Dien Bien Phu

Dien Bien Phu
Denne artikel af major Fletcher K. Ware er oversat fra Infantry, maj/juni 1965 af premierløjtnant
P. Fabricius Jensen, Slesvigske Fodregiment. Den behandler forspillet til og begivenhederne under slaget om Dien Bien Phu for 12 år siden. Det slag som betød det afgørende endeligt for fransk indflydelse i Sydøst-Asien.
 

»Udbruddet er slået fejl. Om to minutter kan jeg ikke mere holde forbindelsen med Dem. Vi skal sprænge det hele i luften!« — Sidste melding over radioen fra Dien Bien Phu, kl. 0150, den 8. maj 1954.

Baggrunden.
Snart 12 år er gået, siden en vantro verden hørte om Dien Bien Phus fald. For den, der ikke vidste bedre, måtte det synes, som om en uerfaren guerrillahær havde slået en fransk elitestyrke, der var udrustet med alle hjælpemidler til moderne krigsførelse. I de vestlige hovedstøder spurgte man: »Hvordan kunne det ske?« Myten om, at Vesten ikke kunne besejres, en myte, der var alvorligt rystet af de japanske sejre i Den anden Verdenskrig, var nu for stedse stedt til hvile i Asien.
Straks efter sammenbruddet kastede den franske presse og oppositionens politikere sig ud i et orgie af beskyldninger, først rettet mod hæren, derefter mod regeringen og sluttelig mod USA og enhver, der havde haft berøring med Krigen i Indokina.
En fransk militærret blev nedsat for at gennemgå kendsgerningerne og aflægge rapport til regeringen angående slaget. Med undtagelse af denne rapport og nogle få bøger og analyser i enkelte militære tidsskrifter har et dække af tavshed indhyllet slaget ved Dien Bien Phu i snart 12 år. Det er på tide, at dette dække fjernes for at endnu et blik kan blive kastet på begivenhederne.

Terrænet.
Slaget fandt sted i det nordvestlige Nord Vietnam. Gennem hele Krigen i Indokina (1946-1954) fandt ca. tre fjerdedele af alle militære operationer sted i Nord Vietnam, i deltaet til Den røde Hanoi-Haiphong Flod øst for Dien Bien Phu. Dette trekantede område, ca. 150 km på hver led, er sandsynligvis det strategisk vigtigste område i Indokina.
Både franskmændene og Viet Minh koncentrerede hovedparten af deres styrker i eller i tilknytning til dette område. Inden for dets grænser befandt sig 90 %
af Nord Vietnams befolkning (1500 personer pr. km2, en af de højeste befolk- ningstætlieder i verden) og størstedelen af risproduktionen.
Den resterende del af Nord Vietnam består af bakker og bjerge, hvor bjergstammerne bor — Nung, Muong, T’ai og andre stammer, arvefjender af vietnameserne i lavlandet. Bakkerne og bjergene er bevokset med tæt vegetation og tropeskove. Vejnettet er sparsomt og følger almindeligvis dalsænkningerne. Gangstier løber over bjergtoppene fra den ene stam- melandsby til den anden i dalen ved siden af.
Dien Bien Phu er kun en lille dal, der ligger 160 km vest for Hanoi og 20 km øst for grænsen til Laos. Dalen, der er ca. 16 km lang og 10 km bred, er centralt beliggende ved et vejknudepunkt, hvorfra vejene fører mod nordøst til Lai Chau og Kina, mod øst og 6ydøst til Son La og Hanoi, mod sydvest til Luang Prabang og Laos og mod syd til Sam Neua og det centrale Vietnam.
Det mest karakteristiske træk i terrænet er en lille flod, der deler dalen fra nord til syd. Vest for denne flod strækker rismarkerne sig mellem nogle mindre højdedrag på 50-100 m. Seks kilometer længere mod vest løber en 1100 m høj bjergryg parallelt med floden. Umiddelbart øst og nordøst for floden er der højdedrag på gennemsnitlig 400 meters højde, og længere mod øst og nord, ca. 2 km fra floden, findes endnu en række bakker, 550 m høje. Endelig rejser sig, 5 km øst for floden, endnu en paralleltløbende bjergkæde til en højde af 1100 m. Bevoksningen er temmelig tæt øst for floden, medens den vest for næsten er væk på grund af rismarkerne.
Når man ser bort fra vejene, var det eneste kunstige i terrænet to små landingsbaner, der var anlagt af japanerne under Den anden Verdenskrig. Med nogen udbedring kunne disse to landingsbaner tage fly af typerne C-46 og C-47. 
I Nord Vietnam slutter monsunperioden i november, og den tørre periode strækker sig sædvanligvis til slutningen af maj. Stabsofficerer, der planlagde operationer i området, kunne i den tørre periode være temmelig sikre på stor mobilitet og gunstige vejrforhold for luftoperationer. Udtrykket »temmelig sikre« må understreges, for under slaget om Dien Bien Phu kom monsunregnen tidlig med alvorlige følger.
Således henlå Dien Bien Phu dalen ved slutningen af 1953. Skønt den længe havde været isoleret fra civilationens strømninger, var den udpeget som det sted, hvor et slag skulle udkæmpes, et slag, som ville lade dens navn gå over i historien.

Problemet.
Men hvorfor Dien Bien Phu? De datidige indviklede politiske og militære forhold kan give os et bedre overblik over årsagerne.
General Henri Navarre, der var chef for de franske unionsstyrker i Indokina, har skrevet meget om slagets politiske baggrund. Umiddelbart mest betydningsfuld var nødvendigheden af at beskytte Den franske Unions nyeste medlem, kongeriget Laos. Viet Minli havde opereret i øvre Laos siden 1951. men havde endnu ikke indledt nogen større offensiv. I 1954 følte general Navarre, at dette var en udpræget mulighed, som man burde komme i forkøbet. Desuden var det, set på længere sigt, uomgængeligt klart, at kun politiske forhandlinger kunne tilvejebringe en endelig løsning på den indokinesiske konflikt. Men uden militær succes ville Frankrig gå ind i disse forhandlinger med et alvorligt handicap. Svaret var at tilvejebringe en militær succes. Spørgsmålet var hvordan.
Efter traditionen skal en chef, for at vinde en militær sejr, tilrive sig initiativet og fastholde det, således at han kan tvinge fjenden ind i situationer, som han ikke selv har valgt og derigennem ødelægge ham. Men hvordan skulle man tilrive sig initiativet under de forhold, som herskede i Indokina i 1953? Fjenden var mange steder på een gang, fortrolig med terrænet, ja, frembød næppe et klart defineret mål, og han modtog en ikke ubetydelig hjælp fra den lokale befolkning.
Planlægningen blev yderligere vanskeliggjort af to beslægtede kendsgerninger, som man ikke helt havde gjort sig klart, men som forstørrede problemerne. For det første var der de voksende tegn på, at hovedparten af Viet Minh styrkerne for længe siden havde udviklet sig fra utrænede guerillastyrker til veldisciplinerede og hærdede enheder. Disse tropper havde følt sejrens sødme, og en intensiv indoktrinering havde gjort dem til fanatiske tilhængere af deres sag. For det andet havde Viet Minh i nogen grad savnet tungt materiel, især morterer og artilleri, men i 19'53 begyndte Kina, der nu var fritaget for den koreanske byrde, at forsyne Viet Minh med disse ting i stadig stigende målestok, og samtidig kom instruktører og rådgivere.

Den franske taktiske vurdering.
Gradvist udvikledes en plan til løsning af disse problemer og til genvindelse af initiativet. Planen, der blev døbt Navarre- planen efter den franske chef, gik ud på, at de regulære unionstropper skulle trækkes tilbage fra stationære forsvarsopgaver og andre lidet indbringende operationer og erstattes af Bao An (en slags borgervæbning). De tilbagetrukne tropper skulle så formeres i en mobil reserve, stationeret i deltaområdet og herfra med overvældende styrke indsættes mod områder, hvor situationen var kritisk. Man skønnede så, at Viet Minh ville enten reagere mod truslen mod deres kritiske installationer eller områder og blive tilintetgjort i stort omfang, eller at disse områder med deres praktisk talt uerstattelige forsyningsinstallationer ville blive ødelagt. Eftersom Viet Minh hverken kunne tåle at miste veltrænede regulære enheder eller kritiske installationer, regnede man med, at disse operationer ville bringe initiativet tilbage på franske hænder og skabe en gunstig udgangssituation for politiske forhandlinger.
I 1951 havde franskmændene en del succes med at oprette befæstede stillinger i taktisk vigtige områder. I kraft af deres stærke forsvar påførte disse stillinger Viet Minh svære tab, når de prøvede at angribe og ødelægge dem. Disse positive kendsgerninger indvirkede stærkt på Den franske Overkommando med hensyn til videreudviklingen af Navarre-planen.
Men stadig rejser det spørgsmål sig: »Hvorfor lige netop Dien Bien Phu?« I sin bog giver general Navarre fire svar:

- 316. Viet Minh division havde påbegyndt operationer i Dien Bien Phu området i slutningen af 1953. Man følte, at denne division udgjorde en alvorlig trussel mod de franskstøttede T ’ai-guerillastyrker, der holdt til i bjergene omkring Dien Bien Phu. Den truede også den luftforsynede base Lai Chau, som dels var den eneste støttebase for disse guerillaer, dels blokerede en hovedforsyningsakse fra det kommunistiske Kina.
- Heldigt gennemførte Viet Minh operationer i området ville medføre en almindelig offensiv i øvre Laos og en trussel mod Luang Prabang.
- Mobile operationer ville ikke være heldige eller effektive i bjergområdet omkring Dien Bien Phu. Skønt man ikke anså det for en helt tilfredsstillende løsning, ville en stærkt befæstet stilling ved Dien Bien Phu spærre for enhver større offensiv fra vest mod Laos og samtidig beskytte de venligtsindede bjergstammer.
- Franske operationer i Dien Bien Phu ville trække Viet Minh styrker bort fra Den røde Flods delta og tillade større fransk bevægelsesfrihed i Nord Vietnam.

Baseret på general Navarres analyse begyndte franskmændene at planlægge operation CASTOR - Dien Bien Phus dæknavn.
Det drama, som skulle slutte på så katastrofal vis fem og en halv måned senere, begyndte den 20. november 1953 med nedkastningen af tre bataljoner franske unionstropper i Dien Bien Phu dalen. Disse styrker nedkæmpede let den svage modstand, der blev ydet af nogle få Viet Minh infanteri- og morterenheder, som holdt øvelse der, og snart var hele området behersket. Næste dag forstærkede yderligere tre faldskærmsbataljoner brohovedet, og opbygningen af den luftforsynede fæstning Dien Bien Phu begyndte for alvor.

Forsvaret.
De grundlæggende forhold vedrørende forsvaret af det befæstede område var følgende:
- Styrker til rådighed og deres anvendelse.
- Vurdering af Viet Minhs muligheder.
- Terrænvurdering.
De styrker, der var til rådighed for oberst (senere brigadegeneral) de Castries, chef for Dien Bien Phu, var ikke talmæssigt store. De oprindelige planer forudsatte en infanteristyrke på tolv bataljoner støttet af artilleri, pansrede enheder samt administrations- og forsyningspersonel. Denne styrke skulle forøges til femten bataljoner (otte infanteri- og syv faldskærmsbataljoner), støttet af to 105 mm afdelinger, eet 155 mm batteri, een ingeniørbataljon, een eskadron med ti M-24 kampvogne (fløjet adskilt til Dien Bien Phu og samlet der), og andre støtteenheder, ialt ca. 15000 mand. De indledende vurderinger, der fremhævede den franske ildkraft, mundede ud i, at styrken på de tolv bataljoner, anbragt i velforberedte stillinger, kunne afvise ethvert Viet Minh angreb, samt at stillingerne kunne genforsynes ad luftvejen - enten gennem landinger eller ved hjælp af faldskærme - i tilstrækkeligt omfang til, at kampen kunne støttes på afgørende måde.
Den franske efterretningstjeneste var bemærkelsesværdig nøjagtig i vurderingen af størrelsen af den Viet Minh styrke, der ville blive indsat i et angreb på Dien Bien Phu. Tallet afveg kun lidt fra den Viet Minh styrke på omkring 40000 mand, som til slut blev indsat. Men i bedømmelsen af artilleristøtten, og i særdeleshed af luftværnsartilleriet, samt i bedømmelsen af Viet Minbs forsyningskapacitet, gjorde en stor, og i sidste ende skæbnesvanger, fejlvurdering sig gældende. For eksempel skønnede man, at Viet Minh ville være i stand til at indsætte fra 40 til 60 pjecer, medens der i virkeligheden blev indsat mere end 250 artilleri- og luftværnspjecer.
Endvidere regnede man med, at forsyningstjenesten ville blive Vieh Minbs Achilleshæl. Der var lidt under 400 km fra deres hovedforsyningsbaser i det østlige Nord Vietnam til Dien Bien Phu. Eftersom denne forsyningsakse løb igennem yderst ufremkommeligt terræn med en udtalt mangel på veje, der var tilstrækkeligt udbyggede til at forsyne storstilede operationer, regnede man med, at Viet Minh ikke kunne støtte en storstilet offensiv operation i området uden at afbryde operationer i andre områder. Denne beregning blev fuldstændig slået i stykker gennem den masseindsættelse af vietnamesere i hundredtusindvis (man anslår mellem 150.000 og 300.000), hvorved Viet Minh i virkeligheden skabte en levende forsyningslinie. Veje og stier blev hugget ud af den tætte jungle, forsyninger og ammunition blev båret fra landsby til landsby, fra person til person, indtil bestemmelsesstedet var nået.
Terrænvurderingen var næsten udelukkende baseret på den franske beregning angående egen og Viet Minhs formåen. Formodninger angående luftherredømme, artillerioverlegenhed og franske styrkers effektivitet i defensive operationer fik planlæggerne til at vurdere terrænets betydning på en måde, som senere førte til
skarp kritik. I særdeleshed er det blevet betragtet som en grov fejl, at man ikke besatte de paralleltløbende højdedrag på begge sider af dalen. I virkeligheden var det antallet af de styrker, han havde til rådighed, der afholdt de Castries fra at besætte disse bakker og tvang ham til at stole på, at han kunne kontrollere terrænet med artilleriild. Man regnede med, at den franske overlegenhed med hensyn til artilleri ville forhindre effektiv observation og ild fra disse bakker. Ca. 2 km nord og nordøst for hovedlandingsbanen blev to bakkede områder, som dominerede den nordlige del af dalen, udpeget til at indgå i forsvarsplanen og besat med stærke styrker. Med hensyn til resten af dalen mente man, at omhyggeligt placerede stillinger, der tog størst mulig hensyn til skudfelteme fra de omgivende bakker, ville få glimrende observation og frie skudfelter for de direkte skydende våben på maximum afstand. Disse stillinger kunne let sønderslå alle storstilede angreb, der ville gå på tværs af dalen.

Den centrale forsvarsstilling, der beskyttede den nordlige og bedste landingsbane, var delt i fire forsvarsområder: DOMINIQUE, ELIANE, CLAUDINE og HU GUETTE, hver besat med en infanteribataljon. I tilknytning til hovedstillingen lå ANNE-MARIE og FRANCOISE 800 m mod vest. De to bakkede områder nord og nordøst for de centrale stillinger blev hver besat af en infanteribataljon, og de fik navnene GABRIELLE og BEATRICE. Seks kilometer syd for hovedstillingen blev den anden landingsbane beskyttet af ISABELLE, tre bataljoner og en kampvognsdeling. Reserven, der bestod af tre bataljoner forstærket med resten af de lette kampvogne, blev tildelt stillingsområde i den centrale sektor. Ildstøtteplanen regnede med en 105 mm afdeling og 155 mm batteriet i den centrale stilling og en 105 mm afdeling mod syd i ISABELLE. Således var den franske plan for forsvaret af Dien Bien Phu.

Angrebet.
En analyse af Viet Minhs planer er fyldt med usikkerhed. Det er vanskeligt at uddrage kendsgerninger af den propaganda, der tjente til at bevise den kommunistiske ufejlbarlighed. To ting i den kommunistiske vurdering er vigtige for forståelsen af Viet Minhs tankegang: For det første nødvendigheden af nøje tidsplanlægning mellem Viet Minhs militære operationer og politiske manøvrer. For det andet erkendelsen af Dien Bien Phus isolerede beliggenhed og derigennem tiltroen til en luftbro.
Førstnævnte forhold bestemte indledningsvis en opstilling af styrkerne, der tjente til at fastholde franskmændene i Dien Bien Phu. Medens man opholdt disse styrker og de, der var stationeret i Den røde Flods delta, planlagde general Giap at udføre en række offensive operationer over hele Den indokinesiske Halvø for at give indtryk af en vidt udbredt Viet Minh indflydelse. Når dette indtryk havde fæstnet sig, var en afgørende, dramatisk sejr påkrævet for at give udtryk for Viet Minhs militære overlegenhed. Ser man tilbage, opdager man, at presset på Dien Bien Phu steg i takt med de politiske forhandlingers intensitet. Dette pres kulminerede i de voldsomme angreb i maj 1954, fæstningens kapitulation og en sejr for de kommunistiske forhandlere i Geneve.
Forhold nummer to - den franske tillid til forsyninger ad luftvejen - frembød et alvorligt problem for de kommunistiske planlæggere. Den franske luftstøtte måtte formindskes ganske betydeligt, hvis Dien Bien Phu skulle isoleres fuldstændigt, og der var kun luftværnskanoner til rådighed. Tids- og afstandsmæssige overvejelser med hensyn til at få våbnene frem til slagmarken, uden at de blev opdaget, rejste ligeledes store problemer, som måtte løses. Når først det var sket med støtte fra Kina, var Viet Minhs beslutning om at ødelægge Dien Bien Phu uafvendelig. I tidsrummet 13. marts-8. maj 1954 blev der nedskudt 48 fly over dalen, 14 blev ødelagt på jorden, og 167 blev svært beskadiget af Viet Minhs luftværn.
I sin bog »Folkets krig, folkets hær«, gør general Giap rede for tankerne bag kampagnen:
»Vi besluttede at angribe Dien Bien Phu efter metoden: Løb ingen risiko. Vor taktik skulle være at angribe hvert forsvarsområde, hver del af den befæstede lejr for derigennem at skabe betingelse for gennemførelsen af en almindelig offensiv, der skulle resultere i hele lejrens ødelæggelse.« Denne plan blev af general Giap omsat i tre faser:

- Fase 1: Ødelæggelse af den nordlige sektor (GABRIELLE og BEATRICE).
- Fase 2: Sikring af alle højdedragene øst for den centrale sektor, isolering af den sydlige sektor (ISABELLE) og skærpelse af omringningen.
- Fase 3: Iværksættelse af en generaloffensiv for at erobre hele det befæstede område.

Viet Minh indsatte mellem 30-40.000 mand: Tre infanteridivisioner (308., 312. og 316.), en tung division (351., bestående af et 105 mm regiment, et 75 mm kanon/ 120 mm morterregiment, et luftværnsregiment og et ingeniørregiment) og to selvstændige infanteriregimenter.
Viet Minhs ildstøtteplanlægning fortjener særlig fremhævelse p. gr. a. dens grundigbed og sindrighed. Alene det at overvinde de vanskeligheder, der bestod i at transportere disse våben gennem junglebevoksede bjergegne, er en bedrift, der er værd at nævne i sig selv. Men det er kun en del af bedriften, for der blev affyret over 350.000 granater under de massive ildforberedelser. Hertil kommer, at Viet Minhs artilleriofficerer effektivt udnyttede alle forhåndenværende sløringsmuligheder og fik forberedte ildstillinger gravet ind i forskråningeme på de omkringliggende bakker. Disse to sidstnævnte forhold var skyld i, at franskmændene ikke opdagede de forberedelser, der gik forud for slaget og ikke kunne tage effektive forholdsregler mod det fjendtlige artilleri nnder slaget.

Slaget.
Belejringen af Dien Bien Phu begyndte kort efter nytårsdag 1954. Fra denne dag kontrollerede Viet Minh de parallelt- løbende højdedrag øst og nordøst for dalen. Viet Minh etablerede en yderst effektiv sikring mod den franske opklaring, således at alle forsøg på at finde ud af, hvad der foregik, blev afvist. I to måneder fortsatte denne legen kat og mns, medens begge parter forberedte sig til slaget. Viet Minh udbedrede jungleveje og -stier, bragte forsyninger og forstærkninger frem, bragte artilleri og luftværnskanoner i stilling. Franskmændene opbyggede ammunitionslagrene, forbedrede stillingerne og ventede.
Denne venten blev bragt til ophør den ]3. marts. To Viet Minh regimenter angreb BEATRICE efter en voldsom ildforberedelse. Efter at slaget havde bølget frem og tilbage hele natten, faldt stillingen. Fremmedlegionærerne døde alle i deres huller på få mand nær. Næste nat overgik den samme skæbne GABRIELLE, skønt et beslutsomt modangreb, støttet af kampvogne, lettede Viet Minh presset længe nok til, at den decimerede besætning kunne trækkes tilbage. ISABELLE, der også stod på Viet Minhs liste over mål, blev effektivt isoleret fra den centrale stilling og dets artilleri sat ud af spillet. Før dette skete, var imidlertid to faldskærmsbataljoner nedkastet over landingsbanen ved ISABELLE, 6. Kolonifaldskærms- og 5. Vietnamesiske Faldskærmsbataljon. Disse to var de sidste styrker, der blev kastet ned over Dien Bien Phu i dagslys. De resterende tre bataljoner, der skulle indsættes i Dien Bien Phu, sprang om natten.
Selv med tilgang af disse forstærkninger var situationen kritisk den 16. marts. Landingsbanen i ISABELLE var ubrugelig, den nordlige landingsbane var delvis indset fra de tidligere GABRIELLE og BEATRICE stillinger, og Viet Minhs artilleri havde vist sig at være både effektivt og overvældende. Luftværnsartilleriet havde gjort såvel genforsyningerne ad luftvejen som luftangreb på artilleristillingerne til yderst hasarderede foretagender. En-to stødet, der gik ud på at ramme flyene i luften med luftværnskanoner og ødelægge dem på jorden med artilleriild, begyndte hurtigt at kvæle den franske forsyningsakse. Giaps 1. fase sluttede den 16. marts.
Opslidningstaktiken fortsatte i den stilstandsperiode, der fulgte fase 1. Det blev mere og mere vanskeligt at genforsyne fæstningen, og forsvarerne blev ustandselig udmattet af artilleriild og mindre angreb.

Fase to begyndte natten til den 30. marts med et angreb af to Viet Minh divisioner. Til at begynde med blev hovedvægten rettet mod den nordøstlige DOMINIQUE stilling. Disse angreb fortsatte med aftagende kraft indtil den 4. april, hvor hovedangrebene gradvist svingede fra øst mod vest for til slut at blive rettet mod HUGUETTE. Efter hvert angreb måtte franskmændene indsnævre stillingerne en smule, selv om det altid først kunne ske efter heftige modangreb. Ufattelige heltegerninger blev hverdagsagtige og mange soldater døde i nærkamp uden at nogen faktisk lagde mærke til det.
Men hvad der blev lagt mærke til hos cheferne var den kendsgerning, at den 29. marts blev den sidste flyvemaskine, der landede i Dien Bien Phu, ødelagt af artilleriild, da den forsøgte at starte. Fra da af og indtil overgivelsen var Dien Bien Phu fuldstændig afhængig af de forstærkninger og forsyninger, der kunne kastes ned med faldskærm, og dette måtte ske fra stadig større højde for at undgå den effektive luftværnsild. Hvad der yderligere komplicerede tingene, var den omstændighed, at man ikke kunne evakuere det stadig stigende antal af sårede, som lå stuvet sammen i de fugtige, usunde løbegrave.
Efter at fase 2 sluttede den 4. april, udsattes forsvarerne for et vedvarende pres. Den taktik, der blev fulgt, kan bedst karakteriseres som belejringsteknik. Dækket af artillerikoncentrationer gravede Viet Minh løbegrave, der gik parallelt med og omgik de franske stillinger. I ly af mørket og dækket af artilleri udløstes så et angreb mod de franske stillinger over de sidste få meter, sædvanligvis mindre end 100. Mulighederne for franskmændene bestod så i enten at udføre et modangreb
eller trække sig tilbage i en snævrere opstilling. Selv om det gennem modangrebene lykkedes at erobre eller ødelægge en del af Viet Minhs stillinger - og disse modangreb påførte virkelig kommunisterne store tab - efterlod de alligevel franskmændene i uholdbare stillinger, hvorfra de eventuelt måtte trække sig tilbage. Derfor fortsatte den snærende, ødelæggende sammensnøring om den franske stilling, indtil den centrale stilling i slutningen af april kun var een kilometer i diameter.
Sidste akt i Dien Bien Phu dramaet begyndte den 1. maj (bemærk sammenfaldet med den kommunistiske majdag) med storstilede natangreb. Det kraftigste angreb denne nat blev rettet mod ELIANE og DOMINIQUE mod øst. Mange stillinger blev rendt over ende for derpå at blive generobret gennem franske modangreb. Kampen de følgende to dage fulgte de mønstre, der tidligere var brugt: Storstilede infanteriangreb, sædvanligvis, men ikke altid, om natten. Sikring af det vundne terræn. Derpå fortsatte man med at grave sig ned, hvilket ydede god beskyttelse for fremføring af nye forsyninger og dannede udgangsstillinger for videre angreb. Alt udført dækket af ild fra tunge morterer og artilleri, hvilket stærkt hæmmede franske modforanstaltninger. Silende regn, som begyndte i slutningen af april, forvandlede støvet til hængedynd. Skyttehuller og underjordiske anlæg, der allerede var svækket af intensive mortér- og artilleribombardementer, blev yderligere svækket af regnen, og nogle af anlæggene styrtede sammen om beboerne.
Den 4. maj var ammunitionssituationen kritisk, især var artilleri granater ved at blive en mangelvare. Regnen havde i stort omfang hindret genforsyning af og forstærkning til fæstningen, for ikke at tale om flystøtte. Imidlertid var de kommunistiske stillinger nu så tæt på forsvarernes, at det ville have været næsten umuligt for de franske piloter at angribe de forreste Viet Minh enheder uden samtidig at ramme egne enheder. I de følgende to dage aftog presset på forsvarerne i nogen grad, hvilket fik dem til at håbe, at regnen også skakte forsyningsvanskeligheder for Viet Minh. Dette viste sig at være ønsketænkning.

Natten til den 6. maj begyndte fæstningens sidste 24 timer med kraftige angreb rettet mod ELIANE og DOMINIQUE. Angrebet kom efter en kraftig ildforberedelse, hvori nu også indgik ilden fra russiske raketkastere. Det kommunistiske infanteri fulgte så tæt efter nedslagene, at egen ild påførte det tab. Det første angreb blev slået tilbage ved en overmenneskelig indsats fra forsvarernes side, men to timer senere blev angrebet gentaget, denne gang mod CLAUDINE. Dette angreb lykkedes næsten, og ved daggry var de forreste Viet Minh enheder 150 meter fra general de Castries kampstade.
Endnu engang iværksatte franskmænde- ne et modangreb, som så ofte før ført af oberst Langlais, chef for faldskærmstropperne i Dien Bien Phu. Endnu engang trak Viet Minh styrkerne sig lidt tilbage. Endnu engang regnede artilleri- og mortérild ned over de udmattede forsvarere.
Dien Bien Phus skæbne var beseglet. Klokken 1100 meddelte general de Castries overkommandoen, at yderligere modstand var umulig, men at han ikke ville overgive sig, så længe han havde ammunition tilbage. Klokken 1730 den 7. maj 1954 kom afslutningen for midterstillingernes vedkommende. Otte timer senere overgav besætningen i ISABELLE sig efter at et desperat bajonetangreb, der skulle bryde gennem Viet Minhs stillinger, var brudt sammen.

Resultaterne.
Hvorledes bedømmes Dien Bien Phu efter mere end ti års forløb? Resultatet var tilintetgørende for franskmændene:
Hele styrken på 15.000 mand blev dræbt eller taget til fange, og den franske kontrol med den nordvestlige del af Nord Vietnam var slut. Viet Minhs tab i mandskab og materiel var også stort - en forsigtig beregning af de kommunistiske tab svinger mellem 12-15.000 døde og sårede, og det virkelige antal ligger måske på det dobbelte.
To simple læresætninger kan uddrages af dette blodige slag. For det første: Enhver forsvarsstilling kan erobres af en beslutsom fjende, hvis han er villig til at betale prisen, således som det blev demonstreret af russerne i Den anden Verdenskrig og af kineserne i Korea. For det andet: Afhængighed af luftvejen i længere perioder som eneste mulighed for tilvejebringelse af genforsyning og forstærkning kan være katastrofal.
Viet Minhs anvendelse af luftværn og artilleri var fremragende. Den taktiske koordinering og kontrol som Viet Minh udførte, var helt professionel. Det må anses for givet, at Den nordvietnamesiske Folkehær har fortsat udviklingen og i dag er en formidabel modstander på hjemlig grund.
De strategisk-politiske følger af Dien Bien Phus fald er velkendte. De chokerende nyheder om en fransk elitestyrkes nederlag til, hvad mange betragtede som primitive guerillaer, gav de kommunistiske forhandlere en kæmpemæssig fordel. To og en halv måned senere sluttede fjendtlighederne i Indokina på ufordelagtige vilkår for franskmændene.
En faktor, der er blevet effektivt udnyttet af kommunisterne i propagandaen, er udviklingen af »den mystiske uovervindelighed«, som sammen med »de nationale befrielseshæres« uundgåelige sejre har stor magt i Asien i dag. Den nordvietna- mesike Folkehær plejer omhyggeligt den prestige, der blev vundet i Dien Bien Phu, og veteranerne bringer den med til Laos og Syd Vietnam.

PDF med orginialudgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:

PDF icon dien_bien_phu.pdf

 

 

 

Litteraturliste

Del: