Doktrin og teknologi

No new weapons can be introduced without changing conditions,
and every change in condition will demand a modification
in the application of the principles of war.

J.F.C. Fuller, 1943.

Foto: Forsvaret.dk

“God created man, but Colonel Colt made them equal”. Citatet, der er af ukendt
oprindelse, henviser til såvel opfinderen som betydningen af den første halvautomatiske
pistol, revolveren, der blev introduceret af Samuel Colt i 1836. Nye
skridt blev taget i den teknologiske våbenudvikling over Richard J. Gatlings
maskingevær fra 1862, og til Hiram Maxim i 1893 opfandt det første fuldautomatiske
våben, der blev drevet af energien fra krudtgassen. Maxim-geværet blev brugt
med stor succes under kolonikrigene i Afrika; i forbindelse med slaget ved Omdurman
i 1898 udvirkede seks af disse våben, at 11.000 af mahdiens oprørere blev
dræbt mod bare 48 af Lord Kitcheners britiske soldater og fortrinsvis egyptiske
hjælpetropper. Den engelske forfatter Hilaire Belloc, der i sit forfatterskab var
kritisk overfor britisk imperialisme, saluterede ironisk betydningen af dette teknologiske
forspring i forhold til de afrikanske stammekrigere med ordene: “Whatever
happens we have g o t/T h e Maxim Gun, and they have not”.

Et er imidlertid at anerkende det teknologiske fremskridt, der ligger i en ny
opfindelse eller en teknisk udvikling, noget ganske andet er at gennemskue, hvilken
betydning og rækkevidde ny teknologi vil kunne få, såfremt den udnyttes på rette
måde. Et centralt element i debatten omkring doktrin og teknologi er, om teknologien
skal tjene doktrinen og resultere i udviklingen af våbensystemer, der
underbygger en eksisterende opfattelse af, hvordan tingene bør gøres, eller om
doktrinen skal tilpasses den optimale udnyttelse af de teknologiske muligheder.
 

Samspillet mellem doktrin og teknologi
Krigshistorien viser, at krigsførelsen forandres. Hver krig har været forskellig fra
våbenmæssige forbedringer, og andre gange er der store forandringer med ændrede
doktriner og nye våben og teknologier. Forandringen synes fortrinsvis at finde sted
gradvist, men den har lejlighedsvis også været brat og revolutionerende. Militære
styrker har gennem tiden måttet tilpasse sig disse ændringer; ikke sjældent under
presset af kamp. Allerede Clausewitz, og sikkert flere før ham, erkendte, at hver tid
har sin egen form for krig med egne begrænsende faktorer og egne forhåndsopfattelser.
Det er dog usikkert, hvorvidt Clausewitz, der var kraftigt influeret af
Napoleontidens felttog og slag, sigtede til teknologiens indflydelse. Napoleons
styrke lå ikke i anvendelsen af nye våben eller teknologier men i evnen til med stor
dygtighed at bruge de velkendte redskaber under en hidtil ukendt udnyttelse af det
operative niveaus to elementer: tid og rum.
Krigshistorikere beskriver med rette udviklingen i samspillet mellem doktrin,
teknologi og det tredje element i krigsførelsens kredsløb, organisation, som en i
hovedsagen empirisk proces. Forskellen mellem succes og fiasko tilskrives sædvanligvis,
om krigens parter gør en indsats for metodisk og målrettet at udlede og
udnytte erfaringer fra kampene. Den modsatte side af medaljen er naturligvis, at en
overdreven erfaringsbaseret udvikling medfører risiko for, at man forbereder sig på
igen at gennemføre den forrige krig.
Samspillet mellem doktrin og teknologi finder ikke sted i et vakuum. Jomini
observerede allerede i 1838, at udviklingen af ødelæggende våben nærmede sig
perfektionen med alarmerende hastighed. Visse våben betragtes nu som decideret
inhumane eller er på anden måde uacceptable, og deres anvendelse er søgt reguleret.
Således er der flere eksempler på, at man forbyder eller afskriver sig brugen af visse
våbentyper. Krigsgasser blev forbudt efter Den første Verdenskrig, og som det seneste
har en lang række lande besluttet ikke at anvende personelminer. Dette medfører
imidlertid ikke, at doktrinen kan undlade at tage højde for de forbudte eller
afskrevne våben. Den totale teknologiske arv må til stadighed være reflekteret i
doktrinen, hvilket også gælder for teknologi, der er overhalet af nye muligheder. Et
eksempel herpå er doktrinen for kamp i mørke. Såfremt en modstander vurderes at
have fordel af en overlegen mørkekampskapacitet, så søges kamppladsen belyst for
et neutralisere denne fordel. Der er her tale om bevidst at “træde et trin tilbage” i
forhold til de teknologiske muligheder. Eksemplet viser også, at de teknologiske
muligheder inden for et felt ikke altid er komplementære, men at de kan være
direkte modsat rettede. Dette er en følge af doktrinens idemæssige aspekter. I det
omtalte eksempel om kamp i mørke kan man vælge at søge at “fjerne” mørket eller
at bevare og udnytte mørket.
 

Doktrinens natur
Det er gennem tiden blevet debatteret, om der kan opstilles fundamentale og blivende
principper for krigsførelse og i bekræftende fald, hvad disse principper er.
Det synes nu at være den generelle opfattelse, at der er en række principper, om end
ikke alle er helt enige om hvilke eller om deres indbyrdes betydning. Doktrinen
udvikles med udgangspunkt i principperne, og den kan betegnes som en beskrivelse
af det generelle handlemønster, der optimalt tilgodeser krigsføringens grundprincipper
under hensyn til de almene forudsætninger. Til disse forudsætninger hører
blandt andet de teknologiske muligheder og risici. Selv om doktrinen er autoritativ,
så kræver den dømmekraft i sin anvendelse. Dette tilgodeses af det næstfølgende
led i kæden, operationsplanen, der kan betegnes som det mere specifikke handlemønster,
der bedst tilgodeser krigsføringens grundprincipper under hensyn til de
konkrete forudsætninger. Til disse forudsætninger hører blandt andet de våbensystemer
og anden teknologi, der aktuelt er til rådighed og vil kunne influere på
operationen. Endelig er der selvfølgelig ikke mindst føringen, som finder sted, når
alle de ovennævnte elementer kolliderer med fjenden, friktionen og “krigens tåge”.
Militære operationer er som så meget andet underlagt kræfter, der medfører en
stræben efter at gøre tingene bedre, billigere og hurtigere. Doktrinen er derfor ikke
i hvile men undergår en løbende udvikling med henblik på at øge operationernes
effektivitet og nedsætte sårbarheden. Hertil kommer det forhold, at doktrinen er
afhængig af andet end de teknologiske muligheder og begrænsninger. De økonomiske
muligheder, rivalisering mellem våbenarter og værn, påvirkninger fra andre
interne og eksterne pressionsgrupper, ideologi og tradition, modstanderens doktrin
samt selve beslutningsprocessens manglende rationalitet er forhold, der også har
indflydelse på doktrinen. For eksempel har et almindeligt princip i beslutningsprocessen
længe været, at forsvarsbudgetternes størrelse bør være grundlæggende
uafhængige af beslutninger vedrørende doktrin og våbensystemer med videre, idet
arbitrært fastsatte budgetter opfattes at være en forudsætning for at kunne kontrollere
forsvarsudgifterne.
Doktrinudviklingen under Den kolde Krig var klart domineret af andre end
operative forhold; NATO’s koncept om fremskudt forsvar var politisk betinget frem
for baseret på operative hensyn. Denne vægtning medførte blandt andet, at doktrinudviklingen
på alle niveauer centreredes om at tilvejebringe og optimere ildkraften
med henblik på forsvar og nedslidning af en angribende fjende. Den kolde Krig
blev vundet, men NATO-styrkerne er i dag fortsat præget af følgerne af en doktrin,
der gennem mere end 40 år fremhævede evnen til nedslidning af fjenden på bekostning
af manøvren. Ildkraften var forbedret - relativt set - mere end mobiliteten. I
denne sags tjeneste søgtes også det “teknologiske fix”, eksemplificeret først ved
udviklingen af taktiske atomvåben og senere neutronbomben, der begge var rettet
mod WAPA’s konventionelle overvægt, især på kampvognsområdet.
 

Teknologiens natur
Det synes i de fleste tilfælde at være teknologien, der gør det muligt - eller sågar
medfører behov for - at justere doktrinen, frem for omvendt. Ny eller anderledes
anvendt teknologi medfører, at opgaverne kan løses på en ny måde, der enten er en
fordel, eller som udgør en risiko - ofte begge dele på en gang. Våbenteknologien
bevæger sig i sine egne kredsløb, der grundlæggende synes at være baseret på
symmetrisk eller asymmetrisk udvikling i forhold til de eksisterende teknologiske
muligheder: kapløb mod paritet, middel kontra modmiddel og kvantitet kontra
kvalitet.
Krigshistoriske eksempler viser til overflod, at udviklingen af doktrinen i
relation til de teknologiske muligheder som oftest har være reaktiv. Årsagerne hertil
er mange; dels er der den ofte belyste erkendelses- og tilpasningstræghed i de fleste
større organisationer, og dels er der ønsket om en empirisk baseret udvikling. Sidstnævnte
udspringer blandt andet af, at den militære organisation stedse bør være
operationsduelig; man kan ikke tillade sig at forkaste en brugbar metode, før man
har sikkerhed for at have en ny at sætte i stedet. Endelig er der selvfølgelig ikke
mindst det økonomiske aspekt og det forhold, at teknologien bliver drevet frem efter
sin egen dagsorden. Der er dog også eksempler på det modsatte, hvor man søger at
målrette den teknologiske udvikling; disse eksempler er blot ikke helt så spektakulære
og unddrager sig derfor opmærksomhed. I flere lande - og for Danmarks vedkommende
i samarbejde med vore allierede i Europa - gennemføres der et målrettet
konceptarbejde, hvis formål det er at udlede de krav til den teknologiske formåen,
som fremtidens operationer forventes at ville stille. Man håber derved dels at kunne
spænde militærindustriens teknologiske kreativitet for doktrinudviklingen og dels
at medvirke til, at militærindustriens produktion forbliver relevant og konkurrencedygtig.
Det kan med nogen ret anføres, at doktrinudviklingens reaktive natur medfører,
at det maksimale udbytte af ny teknologi udebliver. Dette skyldes, at de teknologiske
muligheder bliver omsat til marginale forbedringer af de eksisterende metoder
og doktriner frem for til at finde helt nye og mere effektive måder at anvende
militær magt på. Teknokraterne fremhæver, at ny teknologi bør ses som en vej ud
over de begrænsninger, der eksisterer, frem for at blive brugt inden for rammerne
af disse begrænsninger. Det er anført, at der ofte lægges mere vægt på at udvikle
nye våben frem for at undersøge, hvordan de nye våben bedst kan anvendes. Dette
medfører en tendens til, at nye våbensystemer presses ind i de eksisterende taktiske
doktriner. Et eksempel herpå er TOW-systemet, der - på trods af sin større kapacitet
- indledningsvis blev anvendt efter de samme retningslinier som det våben, den 106
mm. dysekanon, det skulle afløse.. Først senere så man blandt andet muligheden for,
at TOW til forskel fra dysekanonen kunne monteres på helikopteren.
Der kan ligeledes anføres eksempler på teknologiske nyskabelser, der i
forbindelse med deres første anvendelse opnåede større succes og overraskelse end
forventet med det resultat, at man ikke var i stand til at udnytte den fordel, der var
opnået. Dette gælder for eksempel tyskernes anvendelse af gas ved Ypres i april
1915 og den britiske anvendelse af kampvogne ved Somme i september 1916. I
begge tilfælde blev succesen større end forventet, men der var ikke midler til
rådighed til at følge den op. Således advaret om de nye kapaciteter blev der truffet
de fornødne modforanstaltninger fra modstanderens side, herunder for eksempel
udviklingen af panserbrydende geværer, og overraskelsen gik tabt. Anti-teknokratemes
konklusion på eksempler som disse er selvfølgelig, at et bedre våbensystem
ikke kan forventes at give mere end en midlertidig fordel, idet modstanderen hurtigt
finder et modmiddel eller udvikler sin egen version af våbnet.
De fleste nye våbensystemer bidrager imidlertid med endnu mindre, idet der
som oftest er tale om helt marginale forbedringer i forhold til eksisterende typer
eller modeller. Det er opfattelsen hos mange, at teknologien har fået lov til at
dominere våbenudviklingen for sin egen skyld. Resultatet heraf anføres at være, at
systemerne er blevet overdrevent komplicerede, dyre, til dels upålidelige og
vanskelige at anvende. På trods af alle løfter om nye teknologiske muligheder synes
den hidtidige erfaring med højteknologiske våbensystemer at vise, at de som oftest
ender med at kræve bedre uddannet betjenings- og vedligeholdelsespersonel, selv
om der ved systemernes udvikling er en forventning om nemmere betjening, øget
pålidelighed og mindre vedligeholdelse. Hvorom alting er, synes det imidlertid at
være en kendsgerning, at den teknologiske udviklingstakt har været og formentlig
fortsat vil være eksponentiel. Så længe der er en betydelig tidsperiode mellem ideen
om et nyt våbensystem og til dets ibrugtagelse, medfører denne udviklingstakt, at
selv de nyeste våbensystemer vil være bagefter, hvad teknologien rent faktisk
formår. Udvikling og produktion af et større komplekst våbensystem tager op til 5 -
10 år, før systemet er operativt, og det har derefter en levetid på op til 30 år. I hele
perioden er systemet de facto forældet, såfremt det holdes op mod frontteknologiens
muligheder. Selv ikke med periodiske forbedringer og modifikationer er det muligt
at ændre dette misforhold.
 

Afslutning
Golfkrigen gav kun et delvist svar på spørgsmålet om, hvorvidt det vestlige
krigsmateriels kvalitet var det østproducerede materiels kvantitet overlegen. Den
succes, som det højteknologiske materiel havde, rejste alligevel påstand om, at der
i de efterfølgende år ville finde en militærteknologisk revolution sted. Golfkrigen
viste, at den konventionelle ild er blevet meget effektiv, og på baggrund af
erfaringer fra krigen kan dette forhold opfattes at føre til, at den fysiske størrelse af
styrkerne i stadig større grad vil blive af underordnet betydning. At anvende
ressourcer til en kvantitativ opbygning af enheder vil være uøkonomisk, når
midlerne bedre kan udnyttes til anskaffelse af avancerede systemer. Udviklingen,
herunder ikke mindst de økonomiske muligheder, og konflikterne i årene efter
Golfkrigen har dog igen lagt en dæmper på denne opfattelse. Operationerne de
seneste år, der fortrinsvis har været af fredsstøttende karakter med relativ begrænset
våbenanvendelse, har understreget behovet for og fremhævet betydningen af
tropperne på jorden.
Erfaringer fra de seneste års anvendelse af militære styrker i Golfkrigen og i
forbindelse med fredsstøttende operationer i tilslutning til konflikter i Afrika og på
Balkan med videre har imidlertid også ført til erkendelse af en ny og hidtil upåagtet
dimension af den nye teknologi, om end erfaringer fra Vietnamkrigen allerede
havde givet visse indikationer herpå. De teknologiske muligheder i de nyeste
kommunikations- og våbensystemer medvirker til at udviske skellet mellem det
taktiske, operative og strategiske niveau. Det er især mulighederne for føring på de
forskellige niveauer, der må forventes at blive påvirket af denne udvikling. “CNNeffekten”
medfører behov for at skelne mellem kommandokredsløb, “Chain of
Command”, og informationskredsløb, “Chain of Information”. Det er ikke muligt
at kontrollere informationsstrømmen, og den øjeblikkelige spredning af informationer
medfører, at dispositioner på for eksempel det taktiske niveau vil kunne få
umiddelbar og ukontrollerbar indflydelse på de strategiske muligheder og forudsætninger.
Dette forhold medfører også et øget behov for synkronisering og
koordination af aktiviteterne på og mellem alle niveauer i såvel planlægnings- som
udførelsesfasen.
I forhold til de forudgående årtier tegner overgangen til det 21. århundrede til
at ville byde på ændrede vilkår for udnyttelse af de teknologiske muligheder. Mens
vilkårene under Den kolde Krig medførte, at udvikling og anskaffelse af våben og
andre systemer oftest var “påtvunget” og baseret på erkendte mangler i forhold til
en veldefineret modstanders kapacitet, så tillader den nuværende situation, at
udviklingen i højere grad baseres på tilvejebringelse af de kapaciteter, som man af
egne grunde ønsker at besidde. Der er opstået en ny handlefrihed; i stedet for at
søge at inddække gårsdagens mangler kan bestræbelserne rettes mod at imødekomme
morgendagens behov. Med muligheden for en overvejende doktrinbaseret
udvikling følger imidlertid også, at doktrinen bør være bred og smidig, idet doktrinen
skal gøre det muligt at forudse og indpasse fremtidige behov og muligheder.
I debatten om de teknologiske muligheder bør det helt centrale element dog fortsat
være, at udnyttelse af teknologien skal medføre en lettelse eller forbedring og ikke
en være belastning.
 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidskrift_126_aargang_mar.pdf

 

Kilder
Jonathan Alford og Steven Canby; “The Impact of New Military Technology:
Military Doctrine and Technology”. The International Institute for Strategic
Studies, Adelphi Library no. 4, Gower and Allanheld, Osmun 1981.

Ronald W. Clark; “War Winners”. Sidgwick & Jackson, London 1979.

Robert A. Doughty; “The Evolution of US Army Tactical Doctrine, 1946 - 76”. US
Command and General Staff College, Fort Leavenworth, Kansas 1979.

John A. Lynn og Michael Howard; “Tools of War: Concepts and Technology”.
University of Illinois Press, Chicago 1990.

David Jablonsky; “US Military Doctrine and the Revolution in Military Affairs”.
Parameters, US Army War College Quarterly no. 3, 1994.

Julian Lider; “Military Theory: Concept, structure, problems”. Swedish Institute of
International Affairs, Gower, 1983.

US Army Training and Doctrine Command; “Land Combat in the 21st Century”,
Fort Monroe, Virginia 1996.

US Army Training and Doctrine Command; “Requirements Determination”. Fort
Monroe, Virginia 1996.

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.