Driftsøkonomi og militær effektivitet

Indledning
Det er naturligt og nødvendigt for enhver virksomhed - og for dem, der skyder penge i den - løbende at vurdere, om virksomheden drives effektivt. Dette gælder også offentlige virksomheder, herunder forsvaret. Der findes ingen absolut måletok for virksomhedseffektivitet, men der findes metoder til at sammenligne forskellige måder at drive en given virksomhed på, således at der kan udsiges noget om, hvorvidt den ene måde giver større effektivitet end den anden. Metoder til at vurdere relativ effektivitet er især udviklet til brug for forretningsvirksomheder. Ønsker man at vurdere forsvarets effektivitet (eller rettere sagt: den relative effektivitet af forskellige måder at indrette og drive forsvarets virksomhed på), bør det overvejes, om de givne effektivitetsvurderings- metoder har samme gyldighed ved vurdering af henholdsvis forretningsmæssig og militær effektivitet. I disse overvejelser må også indgå overordnede organisationsteoretiske analyser til klarlæggelse af forskelle og ligheder mellem forsvaret og forretningsvirksomheden.
 
Mål og skøn
Forsvarets effektivitet beror på kampevne.
Kampevnen kan udtrykkes som evnen til at påtvinge modstanderen sin vilje.
Vor vilje er primært at leve i fred og suverænitet med en demokratisk selvvalgt samfundsordning.
Vor vilje er sekundært med kampmidler at modstå og neutralisere militære angreb på vort nationale territorium.
 
I det sidstnævnte tilfælde manifesterer vor kampevne sig i konkret militær effektivitet. I det førstnævnte tilfælde forbliver vor kampevne latent, men er virksom gennem vor potentielle modstanders vurdering af den. Afskrækkelsen kan siges at være en abstrakt form for militær effektivitet. Vi ønsker ikke at få lejlighed til at afprøve vor konkrete militære effektivitet. Vor vurdering af, hvad den i givet fald ville være, kan derfor kun være forestillingsmæssig (abstrakt). Den rolle, krigens imponderabilia vil spille, kan kun bestemmes med vished post hoc, nemlig når en militær afgørelse faktisk har fundet sted. Den forestillingsmæssige vurdering af vor konkrete militære effektivitet må derfor altid bero på et skøn - omend dette skøn bør være bedst muligt kvalificeret af militærtekniske kapacitetsberegninger og dybdeborende professionelle analyser. Vor latente militære effektivitet - kampevnen - kan siges at blive demonstreret hver dag, vi lever i fred, holdt op imod en militær- og sikkerhedspolitisk vurdering af den til enhver tid gældende sandsynlighed for, at vi fortsat vil kunne leve i fred. Vurderingen af derme sandsynlighed beror også på et skøn - omend det selvfølgelig bør bygge på det bedst tænkelige grundlag af kendskab til vore med- og modspillere i den internationale politik. Vor latente/ab strakte militære effektivitet - kampevnen - bestemmes altså gennem en skønsbaseret (professionel) vurdering af, hvad den konkrete militære effektivitet i givet fald ville være, og kan følgelig ikke måles definitivt ved hjælp af eksakte, kvantitative metoder. Vurderingen af, om den samme konkrete, resp. latente militære effektivitet kunne opnås med andre midler, må ligeledes bero på et skøn. Sammenfattende må det foreløbigt konkluderes, at militær effektivitet i intet tilfælde kan måles endeligt og sikkert på anden måde end under kamp.
 
Driftsøkonomi
Bestemmelse af en virksomheds samlede effektivitet (målopfyldelsesgrad i forhold til anvendte ressourcer) er ikke så simpel og ligetil som at tælle kroner og øre i kassen. Organisationsteoretiske kriterier for virksomhedseffektivitet indbefatter altid et mere eller mindre langsigtet, d.v.s. fremtidsorienteret perspektiv, f.eks. udtrykt i virksomhedens sandsynlighed for at overleve. Vurderingen af fremtidige hændelser vil altid have karakter af et mere eller mindre kvalificeret gæt, d.v.s. et skøn. Hvad fremtiden vil indebære, kan først vides med sikkerhed, når den er blevet fortid. Et af de forhold, hvori andre virksomheder adskiller sig fra forsvaret, består i, at de løbende kan foretage en eksakt post hoc måling af den konkret manifesterede effektivitet (f.eks. ved regnskabsaflæggelse), hvorimod den konkrete og definitive »regnskabsaflæggelse« for forsvaret netop er den situation, vort hele virke retter sig ind efter at undgå. Tillige kan f.eks. forretningsforetagendet i praksis afprøve og sammenligne metoder til at opnå manifest målopfyldelse (omend det at drive erhvervsvirksomhed på ingen måde er et lidenskabsløst videnskabeligt eksperiment, idet valget af målopfyldelsesmetode kan være en overlevelses- kritisk beslutning, der må basere sig på et skøn i form af en kompetent fremtidsvurdering). Til at bestemme en given målopfyldelsesmetodes driftsøkonomiske effektivitet kræves eksakte, kvantitative målinger af investerede ressourcer og manifest målopfyldelse. Dette indebærer i teorien, at den definitive driftsøkonomiske kalkule først kan opstilles post hoc, men i praksis er driftsøkonomiske beregninger også i fremadrettet perspektiv særdeles nyttige og kan være meget præcise i det omfang, de anvendes på forhold, som er meget forudsigelige. Driftsøkonomiske effektivitetskalkuler må derfor principielt komme til kort ved vurderingen af militær effektivitet i kraft af den uforudsigelighed, som krigens imponderabilia indebærer, og som ikke lader sig afprøve i konkret praksis.
 
Kapacitet og kapabilitet
På dette punkt i ræsonnementet bør sondringen mellem kapacitet og kapabilitet indføres med et citat fra »Om voldens teknologi« af S. Bergstein (Militært tidsskrift 1985, p. 48):
 
»Den militære afgørelse fremtvinges gennem kampen, som gennemføres af den militære organisation under anvendelse af teknologi (våben og andet materiel) og i overensstemmelse med hensigtsmæssige doktriner (metoder).
Den samlede evne til at gennemføre dén kamp, som fører frem til dén militære afgørelse, som dén krig rummer, kaldes den militær-strategiske kapabilitet Dette er et videre begreb end kapacitet, som i derme forbindelse kun dækker organisation og teknologi«.
 
Det skulle af ovenstående betragtninger fremgå, at netop den militære kapabilitet, som her defineret, kun kan forhåndsbestemmes gennem et skøn; den er afhængig af bl.a. de militære føreres talent for at anvende de rådige menneskelige og materielle ressourcer over for en modspiller, hvis evner og ressourcer er ret ukendte - under indflydelse af krigens indre friktion og dens imponderabilia. Netop imponderabilieme (»det umålelige«) forbyder en eksakt forhåndsberegning af kapabiliteten (dette synes også at være den konklusion, S. Bergstein når frem til i den citerede artikel). Det, som imidlertid kan tælles, måles og vejes - og derfor meningsfuldt kan indgå i driftsøkonomiske beregninger - er kapaciteten, herunder først og fremmest antallet af personer og forskellige typer materiel og disses teoretiske muligheder. Det kunne derfor umiddelbart se ud som om driftsøkonomiske kriterier ikke er egnede til vurdering af militær kapabilitet (den ultimative militære »effektivitet«), men at deres relevante anvendelsesområde er vurdering af måleligt ressourceforbrug i forhold til den gennem ressourceanvendelse tilvejebragte militære kapacitet.
 
Imidlertid må det bemærkes, at
»De enkelte elementer,... - organisation, teknologi og doktrin - er ... gensidige forudsætninger for hinanden og påvirker hinanden,...« (Bergstein, ibid.).
 
Selv om driftsøkonomiske betragtninger må anses for uomgængeligt nødvendige for at sikre mest mulig valuta for pengene ved frembringelsen af specificerede militære del-kapaciteter - den kvantitative »produktion« - spiller valget af del-kapaciteter, deres vægtning og sammensætning en sådan rolle for den samlede militære effektivitet (kapabiliteten), at de ikke alene kan accepteres som beslutningsgrundlag for indretning af vort forsvar. Ensidig focusering på driftsøkonomiske aspekter indebærer en risiko for, at optimering af del-systemer fører til suboptimering af det samlede system. Det indebærer også en risiko for, at det vanskeligt målelige kvalitetsmål kapabilitet - organisationens kampevne - glider ud af syne.
 
Virksomheden og interessenterne
Overvejer man at overføre produktionsmålemetoder og -kriterier, der er udviklet til anvendelse i én type organisation, til vurderingen af produktivitet (kapacitetstilvejebringelse) og effektivitet (kapabilitet) i en anden type organisation, bør man også i andre henseender tage i betragtning, hvilke forskellige vilkår, der gælder for de respektive organisationers samspil med de vitale dele af deres omverden. I det foregående er der argumenteret for, at rent driftsøkonomiske beregninger og målemetoder må tildeles en begrænset, omend betydningsfuld anvendelse ved vurdering af militær effektivitet, nemlig vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt givne militære del-kapaciteter tilvejebringes med størst mulig »cost-effectiveness«. Det skal straks tilføjes - udover det allerede anførte - at også i andre typer virksomheder, herunder forretningsforetagender, beror den samlede organisations effektivitet på meget andet end det, der kan håndteres med rent driftsøkonomiske begreber. Generelt udtrykt beror en virksomheds effektivitet på dens evne til at etablere de bedst mulige samspilsrelationer med sine interessenter; idet der ved »interessenter« forstås personer eller grupper af personer, hvis adfærd har indflydelse på virksomheden. Bag enhver virksomhed (bortset fra én-øjervirksomheder) står der en (stiftende) sammenslutning af individer, det være sig foreningsmedlemmer, folket, aktionærer, anpartshavere, andelshavere el. lign. Den mest praktiske betegnelse for sådanne sammenslutninger er ejerne.
 
Ejersammenslutningen vil almindeligvis vælge en bestyrelse/forretningsudvalg/eksekutivkomité, som på sammenslutningens vegne ansætter virksomhedens forretningsmæssige topledelse, som igen ansætter medarbejderne længere nede i bureaukratiet, idet der ved »bureaukrati« forstås en organisation af ansatte lønarbejdere, hvis arbejde målrettes og samordnes gennem et system af delegeret ansvar og beføjelser. Bureaukratiets overordnede opgave er at producere de værdier (materielle eller immaterielle), hvis tilvejebringelse er formålet for ejersammenslutningen. Bureaukratiet skaber de af ejerne ønskede værdier ved at påvirke/ændre adfærden hos bestemte andre personer eller grupper af personer; f.eks. kunderne, klienterne, patienterne, lovovertræderne, fjenderne. Det er svært at finde en neutral samlende betegnelse for disse personer. Lad os - lidt polemisk pointerende - vælge begrebet »kunden«. Ved »kunden« forstås i det følgende »de personer eller grupper af personer, hvis adfærd bureaukratiet søger at påvirke i en bestemt retning for at kunne producere de værdier, ej ersammenslutningen ønsker«.
 
Ethvert givent bureaukrati har mange andre interessenter, arbejdsmarkedet, fagforeninger, leverandører, myndigheder o.s.v. Eksempelvis er det af stor betydning for bureaukratiets målopfyldelse at kunne tiltrække, rekruttere og fastholde medarbejderne med de for bureaukratiet nødvendige kvalifikationer. Organisatorisk set er de mest centrale komponenter: EJERNE- BUREAUKRATIET - KUNDEN.
 
Tilbage står dog at placere endnu en væsentlig type interessent: konkurrenten. En virksomheds konkurrent vil ofte i daglig tale kunne omtales som »fjenden«, men det er her vigtigt at holde fast i, at hvor en ff ende er en organisation, som man retter sin aktivitet direkte imod - i sidste ende i fysisk kamp - så forholder man sig indirekte til en konkurrent. Konkurrencen drejer sig om at være bedst tü at vinde en tredieparts gunst, hvad enten denne trediepart er aktiekøbere, medarbejdere, leverandører eller kunder.
 
Forsvarets »kunde«
Et bureaukrati skal stille sin ejersammenslutning tilfreds ved at producere de værdier, ejerne har ønsket at få ud af at sætte bureaukratiet i verden. Bureaukratiet må derfor etablere produktive samspil med sin kunde. I tilfælde, hvor dette samspil resulterer i en profit, der kan udbetales som udbytte eller dividende til ejerne, vil ejeme som regel lade bureaukratiet gøre, som det vil, blot udbyttet er tilfredsstillende. I tilfælde, hvor de værdier, der skabes gennem samspillet med kunden, er mere uhåndgribelige, og hvor effektivitetsvurderingen derfor i højere grad beror på et skøn, øges sandsynligheden for, at ejersammenslutningen griber mere specifikt styrende ind (fordi ejeme føler, at deres skøn må kunne være Uge så godt som bureaukratiets). Under alle omstændigheder drejer det sig om, hvordan bureaukratiet skaber det mest produktive samspil med kunden. Hvem er forsvarets »kunde«? Umiddelbart kunne det være nærliggende at sige, at forsvarets »kunde« er samfundet som helhed (alle borgerne), til hvilket forsvaret leverer serviceydelsen fred og sikkerhed. Man kan imidlertid også vælge at betragte samfundsborgerne som forsvarets »aktionærer«. Samfundets borgere indskyder risikovillig kapital (skattekroner) og arbejdskraft (værnepligt). Fred og sikkerhed bliver da at betragte som det udbytte, der »udbetales«. 
 
At det er sidstnævnte betragtningsmåde (borgeren som aktionær), der bør vælges, fremgår af, at borgeren gennem det repræsentative parlamentariske demokrati har bestemmende indflydelse på forsvarets virke - ligesom aktionærerne gennem den valgte bestyrelse har det i forhold til forretningsvirksomheden. At borgeren ikke bør parallelliseres til forretningsvirksomhedens kunde, fremgår tillige, når man anlægger en formel organi- sationsadfærdsbetragtning: Det er i almindelighed karakteristisk for forretningsforetagender, at de stedse søger så godt som muligt at tilpasse sig de ændringer, der sker i kundernes adfærd: det er faktisk en af hovednøglerne til forretningsmæssig succes. Den virksomhed, som først og mest præcist erkender et nyopdukket markedsbehov, kan høste stor fordel deraf, og den virksomhed, som det lykkes at skabe og opretholde stabile, tillidsprægede relationer til sin kundekreds, sikrer sin overlevelse. Spørger vi, hvilken del af omverdenen, forsvaret forholder sig til og retter sine aktiviteter (sin »udvikling, produktion og afsætning«) ind efter på formelt set tilsvarende måde, bliver svaret, at det er den eller de potentielle fjende(r).
 
Fjenden er forsvarets kunde - forsvarets modvillige afsætningsmarked for afskrækkelse og - ultimativt - ildkraft. Den militære efterretningstjeneste er analog tü forretningsforetagendets markedsanalyseafdeling. Det er dernæst umiddelbart iøjnefaldende, at principperne for det formålstjenlige samspil med kunden er så forskellig som nat og dag i forretningslivet og i militærets verden. Grundparadigmet (el. idealet) for samspillet mellem forretningsforetagendet og dets kunde er et samarbejde om at gennemføre en for begge parter positivt værdifuld økonomisk transaktion (mutual benefit). For samspillet mellem forsvaret og dets »kunde« er grundparadigmet kamp, antagonisme og modstridende viljer. Det følger deraf, at en organisatorisk adfærd, som er hensigtsmæssig i det ene tilfælde, nærmest per definition vil være dysfunktionel i det andet tilfælde. Som et af de anskuelige eksempler, E. N. Luttwak fremdrager i sin tankevækkende bog »Pentagon and the art of war« (Luttwak, 1985), kan nævnes, at hvor det i høj grad kan tjene et forretningsmæssigt formål at producere samme vare i stort antal for derved at reducere stykprisen til glæde for forbrugeren, der får bilUgere varer, og for producenten, der får større omsætning og indtjening, er massestandardisering i produktion af våbensystemer mere problematisk i forhold til militær effektivitet. Råder egne styrker kun over én og samme missiltype med et ensartet styringsystem, vil fjenden kunne jamme samtlige missiler, når han kan jamme ét. Jo flere forskellige typer af missiler og styringssystemer, fjenden skal tage modforholdsregler overfor, jo mere bindes hans ressourcer, og jo mere påtvinger man ham sin vilje. Også ud fra betragtninger af denne type må det konkluderes, at rene driftsøkonomiske vurderinger af ressourceanvendelsen ikke kan stå alene, når endemålet er optimal militær effektivitet, men må indgå som én blandt flere parametre i vurderingen af hvilke kapaciteter, der skal søges tilvejebragt for at muliggøre den ønskede kapabilitet.
 
Principper for effektivitetsvurdering
Forretningsforetagendet kan som nævnt - i modsætning tü forsvaret - med god sikkerhed se frem til et konkret svar på, om dets dispositioner førte til de ønskede resultater. I det fremadrettede perspektiv må virksomheden ud fra en grundig situationsvurdering basere sig på nogle generelle principper for hensigtsmæssig samspil med sit marked. På forhånd kan det ikke med absolut vished kalkuleres, om en bestemt disposition vil føre til det ønskede resultat, men dispositionen vil altid kunne diskuteres og vurderes i lyset af de principper, man har til rådighed. Tilsvarende gælder det for dispositioner vedrørende forsvarets virksomhed; de ma nødvendigvis vurderes i lyset af de principper, der antages at gælde for samspillet med forsvarets særhge kunde: fjenden. Det vil sige krigsførelsens principper. Fra et militærpsykologisk synspunkt er det specielt nærliggende at fremhæve princippet om moral: »Fasthold og styrk viljen til at tilintetgøre modstanderens evne til at kæmpe« (jf. S. Bergstein og K. V. Nielsen). Det er vigtigt at søge svar på spørgsmålet om, hvorvidt dette eller hint tiltag vil forbedre eller forringe moralen hos egne styrker. Under kamp ma de militære førere på alle niveauer være sig dette spørgsmål bevidst. I fredstid synes spørgsmålet at blive skubbet langt ud i baggrunden, når forsvarets forhold debatteres og ændres. Er f.eks. den øgede officersafgang et tegn på, at et væsentligt princip er ved at blive kompromitteret?
 
Konklusion
Enhver vurdering af dispositioner i eller med vort forsvar vil være ufuldstændig og sandsynligvis fejlagtig, hvis den forsømmer at stille spørgsmålet: »Vil denne disposition forbedre vore muligheder for at handle i overensstemmelse med krigens principper, eller vil den forringe dem? (Jf. M. H. Clemmesen: »Om principperne for krigsføring og vort forsvar«, Militært tidsskrift, 1984, pp. 203-211.) Svaret på dette spørgsmål vil som regel være ganske kompliceret, bl.a. fordi krigsførelsens principper ofte hver for sig vil tilsige noget forskelligt. I afvejningen og helhedsvurderingen vil der altid være brug for et element af skøn, som rationelt-økonomiske vurderinger i snæver forstand aldrig vil kunne erstatte.
 
Efterskrift
Det har været hævdet, at krigsførelsens principper, som her er fremhævet som en nøgle til vurdering af militær effektivitet, ikke i deres gyldighedsområde indbefatter sådanne kvalitativt anderiedes typer miUtært forsvar - såsom »defensivt forsvar« - som netop gør en dyd ud af at negere principperne. Det forekommer nærværende forfatter, at nok suspenderer man i den gennemført defensive forsvarsstruktur de fleste af krigsførelsens principper for så vidt angår de fysisk konkrete kamphandlinger, men på det psykologisk-politiske plan fastholdes dog afskrækkelsesprincippet og dermed grundparadigmet om at påtvinge modstanderen sin vilje. Det kunne derfor nok være en nærmere analyse værd, om ikke krigsførelsens principper også her - omend på et højere abstraktionsniveau - skulle vise sig at være gyldige. 
 
 
 
Referencer
Bergstein, S: Om voldens teknologi. Militært tidsskrift, 1985, p. 45-75.
 
Bergstein, S. og Nielsen, K. V.: Om krigens principper. Militært tidsskrift, 1987, p. 81-93.
 
Clemmesen, M. H.: Om principperne for krigsføring og vort forsvar. Militært tidsskrift, 1984, pp. 203-211.
 
Luttwak, E. N.: The Pentagon and the art of war. New York; Simon and Schuster, 1985
 
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
 
 
 
 
 

Litteraturliste

Del: