"Der Krieg der Generäle. Hitler als Werkzeug der Wehrmacht."

Carl Dirks & Karl-Heinz Janßen: Der Krieg der Generäle. Hitler als Werkzeug der Wehrmacht.
München 2001.
304 sider. € 10.95.
 
Anmeldt af kaptajn Claus E. Andersen

Det var med nogen forventning, at jeg under en tjenesterejse opdagede ovenstående provokerende titel i en berliner boghandel.
Kunne det virkeligt være rigtigt, at Hitler kun havde været et sølle værktøj for generalernes ubændige greb efter verdensherredømmet?
På bagsiden kunne man endvidere i et citat fra Süddeutsche Zeitung læse, at denne bog yder ”einen eminenten Beitrag dazu, Hitler zu entdämonisieren und ihn zu historisieren.”
Dette var den gamle sang om igen. Der var fundet nye afslørende dokumenter, som kunne afsløre generalernes onde sammensværgelse, som det kunne påvises, blev påbegyndt helt tilbage i 1924. Herefter kunne man, således forfatternes påstande, forfølge en lige linje i planerne for et grotesk udvidet og magtfuldt militært apparat, som ikke alene skulle genetablere Tyskland, som det havde set ud før 1. Verdenskrig, men som også skulle tilfredsstille generalernes ekspansionstrang mod øst og vest i Europa samt i kolonierne udenfor Europa.
Forfatterne er ikke historikere - men skribenter med interesse for historie, hvilket i sig selv ikke er en hindring for seriøst arbejde med historiske emner. Karl-Heinz Janßen har oven i købet tidligere været en respekteret historieskribent på det tyske tidsskrift Die Zeit. Bogen blev faktisk udgivet allerede i 1999 (den anmeldte version er en paperback-udgave), og den blev modtaget i mange dele af den tyske presse med begejstring. Historikerne var mere forbeholdne - og med ret, som det forhåbentligt understående vil vise sig.
De tyske officerer kendte godt politikkens primat over militæret. Det fremgår bl.a. af et dokument i bogen fra juli 1940, hvor Clausewitz citeres (side 275). Men generalerne søgte med lys og lygte i 1920’erne og 1930’erne - lidt uforståeligt for danske officerer måske - en politiker, som kunne opfylde militærets ambition og ønske om en stor og dominerende rolle i genoprettelsen af Tysklands magtposition i Europa og verdenen omkring Tyskland. Denne politiker fandt magthaverne og militæret, bl.a. repræsenteret ved feltmarskal og præsident Hindenburg, i nationalsocialisten Adolf Hitler. Som historien senere viste os, mistede man imidlertid fuldstændig kontrollen over denne person, der egentlig kun var påtænkt som en majonet for de konservative politiske og militære kræfter i det tyske samfund.
Det giver selvfølgelig uvilkårligt et gib i læseren, når man på side 208 kan læse, at tyske officerer i et dokument allerede fra februar 1924 beskriver ”den os påtvungne krig” - en vending, som Hitler efterfølgende med megen forkærlighed brugte til at beskrive sine angreb på Polen, de vestallierede og Sovjetunionen. Det kan godt være, at Hitler har følt sig inspireret af denne talevending, men måske har det reelt været en ganske almindelig vending, som mange indviede i det tyske samfund brugte for at beskrive forholdene efter 1. Verdenskrig og den situation, som landet måtte mene at befinde sig i. Det er ikke til at vide.
Og Hitlers rolle får i det hele taget kun få ord med på vejen af Dirks og Janßen. Vil man vide noget om Adolf Hitlers rolle i planlægningen af den tyske krigsførelse, må man f.eks. tage Ian Kershaws seneste biografi i hånden (anmeldt i Militært Tidsskrift 3/2001, side 301-304). I den vil man kunne læse alt om forholdet mellem Hitler og generalerne på en langt mere nuanceret måde, end det på noget tidspunkt lykkes for Dirks og Janßen at gøre. Ja, forholdet ”Hitler og værnemagten” behandler de to forfattere så godt som ikke, og det forekommer grotesk at ville forfatte en bog med denne undertitel, uden at komme ind på netop dette forhold.
De to forfattere forstår ikke, at der er store forskelle på en militær stabs planlægning og den egentlige udførelse. Selv den socialdemokratiske regering var vidende om de planer og scenarier, som generalstaben udarbejdede. Som centralmagt midt i Europa var det vel nærmest forbryderisk, såfremt officererne ikke havde taget højde for alle disse forhold indenfor den militære planlægning, og dette gælder vel også muligheden for en egentlig oprustning. Det forekommer særdeles søgt at se en direkte linje i generalstabens planlægning i tyverne til angrebet på Sovjetunionen i 1941. Denne bevisførelse gennemfører, føler jeg, Dirks og Janßen ad absurdum.
Dokumentafsnittet er ikke så enestående, som forfatterne lægger op til. Meget har allerede været kendt i længere tid. Det ændrer enkeltstående og hidtidige ukendte dokumenter ikke afgørende på – og selv om dokumentationsafsnittet forekommer omfattende, så er det faktisk tyndt, unuanceret og ensidigt.
Kapitlet om officerernes attentat på Adolf Hitler den 20. juli 1944 synes unødigt kritisk, og forfatterne anerkender slet ikke den moralske overvindelse, det må have kostet deltagerne at gennemføre attentatet mod militærets øverstbefalende. Planlæg- ning og udførelse kritiseres - til dels med rette, men alligevel ude af sammenhæng med de ekstremt vanskelige vilkår som attentatmændene var op imod. Attentatet var først og fremmest en moralsk handling, og det glemmer forfatterne, når de kun behandler den mangelfulde planlægning og gennemførelse.
Dirks og Janßen kommer i mere eller mindre sammenhængende afsnit og kapitler til sidst frem til, at den tyske fører kun var ”Durch-führer” (”gennem–Fører”) af det omfattende plankompleks, som generalerne havde stillet på benene m.h.p. at erobre Europa, gennemføre folkedrab og vinde Lebensraum i øst. Dette er bogens tvivlsomme hovedbudskab.
Bogen giver anledning til et spørgsmål om, hvorvidt vi overhovedet ønsker, som den sydtyske avis ovenfor anførte, at afdæmonisere og historisere fænomenet Adolf Hitler. Ønsker vi i virkeligheden ikke at se Hitler som et enkeltstående tilfælde, som forhåbentlig aldrig vil gentage sig? Når dette er sagt, er det korrekt, at Hitler næppe kunne have ladet sig gøre uden den tyske nation og det tyske folk. Men når man ønsker at historisere Hitler, kan dette i yderste konsekvens give anledning til apologi og banalisering af diktatoren, som næppe er ønskelig. Hitler står som en moralsk advarsel til efterfølgende generationer om, hvad civilisationen er i stand tid i sin allermest perverterede form.
Trods de mange gode anmeldelser, som det lille værk har fået i udlandet, vil jeg alligevel afsluttende advare imod dette værk. Det er alt for ensidigt, kildegrundlaget er i bedste fald tyndt, og vil man have et mere nuanceret billede af samspillet mellem den tyske værnemagt og Adolf Hitler, kan jeg kun anbefale den engelske historiker Ian Kershaws monumentale biografi om Hitler.
Det påvises ikke overbevisende, at Hitler kun var ”Durch-führer” af generalernes vanvittige ønske om Lebensraum og verdensherredømme.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_130.aargang_nr.5_2001.pdf

Del: