Det lokale forsvars problematik

Det synes efterhånden at være et alment internationalt anerkendt princip at opdele det militære forsvars landkomponent i to store grupper.

Den ene gruppe omfatter de »dyre« styrker, mobile og mekaniserede, som indgår i begrebet en felthær. Den anden gruppe omfatter de »lidt billigere« styrker, der tager sig af mere lokalbestemte opgaver og som vel normalt benævnes det territoriale eller det lokale forsvar. Militære eksperter har altid gjort meget ud af at diskutere felthærens forhold, vel først og fremmest fordi felthæren rummer de kampafgørende styrkeelementer. Det lokale forsvars problematik har ikke helt på samme måde kunnet optage den professionelle soldats tanker.

I forbindelse med den nyere tids totalforsvarstanker og hermed det nødvendige samarbejde mellem de civile og militære komponenter i et lands forsvar er man imidlertid blevet tvunget til i højere grad at beskæftige sig med det lokale forsvar.
Man er imidlertid også blevet tvunget hertil, fordi det har vist sig, at det lokale forsvar under visse omstændigheder har kunnet udvikle kampkoncepter af betydelig modstandskraft. Senest har det socialdemokratiske debatforslag om en ny forsvarsordning konfronteret os med tanker, hvori der lægges uhyre vægt på det lokale forsvar på felthærens bekostning. Det kunne derfor være af værdi at søge at gøre sig det lokale forsvars muligheder lidt mere klart.

Det franske lokalforsvar

For at løsrive en sådan vurdering fra det netop eksisterende system kan det være af betydning at betragte en diskussion om samme problem i et andet land. Her er valgt Frankrig, fordi man der opererer med den samme opdeling af hærstyrker, på den ene side en felthær, tilknyttet »Les Forces de Manoeuvre«, på den anden side det lokale forsvar, tilknyttet »La Defence Operationelle du Territoire«, og fordi en reorganisering af begge styrketyper har givet anledning til tanker om det lokale forsvar, der synes at være af en vis almen interesse. Man må imidlertid selvfølgelig være varsom med direkte at overføre sådanne tanker på andre landes forhold.

Det franske lokale forsvars formulerede målsætning tager sigte på - så vidt muligt i forbindelse med felthærstyrkerne - overalt i territoriet at kunne imødegå fjendtlige styrker, hvadenten sådanne er forlods indplantede, luft- eller sølandsatte eller landværts infiltrerede. Det lokale forsvar må derfor også ses i forbindelse med det totale forsvars civile komponenter. Det snævre samarbejde mellem civil og militær myndighed har stillet krav om en hel parallel territorial civil og militær inddeling. Frankrig er således nu opdelt i 7 civilt/militære regioner, under visse omstændigheder også kaldet forsvarszoner. Hver region har en civil/militær underinddeling, den militære er benævnt Division Militaire (DIVMIL). Ansvarsområdet for en DIVMIL omfatter flere departementer. Der er ialt 21 DIVMIL.

Hver DIVMIL råder over et varieret antal lokalforsvarsenheder organiseret i

  • særlige infanteriregimenter med observationsuddannelse som speciale
  • særlige infanteriregimenter, som uddanner specielle kampatrujefolk (Commandos)
  • lette panservognsregimenter (pansrede hjulkøretøjer med 90 mm kanon)
  • gendarmerienheder
  • føringsenheder.
    Visse af DIVMIL har mulighed for at organisere regimentsenhederne i såkaldte Territorial-Brigader.
    På baggrund af den generelle målsætning og den netop skitserede grundorganisation er der for det lokale forsvar dernæst formuleret 3 opgavetyper:
  • En sikringsopgave
  • En støtteopgave til felthærstyrkerne (Felthæren i Les Forces de Manouevre omfatter ialt 5 mekaniserede divisioner)
  • En militær modstandsopgave.
    Sikringsopgaven indebærer først og fremmest, at man skal kunne imødegå mindre fjendtlige styrker, som - evt. i samarbejde med en del af egen befolkning, men uden direkte relation til fjendens hovedstyrker - søger at paralysere vitale anlæg for forsvaret eller blot skabe lokale uroligheder. Egne styrker, der indsættes til løsning af denne opgave, skal derfor kunne
  • sikre de franske strategiske styrkers baser og andre vigtige nøglepunkter
  • nedkæmpe mindre fjendtlige infiltrerede sø- eller luftlandsatte elementer
  • sikre mobiliseringen
  • om muligt og nødvendigt deltage i det civile forsvars planlagte beskyttelses aktioner.

Støtteopgaven til felthæren tager især sigte på - alt imens overvågnings- og bevogtningsopgaveme fortsættes - at understøtte felthærens manøvrefrihed enten gennem en særlig efterretningsvirksomhed eller ved at søge at begrænse fjendens handlefrihed gennem særlige aktions- og ødelæggelsesforanstaltninger, normalt kombineret med den særlige efterretningsvirksomhed.

Den militære modstandsopgaVe tager især sigte på i visse favorable terrænområder at fortsætte kampen i den situation, hvor det nationale territorium er invaderet af så store fjendtlige styrker, at egne felthærstyrker har måttet opgive en sammenhængende, koordineret kamp. I sådanne områder vil man da så længe som muligt søge at fastholde en national suverænitet. Opsplittede elementer af felthæren inkorporeres her i det lokale forsvar for at medvirke til at føre en sådan kamp.
De franske tanker om Sikringsopgavens løsning rummer ikke nye impulser til den måde, vi herhjemme ved et velorganiseret bevogtnings- og sikringssystem, gennemført af vore HJV-styrker, løser den tilsvarende opgave på. Tankerne om løsningen af støtteopgaven og den militære mod- standsopgave påkalder sig derimod opmærksomhed.

Støtteopgaveme søges løst gennem dannelse af såkaldte »Zones de Surveillance (ZS)« eller »Zones de Surveillance et d’Obstruction (ZSO)«, som vi kunne benævne henholdsvis Overvågnings-zoner (OZ) og Overvågnings« og hindringszoner (OHZ).
I forbindelse med modstandskampen aktiveres de såkaldte »Zones de Résistance Militaire (ZRM)«, i den fortsatte gennemgang benævnt Mod- standszoner (MZ). Den påtænkte tilrettelæggelse af kampen i en OZ eller en OHZ og i en MZ skal derfor nærmere beskrives.

Overvågnings/hindringszoner (OZ / OHZ).

Sådanne zoner etableres som nævnt for at understøtte felthærens normalt offensive indsættelse i forud valgt terrænområde. I nedenstående yderst grove skitse er vist de principielle grundtanker for, hvorledes eksempelvis sammenhængen mellem en OHZ, en OZ og den mobile mekaniserede felthærstyrke (her en DIV) skal ses.

Zonerne skal kunne effektuere en systematisk indhentning af efterretninger om fjenden og gennemføre sinkende aktioner evt. kombineret med etablering af hindringer. Etableres en OZ lægges vægt på efterretningsindhentning, hvorimod man i en OHZ prioriterer det at sinke og kanalisere fjenden mest muligt.
En OZ eller OHZ etableres under kommando af en DIV MIL normalt i forud rekognoscerede favorable terrænområder. Kommandoen over en zone kan evt. gives en territorial brigadechef.
I et terrænområde, eksempelvis af størrelsesordenen 2-4000 km2 etableres zonen med et observationspostsystem, som evt. kan være fremskudt foran det pågældende terrænområde og en manøvrezone, hvori efterretningsoplysningeme præciseres, og de retarderende aktioner udvikles. Manøvrezonen opdeles i sektorer i dybden omkring de sandsynlige fjendtlige fremrykkeakser. En sektor omkring en akse underinddeles igen i kampaktionsafsnit og efterretningsafsnit og ud til siderne i udvigeafsnit, som tjener til skjul, hvil og genforsyning.

I det ydre observationsområde arbejder specielle observationsenheder og gendarmeri (de forbliver normalt i området) evt. i samarbejde med panservognsstyrker og særlige flystøtteenheder. Sidstnævnte fortrinsvis formeret af de regionale helikopterstyrker og jetskolemaskiner. I obser- vationsområdet løser observationsposter den primære opgave at indsamle og videretransmittere oplysninger om fjenden. Posterne arbejder i et specielt og uafhængigt signalsystem og indgår alle under zonechefens direkte kommando.

I manøvrezonens forskellige sektorer virker kamppatruljeenhederne evt. forstærket med territoriale ingeniørenheder og reststyrker af panservogns- enhedeme. Kampen i sektorerne føres meget decentraliseret af små kamppatruljer, der udfører guerillaaktioner efterfulgt af udvigen, hvil og genforsyning for derpå atter at udføre angrebsaktioner. En sådan kampform kræver fysisk veludrustede kamppatruljefolk af høj moralsk standard og optrænede i vanskelige overlevelsesforhold. Det er værnepligtige mandskab, der modtager denne uddannelse (nu 12 mdrs. tjenestetid), men kun det psykisk og fysisk absolut bedst udrustede udpeges til at indgå i de såkaldte commandos. I en OHZ kombineres deres kamp med hindreplaner, der fortrinsvis retter sig mod at få adskilt fjendens egentlige kamptropper fra hans støtteenheder. Veletablerede observationsposter fortsætter efterretningsindhentningen fra sektorernes særlige efterretningsafsnit.
Forsyningstjenesten i zonerne er baseret på et decentraliseret system af udlagte depoter (multi-depoter med forplejning, ammunition og evt. drivmidler).

Modstandszoner (MZ).

En modstandszone har på flere punkter fælles træk med en overvåg- ningszone, især for så vidt angår de kampaktioner, man tilstræber og den forsyningstjeneste, der må tilrettelægges.
MZ sigter imidlertid mod at løse en ganske anden opgave. Til forskel fra overvågningszonen, som kun har et formål i sammenhæng med en felthærstyrkes indsættelse, har MZ en mission i sig selv, nemlig den at fortsætte kampen gennem en afpasset aggressivitet for at manifestere nationens vilje til fortsat modstand.
En regions-/forsvarszonechef (det erindres, at Frankrig har ialt 7 regioner) kan være chef for en MZ, men det vil nok mere normalt være en chef for en DIVMIL. De politiske og civile autoriteter i området vil opholde sig i snæver forbindelse med Zone-chefen og medvirke til at manifestere den fortsatte nationale suverænitet i zonen, eksempelvis gennem radioudsendelser, gennemført ved lokale, mobile, civile radiosendere.
En MZ kan kun organiseres i et terræn, som udenfor vejnettet er meget lidt gunstigt for pansrede og mekaniserede enheders bevægelse. Terrænområderne mellem vejsystemerne skal rumme gode muligheder for udvige- områder, der kan give skjul.

En MZ størrelse afhænger således af terrænets muligheder, men selvsagt også af hvormange styrker, der haves til rådighed. Et territorial-regiment, der normalt er på ca. 800 mand, bl. a. organiseret i 3 kamppatruljekom- pagnier, påregnes at kunne dække et terrænområde på ca. 30 x 40 km. En MZ på op til 100 km x 100 km vil næppe være unormalt.
Zonen etablerer sig med et fjernefterretningssystem koncentreret om de hovedfremrykkeakser, der fører ind mod zonen og et tættere overvågningsnet i et snævert bælte uden om zonen. Den egentlige zone opdeles kommandomæssigt i sektorer, der hver især etablerer aktionsafsnit og udvigeafsnit, stort set efter samme principper som nævnt for en OZ. Zonen forbereder tillige særlige optageområder for forsprængte eller opsplittede felthærstyrker.

Overfor en sådan zone tænker man sig, at fjenden kan indtage tre forskellige almene holdninger, som igen må inspirere den kamp, som zonen vil søge gennemført på tre forskellige måder.

  • Hvis fjenden negligerer zonen må tyngden først og fremmest lægges på at indhente efterretninger gennem det ydre efterretningssystem for at finde frem til, om zonen vil have mulighed for at foretage aggressive raids ud fra zonen mod de fjendtlige hovedakser. Samtidig hermed udbygges zonen internt.
  • Hvis fjendens aktion mod zonen begrænses til kun at åbne og snævert sikre visse akser gennem den, går bestræbelserne ud på at undgå alle kampstærke kolonner på gennemmarch, at bevare et fuldstændigt efterretningsbillede af fjendens bevægelser internt i zonen og at foretage så mange guerillaaktioner som vel muligt mod de mindst beskyttede fjendtlige enheder.
  • Hvis fjenden angriber zonen direkte i den hensigt at rense den, drejer det sig om at bevare zonens kamppotentiel. Alle aktioner indstilles med mindre ganske særlige situationer retfærdiggør dem, og enhederne søger »ly«, delings- eller gruppeopsplittet, i deres udpegede udvige-område. Svækker fjenden sin rensningsaktion indledes guerillaaktionerne igen. Forstærker fjenden sin rensningsaktion kan zonen få ordre til enten at gennemføre en sidste »eksistenskamp« eller - efter en forud lagt plan i små enheder at vige ud til nærmeste anden modstandszone eller standse den militære kamp og opløse de uniformerede enheder i »civile«, frivillige modstandsgrupper.

Mulige MZ må påregnes at ville hlive forlods rekognoscerede, øvelser afholdt og logistiske systemer søgt etableret til hurtig iværksættelse, men man skal næppe regne med, at Frankrig vil planlægge for i en given situation at kunne etablere mere end 5-7 MZ’er. Et helt teoretisk eksempel på evt. MZ-etableringer i det østlige Frankrig er vist i Fig. 2.

 

Lokalforsvaret er et supplement.

Der er ikke tvivl om, at sikringsopgaveme og de direkte støtteopgaver til felthæren er det franske lokale forsvars primære opgave. Det franske lokale forsvar komplementerer på særdeles systematisk vis felthæren og forsøger ikke at erstatte den.
Den optræning og organisation, som især må forudsættes for at løse støtteopgaverne fra de omtalte OZ og OHZ bør imidlertid udnyttes i en »sidste fase«, modstandszonekampen, hvori også felthærens rester må søges indpasset. Modstandszonekoncepten er således et forsøg på at svare igen på den trusselshypotese, som Frankrig ikke mener at kunne negligere, nemlig at fjenden med overvældende styrke, over bred front, invaderer landet.
Med omvendt rollefordeling har franskmændene i årevis i Indokina og i Algeriet erkendt denne zonekamps muligheder. Den medfører ikke, at zonekæmperne kontrollerer deres område, men den hindrer fjenden i den totale kontrol. Den giver ingen militær afgørelse på kampen, men den opretholder den politiske »stormsituation«. Den forudsætter stor kampvilje og særligt terræn.

Et dansk lokalforsvars muligheder.

Det vil føre for vidt i dette indlæg at analysere, i hvilken grad disse tanker nu vil kunne anvendes i det danske forsvar. Da der imidlertid ved det socialdemokratiske forslag til en ny forsvarsordning er skabt betydelig debat ikke mindst om det gældende styrkeforhold mellem danske felthærstyrker og lokalforsvarsstyrker, kan der her være grund til enkelte afsluttende konstateringer.
Det socialdemokratiske forslag har ikke præciseret, hvilke opgaver den uhyre lille felthærstyrke på 7-8000 mand skal løse, og hvilke opgaver det lokale forsvar på op mod 75000 mand skal tage sig af. Uden et sådant nødvendigt udgangspunkt synes al tale om en indbyrdes afbalancering mellem disse to styrketyper mindre meningsfyldt. Men den ensidige vægt, der i forslaget er lagt på det lokale forsvar, er der imidlertid noget der tyder på, at man fra socialdemokratisk side gerne så en tilpasset dansk koncept for en modstandszonekamp etableret, men vel at mærke uden,f at en sådan kamp med blot nogen styrke kan forudgås af en felthærskampfase, hvori det lokale forsvar har løst en sikrings- og støtteopgave.

Kan det være rimeligt? Hertil kan vel kun svares ja,

  • hvis vort terræn muliggør en sådan kampform og
  • hvis vi alene kan forestille os en trussel, hvor fjenden med overvældende felthærstyrker over bred front kan rulle os over ende,

men det er ikke tilfældet.

Tager vi det sidste først, må det erkendes, at den potentielle modstander altid - efter vore forhold - kan stille overvældende styrker på benene, men det er vor force, at vor geografi ikke giver ham mulighed for at udvikle dem på én gang over bred front. Det gælder såvel for et angreb mod den jyske halvø som for et invasionsangreb mod øerne.
Hvad angår vort terræn synes det ikke umiddelbart at være gunstigt for en guerillakampform. Det bør dog ikke udelukkes, at der i Jylland og på Sjælland kunne etableres en modstandszone i det tilfælde, at felthærens koordinerede kamp meget vanskeligt kan fortsættes, og det ikke længere skønnes af værdi at søge bevaret et rum, hvortil allieret hjælp kan forventes.
Men herved er også sagt, at det ikke vil være rimeligt at bygge en dansk forsvarskoncept så ensidigt op.

Sålænge vi baserer vort forsvar på en alliancepolitik og ikke accepterer stationering i fredstid af fremmede felthærstyrker, og så længe vi via denne alliance har mulighed for tilgang af hjælp, sålænge må vi også erkende, at vi har visse samarbejdsforpligtelser.
Forpligtelser, der betyder, at vi kan modstå en aggression både i en vis tid og under fastholdelse af et vist rum, således at en alliancestøtte kan komme til udfoldelse.
Lokalforsvarsstyrker i en modstandszones gunstige terræn kan skaffe »politisk tid«, men de bliver knust, hvis de forsøger at holde fjenden ude fra et givet rum. Felthærstyrker i balance med lokalforsvarsstyrker har derimod en chance.
Det er derfor af betydning fortsat at udvikle de lokale forsvarsmulig- heder, men det skaber ringe mening, hvis dette ikke sker i lyset af en rimelig tilsvarende udvikling for felthæren.

P. K. Borrits

 

PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidskrift_99_aargang_sep.pdf

 

Litteraturliste

Del: