Det Vesttyske forbundsværns universiteter

De stadigt øgede vanskeligheder ved at rekruttere det nødvendige antal unge til officersuddannelsen i den vestlige, industrialiserede verden har i flere lande ført til forskellige forsøg på i officersuddannelsen at indbygge sådanne grunduddannelser, som kan give den enkelte en basis for en »anden karriere«. I Vesttyskland - hvor uddannelse normalt er et Landes - og ikke et forbundsanliggende - har dette ført til, at Forbundsregeringen er gået aktivt ind i uddannelsesspørgsmål med oprettelsen af to Forbundsværns-universite- ter. Det vesttyske forsvarsministeriums officielle redegørelse for disse universiteters opgave, grundlag og studieretninger gengives her i orlogskaptajn E. Schollerts oversættelse.
 

I. Målsætning og opgaver.

Uddannelsen af linieofficerer og officerer med mindst 12 års kontrakt varer fra 1972 5 år. I begyndelsen er der et 15 måneders militært uddan- nelsesafsnit indenfor hvilket officerseksamen skal aflægges. Derpå følger som kernepunkt i officersuddannelsen et treårigt videnskabeligt studium ved et af forbundsværnets universiteter. Den femårige officersuddannelse afsluttes med en ca. 9 måneders faglig forberedelse på den umiddelbart derefter praktiske anvendelse i tjenesten. Militær uddannelse og studier danner en helhed og supplerer hinanden gensidigt.
Det nye uddannelsestilbud gælder første gang for indstillingsåret 1972. Forbundsværnets universitetsvirksomhed vil blive påbegyndt i Hamburg og Miinchen den 1. oktober 1973. 
Opgaven for Forbundsværnets universiteter lyder: Forbundsværnets universiteter har til formål at dyrke og udvikle viden gennem studier, indlæring og forskning. Universiteterne forbereder til faglig virksomhed, som kræver anvendelse af videnskabelig erkendelse og videnskabelige metoder. De tager del i udformningen af videreuddannelsen. 
Forbundsværnets universiteter skal inden for rammerne af deres opgaver selvstændigt varetage og være ansvarlige for de akademiske anliggender. De vil i struktur og organisation blive som andre universiteter og svare til disse. 
Som studiefag bliver der tilbudt pædagogik, virksomheds- og organisationsvidenskab, informatik, maskinkonstruktion, elektroteknik, luft- og rumfartsteknik, bygningsingeniørvæsen og opmålingsvæsen. For så vidt angår valg af fagretning, bestemmes dette af værnenes behov, samt ansøgernes egnethed og interesser. 
De værnepligtige studenter bliver skriftligt informeret om det ny uddannelsestilbud. Indordningen af officersaspiranterne i fagretninger skal ske på det tidligst mulige tidspunkt. Under antagelsesprocessen ved offi- cersaspirantprøvecentralen (OPZ) bliver det, for alle officersaspiranter, der er modne til et universitetsstudium, afgjort, om de har de fornødne forudsætninger for at gennemgå et studium i den tilbudte og ønskede fagretning. Aspirantens studieønske vil blive koordineret med de krav, der stilles fra det værn, troppe- og våbenretning, han har valgt. 
Studiet ved Forbundnværnets universiteter inddeles i tre studieår. Ved siden af en årlig studietid på ni måneder, som er inddelt i trimestre, og den særlige ferie, er der stadigvæk ca. 8 uger tilbage, som benyttes til faglig praktik og militære øvelser. Gennem den tidsmæssige stramning af studiet, ved indskrænkning af stoffet og planlægning, samt ved at gennemføre studiet på curriculær basis er det muligt at opnå, at de tre studieår som slutresultat svarer til et universitetsstudium på 8 semestre (= 4 årig). Trods studiets stramme organisation vil de individuelle valg af forelæsninger, øvelser og praktik blive garanteret. 
Studiet påbegyndes med en universitetsdidaktisk indføring, som skal medvirke til at undgå eller i det mindste formindske vanskelighederne ved at gennemføre studiet. Til dette formål vil der blive oprettet små arbejdsgrupper, hvor man kan diskutere informationer om almene universitets- og studieproblemer, lokale universitetsproblemer, enkelte fagog specialretninger såvel som felter indenfor de forskellige stillinger. Under denne orienteringsfase i begyndelsen af studiet modtager den studerende officer yderligere indblik og første indøvelse i, hvorledes man betjener sig af videnskabelige typiske metoder, arbejdsanvisninger, teknikker og hjælpemidler. Vejledning og hjælp er til rådighed for den studerende officer under hele studiet. Studiets afslutning ved Forbundsværnets universiteter giver en universitetseksamen, som retter sig efter de til enhver tid gældende landdagslove.
Forbundsværnets universitetsd iplom vil ækvivalere tilsvarende eksaminer ved andre videnskabelige universiteter. Et senere videregående studium - for linieofficerer måske inden for rammerne af videreuddannelses- trin C eller for officerer på tid efter udløbet af deres kontraksperiode - med det mål at give yderligere videnskabelige kvalifikationer, som f. eks. doktorgraden, vil være mulig.

II. Grundlaget for studiet.
 
Studiet bliver gennemført på curriculært grundlag. Begrebet og betydningen af ordet curriculum kræver en forklaring. At sætte lighedstegn mellem curriculum og læseplan, som det nu og da gøres i pressen, er forkert og dækker ikke hensigten med curriculumforskning og -revision. I modsætning til de traditionelle læse- og uddannelsesplaner går curricula ud fra klart definerede og dermed kontrolbare undervisnings- og uddannelsesmål. 
Disse bestemmer undervisningsindholdet (»Stoffet«), undervisnings- og læsemetoderne for formidling og tilegnelse, de dertil nødvendige arbejdsteknikker og -materialer såvel som endelige kontrolforanstaltninger til at kontrollere, om undervisningsmålene i praksis virkelig blev nået. Er dette ikke eller kun delvis tilfældet, efterfølges kontrollen straks af en revision, d.v.s. ændring og forbedring af curriculum. Curricula er derfor ikke noget stivnet og statisk, men dynamisk. De er åbne for bestandige prøver og afprøvninger i praksis (»Resultatkontrol«). 
På forbundsværnets universiteter bliver der tilbudt et uddannelses- og samfundsvidenskabeligt ledet fagstudium i følgende fagretninger:
Pædagogik
med specialer
  • voksenuddannelse
  • faguddannelse
  • socialpædagogik
     
Virksomheds - og organisationsvidenskab
med specialer 
  • virksomhedsteori
  • organisationsteori

Informatik

Luft - og rumfartsteknik

Maskinkontruktion
med specialer

  • skibsmaskinbygning
  • køretøjs teknik

Elektroteknik
med specialer

  • elektrisk energiteknik
  • radioteknik

Bygningsingeniørtjeneste
med opmålingstjeneste

Ligesom curriculum, der så nøjagtigt som muligt skal beskrive uddannelsesmålene, således skal også fag ov erg rib ende almene uddannelsesmål som f. eks. kreativitet, evne til at kommunikere etc. fastlægges og bibringes den studerende under forløbet af de uddannelses- og samfundsvidenskabelige vejledninger, som finder sted inden for de forskellige fagstudier. Begyndende med orienteringsfasen, så vil studenten her blive bibragt den kundskab, indsigt og adfærd, der gør ham i stand til at forstå og beherske den øjeblikkelige studiesituation i fagovergribende betydning. Endvidere opnår han erfaring i sociale processer, i hvilke han selv er medinddraget. Uddannelses- og samfundsvidenskabelig vejledning som formidler af fagovergribende kvalifikationer er samtidig studie- og fagbetonet — teori og anvendelse. Den uddannelses-videnskabelige komponent gør det muligt for studenten at beherske sin egen pædagogiske situation og herved endvidere samle almene erfaringer til sin kommende virksomhed som instruktør og lærer. Derudover afdækker den samfundsvidenskabelige vejledning i løbet af studiet problemer på arbejdspladsen, idet der henvises til de samfundsmæssige behov, der kan udledes ved gennemførelsen af de enkelte fagstudier.
 

III. Fagretninger.

1. Pædagogik.
Ved fastlæggelsen af studiemål og udvikling af curriculum for fagområde pædagogik var to hovedsynspunkter afgørende: Det pædagogiske studiums hensyn til det militære og civile arbejdsmarked og differentiering med studiets tyngde lagt på voksenuddannelse, socialpædagogik, virksomheds- og faglig uddannelsesvæsen. Med dette som udgangspunkt vil den studerende blive i stand til med videnskabelig erkendelse at kunne overskue lære- og indlæringsprocesser i videste forstand, ligesom han skal kunne forfølge og forstå den videre udvikling på dette område. Videre skal han erhverve sig kritisk forståelse af kulturelle, samfundsmæssige og politiske sammenhænges indvirkning på undervisning og uddannelse, og endelig kvalificeres han til egenhændigt at kunne medvirke ved revision af uddannelsesprogrammer med tyngde indenfor det valgte studieområde. Forbundsværnet fremviser et mangesidet område indenfor det pædagogiske felt: den uddannede officer skal planlægge, organisere, gennemføre og kontrollere uddannelsesforløb, han må kunne erkende adfærdsforstyrrelser og må kunne afhjælpe vanskeligheder ved at kunne lære, thi han står altid over for de komplicerede problemer, der er forbundet med at skulle lede. Til at overvinde disse vanskeligheder kan han i stedet for at skulle anvende et skematisk undervisningsmiddelkatalog tage videnskabeligt begrundede forholdsregler i anvendelse. 
Endelig skal han være i stand til selvstændigt at tilføre pædagogiske spørgsmål til undervisningsvidenskaben fra sin praktiske tjeneste som officer. Han skal kunne »tage« resultater fra lovende undersøgelser og omsætte disse i praksis. 
Efter sin udtræden af Forbundsværnet har officeren, afhængig af det speciale han har valgt, talrige ansættelsesmuligheder i det civile samfund. Pædagogen med speciale voksenundervisning vil kune få beskæftigelse i voksenundervisningsinstitutioner såsom folkehøjskoler, akademier, uddannelsescentre for kirke, fagforbund og foreninger, hvor han vil blive stillet over for opgaver indenfor områderne planlægning, forvaltning, ledelse og samarbejde med tillidsmænd og lign.
Den socialpædagogisk uddannede officer vil først og fremmest kunne påtage sig funktioner indenfor social- og samfundsvæsenet. Han vil her kunne arbejde med opgaver indenfor det offentlige, faglige foreninger, fagforeninger og virksomheder af forskellig art eller ved uddannelse inden for socialforsorgen. 
Pædagogen med speciale virksomhedspædagogik kan varetage uddannelses« og undervisningsopgaver i virksomheder og industriforbund. Han kan arbejde som uddannelses- og fagkonsulent eller beskæftige sig med planlægning, organisation og forvaltning af faglige grund-, videre- og efteruddannelser. 
Studiet inddeles i to afsnit. Grundstudiet i første og andet studieår meddeler først og fremmest sådanne kundskaber og færdigheder, som danner grundlaget for enhver pædagogisk virksomhed. Emner og delområder meddeles i kronologisk rækkefølge: Pædagogikkens grundbegre« ber, indføring i psykologi, sociologi og statistik, videnskabelig teoretisk pædagogisk udvikling, hukommelse, tænkning, indlæring, motivation pædagogikkens historie, samfund og opdragelse, udviklingspsykologiens udvikling, socialitet, gruppeprocesser, skolesystemer samt didaktisk teori. Ved afslutningen af grundstudiet skal der inden for rammerne af en eksamen præsteres dokumentation for erhvervede kundskaber og færdigheder i almen pædagogik, didaktik samt et selvvalgt fag. Derefter forberedes et speciale - voksenuddannelse, virksomhedspædagogik eller socialpædagogik - på et specialområde indenfor den efterfølgende praktiske tjeneste.
For at kunne erhverve diplom skal den studerende udarbejde et videnskabeligt arbejde (Diplomarbejde) indenfor det valgte speciale, ligesom han skal bestå en eksamen.
2. Virksomheds - og organisationsvidenskab.
Studiet af virksomheds- og organisationsvidenskab skal give den studerende de kundskaber og færdigheder, som kræves indenfor de organisatoriske, samfunds- og forvaltningsmæssige områder. Det betinger først og fremmest helt enkelt den teoretiske og praktiske beherskelse af metoder og fremgangsmåder, som:
  • skal anvendes ved udnyttelsen og indsatsen af personel, finanser og materiel og
  • kan bruges ved planlægningen og udformningen af informations- og beslutningsprocesser i organisationer såvel som i infrastrukturplaner. 

Anvendelsen af disse teknikker kræver yderligere duelighed til at kunne analysere og vurdere foreliggende situationer, som skal iagttages ved løsning af opgaver. Det sætter viden over sociale, økonomiske og tekniske betingelser såvel som over ens eget arbejdsområde samt også det almene samfund og forvaltningen.
Denne kunnen og nødvendige kundskab opnås kun i begrænset omfang ved alene at gennemføre et studium inden for én af disciplinerne nationaløkonomi, driftsøkonomi og forvaltningsvidenskab. Curriculum for virksomheds- og organisationesvidenskab omfatter derfor de dele af nævnte vidensområder, som især er egnet til som uddannelsesområde for virkefelterne forsvar, samfund og forvaltning at kunne føre til et helt nyt begreb.
Inden for forbundsværnet skal den inden for fagområderne virksomheds- og organisationsvidenskab uddannede officer varetage økonomiske, forvaltende og organisatoriske tjenester. Han vil blive anvendt i stabsfunktioner og som fører især af forsyningsenheder. Stabsfunktionerne, d.v.s. planlæggende og koordinerende opgaver drejer sig særligt om områderne personel, materielforvaltning, logistik på forberedelsen af uddannelsesplaner samt generelt på mellem- og langfristede overordnet planlægning inden for forsvaret.
For den officer, der forlader forbundsværnet, åbner der sig først og fremmest muligheder i det private erhvervsliv inden for områderne personaleledelse, materielforvaltning, regnskabsvæsen samt virksomhedsorganisation. De opgaver, der stilles indenfor disse områder, omfatter udvikling og anvendelse af personale, anskaffelse og indsats af produktionsmidler, organisering og planlægning af produktion og afsætning, problemer inden for regnskabsvæsen og virksomhedsorganisation. 
Disse officerer kan også i begrænset omfang ansættes i den offentlige forvaltning og i alment økonomisk orienterede offentlige forvaltningsgrene som funktionærer eller embedsmænd (idet ansættelsen foretages af en uafhængig personalekomité, der vurderer på grundlag af enkeltpræstationer). Desuden tilstræbes det, at give dimittenderne med fagretning virksomheds- og organisationsvidenskab forudsætninger for at kunne overtage særlige tjenester som embedsmænd i den offentlige forvaltning. 
I den offentlige forvaltningssektor tilbyder der sig først og fremmest muligheder for den officer, der forlader forsvaret, muligheder inden for personaleplanlægning, i materiel- og finansmiddelforvaltning, inden for det almene organisatoriske område såvel som i planlægningen af infrastrukturforanstaltninger. 
I grundstudiets første og andet studieår bliver de studerende uanset studieområde bibragt samme viden. Groft inddelt drejer det sig her om følgende vidensområder:

  • Metode- og proceskundskab (matematik og statistik; empirisk statistisk undersøgelseskundskab, planlægningskundskab, drifts- og offentligt regnskabsvæsen, elektronisk databehandling, operationsanalyse, virksomhedsorganisation).
  • Kundskab i de teorier som belyser den videnskabelige baggrund for den praktiske anvendelse (organisationssociologi, socialpsykologi, system- og beslutningsteori, retslære og forvaltningslære, civil- og handelsret, forvaltningsret, stats- og samfundsteori, offentlige opgaver og statsudgifter, samfunds- og socialstruktur, penge-kredit-valuta, beskæftigelse-konjunktur-vækst, indkomstfordeling, erhvervs- og selskabspolitik) .
  • Kundskab til det nyeste indenfor særlige dele af virksomhedsområder (produktion og omkostninger, investering og finansiering, personale* og lønpolitik, materieløkonomi og logistik, marketing og distribution, forvaltningsorganisation og -ret, stats- og finansorganisation og -ret). 

 

Efter at have bestået eksamen i grundstudiet specialiserer studenten sig i tredie og sidste studieår i et af specialerne »økonomi« eller »forvaltning« og udfærdiger indenfor sit område diplomarbejdet, som udgør en del af diplomeksamen. I den forelæsningsfri tid mellem studieårene skal der præsteres praktik i tre måneder, som har til formål at give praktiske erfaringer indenfor de omtalte virkeområder.
3. Maskinkonstruktion
Den almene maskinkonstruktion omfatter i princippet alle teknikkens opgaveområder, som ikke specifikt er af elektroteknisk eller byggeteknisk art. Da det ikke er muligt at uddanne til alle disse opgaver samtidigt, lægges tyngden ved uddannelsen ved forbundsvæmets universiteter inden for områderne motorkøretøjs- og redskabsteknik samt skibsmaskinteknik (som speciale inden for området maskinkonstruktion).
Målet er at kunne erkende og forstå sammenhænge, forløb og forstyrrelser i komplicerede tekniske apparaturer samt at kunne beherske regulerings- og styremekanismer. Dette skal gøre maskinbygningsingeniøren i stand til 
 
  • at finde løsninger på tekniske problemer ved hjælp af naturvidenskabelig erkendelse og tekniske fremgangsmåder,
  • at finde løsninger og realisere disse på optimal måde under hensyntagen til de til enhver tid foreliggende teknologiske, økonomiske og samfundsmæssige betingelser,
  • at gøre en teknisk virksomhed funktionsduelig, at lede den og vedligeholde dens funktionsvirksomhed. 

Derfor skal maskinbygningsingeniøren under studiet ikke blot specialisere sig i de på den tid anvendte apparater, maskiner og køretøjer; langt mere skal han kunne beherske de grundlæggende metodiske kundskaber og aspekter for at kunne bevare den nødvendige fleksibilitet, når teknologiske ændringer måtte opstå. 
I forbundsværnet er der stort behov for maskinbygningsingeniører. Behovet er inden for områderne planlægning og vedligeholdelse ved tekniske enheder. Konstruktionsopgaver vil kun i mindre omfang komme på tale. Uden for forsvaret er der anvendelsesmuligheder i erhvervsforetagender og inden for industrigrene såvel som der, efter passende videreuddannelser er muligheder i tekniske uddannelses- og forvaltningsvæsener samt ved planlægning og ledelse af tekniske storprojekter. 
Studiet begynder (efter orienteringsfasen) i første studieår med de naturvidenskabelige grundfag: matematik, fysik og de tekniske grundfag: teknisk mekanik, materialelære, teknisk tegning, maskinlære og maskin- elementer samt konstruktionslære. Dertil kommer grundlæggende kundskab til elektroteknik og virksomhedslære såvel som elektronisk databehandling. 
Derover bygges i andet og tredie studieår den almene maskinkonstruk- tions kernefag: termodynamik, strømningslære, strømmaskiner, stempelmaskiner, styre- og reguleringsteknik, måleteknik, drivteknik, motorkøre- tøjsteknik og produktionsteknik. 
Tredie studieår påregnes at medgå til specialisering og udarbejdelse af et diplomarbejde.

4. Elektroteknik.
Elektroingeniøren skal forstå elektromagnetiske processer af almen art og kunne anvende disse til teknisk formål. Hans opgaveområder er elektrisk energiteknik, d.v.s. større anlægs forsyning med elektrisk energi, omformningen af elektriske energiformer såvel som radioteknik, d.v.s. sending, overførsel og modtagelse af meddelelser og deres bearbejdning til menneskelig iagttagelse.
På grund af det store udbud af studiemuligheder, der findes ved tyske højskoler og universiteter inden for elektroteknikken, er det nødvendigt at foretage en indskrænkning. Thi beskæftigelsesområdet indenfor elektroteknikken er så omfattende, at den enkelte elektroingeniør må specialisere sig; i forbundsvæmet, som jo ikke selv fremstiller elektriske anlæg og udstyr, først og fremmest med henblik på at blive anvendt i be- driftsledelsen og planlægningen. 
I forbundsvæmet vil elektroingeniøren blive anvendt som teknisk officer efter de enkelte forsvarsgrenes behov i ledelsen af elektrotekniske og elektriske systemer, f. eks. indenfor radarområdet, flysikkerhedstjenesten, i elektronisk krigsførelse, i informations- og dataforarbejdning, i telekommunikation, i energiforsyning, som kompagnichefer for tekniske enheder og som lærer ved tekniske skoler. 
Ser man bort fra mindre militære særpræg, er virksomheden i forbundsvæmet netop i fagretning elektroteknik fuld sammenlignelig med det tilsvarende i det civile liv. Officeren på tidskontrakt med studiet elektroteknik behøver derfor ikke at belave sig på at møde vanskeligheder for at kunne omstille sig til en civil stilling, som svarer til hans uddannelse, speciale og faglige anvendelse inden for forbundsvæmet. Han kan blive anvendt som diplomingeniør inden for forskning, udvikling, produktion, forsøg og kontrol af elektriske og elektroniske udstyr og anlæg inden for sit uddannelsesområde, i ledelsen af elektroniske virksomheder, samt inden for salg af elektrisk udstyr og anlæg. 
Grundstudiet begynder tyngdemæssig med de grundlæggende fag som matematik, fysik, kemi og materialelære, mekanik og konstruktionslære, databehandling. Det bliver så udvidet med ingeniørvidenskabelige fag med elektroteknik og måleteknik som grundlag. 
Efter det andet studieår følger opdelingen i studieretningerne elektrisk energiteknik og radioteknik. Til elektrisk energiteknik hører først og fremmest højspændingsteknik, produktionsteknik, reguleringsteknik, energitekniske apparater og elektriske maskiner; de til radioteknikken hørende systemer og diagrammer der vedr. transmission, højfrekvens- og mikrobølgeteknik, teoretisk elektroteknik samt reguleringsteknik og elektronik. Ved dette anvendelsesorienterede studium har erhvervelsen af praktisk færdighed og kundskab, der opnås ved industripraktik og laboratorieøvelser, særlig betydning. Diplomarbejde og -eksamen danner afslutningen på studiet.

5. Informatik.
Henset til den voksende betydning af automatisk databehandling i erhvervslivet, forvaltningen og forsvaret, og p.gr.a. det specifikke behov i forbundsværnet er det nødvendigt at undervise i anvendelsesorienteret informatik ved forbundsværnets universiteter. Herved kan allerede eksisterende civile studieretninger integreres i de militære universiteters. Udover den teoretiske information kan studiet især adskilles i to studieretninger: ingeniørinformatik og erhvervs- og økonomiinformatik.
Virkefelter inden for forsvaret er f. eks. områder som materielforvaltning og personelplanlægning. Fremtidige virkefelter må ses i sammenhæng med de forventede informations-, planlægnings- og managementsystemer samt de projekterede command- and controlsystems. Under alle omstændigheder skal en således uddannet »informatiker« være anvendelig i såvel militært som civilt regie, ved at medvirke i udviklingen af nye anvendelsesområder for EDB-anlæg og gennem sin viden om de muligheder og begrænsninger sådanne anlæg har såvel som deres indsats for at fremskynde udviklingen af adækvate problemløsninger. 
Kendetegnende for den anvendelsesorienterede »informatiker« er, at han i samarbejde med andre fagfolk ved hjælp af matematisk viden kan analysere problemer og finde frem til løsninger på disse, hvorved han kan beskrive de øjeblikkelige konsekvenser og påvise de mulige vekselvirkninger, der vil være i situationen. På grund af lignende opgaver indenfor vide kredse af det civile liv og i forbindelse med, at der dér endnu slet ikke er tilstrækkeligt med kvalificerede »informatikere«, er de civile anvendelsesmuligheder sikrede. 
I første studieafsnit skal der formidles kundskab til det matematiske og fysisk-tekniske grundlag samt til almen og speciel komputerteknik, således at studenten er i stand til på sagkyndig måde at kommunikere og samarbejde med program- og systemudviklingseksperten.
I andet studieafsnit står den eksakte fastlæggelse af informationsbehov, fremskaffelsen af informationer, disses bearbejdelse og omsætning til en beslutningstagen i forgrunden. Yderligere skal der meddeles kundskab til moderne planlægnings- og organisationsprocesser. Diplomarbejdet og -eksamen finder sted i slutningen af andet studieafsnit.
 

6. Luft - og rumfartsteknik.
Ingeniøren indenfor luft- og rumfartsteknik arbejder med flyvende systemer, d.v.s. med flymateriel og det dertil hørende nødvendige tekniske apparatur for så vidt angår drift og vedligeholdelse. Han anvender hertil naturvidenskabelig viden og tekniske processer inden for rammerne af de givne samfundsmæssige og økonomiske betingelser. Herved bliver han hovedsagelig anvendelig inden for områderne planlægning, realisering, drift og indsats. Inden for planlægning foretages der en analyse af et projekts muligheder for at kunne gennemføres, dets definitioner klarlægges og der fremstilles en prototype. Til realiseringen hører produktionsforberedelse, materialeanskaffelser, færdiggørelse, kontrol og prøve. Ved drift og indsats forstår man start, flyvning og landing, vedligeholdelses af flymateriel og driften af hjælpe- og jordmateriel. 
I forbundsvæmet er behovet for luft- og rumfartsteknikingeniører størst inden for flyvevåbnet og i mindre grad indenfor de to andre væm (hær- og marineflyvere). De vil blive anvendt: i den tekniske tjeneste til vedligeholdelse og reparation af flyt eknisk udstyr, i stabe ved planlægning, ved indføring og afprøvning af flyt ekniske systemer, i logistiktjenesten til materielanskaffelser såvel som til transport og forsyningstjeneste af flyteknisk udstyr og dertil hørende reservedele, på tekniske skoler som lærere, i flyvende tjeneste som flyingeniører og i sjældne tilfælde som testpiloter samt som specialist ved de med raketter forsynede dele af luftværnsartilleriet. 
I det civile anvendelsesområde gives der lignende opgaver i civilluftfarten, medens de industrielle arbejdspladser fortrinsvis kan tilbyde arbejde i konstruktions- og færdiggørelsesfasen. Her finder ingeniører for luft- og rumfartsteknik opgaver inden for udvikling, konstruktion og færdiggørelse af fastvingefly og helikoptere, ved styre- og navigationssystemer og hydrauliske anlæg samt rumlegemer (satelitter og sonder) og deres bæresystemer.
I det første studieår undervises der i de natur- og ingeniørvidenskabelige grundfag (jf. fagområde maskinkonstruktion).
Derpå indbygges i andet og tredie studieår de specielle luft- og rum- fartstekniske fag: strømningsteknik, aero dynamik, hydraulik, luft- og rumfartsdrift og -teknik, jordudstyr, raketteknik og positionssystemer. En række fag som elektronisk databehandling, regulerings- og styreteknik, måleteknik, materialelære og elektronik gives sammen med de, der uddannes til maskiningeniører. I den forelæsningsfri tid mellem studieårene forventes der at blive indlagt 16 ugers værkstedspraktik. 
Under studiet gives en del af uddannelsestilbudet i form af laboratorieøvelser med henblik på at lære studenten at arbejde selvstændigt og for at give ham en holdning over for problemløsninger. Studiets afslutning sker som ved de andre fag med udfærdigelse af et diplomarbejde som et led i diplomeksamen.
7. Bygningsingeniørvæsen

Bygningsingeniøren er i almindelighed beskæftiget inden for områderne planlægning (bearbejdning af vandbygnings-, trafik- og byplansprojekter), konstruktion (statistiske beregninger og dimensionering af de forskellige byggematerialer som træ, stål, jernbeton, jord), udførelse (bygningsværkers fremstilling) og drift (igangsættelse, vedligeholdelse og kontrol) af bygningsværkssystemer, enkelte bygningsværker eller i uddannelsen. I tiltagende omfang bliver opgaverne inden for ingeniørvæsenet mere komplekse og kræver for at kunne løses teamwork i grupper, der er sammensat af gruppedisciplinerede personer. Som følge heraf er det nødvendigt for bygningsingeniøren at have kundskaber, der rækker udover hans specielle fagviden således, at han i disse grupper på passende måde kan præsentere og påtage sig ansvaret for de af ham foreslåede projekter. 

I Forbundsværnet ligger tyngdepunktet for anvendelse af bygningsingeniører inden for opgaveområderne: pionervæsen (f. eks. vej- og brobygning, pipelines, bortfjemelse af ruiner, udførelse af sprængninger og åbning af adgang til vandreserver), militær infrastruktur (f.eks. troppe- underbringelse, forvaltningsbygninger, skoler, infermerier), militær sær- infrastruktur (f.eks. flypladser, flyraketstillinger, depoter), militærteknik (f.eks. broudstyr, udstyr til pipelines, bygningsmaskiner), militær trafikvæsen samt uddannelse.
Efter at have forladt forsvaret kan ingeniørerne hovedsagelig finde beskæftigelse inden for byggeindustrien (såvel inden for området konstruktion som inden for udførelsesfasen hovedsageligt som byggeleder, henset til stigningen i planlægningsopgaver). Der er også talrige anvendelsesmuligheder ved rådgivende ingeniørfirmaer samt i den offentlige forvaltning. Behovet for bygningsingeniører stiger stadigt. Ikke mindst p.g.a. de nye opgaver, der stadig dukker op (f. eks. trafik- og transportsystemer, varetagelse af opgaver inden for miljøbeskyttelse) findes der særdeles gode beskæftigelsesmuligheder uden for forsvaret.
I det første studieår undervises der i almene natur- og ingeniørvidenskabelige grundfag såsom matematik, fysik, EDB, statik, materialelære, statistik, fremstillingsteknik, byggekonstruktion, trafikledelse. 
I det andet studieår følger yderligere grundfag som hydraulik og grundlæggende mekanik suppleret gennem anvendelsesfag som vandbygning, vejbygning, massivbygning, jord- og grundbygning, byggedrift. Som spe* cialer i andet studieafsnit er der planlæning, konstruktion, udførelse og drift. Under studiet indgår der praktik på byggepladser (sammenlagt i 3 mdr.), som står i direkte relation til studiet og som bliver planlagt og ledet i samarbejde med universitetet og firmaer. 
Yderligere suppleres undervisningen med passende laboratories og markøvelser. Studiets afslutning udgøres af et diplomarbejde og diplomeksamen.
8. Opmålingsvæsen
Opmålingsingeniørens virkefelt lader sig opdele i tre store opgaveområder, som ganske vist hver for sig udviser sin typiske opgaveart, men som alligevel på visse områder er stærkt knyttet til hinanden.
  • de mangeartede opmålinger, der rækker fra de udstrakte målinger i jord- og landskabsmålinger over mark- og matrikelopmålinger til de ofte højst interessante målinger i højden og dybden (for bygninger) samt tekniske målinger af maskiner,
  • som omfatter det kortmateriale, der er opbygget på grundlag af op- målingsresultater og andre kilder, som igen omfatter udkast til og udformning af topografiske og thematiske kort og deres revision og mangfoldiggørelse,
  • samt medvirkende ved de forskellige projekter som f. eks. tilvejebringelse af planlæ gningsbidrag i form af kort, planer og optagelser over samarbejde i den egentlige planlægningsfase og gennemførelse af opmålingstekniske arbejder i løbet af byggetiden lige til den ejen- domsrctslige overdragelse efter byggeprojektets afslutning. 

I hæren vil der først og fremmest være behov for opmålingsingeniører i artilleriet, men også inden for marinen og luftvåbnet er der behov for opmålingsingeniører til løsning af måletekniske og navigatoriske problemer og opgaver. 
Det klassiske civile virkefelt findes ved den offentlige forvaltning indenfor dens opmålings-, matrikel- og kulturkontorer. Desuden findes der store opgaveområder inden for forbundsstaternes trafikforvaltning, ved statsbanen og ved store byggefirmaer. Endelig er der mulighed for at arbejde som selvstændig opmålingsingeniør. 
I det andet studieår følger den undervisning, som giver den fagspecifikke viden (kartografi, markmåling, ingeniørmåling, planlæ gningsret, jordpolitik), der sætter studenten i stand til at løse de problemer, som lian stilles overfor på forskellige områder inden for opmålingsvæsenet (jordmåling, landopmåling, byggeledelsesplanlægning, markberegning). I studiet bliver der indlagt en individuel praktikperiode. Dette forudsætter, at dets gennemførelse ledes af universitetet. Praktikperioden bliver gennemført som en hovedopmålingsøvelse af ca. to ugers varighed samt ved regelmæssige markøvelser, der har direkte relation til den undervisning, der gennemføres.
Afslutningen af studiet er et diplomarbejde med dertil hørende diplomeksamen.

E. Schollert

PDF med originaludgave med Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidskrift_103_aargang_feb.pdf

 

 
 

 

 
 
 
 

 

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.