Dette er ikke en krise: alliancer, globalisering og karikaturkrisen

Ophidsede menneskemængder brændte Dannebrog af. Ikke mindst til ære for tv-kameraerne, der bragte billeder af demonstrationer og ambassadeafbrændinger, samt billeder af supermarkeder, som reklamerede med, at de ikke solgte danske varer, ind i de danske stuer næsten hver aften i januar og februar 2006. Udenrigsminister Per Stig Møller kaldte det den ’største udenrigspolitiske krise siden Anden Verdenskrig’.[1] I disse hektiske uger syntes Påskekrisen i 1948 eller fodnoterne i 1980’erne at blegne. Borgere i andre nationer kunne med rette mene, at hvis det var det værste, som Danmark havde været igennem de sidste 60 år, så var vi vitterligt et misundelsesværdigt land.

Foto: soldaternyt.dk

Den hektiske stemning til trods så var krisen ikke et udtryk for, at noget var forandret i omverden eller i Danmarks stilling i verden – ingen mur var faldet, ingen tårne styret i grus. Så måske er den bedste illustration af karikaturkrisen ikke et brændende Dannebrog i Pakistans gader, men Magrittes billede af en pibe.

For præcist som Magritte forklarer i en undertekst, at ’ceci n’est pas une pipe’, præcist på samme måde var karikaturkrisen ikke en krise. Det gør ikke krisen mindre virkelig eller mindre alvorlig; og det mindsker ikke den politiske betydning af de hektiske dage i 2006. Men det minder os om, hvad Magritte ville minde os om med sit pibebillede: at vores opfattelse af en ting eller en begivenhed et udtryk for, hvordan vi fremstiller, hvad vi ser, snarere end hvordan tingene virkeligt er. Hvis vi skal forstå, hvad vi lægger i det at ryge og de værdier, som hører med, så er det måske billedet af piben, som siger mere, end piben selv.

Det kan med andre ord meget vel være, at nationer med en mindre hyggelig historie end den danske vil trække på skuldrene af karikaturkrisen og at folk, som ser på de mindre hyggelige aspekter af Danmarkshistorien finder udenrigsministerens ord hule. Men er det mest interessante ikke, at krisen blev opfattet som en stor krise? Er det ikke interessant, at udenrigsministerens udsagn på få dage blev den frase, hvormed journalister, politikere, bloggere og andre beskrev krisen?

I denne artikel vil jeg argumentere for, at vi malede vores billede af striden om Jyllandspostens tegninger i krisens dystre farver, fordi krisen efterlod os isolerede. Siden Anden Verdenskrig har den alt overskyggende maksime for dansk udenrigspolitik været, at vi aldrig måtte stå alene overfor verdens farer, som vi gjorde det 9. april 1940. Under karikaturkrisen stod vi alene. At vi stod alene var et udtryk for, at alliancemønstrene ændrer sig i en globaliserende verden. De alliancer, der har formet vores udenrigspolitik siden 1945, hører i stigende grad fortiden til og kunne derfor ikke beskytte os mod en helt ny type alliance, som jeg kalder supranationale kombinationer, af statslige og ikke-statslige aktører, som vendte sig mod os i Muhammedkrisen. Den supranationale kombination, som kunne have stået sammen med os, gjorde det ikke, fordi Jyllandspostens tegninger udfordrede den historie, som USA og Storbritannien baserede denne supranationale kombination på.

Jeg vil belyse dette argument med udgangspunkt i Qiao Liang og Wang Xiangsuis teori om strategi i en globaliseret verden. Efter at have redegjort for deres tanker viser jeg først, hvordan Danmarks udenrigspolitik er formet efter traditionel alliancetænkning og dernæst hvordan globaliseringen forandre det billede.

Men først et forbehold. Vi har i dag ikke adgang til krisens kilder. De vigtigste kilder til min analyse er en til tider meget ophidset pressedækning, som i vidt omfang lider under store reliabilitetsproblemer. Regeringen har afvist at foranstalte en undersøgelse af krisen og dette forhold, kombineret med den politiske diskussion om krisen, betyder, at man ikke skal forvente adgang til centrale kilder og aktører lige foreløbig. Når denne adgang med tiden kommer, så vil der givet være mange elementer af krisen, som fremstår anderledes, end de gør i dag.

 

Ubegrænset krig

Der findes mange bøger om globalisering, men kun få af disse gør sig overvejelser om globaliseringens strategiske betydning. Det er to kinesiske oberster, Qiao Liang og Wang Xiangsui, som til dato er gået dybest i overvejelserne om globaliseringens strategiske betydning. Det er sket i deres bog, som i sin engelske oversættelse hedder Unrestricted Warfare.[2]

De bedste bøger om strategi bliver skrevet af strateger, som enten har tabt eller er bange for at tabe en krig. Carl von Clausewitz skrev Om Krig for at forklare, hvorfor Napoleon har tvunget Preussen i knæ. De kinesiske oberster ser Golfkrigen i 1991 på samme måde som Clausewitz så slaget ved Jena. Det er en advarsel om, at den dominerende magt kan organisere sit samfund og sit militær på en ny måde. De andre aktører må enten lære af denne model, eller belave sig på at tabe fremtidige militære konfrontationer. Som Clausewitz ser Qiao Liang og Wang Xiangsui klart, at det ikke er selve slaget, som er det vigtigste i krig, men de omstændigheder, der gør det muligt for en nation at udkæmpe slag på en måde, som er til deres fordel.

Grunden til at USA kunne slå til over for Irak i 1991 var således ikke blot amerikanernes militærteknologiske overlegenhed, mener de kinesiske oberster. De påpeger, at den internationale ramme, indenfor hvilken USA brugte sin militær magt, var en force multiplier af dimensioner. Netop fordi de ikke tilhører den dominerende magt i det internationale system, så har de kinesiske oberster et langt klarere blik for den magt som den globaliserende verden giver Vesten i almindelighed og USA i særdeleshed. Vestlige globaliseringsskribenter beskriver som regel de globale kapitalmarkeder, spredningen af demokratiske regeringsformer, internationale organisationers øgede indflydelse og regler om humanitær intervention, som noget der skaber en mere åben verden for alle. Men de kinesiske oberster påpeger, at vel er verden åben for alle, men det er en åbenhed, som USA og dets allierede kan udnytte bedre end andre.

I forbindelse med Golfkrigen 1991 skabte USA således en koalition af arabiske stater og vestlige allierede. USA fik FN til at sikre den internationale legitimitet for aktionen. Diverse ikke-statslige interessegrupper støttede aktionen. Ligesom den kuwaitiske regering i eksil, eksil irakere i Washington og mindretal (f.eks. kurderne) i selve Irak. Dette var altså ikke blot en alliance mellem stater, men en ’supranational kombination’ på niveauerne over, under og mellem staterne.[3]

Globaliseringen har åbnet staterne. Derfor må man allierede sig over, under og mellem staterne, skriver de kinesiske oberster. Den supranationale kombination er således den nye allianceform i en globaliseret verden. Hvis man vil have bevis for dens nødvendighed, kan man prøve at sammenligne, hvor meget blæst der var om den amerikanske krig mod Irak i 1991, hvor kombinationen var stærk, og 2003, hvor den stort set var fraværende.

       

Tabel 1: Alliancer og supranationale kombinationer

Tabel 1 sammenligner traditionelle alliance og supranationale kombinationer. I det følgende vil jeg gennemgå, hvordan dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik har formet sig efter alliancemønstret og hvordan det mønster kom til kort under karikaturkrisen.

 

Alliance

Når Per Stig Møller kunne kalde karikaturkrisen for den største krise siden Anden Verdenskrig, så var det netop, fordi den opskrift på sikkerhed, som Danmark har fuldt siden 1945, blev grundlæggende udfordret. Den opskrift byggede på, at vi ikke længere skulle være neutrale, men sikre os støtte fra nære allierede (f.eks. i NATO) og at vi skulle skabe et integreret internationalt samfund, hvor andre lande heller ikke kunne være neutrale, men aktivt måtte tage del i at skabe en fredelig og stabil verden, som ville give Danmark en sikker omverden i tilgift til allierede.

Stater. På det begrebsmæssige plan var et afgørende element i denne strategi et fokus på stater. Det var stater, som vi skulle allierede os med og bygge institutioner sammen med. Hvilke stater drejede det sig da om? Her blev dansk udenrigspolitik, som så megen anden traditionel alliancetænkning, styret af et geopolitisk rationale. Jo tættere et land eller et problem var på Danmark, jo vigtigere var det.

        Ved den Kolde Krigs afslutning var det således det forhold, at truslerne rykkede længere væk, som blev afgørende for dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Forsvarskommissionen af 1997 konkluderede således:

 

’Danmark i dag nyder godt af en sikkerhedsgeografisk placering, der indebærer tryghed nærmest uden fortilfælde. Det er endvidere kommissionens vurdering, at der ikke i de næste 10 år vil opstå en direkte konventionel militær trussel mod Danmarks sikkerhed.’[4]

 

For Danmark handlede det i 1990’erne om at fastholde den positive ’sikkerhedsgeografi’. Danmarks strategiske grænser skulle flyttes så langt væk som muligt. Derfor skulle de østeuropæiske og baltiske lande med i NATO og EU. EU og NATO skulle samtidig uddybe integrationen, så det nye fredelige Europa kunne sikres i lang tid frem over. Daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen kaldte således europæisk integration for ’fredens projekt’.

Denne politik var en klar fortsættelse af den danske alliancepolitik.

Dansk udenrigspolitik i 1990’erne handlede således om Europa og særligt om danskernes noget ambivalente forhold til EU. Så fokuseret har vi været på, hvad Danmarks rolle skulle være i et nyt Europa, at vi ikke har set denne integration for, hvad den er: en europæisk udgave af den globalisering, som foregår på globalt plan.

        Interesser. Når man fokuserer på staternes geopolitik, så er interesser lige så evige, som Danmarks placering på kortet. Vi har særlige interesser i kraft af, at vi er Danmark. Den politiske udfordring er at forstå og fremme disse interesser, ikke at redefinere dem efter en given politisk holdning.

        Dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik har også handlet om nogle faste definitioner af, hvordan vi skulle forholde os til givne områder af verden. Europa og det nordatlantiske område var tættest på og derfor vigtigst efter den geopolitiske logik. Så det har været her, at vi har haft sikkerhedsinteresser; men det har ikke betydet, at vi ikke interesserede os for resten af verden. Tværtimod. Langt størstedelen af de penge, som den danske regering bruger på udenrigsanliggender går til verden uden for Europa i form af bistand. Det er den del af verden, som vi giver betydning i moralske termer og hvor vi ikke har interesser, men handler af filantropiske årsager.

Når vi ser på den del af verden som ligger uden for Europa – så ser vi det gennem FN’s briller, ikke i kraft af hvad der er vores interesser. Med andre ord: Vi definerer Nord, som der hvor vi gør det vigtige, og Syd, som der hvor vi gør det rigtige.

’Krigen mod terrorisme’ har rykket ved dette billede. Det står pludseligt klart, at i en globaliseret verden, så kan man ikke blot se på det, der sker i den ’tredje verden’, som noget der ikke har direkte konsekvenser hjemme hos os. Terrorisme er et eksempel på det, flygtninge er et andet. Dermed kan man ikke længere opretholde den filantropiske tilgang til verden uden for Europa. Hvor bistand er noget, som man giver for, at folk selv skal kunne vælge en bedre udvikling, så betyder krigen mod terrorisme f.eks. at man gerne vil påvirke modtagerne i Syd til at føre en helt bestemt form for politik og skabe helt bestemte politiske systemer. Hvor fokuset på ’good governance’ og demokrati før handlede om, at man mente, at bistanden blev mest effektivt brug af redelige regeringer og at demokrati var noget, der ville være godt for alle samfund, så ønsker man i dag en effektiv regering som allierede i krigen mod terror og man ønsker sprede demokratiske værdier for at imødegå spredningen af islamistiske værdier.

Karikaturkrisen gjorde dette sammenbrud i skellet mellem Nord og Syd i dansk udenrigspolitik meget offentlig og konkret. For første gang så danske tv-seere ikke taknemlige borgere i den tredje verden, som tog imod danske sække med nødhjælp. I stedet så man optøjer, hvor Dannebrog blev brændt af. For et land, som bryster sig af sit engagement for FN, var det direkte ydmygende, når FN’s Generalsekretær mente, at karikaturtegningerne var et udtryk for, at det danske samfund havde vanskeligt ved at tilpasse sig sin nye multikulturelitet.[5]

Trusler. Dette viser, at det ikke længere er geopolitisk placering som afgør trusselsbilledet. Optøjerne var langt væk, men ganske konkrete. Og de blev ikke mindre truende af, at herboende imamer pustede til ilden og at diverse islamistiske terror organisationer beredvilligt stillede sig til rådighed med trussel om terrorangreb på Danmark. Det er usikkerhed af en helt anden karakter, end truslen om et angreb fra Warszawa-pagten under den Kolde Krig.

Karikaturkrisen var således i krise for hele den måde dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik har været organiseret og forstået på siden Anden Verdenskrig. Selvom krisen selv således måske ikke var noget, der ville imponere nationer, som er mere hårdt vant, så ville enhver udenrigsminister blive bekymret, hvis hans ministeriums traditionelle verdensbillede og traditionelle verdenspolitiske værktøjer viste sig så utilstrækkelige, som det her var tilfældet.

Supranationale kombinationer

Stater. Grunden til at det traditionelle, alliance-baserede verdensbillede og de traditionelle verdenspolitiske værktøjer var utilstrækkelige var, at krisen ikke var en konfrontation med en anden stat med et udenrigsministerium og fastdefinerede interesser. Stater var en del af spillet. Krisen blev på mange måder udløst af et brev sendt til statsministeren fra en række muslimske landes ambassadører i København. Men krisen blev drevet af ikke-statslige aktører, som f.eks. imamer i Danmark og i udlandet. Transnationale organisationer og tv-stationer med global rækkevidde pustede til ilden. Emnet var ikke defineret af staters interesser, men var defineret af religiøse og kulturelle overvejelser. Der var ikke meget som faldt ind under traditionelle definitioner af udenrigspolitik. Alligevel var det ’den største udenrigspolitiske krise siden Anden Verdenskrig’.

        De kinesiske obersters pointe er, at i en globaliseret verden, så kan stater ikke længere mobilisere deres økonomier og befolkninger i den totale konfrontation, som Storbritannien, Rusland og Tyskland gjorde det under Anden Verdenskrig. Økonomien og befolkningerne indgår i globale netværk, som en stat ikke kan skille ad. Men disse netværk betyder, at aktører (stater såvel som ikke-stater) kan mobilisere disse netværk på tværs af landegrænser. En global virksomhed som Arla kan således blive ramt i Saudi-Arabien for noget en dansk avis har gjort. På den ene side viser det, at man i Mellemøsten tillægger staten – i dette tilfælde Danmark – langt mere betydning og magt end den formentlig har. Men på den anden side viser eksemplet, at man via de globale netværk kan holde mange til ansvar for meget.

        Værdier. For at binde mange forskellige aktører sammen i en supranational kombination er interesser ikke nok. Dertil er aktørerne for forskellige i både organisation, mål og midler. For at holde internationale organisationer, transnationale firmaer, etniske og religiøse grupper, interesseorganisationer, stater osv. sammen kræver det, at man etablerer en fælles historie. Den konflikt, som man udkæmper sammen, skal give mening for alle; og det kræver en historie med en klar pointe, der identificerer en begyndelse og en slutning. De, der demonstrerede mod Danmark, havde en sådan historie: Her var tale om statssanktioneret blasfemi rettet mod muslimer over alt. Et eksempel på et civilisationernes sammenstød. Selve historiens pointe næsten krævede, at alle rettroende rejste sig i protest. Således blev mere moderate stemmer udgrænset og de radikale elementer mobiliseret. En forfulgt palæstinenser på Vestbredden eller en indvandrer i Voldsmose havde pludseligt noget til fælles – en fælles fjende og en fælles kamp. En kamp der til syvende og sidst handlede om anerkendelse.

        Den danske regerings problem var, at den historie gik stik imod den historie, som Vesten og særligt Storbritannien og USA, der sammen med Danmark deltog i Irak-krigen, prøvede at fortælle om krigen mod terrorisme. Den britiske Premierminister Tony Blair udtrykker klart pointen med denne historie, når han siger:

 

’Dette er ikke en kamp mellem civilisationer. Det er kamp om civilisation. Det er ældgammelt slag mellem fremskridt og reaktion, mellem de der griber og ser nye muligheder i den moderne verden og de som afviser sådanne muligheder; mellem optimisme og håb på den ene side; og pessimisme og frygt på den anden side.’[6]

 

Jyllandspostens tegninger og regeringens holdning til dem kom – uanset om det var intentionen – til at fremstå som det modsatte. Et bevis på, at Vesten i virkeligheden var ude på et civilisationernes sammenstød. Et bevis på at Vesten ikke værdsatte islam, men blot ville underlægge sig og spotte den muslimske verden. For muslimerne på gaden, såvel som for Søren Krarup fra regeringens støtteparti (Dansk Folkeparti), blev krisen beviset på ’civilisationernes sammenstød’.[7] Den britiske og amerikanske regering måtte tage afstand fra denne fortolkning, fordi den truede med at undergrave hele deres projekt i Mellemøsten. En talsmand for det amerikanske udenrigsministerium mente, at sådanne opfordringer til ’religiøst og etnisk had … er ikke acceptabelt’.[8] Den britiske udenrigsminister, Jack Straw, udtalte:

 

’Der er ytringsfrihed, det respekterer vi alle, men der er ingen pligt til at fornærme eller gratis at opflamme til had. Jeg mener, at offentliggørelsen af disse tegninger har været unødvendig og ufølsom. Den er et udtryk for mangel på respekt, og den er forkert.’[9]

 

Netop fordi den danske regering var en af USA og Storbritanniens få allierede i Irak, så faldt karikaturkrisen tilbage på USA og Storbritannien. Derfor kunne USA og Storbritannien ikke ’betale tilbage’ for Danmarks støtte til Irak-krigen med at støtte den danske regering alt for aktivt under karikaturkrisen. Danmark fik den formelle støtte, som vi havde krav på, og historikerne vil givet kunne vise, at der blev hjulpet bag kulisserne, men for et land og en regering, som havde lagt meget i de nære bånd til de vestlige stormagter, så var støtten skuffende lille. Berlingske Tidende kunne således citere en højtstående europæisk diplomat for, at ’bortset fra Holland og måske et par af de nye medlemslande er der ingen helhjertet opbakning til Danmark i denne sag.’[10]

Derfor befandt Danmark sig pludseligt meget alene på den verdenspolitiske scene. De alliancer og stabile internationale organisationer, som vi møjsommeligt havde arbejdet for de sidste 60 år, var simpelthen ikke relevante i denne sammenhæng.

        Risici. De gamle alliancer var ikke relevante, fordi problemet ikke var traditionelle konkrete trusler, som en invasion fra Warszawa Pagten. En globaliseret verden producerer risici snarere end trusler. Hvor en trussel er konkret og målbar, og kan imødegås på en tilsvarende konkret vis med et konkret resultat, som gør en enten mere eller mindre sikker, så er risici ikke konkrete. En risiko er et scenario for, hvad der vil ske i fremtiden, med et medfølgende bud på et politik, der kan undgå, at dette scenario bliver til virkelighed. Et scenario for fremtiden kan ikke måles og vejes konkret. Det er en politisk vurdering. Meget af diskussion om karikaturkrisen handler således om, hvorfor Danmark ikke var forberedt på krisen; ’kunne den være blevet forhindret?’, bliver der spurgt. Et andet karakteristikum ved risici er, at netop fordi de handler om fremtiden, så er der altid flere af dem. Risikoen for et biluheld forsvinder, hvis man rent faktisk kommer ud for et uheld. Når risikoen bliver konkret, så er den ikke længere en risiko, men et uheld eller en katastrofe. Men det betyder blot, at risici rykker ud i fremtiden. Efter biluheldet frygter man, at man vil få varige men, om forsikringen vil betale for reparation af bilen, ja, måske bliver man endda bange for at køre bil igen. På samme måde rejste karikaturkrisen en række spørgsmål ved Danmarks fremtidige sikkerhed. Var terrorangreb blevet mere sandsynlige? Ville danske styrker i Irak og Afghanistan blive mere udsatte? Hvordan ville det gå med Udenrigsministeriets arabiske initiativ? Regeringens politik efter krisen måtte være formet af disse spørgsmål.

        For at kunne håndtere risici er det afgørende at have, hvad amerikanske strateger kalder ’beslutningsoverlegenhed’.[11] Man skal forebygge risici og dermed have flere muligheder end sin modstander. Danmarks problem under krisen var, at vi ikke havde en sådan beslutningsoverlegenhed. Det var ’de andre’, der satte dagsorden, og Danmark kunne blot reagere. I praksis syntes det at have betydet, at vi ikke kunne gøre så forfærdeligt meget andet end at vente på, at krisen drev over.

        Den supranationale kombinations fornemmeste opgave er at sikre beslutningsoverlegenhed. Havde Danmark haft et stærkt netværk i Mellemøsten, så skulle historien om Danmark som et tolerant og inkluderende samfund have været så stærk, så ingen ville have troet på historien om Jyllandsposten og regeringen som bannerførerne for en kamp mod Islam. Måske havde Danmark faktisk opbygget kimen til sådan et netværk inden karikaturkrisen ødelagde det. Ifølge Politiken skulle egyptiske diplomater have advaret udenrigsministeriet og bestyrelsen for det dansk-egyptiske dialog institut i Cario havde også vist danske repræsentanter, hvor vigtigt sagen var. I begge tilfælde skulle det have ført til opfordring om, at København gjorde noget ved sagen. Men intet skete og få måneder senere var risikoen blevet til en krise.[12]

 

Konklusioner

Karikaturkrisen var ikke en krise efter de traditionelle begreber. Men det var netop problemet. Det var den største udenrigspolitiske krise siden Anden Verdenskrig, fordi den viste, at den recept for at finde sikkerhed i alliance med andre, som Danmark udviklede efter Anden Verdenskrig, ikke længere virker i en global verdensorden. International politik handler ikke længere udelukkende om stater, interesser og trusler. Det er supranationale kombinationer af statslige og ikke-statslige aktører, værdier og risici, som sætter dagsordenen. Danmarks problem var, at i den nye globale virkelig blev vi en belastning for vores allierede i den supranationale kombination af vestlige lande, der kæmper krigen mod terrorisme.




Referencer

[1] Om forvirring om, hvad man skulle kalde ’krisen’, se Line Holm Nielsen, ’Knæfald igen?’, Berlingske Tidende, 19. februar, 2006.

[2] Qiao Liang and Wang Xiangsui, Unrestricted Warfare (Beijing: PLA Literature and Arts Publishing House, 1999). English translation by FBIS www.c4i.org (12 June 2002),

[3] Ibid., 183–5. Cf. G. John Ikenberry, After Victory: Institutions, Strategic Restraint and the Rebuilding of Order After Major Wars (Princeton: Princeton University Press, 2001), 215–56.

[4] Fremtidens forsvar, Beretning fra Forsvarskommissionen, 1997, 81.

[5] Adam Hannestad og Rasmus Emborg, ’Annan: Danmark forstår ikke sine muslimer’, Politiken, 27. februar, 2006.

[6] Egen oversættelse. Tony Blair, Foreign Policy Speech, 21 March 2006 (London: Office of the Prime Minister, 2006).

[7] Søren Krarup, ‘Sandhedens time’, Politiken, 6. april, 2006.

[8] Citeret i Lone Theils, Jakob Weiss, Ole Birk Olesen, Sten Jensen og Claus Krag, ’USA og Storbritannien fordømmer de danske Muhammed-tegninger’, Berlingske Tidende, 4. februar, 2006.

[9] Ibid.

[10] Citeret i Ole Bang Nielsen, ’Danmark får en kold skulder af vennerne’, Berlingske Tidende, 19. marts 2006.

[11] US Joint Chief of Staff, Joint Vision 2020, June 2000, US Government Printing Office, Washington D.C., 31.

[12] Matias Seidelin, ’Hvad man ikke véd …’, Politiken, 30. april. 2006.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

 

 

Litteraturliste

Del: