Den Vesteuropæiske Union - realiteter og muligheder

Denne artikel er udarbejdet af kaptajnløjtnant U. Høy-Petersen, der gør tjeneste i Forsvarskommandoens Planlægnings stab.

Indledning
NATO og WEU har inden for den seneste årrække gennemgået en progressiv udvikling. For NATO's vedkommende har det drejet sig om at udmønte det nye strategiske koncept i praktiske arrangementer, senest gennem udvikling af Combined Joint Task Force (CJTF) koncepten og samarbejdet med Central- og Østeuropa i regi af Partnerskab for Fred (PfP) initiativet. Især Topmødeerklæringen af den 10. januar 94 skal fremhæves som igangsætter for denne udvikling. Alliancepartnerne tilkendegav fortsat støtte til udvikling af WEU som den europæiske søjle inden for NATO og understregede hermed WEU's rolle som en ligeværdig partner. For begge organisationer har det været afgørende at udbygge relationerne til nye partnere i form af et sikkerhedspolitisk samarbejde, hvor de central- og østeuropæiske lande knyttes til begge organisationer i form af en række initiativer. Det drejer sig for NATO's vedkommende om PfP og samarbejdet i North Atlantic Cooperation Council (NACC) og for WEU, om at få disse lande tilknyttet som associerede partnere.

Historisk tilbageblik
Såvel NATO som WEU har fælles rødder i Bruxelles Traktaten underskrevet den 17. marts 1948 af Storbritannien, Frankrig, Holland, Belgien og Luxembourg. Platformen var Dunkirk Alliancen fra den 4. marts 1947 indgået mellem Frankrig og Storbritannien. Målet var at forhindre en fornyet militær trussel fra Tyskland. Brussels Traktaten forpligtigede ikke kun til sikkerhedspolitisk samarbejde, men også til samarbejde inden for andre områder med det formål at skabe et mere forenet Europa. De første europæiske foranstaltninger i den turbulente efterkrigstid var afgørende for den transatlantiske solidaritet og det fælles forsvar. De europæiske aktiviteter fandt fuld forståelse i USA, hvor Præsident Truman meddelte kongressen, at der var taget et stort skridt i retning af at oprette et europæisk forsvar. Uden de klare , europæiske signaler, er det tvivlsomt, hvorvidt det atlantiske sammenhold så hurtigt  -den 4. april 1949  -kunne skabe den Nordatlantiske Traktat  -NATO.

I perioden 1950-54 forsøgte man i Europa at skabe, hvad Præsident Kennedy senere omtalte som "The European Pillar"  -den europæiske søjle, der sammen med den tilsvarende Nordamerikanske søjle skulle bære det fælles Transatlantiske forsvarssamarbejde. Tankerne om en fælles europæisk forsvarsidentitet er således langt fra nye. Bruxelles Traktaten blev senere udvidet med Vest-Tyskland og Italien, og Pa- ris-aftalen af 6. maj 1955 etablerede samtidig  -Den Vesteuropæiske Union (WEU) Paris-aftalen havde som sigte, at udstyre WEU med de nødvendige instrumenter med henblik på dannelsen af en europæisk sikkerhedsdimension integreret i NATO. At der er tale om integration og samarbejde vidner Parisaftalens protokol om:

"In the execution of the Treaty the High contracting Parties and any organs established by them under the Treaty shall work in close co-operation with the North Atlantic Treaty Organisation. Recognising the undesirability of duplicating the military staffs of NATO, the Council and its Agency will rely on the appropriate military authorities of NATO for information and advice on military matters" (Den udvidede Bruxelles Traktat Artikel IV)."

Ordlyden understreger dermed, at NATO er den overordnede partner, men at WEU skal spille en afgørende rolle i den europæiske søjle. Fra 1955 til 1973 spillede WEU en rolle i forbindelse med Vesttyskland's optagelse og integration i det militære samrbejde i NATO. Desuden var WEU et forum, hvor Storbritannien, der ikke var medlem af de Europæiske Fællesskaber (EF), kunne have kontakt til EF-landene indtil optagelsen i 1973. I perioden 1973 til 1984 henfaldt WEU som organisation i "dvale". Mange af dens aktiviteter inden for kulturelle og politiske områder blev overført til andre fora.
 
I 1987 vedtoges, på belgisk og fransk initiativ, den såkaldte "deklaration for WEU's genopståen" (Haag platformen, oktober 1987). I denne sigtes mod to mål for WEU: Defineringen af en europæisk sikkerhedsidentitet, og en gradvis harmonisering af medlemslandenes forsvarspolitik. Den 27. marts 1990 blev Spanien og Portugal medlemmer af WEU som et resultat af WEU Ministermødet i Haag 27. oktober 1987. Det var også på dette møde, at det blev besluttet, at WEU skulle bidrage til en styrkelse af den europæiske søjle i NATO. På EF Top-mødet i Maastricht 9-10 december 1991 blev det vedtaget, at WEU skulle udvikles til den Europæiske Union's (EU) forsvarskomponent og til den europæiske søjle i NATO. Det var endvidere på baggrund af dette møde, at Grækenland den 20. november 1992 blev optaget som medlem af WEU. I samme forbindelse blev Norge, Island og Tyrkiet optaget som associerede medlemmer, og Danmark og Irland som observatører.
 
Udvidelsen af WEU til også at omfatte landene fra de central- og østeuropæiske lande er nu en kendsgerning, idet WEU Udenrigs- og Forsvarsministre på møde 9. maj 1994 vedtog at optage disse lande (Bulgarien, Estland, Letland, Litauen, Polen, Rumænien, Slovakiet, Tjekkiet og Ungam) som associerede partnere. Den nye status træder formelt i kraft når bl.a. Grækenland og Portugal har overstået ratifikationsprocessen med henblik på fuldt medlemskab af WEU, og når alle de kommende partnere har underskrevet associeringsaftale med EU. Fra mødet blev udgivet Kirchberg- deklarationen af 9. maj 1994, der bl.a. omtaler de nærmere omstæn- digheder, hvorunder de associerede partnere tilknyttes.
 
WEU militære aktioner
Første gang WEU aktivt spillede en rolle var i forbindelse med krigen mellem Iran og Irak i 1987-88 og senere i krigen mellem Irak og Kuwait 1990-91. WEU fremstod her i en aktiv rolle med det formål at koordinere en europæisk indsats og tilstedeværelse i den Persiske Golf, i form af sømilitært samarbejde. At WEU optrådte i denne rolle og i denne del af verden skyldes en henvendelse fra USA til Belgien, Holland og Italien i sommeren 1987 om indsættelse af minestrygere. Baggrunden var, at minekrigsførelsen mod skibsfarten i området spillede en mere og mere fremtrædende rolle i krigen mellem Iran og Irak, og herved truede vestens transport af fossile brændstoffer.
 
Resultatet af den amerikanske henvendelse førte til en oprettelse af en kombineret belgisk-hollandsk eskadre bestående af i alt 4 minestrygere, der kort tid efter blev forstærket af en italiensk styrke på 2 fregatter og 2 minestrygere. Styrken opererede i den sydlige del af Golfen indtil december 1988. WEU blev aktuel igen i forbindelse med krigen mellem Irak og Kuwait, hvor organisationen i august 1990 påtog sig koordinationen af den europæiske tilstedeværelse i overensstemmelse med den modificerede Bruxelles Traktat. Efter krigshandlingernes ophør fortsatte WEU med at koordinere minerydningsoperationeme samt bidrage med humanitære foranstaltninger til de kurdiske flygtninge i det nordlige Irak.
 
WEU har siden juli 1992 i samarbejde med NATO bidraget til embargoen af Serbien og Montenegro i overensstenmielse med de vedtagne FN resolutioner (713, 757, 787 og 820), i form af fly- og flådeenheder til overvågning af Adriaterhavet (operation SHARP GUARD). I tilslutning til operation SHARP GUARD og på baggrund af FN resolution 820, besluttede WEU Ministermødet i Luxembourg 5. april 1993 at yde støtte til Bulgarien, Rumænien og Ungam i forbindelse med håndhævelse af embargoen på Donau-floden, der gennemføres som en kombineret politi- og toldoperation.
 
Petersberg Deklarationen
Efter WEU's Udenrigs- og Forsvarsminister møde i Bonn den 19. juni 1992 blev udgivet Petersberg Deklarationen, der omhandler 3 hovedområder:
- WEU og den europæiske sikkerhed.
- Styrkelse af WEU operative rolle.
- Relationer mellem WEU og de andre medlemslande af EF og NATO.
 
Med Petersberg Deklarationen blev der iværksat en række tiltag med henblik på at styrke WEU operationelle rolle. Således blev det besluttet, at oprette en militær WEU planlægningscelle 1. oktober 1992, nærmere beskrevet under WEU organisation. Af øvrige beslutninger fra Petersberg Deklarationen kan nævnes:
- WEU støtter CSCE arbejde med at erklære sig som regional institution under FN Charter.
- WEU tilbyder at bidrage til den effektive implementering af midler til konflikt-forebyggelse og krisestyring, inkl. fredsbevarende aktiviteter i CSCE- og FN-regi.
- WEU anerkender NATO som grundlaget for europæisk sikkerhed.
- Der arbejdes på at gøre WEU til EU's forsvarskomponent og en styrkelse af den europæiske søjle i NATO.
- WEU forsvarschefer skal mødes 2 gange årligt.
- WEU-møder synkroniseres med møder i EU og i NATO.
- Muligheder for samarbejde på våbenområdet undersøges, med henblik på etablering af WEU European Armaments Agency.
- Mulighederne for overførelse af EURO-gruppens funktioner til WEU overvejes.
- WEU agter at afholde øvelser for styrker designeret til WEU, og udvikle styrkernes evne til at løse opgaver under WEU.
- Mulighederne for implementering af OPEN SKIES traktaten i WEU undersøges.
- Samarbejde med Central- og Østeuropa.
 
Den historiske udvikling af WEU viser, at der på en række punkter har været behov for en europæisk forsvarsdimension, men at det først med EU ikrafttræden og NATO parallelle udvikling har været muligt at samle medlemslandene samt at danne ramme og grundlag for en udviklingsproces, der også sigter mod en åbning over for de central- og østeuropæiske lande. Topmødet i januar 1994 gav WEU de nødvendige forudsætninger for en videre udvikling af den europæiske søjle i NATO.
 
WEU organisation og struktur
WEU struktur indeholder 2 overordnede komponenter, en organisation og en parlamentarisk forsamling. WEU organisation består af:
- Ministerielle fora, som beskrives nærmere nedenfor.
- WEU Planlægningscelle.
- Institut for Sikkerhedsstudier i Paris.
- WEU Satellit Center i Madrid.
 
WEU Parlamentariske Forsamling
Den Parlamentariske forsamling i Paris blev etableret i 1954 og består af 108 medlemmer, der mødes 2 gange århgt. Forsamlingen er sammensat af medlemslandenes repræsentationer i Europarådets rådgivende forsamling, hvis opgave det er at drøfte og behandle spørgs- mål, der måtte have berøring til den modificerede Bruxelles Aftale. Endvidere behandler forsamlingen WEU Rådet's halvårlige redegørelse om aktiviteter og beslutninger, der har været til behandling. Forsamlingen mødtes første gang 5. juli 1955.
 
WEU Råd
Det øverste organ i WEU ministerielle eller "intergovemmentale" organisation er Rådet. Som i NATO mødes Rådet på flere niveauer; på Ministemiveau og det permanente niveau. Siden 1984 har WEU Rådet mødtes på Ministemiveau 2 gange årligt. Møderne afholdes i Formandskabets hovedstad, der skifter årligt og har siden 1. juli 1994 ligget hos Holland. Som et særkendetegn for WEU skal nævnes, at både nationernes Udenrigs- og Forsvarsministre deltager på WEU Rådets Ministermøder. WEU Rådet mødes normalt hver tirsdag på det permanente niveau i WEU Sekretariatet i Bruxelles. På disse møder deltager nationernes permanente repræsentanter, normalt ambassadører, eller disses stedfortrædere. På møderne deltager som regel også de militære delegater, som militære rådgivere for ambassadørerne.
 
WEU Sekretariat
WEU Sekretariatet flyttede 11. januar 1993 fra London til WEU's nye hovedsæde i Bruxelles  -4 Rue de la Regénce. WEU Sekretariatet er underlagt Rådet og ledes af en Generalsekretær, der siden maj 1989 har været Willem van Eekeleen fra Holland. Sekretariatet varetager organisationens daglige ledelse og administration.
 
WEU Primære arbejdsgrupper
Under Rådet er der etableret tre primære og permanente arbejdsgrupper, som er "Council Working Group"(CWG), "Defence Representative Group" (DRG) og "Special Working Group" (SWG). Council Working Group bistår Rådet i behandling af diverse emner, der forelægges til drøftelse samt forbereder Rådets møder. CWG mødes på ad hoc basis, hvori deltager repræsentanter fra medlemslandenes faste repræsentationer i WEU hovedsædet. Defence Representative Group (DRG) behandler emner, der relaterer sig til udviklingen af WEU operationelle rolle og militære aspekter af Europas sikkerhed. Gruppen mødes ca. 1 gang om måneden i Bruxelles, hvorunder nationerne deltager med repræsentanter fra forsvarsministerier og militære delegater fra de faste repræsentationer. I Special Working Group (SWG) mødes repræsentanter fra nationernes udenrigsministerier. Gruppen har til formål at behandle emner med relation til europæisk sikkerhedspolitik. Gruppen mødes på ad hoc basis.
 
WEU Planlægningscelle
WEU Planlægingscelle blev oprettet i oktober 1992, i Bruxelles, og blev erklæret operativ 1. april 1993. Planlægningscellen er underlagt Rådet og består af cirka 40 officerer; 3 officerer og 1 befalingsmand fra hver medlemsnation. Cellen er pålagt følgende opgaver:
- Udarbejdelse af operative planer.
- På baggrund af medlemslandes styrkebidrag at udarbejde Hste over styrker og mulige hovedkvarterer til rådighed for WEU.
- Udarbejde grundlag for "Rules of Engagement" (ROE).
- Udarbejde standardiserede operations procedurer (SOP).
- Udarbejdelse af øvelsesplaner og policy.
 
I en krisesituation at:
- Udarbejde kommando- og kontrolstruktur for WEU operationer.
- Rådgive WEU organer.
- Koordinere forberedelserne for en eventuel deployering af medlemslandenes styrker.
 
Desuden har Planlægningscellen til ansvar at koordinere det operative militære samarbejde med berørte nationer og hovedkvarterer. For at undgå dobbeltarbejde, er det endvidere pålagt planlægningscellen at opretholde forbindelsen med andre relevante organisationer, særligt NATO, samt at tilpasse egne generiske planer til specifikke WEU behov. Det er understreget, at Planlægningscellen ikke har kommandomæssige beføjelser.
 
WEU Institut for Sikkerhedsstudier
WEU Institut for Sikkerhedsstudier blev etableret i Paris 1. juli 1993 med det formål at udvikle en europæisk sikkerhedsidentitet samt fremme debatten omkring sikkerhedsaspekter i fremtidens Europa. Instituttet har tre følgende overordnede roller:
- At udarbejde studier på vegne af WEU Råd og WEU Parlamentariske forsamling.
- At gøre opmærksom på samt belyse europæiske sikkerhedsproblemer.
- Gennemføre møder og seminarer med institutter fra andre WEU nationer og de nye demokratier i Centraleuropa.
 
Instituttet udsender endvidere særskilte rapporter og publikationer omkring generelle europæiske sikkerhedsaspekter samt specifikke studier, der behandler regionale problemer på det europæiske kontinent og det Nordafrikanske område (Mahgreb-landene).
 
WEU Satellit Center
WEU har som en autonom enhed på linie med WEU Institutet i Paris, etableret et center for analyse af satellitdata i Torrejon i Madrid. Centret er en del af rumforskningssamarbejdet inden for WEU, der blev indviet 28. april 1993 på baggrund af beslutning truffet på WEU Ministermødet juni 1991. Formålet med centret er at anvende nedtagne satellitdata til brug i forbindelse med verifikationsprocesser ved nedrustningsaftaler, under krisestyring samt miljøovervågning. De kommende 3 år ses som en eksperimental periode, hvor centrets primære funktion vil være at uddanne og træne eksperter i fototydning på grundlag af nedtagne satellitdata. Indledningsvis betjener centret sig af til rådighed værende civile og kommercielle satelliter, idet man senere på baggrund af indgået samarbejdsaftale vil få adgang til det trilaterale fransk/ italiensk/spanske satellitprogram HELIOS.
 
Overførelse af aktiviteter til WEU
For at styrke den europæiske søjle som en del af den europæiske forsvarsidentitet har nationerne besluttet at overføre Independent European Programme Group (lEPG), og udvalgte aktiviteter under EURO-gruppen til WEU. Forsvarsministrene for de 13 lEPG lande vedtog på et møde i Bonn 4. december 1992 at overføre aktiviteterne til WEU, idet nationernes medlemskab  desuagtet status i WEU sammenhæng - helt og fuldt kunne fortsættes. Den 19. maj 1993 i Rom vedtog forsvarsministrene fra de 13 deltagende nationer at ændre navn fra IEPG til "Western European Armaments Group" (WEAG). Endvidere besluttedes, at forsvarsministrene skal mødes mindst een gang årligt før WEU Ministermøde for at drøfte våbenmaterielsamarbejdet. I tilslutning hertil besluttedes det, at nationernes forsvarsmaterieldirektører (National Armaments Directors) mødes halvårligt i WEAG sekretariat i Bruxelles. Organisatorisk har WEAG forbindelser til WEU Permanente Råd og WEU generalsekretær.
 
I lighed med IEPG besluttede forsvarsministrene fra EURO-Gruppen på møde i Bruxelles 25 maj 1992 at se på muligheden for at overføre dele eller alle aktiviteter, der i sin tid blev etableret i rammen af NATO til WEU. Denne overførelse manifesteredes på WEU Ministermøde 22. november 1993, idet man noterede sig overførelse af kommunikationsområdet under EUROCOM med virkning fra 1 august samme år, og det logistiske samarbejde under EUROLOG samt konceptarbejdet under EUROLONGTERM med virkning fra 1. januar 1994. De overførte undergrupper er indtil videre organisatorisk placeret under WEU Permanente Råd, idet hidtidige forbindelser til NATO International Staff (IS), NATO International Military Staff (IMS) og NATO Major Commands (MNC) bibeholdes.
 
Udviklingen efter nato topmødet den 10. januar 1994
Resultaterne og erklæringerne fra NATO Topmødet 10. januar 1994 ses at placere WEU i en mere markant rolle, idet følgende bl.a. blev besluttet:
- Udvikling af Den Europæiske Sikkerheds- og Forsvarspolitiske Identitet (ESDI).
- Udvikling af WEU støttes.
- En styrkelse af den europæiske søjle ved, at USA stiller militær kapacitet til rådighed for NATO og europæiskeAVEU operationer.
- Combined Joint Task Force (CJTF) koncepten og Partnerskab for Fred (PfP) godkendtes.
 
Med ovenstående beslutninger understreger NATO, og ikke mindst USA, betydningen af et fortsat stærkt transatlantisk samarbejde, og parallelt hermed, fortsat udvikling af den europæiske søjle inden for den Atlantiske Alliance. Med de gennemførte beslutninger ses der etableret en platform, der giver WEU mulighed for at udvikle sin operationelle rolle; ikke mindst på baggrund af CJTF konceptens vedtagelse. Udviklingen forekommer nu mere harmonisk i de to organisationer i bestræbelsen på at etablere en europæisk søjle og identitet. Topmødets resultater understreger dog samtidig, at NATO fortsat vil være det primære forum for konsultationer, hvad angår Alliancens sikkerhed (artikel 5) og toneangivende i den strategiske udviklingsproces på det europæiske kontinent.
 
Sammenfatning
Set i et historisk perspektiv over perioden fra begyndelsen af 1950'eme til i dag, synes den strategiske udvikling og omvæltning fra den bipolære situation til en situation i dag præget af regionale magtkoncentrationer, først nu at kunne manifestere en platform for en europæisk samling. Tanker og ideer har længe eksisteret, men forudsætningerne for en egentlig grundfæstning synes først tilstede i dagens Europa. Topmødet i januar må betragtes som et kardinalpunkt for denne udvikling, hvor et enigt NATO støtter udviklingen af WEU som den europæiske søjle i den Atlantiske Alhance.
 
Udviklingen viser samtidig, at WEU befinder sig i en opbygningsfase, der er afhængig af NATO's muligheder og vilje til at stille de nødvendige faciUteter til rådighed, således at organisationen kan virke i en større sikkerhedspolitisk sammenhæng i overensstemmelse med Bruxelles-Traktaten og Petersberg-DeMarationen. NATO vil imidlertid fremover være sikkerhedspolitisk platform og forum for konsultationer, der vedrører Alliancens sikkerhed, og eventuelle foranstaltninger i relation til Washington Traktatens artikel 5. Som platform for denne udvikling vil NATO fortsat være styrende for en udvikling, der knytter Rusland og landene i Central- og Østeuropa nærmere i ét fremtidigt sikkerhedspolitisk samarbejde.
 
Bibliografi
WEU Traktaten, Det Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg (SNU), 1992.
Danmark efter den kolde krig, SNU 1993.
WEU  -Den Vesteuropæiske Union, Frede P. Jensen, SNU 1989.
NATO og WEU, partnere eller rivaler ?, NATO Nyt 2/92, Kommandørkaptajn N.C. Borck.
The North Atlantic Treaty Organisation - Facts and Figures.
NATO Information Service, Brussels, 1989.
Petersberg-Declaration, WEU Press and Information Service, 1992.
WEU History, Structures, Prospects. WEU Press and Information Service, febuar 1994.
Kirchberg-Declaration, Luxembourg 9 May 1994, WEU Press and Information Service.
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidskrift_123_aargang_sep.pdf
 
 
 
 
 
 

Litteraturliste

Del: