"Dereliction of Duty. Lyndon Johnson, Robert McNamara, the Joint Chiefs of Staff, and the Lies that led to Vietnam"

Anmeldt af Brigadegeneral Michael H. Clemmesen

“Dereliction of Duty. Lyndon Johnson, Robert McNamara, the Joint Chiefs of Staff, and the Lies that led to Vietnam” af H. R. McMaster. Udgivet af HarperCollins, New York 1997. 447 sider. Paperback fra £6.29.

Foto: Amazon.com

Forfatteren er den nu 50-årige nyudnævnte generalmajor Herbert Raymond McMaster, der her i sommer efter tyve måneder i Kabul fik stillingen som chef for infanteriets og pansertroppernes nye fælles kampskole ”Center of Excellence manøvrekrig” i Fort Benning. Da han skrev grundlaget for bogen som ph.d.-afhandling midt i 1990’erne, var han en yngre panseropklaringsmajor, der havde udmærket sig som kampvognseskadronschef under Golfkrigen. I 2005 kom han som chef for 3rd Armored Cavalry Regiment – dvs. en panseropklaringsbrigade - gennem en succesrig rensning og pacificering af byen Tal Afar i Vestirak til at levere en model for den ændring af den amerikanske besættelsesstrategi, der forbedrede situationen i Bagdadområdet to år senere. 

Ikke specielt overraskende har bogens kombination af provokerende selvstændig analyse af den politisk-militære ledelses vej til det amerikanske Vietnam med den senere succesrige praktiske tjeneste i tre krige ikke fremmet hans karriere. Han har måttet vente på både den første og anden generalstjerne, og hans nye opgave med at skabe en fælles kultur mellem de to dele af den amerikanske hærs kamptropper er mildt sagt en udfordring.

Bogen er ikke ny, men som det ses 15 år gammel. Der er imidlertid en særdeles god grund til at læse eller genlæse den nu. Den unge forfatter major McMaster forestillede sig næppe, at det dysfunktionelle beslutningsforløb i 1963-65, der i de efterfølgende fem år bragte USA's nederlag og den amerikanske hærs halve opløsning, og som blev fulgt af tyve års nationalt traume, er og vil være normalsituationen, når vestlige demokratier som USA – eller Danmark - leger halvhjertet med krig.  

På overbevisende vis følger McMasters bog rødderne til de ledelsesmæssige problemer i Kennedys ledelsesstil, der blev præget af konsultation med akademisk velfunderede reformatorer og manipulation af de formelt ansvarlige myndighedschefer, som man måtte undgå udtrykte deres mulige uenighed offentligt. Den ledende rådgiver blev Robert McNamara. Han transformerede hurtigt forsvarsforvaltningen til kun at respektere og anvende kvantitative styringsinstrumenter i, hvad der blev urformen af den senere New Public Management-teori. Efter sin succesrige rådgiverindsats under Cuba-krisen i oktober 1962 var McNamara bekræftet i sin opfattelse af, at denne krise gav den eneste relevante militære og strategiske erfaring i kernevåbenalderen. Han var overbevist om, at han kunne og derfor skulle ignorere og manipulere de uniformerede dinosaurer, værnsstabscheferne, der udgjorde præsidentens og kongressens formelt ansvarlige, strategiske rådgiverkreds. McNamaras og hans unge hjælperes arrogance og manipulative ledelsesstil kom til at blive gentaget i 2002-06 af den dårligere begavede, men lige så selvsikre, Donald Rumsfeld og dennes hird af radikalt nykonservative intellektuelle.  

Afvisningen af relevansen af militær sagkundskab og den opfattelse, at der skal en civil-akademisk buffer ind mellem denne sagkundskab og de ansvarlige politikere, er desværre ikke noget, der kun ramte og rammer Pentagon. Resultatet blev og bliver meget hurtigt, at de militære sagkyndige taber deres motivation til ansvarlighed, en ansvarlighed, der indebærer kravet om at overvinde værnskulturelle og – ideologiske uenigheder. Ansvarsløs henfaldt/-falder man til det ikke-professionelle newspeak, som kunne/kan tjene værnets delinteresse i kamp om opgaver og resurser.

McNamara og de andre nøglerådgivere – primært jurister - var ude af stand til at se eller acceptere, at de nordvietnamesiske ledere ikke tænkte som de selv, som ønskede at finde en løsning, der ikke gav deres land væsentlige tab eller ødelæggelser. Rådgiverne var fastlåste i at se modstanderen som sig selv, uanset hvad de uniformerede eller efterretningstjenesterne vurderede. Det havde jo virket ved Cubakrisen, hvor man kombinerede forhandlinger og operativt magtsprog. Betydningen af, at spillet nu var langt fra risikoen for atomkrig gik aldrig op for den teknokratiske manager McNamara. Det var jo i modstrid med juridisk og økonomisk logik.

Præsident Johnson ønskede blot at hindre, at udviklingen i Vietnam udviklede sig på en måde, der først hindrede hans valg i november 1964 og derefter gennemførelsen af hans socialpolitiske reformpakke. Enhver beslutning, ethvert udslip af virkelighed og sandhed, der kunne skabe problemer for denne dagsorden, skulle blokeres. Der skulle lyves og vildledes overfor presse og Kongressen om situationen samt amerikanske og sydvietnamesiske operationer og planer, så disse indenrigspolitiske mål blev sikret. Advarsler og undersøgende spørgsmål, der kunne anfægte den politik, der blev udviklet blandt Johnsons nærmeste, blev imødegået med brutal udelukkelse fra al information, selv når der var tale om en velmenende henvendelse fra vicepræsidenten.

Man kan bl.a. på grundlag af denne bog konstatere, at demokratier ser ikke-eksistenskrige som ”for sjov” og optræder derefter. Sådanne krige kan føres uden noget forsøg på at definere realistiske mål og en tilhørende politisk og militær strategi, enten fordi de - som McMaster viser i sin bog – er underlagt indenrigspolitiske prioriteringer, eller fordi det jo som for mindre lande kun drejer sig om udenrigspolitisk symboloptræden. Man hykler og lyver derefter, fordi sandheden ville blive indenrigspolitisk ubekvem, når det går op for de dræbte soldater og deres pårørende.

Demokratiernes krigsledelse i sidste halvdel af Verdenskrigene var kendetegnet af effektiv, politisk-militær strategisk ledelse, og det samme i stor udstrækning kan siges om Israel under landets eksistenskrise indtil og med selve operationerne i 1973. Derimod må man sige, at demokratiernes ledelse af vejen mod og i begrænsede krige nærmer sig den kaotiske lammelse som kendetegnede Tysklands dysfunktionelle krigsledelse under begge verdenskrige.  Bortset fra veldefinerede og stærkt begrænsede operationer som USA’s indsats under Golfkrigen i 1991, der var vejledt af Colin Powell’s læring i Vietnam, må man se McMaster’s bog som en ekstrem solid dokumentation af Gil Meroms teser i hans 2003-bog How Democracies Lose Small Wars: State, Society, and the Failures of France in Algeria, Israel in Lebanon, and the United States in Vietnam.

McMaster slutter sin bog med at konstatere, at ”krigen i Vietnam ikke blev tabt på kamppladsen, på New York Times forside eller på de amerikanske universiteter. Den blev tabt i Washington, DC allerede før amerikanerne i 1965 overtog ansvaret for krigsindsatsen og før det gik op for dem, at de var i krig…”

Historien gentager sig ikke, og Danmark er ikke supermagten USA. Men under en tænksom danskers læsning eller genlæsning af McMasters analyse bliver det muligvis klart, at statsmagternes håndtering af beslutninger om dansk krigsdeltagelse i de seneste ti år ikke har været dramatisk anderledes end dengang i Amerika. Beslutninger er taget uden reel medinddragelse af sagkundskab, befolkningen og deres repræsentanter.  

 
 
 
 
 
 
 
 
 

Del:

Emneord



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.