Descent into Chaos. The World’s Most Unstable Region and the Threat to Global Security og Global Security” og Two Hundred Years of Foreign Engagement in Afghanistan

Anmeldt af Michael Clemmesen

“Descent into Chaos. The World’s Most Unstable Region and the Threat to Global Security” af Ahmed Rashid. Udgivet af Penquin Books, London  2009. 498 sider. Pris (paperback): 6,98£ ved Amazon UK.

“Butcher & Bolt. Two Hundred Years of Foreign Engagement in Afghanistan” af David Loyn. Udgivet af Windmill Books, Rio Vista, Texas 2009. 400 sider: Pris (paperback): 6,57£ ved Amazon UK.

Af de snesevis af bøger, der nu udkommer om forholdene i Afghanistan samt Nord- og Nordvestpakistan, er disse to de generelt set mest givende. Læsningen er smertefuld på grund af, at bøgerne, igen ikke mindst Rashids med dens kortere tidsfokus, dybdeafdækker menneskets og dets lederes mangler og tåbeligheder – både de vestlige og lokales - og de forfærdelige samt potentielt katastrofale virkninger af disse svagheder. Der er her henvist til paperback-udgaverne (samlet pris inklusive forsendelse under 200 kr.), fordi ingen officer eller civil embedsmand bør lade sig sende til missionsområdet i regionen eller påtage sig en sagsbehandlerstilling vedrørende området uden kritisk at have læst disse to bøger og fordøjet deres indhold. Der er ikke sådan, at bøgerne giver løsninger. De bidrager maksimalt til akut nødvendig indsigt og ydmyghed.

Efter en periodevis meget tæt interesse for Pakistan i 35 år - efter et ophold i landet i 1975-76 - var jeg indledningsvis dybt skeptisk over for noget skrevet af en pakistansk journalist. Kritik af landets grundlæggende udenrigspolitiske linje over for Kashmir/Indien og Afghanistan er ikke alene betragtet som uacceptabel, den er i stigende grad blevet akut livsfarlig. Man kommer imidlertid ikke langt ind i bogen, før man erkender, at Ahmed Rashid er en både usædvanligt vidende, indsigtsfuld, kritisk og meget modig mand – og samtidig en yderst velskrivende skribent.

Fra bogens første del følges de amerikanske, pakistanske og verdenssamfundets reaktioner på angrebene 11. september 2001. I FN-regiet, som Rashid er tilknyttet som rådgiver, medfører den nu akutte stormagtsinteresse, at man håber på, at der nu endelig bliver vilje til at gøre den indsats, som er nødvendig for at vende udviklingen i Afghanistan væk fra sammenbrud. I Pakistan var man klar over, at USA godt kendte til de pakistanske sikkerhedsmyndigheders, herunder ikke mindst efterretningstjenestens, direkte ansvar for den politiske udvikling i nabolandet. Det var deres hjælp, der havde endt med at give el Qaeda basemuligheder i landet. Pakistans position var også fortsat i stor udstrækning nedkølet som en følge af den hårde amerikanske reaktion på det pakistanske kernevåbenprogram. Rashid følger derefter igennem hele bogen, hvordan den pakistanske leder, general Pervez Musharaff, med sin gradvis skiftende junta af mere eller mindre indflydelsesrige generalskolleger, fra starten bevidst lægger sig på en dobbeltpolitik. Man giver amerikanerne så meget verbal og reel støtte, som det i den aktuelle situation synes strengt nødvendigt, men udnytter samtidig USA’s store og voksende afhængighed af Pakistans tolerance af landets territoriums inddragelse i krigen i Afghanistan. Man fanger og udnytter USA til dels at konsolidere egen magt samt til i mulig udstrækning fortsætte krigen mod Indien i Kashmir under kontrol af efterretningstjenesten. Man skaffer sig handlefrihed til at udnytte de militante islamistiske kredse i den pashtunske befolkning i både Afghanistan og selve Pakistan, men nok så meget stammerne i de af den pakistanske forbundsregering direkte administrerede områder (FATA). Det er områder, som man igennem hele perioden efter selvstændigheden i 1947 af forskellige årsager i de skiftende årtier har ladet henligge som et politisk og økonomisk middelalderligt ur-reservat. I det sidste par årtier har det været hensigtsmæssigt for de pakistanske sikkerhedsstyrker at bevare det underudviklede stade for at kunne have en del af landet, som man kunne frasige sig ansvaret for, og som derfor kunne anvendes til lejre for terroristuddannelse for frivillige til indsatsen mod både Kashmir og selve Indien samt i de senere år til indsats mod regeringen og de vestlige styrker i Afghanistan. Dette skete som nævnt samtidig med, at man proforma støttede den amerikanske indsats her. Denne alliance med islamisterne var blevet udbygget i årtier af den pakistanske hær med både indenrigs- og udenrigspolitiske mål. Bogen følger, hvorledes denne anvendelse af amerikanerne blot lykkes alt for godt, ikke blot fra pakistansk side, men også af de ekstremt undertrykkende regimer i de centralasiatiske tidligere Sovjetrepublikker, hvis baseområder USA – og landets allierede – havde behov for i krigsførelsen.

Bogen følger derefter udviklingen frem mod den bedrøvelige situation i 2008 i alle de behandlede områder. Pakistan havde ud fra geostrategiske motiver stillet territorium og støtte til rådighed for genopbygningen af Taliban og organisationens offensiver i Afghanistan efter 2006. De fundamentalistiske kræfter, som hæren og sikkerhedstjenesten i så mange år havde næret for at bevare magten, vendte sig nu som et Frankensteins monster mod alle sekulære kræfter i det kernevåbenbevæbnede land, så dets stabilitet og fremtid blev truet. De områder i FATA, man bevidst havde udnyttet, kom nu helt uden for kontrol. I Afghanistan havde det internationale samfund uden USAs interesse og pres totalt svigtet sit ansvar for at udnytte det grundlæggende folkelige krav om god regering og økonomisk udvikling, der dominerede stemningen, efter at Taliban blev kastet på porten. USA undergravede ved Bush-regeringens søvngængeragtige ideologiske optræden og etiske og moralske svigt i både Afghanistan og ikke mindst i Irak hurtigt og dramatisk sin interventions legitimitet. Præsident Hamid Karzai og hans afghanske regering matchede ved deres egen optræden de internationale repræsentanters svigtende engagement og uduelighed og henfaldt til at udnytte magtens muligheder, medens man havde den, snarere end at risikere problemer ved at gribe ind over for krigsherrers fortsatte opdeling af landet i de facto selvstyrende områder. Samspillet af negative udviklinger gav bogens titels advarsel: Regionen skred mod et kaos, som kan true den globale sikkerhed.

Alt dette virker ikke specielt opmuntrende, men det har læsningen trods alt været for anmelderen. Dette skyldes, at forfatteren med sin viden og solide argumenter afviser, at flertallet af befolkningerne i Pakistan, Afghanistan eller FATA skulle være anderledes end alle andre normale mennesker på jorden: At de skulle være uinteresseret i udviklingen af deres børns – pigers og drenges – uddannelse og økonomiske fremtidsmuligheder, i fungerende infrastruktur, i medindflydelse på deres fremtid, i ukorrumperet og dygtig forvaltning, i et velfungerende retssystem. Faktisk er Rashid her befriende ved at påvise hulheden i sådanne ideer om pashtunerne og de andre befolkningsgrupper i regionen. Han beskriver, hvordan de i årtier er blevet frataget deres muligheder og fremtid af kombinationen af egne dårlige og manipulerende ledere og det internationale samfunds tåbeligheder og manglende engagement. Befolkningerne reagerer snarere, som de gør, på grund af skuffelser og frustration end på grund af en udbredt og dominerende særegen karakter og fundamental kulturel modstand mod udvikling.

David Loyns bog er som nævnt grundlæggende anderledes, men supplerer samtidig på forunderlig vis Rashids. Baggrunden er som nævnt to årtiers dækning af regionen, primært for BBC. Loyns perspektiv er det lange, historiske. Som Rashid er han nationalt selvkritisk, her er fokus dog meget naturligt rettet mod Storbritanniens del i misforståelser og uetisk optræden igennem historien. Han beskriver som titlen angiver forløbet to hundrede år tilbage til de årtier, hvor briterne først blev indblandet i og senere lidt efter lidt overtog Sikhrigets relationer til pashtunområderne på nordvestsiden af Indusfloden. Det var i forsøget på at styre den komplekse, fjerne grænsezone med minimal indsats af forståelse og resurser, at situationen endte i den først britisk-afghanske krig, og her i et ydmygende totalt nederlag. Forfatteren sørger i hele bogen for at drage paralleller til senere svigt med hensyn til at sætte sig ordentligt ind de lokale vilkår og optræde derefter.

Derefter følger det halve århundredes ”Store Spil” for at undgå, at det fremrykkende Russiske Imperium nåede frem til Britisk Indiens nordvestgrænse, en kold krig, der blev afsluttet midlertidigt umiddelbart før 1. Verdenskrig, hvor begge imperierne havde behov for – sammen - at koncentrere sig om problemerne i Europa. Som naturligt, hvor dette er muligt, spillede afghanerne selv, og på begge konkurrenter, både for at opnå den størst mulige handlefrihed og for at udnytte de fremmede i den altid komplekse og dynamiske interne magtkamp i landet. ”Spillet” førte til den anden britisk-afghanske krig, som igen førte til et ydmygende britisk nederlag på grund af de logistiske vanskeligheder med at føre krig i det infrastruktur- og resursefattige land.

Periodens mest nutidsrelevante begivenhed var dog, at briterne fik den afghanske leder til at acceptere både definitionen af landet som en strategisk buffer mellem de to europæiske imperier – dog underkastet britisk veto med hensyn til udenrigspolitikken - samt markeringen af en strategisk grænse nordvest for bjergpassene, opkaldt efter den imperiale aktivist Durand. Grænsen opdelte de pashtunske områder i en indisk og en afghansk del. Linjen blev fra starten løbende anfægtet fra afghansk side og senest de facto også fra pakistansk side. De lokale bjergstammer har aldrig anerkendt linjen, men anvender den samtidig løbende som en mulighed for at søge et ”helle” på den anden side, når nødvendigt på grund af kriminel, politisk eller blandet virksomhed. Periodens anden udvikling med nutidig relevans var en opblussen af fundamentalistisk politisk islam, der undergravede de lokale stammelederes magt og som nærede og intensiverede oprøret mod briterne.

Idet den afghanske leder udnyttede den britiske svækkelse ved afslutningen af 1. Verdenskrig, opnåede han ved at indlede en tredje britisk-afghanske krig i 1919 at opnå frihed fra britisk kontrol over afghansk udenrigspolitik. Som et middel i sin krigsførelse mobiliserede han pashtunerne i stammeområderne på den anden side af Durand-linjen i hellig krig, hvilket tvang briterne til samtidig med krigen mod Afghanistan og i mange måneder efter fredsafslutningen at gennemføre en kostbar pacificeringsoperation i de samme områder af Waziristan, som den pakistanske hær nu igen forsøger at kontrollere. Det væsentligste resultat af den britiske indsats blev dog en reorganisering af sikkerhedsstyrkernes tilstedeværelse, en investering i ny infrastruktur, der kunne bedre områdets økonomi, samt en fundamental reform og forbedring af forvaltningens kvalitet, det vil sige retfærdighed. Dette sidste element behandler Loyn ikke i det omfang, dette fortjener, hvilket sandsynligvis skyldes, at området faldt tilbage i et nyt oprør i 1930’erne, en lokal følge af indsatsen af de stadig stærkere, konkurrerende, nationalistiske bevægelser i Britisk Indien.

Bogens tredje og næstsidste del følger udviklingen i Afghanistan fra 1973 over radikale moderniseringsforsøg, interne magtkampe, sovjetiske stabiliseringsforsøg, hovedløs amerikansk mobilisering af fundamentalistisk islam i den kolde krigs tjeneste (der fortsætter ved sin inerti efter Sovjetunionens sammenbrud), verdenssamfundets glemsel samt endelig Afghanistans ødelæggelse og de facto opløsning i en ustyrlig borgerkrig.

Bogens afsluttende del giver et kompliceret og derfor troværdigt billede af Talibans vej til magten, udviklingen i forholdet til al Qaeda og forløbet i årene fra 2001 til 2008 både syd og nord for Durand-linjen. Det må dog understreges, at for denne sidste periodes vedkommende er Rashid både mere kynisk, vidende, kritisk og troværdig.

Også læsningen af Loyns bog understreger ved at opregne den fjerne og nære fortids dumheder og fejl, at intet opnås let i regionen. Også her får man indtrykket af, at en rimelig udvikling mod en stabilisering og normalisering er mulig, kun krævende i indsigt, tid, resurser og engagement.

Det ville være bekvemt, hvis de to bøger kunne bidrage til indsigt i dette hos ansvarlige embedsmænd og politikere.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:
militaert_tidsskrift_139.aargang_nr.3_2010.pdf

Del:

Emneord

Der er ingen emner tilknyttet denne side


Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.