Det hollandske forsvars fremtidsudsigter

Under sit nylige besøg ved Det udenrigspolitiske Selskab fremhævede direktøren for IISS, Francois Duchéne, en i 1972 udgivet rapport om problemerne for det hollandske forsvars udvikling i 70’erne. Rapporten, som har vakt betydelig opmærksomhed ved sin grundige og konsekvente behandling af en lang række af de ømtålelige sikkerheds- og forsvarspolitiske problemer, de mindre NATO-lande allerede er konfronteret med eller står umiddelbart over for, er udarbejdet af en af regeringen nedsat kommission af civile og militære eksperter. Selvom rapporten endnu ikke har været til parlamentarisk behandling, er der grund til at hæfte sig ved den tendens, den udtrykker på især følgende områder:
- Opgørelse af forsvarsbudgettet som (fast) procentdel af landets økonomiske bæreevne,
- En flertalsindstilling om en forøgelse af forsvarsbudgettets relative værdi versus (hvad måske er endnu mere påfaldende) et mindretals- ønske om at fastholde den hidtidige procentandel af nationalindkomsten,
- Nødvendigheden af dels en funktionel opdeling af forsvarsopgaver og tilsvarende militære midler mellem de allierede (evt. kombineret med opbygningen af et integreret flyvevåben), dels iværksættelse af en virkelig fælles vesteuropæisk indsats på materielområdet - alt fremtvunget af de økonomiske realiteter,
- Et konstruktivt forslag til at imødegå den stadig stigende uligevægt mellem investerings- og driftsudgifter, som bl.a. er foranlediget af personeludgifternes stigning og en for stiv og kortsigtet planlægning og budgettering, og endelig
- Et forsøg på at løse værnepligtsproblematikken ved at tilbyde det udskrevne personel at vælge mellem et antal differentierede jobs, hvor tjenestetid (min. 12 mdr. max. 4 år), kvalifikationskrav og aflønning er indbyrdes forbundne.

Den efterfølgende redegørelse hidrører i hovedsagen fra rapportens offentliggørelse i uddrag i tidsskriftet Survival’s NOV/DEC - 72 nr. I medfør af sit kommissorium skulle eksperterne udarbejde en kritisk analyse af det hollandske forsvars opgaver og de herfor fornødne midler og metoder. Særlig opmærksomhed skulle vies betydningen og omfanget af landets NATO-forpligtelser og det økonomiske niveau, som deres efterlevelse indebærer behov for. Derudover skulle undersøgelsen også omfatte de rent nationale forsvarsopgaver samt forsvarssektorens forpligtelser i øvrigt.

Som resultat af undersøgelserne finder kommissionen, at Hollands forsvar nu befinder sig på et meget kritisk stade. Det fastslås enstemmigt, at forsvaret lider under betydelige materielmangler og der er også enighed om, at det - indenfor rammen af forsvarsbudgettets nugældende andel af nationalindkomsten - vil være umuligt at afhjælpe de konstaterede mangler, såfremt de hidtil påhvilende NATO-forpligtelser skal opretholdes uændret. Men i sin vurdering af de konklusioner, man bør drage deraf deler kommissionen sig i følgende to synspunkter, som nedenfor vil blive nærmere uddybet: Kommissions flertallet voterer for en fortsat opretholdelse af Hollands NATO-forpligtelser, og den hertil knyttede, rimelige grad af målopfyldelse vil nødvendiggøre, at forsvarsbudgettets årlige andel af netto- nationalindkomsten*) (beregnet i markedspriser**) bør øges fra 1972- niveauet på 3,945 % til 4,25 % , gældende for perioden 1973-76. Dette vil indebære en forøgelse af de samlede forsvarsudgifter i pgl. 4-årsperiode med ialt ca. 2 mia. gylden til ialt ca. 26,8 mia. gylden. I modsætning hertil ønsker mindretallet at fastholde den nugældende procentsats (som for 1972 indebærer et forsvarsbudget på ca. 5 mia. gylden). For omhandlede 4-årsperiode vil de samlede forsvarsudgifter herved blive begrænset til ialt ca. 24,8 mia. gylden. Dette har nødvendiggjort, at mindretallet enten måtte reducere omfanget af NATO-forpligtelserne eller simpelthen slette nogle af dem.

Flertalssynspunktet
Politiske og strategiske betragtninger.
Sovjetunionen har ikke indiceret noget ønske om at ville slække på sin militære formåen. Man er tværtimod vidne til, at dets militærapparat er genstand for en konstant udvidelse, såvel kvantitativt som kvalitativt. De seneste års enestående hurtige opbygning af Sovjets globale sømilitære kapacitet er ikke sket på bekostning af hærens og flyvevåbnets udvidelse og forbedring...
Hvorvidt Sovjetunionen har aggressive militære intentioner er i denne forbindelse uvæsentligt. Det er fuldt ud tilstrækkeligt at gøre sig klart, at der her er tale om en sværtbevæbnet og moderne udrustet magt, som — hvis den i de tilgrænsende områder ikke er konfronteret med en styrke af mere eller mindre tilsvarende størrelsesorden - i det mindste vil gøre politisk brug af sin overlegenhed.
 
Muligheden for at udøve politisk pression er, også hvor pressionen ikke antager karakter af egentlig militær aggression, primært en funktion af de militære styrkeforhold i Europa. Og hermed sigtes ikke kun til det egentlige konfrontationsområde, Centraleuropa, men også til de øvrige områder, hvor man må forebygge Sovjetunionens muligheder for at anvende sine militære ressourcer som middel til at tvinge Vest til at give politiske indrømmelser ...
 
Alliancens dominerende opgave er at forebygge krig. Dernæst må den - såfremt konflikt udbryder - være i stand til at imødegå alle former for aggression på passende vis, d.v.s. uden umiddelbart at være henvist til brug af kernevåben. Og endelig må alliancen i tilfælde af væbnet konflikt være i stand til at bevare eller retablere NATO-områdets integritet. Disse tre hovedopgaver ville være uløselige uden USA’s medvirken; USA’s atomare og konventionelle tilstedeværelse på det europæiske kontinent er en fundamental og afgørende forudsætning for, at alliancen kan løse de tre nævnte opgaver. .‘. En substantiel reduktion af USA’s militære bidrag til Vesteuropas forsvar vil i meget væsentlig grad påvirke den politiske magtbalance i Europa. At erstatte en omfattende amerikansk udtynding med en tilsvarende forøgelse af de europæiske NATO-medlemmers militære styrker er såvel usandsynligt som uønskeligt. Det er usandsynligt, fordi man ikke realistisk vil kunne forvente, at de europæiske partnere vil være indstillet på at forøge deres forsvarsbudgetter i fornødent omfang, og det er uønskeligt, fordi en amerikansk soldat i sin egenskab af repræsentant for den eneste magt, som af Sovjetunionen anses for relevant, udøver en funktion, der er væsensforskellig fra sin europæiske kollegas. Men det er også uønskeligt, fordi de psykologiske såvel som militære virkninger deraf ville være overordentlig skadelige for hele Europa i almindelighed - og for Vesttyskland i særdeleshed. Den vesttyske regerings »Ostpolitik« er baseret på visse magtforhold. En svækkelse af USA’s engagement vil af såvel Sovjetunionen som af Vesttyskland blive tolket som en væsentlig ændring af disse fundamentale magtforhold. Hollands militære forsvarsevne må opfattes som et bidrag til at skabe et sådant politisk klima, at den amerikanske præsident bliver i stand til at opretholde USA’s nukleare såvel som konventionelle bistand til NATO...
 
Alliancen må bevare en sådan grad af troværdighed over for den voksende globale manifestation af sovjetisk styrke, at de øvrige dele af verden ikke fristes til primært at orientere sig mod Sovjetunionen. NATO-landenes militære forpligtelser genereres igennem en proceduremæssig cyclus, hvorunder de enkelte medlemslande konsulteres på forskellige trin af processen. Det er rigtigt, at NATO’s styrkemålsplanlægning i et vist omfang er påvirket af historiske omstændigheder, men de endelige styrkemål er altid et kompromis mellem NATO’s anbefalinger og de enkelte nationers evne samt de risici, NATO-landene tilsammen er villige til at acceptere. Selvom de forpligtelser, de enkelte medlemmer herigennem påtager sig, ikke overholdes, kan man ikke tillade sig at opfatte det som et kontraktbrud i folkeretslig forstand. Men et lands undladelse af at overholde indgåede forpligtelser er ikke desto mindre ensbetydende med, at der fjernes en sten fra en bygning, som er opført med megen møje og som derfor bestemt ikke bør undermineres indefra. Den militære og psykologiske effekt af at svigte påtagne NATO-forpligtelser må derfor ikke undervurderes heller ikke når det drejer sig om et af de mindre NATO-lande. Blot et enkelt lands tilsidesættelse af sine forpligtelser kan i virkeligheden føre til en afgørende svækkelse af NATO’s totale forsvarsevne. Denne opfattelse af den politiske og strategiske situation har fået kom- missionsflertallet til at indstille, at man for perioden 1973-76 gennemsnitlig fastsætter forsvarsbudgettet til 4,25 % af den anslåede nationalindkomst i markedspriser.
 
Søværnet.
Det hollandske søværns opgave skal primært anskues inden for rammerne af NATO’s forsvarsforanstaltninger. Dernæst har søværnet også visse rent nationale opgaver. I tilgift hertil kommer behovet for - om påkrævet - at kunne udføre fredsbevarende FN-opgaver. For så vidt angår søværnets NATO-opgaver er hele kommissionen af den opfattelse, at disse opgavers art og omfang forekommer rimelige, ikke mindst på baggrund af landets strategiske og geografiske beliggenhed og dets sømilitære kapacitet. Kommissionen indtager det standpunkt, at enheder som opererer til søs er fortrinligt egnede til at iværksætte militær støtte af en politik og en strategi, der er bestemt af crisis-management-kriterier. For at kunne udnytte dette, må faktorer som professionalitet, beredskab, mobilitet og fleksibilitet tillægges stor vægt. Ved sin undersøgelse af søværnet, (herunder en vurdering af dets combat-readiness i NATO-termer), har kommissionen forvisset sig om, at ovennævnte krav stort set er opfyldt. Sammenholdt med gældende NATO-normer må man endda karakterisere flådens evne til hurtigt at deployere til de planlagte operationsområder som særdeles fortrinlig.
 
Kommissionen har bemærket sig, at de af NATO - jfr. AD-70 studien - fremsatte anbefalinger for så vidt angår forbedringer, tilpasninger og forøgelse af de militære styrker vil blive imødekommet af det hollandske søværn på følgende områder:
- maritim overvågning,
- ASW-evnen og
- forbedring af skibenes luftforsvarsevne samt anskaffelse af surface-to- surface missiler og nyt elektronisk udstyr (radar- og sonarmateriel samt udstyr til elektronisk krigsførelse).
 
Samtidig gøres dog opmærksom på, at man ikke ser sig i stand til at imødekomme NATO’s ønsker for så vidt angår
- snarlig anskaffelse af yderligere 3 »long-range-maritime-patrol« fly (udsættes til efter 1980),
- fremskyndet udskiftning af destroyere og fregatter, og - visse forbedringer af de eksisterende skibes våbensystemer.
 
Heller ikke NATO’s forslag om at øge antallet af U-både vil kunne imødekommes ...
Kommissionen har yderligere overvejet muligheden for at sammenlægge søværnets flyvetjeneste med det hollandske flyvevåben. Men man er nået til den opfattelse, at krigsopgaverne, operationsområderne og de midler og metoder, der karakteriserer opgavernes løsning er så forskellige, at der må tages afstand fra en sammenlægning. Samtidig peges dog på, at samarbejdet mellem de to flyorganisationer må udbygges maksimalt for så vidt angår logistik og uddannelse. Implementering af planerne for søværnets udbygning vil i investerings- mæssig henseende beløbe sig til 1.734 mio. Gylden i pgl. 4-årsperiode (svarende til 0,275 % af den totalt estimerede netto-nationalindkomst i perioden).
 
Hæren.
Inden for rammerne af NATO-forsvaret bidrager den hollandske hær til forsvaret af Centraleuropa. Den herfor fælles og integrerede planlægning indebærer, at de hollandske hærstyrkers opgave ikke kan anskues særskilt. Siden begyndelsen af 60’erne har NATO’s behov været et hollandsk korps på 3 mekaniserede divisioner og en panserinfanteribrigade. Heraf skulle de to divisioner (d.v.s. seks brigader) være kampklare.
 
Kommissionsflertallet er ikke i tvivl om, at det hollandske bidrag til NATO’s landforsvar bør opretholdes under iagttagelse af de nødvendige kvalitative forbedringer. Man er også overbevist om, at et korps på 3 divisioner plus en selvstændig brigade må anses for et minimum - ikke mindst på baggrund af de allieredes bidrag samt Hollands geografiske placering på det europæiske kontinent.
 
Med undtagelse af én brigade er det hollandske korps imidlertid fredstidsstationeret langt fra sit tildelte operationsområde. At en stationering af alle korpsets seks kampklare brigader i Vesttyskland ville være en langt bedre løsning er umiddelbart indlysende. Af i hovedsagen finansielle og infrastrukturmæssige årsager lader det sig imidlertid ikke gøre at overføre hele korpset til et stationeringsområde i Vesttyskland, hvilket da heller ikke anses for absolut påkrævet. Det er dog yderst væsentligt til stadighed at have dele af styrken på stedet for at kunne befordre den fornødne fælles indsats. Derfor henstiller flertallet, at yderligere en brigade og en op- klaringsb atalj on i fredstid overføres til og placeres i Vesttyskland. De hermed forbundne omkostnings- og tidsfaktorer vil kunne reduceres til et minimum, såfremt denne supplerende udstationering gennemføres i allieret sammenhæng i overensstemmelse med de anbefalinger, som på højeste m ilitære NATO-niveau længe har været gjort gældende. En permanent un- derbringelse i Holland af de resterende fire af korpsets stående brigader er acceptabel på baggrund af de officielle NATO-vurderinger for så vidt angår det forventelige varsel forud for et muligt angreb. Den tid, der kræves til at overføre enheder til Vesttyskland overstiger ikke længden af det forventede varsel. Men foranstaltninger til at nedbringe overførselstiden må til stadighed prioriteres højt, eksv. ved at øge oplægningen af forsyninger i Vesttyskland og ved at forbedre transportfaciliteterne.
 
Selvom det materiel, hæren p.t. disponerer over, forekommer hensigtsmæssigt udnyttet, forekommer visse nødvendige våbensystemer helt at mangle, mens andre delvis må anses for forældede. F.eks. disponerer felthæren ikke over et mobilt luftforsvarssystem mod lavtgående fly, ligesom væsentlige dele af panserværnet synes forældet. Kommissionens flertal mener, at der i den kommende 4-års periode bør afsættes ca. 3,4 mia. Gylden til materielinvesteringer (svarende til ca. 0,54 % af den totalt estimerede nettonationalindkomst i pgl. år).
 
Flyvevåbnet.
Det hollandske flyvevåbens operative opgaver er direkte afledt af NATO’s strategi. Kommissionsflertallet mener, at Hollands andel i NATO’s luftstyrker er korrekt i såvel omfang som i forhold til de øvrige allieredes bidrag inden for rammerne af en afbalanceret NATO-luftstyrke. For så vidt angår den kvalitative sammensætning noteres, at det hollandske flyvevåben fortsat er delvis udstyret med materiel, som var indkøbt med den oprindelige (i hovedsagen nukleare) opgave for øje og altså ikke tilsvarer den nugældende (primære konventionelle) rolle. Som et resultat heraf, og fordi beskyttelse af personel og materiel stadig lader meget tilbage at ønske, kan Hollands flyvevåbens operative værdi som helhed højst betegnes som nogenlunde adækvat. Dog anføres, at flyenhederne fuldtud tilgodeser kravene for så vidt angår bemanding, uddannelsesniveau og kampberedt- hed.
 
Den fortløbende forbedring af WP-flyene har imidlertid klart medført, at F-104 G-flyene er utidssvarende for så vidt angår deres taktiske rolle som airdefence-interceptors. At udskifte dem med en type, der besidder den fornødne egnethed til denne specifikke rolle har vist sig overordentlig kostbart. Kommissionsflertallet er derfor af den opfattelse, at anskaffelse og drift af en sådan flytype må anses for uoverkommeligt for et relativt lille land. Der er i Centraleuropa en udpræget mangel på fly, som kan indsættes for at vinde luftherredømmet, og flertallet i kommissionen mener derfor, at det hollandske bidrag til dette marginale NATO-potentiel bør opretholdes, men at vægten bør lægges på at opnå luft overleg enhed ved at angribe mål på jorden (»gaining air superiority in terms of combat support and ground attack«). Den specifikke interceptionsopgave må henlægges til dels de rådige luftforsvarsmissilsystemer dels de allieredes specialfly.
 
På denne baggrund anbefales derfor, at luftforsvarseskadrillernes F-104 G bliver udfaset til fordel for en flytype, som er egnet til at løse de ovenfor definerede opgaver. Kommissionsflertallet finder det også ønskeligt, at man - når F-104 G’erne er erstattet af nye fly - fortsætter udskiftningsprocessen ved trinvis at erstatte jagerbomberne, der også findes taktisk forældede, med samme flytype som vælges til erstatning for F-104 G’erne. Og efter nøjagtig samme fremgangsmåde ønskes også udskiftningen af rekognosceringseskadril- len foretaget, når den i 1979 begynder at falde for aldersgrænsen.
 
Og endelig er det hele kommissionens enstemmige opfattelse, at det i 80’erne, når spørgsmålet om afløsning af NF-5 bliver aktuelt, vil være nationalt muligt at nå frem til en sådan standardiseringsgrad, at der i hele flyvevåbnet kun anvendes en og samme flytype (d.v.s. afløseren for F-104 G). En sådan målsætning indebærer, at man med deltagelse af hollandsk industri vil kunne etablere et ca. 10-årigt produktionsprogram for en rimelig årlig udgift. Et sådant fællesarrangement må - ikke mindst af økonomiske grunde - anses for attraktivt. Dersom man imidlertid ikke kan opnå samarbejde med andre lande om at iværksætte fælles produktion af en kommende standardflytype, vil det være nødvendigt, at man tager spørgsmålet om kvantiteten i det hollandske flyvevåbens fremtidige bidrag til NATO op til alvorlig overvejelse. Kommissionsflertallet mener, at forslaget indebærer et investeringsbehov for flyvevåbnet på ialt 1,85 mia gylden i den kommende 4-årsperiode svarende til ca. 0,293 % af NNP. F.s.v.a. det samlede forsvarsbudget i den behandlede 4-årsperiode kan flertalsindstillingen herefter udtrykkes således: Et totalbudget på 26,764 mia. eller 4,25 % af NNP. Heraf andrager investeringsudgifterne efter forslaget ca. 6,97 mia. svarende til omkring 25 % , mens driftsudgifterne er anslået til de resterende 75 % , nemlig ca. 19,79 mia. Da sidstnævnte beløb ikke er specificeret på værnene, kan man kun få et indtryk af den fremtidige værnsbalance ved at se på de foreslåede investeringstal, som stort set forekommer fordelt på søværnet, hæren og flyvevåbnet i forholdet 3:5:3.
 
Mindretallets synspunkt
Hollands militære forsvarsevne og det militære forsvars placering inden for rammerne af den totale sikkerhedspolitik har efterhånden fået karakter af tvivlsspørgsmål. Der er opstået tvivl om de forudsætninger, vor forsvarspolitik er baseret på. Den strategiske filosofi, som udgør forsvarspolitikkens baggrund, kan vanskeligt forklares i enkle termer, som tilmed - selv når de gøres forståelige - ikke altid virker overbevisende. Der er også nogle, der betragter den alliance, vi indgår i, med mistænksomhed. Og indenfor de væbnede styrker er atmosfæren ikke overalt lige god. Under disse omstændigheder har kommissionens mindretal følt det påkrævet at formulere sit eget svar på spørgsmålet om, hvorvidt der kan være motiv for, at en nation som den hollandske fortsat bør opretholde et militært forsvar af en vis størrelse.
 
Det kan naturligvis straks fastslås som noget ubestrideligt, at det for de vesteuropæiske lande må være umuligt og formentlig også uønskeligt at træffe sådanne (forsvars)forberedelser at en længere varende sovjetisk storoffensiv vil kunne imødegås uden anvendelse af kernevåben. Det er umuligt, fordi man i fredstid ikke kan køre en krigsøkonomi, og det er uønskeligt, fordi det kan få den potentielle modstander til at antage, at spillerummet for hans ambitioner indtil grænsen for en total kernevåbenkrig nås, er langt større end det i virkeligheden er tilfældet. Men dersom Holland og andre vesteuropæiske nationer ensidigt opløste og hjemsendte deres militære styrker, eller hvis de - som en endnu mere drastisk ændring - kom til at miste garantien for, at USA - om fornødent - ville gribe til nuklear afstraffelse, såfremt deres territorier og livsform blev angrebet, ja så ville Sovjet og dets WP-allierede være bragt i en overordentlig fristende position. i
 
Selvom end ikke en eneste WP-soldat blev sat i march vestpå, ville et forsvarsløst Vesteuropa efter al sandsynlighed ikke kunne samle tilstrækkeligt mod til at sætte sig op mod regeringen i Moskva. NATO-alliancens fortsættelse er derfor for nærværende absolut påkrævet.
Også følgende omstændighed kan - omend med passende forbehold - tilføjes som et yderligere argument for at påtage sig visse forpligtelser med hensyn til det militære forsvar. For første gang i mange år skimtes nu i den politiske horisont en mulighed for at få Øst og Vest ind i en dialog, som kan bidrage til at mindske spændingen i Europa, til våbenkontrol ja sågar til gensidige styrkereduktioner. Det kan her i det mindste fremføres som en påstand, at en pludselig og ensidig nedtrapning af Vest’s militære potentiel eksempelvis vil kunne få modparten til at mene, at substantielle forhandlinger vedrørende MBFR i Europa vil være overflødige, eller at de endog bør udskydes i årevis, fordi Vest i virkeligheden allerede er godt i gang med at svække sig selv.
 
På den anden side vil en ensidig forøgelse af Vest’s militære styrke kunne true chancerne for at opnå virkelige resultater med hensyn til øget sikkerhed og aftaler om nedrustning.
Derfor bør der ikke ske nogen forøgelse og ej heller nogen svækkelse af Vestens militære potentiel, hverken i almindelighed eller for så vidt angår Holland i særdeleshed. Mindretallet er indstillet på - ud fra den betydning det også tillægger relationerne til USA - at erkende, at visse krav vil opstå og bør imødekommes for så vidt angår det vesteuropæiske forsvars størrelse og art. Man er for sit vedkommende overbevist om, at sådanne krav delvis vil vedrøre det finansielle og økonomiske område. Det altoverskyggende problem er imidlertid, at man ikke kan fiksere en pris for at bevare USA’s evne og vilje til at opretholde sin militære tilstedeværelse i Europa og til at overbevise os om sine garantier - selv om man kunne betale derfor. Også i fremtiden vil dette problem som hidtil være præget af større eller mindre udsving. Der er en risiko ved at begrænse sig til udelukkende at se på spørgsmålet om Vesteuropas (og dermed også Hollands) militære styrke, fordi det er utænkeligt, at ethvert offer på dette område kan opfattes som betydningsfuldt.
 
Det er selvfølgelig klart, at beskyttelsen af vort nationale samfund ikke er et uvæsentligt anliggende. Men idag kan man ikke fortsat hævde, at nationens risici udelukkende er en funktion af mulige væbnede angreb udefra. Vi er blevet gjort opmærksomme på andres trusler, som - til trods for deres væsensforskellige karakter - er ikke mindre alvorlige. Der er behov for at rette opmærksomheden mod den socio-økonomiske kløft mellem de rige og fattige lande, der hindrer opnåelsen af den internationale retfærdighed, vi så brændende ønsker. Tilsvarende kan nævnes forureningsproblemet, der mere effektivt end en væbnet fjende kan gøre det, bogstavelig talt truer med at tage vejret fra os. Alt dette indebærer naturligvis ikke, som nogle undertiden hævder, at et militært forsvar har mistet sin mening, men det betyder ikke desto mindre, at der er behov for at udvise den yderste grad af omhu ved allokering af offentlige ressourcer og dette kunne godt medføre, at forsvarets andel af NNP’et burde være mindre end de nugældende 3,945 %. Uden umiddelbart at ville afvise rimeligheden af et sådant ræsonnement, er mindretallet dog af den opfattelse, at forsvarets nugældende procentsats bør opretholdes, i hvert fald for nærværende. Hvis USA’s europæiske allierede nemlig tager sig frihed til at mindske deres økonomiske forsvarsbyrder ville ethvert forsøg på at beholde de amerikanske styrker i Europa naturligvis uigenkaldeligt miste overbevisende kraft.
 
Mindretallets klare tilkendegivelse af at forsvarsudgifternes relative størrelse bør fastholdes uændret og at der ikke må slækkes på vort forsvars kvalitet, leder det frem til den logiske konsekvens, at man bør diskutere, i hvilket omfang Holland kan og bør imødekomme de hidtidige NATO- forpligtelser. Det er herunder mindretallets principielle opfattelse, at man ikke bør fortsætte med at basere militær styrke på national formåen inden for områder, hvor man kan opnå et mere effektivt og lønsomt resultat ved samarbejde med allierede. Det er urimeligt at forvente, at et land vil allokere stadig større bidrag til en alliance, når beskyttelsen af nationale - i hovedsagen industrielle - interesser i øget omfang truer effektiviteten, og når begreber som rationalisering og opgavefordeling blot reduceres til tomme ord til trods for, at der næppe findes noget, som i højere grad end netop et virkeligt samarbejde på det logistiske område kunne befordre atlantisk integration.
 
Søværnet.
Det hollandske søværn spiller en ret vigtig rolle i den østlige del af Atlanterhavet, den engelske kanal og i Nordsøen, bl.a. fordi Danmarks og Vesttysklands søstridskræfter er bundet af opgaver andetsteds.
Holland har vist evne til at holde sin flåde up-to-date og velforberedt, og der eksisterer ingen uovervindelige problemer med hensyn til personellet. Derfor - og ikke ud fra en iver efter at iværksætte en umiddelbar reaktion på den seneste sovjetiske maritime udbygning - finder mindretallet at burde tillægge Søværnet en vis prioritet. Man er derfor i dette spørgsmål generelt enig med flertallet, selvom man ikke deler ønsket om, at de midler der bliver til rådighed for søværnet (nu hvor man udelader genopbygningen af to destroyere af Holland-klassen) bliver anvendt til at accelerere programmet for erstatningsbyggeri. Tværtimod bør destroyerne udgå af flådens tal på et tidligere tidspunkt.
 
Hæren.
Hvad hæren angår anbefaler mindretallet et antal drastiske ændringer, som er udsprunget af den opfattelse, at der bør tilvejebringes flere muligheder for hurtigt at kunne standse og kontrollere begyndende kriser uden nødvendigvis at øge spændingsniveauet. Mindretallet har ikke meget til overs for en koncept, der går ud på at forsvare hver eneste kvadratkilometer og som indebærer forberedelser til at modstå enhver form for General Attack. De eksisterende manøvreenheder udviser kvalitative mangler, som den hollandske hærledelse selv har påpeget. I overensstemmelse med den koncept, mindretallet går ind for, ønskes et antal væsentlige forbedringer derfor iværksat.
 
Man deler flertallets ønske om at få yderligere en stående brigade hhv. en opklaringsbataljon stationeret i Vesttyskland snarest muligt. Man ønsker også at ændre placeringen af endnu to stående brigader, så de kommer nærmere til deres påtænkte operationsområde. Endvidere findes etablering af et øvelsesområde SV for Groeningen af overordentlig stor betydning for at få elimineret et af hærens mere alvorlige handicaps, nemlig dækningsbrigadernes utilfredsstillende uddannelsesvilkår. Imødekommes forslagene vil afstandene for de i Holland stationerede brigader til deres tildelte operationsområder i Vesttyskland blive mere end halveret. Endelig finder mindretallet, at man bør stoppe mekaniseringen af 5. DIV og at man snarest mulig bør nedlægge såvel denne division som 101. BDE.
 
Flyvevåbnet.
Problemet om de ubegrænsede prisstigninger som følge af den teknologiske udviklings fortsatte vækst har ikke mindst gjort sig gældende i Flyvevåbnet. Alene udskiftningen af Starfighterne vil - i overensstemmelse med nugældende planer - koste mindst 2 mia. Gylden. Mindretallet er derfor tilsyneladende på linie med flertallet, idet man henstiller til alvorlig overvejelse om man ikke kunne nøjes med at nya nskaffe en mindre kompliceret flytype, selvom man derved må give afkald på at få fly, der er bedre egnet til at løse de forskellige opgaver. Men selv i så fald må det nok anses for yderst tvivlsomt, om en erstatning i forholdet 1:1 vil være mulig inden for rammerne af de investeringsmidler, som mindretallet kan gå ind for. Konsekvensen heraf vil derfor være, at man enten må reducere antallet af fly pr. eskadrille eller også det antal eskadriller, der er tildelt NATO. Men mindretallet indser dog, at der - når kvantiteten påvirkes - let kan ske det, at antallet af rådige fly bliver så lille, at det må anses for utilstrækkeligt såvel ud fra et crisis-management synspunkt som i relation til de tildelte opgaver.
 
Konfronteret med dette dilemma ledes man derfor til den opfattelse, at man nu (hvor Starfighternes tekniske og taktiske forældelse har nødven- diggjort en beslutning om evt. udskiftning) er nået det tidspunkt, hvor man ikke længere kan undvige spørgsmålet om, hvorvidt Holland fortsat evner at opretholde tre mere eller mindre fuldtudbyggede værn. Derfor henstilles det indtrængende, at regeringen i NATO-regi rejser problemet om, hvorvidt der ikke burde ske en ændring enten i tildelingen af opgaver, således at det - for så vidt angår Holland - opnås, at man kan koncentrere sig om at gøre mindst 2 værnsfunktioner så effektive som muligt, subsidiært at der bidrages til opbygningen af en fuldt integreret multilateral luftstyrke, hvor hvert enkelt lands andel bestemmes ud fra en rimelig helhedsvurdering af pgl. lands totale forsvarsanstrengelser. Hvad sidstnævnte mulighed angår mener mindretallet, at flyvevåbnet, med dets avancerede integrerede kommandostruktur, let lader sig tilpasse en sådan plan. Såfremt derimod ingen af disse alternativer imødekommes, vil Holland uundgåeligt i begyndelsen af dette årti’s 2. halvdel være nødt til at vedgå, at man ikke længere ser sig i stand til at opfylde et antal af de nugældende opgaver. Mindretallet er derfor af den opfattelse, at spørgsmålet om Starfighternes udskiftning bør stilles i bero, indtil det første resultat af de ovenfor foreslåede NATO-diskussioner viser sig.
 
Økonomi.
Mindretallet finder det påkrævet at stabilisere forsvarsbudgettet på det nugældende procentniveau i forhold til NNP’et og man afviser såvel en forhøjelse som en mindskelse af denne procentandel. Forslaget indebærer, at Hollands forsvar vil blive opretholdt på et niveau, som - med denne grove målestok - overstiger såvel de tilsvarende belgiske, norske og danske som også vesttyske procentsatser, således som de fremgår af Military Balance 1971-72.
(De i det følgende refererede synspunkter er alle udtryk for hele kommissionens opfattelse).
 
Programbudgettering
Forsvarskommissionen er ved sin analyse af forsvarets finansielle forhold blevet overbevist om, at den hidtidige budgetform har været for stiv og for kortsigtet til skade for forsvarspolitikkens kontinuitet og midlernes effektive udnyttelse. Et udslag heraf har bl.a. været fig. stadige forværring af forholdet (i %) mellem forsvarets drifts- og investeringsbudgettet. 
 
 
 
Forudsætningen for at der kan føres rationel forsvarspolitik er derfor, at der kan arbejdes med planer, der spænder over en årrække, og det er især inden for investeringsplanlægningen påkrævet, at man kan arbejde på langt sigt og med størst mulig vished for, at midlerne tildeles i det omfang og på de tidspunkter, man har planlagt med.
 
Kommissionen slår til lyd for, at der for så vidt angår forsvaret overgås til et fuldstændigt programbudgetsystem karakteriseret ved, at langfristede militære planlægningsdata sættes i relation til og harmoni med de kortfristede økonomiske data, d.v.s. de årlige budgetter. For at opnå dette må man i første instans koncentrere anstrengelserne om at indsamle anvendelige og tilstrækkelig pålidelige omkostningsdata. I den nugældende budgetprocedure sondres mellem visse omkostningskate- gorier (militært personel, anskaffelse o.s.v.) d.v.s. »input’et« i stedet for de produkter, der fremkommer som resultat deraf, d.v.s. våbensystemer og militære enheder m.v. eller med andre ord »output«. Såfremt der overgås til en sådan »output-orienteret« anvendelse af omkostningsdata vil man kunne inddele forsvarsbudgettet i et antal aktiviteter, såkaldte programmer, der hver er indrettet mod opnåelse af specifikke mål og herved opnås, at man kan abstrahere fra den traditionelle værns- kategorisering. Selvom Forsvarsministeriet ganske vist har udviklet et Cost analysis System, efter hvilket man post hoc kan henføre militærudgifterne til de forskellige militære enheder finder kommissionen, at dette system ikke i tilstrækkelig grad er egnet som et virkeligt managementværktøj, især ikke for så vidt angår en hurtig beregning af de finansielle konsekvenser af forskellige alternativer.
 
Værnepligtsproblemet.
Et af værnepligtens problemer er, at en uligelig fordeling altid findes uretfærdig for dem, den rammer. Et andet problem er, at betjening og vedligeholdelse af kostbart og kompliceret materiel kræver en stadig stigende grad af færdigheder. Dette kan ofte ikke opnås, dersom man kun benytter værnepligtige, en ulempe, som ikke ville gøre sig gældende, såfremt forsvaret udelukkende var bemandet med frivillige. Men det er imidlertid en uomgængelig kendsgerning, at der for nærværende ikke kan tilvejebringes frivillige til et forsvar af den nugældende størrelse (i hvert fald når det gælder hæren) og i særdeleshed, hvis man også medregner mobiliseringsstyrken. For i nogen grad at kunne lette værnepligtsbyrden og herunder også fordele den mere ligeligt, har det været overvejet at nedsætte tjenestetiden for flest mulige udskrevne, en fremgangsmåde som nogle nationer allerede har anvist.
 
Noget sådant kan dog kun praktiseres ved at øge antallet af frivillige. Ud fra den kendsgerning, at det ville være hensigtsmæssigt at anvende frivilligt personel til et stigende antal kvalificerede funktioner, bad kommissionen et management konsulentfirma undersøge mulighederne for med succes at kunne tilskynde mange til at påtage sig en længerevarende tjeneste i værnene. Firmaet skulle i samme forbindelse også undersøge mulighederne for at anvende civilt personel i visse funktioner. Resultatet af konsulentfirmaets undersøgelse blev derpå forelagt i en rapport, benævnt »Choise for Conscripts«. Ifølge dette forslag bør alle udskrevne kunne foretage et valg blandt et antal funktioner, som tilbydes dem sammen med de tjenestetider og vilkår, funktionerne indebærer. Enkle funktioner, som ikke nødvendiggør lang tjenestetid, som kun kræver kortvarig uddannelse men som til gengæld også findes mindre attraktive, vil kunne forbindes med en tjenestetid, der er nedsat til 12 måneder og med en tilsvarende beskeden aflønning. Denne korte tjenestetid vil således opveje værnepligtens mindre attraktive aspekter. For mere attraktive funktioner, som kræver en længere tjenesteperiode - som regel også forudgået af længere grunduddannelse - vil der til gengæld ydes højere løn. I den foreslåede model regnes med graduerede tjenestetider op til maksimalt 4 år. Konsulentfirmaet anslår, at merudgifterne ved systemets indførelse vil andrage ca. 140 mio. Gylden årligt inklusive introduktionsudgifter. Af hensyn til systemets sociale betydning foreslår kommissionen (som altså tiltræder forslaget), at merudgifterne, eller i det mindste en del af dem, klart fremtræder i budgettet som konsekvenserne af et forsøg på at placere værnepligten i en ny sammenhæng.
 
Internationalt samarbejde
Holland bør udfolde alle mulige anstrengelser for at få alliancen til at indgå i et langt tættere samarbejde i forsvarsanliggender, end vi for tiden oplever. De allernærmeste år kan i denne henseende vise sig afgørende. Uden et sådant tæt samarbejde vil det nemlig vise sig stadig vanskeligere at opretholde et effektivt forsvar af Vesteuropa. De stærkt stigende priser på stadig mere komplicerede våbensystemer og personeludgifternes øgede byrde kan kun imødegås i en bredere sammenhæng. Ud fra et militært synspunkt kræver et operativt samvirke mellem de allieredes forskellige styrker, at den militære koordination og standardisering forbedres. Og ud fra en politisk synsvinkel vil en styrkelse af forsvarssamarbejdet kunne være et instrument for den politiske enheds sag... En koordineret (funktionel) fordeling af fors vars opgaverne mellem de allierede vil muliggøre en mere effektiv og lønsom anvendelse af de rådige ressourcer, fordi den vil sætte den enkelte nation i stand til at koncentrere sine anstrengelser om opbygning af mere ensartede kampenheder, våbensystemer og støtteorganer... En sådan udvikling vil i det lange løb kunne føre til en meget vidtgående og hensigtsmæssig arbejdsdeling mellem de respektive partnere, naturligvis baseret på forud indgåede aftaler om byrdernes fordeling.
 
Kommissionen erkender, at en specialisering må anskues som en trinvis proces, og at en tilbundsgående fordeling af specifikke opgaver mellem og til de allierede først lader sig praktisere, når Europa har opnået et vist niveau af politisk enhed. Men i mellemtiden vil man godt kunne opnå en væsentlig grad af specialisering og arbejdsdeling inden for særligt egnede områder, og dette bør Holland tilskynde alliancen til at få iværksat. Det er i denne ånd, at kommissionen har foreslået, at prioriteten i flyvevåbnets opgaver bør ændres fra luftforsvar til taktisk flystøtte... Et andet område for øget samarbejde er materielanskaffelser og logistik. Her er fordelene umiddelbart indlysende. Et samarbejde mellem et større antal lande om fælles produktion og anskaffelse af våbensystemer vil sædvanligvis indebære væsentlige besparelser og er i virkeligheden en uundgåelig fremgangsmåde, såfremt man ønsker at modvirke de hastige prisstigninger, som ledsager de stadig stigende krav til våbenteknikken ...
 
Et samlet overblik over det eksisterende samarbejde på dette felt leder imidlertid frem til den nedslående konklusion, at de resultater der hidtil er opnået, er overordentlig skuffende til trods for det store antal NATO- komiteer, som sagen har aktiveret. Den væsentligste hindring forekommer at være de enkelte landes tilbøjelighed til at favorisere deres egen industri samt den kræsne indstilling, de nationale militære stabe udviser ved specifikationen af kravene til materiellets ydeevne. Adskillige samarbejdsplaner forekommer at være grundstødt på disse hindringer. En sådan form for modstand kan kun overvindes, dersom de respektive regeringer udviser tilstrækkelig national og international politisk vilje til at komme ud af dødvandet ... Hvad der fremfor alt er behov for er, at den noget løse projektorienterede fremgangsmåde, der ikke altid sikrer den fornødne kontinuitet, bliver suppleret med mere systematiske foranstaltninger. Kommissionen henstiller derfor, at regeringen alvorligt overvejer mulighederne for i en europæisk sammenhæng at foreslå etablering af en integreret, multilateral organisation med klart definerede beføjelser å la den model for en »European Defence Support Organization«, som Frangois Duchéne har gjort sig til talsmand for i sin artikel i Foreign Affairs i oktober 1971. En sådan organisation vil bl.a. kunne fastsætte fælles standards for fremtidigt krigsmate- riel og også initiere projekter for fælles anskaffelse og produktion... Der er også behov for at være opmærksom på mulighederne for at udbygge uddannelsessamarbejdet.. .Yderligere fremskridt på dette område vil ikke blot medføre konkrete besparelser, men vil også kunne fremme den gensidige forståelse mellem personellet i de forskellige væbnede styrker.
 
Kommissionen tilråder regeringen i den allernærmeste fremtid at udfolde alle tænkelige bestræbelser for at fremme samarbejdet inden for de her nævnte områder. Det må alvorligt befrygtes, at de europæiske lande - såfremt dette samarbejde ikke speedes op — inden udgangen af 70’erne ellers ikke vil være i stand til at præstere den fornødne forsvarseffekt. Og kommissionen må også tilråde regeringen til - i internationale konsultationer - klart at understrege den direkte sammenhæng mellem fremskridt på samarbejdsområderne og Hollands evne til fortsat at tilgodese sine NATO- forpligtelser 
 
 
 

*) Nettonationalindkomsten (NNP) fremkommer ved, at man fra bruttonationalind- komsten (BNP e. GNP) fratrækker afskrivninger på kapitalapparatet. De offentlige budgetters procentvise andele af NNP er derfor større, end når de (hvad er det normale) sættes i relation til BNP.

**) Ved markedspriser forstås faktorpriser (»bruttopriser«) + subsidier, men minus indirekte skatter.

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
 

Litteraturliste

Del: