Det glemte mytteri- Soldatermytterierne i 1953

Ib Nordby, Det glemte mytteri- Soldatermytterierne i 1953. Odense: Syddansk Universitetsforlag, 2004. 147 sider, kr. 175,00.

Hvordan det var ”... forsvarets og Slesvigske Fodregiments sorteste dag”, som regimentschefen i Haderslev, oberst Gabel-Jørgensen, udtrykte det, kan i dag diskuteres. At soldaterprotesterne i flere garnisoner mod 18 måneders tjenestetiden blev opfattet som sådan i samtiden, illustreres klart af det retslige efterspil. 

Forfatteren oplevede selv begivenhederne i Søgårdslejren, hvor han gjorde tjeneste som delingsfører i et af 9. Regiments, II. Bataljons kompagnier. Han gennemgår begivenhedernes baggrund, deres forløb og de efterfølgende retssager, og han analyser om soldaternes reaktioner blev fremkaldt og styret – og ikke kun udnyttet – af kommunisterne. Den i datiden udbredte opfattelse af, at begivenhederne var kommunistisk inspireret, afvises på troværdig vis som usandsynlig.

Bogen er et lille letlæst sag, der illustrerer, at selv solide, patriotiske jyske, unge mænd, der kunne huske besættelsestiden, kan drives til at reagere med protester af foresattes tåbelighed.

Den kolde krig var på det tidspunkt varm ovre i Korea. I to år havde NATO forsøgt at opstille militære styrker, der kunne forsvare Vesteuropa. Man var blevet enige om, at det på landjorden skulle ske med en dækningsstyrke, der skulle skaffe tid og rum til at mobilisere hovedstyrken. Feltmarskal Montgomery, der fra 1951 til 1958 var Deputy SACEUR, havde den korrekte opfattelse, at man måtte holde værnepligtige indkaldte i mindst 18 måneder, hvis man skulle have rådighed over brugelige, uddannede, sammenhængende dækningsenheder.

Problemet var, at den nye danske forsvarsordning fra 1951 kun havde 10 eller 12 måneders første uddannelsestid for menige. Danmark accepterede imidlertid på trods heraf, at hæren skulle indeholde en dækningsstyrke på 18.000, fordelt på to reducerede infanteridivisioner, én i hver landsdel. Ved mobilisering skulle de opbygges til 75.000 i fire divisioner samt 25.000 i lokalforsvaret. Man kunne imidlertid med 12 måneder kun opstille ca. halvdelen af denne dækningsstyrke, så VK-regeringen gik med Socialdemokratisk støtte i vinteren 1951-52 med til at hæve tjenestetiden som ønsket af alliancen, og lovede at gøre dette fra maj 1953. Dermed gjorde man sig fortjent til den våbenhjælp, der var en forudsætning for at udruste krigsstyrken.

Imidlertid var de kaserner, der skulle rumme den større hær, endnu ikke færdige. Korpset af officerer og øvrige faste befalingsmænd, der kom fra mellemkrigstidens lille hær og under krigen var blevet decimeret af tab og landsforræderi, var spredt kvalitetsmæssigt tyndt i den hastigt voksende styrke. Man havde endnu ikke en koncept for, hvorledes man ville uddanne og beskæftige dækningsstyrkens soldater.

Da man 12. november 1952 hævede tjenestetiden for de menige i Flyvevåbnet og Kystdefensionen til 18 måneder, kom det til protester. Her var det imidlertid alle, der fik længere tjenestetid, og man var kun halvvejs igennem tjenesten. Det fik dog ingen til at overveje, om man skulle lære de disse incidenter.

Den jyske dækningsstyrke var forudset indsat fra Kielerkanalen til grænsen i henholdende kamp sammen med den i landsdelen placerede norske brigade og en britisk opklaringsbataljon. Nu tog nordmændene hjem for at dække Nordnorge, og forsvarsministeren foreslog så, at man kunne løse kaserneproblemet ved at overtage de norske garnisoner. Den socialdemokratiske ledelse gik imod denne løsning. I regering havde man forgæves forsøgt at få de allierede til at placere flere styrker i Slesvig-Holsten, og man havde med rette den opfattelse, at den norske tilbagetrækning skabte en uholdbar situation, idet den jyske dækningsstyrke ikke alene kunne etablere en sammenhængende fremskudt dækning af halvøens fod.

I regeringen fastholdt man imidlertid, at en del af hæren skulle gives 18 måneder tjenestetid før maj 1953. Den 24. januar 1953 fik de menige fra ingeniør-, telegraf- og forsyningstropperne imidlertid at vide, at de ville blive hjemsendt til tiden, med udgangen af april.

Først den 12. februar nåede regeringen til den løsning, at 40 pct. af indkaldelsesholdet fra infanteriet, pansertropperne og artilleriet skulle hjem 8½ måned - ikke 2½ måned - senere. Det sene tidspunkt betød, at en større del havde skaffet sig et arbejde, der ventede på dem. Den 13. februar, en fredag, fastlagde hærkommandoen, at det i Jylland var ved garnisonerne i Syd- og Sønderjylland, at de menige ikke skulle hjem. Man bestemte, at garnisonerne skulle have den gode nyhed officielt lørdag morgen, før soldaterne gik på weekendorlov, og før de hørte nyheden i pressen. Der var intet forsøg på at drøfte beslutningen og dens gennemførelse med regimentscheferne.

Protesterne startede den efterfølgende mandag. I flere af de ramte garnisoner fik de karakter af lydighedsnægtelse og protestmarcher ud i det blå.  Da det skete ”flere i forening” var det jf. Militær Straffelov mytteri, og blev behandlet som sådan ved retssagerne.

Efter anmelderens opfattelse var det hærledelsen der burde være blevet straffet for grov tjenesteforsømmelse for den måde, beslutningen gennemførtes på. Kun divisionschefen i Åbenrå, generalmajor Allerup, der talte de protesterende soldater til fornuft ”som medborger, ikke som general” synes at have bevaret sin proportionssans.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_133.aargang_nr.4_2004.pdf

Del: