Det jugoslaviske scenarium i det postsovjetiske rum

Af oberst J. Morozov, kandidat i militærvidenskab og oberstløjtnant
A. Lebedev, professor i militærvidenskab.

Forfatterne er medarbejdere ved Generalstaben for Ruslands Væbnede
Styrkers center fo r fo r militær-strategisk forskning.

Forord a f generalmajor K.J. Møller, forsvars attaché i Moskva
Følgende artikel er efter opfordring skrevet til Militært Tidsskrift af to russiske
officerer, Oberst J. Morozov og Oberstløjtnant A. Lebedev, der begge er tjenestegørende
i den russiske generalstabs Center for Strategiske Studier. Centret har status
som Generalstabens tænketank og medarbejderne bidrager jævnligt med videnskabelige
artikler og debatindlæg i russiske fagmilitære-, udenrigs- og sikkerhedspolitiske
tidsskrifter, f.eks Voyennaya Mysl og Mezhdunarodnaya Zhizn.
Artiklen analyserer sandsynligheden for en Kosovo-lignende krise på russisk jord
eller i Ruslands nære udland, en mulighed, der bekymrer russerne meget og som var
en væsentlig faktor i formuleringen af den russiske politik over for NATO i forbindelse
med aktionen mod det tidligere Jugoslavien. Frygten for, at en sådan indgriben i en
suveræn stats indre anliggende skulle danne en bl.a. for Rusland ubehagelig præcedens,
var latent under hele Kosovo-krisens forløb.
Artiklens konklusion er, at forudsætningerne er tilstede og at scenariet mest
sandsynligt vil kunne udspille sig i Abkhasien eller Nagoryj-Karabakh. Det er i USA's
og dets NATO-allieredes interesse at svække Rusland mest muligt, fordi Rusland, som
det eneste land i det internationale system, ikke er villig til at følge Washingtons
politik. Rusland må derfor indgå i et strategisk partnerskab med Belarus, Ukraine,
Indien og Kina for at modstå USA/NATO. Samtidig må Rusland søge at skabe en
folkelig mobilisering omkring ideen om Rusland som en stormagt. Forfatterne
konkluderer dramatisk, at enten bliver Rusland en stærk, selvstændig, sammenhængende
stat, eller også falder Rusland fra hinanden. I sidste tilfælde vil det afføde
en lang række konflikter á la Jugoslavien.
Artiklen er skrevet, mens krisen i Dagestan var under optrapning, men inden den
militære operation mod Tjetjenien blev iværksat.
Det skal understreges, at artiklen er repræsentativ for Generalstabens syn på den
internationale situation og dermed Ruslands geopolitiske og strategiske situation. De
her præsenterede synspunkter vil utvivlsomt virke meget fremmedartede på Militært
Tidsskrifts læsere. Det er imidlertid vigtigt at gøre sig klart, at de deles - i varierende
grad - i meget brede kredse i den politiske elite i Rusland, som en markant reaktion på
NATO's militære aktion i det tidligere Jugoslavien. Det geopolitiske og strategiske
grundsyn, som præsenteres i artiklen, genfindes i det udkast til Militærdoktrin for
Rusland, som den 29. september blev godkendt af Forsvarsministeriets Kollegium og
oversendt til godkendelse i Det Nationale Sikkerhedsråd og som blev offentliggjort i
Krasnaya Zvezda den 9. oktober 1999 (Forsvarsministeriets dagblad, Røde Stjerne).
Det genfindes tillige i det udkast til Nationalt Sikkerhedskoncept for Rusland, som blev
godkendt på et møde i Det Nationale Sikkerhedsråd den 5. oktober og oversendt til
behandling i Duma'en og Føderationsrådet, inden det underskrives af Ruslands
præsident. Konceptet er blevet fyldigt kommenteret i ugeavisen Nezavisimoye
Voyennoe Obozrenije den 8. oktober 1999, men vil først blive offentliggjort efter det
er blevet endeligt godkendt og underskrevet af præsidenten.
Artiklen og de to nævnte dokumenter demonstrerer med al tydelighed, at hvedebrødsdagene
mellem Rusland og den vestlige verden efter den kolde krigs ophør er et
afsluttet kapitel. Det er en fejltagelse, hvis man tror, at forholdet mellem Rusland og
NATO efter en kortere periode bliver det samme som før 24. marts 1999. Rusland føler
sig svigtet og bedraget af NATO og er ved at omdefinere sit forhold til Vesten radikalt;
man stiller sig det grundlæggende spørgsmål: Har Rusland overhovedet behov for at
samarbejde med Vesten? Mange, hvis ikke et flertal, i den politiske elite - politikere,
forskere og ledende officerer - vil svare nej på dette spørgsmål.
Artiklen demonstrerer derfor også, at der er et påtrængende behov for dialog på
alle niveauer mellem Rusland og den vestlige verden, som for sin part må besvare
spørgsmålet: Hvad vil vi egentligt med vort samarbejde med Rusland?
Artiklen er oversat af Galina Simonova og generalmajor K. J. Møller, Den Danske
Ambassade i Moskva. Sproget og stilen i artiklen er typisk for russiske militærvidenskabelige
arbejder og er af oversætterne søgt gengivet så tæt ved den russiske
tekst, som det overhovedet er muligt med to så forskellige sprog. Hensigten har været,
så loyalt som muligt, at gengive forfatternes tankegang og intentioner med artiklen.
 

Indledning
Når man analyserer de faktorer, der påvirker Ruslands nationale interesser i udenrigspolitisk
henseende og betinger de militære midlers anvendelse, kan man konkludere,
at omfanget af militære trusler mod Ruslands sikkerhed på globalt plan både i den
nuværende situation og i en overskuelig fremtid er blevet betydelig mindre. Samtidigt
findes der flere kilder til lokale konflikter såvel i Rusland som udenfor landets grænser.
Dette er en følge af konflikten mellem de monopolære og multipolære tendenser i det
internationale systems udvikling, situationen i det post-sovjetiske område samt den
indenrigspolitiske situation i Rusland.
 

Den militær-politiske situation i SNG-landene
Af flere objektive grunde har SNG (Sodruchestvo Nezavisimich Gosudarstv, Statssamfundet
af Uafhængige Stater, oprettet på ruinerne af Sovjetunionen i 1991, o.a.)
efter organisationens etablering ikke kunnet udvikle sig til et effektivt instrument for
samarbejde om og partnerskab for militær sikkerhed. Ruslands partnere i SNG
gennemgår en kriseperiode og står over for en række komplicerede problemer med de
respektive staters udvikling og forsøger med ”tiy and error - metoden” at finde veje og
midler til at realisere deres nationale interesser. Derfor er disintegrationsprocessen i
SNG næsten lige så lovmæssig som de processer, der får de enkelte lande til at søge
nye koalitioner og alliancer.
Rusland, der stadig har en tilstrækkelig militær styrke, kan ikke fortsat være en
økonomisk donor for de nuværende post-sovjetiske uafhængige republikker. Som et
resultat af landets politiske ledelses uigennemtænkte og kortsynede politik er Rusland
selv blevet katastrofalt afhængigt først og fremmest af Vesten. Rusland, der er optaget
af indre politiske kampe, omfordeling af den post-sovjetiske økonomiske arv og
anskaffelse af udenlandske krediter til disse formål, har efterhånden færre og færre
venner blandt de tidligere sovjetrepublikker, som i forbindelse med USSR’s opdeling
forenede sig i SNG og indgik Den Kollektive Sikkerhedsaftale (Tashkent-aftalen, o.a.).
Dette er del af forklaringen på at Aftalens deltagere forholder sig inkonsekvent til både
Rusland og SNG.
På den ene side har Rusland mistet evnen til at optræde som økonomisk donor,
mens landet på den anden side til en vis grænse fortsat kan påtage sig rollen som en
sikkerhedsgarant. Tillige var Aftalen om SNG’s oprettelse, underskrevet af mange (12
lande underskrev SNG-aftalen, men kun 9 Tashkent-aftalen, o.a.) lande, dikteret ikke
så meget af kærlighed til Rusland som af landenes økonomiske interesser.
Disintegrationsprocessen er allerede begyndt. En del af SNG-landene har etableret
GUUAM, der består af Georgien, Ukraine, Uzbekistan, Azerbajdsjan og Moldavien.
Disse og andre stater - tidligere Sovjetrepublikker - leder efter en stærk økonomisk og
militær protektor udenfor det tidligere USSR’s grænser og kan som regel finde en.
Det kollektive sikkerhedssystem, der bygger sig på Tashkent-aftalen, hvis frist
for forlængelse udløb den 20 April 1999, har allerede slået en revne. I starten var der
9 lande med: Armenien, Kirgizien, Kasakhstan, Rusland, Tadsjikistan, Uzbekistan,
Azerbajdsjan, Georgien og Hviderusland. I dag er der kun 6 lande, der har udtrykt
ønske om at forlænge Aftalen: Armenien, Hviderusland, Kasakhstan, Kirgizien, Rusland
og Tadsjikistan. Som årsag til udmeldelse fremføres bl.a., at Aftalen ikke stemmer
overens med de ny ’’geopolitiske forhold”. Dette skal forstås således, at Rusland har
udtømt sine økonomiske muligheder for at fortsat yde økonomisk bistand til sine
forbundsfæller.
Det har en meget negativ effekt på Ruslands sikkerhed, at dets SNG-partnere har
uensartede holdninger, der ofte bestemmes af kortsigtede konjunkturbestemte
interesser. Alt dette påvirker det fælles post-sovjetiske sikkerhedsrum, skaber muligheder
for udenlandsk politisk og økonomisk indflydelse, ja selv for NATO-styrkers
direkte tilstedeværelse. Nogle lande kalkulerer med, at man ved at distancere sig fra
Rusland og ved at forkaste dets formidlende rolle, kan løse de eksisterende etniske
konflikter i analogi med det jugoslaviske scenarium.
De historiske erfaringer viser, at både i zartidens Rusland og i Sovjet Unionen
løstes de nationale og etniske problemer hovedsageligt med administrative magtmidler.
En flere århundrede gammel byrde af uløste territoriale, etniske og religiøse problemer
blev synlig næsten på en gang, ved begyndelsen af den ny periode med national og
økonomisk selvbestemmelse såvel i de stater, der forlod Føderationen, som de, der blev
tilbage i Rusland som suveræne føderationssubjekter. Alle disse brændpunkter truer
Ruslands livsvigtige interesser. Geografisk omfatter de regioner og oblaster (amter) i
næsten hele det post-sovjetiske rum, hvor konsekvenserne af de gamle konflikter
mærkes.
Der eksisterer en del sammenslutninger på det post-sovjetiske territorium, som
med et vist forbehold kan kaldes SNG-2 - en sammenslutning af de ”ikke-anerkendte
stater”. Det er Abkhasien, Syd-Ossetien, Nagomyj-Karabakh og Trans-Dniestr.
Byrden af konflikter mellem Georgien og Abkhasien, Georgien og Syd-Ossetien,
Armenien og Azerbajdsjan, samt situationen i Ruslands kaukasiske republikker
muliggør, at situationen udvikler sig efter det jugoslaviske scenarium.
Georgien og Aserbajdsjan har forstået, at det ikke vil lykkes for dem at løse de
eksisterende problemer til egen fordel ad militær vej. Derfor appellerer de gang på
gang til de internationale fredsskabende organisationer. Det er symptomatisk, at begge
lande officielt har støttet NATOs aggression mod den suveræne stat Jugoslavien. Dette
var bl.a. betinget af, at omfordelingen af arven efter USSR endnu er ikke afsluttet. Den
er kun overgået over til næste stadium, der trods alle destruktive konsekvenser kan
indbringe dividender til de interesserede parter, heriblandt til NATO, der stræber efter
en rolle som fredsskaber, og frem for alt til USA. De sidstnævnte fører deres
ekspansionistiske interesser ud i livet under påskud af fredsskabende aktiviteter, tilmed
med økonomisk fordel heraf.
Da Georgien og Azerbajdsjan indså, at deres forsøg på at få de russiske militære
styrker over på deres side var forgæves og at den internationale økonomiske og
politiske konjunktur havde ændret sig, gav de afkald på Rusland som fredsmægler og
som garant for løsningen af deres nationale konflikter, og dermed har de anerkendt
udenlandske indblanding som en fuldt tilladelig metode til at løse suveræne landes
indre problemer.
Azerbajdsjans militær-politiske ledelse, der forventer en kraftig økonomisk
fremgang grundet olie-boom' et ved det Kaspiske Hav, har udtrykt sin utilfredshed med
OSCE's indsats for at løse konflikten omkring Nagomyj-Karabakh, og søger at undgå
nære militære forbindelser med Rusland, nægter at være med i fælles grænsevæm og
er indstillet på at acceptere NATO's tropper (i begyndelsen kan der være tale om
tyrkiske styrker) på sit territorium.
Armenien har ratificeret aftalen om den russiske militære base i landet og på
denne måde markeret sin interesse for en tilnærmelse til Rusland. I tilfælde af at
Karabakh-konflikten løses til fordel for Jerevan, kunne dets sympatier flyttes, hvis det
vil give flere økonomiske fordele. På nuværende tidspunkt gør Jerevan meget for at
udvikle nye teknologier, der skal hjælpe med at sikre landets økonomiske fremgang på
det internationale marked.
Georgien er yderst skeptisk vedrørende det militær-politiske samarbejde med
Rusland og ser det i sammenhæng med en for landet positiv løsning af Abkhasienproblemet.
Georgiens præsident har allerede flere gange gjort Vesten opmærksom på
det faktum, at der foregår etniske udrensninger af georgiere på det abkhasiske
territorium. Tbilisi kræver, at det russiske fredsbevarende kontingent trækker sig
tilbage fra Abkhasien og forsøger at få det erstattet med NATO-tropper.
Trans-Dniestr, der blev dannet efter en folkeafstemning blandt Trans-Dniestr's
befolkning i 1990, er det første eksempel på, hvordan en stat, der har skilt sig ud fra
det post-sovjetiske territorium, uden nogen hjælp fra Rusland og uden international
anerkendelse, har kunnet klaret sig selvstændigt. Trans-Dniestr Republikken er multietnisk,
idet 39 % er moldavere, 29 % - ukrainere og 26 % russere. Disse folks sprog
er absolut ligeberettigede og anerkendt som statslige. Republikken, hvis territorium i
over 200 år har været en del af Rusland, har mange konflikter med Moldova, der ikke
vil anerkende Trans-Dniestr' s legitimitet som sådan. Moldova har allerede forsøgt med
magtanvendelse at genoprette ”den konstitutionelle orden”. Men den russiske militære
bases tilstedeværelse i Trans-Dniestr er en garanti for den relative stabilitet i både
Republikken og i subregionen.
Tiraspol med dens strategiske geografiske beliggenhed kunne være de russiske
interessers støttepunkt på grænsen mellem det NATO-venlige Moldova og det indtil
videre alliancefri Ukraine. Befolkningen i Trans-Dniestr mener, at Vesten, først og
fremmest USA, ikke vil opgive forsøgene på at få Republikken tilbage til Moldova.
Efter den militære aktions fiasko er republikkens økonomi blevet væsentligt forværret.
Ved at realisere sine interesser i Planen om en Fælles Kommando har USA erklæret
Moldova, og dermed også Trans-Dniestr, som værende omfattet af dets nationale
interesser.
I Rusland har man endnu ikke løst problemet med Trans-Dniestr Republikkens
legitimitet. På trods af det i Moskva i maj 1997 underskrevne Memorandum om grund
lag for normalisering af forhold mellem Moldova og Trans-Dniestr går de nationalistiske
kræfter i Moldova fortsat ind for en revision af dette Memorandum, hvilket i
sig selv kan fremprovokere en krisesituation. Under disse forhold kan Moldovas
parlament forkaste det kompromis vedrørende Trans-Dniestr, der er opnået ved den
russiske mæglingsindsats, og dermed inddrage Rusland i en ny international konflikt.
De Baltiske lande er på grund af deres forestående medlemskab af NATO den
mest stabile region hvad angår de uforudsete udsving i etniske konflikter. Og dog er
der fortsat en fare for at de skjulte fjendtlige nationalistiske holdninger til den russisktalende
del af befolkningen vil kunne bryde ud. Problemet med den fra Ruslands isolerede
Kaliningrad-region har gentagne gange været rejst i massemedierne, men er hver
gang blevet sendt i glemmebogen på grund af ’’varmere” internationale problemer.
Såvel Tyskland som Polen har imidlertid ikke noget imod en ’’genetablering af ”den
historiske retfærdighed” vedrørende Kaliningrad-regionen, hvilket under de eksisterende
hårde økonomiske forhold ikke nødvendigvis behøver at realiseres ad militær
vej. Den slags ’’reetablering” vil resultere i, at Rusland mister kontrollen med Østersøen.
Forudsætningerne for det jugoslaviske scenariums gentagelse inden for det
tidligere USSR's territorium er åbenbare. Men Ruslands seneste erfaringer med fredsbevarende
aktiviteter til løsning af etniske konflikter i eks-Jugoslavien og Ruslands
holdning til spørgsmål om magtanvendelsen med fredsskabende formål demonstrerer,
at en sådan overilet nyorientering blandt de enkelte lande, der indgår i Ruslands interessesfære,
kan vise sig at være en alvorlig fejlkalkulation.
 

Den militær-politiske situation I Rusland
Den fortsatte svækkelse af Ruslands positioner såvel på verdensplan som på regionalt
niveau, formindskelsen af landets økonomiske og militære potentiale øger i betydelig
grad sandsynligheden for at Rusland gøres til genstand for mere magtfulde landes
ekspansionistiske bestræbelser. Man kan ikke udelukke, at disse lande under visse omstændigheder
vil anvende militære magtmidler til at løse politiske, økonomiske, territoriale
og andre uoverensstemmelser med Rusland.
I den nuværende situation anses vedligeholdelsen af ulmende konflikter suppleret
med periodiske udbrud af vold i Rusland og dets omegn, som den mest sikre og
risikofri metode til garanti af resultater i forbindelse med en målrettet pression på Den
Russiske Føderation. En lignende situation er karakteristisk for Nord Kaukasus.
Ruslands vedvarende problemer med at løse disse konflikter vil ikke blive mindre
økonomisk belastende end den kolde krigs våbenkapløb. En samtidige vedvarende
opretholdelse af en atmosfære af spænding og mistænkeliggørelse vil således
umuliggøre en genforening af Sovjet Unionens tidligere republikker og vil stimulere
de centrifugale tendenser i selve Rusland, som uundgåelig vil føre til regionernes iso
lering og deres indordning under andre staters indflydelseszoner.
Der findes forskellige faktorer og årsager, der kunne fremme disse konflikter og
bestemme disses karakter og hovedindhold.
En historisk analyse viser, at USSR's (Rusland's) og Jugoslaviens historiske
skæbnefællesskab ikke kun i fortiden, men også i den nyeste historie, er meget lig
hinanden. Begge lande tilhørte officielt den socialistiske lejr. Både i USSR (Rusland)
og Jugoslavien (SFRJ) eksisterede der en føderativ statsopbygning, hvor republikker
og regioner havde udstrakte beføjelser. Begge steder søgte man at gennemføre et
eksperiment til skabelse af ”det nye historiske fællesskab”- det sovjetiske folk og den
jugoslaviske nation. Begge eksperimenter var ledsaget af territoriale opdelinger uden
hensyn til de historisk betingede fællesskaber. Begge var karakteriseret ved de to folks
undertrykkelse og kultumivellering, et forsøg på udslettelsen af det største folkeslags
identitet og kultur inden for unionen - henholdsvis det russiske og det serbiske.
I begyndelsen af 90-erne fremstod USA/NATO som tilhængere af demokratiske
reformer og national selvbestemmelse, idet de støttede og opmuntrede den af de
enkelte republikker erklærede uafhængighed (i Jugoslavien : Kroatien og Slovenien,
i USSR: alle republikker undtagen Rusland) ved at anerkende deres nationale
suverænitet. Da serberne i Bosnien og Kroatien, og russerne i de forhenværende Sovjetrepublikker
erkendte, hvad den nationale og etniske selvbestemmelse indebærer i
praksis og begyndte at interessere sig for deres egen selvbestemmelse, d.v.s. sammenslutning
med deres egen ’’titelnation” ( Storserbien og Rusland), begyndte USA/NATO
øjeblikkeligt at prioritere et andet princip - den territoriale integritet af de nyudråbte
lande, der i sig selv var splinter af de forhenværende stater.
Dette resulterede i en tragisk etnisk splittelse, hvor hundrede tusinder serber og
russere er udsat for krænkelse af deres rettigheder i den serbiske og russiske diaspora.
Og da sluttelig albanerne, som gennem flere generationer havde bosat sig i
Kosovo, Serbiens historiske centrum, krævede national selvbestemmelse, ændrede
USA/NATO igen deres prioriteter, hvilket har været den vigtigste faktor, der har
bidraget til albanernes stadig øgede krav, først om selvbestemmelse og siden uafhængighed.
Lignende politik føres i forhold til Rusland og SNG-landene. De Baltiske lande,
hvor næsten halvdelen af befolkningen betragtes som ikke indfødte, har erklæret
sin loyalitet overfor Vesten, og anses derfor for at være en undtagelse for denne politik.
Med gradvis underminering og afskaffelse af uønskede regimer i ex-Jugoslavien
har USA oprettet en ny europæisk orden, der foregriber den videregående udvikling
i Rusland, hvor det russiske folk kan tænkes at gentage det jugoslaviske folks skæbne.
Situationen i Rusland kan sammenlignes med konfliktens begyndelse i ex-
Jugodslavien, og dette betinges af økonomiske, sociale og politiske spændinger i
landets forskellige regioner. En analyse af disse faktorer viser, at de indvirker forskelligt
på Den Russiske Føderations forskellige subjekter:

  • Den stærkeste indflydelse finder sted i de nationale republikker hvor man har mere eller mindre lige andele af etniske befolkningsgrupper (Nord-Kaukasiske republikker, Tatarstan, Bashkortostan, Tuva)
  • I de store metropoler (Moskva, Sankt Petersborg)
  • I havnebyer (Kaliningrad, Vladivostok, Novorossijsk).

Spændingsgraden i disse regioner betinges først og fremmest af etnisk-nationale
og politiske årsager, samt en tilspidset kamp, affødt af indre sociale modsætninger.
Situationen i Karatjajevo-Tjerkesien eller i Adygej-republikken, en forhenværende
autonom oblast i Krasnodar-regionen - er eksempel på den første tendens. Situationen
i Tjumen oblast med en gradvis skærpelsen af forholdene mellem regionens nordlige,
centrale og sydlige områder er et eksempel på den anden tendens. Herunder har de
politiske grupperinger, der står bag disse processer, deres egne holdninger til olie- og
gasudvinding i regionen, regionens udviklingsperspektiver etc.
Alt dette finder sted på baggrund i en skærpelse af den økonomiske, politiske og
sociale krise.
Den politik der gennemføres af Præsidenten og hans nærmeste omgivelser spiller
en destabiliserende rolle i landet. Bestræbelserne på at beholde magt og privilegier
fører til hyppige regeringsskift og resulterer i underminering af Ruslands autoritet i de
internationale diplomatiske, økonomiske og politiske sfærer, devaluering af rublen,
underminering af statens vigtige tiltag til situationens stabilisering såvel nationalt som
internationalt.
Som erfaringerne ved Jugoslaviens sammenbrud viser, er det af stor betydning for
Rusland at analysere de regionale strukturers stigende tendenser til separatisme og
nationalisme. Det må understreges, at mange regionale ledere har udnyttet
formindskelsen af det føderative centers administrative indflydelse til at styrke deres
personlige magt.
Tjetjeniens ledere har konkluderet, at Itchkeriya (den tjetjenske betegnelse for
Tjetjenien, o.a.) som en selvstændig stat er ikke livsdygtig med de nuværende grænser.
Den tjetjenske ledelse satser på at løsrive hele Nord-Kaukasus fra Rusland, og først og
fremmest Dagestan, hvis særlige betydning betinges af landets geografiske beliggenhed
(udgang til Det Kaspiske Hav og olieforekomster samt de internationale transportveje),
og inspirerer til konflikter ved grænsen og i hele republikken. Der gennemføres væbnet
indblanding for bagefter at tilslutte Dagestan ’’frivilligt” til Tjetjenien, som resultat af
de religiøse lederes beslutning. I fremtiden skal der ifølge et tilsvarende scenarium
oprettes en samlet kaukasisk stat bestående af Tjetjenien, Dagestan, Ingusjetien og
Kalmykien, der vil muliggøre oprettelsen af den såkaldte ’’Kaukasiske Konføderation”
med deltagelsen af andre nord-kaukasiske republikker og transkaukasiske stater.
Da sibiriske og Çemøstlige regioner ligger langt fra Centret, er der en stor risiko
for deres løsrivelse fra Ruslands økonomiske fællesskab gennem en tilslutning til andre
staters økonomiske systemer - Kinas, Japans, Syd Koreas. Denne tendens er blevet
betydeligt forstærket af den regionale separatisme, som tilskynder forskellige projekter
og initiativer til etablering af uafhængige sammenslutninger som de såkaldte republik
ker Ural, Sibirien og Fjernøsten.
Separatistiske processer med et etnisk-nationalt grundlag tilspidses i Tatarstan,
Basjkortostan, Tuva. Tuvas ledelse har for eksempel officielt erklæret, at oprettelsen
af en selvstændig statsdannelse på dets territorium med mulighed for i fremtiden at
ville melde sig ud af den Russiske Føderation er under overvejelse. Lignende tendenser
udvikler sig i Burjatien og Republikken Sakha (Jakutien), der bestræber sig på at styrke
sin suverænitet og forstærke sin separatistiske politik. I praksis kommer det til udtryk
i bestræbelser på økonomisk uafhængighed, udviklingen af mellemstatslige
økonomiske forbindelser og handel samt ved at udnytte sine naturressourcer, og frem
for alt diamanter. Det er helt evident, at det fører til en acceleration af disintegrationsprocessen
i Rusland, bl.a via subjekter inden for føderationen med særlige
rettigheder. Alt dette fører på kort sigt til en konføderation, og på længere sigt til
statens sammenbrud. Analysen viser, at det er en lignende udvikling ex-Jugoslavien
har gennemgået.
I Rusland findes der personer, der lige som i ex-Jugoslavien, ønsker at løse egne
problemer på bekostning af landets økonomiske ressourcer. Amerikanske firmaer er
begyndt at løse en opgave, der går ud på, at ”man i alle russiske regioner udsøger de
fremtidige, potentielle ledere, hvis holdninger svarer til USA’s interesser og som i
fremtiden kunne udgøre et nyt nationalt politisk establishment”. I denne forbindelse er
en del relevante programmer, herunder ’’Programmet til støtte for demokratiet i
Rusland”, sat i gang. Man er i gang med at gennemføre analyser i Den Russiske Føderations
regioner, samle informationer om lovende politikere, monitere regionale massemedier,
arrangere rejser for journalister og besøg af statsledere. Senere vil man
uddanne de udpegede kandidater i USA i løbet af 1-2 år, og bagefter støtte deres politiske
karriere med den hensigt, at disse unge mennesker om 10-20 år (d.v.s. i 2010-
2020) kan udgøre en ”ny herskende klasse” der svarer til de amerikanske firmaers
interesser.
De kriminelle strukturer spiller en helt speciel rolle i de socio-økonomiske og
politiske processer i Rusland. Der foregår en naturlig sammenslutning af tidligere
isolerede kriminelle grupperinger til mellemregionale, nationale og internationale
(transnationale) kriminelle organisationer. På trods af, at de egentlige økonomiske
interesser stadig har højest prioritet for disse grupper, bliver disse organisationer til
vigtige elementer for direkte politisk indflydelse i bestemte situationer og i bestemte
regioner. Dette skaber fare for en sammensmeltning af kriminelle grupperinger, lokale
myndigheder og lovgivende forsamlinger. Det er mest typisk for de store byer,
havnebyer og industrielle centrer, hvor man udvinder og forarbejder naturressourcer.
De russiske kriminelle strukturers integrering i den internationale kriminelle
verden muliggør den transnationale narkotikahandel, handel med rare-earth metals,
olie, guld, diamanter samt våben, lige som i Jugoslavien.
Fordi de internationale kriminelle organisationer som regel har etableret visse
kontakter med repræsentanter for de officielle politiske strukturer, får de russiske
kriminelle grupper, som er med i den internationale illegale ’’business”, ekstra
muligheder og påvirker dermed ikke kun de økonomiske, men også de politiske
beslutningsprocesser i diverse regioner af Rusland.
Det kriminelle fællesskab opsluger gradvis de lokale magtorganer ved at integrere
dem i de kriminelle strukturer. Frem for alt er denne situation typisk for de regioner i
Rusland, der har en potentiel råvareeksport. Der er opstået relativt stabile vertikale
forhold mellem de enkelte politiske grupper i de øverste magtorganer og de mest
betydningsfulde kriminelle strukturer.
 

Varianter for den militær-strategiske situations udvikling i det 21. århundrede
Grundet sin strategiske beliggenhed, territoriets størrelse og ressourcernes omfang samt
landets intellektuelle potentiale og besiddelsen af kernevåben, har Rusland altid været
og vil fortsat være et styrkecenter af verdensbetydning uanset dets nuværende tilstand.
I denne forbindelse er det umuligt at udarbejde en prognose for udviklingen af den
militær-politiske situation omkring Rusland, med mindre det sker i en sammenhæng
med en prognose for den internationale udvikling som sådan.
Den dominerende faktor på det internationale niveau i dag er udformningen' af en
verdensorden gennem styrkelsen af de internationale overstatslige magtorganer, der
øver indflydelse på alle staters udvikling. Denne proces har en objektiv karakter og
betinges af landenes dybtgående gensidige afhængighed af hinanden og tab (undtagen
Rusland) af deres evne til at klare sig selv alene.
Verdens integrationsprocesser ledes og kanaliseres af en gruppe lande med USA
i spidsen, der udformer en sådan struktur i det internationale system, der vil sikre dem
en privilegeret stilling i verden. Med henblik på at etablere denne ordning udnytter
disse lande alle midler, selv de, der krænker international ret og medfører anvendelse
af militære midler.
Under disse forhold og i betragtning af Ruslands enestående rolle i verden og dets
evne til at klare sig selv, vil USA og de lande, der grupperer sig omkring USA, se det
som deres vigtigste opgave i begyndelsen af det 21. århundrede at fastholde Rusland
i sin nuværende passive tilstand eller fjerne Rusland som aktør i det internationale
system, fra den internationale arena.
På tilsvarende måde vil den militær-politiske situation omkring Rusland i sin
helhed, herunder også de mulige militære konflikter, deres omfang og politiske mål,
blive defineret af de store magtcentres politik, mens de militære konflikter og deres
fremtrædelsesformer samt den væbnede kamp, der vil indgå i dem, vil være afhængige
af de regionale strukturer.
I tiden frem til år 2001, mens Rusland befinder sig i sin nuværende disorganiserede
tilstand, kan man forvente, at USA’s politik vil være uforandret: Den vil være medvirkende
til, at krisen i Rusland uddybes og skifter fra den politiske og økonomiske
sfære til den militære. I denne periode vil indre konflikter udgøre den største fare; man
vil inddrage de russiske væbnede styrker i løsningen af disse konflikter, først og fremmest
langs ”Den kaukasiske bue”, fra Adygej, gennem Kabardino-Balkarien og
Dagestan til Tjetjenien. I andre regioner vil man udnytte forværringen af den økonomiske
situation eller forsøge at nedbryde Rusland i henhold til den model, der blev
anvendt i forbindelse med USSR’s sammenbrud. Der eksisterer også en mulighed for
konflikters opståen i ”Det nære udland” - i de sydvestlige og centralasiatiske strategiske
retninger, i Transkaukasus og Trans-Dniestr, hvor Rusland vil kunne blive inddraget
i fredsbevarende aktiviteter.
Længere ude i fremtiden - fra år 2001 til 2005, når Rusland vil skifte sin indrepolitiske
vektor i retningen af stærkere statslighed og i den sammenhæng vil opleve en
begyndende økonomisk og åndelig fornyelse, vil de største magtcentre for det første
forsøge, at modarbejde Ruslands fornyelse, og for det andet at forstærke Ruslands
geopolitiske isolation fra ”Det nære udland” og blokere den russiske indflydelse i de
pågældende lande.
Denne periodes varighed hænger sammen med den tid, det vil kræve at stabilisere
den indrepolitiske situation i landet og løse de nærliggende opgaver, der er en forudsætning
for en fornyelse. Den største trussel for Rusland vil på det tidspunkt være de
militære konflikter i ”Det nære udland”, som ifølge analysen af begivenhederne i ex-
Jugoslavien kunne udvikle sig i en given situation i henhold til de mest reelle scenarier.
Analysen af NATOs strategi i Jugoslavien viser at den jugoslaviske variant er
praktisk umulig at gennemføre i den nordvestlige retning. Det er mest sandsynligt, at
forudsætninger for situationens udvikling ifølge det jugoslaviske scenarium vil
kunne opstå i følgende regioner:
Moldova - TransDniestr - som påskud til at genetablere Moldovas ’’lovmæssige
rettigheder” over Trans-Dniestrs territoriet;
Georgien - Abkhasien - med henblik på at forebygge de etniske udrensninger af
georgiere boende i Abkhasien;
Azerbajdzjan - Nagorno-Karabakhskaja Republikken - som et middel til at
sikre ’’retfærdige valg og folkenes selvbestemmelse”.
I forbindelse med udvidelsen af sin indflydelsessfære ved hjælp af fredsskabende
aktiviteter vil USA i begyndelsen aflede Ruslands opmærksomhed og direkte udmatte
landet økonomisk og med alle midler gennem tredje lande stimulere de gamle nationale,
etniske og religiøse konflikter og finde nye metoder til at udløse de nye. Et
eksempel på det er whahabittemes aktiviteter i Nord Kaukasus og i Central Asien. Rusland
vil være tvunget til at reagere på den forværrede militær-politiske situation både
i og udenfor landet og bruge store midler og kræfter til situationens stabilisering.
Ud fra den gennemførte analyse af situationen om det potentielle sted for starten
på denne proces, må man konkludere, at det vil være Abkhasien og Republikken
Nagomyj-Karabakh.
Senere frem mod år 2015 som følge af den økonomiske situations forringelsen i
hele verden, når man mister kontrollen med en del af verdens naturressourcer, blandt
andet Ruslands (takket være den eventuelle genopbygning af dets internationale status
og indflydelse), kan der forventes mere beslutsomme handlinger fra USA’s og deres
forbundsfæller’ s side med henblik på at neutralisere Rusland, fjerne landet fra verdensarenaen
som et magtcenter, der modarbejder’’atlantismen”. I denne forbindelse kan det
forventes, at NATO og USA vil udvide det geografiske omfang af deres militære
operationer og sænke tærsklen for anvendelsen af deres militære magt. I denne periode
kan man forvente en opståen af et system af koordinerede og organiserede lokale krige
og militære konflikter i de lande der hører til ”Det fjerne udland” og som søger at
orientere sig mod det nye Rusland, og dermed inddrages Rusland i disse konflikter, der
efterhånden udvikler sig til en regional krig. Analysen af betingelserne for udløsning
af denne type krig viser, at den vil efter al sandsynlighed opstå i områderne for de
vestlige og sydvestlige strategiske retninger med en efterfølgende eskalation til hele
den vestlige region.
Ud fra vurderingen af den sociale og økonomiske situation i Rusland kan man
forudse to scenarier for begivenhedernes udvikling:
Ifølge det første, forudsættes udviklingen af begivenhederne at ske i lyset af, at
de post-sovjetiske stater fortsat besidder deres nuværende potentiale og dynamik .
Ifølge det andet, vil der på baggrund af den russiske statsmagts langsomme og
vedvarende nedbrydning ske en mere hyppig og direkte anvendelse af militær magt til
løsningen af de komplicerede politiske og økonomiske modsætninger, og i den
forbindelse vil volds- og konflikt- niveauet i hele det post-sovjetiske territorium stige
kontinuerligt. Inden for dette scenariums rammer findes der to retninger for begivenhedernes
udvikling i Rusland:
Den første retning forudsætter den faktiske og formelle opløsning af Den
Russiske Føderation, der erstattes af regioner og mellemregionale blokke. Den anden
forudsætter, at Den Russiske Føderation udvikler sig gradvist til en ”løs” føderation,
og senere til en konføderation i analogi med ex-Jugoslavien.
Begivenhedernes udvikling ifølge de pågældende scenarier forudsætter, at de
politiske, diplomatiske, økonomiske kampformer og ikke mindst informationskampformen
i det 21. århundrede vil antage en mere målbevidst karakter og større dimensioner.
Deres vigtigste formål vil være at destabilisere situationen, at inspirere til indre
uroligheder, masseoprør, opstand og terroristiske handlinger i analogi med begivenhederne
i Albanien, Jugoslavien, Tadsjikistan, Tjetjenien og i Kaukasus.
Informationskampen, der gennemtrænger alle kampformer og kampmidler, lige fra
den diplomatiske og økonomiske til den væbnede kamp og som samtidigt har en relativ
selvstændig karakter vil blive skærpet. Den har til formål at demoralisere hæren,
befolkningen og lamme modpartens vilje. Informationskampen forbereder og ledsager
de politiske og diplomatiske aktioner samt de militære handlinger omkring dem (som
vist Tjetjenien og Nordkaukasus).
Der er ved at opstå et nyt fænomen i de mellemstatslige kampe - en mulighed for
uden magtanvendelsen at opnå sine politiske mål, økonomisk og åndeligt at undertvinge
folk og lande, at påtvinge dem de udviklingsmodeller, der passer til de ledende
magter - ved målrettet at bruge diplomatiske, økonomiske, ideologiske, psykologiske,
informations- og andre kampformer. Herved kan kernevåben ikke længere fuldt garantere
statens nationale sikkerhed. USSR havde atomvåben, de er der stadigvæk, men
staten eksisterer ikke længere.
Situationens udvikling i Jugoslavien har demonstreret en reel præcedens for
indblanding i andre landes indre anliggender gennem stimulering af de separatistiske
og nationalistiske holdninger i Ruslands regioner (Nord Kaukasus, Volga-området,
Sibirien, Fjernøsten), gennem USA's afpresning af Rusland ved at true med gennemførelsen
af løbende ’’humanitære aktioner” på dets territorium, først og fremmest i
Tjetjenien og Dagestan.
I stedet for politiske løsninger vil lokale konflikter (i analogi med situationen i
Kosovo og Dagestan) udvikle sig til regionale (Balkan-Kaukasus) med det perspektiv,
at konfliktløsning vil ske med militære midler på det globale niveau (det internationale
samfund mod ’’Ondskabens imperium” - Rusland).
Den tilsigtede eskalation af krisesituationer i regionerne med en efterfølgende
anvendelse af væbnede styrker til deres løsning vil blive gennemført med det internationale
samfunds på forhånd forberedte og tavse samtykke.
De vigtigste former og måder for væbnede styrkers anvendelse har allerede været
afprøvet under ’’Desert Storm” i den Persiske Bugt (1991-1992), i Bosnien og Hercegovina
(1994-95), samt i ’’Desert Fox” imod Irak (1998) og "Allied Force” imod
Jugoslavien (1999).
Ud fra en analyse af den politiske situation i SNG, den socio-økonomiske og
politiske situation i Rusland, kan man konkludere, at der findes alvorlige kilder til
konflikter både langs Ruslands grænser og i selve landet. Under visse forhold, hvis
konflikterne tilspidser sig, kan statens livsvigtige interesser som suverænitet, territorial
integritet og det konstitutionelle system rammes, og dette vil kræve de væbnede styrkers
anvendelsen under den ene eller den anden form for at beskytte de vitale nationale
interesser.
Betingelserne for en sådan udvikling skal ses i sammenhæng med:
For det første: Forstærkede separatistiske tendenser blandt SNG' s medlemslande
og blandt Den Russiske Føderations subjekter på et etnisk, nationalt, socialpolitisk
grundlag og på grund af deres stræben mod konføderation og efterfølgende opløsning
af SNG og Den Russiske Føderation.
For det andet: Visse nabostaters bestræbelse på at styrke deres indflydelse i
Ruslands grænseregioner samtidigt med deres forsøg på at trænge Rusland ud af landets
traditionelle geopolitiske interessesfærer (det gælder især Baltikum, Central Asien
og Trans-Kaukasus).
For det tredje: Visse landes stigende aktiviteter med henblik på at inkludere nogle
af Ruslands regioner i deres økonomiske systemer ved at give dem status af områder
for udvinding af naturressourcer ved samtidigt at øge truslen mod deres økonomiske
ekspansion.
For det fjerde: Med den stigende ulovlige immigration fra tredje verdens lande,
som i visse russiske regioner, specielt i Fjernøsten og i Primorskijområdet, overstiger
den reelle demografiske ekspansion.
For det femte: Den truende ekspansion af de kriminelle grupperingers aktiviteter
med narkotika, våben, råvarer, materielle ressourcer og spalteligt materiale (uran o.a.)
For det sjette: Med hele problematikken omkring de territoriale grænser med
såvel nabolandene som inden for selve Rusland. Under bestemte forhold kan dette føre
til opståen af alvorlige konflikter, også med væbnede styrkers anvendelse.

Retningslinierne for medfredelige midler at modvirke truslerne til Ruslands
nationale interesser

Under de eksisterende forhold er det for Rusland særdeles vigtig at udarbejde en
realistisk langsigtet udenrigspolitisk kurs, der stemmer overens med Den Russiske
Føderations nationale interesser, for derefter konsekvent at realisere disse interesser
i samarbejde med dem, der er indstillet på et ligeberettiget samarbejde.
Rusland kan ikke give op over for nye trusler mod sine nationale interesser, idet
sandsynligheden for at tingene vil udvikle sig i analogi med den jugoslaviske variant
er rimelig stor. Adækvate modforanstaltninger mod alle disse trusler ville betyde en ny
globale konfrontation, men under betydeligt mindre fordelagtige forhold, og med færre
muligheder, end der eksisterede under ”den kolde krig” med alle dens uundgåelige
tunge konsekvenser.
Rusland skal koncentrere sine kræfter , uden at slutte sig fast til et af magtcentrerne,
og ved at bevare sin handlefrihed og sikre sine nationale interesser håndfast,
men fleksibelt. I takt med at situationen omkring Jugoslavien stabiliserer sig, er det
formålstjenlig at genoprette samarbejdet med USA og NATO og aktivt deltage i
fredsbevarende aktiviteter. Men programmet "Partnerskab for fred”, ”Den Grundlæggende
Akt NATO - Rusland” og CFE - Traktaten skal under alle omstændigheder tages
op til en fornyet overvejelse. Både kontakter og dialog er nødvendige for at undgå at
blive isoleret og for at kunne påvirke situationens udvikling, idet dog de nationale
interesser har første prioritet.
Statens nationale interesser i udenrigspolitikken skal ideelt være ligefrem proportionale
med dens økonomiske, ideologiske og militære styrke.
På den ene side må man ikke reducere de nationale interesser, da det ellers vil
begrænse mulighederne for statens økonomiske udvikling. På den anden side vil en
ideologisk maksimalisme, urealistiske nationale målsætninger og interesser, og en
stræben efter deres virkeliggørelse med alle midler, skabe en konfrontationspolitik
både indenrigs- og udenrigspolitisk, der resulterer i økonomiens sammenbrud og en
fuldstændig underminering af accepten af de nationale mål og ideer. Et vis mådehold
i formulering og beskyttelse af nationale interesser, hvor man kæmper hårdt for de
højest prioriterede af dem, selv med militære midler, spiller en vigtig rolle for at
reducere de ovennævnte trusler og konfrontationer.
Med hensyn til sikkerhed skal den største opmærksomhed tillægges skabelsen af
det nye system for samarbejde med først og fremmest Hviderusland og Ukraine,
samtidigt med at samarbejdet med nøglestater som Kina og Indien intensiveres. Rus
land skal støtte sig på FN, OSCE, EU, interesserede stater og konsekvent gå md for
konfrontationspolitikkens overvindelse, kæmpe på den internationale arena for, at der
vedtages internationale juridiske normer, der forbyder aktiviteter, hvorved lande kan
underminere andre lande. Det er formålstjenlig at samarbejde med de lande, der er
interesseret i at forstærke FN s og OSCE's rolle. Den internationale vilkårlighed, som
det var tilfældet i Jugoslavien, tilskynder objektivt både stater og politiske kræfter, der
ikke ønsker den jugoslaviske variants gentagelse i deres lande, til sammenslutning. For
eksempel vil Kina og Indien, der har deres egne nationale interesser, være tvunget til
at slutte sig sammen med Rusland over for den fra Vesten kommende trussel, lige som
USA, England og Frankrig forenede sig med USSR under Anden Verdenskrig i
kampen mod fascismen.
Ideen om Den Russiske Føderations genopbygning som en stor magt er en af de
forenende faktorer i selve Rusland. Og ikke kun på det regionale niveau, fordi Rusland
selv omfatter Eurasiens forskellige regioner, men også på det globale niveau. Dette
bestemmes ikke udelukkende af territoriets dimensioner, naturressourcer og kernevåben,
men af historiske traditioner og de objektive behov for samfundets og statens
udvikling.
Enten vil Rusland blive en stærk, uafhængig enhedsstat, der forener alle sine folk,
republikker, regioner på det eurasiatiske territorium, hvilket er i hele menneskehedens
interesse, eller også bryder landet sammen med talrige efterfølgende konflikter af
jugoslavisk art til følge I så fald vil det internationale samfund ikke være i stand til at
klare situationen i Eurasien, fyldt som det er med ABC- våben. Enten er Rusland en
stor magt eiler også eksisterer landet ikke. Der findes intet andet alternativ.

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidskrift_128_aargang_nov.pdf

Litteraturliste

Del: