Det modne demokrati under langvarige, begrænsede fjernkrige

Brigadegeneral Michael H. Clemmesen, Center for Militærhistorie, Forsvarsakademiet. 

 

Indledning

Moderne teori om oprørskrig tager sit udgangspunkt i Mao Zedongs skrifter fra 1930’erne om langvarig og revolutionær krig. Som leder af det kinesiske kommunistparti vandt han i slutningen af 1940’erne den kvarte århundrede lange oprørskrig mod det regerende nationalistparti. Det skete på trods af amerikansk støtte til regeringen. I både de samtidige skrifter og i kampagner i årtierne efter sejren gennemførte han og det kinesiske kommunistparti en succesrig misinformationskampagne. Den kontrollerede og fordrejede historien om, hvad der skete. Sejren og den redigerede, attraktive historie om denne, sikrede tyve år senere en næsten bibelsk udbredelse og status af hans skrifter.1

Teoriens centrale element er accepten og udnyttelsen af den langvarige krig. En accept der er nødvendigt, fordi oprøreren indledningsvis er den svage part. Alle ideer om, at man kan sejre hurtigt, må bekæmpes som urealistiske og derfor farlige. De udstrakte lidelser, som er en følge af krigens varighed og krigsførelsens totale karakter, må imødegås med effektiv kontrol - med alle midler - af egne kadrer samt af befolkningen i de områder, man dominerer. Accepten af den langvarige krig skaber handlefrihed til strategisk, operativ og taktisk opportunisme. Man skal med alle midler undergrave regeringens magt, hvor den er svagest, gennem terror mod alle dens repræsentanter og sympatisører, såsom lokale ledere, lærere, dommere og politi. Denne terror præsenteres udadtil som nødvendig revolutionær indsats mod fjender, forrædere og udbyttere, og for ære, frihed og velstand. Den målrettede terror skaber tid og rum til at skabe ’befriede områder’, der kan anvendes som baser for rekruttering og opstilling af yderligere enheder samt som kilder til forsyninger. Regeringen kan ikke svare med modterror uden at undergrave både sin rolle som den lovlige magt og støtten fra udlandet, og når den som reaktion på ødelæggelsen af de lokale kadrer svarer med opfattende militære ’rensnings’-operationer, trækker oprørerne sig væk, idet de dog stadig noterer sig, hvem der nu træder frem af sympati eller opportunisme og støtter regeringen. Når regeringsstyrkerne bevæger sig til næste problemområde, kan man udrydde disse personer på en måde, der effektivt afskrækker alle andre. 

Den militære modstand, der ydes mod regeringens rensningsoperationer, præsenteres som forsvar af lokalbefolkningen, som man samtidig sørger for rammes af regeringsstyrkernes overlegne ildkraft. Budskabet til folket er, at uanset, hvor usympatisk oprørerne er, vil det være dem, der kontrollerer fremtiden. Regeringen kan kun vende tilbage i korte perioder, og herunder vil dens indsats ødelægge mere end hjælpe. Den langvarige krig giver mulighed for – opportunistisk og midlertidigt – at støtte mål, som kan fremme oprørernes kampagne. I Maos som i mange senere tilfælde var dette mål en landreform, der skulle fordele jorden mere ligeligt. Efter den japanske invasion i 1937 adopterede kommunistpartiet forsvaret af fædrelandet som en ny, officiel ramme for kampen. Under dække af disse retfærdige og patriotiske mål kunne man fortsætte krigen mod regeringen og skaffe sig kontrol over stadig større dele af landet. Samtidig kunne man i udlandet præsentere regeringens reaktioner mod kommunisternes erobring af områder bag fronten mod japanerne som forsøg på at undergrave den samlede indsats mod den ydre fjende. 

Gennem den succesrige misinformation - primært rettet mod den amerikanske opinion - fik man undergravet støtten til regeringen og øget sympatien med egen indsats. Under hele forløbet sikrede Mao sig diskret, men massiv støtte fra Sovjetunionen, hvor Stalin kun kunne føle fællesskab med den yngre kinesers revolutionære hensynsløshed. Efter Sovjetunionen i krigen mod Japans sidste fase erobrede Manchuriet i en lynkrigsoffensiv kunne Mao fra de store dele af landet, man i de foregående år havde erobret fra regeringen i ly og påskud af krigen mod japanerne, starte oprørskrigens sidste, strategisk offensive fase. Det varede flere årtier, før dele af den vestlige opinion blev moden til at forstå i hvilken grad, man var blevet ført bag lyset af den vellykkede misinformationskampagne, der blev gennemført via velmenende dele af den vestlige presse. 

Allerede før den endelige kommunistiske sejr i Kina fulgte de første oprør i Asien mod de europæiske kolonimagter. De blev ledet af lokale kommunister, der var inspireret af det kinesiske eksempel. I 1946 startede kampen mod det franske kolonistyre i Indokina og to år senere fulgte oprøret mod briterne i Malaya. Disse to oprørskrige danner sammen med kampagnen for at fastholde Algeriet som en del af Frankrig grundlaget for den klassiske teori om, hvorledes et demokrati kan nedkæmpe et oprør. 

Det modne demokrati og krigen 

I et essay, der er under publikation i Militært Tidsskrifts svenske søsterpublikation2, har jeg søgt at fremdrage de rammer, som i løbet af 20. Århundrede er dannet for de modne demokratiers syn på egen krigsførelse. I artiklen beskrives, hvordan 1. Verdenskrig fik en afgørende betydning for både krigsførende og neutrale europæiske demokratiers udvikling og forhold til krige. Det var denne krigs uventede, stadig mere totale, pres, der sikrede modning af statsapparatets forskelle elementers forhold til befolkning, presse og krigsførelsen. Det gjaldt rollerne for monarken3, regeringen (herunder ministrene for de militære ministerier), parlamentet samt de militære og stadig mere omfattende og magtfulde civile bureaukratier. Krigen sikrede den afklaring af magtfordelingen, som derefter kom til at blive set som selvfølgelig i de europæiske parlamentariske demokratier. En demokratisk ansvarlig regering må - som minimum bagefter - kunne forklare og forsvare sin optræden i krig overfor landets borgere. 

Den efterfølgende diskussion vil tage udgangspunkt i Stig Försters fire dimensioner for totalkrigen: Totale krigsmål, totale krigsmetoder, total mobilisering af landets resurser og total kontrol med befolkningen.4 Dimensionerne er nyttige for afklaringen af rammerne for modne demokratiers krigsforberedelser og krigsførelse. 

Man kan sammenfatte demokratiernes reaktion på det voksende pres fra 1. Verdenskrigs stadig mere totale krigsførelse således: 

1) Behovet for overordnet og indgribende civil-politisk kontrol af alle dele af statens indsats i krigsførelsen blev klarlagt. Den næsten autonome position, som ikke mindst hærcheferne havde set som naturlig og nødvendig i krigens første år, mistede de i løbet af krigens sidste halvdel. 

2) Enhedsledelsen af hele statens indsats i et givet geografisk område, overgik efterhånden fra militært til civilt ansvar. Selvom lederen fortsat kunne være i uniform, blev han nu direkte underlagt landets politiske, civile ledelse. 

3) Den nødvendige dybdemobilisering af samfundsresurser bag krigsindsatsen - henholdsvis de neutrale samfunds forsvarsindsats og overlevelse - organiseredes efterhånden i formelle samarbejds- og koordinationsstrukturer, der sikrede indflydelse og engagement af alle væsentlige grupper i samfundet.

4) For at mindske risikoen for sociale uroligheder som reaktion på krigens pres, blev behovet for at opretholde en social kontrakt klart, det skulle sikres, at alle bar belastningen efter evne, dvs. tilstræbt retfærdigt. Behovet for en retfærdig fordeling af byrderne blev ikke mindst klart ved begivenhederne i Rusland i 1917.

5) Den offentlige reaktion på begivenhederne kunne til stadighed rummes i en i hovedsagen selvdisciplinerende presse og i en fortsat bevaret demokratisk politisk proces. 

Sejrherrerne i Verdenskrigen satsede fra 1918 på at undgå fremtidige krige gennem reform af det internationale system med Folkenes Forbund som rammen for kollektiv sikkerhed. Inden for organisationen forsøgte man senere også at opnå enighed om et afrustningsregime, der kunne mindske risikoen for krig ved at fjerne krigens instrumenter, våbnene. Samtidig planlagde de enkelte lande på grundlag af erfaringerne fra krigen, hvordan man skulle optræde, hvis det ikke lykkedes at hindre fremtidige storkrige. Alle forventede, at en ny storkrig, som den foregående, ville blive optrappet mod det totale. Krigsførelsen ville derfor kræve en omfattende mobilisering af landets befolkning og produktionsapparat. 

I modsætning til under den foregående krig skulle man gennemtænke og fra starten forberede forløbet af en kommende storkrig videnskabeligt, så man med lavest muligt – og tilstræbt retfærdigt - pres på egen befolkning kunne udkæmpe og støtte en langvarig krig. Dette skulle kunne ske, på trods af, at man forventede, at krigen ville bliver endnu værre end den foregående pga. udviklingen af luft- og gaskrig. Man skulle sikre, at der ikke - som i 1. Verdenskrig - blev mobiliseret folk til de væbnede styrker, der var afgørende for fortsættelsen af højt prioriteret produktion eller for samfundets nøglefunktioner. Af Försters fire områder - totale krigsmål, totale krigsmetoder, total mobilisering og total kontrol – koncentrerede de demokratiske lande sig om ’total mobilisering’ samt begrænset kontrol med befolkningen. Ganske vist forberedte de demokratiske stormagters stadig mere effektive og langtrækkende flystyrker angreb på en fjendes industri- og befolkningscentrer, men for de politiske ledere forblev formålet med bombeflyene, da den internationale situation igen blev forværret i 1930’erne, at afskrække aggression. I fredstid kunne det i et demokrati kun opfattes som legitimt at true med frygtelig handling, hvis formålet var det ædle at undgå krig. 

Efter Hitlers sejre i sommeren 1940 betød kravet om at vinde krigen, at krigsmål og metoder (med de demokratiske landes brede befolknings accept og tilskyndelse) blev optrappet til at blive stadig mere totale. I den vesteuropæiske del af krigsførelsen, der i modsætning til krigen på Østfronten og kampene i Stillehavet ikke blev påvirket af tidens racistiske holdninger i Tyskland henholdsvis de angelsaksiske lande, blev målet at fjerne hovedfjenderne Tyskland og Japans ledergrupper og politiske systemer. Det var lederne og deres magtapparater, der havde startet krigen og givet denne sin karakter. Derudover skulle krigsførelsen ødelægge fjendens militære styrker og alle dele af Tysklands og Japans krigsøkonomi. Krigsmetoderne blev dog i praksis optrappet mod at være stadig mere totale, og blev rettet mod den fjendtlige befolkning, ikke mindst fordi den tids teknologi gjorde det vanskeligt om natten at finde og ramme mål, der var mindre end storbyernes boligområder. Allerede under krigen måtte flyvevåbnene undskylde og begrunde bombardementerne som den eneste måde, hvorpå man kunne ramme den fjendens krigsproduktion og hans vilje til at fortsætte krigen. Efter krigen blev de dele af luftkrigen, som i den efterfølgende analyse viste sig kun at have haft en meget begrænset positiv effekt, kritiseret hårdt pga. af de derfor unødvendige lidelser, de havde påført fjendens befolkning. 

Man kan – ud over en gentagelse af de tidligere reaktioner fra 1. Verdenskrig - sammenfatte demokratiernes reaktion på erfaringerne fra 2. verdenskrig således:

1) Forberedelse af totalkrigen kunne i fredstid kun omfatte forberedelserne af den totale mobilisering.

2) Selv om man så sig tvunget til at optrappe mod totale krigsmetoder og total kontrol fandtes stadig en – underliggende - dårlig samvittighed, der specielt efter konflikten var endt førte til offentlig selvransagelse og selvkritik.

3) Man var enige om, at krigen mod fjendens befolkning ophørte i takt med, at denne kom under ens kontrol. Demokratiet følte sig forpligtiget til straks at hjælpe, reformere og genopbygge de besejrede lande. 

Demokratiske stater i begrænsede, men langvarige, fjernkrige 1948-62

Samtidig med den totale udfordring fra Sovjetunionen i Europa blev de europæiske demokratiske kolonimagter udsat for selvstændighedspres og oprør i deres oversøiske områder. De fleste steder blev tilbagetrækningen gennemført uden, at kolonimagten måtte gå i krig for at påvirke den tidligere kolonis fremtidige status. To af eksemplerne på det modsatte var Storbritanniens krig mod oprøret i Malaya 1948-60 og Frankrigs krig for at bevare kontrollen over Indokina 1950-54. 

Begge krige krævede en meget betydelig indsats mht. engagementets omfang og varighed, i konflikter med afgrænset mål langt fra moderlandet, i en kamp, der skulle bestemme, hvem der efterfølgende skulle have den politiske magt i området. Regeringens succes i Malaya blev mulig på grund af, at briterne hurtigt både forstod, accepterede og handlede efter, at konflikten ville blive langvarig, og at målet ikke kunne være fortsat britisk kontrol. For at opnå succes, måtte anvendelsen af magtmidler begrænses. Det måtte dels ske af hensyn til den hjemlige intellektuelle og folkelige reaktion, dels på grund af det trods alt begrænsede, politiske engagement i krigsførelsen i moderlandet. I Malaya måtte krigsførelsens karakter også tilpasses, at man skulle opbygge troen hos folket i kolonien på det ønskede afløserregimes evne til ikke alene at vinde ved at slå oprøret ned, men også derefter skabe ro og udvikling. Franskmændene nederlag til oprørerne i først Indokina og senere i Algeriet skyldtes først og fremmest, at hjemlandets befolkning hverken var klar til at acceptere karakter og varighed af den nødvendige militære indsats, eller - som briterne - var klar til kun at søge at påvirke, hvilket lokalt regime, der skulle afløse kolonimagten. 

Demokratierne erkendte under deres indsats mod oprørerne, at der måtte ydes en energisk politisk-militær indsats for at afskære disse fra ekstern hjælp. Det var af mange grunde lettere i Malaya end i Indokina, ikke mindst fordi oprørerne hovedsageligt kom fra den af hovedbefolkningen uglesete kinesiske minoritet. Indsatsen mod oprøret omfattede og inddrog alle relevante styrings- og resurseområder: det civile magtapparat, militære kommandomyndigheder med deres sikkerhedstjeneste, politi med de civile efterretnings- og sikkerhedstjenester, civilforsvar med både entreprenørkapacitet og sygehusvæsen, økonomiske midler og vareforsyningen, arbejdskraften, information og propaganda. 

Konflikten ville blive afgjort, når territoriets lokalbefolknings flertal var blevet endeligt overbevist om hvem, oprørerne eller statsmagten, der både havde legitim ret til magten og kunne levere en hurtig tilbagevenden til rimeligt rolige tilstande. For at kunne overbevise befolkningen måtte alle aktiviteter på både centralt og lokalt niveau, organiseres med meget stor grad af delegering af myndighed og resurser. Staten skulle ses at kunne sikre og forsvare normale tilstande gennem både krigsførelsens effektivitet og i forvaltningen af de områder, den havde og fik kontrol over. Da kampen drejede sig om befolkningens holdninger til fremtiden, skete der under den succesrige indsats i Malaya en stadig bevægelse væk fra traditionelle, mobile militære operationer til effektiv militær kontrol af territoriet med konstant og synlig tilstedeværelse, der gav sikre efterretninger, til effektiv politikontrol videre til normale tilstande. Der skulle opbygges en altid present og direkte civil kontrol af den efterretningsmæssige, militære og politimæssige indsats. Der gennemførtes en fuld, gennemkoordineret mobilisering og indsats af alle lokale resurser, der blev fuldt samordnet med de midler, specielt militært, politimæssigt og sundheds- og infrastrukturopbyggende nøglepersonel som hjemlandet stillede til rådighed. Tiden var også en anden. Opinionen accepterede en brug af tvangsmidler, herunder tidsbegrænset kollektiv økonomisk og social afstraffelse af hele byer, en fremgangsmåde, der i dag næppe ville kunne accepteres af vestlige befolkninger. 

Det var det modne demokratis vilkår under sådanne krige, Gil Merom blotlagde i 2003 i sin ubekvemt overbevisende analyse af Frankrigs krigsførelse i Algeriet og Israels intervention i Libanon i 1982.5 Merom argumenterede, at trekanten medier, magthavere og den uddannede middelklasse interagerer på en måde, der undergraver demokratiets evne til at vinde små krige. Med sin analyse tilføjede han nye, særdeles relevante elementer til de klassiske teorier om oprørsbekæmpelse. Man kan sammenfatte de involverede krigsførende demokratiers reaktion på følgende måde. For det første var der tale om en gentagelse af alle de tidligere erfaringer fra demokratiets krigsførelse, blot i en ny ramme. I den britiske succes i Malaya tog det relativt kort tid, før man opnåede den nødvendige enhedsledelse af alle tiltag samt den nødvendige sociale kontrakt mellem de forskellige dele af den etnisk stærkt delte befolkning. 

Derudover konstaterede man: 

1) At krigsførelsen og dennes mål i hjemlandet skulle kunne præsenteres som retfærdig og rimelig for befolkningen i det omstridte territorium. Det var også eller primært for denne lokale befolknings fremtid, at hjemlandets borgere førte krigen. Man kunne på længere sigt kun opnå hjemlandsbefolkningens støtte til den holdning, som lokalbefolkningens flertals repræsentanter udtrykte. Krigen i Malaya kunne kun ende med nedkæmpelsen af oprøret, fordi den, i modsætning til Frankrigs krig i Indokina, kunne føres for lokalbefolkningens hovedgruppes selvbestemmelse. 

2) At en bevægelse mod totale krigsmetoder i små krige meget hurtigt opfattes som uacceptabel og undergraver hjemlandets befolknings vilje til fortsat krigsførelse. 

Demokratiske stater i begrænsede, langvarige, fjerne interventionskrige i koalition med bl.a. værtsstaten 

Vietnam-, Irak- og Afghanistan-krigene hører alle hjemme i denne kategori. Det amerikanske nederlag i Vietnam hang delvis sammen med, at krigen var en blanding af en forsvarskrig mod nordvietnamesisk invasion og en lokal oprørskrig. På grund af kernevåben-terrorbalancen kombineret med sovjetisk og kinesisk støtte til Nordvietnam, så USA sig ikke fri til at føre denne del af krigen militært effektivt. Også den amerikanske militære kultur bidrog til fiaskoen ved rutinemæssigt at anvende massiv ildkraft, dvs. anvende metoder i krigsførelsen, der hverken var tilpasset oprørskrigens karakter af konkurrence om den sydvietnamesiske befolknings støtte eller det hjemlige demokratis behov for at se og præsentere sig selv som den gode part. 

Der var imidlertid andre forhold, som skabte problemer. Den amerikanske regering valgte at ignorere det forhold, at demokratiets krigsførelse i en betydelig grad forudsætter en social kontrakt, der legitimerer indsatsen og sikrer en retfærdig fordeling af byrderne i hjemlandet. Den amerikanske præsident valgte at føre, hvad man må kalde ’krig light’, en krig med samfundet efterladt som i fredstid, med de soldater, der under denne begrænsning lod sig indkalde. 

Derudover forventer det modne demokrati - som nævnt ovenfor - både, at alle ’instrumenter’ tilstræbes anvendt rationelt og koordineret, og at fjernkrigsførelsen respekterer værtslandets suverænitet. I Vietnam var disse to hensyn modsat rettede. Hvis man respekterede en dominerende, suveræn rolle for den sydvietnamesiske statsledelse, var det umuligt at etablere den helhedsledelse af politiske reformer, opbygning, propaganda, efterretningsvirksomhed, politiindsats og militære operationer, der efter de britiske og franske erfaringer måtte opfattes som nødvendig for at inddæmme og kvæle et væbnet oprør. Bortset fra i de tyndt befolkede stammeområder var det ikke muligt for amerikanerne at komme uden om den sydvietnamesiske regering. Hvis og når man ignorerede værtsregimet eller tvang det til at underkaste sig amerikansk styring, undergravede man det i forvejen korrumperede og lidet repræsentative styres legitimitet endnu mere, så det - i oprørernes propaganda - kunne reduceres til blot at være åbne instrumenter for den amerikanske imperialisme. Det sydvietnamesiske regimes ineffektivitet og korruption i krigens første par år blev en selvstændig faktor i den voksende modstand hjemme i USA og i Europa mod krigsførelsen. Det amerikanske demokrati kunne ikke varigt støtte, at man ofrede tusinder af landets soldaters liv i en ukoordineret, brutal og ødelæggende indsats til støtte for et regime, som ikke rettidigt lod sig reformere til at blive repræsentativt og fortjene de amerikanske ofre. Viljen til at fortsætte krigen blev undergravet i oprørernes effektive indsats i hvad blandt andre den pensionerede, amerikanske marinekorpsoberst Thomas X. Hammes fra midten af 1990’erne har benævnt ’fjerdegenerationskrigsførelse’, en krigsførelse, der direkte retter sig mod verdensopinionen og støtten til krigen i hjemlandet. Hammes kritiserer i sit fire år gamle hovedværk hårdt sit lands tro på tekniske løsninger på militære problemer og dets svigtende evne til at tilpasse sig den nye tids behov.6

Dilemmaet mellem at gennemføre en erfaringsbaseret effektiv oprørsbekæmpelse og tage hensyn til værtsregiments legitimitet genopstod hurtigt efter invasionen af Irak i 2003. I denne konflikt blev situationen forværret af, at det amerikanske forsvarsministerium fornægtede muligheden og relevansen af oprørskrig og i ukorrigeret hybris ikke anvendte så store styrker og så omfattende genopbygningsresurser, at man havde fleksibilitet og resurser til at overtage magten og ansvaret fra Saddam Hussein for statens støtte til befolkningen. Først i de to sidste år har man forsøgt at tilpasse den amerikanske indsats og forholdet til den irakiske regering til behovet. Som under Vietnamkrigen valgte den amerikanske præsident krigsførelse med samfundet i fredstilstand, igen en ’krig light’. Det er stadig et åbent spørgsmål, hvordan konflikten vil ende. I Afghanistan-konflikten genfindes hos de intervenerende demokratier dilemmaet mellem at gennemføre en totalt koordineret indsats af alle resurser og at lade den afghanske regering fremstå som herre i eget land. Som i Vietnam er det vanskeligt i længere tid at præsentere den afghanske regering og ikke mindst dens lokale repræsentanter i kampområderne som værdige - effektive og hæderlige - til at fortjene landenes indsats og vores tab. Alle de tilstedeværende lande har valgt at forsøge ’krig light’- muligheden, og bortset fra USA gennemføres indsatsen uden at denne får væsentlig betydning på indretningen af landets væbnede styrker. Der er endnu hverken sikret en bred social kontrakt i den afghanske befolkning eller gennemført skridt i de støttende demokratier, der kunne gøre et krævende langvarigt engagement sandsynligt. 

Tilmed forværres mulighederne for nødvendige koordinerede indsats yderligere af det strukturelt ureformerede NATO’s manglende evne til at sikre, at alle de tilstedeværende medlemslandes bidrag ydes koordineret, på en fælles situationsopfattelse, rettet mod et opnåeligt mål, som der er enighed om. Organisationens skarpe opdeling i en politisk-bureaukratiskmedieplejende struktur og en professionel militærsfære er anakronistisk og skadelig i forhold til gennemførelsen af en effektiv bekæmpelse af et oprør. 

Samtidig er interventionslandene både med værtslandet Afghanistan og indbyrdes uenige om, hvorledes man håndterer både oprørernes og dele af landets ledelses økonomis afhængighed indtægterne fra opiumproduktionen. Man synes også helt ude af stand til se og håndtere, at konflikten er sammenvævet med pashtuners stræben - nord og syd for grænsen til Pakistan - mod at etablere et samlet Pashtunistan på ruinerne af de to svage stater. Der er ikke engang inden for de enkelte interventionslande sikret den erfaringsmæssigt nødvendige enhedsledelse af al indsats. 

Demokratierne synes ikke at have fundet veje og vilje til: 

a) En effektiv samordning af strategi og resurser mellem og indenfor de intervenerende/støttende stater.

b) En virkningsfuld, men samtidig diskret, måde at få værtslandets myndigheder til at tilpasse deres optræden til, hvad der er nødvendigt for at bevare interventionslandenes befolkningers støtte til krigsførelsen.

c) En formel for ’social kontrakt’ om støtte til langvarig krigsførelse i fjerne lande – dvs. et opgør med fristelsen til at forsøge at opnå succes med ’krig light’. 

Afsluttende bemærkninger

Medens de modne demokratier har udviklet en holdbar vej til at føre og bevare støtten i krige, der truer deres overlevelse, er det et åbent spørgsmål, om de overhovedet er i stand til at mobilisere viljen og evnen til at sejre i langvarige, begrænsede fjernkrige. Det er ikke usandsynligt, at de skridt, der er nødvendige for succes, både overstiger demokratiske landes lederes og myndigheders evne til at optræde uegennyttigt og langsigtet og befolkningernes evne til at bevare støtten til krigsførelsen. Et første skridt til med succes at kunne føre langvarige, små krige er ikke alene at dybdeforstå, men også acceptere de vilkår, som demokratier har for deres krigsførelse.

Fortsatte nederlag i små krige vil hverken fremme en positiv udvikling i demokratierne selv eller den fredelige og retfærdige udvikling i verden, de søger. Dette uanset, om nederlagene skyldes, at demokratier vender ryggen til problemerne (som i Darfur), gennemfører ’symbolkrig light’ ventende på miraklet (som europæiske lande i Afghanistan), eller forsøger sig med beskidt krigsførelse, fordi det i øjeblikket forekommer mindst ubekvemt (som USA i betydelig grad efter 2001). 

Fodnoter

1 Den klassiske opfattelse af Mao og hans lære repræsenteres godt af den af Ole Hyldtoft redigerede samling: Mao Tse-Tung. Guerillakrig og politisk strategi. Udvalgte taler og skrifter. (København, 1966). Af de nye korrigerende arbejder er Jung Chang og Jon Halliday: Mao. The Unknown Story. (London, 2005), er et direkte og hadsk angreb på den klassiske opfattelse, medens Philip Short: Mao. A Life. (London, 1999) giver en nuanceret korrektion. 

2 Det efterfølgende anvender konklusionerne fra artiklen i: Handlingar och Tidskrift nr. 2/2008: Det modne demokrati og krigen. Fra 1. Verdenskrig til Afghanistan.

3 Hvor en sådan fandtes. I demokratiske republikker forblev forholdet mellem præsidenten, regeringen og parlamentet i forhold til udenrigspolitik og forsvar mange steder uafklaret.

4 Se Stig Försters indledende artikel i den af ham redigerede: An der Schwelle zum Totalen Krig. Die militärische Debatte über den Krieg der Zukunft 1919-1939. (Paterborn, 2002). 

5 Gil Merom: How Democracies Lose Small Wars. State:Society, and the Failures of France in Algeria, Israel in Lebanon, and the United States in Vietnam. (Cambridge, 2003). 

6 Se bl.a. Thomas X. Hammes: The Sling and the Stone: On War in the 21st Century. (St. Paul, 2004). 

PDF med originaludgaven hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidsskrift_137.argang_nr.2_2008.pdf

Litteraturliste

Del: