Dialogen om atomtruslen. - Anmeldelse

Niels Jørgen Haagerup: Dialogen om atomtruslen. Udenrigspolitiske skrifter, serie 9, nr. 2/1970. Det udenrigspolitiske Selskab og Det danske Forlag, København 1970, 32 sider. Kr. 7,70.

Internationale relationer har i det sidste halve århundrede i udpræget grad været præget af, hvad der er blevet kaldt »det åbne diplomati«. Massemedierne har, ikke mindst efter fjernsynets tilkomst, spillet en afgørende rolle i kommunikationen staterne imellem. En sådan kommunikation har imidlertid en tilbøjelighed til at få en stærk overtone af propaganda af hensyn til påvirkningen af verdensoffentligheden. Den mest nøgterne behandling af afgørende internationale problemer sker trods alt bedst bag lukkede døre, uforstyrret af massemediernes nysgerrighed.
Det er formentlig ud fra en sådan erkendelse, at de mellem USA og Sovjetunionen i november 1969 indledte forhandlinger om det strategiske rustningskapløb hidtil er foregået bag hermetisk lukkede døre.
Megen konkret viden om forhandlingernes forløb foreligger endnu ikke tilgængelig for offentligheden. Der er netop derfor god grund til, at Det udenrigspolitiske Selskab har valgt disse forhandlinger, der forkortet benævnes SALT (Strategic ^rms Limitation Talks), som emne for Selskabets senest foreliggende publikation om aktuelle udenrigspolitiske begivenheder.

Det er lykkedes redaktør Haagerup, der i en årrække har beskæftiget sig indgående med sikkerhedspolitiske problemer og fulgt SALT-forhandlingeme på nært hold, her på mindre end 30 sider at klarlægge forudsætningerne for forhandlingerne og pege på nogle af de konsekvenser, de vil kunne få fremover i forholdet mellem supermagterne indbyrdes og for den internationale situation som helhed.
SALT-forhandlingeme er et bindeled mellem supermagterne på trods af deres indbyrdes modsætningsforhold, men netop som følge heraf også påvirket af den storpolitiske udvikling i almindelighed. De er et bindeled, fremkaldt af den våbenteknologiske udvikling og det indbyrdes styrkeforhold, som forfatteren klart redegør for i to afsnit mættet med facts.
Efterretningskløften, som i løbet af 1960’eme førte til først den amerikanske og senere den russiske udvidelse af de strategiske våbenlagre, er nu i nogen grad overvundet, takket være den rumteknologiske udvikling. Udviklingen af flerhove- dede raketter, d.v.s. raketter med flere ladninger, som uafhængigt er i stand til at nå mål med indbyrdes betydelig afstand, gør dog stadig problemet om at skaffe sig nøjagtig viden om modpartens kapacitet aktuelt. Spionsatellitter kan nok erkende raketbaser, men ikke hvor mange ladninger den enkelte raket kan medføre.

Men hertil kommer, hvad der er nok så vigtigt, en kommunikationskløft forårsaget bl. a. af den lange tid, der går fra det tidspunkt et nyt våbensystem tager form på tegnebrædtet og til det er klar til anvendelse. For mange avancerede systemer kan denne periode løbe op til ti år.
Mere end noget andet, skriver forfatteren, er SALT et forsøg på at slå bro over denne kløft - at skaffe sig mere konkret viden om såvel modpartens styrke og våbensystemer som om de intentioner, der er baggrund for handling i den internationale politik.
Hvad der egentlig forhandles om, kan forfatteren på grund af forhandlingernes karakter alene fremlægge motiverede gisninger om. Hovedformålene tegner sig imidlertid mere klart. Begge supermagter har et fælles ønske om at undgå krig. Hertil kommer ønsket om en så stor indbyrdes forståelse, at internationale kriser kan holdes under kontrol. Endelig forekommer der hos begge parter at være et ønske om at begrænse udgifterne til de stadigt mere kostbare våbensystemer. Forfatteren peger dog i denne forbindelse på, at den stærke stigning i militærudgifter verden over ikke skyldes øgede omkostninger specielt til de strategiske våben.

I piecens to sidste afsnit analyserer forfatteren SALT-forhandlingernes betydning for Europa og Kina. Den ængstelse, visse europæiske lande nærede ved forhandlingernes indledning, finder forfatteren ubegrundet og peger bl.a. på, at netop disse forhandlinger har givet anledning til en konsultationsprocedure i NATO, som er blevet betegnet som forbilledlig.
Blandt de problemer, der formentlig drøftes, antages begrænsning af de såkaldte raketværns systemet (ABM-systemer) at indtage en fremtrædende plads. En afskaffelse af disse ville betyde, at de selvstændige og ikke særligt omfattende franske og britiske strategiske atomstyrker ville få en større troværdighed som gengældelsesvåben.
Det må dog, hedder det i en analyse af Kinas forhold, anses for usandsynligt, at supermagterne, stillet overfor et uforsonligt Kinas atom- og raketvåbenarsenal, vil foretage en snæver begrænsning af deres raketværn.

Russere og amerikanere har siden 1945 afholdt mere end 1500 møder om nedrustning og rustningskontrol. Spørgsmålet er derfor om de nu igangværende SALT- forhandlinger vil føre nogen vegne. Under alle omstændigheder ligger der imidlertid, som det også fremgår af et afsluttende citat af den tidligere Kennedy-rådgiver McGeorge Bundy, en væsentlig værdi i den gensidige påvirkningsmulighed, de helt lukkede forhandlinger indebærer.

K. V. Nielsen

PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidskrift_99_aargang_okt.pdf

Del: