Det vesttyske forsvar - Status og perspektiv.

I sidste nummer af Aerospace International, september-oktober 1970, giver tidsskriftets europæiske redaktør Stefan Geisenheymer en vurdering af den i sommer udsendte hvidbog om det vesttyske forsvar, der gengives nedenfor.
 
 
Sidste sommer offentliggjorde Brandt-regeringen i Bonn sin første hvidbog om det vesttyske forsvar. Hvidbogen er en åbenhjertig redegørelse for det vesttyske forsvars nuværende status. Den viser et gennemgående foruroligende billede af den militære effektivitet, men fastlægger langsigtede mål med henblik på at forbedre situationen. Den afslører mange alvorlige fejl i personelplanlægning og adskillige mangler i den hidtidige materiel- anskaffelsespolitik. Hvidbogen konkluderer, at tiden nu er inde til at omorganisere og modernisere forbundsstatens forsvar. Ved indgangen til 1907’erne må de væbnede styrker se den kendsgerning i øjnene, at eksisterende udrustning og materiel ikke er tilstrækkelig til at opfylde de opgaver, som NATO-planlægningen forudsætter. Der er efter hvidbogen fire grundlæggende årsager hertil:
 
• Den udrustning og de våben, de væbnede styrker udrustedes med for 15 år siden under Forbundsværnets opbygning, var allerede dengang forældede eller på vej til at blive det. En del af denne udrustning er stadig i brug. Den tidligere regerings moderniserings- og genudrustningspolitik fulgte ikke altid trit med den hastigt udviklende militære teknologi. Resultatet har været en blanding af moderne og forældet udrustning, som har nedsat kampeffektiviteten.
 
• Skønt størsteparten af våben og udrustning stadig er tjenestedygtigt, nærmer tidspunktet sig hastigt, hvor dette materiel må betragtes som ubrugeligt eller allerede har passeret det normale antal tjenesteår. Hvidbogen peger på, at visse vitale materielgenstande allerede har passeret det tidspunkt, hvor vedligeholdelse og genopbygning kan betale sig. Det drejer sig specielt om fly. Visse ældre typer er så udslidte, at flysikkerheden er i fare.
 
• Væsentlige mængder af våben, udrustning og tilbehør, som man modtog tidligt i 1960’erne, satte vesttyske styrker i stand til at løse deres del af NATOs strategiske koncept om ’massiv gengældelse’. Ændringen i 1967 med indførelse af koncepten om ’det fleksible gensvar’ slog Vesttysklands langsigtede materielanskaffelsesplaner ud af kurs. Ordrer på nye våben var allerede afgivet, og sådanne som f. eks. skibsordrer kunne ikke ændres. Resultatet er, at den organisatoriske struktur og våbensystemerne ikke fuldtud svarer til de nye opgaver. Et typisk eksempel er F-104G Starfighter, som oprindelig blev anskaffet med henblik på at gennemføre taktiske nucleare strikes langt inde over fjendtligt territorium. I dag anvendes flyet til konventionelle lavtgående nærstøtte-missioner. De heraf nødvendige hyppige træningsmissioner har en tendens til at forkorte flyets levetid.F-104 var oprindeligt tænkt som et højtgående interceptor-fly og er ikke i stand til til stadighed at modstå de voldsomme aerodynamiske påvirkninger, som flyvninger nær jordoverfladen medfører. F-104 er herudover ikke tilstrækkeligt manøvredygtigt som nærstøttefly. En udskiftning er absolut nødvendig, men endnu ikke i sigte.
 
• Den fjerde faktor, der alvorligt truer kampeffektiviteten, er den dårligt planlagte og hastige modtagelse af komplicerede våbensystemer i opbygningsperioden. Dette førte til budgetoverskridelser eller introduktion af teknisk ufærdigt materiel. Eksemplerne er talrige: Tidligt i 1960 bestiltes 12 ubåde, bygget af anti- magnetisk stål. Efter at de første både var blevet operative, konstateredes det, at stålet hurtigt korroderede ved neddykning i havvand. Fejlen kunne ikke rettes. I dag er kun 4 både i tjeneste (der anvendtes til disse en anden stållegering). De andre tjener som træningsattrapper. Den schweizisk konstruerede pansrede mandskabsvogn HS-30 viste sig at være en fuldstændig fejltagelse. Tusinder blev anskaffet, og deres upålidelighed og almindelige uanvendelighed er næsten blevet en legende i den vesttyske hær. Anti-ubåds flyet Bréguet Atlantic, af hvilke man anskaffede 20, er utjenstdygtigt. De stærkt korroderende virkninger af Nordsøluften blev ikke taget i betragtning, da flyet blev bygget. Efter kun tre års tjeneste er flyene bogstavelig talt ved at falde fra hinanden, og kun 4 er operative. Dette er de groveste eksempler af en masse tilsvarende fejl, som kan spores tilbage til uerfarne planlæggere og i nogle tilfælde til anskaffende myndigheder. Det er ikke et lyst billede, hvidbogen tegner, men forsvarsministeriet har haft mod til at se tidligere begåede fejltagelser i øjnene. Også i personelpolitikken kan erkendes fejl. Disse skyldes imidlertid ikke alle dårlig planlægning. De kan i høj grad spores tilbage til den tyske økonomiske højkonjunktur, som har gjort en militær karriere mindre attraktiv for ungdommen.
 
Det tyske forsvar har i øjeblikket en mandskabsstyrke på 460.000 mand, men mangler mere end 2500 officerer og omkring 25.000 underofficerer. Der må findes udveje for at gøre tjenesten i forsvaret økonomisk mere attraktiv ved at hæve lønningerne betydeligt. Forsvarsminister Helmuth Schmidt søger at gøre dette ved at skære ned på anskaffelser og investeringer og overføre de således indsparede beløb til lønninger. Viser denne vej sig ikke farbar, må forsvaret påregne betydelig personelmangel i anden halvdel af 1970erne.
 
Under alle omstændigheder forudses en vanskelig fremtid. Fortsætter den økonomiske højkonjunktur, vil officerer og frivillige sandsynligvis kun slutte kortvarige kontrakter, udnytte fordelen ved den tilbudte uddannelse og søge ud af forsvaret så hurtigt som muligt til lukrative stillinger i industrien. Der gøres derfor nu meget for at gøre livet i forsvaret mere tillokkende. I foråret besøgte forsvarsministeren så mange enheder som muligt for at gøre sig bekendt med opfattelserne i alle grader inden for forsvaret. Resultatet fremlægges i hvidbogen. Tendensen synes at gå i retning af ønsket om et professionelt forsvar og afskaffelse af indkaldelser. Forlydender vil vide, det skulle ske i anden halvdel af dette ti-år. For nærværende er Vesttyskland forpligtet over for NATO til at stille 500.000 mand til det fælles forsvar. Der er i øjeblikket omkring 450.000 til rådighed, og man regner ikke med en forøgelse af styrketallet.
 
De fleste eksperter venter dog, at værnepligtssystemet vil fortsætte med at eksistere, så længe de nuværende NATO-forpligtelser eksisterer. Der er intet håb om at finde tilstrækkelige frivillige til at nå op på denne styrke i en fremtidig professionel hær. Planlægning for en sådan fremtidig hærorganisation må dog iværksættes nu. I særdeleshed må helt moderne udrustning anskaffes og introduceres. De vesttyske styrker må have en væsentlig forøget bevægelighed, bedre signalmateriel og langt mere effektive våbensystemer for at kompensere for den forventede mangel på personel. Dette er baggrunden for den planlagte introduktion af et nyt MRCA-fly (Multi-Role Combat Aircraft) og et let nærstøttefly, den fransk-tyske Alpha Jet, i anden halvdel af dette årti. I samme kategori finder man en forbedret kampvogn af tysk konstruktion, Leopard II, der påregnes at erstatte den nu forældede amerikansktyske MBT 70. Udviklingen af en ny familie af pansrede mandskabsvogne på basis af den succesrige Leopard I kampvogn er nu næsten afsluttet. Et stort antal meget mobile raketkastere af moderne udgave er i ordre, og nye luftværnsmissiler er under afprøvning. Flåden påregnes udstyret med nye ubåde og hurtige missilbevæbnede motortorpedobåde. Der kræves højt uddannet personel for teknisk korrekt at betjene disse våben. Det forekommer urealistisk at antage, at værnepligtige med under 10-18 måneders tjeneste kan lære dette. Dette er et vægtigt argument for et professionelt forsvar, eftersom det er usandsynligt, at fremtidige konflikter vil omfatte sådanne masser af soldater som i tidligere krige. At klynge sig til koncepten om en massehær af middelmådig kvalitet vil være spild af skatteborgernes penge, især hvis en mindre professionel styrke af høj kvalitet og med stor ildkraft kan sættes i stedet.
 
Mange af disse ræsonnementer er ikke udtrykt sort på hvidt, men følges tendenserne op, vil de vesttyske væbnede styrker i slutningen af 1970’erne bestå af et professionelt team af velbetalte forsvarsspecialister. På den politiske side gør hvidbogen det klart, at den vesttyske regering er interesseret i internationalt samarbejde med henblik på udvikling og fælles konstruktion af nye våbensystemer. De eksisterende forbindelser mellem vesttysk industri og amerikansk og vesteuropæisk industri håbes styrket og udvidet. Sådanne projekter som MRCA-flyet og det fransk-tyske træningsfly samt missilprojekter vil være retningsgivende for fremtidige bestræbelser. Hvidbogen konstaterer, at tiden desværre endnu ikke er moden til oprettelse af et fælles NATO- eller om nødvendigt vesteuropæisk anskaffel- sesorgan med henblik på at imødekomme alliancens fælles behov. Et sådant organ er det fremtidige mål, oprettet af de deltagende nationer og anvendt til anskaffelse af våben og udrustning til alle. Finansieringen skulle ske via et fælles budget. Hvidbogen afspejler således det vesttyske forsvars anstrengelser for at overvinde det nuværende dilemma. Helmuth Schmidt betragtes af mange som den ideelle mand til at udfylde posten som forsvarsminister, og mange håber, han vil være i stand til at gennemføre den længe ventede, men ambitiøse reorganiserings- og moderniseringsplan.
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidskrift_100_aargang_jan.pdf
 

Litteraturliste

Del: