Doktrinmæssige erfaringer fra Golfkrigen

1. Indledning
Generelt bør man være særdeles forsigtig med at uddrage for mange konklusioner fra Golf-krigen til brug for danske forhold. Omend der er gået 9 måneder, siden krigen afsluttedes, er der fortsat ukendskab til mange væsentlige aspekter, der har betydning for at opstille "Lessons Learned", på et blot nogenlunde solidt analytisk grundlag. Specielt hvad angår kendskab til irakiske forhold og irakiske kilder er manglen udtalt. Herudover er der tre væsentlige aspekter, der taler mod - ukritisk - at uddrage erfaringer fra krigen.

For det første kan det geografiske område i Mellemøsten omkring den sydlige del af Irak og Kuwait på næsten ingen måde sammenlignes med Danmark og Nordtyskland. Dette gælder såvel terrænmæssige som meteorologiske forhold. Enkelt formuleret kan fastslås, at der er afgørende forskel på, om en krig eller et slag skal udkæmpes ved høj temperatur og klart vejr i en flad ørken, eller ved lav temperatur og måske tåge i "normaldansk" terræn med bølget, bevokset, bebygget og i øvrigt vekslende karakter. For det andet kan det konstateres, at de allierede beherskede luftrummet og farvandene omkring krigsskuepladsen for landkrigen i en sådan grad, at der reelt var tale om fuldstændigt luft- og søherredømme. For det tredie bør man generelt være meget varsom med at uddrage konklusioner fra en ikke overvældende intens 100-timers konfrontation, der måske nok kan betegnes som et felttog, men som slet ikke indeholdt langvarige kamphandlinger, med mange egentlige seje og intense kampe, som vi kender dem fra 2. Verdenskrig og Koreakrigen, og som vi må forvente det, såfremt Danmark udsættes for en trussel. Også forskellene i teknologi og udrustning var betydelige hos de stridende parter.

2. Krigsføringens principper
a. Princippet om målet
Valg af mål i denne sammenhæng skal ses i nøje overensstemmelse med de foregående tre faser,
- 1. Fase: Den strategiske luftkrig.
- 2. Fase: Etablering af luftoverlegenhed på den kuwaitiske krigsskueplads.
- 3. Fase: Forberedelse af kamppladsen (Preparation of the battlefield). (1)
 
Da formålet med disse faser var opnået, kunne fjerde fase - landkrigen - iværksættes. Der var imidlertid ikke på nogen måde tale om en isoleret krig på landjorden, tværtimod. Operationen omfattede land-, luft- og sømilitære aspekter, der alle var integreret og afstemt i forhold til hverandre. Formålet med denne operation var at befri Kuwait, afskære irakernes forsynings- og forbindelseslinier i den sydlige del af Irak samt tilintetgøre Republikanergardens styrker på den kuwaitiske krigsskueplads. (Den kuwaitiske krigsskueplads omfattede Kuwait og den sydlige del af Irak). (1,2). Målet syntes opnåeligt på tidspunktet, da det blev fastlagt. Gennemførelsen af Desert Sabre (landoperationen) beviste det. Målet blev ikke ændret under gennemførelsen af operationen, selv om det - retrospektivt, og formentlig også på tidspunktet for gennemførelsen - syntes muligt at sætte et end nu mere ambitiøst mål, som f.eks. at afvæbne eller tilintetgøre alle irakiske væbnede styrker samt fjerne Saddam Hussein fra magten. At sidstnævnte alligevel ikke blev valgt, havde formentlig først og fremmest mange forskellige politiske årsager. (3). På korps- og divisions-niveau synes den overordnede hensigt til fulde at være accepteret og forstået, hvorfor det var relativt enkelt selv at vælge og befale underordnede mål på baggrund heraf. Den britiske general Sir Rupert Smith har bl. a. givet meget klart udtryk for dette. (6)
 
b. Princippet om offensiven
Endnu en gang blev offensivens fordele på den moderne kampplads demonstreret med al ønskelig tydelighed. Den irakiske operative/taktiske koncept med en stærkt udbygget forsvarslinie med betydelige hindringer og feltbefæstningsarbejder, kombineret med slagkraftige pansrede reserver (først og fremmest Republikanergarden) i dybden, viste sig ikke at være hensigtsmæssig i det givne scenario, og som situationen udviklede sig. Denne lineære, overvejende stedbundne og defensive opstilling, med frontretning mod syd, viste sig hurtigt at være utilstrækkelig. Den irakiske hovedforsvarslinie i sydkanten af Kuwait - og de herved bundne store irakiske styrker (op mod en halv million mand) blev på kort tid udflankeret, omgået, undgået og til sidst omringet. Samtidigt blev Republikanergarden ved massiv indsættelse af BAI-missioner og Special Operations bundet til deres beredskabsområde syd for Basra. Hver påbegyndt bevægelse herfra blev næsten omgående straffet af de allierede flystyrker. De allierede sikrede sig fra starten initiativet og beholdt det, indtil afgørelsen var en kendsgerning. (1,4,5)
 
c. Princippet om tyngde
Operationsplanen for landkrigen ("Desert Sabre") forudså tyngde ved VII US KORPS. Denne planlagte tyngde blev fastholdt under gennemførelsen af angrebet, da ingen irakiske modforholdsregler gjorde det nødvendigt eller ønskeligt at afvige fra planen. VII US KORPS, der organisatorisk var den stærkeste af de større allierede hærstyrker, med bl.a. 1 UK Division under Tactical Control, gennemførte angreb i et relativt smalt angrebsrum og havde under den 100-timer lange angrebs- operation støtte fra en væsentlig del af de allieredes nærstøttefly, kamphelikoptere og artilleri. (6) Yderligere støtte fra den overordnede fører i form af BAI-missioner og taktiske efterretninger medvirkede til tyngdedannelse i tid og rum. På den anden side medførte de allieredes fastholdende og vildledende bevægelser- /operationer umiddelbart syd for Kuwait og i den Persiske Golf med arabiske og marinekorpsenheder, at irakerne havde svært ved indledningsvis at erkende den allierede tyngde. Da irakerne (måske) erkendte den allierede tyngde, var det for sent. (7,8) Det kan hævdes, at irakerne spredte deres styrke med dels en halv miUion mand i Kuwait, dels den slagkraftige Republikanergarde et godt stykke nord herfor i terrænet syd for Basra, og at dette forhold var politisk betinget. Under alle omstændigheder lykkedes det for de allierede at afskære disse to store og væsentligste dele af den irakiske hær fra hinanden for efterfølgende at omringe og nedkæmpe dem eller tage dem til fange. (9)
 
d. Princippet om økonomi med kræfterne
Princippet om, at den størst mulige kampkraft til stadighed skulle være til rådighed for den afgørende kamp, blev tilgodeset, jf. i øvrigt ovenfor, uden dog, at der for alvor blev brug for det, da kampen tilsyneladende allerede i hovedsagen var afgjort under landkrigens indledende fase. De kolossale irakiske tab i forhold til de ubetydelige allierede tab udtrykker bedre end noget andet, at der var tale om allieret maksimumvirkning med minimumanstrengelse. Et andet udtryk for økonomi med kræfterne var i dette scenario tillige - og måske ikke mindst - at de bedste midler - fly og i et vist omfang artilleri - blev anvendt intensivt og i en lang periode (Preparation of the Battlefield), således at mere "kostbare" midler (menneskeliv; jf. opinionens og moralens betydning) kunne indsættes i den afsluttende kamp på baggrund af næsten optimale forudsætninger. (4)
 
e. Princippet om kræfternes samspil
I nyere tid er der næppe blevet udkæmpet en krig, hvor de sitoationsdannende faktorer i så høj grad har begunstiget integreret anvendelse af samtlige midler på det operative og taktiske niveau. Disse muligheder blev godt udnyttet på allieret side. Det modsatte var tilfældet hos irakerne, som ikke fik udnyttet det potentiale, som deres fly- og hærstyrker trods alt besad. Dette gælder såvel før som efter iværksættelsen af de allieredes landoffensiv. På det overordnede allierede niveau sikrede general Schwarzkopfs føreregenskaber og enhedskommando til fulde udnyttelse af samtlige fly-, flåde-, marinekorps- og hærstyrker. (7) Samtlige midler blev anvendt direkte, støttende eller vildledende, men stedse med det overordnede formål for øje. Nationale følelser og væmsnid har tilsyneladende ikke spillet nogen rolle. På det underliggende operative/taktiske niveau bestod den amerikanske Airland Battle-doktrin sin prøve med godt resultat, på trods af, at doktrinen primært er udviklet med henblik på anvendelse i det mellemeuropæiske område over for en formodet anden trussel. På det taktisk/tekniske niveau viste den amerikanske combined arms-koncept sig ligeledes at fungere godt, hvilket næppe kan siges at være overraskende, men ikke desto mindre er glædeligt, da såvel Tyskland som Danmark bekender sig til en sammenlignelig koncept. (7,10)
 
f. Princippet om bevægelse
Mest lysende som en afgørende forskel på de to stridende parter er måske forståelsen af bevægelsens karakteristika og fordele, ikke mindst i det givne scenario. På den ene side mestrede de allierede anvendelsen af dette princip og udnyttede bevægelsens fordele til det yderste. På den anden side viste irakerne næsten fuldstændig mangel på forståelse for dette aspekts betydning. Selv ikke lokalt og på det taktiske niveau er der mange eksempler på irakiske modangreb eller henholdende/udvigende kamp. (10) Forspringet i tid og rum - og tillige i handlefrihed - som irakerne besad i perioden mellem AUG 1990 og JAN 1991, forsvandt efterhånden som de allieredes flyangreb tog til. Dermed forsvandt også irakernes forudsætning for eventuelle senere offensive handlinger og etablering af tyngde, hvor situationen krævede det. (5,10)
 
g. Princippet om overraskelse
Som det fremgår flere steder af ovennævnte, lykkedes det for de allierede at overraske irakerne, i det mindste på det operative og taktiske niveau. De allieredes tyngdedannelse, kampkraft (herunder ikke mindst ildkraft), an- grebsretning og måske tillige angrebstidspunkt var overraskende for irakerne. Dette skyldtes i høj grad, at det var lykkedes for de allierede at sætte den samlede irakiske efterretningstjeneste ud af spillet ved en målrettet indsats umiddelbart før landkrigens start. (7) Også de vildledende manøvrer stik syd for Kuwait og i Den persiske Golf var bidragende hertil. At Irak (herunder ikke mindst Saddam Hussein) synes at være blevet meget overrasket over de alheredes vilje til at ville udkæmpe en hård landkrig med formodet store tab af menneskeliv på begge sider, nævnes blot for fuldstændighedens skyld. (8,11)
 
h. Princippet om sikring
Det kan konstateres, at det ikke lykkedes for irakerne at undgå overraskelse fra fjendens side - jf. ovenfor - eller at bevare handlefriheden, tværtimod. På den anden side kan man lykønske de allierede med at have efterlevet og udnyttet princippet om sikring til fulde. Netop ved at uskadeliggøre den irakiske efterretningstjeneste, det irakiske luftvåben og luftværn, blev irakerne frataget samtlige muligheder for at træffe passende modforholdsregler - eller i det mindste i et vist omfang at sikre sig - mod overraskelse fra fjendens side. (7,9) Den sikring, der kan ligge i bevægelsen, blev (formentlig bevidst for de flestes vedkommende) udn)4tet af de allierede. Det modsatte viste sig at være tilfældet for irakerne. (4)
 
3. Øvrige væsentlige aspekter
a. Enhed i føringen (Unity of Command)
Ansvaret for planlægning og gennemførelse af såvel Desert Shield som Desert Storm, herunder samarbejdet med koalitionspartnerne, var éntydigt givet til chefen for U.S. Central Command, general Schwarzkopf. Samtidig var alle militære myndigheder i USA pålagt at yde maksimal støtte til kommandoen. Anmodninger fra Central Command havde tydeligvis prioritet frem for alt andet. Fra formanden for Joint Chiefs of Staff, general Colin Powell moniteredes operationernes forløb, både hvad angik planlægning og gennemførelse, men der var ikke tale om, at man herfra eller fra forsvarsministerens eller præsidentens side udøvede management i underliggende operative aspekter. (1) Der var tale om centrahseret føring i den forstand, at alle værn - incl. marinekorpset - underordnedes den højere føring, således at særinteresser ikke kunne plejes. Alle overordnede spørgsmål blev afgjort af general Schwarzkopf. For eksempel integreredes samtlige fly-sorties i én eneste Air Tasking-ordre.
På den anden side var der i udstrakt grad tale om decentraliseret kontrol. General Schwarzkopf gennemførte adskillige konferencer og chefsmøder med sine undergivne førere og gennemførte krigsspil for at tilsikre, at alle havde en fælles opfattelse af kommende opgaver og den overordnede hensigt. Dette havde ydermere den fordel, at en streng centraliseret kontrol fra oven blev mindre nødvendig, samt at undergivne førere i høj grad fik handlefrihed til - inden for deres ansvarsområde - selv at vælge metode for løsning af den tildelte opgave, kort sagt anvendelse af "Auftragstaktik" eller "Mission Type Order". (12)
 
b. Enkelhed i operationen (Simplicity)
Generelt var der tale om enkelhed i såvel planlægning som gennemførelse på det operative og taktiske niveau. Dette forhold blev yderligere tilgodeset ved den ovenfor nævnte enkle og éntydige kommandostruktur. (5) En enkelt fase kan måske siges at være kompliceret, nemlig det indledningsvise gennembrud med 1 US INF Division, efterfulgt af VII US Korps tyngdeangreb med vanskelige passageforhold og overtagelse af kampen i en situation, hvor den fjendtlige modstand kunne have været meget kraftig. I alle andre kendte sammenhænge blev enkelhed tilstræbt. Chefen for 1 UK Division besluttede sig for eksempel for - på grund af manglende efterretninger - indledningsvis at udarbejde en meget simpel manøvreplan uden at udpege hvilken af de to brigader, der skulle indsættes først. Planen bestod stort set af en operationskalke med mål - baseret på den forhåndenværende viden om fjenden - samt faselinier - baseret på artilleriets rækkevidde - og under hensyntagen til, hvornår divisionschefen kunne forudse at det ville blive hensigtsmæssigt at træffe en beslutning, f.eks. vedrørende nye bevægelser eller tyngdedannelse. Da VII US Korps udsendte sin iværksættelsesordre, startede divisionen sit angreb/flankesikring på en ordre givet over radio. (6) Divisionens efterfølgende metode for føring var meget enkel, idet den fortsat bestod af ordrer over radio, lejlighedsvis suppleret af operationskalker. Det var først efter et par døgns kamp, at divisionen gik over til at udgive korte skriftlige "follow-up"-befalinger, angiveligt med den begrundelse, at divisionschefen ville være sikker på, at de efterhånden noget trætte undergivne førere ikke skulle misforstå eller glemme væsentlige aspekter af ordrerne. (6)
 
c. Fleksibilitet og smidighed (Fexibility and Agility)
Fleksibilitet behøver næppe nogen dybere forklaring, men er i hovedsagen udtryk for princippet om, at en forlods lagt plan skal kunne tilpasses de skiftende situationer, uden at den overordnede hensigt tabes af syne. "Agility" kan formentlig bedst oversættes ved smidighed, hvorved amerikanerne forstår egne styrkers evne til at kunne handle (agere) hurtigere end fjenden i alle situationer. Dermed bliver agility en forudsætning for at kunne gribe og bevare initiativet. (13). Såvel fleksibilitet som smidighed er nøglebegreber i den amerikanske Airland Battle-doktrin, som i øvrigt har mange lighedstræk med dele af den operative/- taktiske koncept fra tyskernes Blitzkrieg, hvor samvirket mellem land- og flystyrker - omend på lavt niveau - første gang viste sin kapacitet. Agility har også relationer til begrebet "Auftragstaktik". Der er således her ikke blot tale om fysisk, men også - og ikke mindst - åndelig smidighed. Amerikanerne lægger megen vægt på dette princip under uddannelsen og beskriver i bl.a. FM 100-5 Operations begrebet udførligt. (13) Princippet viste sig under Golf-krigen at være levedygtigt, og amerikanerne tilskriver den fælles opfattelse og forståelse af begrebet en væsentlig del af suc- césen under krigen. Også briternes plan i 1 UK Division var udtryk for en meget enkelt plan, der krævede stor smidighed i udførelsen. (6)
 
d. Forberedelse af kamppladsen (Preparation of the battlefield)
Kamppladsen ændrede markant karakter i perioden mellem 15 JAN og 24 FEB. Den af irakerne så højt priste "Saddam linie" - dvs. "hovedforsvarslinien" i det sydhge Kuwait - var mange steder alvorligt medtaget, og irakernes evne til allerede i denne periode at flytte større troppeformationer var blevet svækket betydeligt på grund af de allierede flystyrkers effektive indsats. (10) Det irakiske logistiske system, herunder mange af de oplagte forsyningsdepo- ter, var blevet påført væsentlige tab. Hertil kom, at mange kampvogns- og artillerienheder blev decimeret. Det er tidligere beskrevet, at det irakiske luftværn for længst var blevet sat ud af spillet. Den allierede taktiske efterretningstjeneste - med såvel mermeskelige ressourcer som elektroniske - gennembrød eUer infiltrerede det irakiske forsvar, således at irakernes stærke og svage sider blev kendt af de allierede. I den sidste fase før starten på de offensive operationer på landjorden spillede også de allierede artillerienheder en betydelig rolle, hvad angik at påføre irakiske enheder tab og lette angrebsenhedemes indledende bevægelser. (2,14)
 
e. Vildledning
Forud for selve angrebet iværksatte de allierede en omfattende - i selve operationsplanen integreret - vildledningsplan, der skulle vise sig at virke på bedste vis. Det væsentligste element i deime plan havde til formål at bringe irakerne i vildrede om, hvornår og hvor det allierede tyngdeangreb skulle finde sted, i bedste fald endda at få irakerne til at tro, at det ville finde sted som en kombination af et frontalangreb fra syd mod Kuwait og et amfibisk angreb i Den persiske Golf. Få dage før selve landkrigens start befandt hovedparten af de allierede styrker sig umiddelbart syd for Kuwait. Dette faktum fik - bevidst - en meget fyldig dækning i de væsentlige medier. (8,15) Umiddelbart før starten på offensiven lykkedes det reelt at ødelægge eller lamme hele den irakiske efterretningstjenestes kapacitet til at indhente oplysninger om modstanderen. På baggrund heraf blev de allierede styrker omgrupperet, således at de slagkraftigste - og de dermed til tyngdeangrebet udpegede - enheder blev placeret i hensigtsmæssige udgangsområder væsentlig længere mod vest, uden at irakerne var i stand til at erkende det. (16) Presset mod de sydlige dele af Kuwait med US marinekorps og pan-arabiske styrker i de indledende faser af angrebet var med til at bestyrke irakerne i troen på, at det egentlige tyngdeangreb ville finde sted her. (7,17)
 
f. Anvendelse af specialstyrker
Relativt få kilder behandler i sagens natur "Special Operations" indgående. Der er imidlertid næppe tvivl om, at specialstyrker spillede en væsentlig rolle inden landkrigens iværksættelse og som en forudsætning for denne. Stor variation i type af sådanne indsættelser var kendetegnende for de special- og helikopterenheder, der blev indsat under den fem uger lange luftkrig forud for landkrigen, herunder (4,12,21)
- laser-målbestemmelse/belysning for fly,
- indsættelse mod SCUD-missiler (recce),
- indsamling af oplysninger om fjenden,
- ødelæggelse af forbindelseslinier,
- ødelæggelse af forsyningsdepoter,
- ødelæggelse af førings- og varslingsinstallationer,
- andre opklaringsopgaver,
- deltagelse i organiseringen af modstandsbevægelsen i Kuwait,
- udhentning af nedskudte/nødlandede allierede piloter på fjendtligt territorium.
 
g. Mørkekamp
Specielt på dette område kan der være god grund til at mane til forsigtighed, således at man ikke "jumps to conclusions" for tidligt. De i indledningen anførte reservationer gælder ikke mindst på dette område. Endnu er kilderne for upræcise og fåtallige til, at et klart billede kan dannes. Ikke mindst savnes oplysninger fra irakisk side. Det er kendt, at mange af de irakiske kampvogne havde mørkekampsudstyr, men da kun få af kampvognene deltog i egentlige kampe i mørke, kan der ikke uddrages erfaringer herfra. Hvorvidt irakerne har besiddet større mængder af lysammunition er usikkert. Derimod vides det, at de allierede var i stand til at gennemføre længerevarende bevægelser over store afstande med endog meget store troppeformationer ad gangen. Dette skyldtes ikke mindst anvendelse af højteknologisk navigations- og mørkekampsudstyr. (4)
 
Under landkrigen opstod der enkelte egentlige mørkekampe, hvor de allierede synes at have haft væsentlige fordele, ikke mindst på grund af moderne udstyr og forudgående uddannelse. Flere erfaringer fra krigen indikerer, at fremtidens slag vil blive udkæmpet døgnet rundt, om ikke andet så for at forsøge at bevare tempo, initiativ og forspring m.h.p. at fremtvinge en hurtig afgørelse. Dertil kræves det meste moderne mørkekampsmateriel og intensiveret uddannelse i mørke af enheder. (12)
 
h. Moral
En kilde til forståelse af moralens betydning kan være læsning af Feltreglement I pkt. 101-103. Heri understreges den gode kampmorals betydning. Også Ledelse og Uddannelse beskriver på udmærket måde vigtigheden af at opbygge og "pleje" soldaters moral, herunder ikke mindst viljen til at ville kæmpe - og vinde. Også førerens - uanset niveau - forståelse for de undergivnes behov og vilkår er grundigt behandlet. (5) Netop hvad angår dette forhold fremstod den mest afgørende forskel mellem de to stridende parter. På den ene side general (og soldat) Schwarzkopf og undergivne førere, hvoraf mange havde personlig krigserfaring, med forståelse og respekt for den enkelte soldats behov og vilkår, såvel basale som i retning af "nice" (underholdning, post, forplejning, adspredelse, orientering m.v.). På den anden side Præsident Saddam Hussein (uden militær uddannelse, jf. general Schwarzkopfs meget bidende karakteristik: "Saddam Hussein er ikke en strateg, han er ikke uddannet i føring på det operative niveau, han er ikke taktiker, og han er heller ikke soldat - men bortset fra det, er han en udmærket militærmand". (6,8).
På irakisk side synes man ikke - selv ikke hvad angår de mest grundlæggende behov - at have haft nogen som helst forståelse for moralens betydning. Der er skildret masser af tilfælde, hvor officerer på den ene side har sørget for sig selv, men hvor udskrevne soldater på den anden side er blevet overladt til sig selv, uvidende, tørstige, trætte, sultne, angste eller på anden måde demoraliserede. Den irakiske verdens- og menneskeopfattelse viste sig i den givne situation ikke at slå til. Den totalitære og fundamentalistisk-religiøse baggrund slog heller ikke i dette scenario til. (6,18)
 
i. Uddannelse
Grundlæggende kan det konstateres, at de allierede for størstedelens vedkommende var opdraget og uddannet til at gennemføre en meget bevægelig krig under anvendelse af alle midler mere eller mindre synkront, under alle forhold og døgnet rundt. De irakiske styrker havde ganske vist for manges vedkommende krigserfaring fra den otte år lange krig mod Iran, men begik den klassiske fejl at stole på disse erfaringer, selv om mange forudsætninger og situationen grundlæggende var ændret. Den irakiske uddannelse relaterede sig i overvejende grad til et meget stedbundet forsvar med mere eller mindre faste fronter og sjældent forandret overordnet situation. (8) Ikke alle irakiske styrker var lige veluddannede eller velrustede, og slet ikke til hastigt foranderlig og bevægelig krigsførelse. I denne forbindelse skal peges på sammenhæng mellem føring, disciplin, moral og uddannelse.
 
For mange af de allierede styrker - ikke mindst de amerikanske og engelske - var realistiske skarpskydningsøvelser kombineret med udstrakt brug af moderne simulationsudstyr på alle tider af døgnet medvirkende faktorer til efterfølgende god og selvtillidsfuld optræden på kamppladsen. Hovedparten af de allierede styrker - herunder de amerikanske, britiske og franske - var professionelle, i modsætning til de irakiske styrker, der i langt overvejende grad var værnepligtige. En konklusion i denne sammenhæng og på denne baggrund kan imidlertid ikke drages og ville - i givet fald - være tendentiøs. (5) 
 
4. Afsluttende bemærkninger Hvad Golf-krigen ikke lærte os
Som afslutning på ovennævnte kunne det være interessant at se på, hvor og hvorfor man bør være forsigtig med at uddrage konklusioner, eller hvor man næppe - på det foreliggende grundlag overhovedet bør gøre det. I det efterfølgende er anført en række sådanne forhold, hvor påstande (*) afkræftes eller relativeres.
 
* Flystyrker kan vinde krige alene
Selvom denne krig måske i højere grad end nogen anden tidligere krig synes at bevise denne påstand, bør man være yderst påpasselig med sin begejstring, da krigen også, hvad angår dette aspekt, var meget speciel. Målene var meget nemme at observere og bekæmpe i ørkenen og de allierede flystyrker var stort set ikke udsat for nogen kvalificeret modstand. Der var således ikke væsentlige begrænsninger, hvad angik fjender (fly og luftværn), tid og rum. (12,20)
 
* Planen for de offensive operationer på landjorden var genialt tænkt og fejlfrit gennemført.
For landkrigsoperationeme gælder, at de skal ses i nøje sammenhæng med de forudgående luftbombardementer. Såfremt disse havde en så ødelæggende virkning, som visse kilder hævder, ville selv en dårlig plan bragt til middelmådig udførelse, være lykkedes. Specielt den indledende fase af angrebet ved tyngdeenheden, VII US Korps, var - måske unødigt - meget kompliceret, som beskrevet ovenfor i pkt. 3.b. At landoperationeme således blev gennemført hurtigt og hensigtsmæssigt, kan være på grund af den brilliante plan, eller være på trods af at planen var unødigt kompliceret. (5,19)
 
* Det valgte angrebstidspunkt var rigtigt
Heller ikke denne påstand er nødvendigvis rigtig. Ud fra et rent militært-operativt eller taktisk synspunkt synes valget af angrebstidspunkt (KL H) for landkrigen at have været perfekt. Man bør imidlertid næppe undervurdere de ekstra tab - i menneskeliv og på andre områder - som først og fremmest Kuwait og kuwaiterne (og for den sags skyld irakerne) kom til at betale i denne forbindelse. (5) Det kan ikke udelukkes, at et tidligere valgt angrebstidspunkt kunne have medført en tilsvarende succés, som uomtvisteligt blev opnået, men med - set i et overordnet perspektiv - færre tab tilfølge. Da netop valget af angrebstidspunkt var ét af de afgørende spørgsmål i Golfkrigen, fortjener det yderligere opmærksomhed. (5)
 
* Airland Battle-doktrinen er den rigtige doktrin for alle moderne hærstyrker i alle scenarier
Meget tyder på, at det forholder sig sådan. Man bør i denne forbindelse erindre sig, at doktrinen er udviklet m.h.p. anvendelse i Mellemeuropa mod en moderne, slagstærk og offensiv modstander. Doktrinen har ikke desto mindre - på overbevisende måde - demonstreret sin værdi i Mellemøsten under andre vilkår. Den har derimod ikke bevist - omend måske sandsynliggjort - at den er den mest hensigtsmæssige doktrin over for en moderne, veltrænet, veludrustet og vel- motiveret modstander i et dynamisk kampmiljø. Også samvirket på det lavere niveau mellem landstyrker og flystyrker kan vel vise sig at have langt vanskeligere vilkår på en europæisk krigsskueplads. (5,7,19)
 
* En dynamisk angriber kan nemt gennembryde fjendens hindringer og feltbefæstede stillinger
Dette er formentlig kun i de færreste situationer rigtigt. Under Golf-krigen havde de allierede måneder til at gennemføre opklaring mod og erkende samt bekæmpe disse hindringer og stillinger med mange varianter af effektive midler. Man havde også lejlighed til og mulighed for at uddanne sig målrettet m.h.p. at gennembryde disse forsvarsværker. Irakerne glemte endvidere endnu en vigtig læresætning i denne forbindelse.nemlig altid at sikre sig at en hindring kan beskyttes og dækkes af egen ild (ellers er det ikke en effektiv hindring). (5)
 
* Kampvognen er fortsat landstyrkernes afgørende manøvre-våbensystem og beviste sin værdi i Golf-krigen
Der er delte meninger om denne påstand. De irakiske kampvogne viste sig næsten nytteløse, da de stort set ikke kom til indsættelse. De relativt få kamp- vognsstyrker, der kom i kamp, blev hurtigt sat ud af spillet af allierede fly, heU- koptere og artilleri. Der udkæmpedes relativt få kampvognsslag, hvor kampvognen som sådan spillede den afgørende rolle. (5,19) De allierede kampvogne viste sig de irakiske overlegne. Artilleriet - derimod - synes på alle områder (kamp i dybden, nærstøtte og ar- tilleri- samt morter-bekæmpelse) at have demonstreret sin (måske relativt øgede) værdi.
 
* Kemisk krigsførelse er næppe længere sandsynligt
Det er fortsat en gåde, hvorfor irakerne ikke anvendte kemiske våbe, i betragtning af at man måske her havde ét af de kemiske våben, som for alvor kunne have slidt hårdt på de allieredes kampvilje og -evne. Anvendelsen af SCUD-mis- siler i flæng og antændelsen af de kuwaitiske oliekilder antyder, at det næppe var moralske eller etiske hensyn, der gjorde sig gældende hos Saddam Hussein, men måske snarere frygten for den ultimative afstraffelse. (7) Anvendelse af kemiske våben vil formentlig heller ikke i fremtiden kunne udelukkes.
Endelig bør det erindres, at det ofte er den tabende part, der bedst uddrager erfaringer fra en krig. Amerikanerne var ikke heldige med deres krigsførelse i Vietnam, men har kunnet fremvise overbevisende resultater i Golf-krigen. Irakerne vandt - hvis der i øvrigt var en vinder - den otte år lange krig mod Iran, men kunne ikke anvende de høstede erfaringer i en ny og meget ændret situation og forstod heller ikke at omstille sig.
 
 
 
Kilder:
1. AMERIKANSK FORSVARSPOLITIK I LYSET AF G0LFKRIGEN. Udarbejdet af Forsvarsattacheen ved Den kongelige danske Ambassade i Washington, 01 MAJ 1991.
2. CONDUCT OF THE PERSIAN GULF CONFLICT. AN INTERIM REPORT TO CONGRESS. Question 4: The conduct of military Operations, Washington, JUL 1991.
3. THE GULF WAR, MANEUVER WARFARE, AND THE OPERATIONAL ART. Artikel af OL G.l.Wilson, USMCR i Marine Corps Gazette, JUN 1991.
4. THE GULF WAR: MILITARY LESSONS LEARNED. Ill The Revolution in Warfare, 1991.
5. THE lOO-HOUR WAR. Artikel af GN E.M.Flanagan, Jr. i Army, APR 1991.
6. 1 UK DIV DELTAGELSE 1 GOLFKRIGEN. Foredrag på FAK af GN Sir Rupert Smith, 22 AUG 1991.
7. GOLFKRIGEN VINTEREN 1991. Artikel af OL Erik Lanke i VÅRT VERN, nr. 3, JUN 1991.
8. CONDUCT OF THE PERSIAN GULF CONFLICT. AN INTERIM REPORT TO CONGRESS. Question 2: Military strategy of the Coalition and how the strategy contributed to achievement of objectives, Washington, JUL 1991.
9. A CHRONOLOGY OF EVENTS. Military Technology, Desert Storm Almanac, JUN 1991.
10. RUNNING THE WAR BY THE BOOK. Artikel i Jane’s Defence Weekly, 6 APR 1991.
11. THE MILITARY’S NEW IMAGE. Artikel i Newsweek, 11 MAR 1991.
12. THE GROUND WAR IN THE GULF. Artikel af W.J.Taylor, Jr. og J.Blackwell i Survival, nr. 3, MAJ/JUN 1991.
13. FM 100-5, OPERATIONS. HQ, Departement of the Army, Washington, 05 MAJ 1986.
14. lOO-HOUR WAR TO FREE KUWAIT. Artikel i Jane’s Defence Weekly, 09 MAR 1991.
15. U.S. MARINES IN OPERATION DESERT STORM. Artikel af OB J.R.Pope i Marine Corps Gazette, JUL 1991.
16. A PERSPECTIVE ON DESERT STORM. Artikel af OB J.J.Edson i Marine Corps Gazette, JUN 1991.
17. DECEPTION, HREPOWER AND MOVEMENT. Artikel med interview af BG T.R.Franks i Field Artillery, JUN 1991.
18. BRITISKE OFFICERERS BRIEHNG OM GOLF-KRIGEN V. 3 JBDE. Foredrag v. 3 JBDE i Haderslev, 21 JUN 1991.
19. LESSONS NOT TO LEARN. Artikel af Jim Meachem i Defense and Diplomacy nr. 15, 1991.
20. FELTARTILLERISTISKE ERFARINGER FRA GOLF-KRIGEN. Notat af Hærens Artilleriskole, JUN 1991.
21. OFFICIEL RAPPORT OVER STORBRITANIENS DELTAGELSE! GOLFEN. Artikel i The London Gazette, 29 JUN 1991. 
 
 
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF icon militaert_tidskrift_121_aargang_jan.pdf
 
 
 

 

Litteraturliste

Del: