller afgørende faktor, ville problemet ikke være så stort. Mennesket, samfundet og økonomien har imidlertid en ikke ringe grad af »komplicerende« indflydelse - hvilket må betegnes som positivt, selvom denne indflydelse nødvendigvis ofte må omfatte en begrænsning af udnyttelsen af de muligheder, som teknologien tilbyder.
Visse typer af begrænsninger, der er baseret på traditionsbundne og konservative forestillinger om krigsførelse, bør dog betragtes med en passende skepsis. Alt for ofte er sådanne begrænsninger udsprunget af forældede erfaringer fra tidligere krige, som af ansvarlige myndigheder er udråbt til noget i retning af evige sandheder, hvorefter en påfølgende krig har vist noget andet.
Også nye tanker eller ideer, der bryder med et hidtidigt mønster, må nødvendigvis betragtes med sund skepsis, uanset at det måske kan forekomme indlysende, at 80’erne og især 90’erne vil medføre et øget udvalg af våbenteknologiske muligheder.
Tendensen synes at pege imod forældelse af nutidige kendte våbenplatforme - herunder fly, skibe og kampvogne - til fordel for andre og mere raffinerede former for konventionel krigsførelse, som ikke umiddelbart kan indpasses i den vestlige traditionsbundne forsvarsstruktur. På trods heraf søges de bestående systemer og organisationer bevaret ved fordyrende »lapperier«, formentlig indtil ineffektiviteten bliver så indlysende, at grundlæggende ændringer skal finde sted. I historisk perspektiv vil dette være den forventelige udvikling for store og økonomisk stærke nationer. For små nationer vil inef- fektivitetsniveauet optræde på et væsentligt tidligere tidspunkt, medmindre de erkender situationen og udnytter de væsentligste våbenteknologiske fremskridt, uanset at det traditionelle mønster for opstilling af et forsvar dermed brydes.

PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon 1979_11-12.pdf
 

*) »Milliradar«: Populær betegnelse for passive/aktive radarer, der anvender millimeterbølgeområdet.

 

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.