Det danske forsvar april 1940 til 29. august 1943

Den 9. april og den 5. maj højtideligholdes hvert år, og i værnene er næppe nogen i tvivl om, at det sker for at mindes Danmarks besættelse i 1940 og Danmarks befrielse i 1945. Den 29. august flages der også i forsvaret; men det er straks mere tvivlsomt, om alle tjenestgørende ved, at det sker, fordi hæren og søværnet blev afvæbnet af den tyske besættelsesmagt den dag i 1943, og kun meget få kender noget til begivenhederne mellem 9. april 1940 og 29. august 43. I det følgende vil der i brede træk blive gjort rede for militære forhold, herunder den danske forståelse for krigens vilkår samt de vigtigste begivenheder under besættelsen op til den 29. august 1943 og på selve dagen.

Foto Forsvaret.dk Flådeskibe blev sunket for at forhindre, at de faldt i tysk tjeneste. 

Forståelsen for krigens vilkår

For at kunne belyse den, er det nødvendigt at gå tilbage til tiden umiddelbart efter 2. Verdenskrigs udbrud den 1. september 1939. I kølvandet på det tyske angreb på Polen udsendtes på baggrund af en krigsministeriel skrivelse af 6. september til Generalkommandoen, og en tilsvarende til søværnet, en forholdsordre for hærens vedkommende til underafdelings- og højere chefer. I den blev der bl.a. sagt, at

·         ”ved neutralitetskrænkelse skal man så vidt muligt indhente forholdsordre gennem Generalkommandoen fra Krigsministeriet” (telefonnummer opgivet), samt at

·         ”direkte angreb på dansk område skal - når fjendens hensigt er utvivlsom – uden nærmere ordre direkte imødegås med alle til rådighed stående midler – dog under hensyntagen til de foreliggende omstændigheder”.

Da ordren var fortrolig, blev den ikke kendt uden for værnene og fik derfor ingen afskrækkende virkning i udlandet og ingen indflydelse på danskernes værnevilje. Dertil kom, at kun mennesker, for hvem krigens natur er fremmed og som helt fejlvurderede karakteren af det tyske styre, kunne tro, at det ville være muligt dels at vurdere fjendens hensigter, dels telefonisk at indhente forholdsordre gennem to instanser, inden en eventuel tysk angriber havde nået sine mål.

Forholdsordren blev 19. januar 1940 sat i relief af en folketingsbeslutning, der sagde, at neutraliteten skulle opretholdes, og at ”de midler, der rådes over, skal om fornødent anvendes for at hævde og værne rigets fred og sikkerhed”. Da folketingen hidtil havde sagt, at neutralitetskrænkelser skulle afvises, når de var tilfældige eller af en sådan karakter, ”at der foreligger rimelig mulighed for deres afvisning”, tolkede befolkningen den nye beslutning som et udtryk for, at Danmark ville forsvare sig i tilfælde af et tysk angreb. Det gjorde hæren også, og de førere, der den 9. april 40 om morgenen ringede til Generalkommandoen for at indhente direktiv, fik det lakoniske svar: ”Hold Jer til Jeres forholdsordre.”[1] Hæren undlod ganske vist at grave feltbefæstede stillinger, men kæmpede dog med de rådige midler og havde 16 faldne.

Men regeringenen mente i realiteten, set i lyset af den tyske militære overlegenhed, at man ikke skulle gøre modstand. Det blev ganske vist ikke sagt til forsvaret direkte, men fremgik først af Dr. P. Munchs redegørelse til Den Parlamentariske Kommission efter krigen. Da sagde han, at ” man ikke skulle føre en fuldstændig håbløs kamp … og dette kunne ingen være i tvivl om, da det fremgår af den begrundelse, forsvarsministeren gav i 1937, da han forelagde den sidste gennemførte militærlov”. [2]

Folketingsbeslutningen handlede således kun om mindre angreb, og det havde chefen for søværnet, viceadmiral Rechnitzer, forstået. Han blev alligevel 10. maj 40 af 4 ældre søofficerer presset til at tage sin afsked, og ville i øvrigt selv have gjort det den 10. april. Rechnitzer mente ikke, at der ville være noget at stille op over for et tysk angreb, og søværnet løsnede ikke et skud den 9. april. Det skyldes imidlertid også manglende forståelse for krigens natur, idet søværnet ikke havde forhøjet beredskabet. Forsvarsministeren havde ganske vist den 8. april givet ordre om ”højeste alarmberedskab”; men Rechnitzer afviste efter krigen, at det kunne gælde søværnet. Der havde man ikke ”begrebet alarmberedskab, men 3 forskellige gradueringer af sikringstjenesten”. Det havde han sagt til ministeren, men denne havde bare repliceret, at han ikke kendte ”nærmere til udtryksformen”, og derved var det blevet.[3]

Danmarks politiske ledelse, befolkning og officerskorps magtede ikke i 1940 at gennemføre en moderne krig. Vi ønskede den ikke og var ikke forberedt på den bl.a. fordi vi i de mange foregående år havde lullet os ind i en forvisning om, at krigen ikke kom, bare vi viste god vilje til at leve fredeligt. Det behøver vi dog ikke at skamme os ret meget over, for det var også tilfældet i mange andre lande.

Hovedtræk af udviklingen indtil 1943 [4]

Viljen til at gøre modstand og forståelsen for krigens vilkår og dermed erkendelsen af, at vi med eller mod vores vilje var inddraget i en krig, fik ikke meget bedre vilkår de første år af besættelsen. Da den var en kendsgerning ønskede de to værnschefer ganske vist at nedlægge værnene, så der ikke kunne ydes støtte til tyskerne. Men det gik statsminister Stauning imidlertid imod, søværnet forblev på normal styrke, og hæren beholdt 4.000 mand under våben i hovedsagen i København og Sønderjylland indtil den 15. april. Den dag tilgik et direktiv fra besættelsesmagten, der fastsatte styrkemålene.

·         Hæren fik tilladelse til at have 2.200 mand under våben samt 1.100 hjælpetropper, hvilket var færre væbnede, men flere arbejdssoldater end ønsket. Efter stride forhandlinger lykkedes det at beholde styrker på Fyn, der blev udpeget en række garnisonsbyer (Holbæk, Næstved, Randers og Sønderborg) samt tilladt vagtkompagnier i København, Odense Viborg og Tønder. Herudover blev der sat snævre grænser for bevægelsesfriheden og uddannelsen. Der måtte således kun øves ind til 15 km. fra garnison, ikke anvendes fly, brevduer og lyskastere, kun bruges klart sprog i radio og ved telegrafering og kun afgives enkeltskud med maskingeværer. Endelig måtte 24 75mm luftværnskanoner med 17.000 granater og 64 20mm med 60.000 patroner afgives til besættelsesmagten. [5]

·         Søværnet måtte sprede skibene til provinshavne og fik øvelsesområde i Smålandsfarvandet og farvandet syd for Fyn. Herudover måtte man afgive Flakfortet, Dragørfort og Mosede batteri til besættelsesmagten.

·         Udover de fastsatte tal for styrker blev det tilladt at uddanne kadetter, mathelever, rekrutter ved Den Kongelige Livgarde, polyteknikere samt dyrlæger.

4. maj 40 afviste Danmark et tysk krav om, at vi skulle vedligeholde minespærringerne, men den 6. maj accepterede man at stryge og udskadeliggøre miner indledningsvis i de øst–vest gående senere også i de nord-syd gående ruter.

5. februar 1941 blev søværnet stillet over for et krav om at aflevere 12 torpedobåde. Det blev efter lange forhandlinger reduceret til 8, der mod betaling blev afleveret uden udrustning og bevæbning.

I løbet af 1941 og 42 udarbejdede begge værn i al hemmelighed mobiliseringsplaner, der skulle træde i kraft i tilfælde af en allieret invasion eller et tysk sammenbrud. Det skyldtes givet bl.a. den stigende spænding mellem besættelsesmagten og værnene, som 10. oktober 42 resulterede i, at Jyske Division blev beordret ud af Jylland. Denne ordre blev 29. oktober og 18. november fulgt op af et krav om at udlevere først mobiliseringsbeholdningerne og derefter alt materiel, der ikke var i daglig brug i hæren, og den 4. december blev der udleveret for 30 mio kr. materiel, herunder halvdelen af geværerne.

Holdninger

Trods en ret udbredt tyskvenlighed før besættelsen fik nazisterne kun i meget ringe grad følgeskab af personellet i værnene. Søværnets personel var særligt uimodtagelige for den nazistiske charme, medens hæren ikke kunne sige sig ganske fri. Mest markant var det, at halvdelen af Ældste Klasse på Hærens Officersskole [6] meldte sig ind i Dansk National Socialistisk Arbejder Parti (DNSAP) den 26. juni 1940, den dag Paris faldt. Da hvervningen til SS-Standarte Nordland begyndte i sommeren 1940, advarede hærchefen to gange officerskorpset mod at melde sig ved sessionen på DNSAPs partiførerskole; men DSNAPs kampagne i februar 1941 rettet direkte mod hærens befalingsmænd fik alligevel 26 til at lade sig hverve, heraf nogle få linjeofficerer. 29. juni samme år gav regeringen tilladelse til at oprette Frikorps Danmark med oberstløjtnant Kryssing som chef, og hvervningen, som DNSAP satte sig på, resulterede i at 1000 mand meldte sig til og med august. Heraf var endnu kun få befalingsmænd; men selv om tallet steg noget og 26. juni 1943 nåede op på 77 officerer, blev i alt under 10% af officerskorpset nazister, frikorpsfolk eller lignende.

Livet for tyskvenlige officerer var ikke særligt behageligt. Hæren forhindrede f.eks., at egnede blev optaget på generalstabskursus og søgte at få Kryssing, der i øvrigt ikke var medlem af DNSAP, afskediget. Det fik statsministeren dog ændret til, at han måtte træde uden for nummer, hvilket senere blev fastsat for alle, der meldte sig til tysk krigstjeneste.[7] I øvrigt udtrådte mange af de officerer, der i et svagt øjeblik havde meldt sig ind i DNSAP, hurtigt igen og udmærkede sig senere i modstandsbevægelsen.

Det lå dog de første besættelsesår ikke lige for at deltage i illegalt arbejde, og i regeringens ånd advarede mange af de militære chefer direkte mod dette ved paroler. Det hjalp dog ikke over alt, og specielt i Holbæk og Odense gik mange officerer direkte over i en form for modstandsbevægelse. I Holbæk var der ikke kontakt mellem regimentet og den civile modstandsbevægelse; men oberst Holger Bennike, der den 9. april 1940 havde ført styrker over til Sverige i håb om at kunne kæmpe der, oplagde våben til brug ved en militær rejsning mod besættelsesmagten. Oplægningen skete på gårde i omegnen i forståelse med garnisonskommandanten, oberst Lunn, der bl.a. også billigede udfærdigelsen af falske papirer til 14 officer. I Odense havde officerer derimod kontakt med SOE og deltog aktivt i modstandsbevægelsens arbejde bla.a. ved at modtage våben nedkastet på Enebærodde og ved sabotageaktionen mod den tyske minelægger ”Linz”.

I søværnet holdt den militære disciplin generelt officererne inde i folden; men i sommeren 1943 havde et antal yngre søofficerer kontakt til modstandsorganisationen Ringen, der ud over at arbejde politisk virkede som efterretningskilde og rekrutterede enkeltpersoner til specielle, farebetonede opgaver [8]. Derfra gled de pågældende søofficerer over i modstandarbejdet efter 29. august 1943.

Hvor der blev set skævt til de tyskvenlige officerer og misbilligende til dem, som beskæftigede sig med modstandsarbejde, blev efterretningsfolkene betragtet med anerkendelse – nok fordi efterretningstjenesten [9] var styret af værnenes øverste ledelse. Det lå ellers ikke lige for at beskæftige sig med efterretningsindhentning, for det område havde været stærkt forsømt før 9. april. Efterretningstjenesten var før krigen yderst rudimentær. E-sektionen i hærens generalstab bestod af en chef (OL Nordentoft) og 3-4 mand med et budget indtil på 2.800 kr. årligt og 65 rejsedage indtil 1939 og derefter et par tusind kr. om måneden. Marinestabens efterretningssektion havde ud over OK Mørch 1-2 mand beskæftiget og et langt mindre budget. Der var ingen overordnet styring, som kunne samle det materiale, der kom ind fra værnene, diplomater o.l., ingen befalet koordination mellem værnene, og ingen hemmelig indhentning ud over, hvad kaptajn Lunding fik ud af sine rejser i Nordtyskland. Nordentoft og Mørch arbejdede ganske vist fortræffeligt sammen; men Mørch fik ikke alt det materiale, der tilgik søværnet, idet Rechnitzer gav noget til sin sekretær til behandling.

Efter den 9. april kom der kontakt til London og 9. juni gennem kaptajn Gyth til Ebbe Munck i Stockholm. Der var nok at meddele, for meldingerne strømmede ind fra tillidsmænd og garnisoner, og alt gik videre ikke til den britiske militære efterretningstjenste (MI), men til SOE. Det gav anledning til et skisma, for efterretningsfolkene ville helst levere efterretninger, medens SOE kun var interesseret i sabotage. Snart blev efterretningstjenesten den officielle organisation, der havde bedst kontakt med de Allierede, der efterhånden fik tjenesten involveret i såvel E-indhentning, som opstilling af en hemmelig hær og sabotage. Disse tre opgaver var ikke lige populære, idet mange, som antydet, mente, at øget sabotageaktivitet ville ødelægge mulighederne for at indsamle oplysninger. E-folkene var derfor tilbøjelige til, på trods af SOE’s ønsker, at lægge en dæmper på sabotagen.

Opstillingen af den hemmelige hær faldt mere i E-folkenes smag, bl.a. fordi man, som det vil fremgå, senere brugte den til at fremme egne formål. Den var baseret på den såkaldte P-ordning [10], hvoraf der efterhånden etableredes tre versioner. Den originale ordning, senere betegnet P1, blev etableret i 1940, idet P for ”Pålidelig” blev påført på ordren til ekstraordinær indkaldelse til sikringsstyrken for de personer, man mente at kunne stole på. Pålideligheden blev bl.a. kontrolleret i samarbejde med politiet, og kartotekskortene blev oplagt hos pålidelige medarbejdere uden for regimentsadministrationen. I alt stod mindst 10.000 mand i den styrke.

I 1941-42 opfandt E-folkene P2 som modtræk overfor SOE mod ønsket om optrapning af sabotagen. E-Tjenesten meddelte SOE, at man havde en stor styrke til rådighed, som, når efterretningsindhentningen ikke mere havde højeste prioritet, kunne indsættes til sabotage og guerillakrigsførelse. Endelig blev P3 etableret efter 29. august 43 efter ordre fra generalløjtnant Gørtz, der ønskede P1-ordningen retableret. P3 blev dog aldrig rigtig til noget, idet de fleste af de pålidelige nu var beskæftiget med andet illegalt arbejde.

Optakten

I 1943 var såvel danskere som tyskere begyndt at indse, at de fredelige tilstande alt efter temperament ikke ville eller ikke kunne fortsætte. Det gik dog ikke helt let for de højeste danske militære myndigheder at vænne sig til tanken. Den 10. marts flygtede minestrygeren ”Søridderen” således til Sverige tvunget af maskinisten, 3 besætningsmedlemmer og 7 modstandsfolk, der var blevet smuglet ombord. Vel ankommet gik maskinisten og de 3, der havde været på kaprernes side, i land, medens resten af besætningen blev sendt hjem, og da chefen meldte sig på Holmen, blev han omgående afskediget. De tre, der var blevet i Sverige, søgte ind i Den Danske Brigade, men blev som ”mytterister” ikke antaget.[11]

Den tyske chef, general H. von Hanneken havde et klarere blik for krigens vilkår og forlangte først i januar og derefter i marts 43 overfor Oberkommando der Wehrmacht, at den danske hær blev opløst, idet han frygtede at den ved invasion ville falde de tyske tropper i ryggen.[12] Opløsningen blev dog forhindret af  stats- og udenrigsminister Erik Scavenius og den tyske befuldmægtigede dr. Werner Best i forening; men Hannekens forlangende satte fart i værnenes udarbejdelse af forholdsordrer i tilfælde af et tysk angreb på de danske styrker. Hærens ordre blev udsendt 2.juli som en fortsættelse af en orientering til cheferne af 17. marts og lød på, at der kun skulle ydes modstand mod tyske forsøg på overrumpling. Søværnets blev udsendt 27. august af viceadmiral Vedel og lød på, at der var to muligheder, enten flugt eller sænkning.

Den 28. august var man klar over, at tyskerne forberedte en aktion. Der fandt et møde sted mellem forsvarsminister Brodersen, generalløjtnant Gørtz og viceadmiral Vedel, der havde afløst Rechnitzer, og ministeren lod forstå, at han ikke ønskede kamp; men det fandt Gørtz ikke ville være muligt i tilfælde af et tysk overfald. Til gengæld forbød han senere efter et skænderi med stabschefen, generalmajor Rolsted, at der blev kæmpet under alle forhold, og at materiel og udrustning blev ødelagt. [13] Vedel blev af ministeren beordret til at tilbagekalde sin forholdsordre af 27. august, og det gjorde admiralen så kl. 1600 med tilføjelsen ” skibe kan efter omstændighederne sænkes”. [14]

De tyske forberedelser, som man fra dansk side havde observeret, hang sammen med revisionen af operationsplanen for forsvar mod en Allieret invasion. I forbindelse med denne var den her stationerede 166. Infanteridivision blevet beordret til at foretage diskret overvågning af de danske styrker og forberede en hurtig afvæbning af hæren. Divisionen iværksatte omgående planlægningen for afvæbning og var klar i slutningen af juli 43;15) men tiden til udførelse var ikke inde endnu.

De maritime styrker var underlagt Kommandierender Admiral Dänemark, admiral Wurmbach, der tiltrådte marts 43 og overtog de planer, der allerede var lagt i efteråret 42. På det tidspunkt havde bla.a. urolighederne ved Frikorps Danmarks orlov i Danmark udløst forberedelser til besættelse af søværnets skibe og kystdefension og forhindring af skibsflugt til Sverige. Forberedelserne var blevet stillet i bero, og Wurmbach fandt de første måneder ikke grund til at skride ind overfor søværnet.[16]

I løbet af 1943 var udviklingen her i landet imidlertid gået i stadig mere urolig retning og kulminerede i august, hvor der fra den 9. udbrød generalstrejker i 17 af de større byer. I forbindelse med strejkerne blev der iværksat demonstrationer, værnemagt og politi søgte at dæmpe urolighederne, hvilket blot førte til endnu større demonstrationer og provokationer af besættelsesmagten, der forøgede beredskabet. OKW forhørte sig den 21. august om tilstanden i Danmark, og v. Hanneken afgav en udførlig rapport, der konkluderede med et ønske om indførelse af undtagelsestilstand og indsættelse af tyske tropper. Da dr. Best samtidigt i Førerhovedkvarteret var blevet påtvunget et ultimatum til den danske regering, og Admiral Dänemark også var foruroliget, mødtes de tre tyske ledere 27. august på Nyboder Skole. Her orienterede dr. Best om det tyske ultimatum, som han ikke troede den danske regering ville acceptere, hvorfor løsningen på krisen måtte blive undtagelsestilstand og afvæbning af det danske forsvar. Det var forudsat at skulle ske den 28. august; men da en udskydelse med 24 timer samtidigt kunne give v. Hanneken mulighed for at bruge dele af 25. Panzerdivision, der ville være på gennemmarch, og Wurmbach mulighed for at at tilpasse sin planlægning, så danske skibe, der var udflyttet fra Holmen, kunne erobres, enedes man om at udløse angrebet 29. august kl. O4OO. Operationen fik kodenavnet ”Safari” og ville blive udløst på kodeordet ”Blitz”, hvis den danske regering som forventet afviste ultimatummet.[17]

29. august 1943

Den følgende kortfattede gennemgang vil fokusere på de mest markante begivenheder med hovedvægt på en omtale af de danske faldne.[18]

Hærens øverste ledelse var sat ud af spillet kl. 0400 med besættelsen af generalkommandoen og krigsministeriet. Man mente der, at alle forberedelser allerede var truffet og de nødvendige ordrer udgivet, så man udnyttede ikke de muligheder, det gav for kontakt med enhederne, at telefonen først blev afbrudt kl. 0505. I søværnet var man mere på tæerne. Viceadmiral Vedel havde etableret radiokontakt til alle skibe, og da flere meldinger indløb om kamphandlinger samt tysk opmarch ved Holmen, udsendte han flg. signaler: Kl. 0407 ordre om at alle skibe på Holmen skulle sænkes, 0410 i kode til alle skibe ”Alarmtilstand” og kl. 0412 med samme adressater: ”Søg svensk område”.

Hæren kæmpede i københavnsområdet ved Det Nye Tøjhus og Ammunitionsarsenalet, ved barak- og teltlejren på Amager, på Prinsessegades Kaserne, Herluf Trollesgades Kaserne, Skydeskolen for Håndvåben, Gernersgades Kaserne, Livgardens Kaserne i Gothersgade, Ryvangen Eksercerplads, Jægersborg Kaserne og Sorgenfri Slot. I provinsen blev der kæmpet i Næstved på Garderhusarkasernen, i Odense på kasernen, i Skovpavillonen og ved hangaren på eksercerpladsen, i Nyborg på Kurhotellet og vandrehjemmet, i Ringe og i Fåborg.

Ved Tøjhuset og Ammunitionsarsenalet faldt vægter Carl Hansen, da tyskerne trængte ind i vagtbygningen, menig H.K. Jørgensen blev dræbt, da han forsøgte at komme ud med generalens vogn og menig O.E.B. Hilker døde senere af sine sår. Dem fik han, efter han i våbenarsenalets vagtlokale forsøgte at slå pistolen ud af hånden på en indtrængende tysk soldat.

I lejren på Amager var der truffet forberedelser til forsvar bl.a. med to 20mm maskinkanoner og en 37mm kanon og udsendt patruljer. Da en tysk patrulje nærmede sig vagtbygningen i baraklejren og ikke svarede på anråb, blev der åbnet ild. Ilden blev besvaret og korporal S.H. Michelsen faldt, da han løb mod vagtbygningen. I teltlejren lykkedes det at sætte en enlig tysk kampvogn ud af spillet med et 37mm skud ved kanonrøret, men under ildkampen faldt menig P.V. Olsen og menig A.F. Hansen.

På Gernersgades Kaserne faldt overofficiant O.K. Karbo og menig R.V. Isbo under den ildkamp, der opstod efter at tyskerne havde sprængt porten og trængte ind i bygningerne, der blev renset ved skydning ind i alle rum.

På Livgardens Kaserne i Gothersgade skød oversergent K. Norvin den tyske kompagnichef, da denne trængte ind, tog ladegreb, sprang ud på gaden og faldt ramt af flere skud. Adjudanten, kaptajnløjtnant S. Snerding, hørte skyderiet, løb ned ad trappen for at hjælpe og faldt her.

På Jægersborg Kaserne indskrænkede den danske indsats sig til nogle enkelte skud fra vagtkommandøren mod en tysk kampvogn; men de indtrængende tyske soldater skød ivrigt, og efter at kasernen var taget, og afvæbningen var gået i gang, blev den ubevæbnede brandvagt, menig L.J.B. Larsen, dræbt af nervøse tyske soldater.

På Garderhusarkasernen i Næstved var man vel forberedt, og tog kampen op, da tyskerne angreb med fire infanterikompagnier støttet af kanoner og morterer. Premierløjtnant P.A. Hansen-Nord blev livsfarligt såret, da han dækkede vagtholdets tilbagegang, og sergent S.A.J. Andersen blev hårdt såret, da han gik i stilling ved selve kasernebygningen. Begge døde af deres sår samme dag.

I Odense blev der kæmpet såvel på den midlertidige kaserne, som var det tidligere garnisonssygehus, som ved Skovpavillonen i Fruens Bøge, hvor der var depot for ammunition og udrustning, samt af dobbeltposten ved hangaren på eksercerpladsen. Af denne post faldt menig A.P. Christensen, medens hans makker blev såret.

På Kurhotellet i Nyborg var pigtrådsspærringen af hensyn til en privat grundejer anbragt så tæt ved hotellets forsamlingsbygning, Hermon, så tyskerne kunne kaste håndgranater ind gennem vinduerne. Da hotellet blev angrebet, skete netop dette, Hermon brød i brand, og kornet K.B. Madsen faldt uden for, da han løb tilbage under kampen efter at have hentet ammunition i hovedbygningen. Her blev kaptajn C.L. Wesenberg livsfarligt såret under den tyske beskydning og døde senere. I vandrehjemmet kæmpede mandskabet fra vinduerne, og menig I. Jacobsen faldt ramt af et skud i hovedet og lige efter af en håndgranat på brystet.

Trods omfattende forberedelser blev der ikke kæmpet i Holbæk, da en repræsentant for værnemagten først indfandt sig kl. 1615. Men chefen for 4. Artilleriafdelings 2. Batteri, kaptajn O.C. Brøndum, havde kl. 0830 opfordret sit batteri til at følge ham enten i kamp eller til Sverige. Alle undtagen én mand tog af sted med kaptajnen og nåede efter at have kapret et motorskib i Gilleleje til Sverige.

Søværnet kæmpede på Holmen, hvor det lykkedes at sænke 29 flådefartøjer, sænkede skoledelingens to skibe, Hvidbjørnen og Ingolf, i Storebælt, kæmpede i Korsør og Nyborg havn samt i Isefjorden, og det lykkedes for torpedobåden Havkatten, tre minestrygere og 9 marinekuttere at undslippe til Sverige.

På Holmen medførte sænkningen af de danske skibe ingen tab; men efterfølgende blev et tysk fartøj beskudt, sandsynligvis af et andet tysk fartøj, og under den påfølgende ildafgivelse blev mathelev O.K. Rasmussen og værnepligtig E.B. Christensen hårdt såret og døde kort efter.

I Korsør blev de 8 danske flådefartøjer kl. 0400 belyst af projektører og angrebet. I minestrygeren Hajen skød vagtassistenten, torpedounderkvartermester C. Thomsen den første tyske soldat, som bordede skibet. Kort efter faldt han selv, og under det efterfølgende håndgemæng blev næstkommanderende, søløjtnant A. Rübner Jørgensen, såret i låret af et bajonetstik. Han faldt om på dækket og mistede så meget blod, inden han kom under lægebehandling, at han døde dagen efter.

I Nyborg lå to minestrygere og fire kuttere. De blev angrebet kl. 0415 fra land, og en af de udstillede poster, værnepligtig menig N.B. Olsen, faldt under den indledende skudveksling.

I Isefjorden var artilleriskibet ”Niels Iuel” og en kutter blevet observeret af tyske rekognosceringsfly, da de stod ud af Holbæk havn i et forsøg på at nå til Sverige. Fjordens munding var imidlertid bevogtet af tre tyske skibe, og tyskerne foregav art have udlagt miner. Dette og et signal om, at en kurer fra viceadmiral Vedel var undervejs, forsinkede Nils Iuel, der mellem kl. 0855 og 0935 blev angrebet 5 gange af tyske fly. Angrebene anrettede efterhånden så store skader, at det måtte anses for håbløst at forsøge at nå til Sverige. Skibet blev derfor sat på grund, og fire af de fem sårede blev bragt til sygehuset i Nykøbing, hvor artillerikvartermester H.E. Andreasen døde af sine sår den 2. september.

Endelig bør det i forbindelse med tabene nævnes, at overkonstabel K.B. Jensby, der den 29. august var blevet interneret sammen med den øvrige besætning på Middelgrundsfortet, druknede under flugtforsøg natten mellem 30. og 31. august.

Afslutning

De samlede danske tab den 29. august 1943 var 24 faldne og 50 sårede, medens tyskerne mistede 4 faldne og 59 sårede.[19] Når en sådan opgørelse forelægges, stilles der ofte her i landet med en hvis skepsis det højtidelige spørgsmål, om disse ofre var nødvendige.

For værnemagten var det givet ubehageligt at have en stadigt mindre pålidelig hær- og flådestyrke stående i ryggen i en situation, der såvel på fronterne som i det besatte Danmark blev stadigt mere ustabil. Besættelsesmagten kunne måske have forhandlet sig frem til en dansk overgivelse; men en sådan fremgangsmåde lå ligesom ikke rigtig til det nazistiske Tysklands temperament. Yderligere er det nok indgået i de tyske overvejelser, at en forhandlingsfase kunne have givet det danske forsvar mulighed for at fordele våben, ammunition og sprængmidler til modstandsbevægelsen og at ødelægge materiellet.

Med kendskab til de danske politikeres, embedsmænds og højtstående officerers manglende forståelse for krigens vilkår, kan man imidlertid frygte, at den tyske bekymring ville have vist sig næsten ubegrundet. Når jeg skriver "næsten", er det, fordi jeg føler mig overbevist om, at viceadmiral Vedel hellere ville have sænket flåden end overgive den. Men man kan med danskere aldrig vide, hvad venlige overtalelsesforsøg kan føre til, så det var derfor Danmarks store held, at besættelsesmagten valgte at stille regeringen et uacceptabelt ultimatum og angribe, da det blev afslået. Historikeren Bo Lidegaard skriver:

” Den 29. august 1943 blev et vendepunkt for den måde omverdenen så på Danmark. Og et vendepunkt for, hvordan vi opfatter os selv. ... De fleste oplevede det som en lettelse, at Danmark nu havde meldt klart ud, og i Den Frie Verden styrkede det opfattelsen af, at Danmark stod på De Allieredes side. For den danske befolkning var det blevet klart, at man ikke kan være et suverænt land, hvis man ikke tør give sin mening til kende og ikke vil deltage dér, hvor ligesindede lande i forening kæmper en retfærdig kamp for de interesser og værdier, der også er Danmarks. Det var den erkendelse, der i 1945 førte til Danmarks medlemskab af De Forenede Nationer og i 1949 til vores optagelse i Atlantpagten – den, som siden blev kendt som NATO. Det er i sidste ende samme erkendelse, som førte til, at Danmark i 1972 søgte om optagelse i det forpligtende samarbejde med vore nabolande i De Europæiske Fællesskaber – det nuværende EU”.[20]

Noter

1)Oplysning fra bl.a. generalmajor F.B. Larsen.

2)Se bilag til betænkning til Folketinget afgivet af den af tinget under 15. juni 1945 nedsatte kommission i henhold til grundlovens § 45 (Parlamentariske kommission), Schultz, København 1945, I, s. 679.

3) op. cit. s. 191.

4)I hovedsagen fra Palle Roslyng-Jensen ”Værnenes politik -politikernes værn. Studier i dansk militærpolitik under besættelsen 1940-45”, København 1980, samt

Besættelsens Hvem-Hvad-Hvor, Politikens Forlag, 1965, p. 234-239.

5) op. cit. p. 32 ff.

6) Senere kaldet generalstabskursus. Svarer i dag til uddannelsen på Operations- og føringsuddannelsen (OFU) samt Stabskursus på Forsvarsakademiet.

7) Jf. Krigsministeriets skrivelse af 8. juli 1941.

8) Besættelsens Hvem-Hvad-Hvor p. 327-328.

9) Om efterretningstjenesten se Hans Chr. Bjerg ”Ligaen, Den danske militære efterretningstjeneste1940-1945”, København 1985

10) Om P-ordningen op. cit. p. 111 ff.

11) Hans Kirchhoff ”Augustoprøret 1943. Samarbejdspolitikkens fald. Forudsætninger og forløb”, København 1979, bd. 1, p.118

ff. 

12) Se bl.a. Knud Hendriksen ”Operation Safari 29 august 1943”, Det Kongelige Garnisonsbibliotek 1993, p. 17-18.

13) op. cit. p. 33.

14) op. cit. p. 158.

15) op. cit. pp. 18, 20-28.

16) op. cit. p. 160-161

17) op. cit. s. 20.

18) Afsnittet er baseret på ovennævnte bog af Knud Hendriksen, der er den mest omfattende og nøjagtige gennemgang af begivenhederne.

19) Tabstallene er for danske faldne og sårede efter Besættelsestiden Hvem-Hvad-Hvor op. cit. for hæren p. 236, for søværnet p. 239. Navne på danske faldne samt tyske tabstal er taget fra ”Operation Safari” op. cit. Begge kilder opgiver 1 dansk falden på Holmen, og ”Operation Safari” nævner i alt kun 6 faldne af søværnet; men da E.B. Christensen i den kilde opgives som såret, og hans navn figurerer på  Folk og Værns liste over faldne, er han medtaget her.

20) Bo Lidegaards artikel til Skoleavis, der vil blive udgivet i anledning af 60 året for den 29. august 1943.

Litteraturliste

Del: