Den ufuldendte strategiske aktør: Danmark og sikkerhedspolitikken siden 2001

Foto: Forsvaret.dk

Som en konsekvens af terror-angrebene d. 11. september 2001 har Danmark engageret sig direkte i den militære kamp for at vælte Taleban styret i Afghanistan for senere hen at hjælpe med genopbygningen af et nyt regime, og i den militære kamp for at vælte Saddam Hussein og siden hen, igen, for at hjælpe med genopbygningen af et nyt regime. Disse engagementer er ikke spontane svar på en længerevarende udvikling: de repræsenterer et nyt mønster, et brud i dansk sikkerheds- og forsvarspolitisk tænkning.

Den længerevarende udvikling kunne være den ”aktivisme” og ”militarisering”, som holdt sit indtog i dansk forsvarspolitik siden slutningen på den kolde krig (Jakobsen 2000; Holm 2002; Holm 2006; Winther 2005), og som gav sig udslag i Danmarks militære engagement i Golf krigen i 1991, senere i Bosnien og (igen) i 1999 i Kosovo. Disse engagementer var en udløber af en mangeårig politisk tankegang, nemlig at Danmark havde potentiale i rollen som brobygger og mægler. Tankegangen har sine rødder helt tilbage fra dansk forsvarspolitik i tiden siden 1864, den genopstod via den nordiske balance i den kolde krig, og den fik nyt liv i tiden efter den kolde krig med den nye aktivisme. Danmark havde stadig en rolle som mægler – som skulle bringe fred til andre folk, som var kommet i krig og konflikt, og nu skulle det til tider ske med en militær indsats. Den militære indsats var ny, men den brød ikke med den fundamentale tankegang. Det gør engagementerne i Afghanistan og Irak derimod, fordi de repræsenterer Danmarks kamp mod en fjende, som – såfremt vi tror regeringscheferne (først Poul Nyrup og siden hen Anders Fogh) – truer os direkte. Danmark har altså fået en direkte fjende i form af fanatiske aktører – terrorister og slyngelstater – og Danmark deployerer sine militære styrker for at vinde konfrontationen. Danmark skal ikke bare bestride en rolle hvor vi optræder som mægler og forsøger at bringe fred til andre; Danmark skal kæmpe for sin egen fred og søger sejr ved at nedkæmpe fjenden. Danmark er således ikke længere en civil men (i stedet) en strategisk aktør.

Således var min analyse i 2003 (Rynning 2003), og i denne artikel ønsker jeg at følge op på vurderingen. Især vil formålet være at undersøge min konklusion om, at Danmark i længden ikke kan holde til at være en strategisk aktør (Rynning 2003, 42-43).

Det strategiske engagement

Ved strategi forstår jeg, som André Beaufre (1998), (noget som er kendetegnet ved) en konflikt mellem to parter, som bruger al deres vilje for at vinde konflikten. Denne vilje til sejr kan udmøntes i meget varierende engagementer, men her vil jeg først og fremmest fokusere på den militære dimension, om ikke kernen i det strategiske engagement så (som) et væsentligt symbol på, at en aktør har viljen til at vinde.

Irak

Regeringen repræsenteret ved Per Stig Møller fremsatte d. 11. maj 2006 et forslag til folketingsbeslutning, som gik ud på at forlænge den danske styrkes tilstedeværelse med endnu et år, til midten af 2007. Der er delvis tale om en vedvarende målsætning, som omhandler at hjælpe de irakiske sikkerhedsstyrker med at opbygge deres evne til selv at varetage landets (egen) sikkerhed, hvilket har været operationens ledetråd siden afslutningen af krigshandlingerne i 2003. Imidlertid er der også tale om et nyt fokus, idet der vil ske en mindre nedjustering af styrken – omkring 80 soldater ud af ca. 500 fra bataljonen ved Basra kan hjemsendes – samtidig med at militære kræfter kanaliseres over i støtten til FN’s irakiske bistandsmission. Således vil Danmark tilbyde FN et transportfly (C130), som fra sin base i Jordan skal flyve forsyninger ind til Bagdad, og denne funktion vil kræve udstationeringen af ca. 40-70 personer i de seks måneder (november 2006 – maj 2007), regeringen forudser denne støtte.

Der er altså tale om endnu et skridt i den proces, som i løbet af 2005 bragte det danske styrkebidrag op på ca. 530 personer, det højeste (antal) hidtil. Den danske bataljon har modtaget langt størstedelen, med omkring 500 personer, mens NATO’s træningsmission modtager omkring 20 danske personer. Sidstnævnte mission stammer tilbage fra NATO’s topmøde i Istanbul i 2004, da Alliancen blev enige om en fælles tilgang til Irak baseret på landets nyvundne suverænitet, og mens det ikke er alle allierede, som ønsker at bidrage til Bagdad styrken – faktisk er det et mindretal – så er Danmark det mest aktive NATO land i denne henseende.

Det danske engagement i Irak strækker sig tilbage til krigshandlingerne, som begyndte i marts 2003. Den 21. marts 2003 vedtog Folketinget, at Danmark skulle bidrage med omkring 150 mand i den amerikansk-ledede koalition. Der var tale om en ubåd (Sælen), en korvet (Olfert Fischer), samt et lægehold. Der var ingen danske tropper med i selve angrebet på irakisk territorium. Dette skyldes, at regeringen kun havde et snævert flertal for sin politik, støttet af Dansk Folkeparti, mens resten af partierne til venstre for regeringen valgte at stemme imod dette engagement. Det var kun efterfølgende, da det danske bidrag nu skulle gå til genopbygning (af landet), at den danske styrke fik et bredt politisk flertal bag sig, og dette (flertal) har holdt sig op til maj 2006. Partierne til venstre for regeringen har meddelt, at de ikke længere kan støtte en forlængelse af mandatet. Regeringen fastholder altså (sandsynligvis) det danske engagement, men nu med det snævre flertal – (bestående af V, K og Dansk Folkeparti) - som i sin tid var ansvarlig for deployeringen af de danske styrker til Irak.

 

Afghanistan

Danmark fastsatte i december 2001 sit militære bidrag til krigen mod Taleban styret i Afghanistan, hvilket bl.a. bestod af C130 transportfly, F-16 kampfly, specialtropper, stabsofficerer, samt bidrag til den senere fredsbevarende styrke. Siden krigens begyndelse har Afghanistan afholdt valg og opbygget et nyt regime, men den danske militære indsats fortsætter med henblik på at sikre dette regime, især i regionerne fjernt fra hovedstaden Kabul og især mod syd, hvor Taleban bevægelsen stadig nyder opbakning.

I februar 2006 vedtog Folketinget at udvide det hidtidige danske bidrag, således at det i løbet af året forventes at komme op på i alt ca. 360 personer (B64). Der er tale om en væsentlig udvidelse, som knytter sig til den gradvise udvidelse af den internationale sikringsstyrke (ISAF) og dennes overtagelse af flere opgaver fra den koalition, som hidtil har opereret i det sydlige Afghanistan i jagten på internationale terrorister (under navnet Operation Enduring Freedom). Denne udvidelse hænger endvidere sammen med NATO’s engagement i ISAF, som i august 2003 førte til, at NATO overtog ansvaret, hvilket vil sige, at NATO leverer kommandostrukturen og leder styrkebidragsarbejdet, og at NATO landene leverer størstedelen af tropperne. ISAF har siden dette tidspunkt sigtet efter at styrke sin evne til at operere i hele Afghanistan – via såkaldte Provincial Reconstruction Teams (PRT) – hvilket i 2004 førte til en 4-punkts plan for ISAF’s udbredelse og altså også ISAF’s overtagelse af opgaverne fra Operation Enduring Freedom. Folketingets beslutning fra februar 2006 er motiveret af denne udvikling, og den forstærkede danske indsats sigter netop efter at styrke et PRT i det sydlige Afghanistan samt at bidrage til sektorhovedkvarteret og evt. sikringen af lufthavnen i Kandahar – kendt som hovedbyen for Taleban.

Danmark havde tidligere, i november 2004, bidraget til et PRT i det nordøstlige Afghanistan (B43), dels som en konsekvens af NATO’s beslutning om at påtage sig sit første operationsansvar udenfor det Euro-atlantiske område, dels for at følge op på den tidligere danske beslutning om at engagere sig i Afghanistan for dér at forsvare danske interesser i kampen mod international terrorisme. I modsætning til den seneste beslutning, vedrørende styrken i Irak, er denne beslutning vedtaget af et bredt flertal, som bygger på regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, og Det Radikale Venstre, mens SF og Enhedslisten stemte imod. Dette er en spejling af afstemningen om deltagelse i krigsindsatsen i Afghanistan fra efteråret 2001. Et kort øjeblik lykkedes det regeringen at få enstemmig opbakning til den efterfølgende genopbygningsindsats, i januar 2002, da både SF og Enhedslisten stemte for det danske engagement, men denne meget brede politiske enighed holdt dog ikke længe.

Danske problemer

I 2003 konkluderede jeg, at Danmark af tre årsager ville få svært ved at gennemføre sit strategiske engagement: (1.) der var for stor politisk uenighed om den hårde militære dimension, som man så det i debatten om Irak; (2.)Danmark kan ikke levere en vigtig modydelse i partnerskabet med USA, nemlig en stemme i den europæiske forsvarspolitik, som vi har meldt os ud af; (3.) og alternativet, et meget tæt parløb med USA, kan ikke vinde opbakning givet den brede mistro, der hersker i Danmark til USA i dets militære engagementer.

Der er ingen umiddelbar grund til at revidere denne konklusion. Den politiske splittelse lever og er sandsynligvis forstærket; regeringen har ingen planer om at forsøge at ophæve forsvarsforbeholdet ved en folkeafstemning; og tiltroen til Præsident W. Bush’s politik i Irak er ikke steget i lyset af den begyndende borgerkrig i landet.

Den politiske splittelse er årsagen til, at der ikke længere findes et bredt flertal bag deployeringen af styrker i Irak. Oppositionen i form af Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre havde igennem 2005 varmet op til en debat med regeringen om denne deployering, som de helst så afsluttet til fordel for en civil genopbygningsindsats. Dette blev klargjort allerede i optakten til forlængelsen af styrken i januar 2006. I Folketinget blev beslutningen (B63) vedhæftet et bilag (bilag 5), hvori de to partier redegjorde for deres synspunkter. De fremhæver, at indsatsen for at irakerne selv kan overtage deres sikkerhedsopgaver skal optrappes, og at de gerne så en ”mere ambitiøs” indsats fra dansk side i denne henseende. I måneden forinden havde Jeppe Kofod (udenrigsordfører S) og Morten Helveg Petersen (forsvarsordfører RV) plæderet for en dansk exit-strategi og sat spørgsmålstegn ved det fornuftige i at underlægge sig amerikansk kommando i landet. Sagt med andre ord, USA tiltrækker problemer, og løsningen ligger i stedet i en FN indsats og hjælp til selvhjælp via engagement i civile institutioner som retsvæsen, politi og civilsamfundet i al almindelighed (Kofod & Helveg 2005).

Denne divergens ledte til splittelsen i maj 2006, da regeringen og Dansk Folkepart valgte at fremsætte et forslag om yderligere forlængelse af styrken med et år (B139), mens S og RV gik imod (forslaget). Mogens Lykketoft argumenterede for, at de danske styrker skulle trækkes ud af Irak per 1. juli 2006, og han krævede et opgør med politikken, som gjorde Danmark til et ” halehæng til Bush's udenrigspolitik, der er en kedelig blanding af olie- og militærinteresser og kristen fundamentalisme”(Berlingske Tidende 2006).

Kontrasten til statsminister Fogh Rasmussens engagement i partnerskabet med USA er tydelig. Regeringens udenrigspolitiske doktrin har altid fremhævet, at USA er Danmarks ultimative sikkerhedsgaranti, og Danmarks engagement i krigen mod terror generelt og krigen i Afghanistan mere specifikt førte til et synligt godt forhold mellem præsident Bush og statsminister (Fogh) Rasmussen. I 2002 blev det vidt noteret, at Fogh Rasmussens møde med Bush i det Hvide Hus var berammet til 20-30 minutter men rent faktisk varede i 49 minutter. I 2005-2006 var partnerskabet mere tydeligt. Præsident Bush besøgte Danmark d. 6. juli 2005, og selvom han kun var i landet i 17 timer, så var det en klar gestus overfor regeringen, og præsident Bush understregede sin og USA’s taknemmelighed netop overfor de danske styrkebidrag i kampen mod terror. I foråret 2006 kom næste skridt, da Fogh Rasmussen modtog en invitation til at besøge Bush’s landsted i Camp David i juni.

Fogh Rasmussen og hans principielle medspiller i regeringen i disse spørgsmål, udenrigsminister Stig Møller, forsøger bevidst at markere, at den danske regering har sin egen stemme i dette partnerskab og derfor af og til retter en kritik mod USA. Denne markering har især vedrørt FN og respekten for folkeretten, hvilket bl.a. førte til, at Fogh Rasmussen lagde an til en kritik specifikt omkring forholdene for Guantanomo fangerne, da Bush besøgte Danmark i 2005. Denne kritik er selvsagt politisk begrundet – dels er der tale om en overbevisning fra regeringens side, dels et emne som kan bruges til at afværge en del af den hjemlige kritik. Pointen her er dog, at regeringen og oppositionen, dvs. S og RV, fremstår stadig mere splittede i det fundamentale spørgsmål, omhandlende hvorvidt kampen mod international terrorisme har en militær dimension, og hvorvidt denne dimension kræver et tæt partnerskab med USA.

Fra et lidt bredere perspektiv er der flere forhold, som underbygger denne observation. For det første har regeringen og oppositionen gjort den brede udenrigspolitik til en politisk slagmark, forstået på den måde, at de har udpeget fodnote-perioden i 1980erne til en afgørende test på deres styrke og standhaftighed. Slagmarken blev defineret i et forløb, som begyndte i 1998, da Nyrup regeringen nedsatte en kommission til at undersøge politiets interne efterretningsvirksomhed under den kolde krig. Som et delvist svar på højrefløjens kritik iværksatte selv samme regering i 2000 en DUPI (DIIS) undersøgelse af den ydre trussel under den kolde krig; og den nye Fogh regering udvidede dette kommissorium i august 2002 til at inkludere den hjemlige debat om denne trussel, og dermed var fodnote-perioden i fokus (Petersen, 2006:4). Senere fulgte ikke bare en ekstra bevilling på 10 millioner kroner til forskning i periodens politiske modsætninger men også et heftigt politisk opgør om konklusionerne i DIIS rapporten fra 2005. Fodnote-perioden er dermed blevet et spejl af nutidige prioriteringer og en indirekte kamp om, hvorvidt Socialdemokratiet tenderer til at svigte, når presset bliver stort, eller hvorvidt højrefløjen under et sådan pres mister sin evne til at tale Danmarks og ikke USA’s stemme.

Samme mønster genfinder vi i sagen om Muhammed tegningerne, hvor Jyllands-Postens tegninger førte Danmark ud i et uhørt politisk stormvejr i januar-marts 2006. I stormens værste øjeblik holdt enigheden på tværs af den politiske midte, men langsomt voksede en kritik af statsministeren frem, som ifølge oppositionen burde have holdt et møde med ambassadører fra en række muslimske lande i november 2005. Dette argument kobler sig til et større argument vedrørende regeringens indvandringspolitik, som vi ikke skal gå videre ind i her. Pointen er, at vi igen støder ind i en splittelse i den brede kontekst for udenrigspolitikken: i Muhammed sagen er der tale om et opgør fra kritikernes side med den værdipolitik, som Fogh Rasmussen står for, og som binder sig ind i indvandringsspørgsmål såvel som sikkerhedspolitiske spørgsmål, som når Fogh Rasmussen søger et opgør med samarbejdspolitikken under 2. verdenskrig, og når han sammen med præsident Bush definerer den aktuelle globale konflikt som værende baseret på forskellige værdier.

Danmarks rolle

Man kunne argumentere for, at den interne splittelse ikke er afgørende, så længe der findes et flertal for den førte politik. Danmark er en strategisk aktør, og det gør ingen synderlig forskel, om oppositionen kritiserer denne rolle. Argumentet er korrekt for så vidt angår det strategiske engagement: det opretholdes til stadighed, om end i en noget anstrengt form. Argumentet er dog mere grundlæggende problematisk, fordi det tilsidesætter den rolle en national konsensus spiller. En sådan konsensus understøtter kontinuitet i politikken på tværs af politiske udskiftninger, og den reflekterer en særlig selvforståelse og et særligt nationalt syn på de store spørgsmål om krig og fred. En national konsensus giver politisk ro – på en måde så de politiske slagsmål reduceres til mindre væsentlige spørgsmål om våbentyper og den geografiske placering af kaserner – og evnen til at forfølge et strategisk engagement. Jo større usikkerhed, der opstår omkring en deployeret styrke; jo større energi må en regering bruge på at debattere politikkens fundament; og jo større kampe den må kæmpe for at tilføre politikken ressourcer (i form af populær opbakning, penge og mandskab) – jo mere svækket vil regeringen være som strategisk aktør, selv når den har et formelt flertal. Regeringen kan heroisk vælge at stå fast på sin politik, men ingen, heller ikke modstanderen, er i tvivl om, at en sådan strategisk kontekst taler i mod politisk kontinuitet. Eller sagt med andre ord, intern splid underminerer den førte politik.

Selv store strategiske aktører lider under denne problematik. USA har ikke haft en national konsensus omkring sikkerhedspolitikken siden slutningen af 1960erne, da kombinationen af Vietnam krig og Watergate sprængte det brede politiske samarbejde og åbnede for den bitre debat mellem især liberale og neokonservative, som udspillede sig i Carter og Reagan årene, og som nu igen er dukket op under W. Bush. Det giver USA det væsentlige problem, at landet ikke har ”staying power”, altså evnen til at engagere sig på lang sigt, som andre imperier har haft det. Hvis landet samtidig regelmæssigt ønsker at ændre enkelte andre landes regimer, så opstår der et næsten uløseligt dilemma, for en sådan ændring kræver netop ”staying power”.

Danmark har ikke denne problematik tæt inde på livet, for det er et lille land. Men Danmark er knyttet til amerikansk politik og kan ikke opretholde en militær tilstedeværelse i Irak, hvis ikke USA massivt er til stede. Situationen er bedre i Afghanistan, ikke mindst fordi sikkerhedstruslerne er mindre, og regimet derfor er stærkere, og fordi USA af den årsag kan træde i baggrunden og give plads til en multilateral indsats under FN flag. Hermed skabes en grad af konsensus i Danmark, som afspejler sig i stemmeafgivningen omkring styrkebidragene. Man skal dog holde for øje, at ISAF er en meget lille styrke for et land som Afghanistan – den består af ca. 8.500 mand – og at den kun kan udføre sit arbejde så længe trusselsniveauet er lavt, og så længe en troværdig stærk partner som USA står bag den – logistisk såvel som diplomatisk.

Kunne løsningen så være, at Danmark vender tilbage til den aktivistiske ”civil aktør” politik, som karakteriserede 1990erne? Der er flere forhold, som peger i denne retning. For eksempel er regeringen og oppositionen enige i understregningen af FN’s centrale rolle i spørgsmål om krig og fred – et traditionelt udgangspunkt for små lande i international politik, men altså et udgangspunkt som har givet sig udslag i forskellige prioriteringer i de senere år. Samtidig deler de et fokus på forebyggelse af konflikter og fredelig konfliktløsning, hvilket kom til udtryk, da Danmark indtog en af de roterende pladser i FN’s Sikkerhedsråd i januar 2005, af en varighed på to år. Udenrigsministeren fastslog i den forbindelse, at prioriteterne for Danmarks arbejde var at fremme en international retsorden og styrke FN’s evne til at regulere internationale konflikter i tillæg til at styrke fattigdomsbekæmpelsen og en bæredygtig udvikling (UM FAQ 2006). Danmark overtog formandskabet for Sikkerhedsrådets CTC (Counter-Terrorism Committee) 1. april 2005 og har siden hen haft en god lejlighed for at fremme disse spørgsmål som en forebyggende indsats mod terror og i øvrigt støtte FN’s generalsekretær, Kofi Annan, i hans bestræbelser på at gøre FN til et centralt omdrejningspunkt i kampen mod terror.

Disse forhold er opstået, fordi Danmarks nationale konsensus tidligere har været baseret på den typiske småstats fornemmelse for international ret og dialog. Det er stadig det naturlige tyngdepunkt i den danske sikkerhedspolitiske debat. Man kan imidlertid rejse to problemer i forhold til spørgsmålet, om vi ikke er på vej tilbage mod dette ”civil aktør” tyngdepunkt.

For det første gælder det spørgsmålet, om international terrorisme i sin natur tillader en sådan rolle. International terrorisme, som vi har bevidnet fænomenet de senere år, er et klassisk strategisk problem på den måde, at der er tale om en aktør, som sætter sin fulde vilje ind på at knægte modstanderens vilje. Godt nok er der tale om en ny og svært håndterbar aktør, men dynamikken er ikke til at tage fejl af, og de tragiske effekter heraf ses i New York, Washington, Madrid og London. Det vil ikke sige, at alle lande skal bekæmpe Al Qaeda med militære midler, men det vil sige, at en væsentlig række lande – især de vestlige – befinder sig i en strategisk konflikt. Måske kan nogle af disse lande bevidst satse på en civil rolle i f.eks. genopbygningen af Afghanistan, men det ændrer ikke ved, at denne rolle vil indgå i den strategiske kontekst og derfor forudsætter en accept heraf og en koordinering med den militære indsats. Det er åbenbart, at USA til tider har håndteret denne koordination dårligt, skal det tilføjes, og det er muligt, at Danmark kan forhandle en ny ”civil” rolle på plads som en del af en genopfrisket transatlantisk dialog. Denne rolle vil naturligvis blive stærkt udfordret, hvis Al Qaeda slår direkte til mod mål i Danmark, f.eks. som følge af Muhammed tegningerne og engagementet i Irak.

For det andet gælder det spørgsmålet, om de politiske aktører i Danmark kan blive enige om den rolle, som skal udspringe af det civile aktør tyngdepunkt. Skal Danmark blive en civil aktør for i tæt samarbejde med USA at videreføre kampen mod terrorisme, eller skal Danmark satse på EU samarbejdet som et mere fredeligt alternativ til USA? Spørgsmålet skærer ned igennem midten af dansk politik og berører den værdikamp, som foregår mellem regeringen og især Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre. Kampen er forbitret, for den inddrager partiernes værdigrundlag – essensen af deres politik frem for taktiske valg, som kan forhandles på plads – og på den måde bliver det et enten-eller. Regeringen vil fastholde, at man skal fast i kampen mod nye former for totalitarisme; oppositionen vil fastholde, at der er plads til nuancer; og hver især vil de skyde modstanderne i skoene, at deres politik er fundamental forkert.

Den interne politiske logik indfanger altså den civile aktør model og begrænser dens evne til at skabe konsensus. Den civile aktør model, som oppositionen foreslår, indebærer en kulturel og politisk kritik af USA (jf. Lykketofts reference til Bush’s kristne værdier) og bygger på et (implicit) argument om, at Europa ser mere nøgternt på international politik. Denne model adskiller sig væsentligt fra det udsyn, som Fogh Rasmussen repræsenterer, men til gengæld har han vanskeligheder ved at indplacere Danmark, EU og USA i samme politiske vision. Typisk bliver omdrejningspunktet Danmark og USA, mens talen om EU falder tilbage på naboskabspolitik og ønsket om større koordinering landene imellem. I sin Europatale fra april 2006 kom statsministeren således ind på den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, men trods indledende bemærkninger om international terrorisme og masseødelæggelsesvåben drejede denne del af talen sig i al væsentlighed om den brede – civile – udenrigspolitik samt naboskabspolitikken (Fogh Rasmussen 2006).

Konklusion

Danmarks status som strategisk aktør opstår qua det politiske lederskabs vilje til at identificere sig som den angrebne part i en kamp om grundlæggende værdier – en kamp mellem demokrati og nye former for totalitarisme – og vilje til at kæmpe for disse værdier i direkte militære opgør med fjenden. Der er tale om et skifte fra 1990ernes aktivisme. I 1990erne tog Danmark ud for bl.a. med militære midler at bringe fred mellem stridende parter; i dag er Danmark én af stridens parter og deployerer sine militære styrker – og øvrige politiske instrumenter – med henblik på at sejre.

I 2003 konkluderede jeg, at denne rolle ville komme under pres, og i dag er der ikke grund til at revidere konklusionen i særlig grad. Danmark er fortsat politisk splittet i spørgsmålet om strategisk engagement, og Danmark mangler evne til at engagere sig forsvarspolitisk i Europa samt, alternativt, at lægge sig tæt op ad USA. Den strategiske rolle er altså stadig under pres, og der er endda tegn på, at regering og opposition tilnærmer sig hinanden omkring det traditionelle tyngdepunkt, civil aktør modellen, baseret på en enighed om vigtigheden af civil genopbygning i FN regi. Denne model har visse fordele, ikke mindst at den kan genskabe enighed internt og bidrage til mobiliseringen bag udenrigspolitikken. Problemet er, at modellen er indfanget i de selv samme problematikker, som karakteriserer den strategiske aktør model: hvor tæt skal Danmark lægge sig op ad USA, og skal Danmark aktivt bruge sine militære midler? Et andet problem er, at dette spørgsmål ikke bare kan behandles ud fra politisk præference (hvad vil man gerne), men skal vurderes ud fra en strategisk logik, som opstår qua den internationale terrorisme, og som kræver, at spørgsmålet tages op i lyset af politisk nødvendighed (hvad kræver situationen). Uanset om den politiske præference hælder imod USA eller Europa, imod civil eller strategisk aktør, så tilsiger den strategiske logik, at den vestlige indsats er mere effektiv, hvis den koordineres.

Den mest åbenbare mulige rolle for Danmark er således en civil aktør model, som koordineres i samarbejde med USA. I lyset af den fremskredne værdikamp, med dens rødder til fodnote-perioden i dansk politik, multikulturalisme, Muhammed tegninger og atlantisk versus europæisk værdifællesskab, er det dog et åbent spørgsmål, om denne model kan etableres. Alternativet vil være en periode med varierende roller drevet af rytmen dels i danske politiske præferencer, dels i omgivelsernes evne til at straffe og belønne disse.

Litteraturliste

Beaufre, André (1998), Introduction à la strategégie, Paris: Hachette.

Berlingske Tidende (2006), ”S: Ud af Irak senest 1. juli”, http://www.ber­lingske.dk/ud­land/artikel:aid=733048/ , 1. maj.

Holm, Hans-Henrik (2002), ”Danish Foreign Policy Activism: The Rise and Decline” in Bertel Heurlin& Hans Mouritzen (eds.), Danish Foreign Policy Yearbook 2002, Copenhagen: DUPI, pp. 19-45.

Holm, Hans-Henrik (2006), ”Fra aktiv internationalisme til aktiv værdipolitik: Danmarks nye udenrigspolitik”, upubliceret dokument.

Jakobsen, Peter Viggo (2000), ”Denmark at War: Turning or Business as Usual?” in Bertel Heurlin & Hans Mouritzen (eds.), Danish Foreign Policy Yearbook 2000, Copenhagen: DUPI, pp. 61-85.

Kofod, Jeppe & Petersen, Morten Helveg (2005), ”En dansk exit-strategi for Irak”, 20. december, http://socialde­mokraterne.dk/de­fault.aspx?func=artic­le.view&id=140538.

Petersen, Nikolaj (2006), ”Historien sat på plads,” Weekendavisen, 10. februar.

Rasmussen, Anders Fogh (2006), ”Resultaternes Europa”, Tale af statsministeren d.21. april, http://www.stm.dk/Index/dokumen­ter.asp?o=2&n=0&­h=2&t=14&d=2569&s=1.

Rynning, Sten (2003),”Denmark as a Strategic Actor? Danish Security Policy after 11 September” in Per Carlsen & Hans Mouritzen, Danish Foreign Policy Yearbook 2003, Copenhagen: DIIS, pp. 23-46.

Udenrigsministeriets hjemmeside, UM FAQ (2006), “Spørgsmål og svar om Danmarks medlemskab af FN's Sikkerhedsråd,” http://www.sikkerhedsraa­det.um.dk/da/menu/FAQ/

Winther, Henrik (2005), ”Fremskudt forsvar,” Weekendavisen, 19. august.

Beslutningsforslag:

B 43 (2004): ”Forslag til folketingsbeslutning om udvidelse af det danske bidrag til den internationale sikkerhedsstyrke ISAF i Afghanistan.” Vedtaget d. 25. november.

http://ft.dk/Samling/20041/beslutningsforslag/B43/som_vedtaget.htm.

B 63 (2006): ”Forslag til folketingsbeslutning om fortsat dansk bidrag til en multinational sikringsstyrke i Irak.” Vedtaget d. 26. januar.

http://www.ft.dk/?/Samling/20051/beslutningsforslag/B63/index.htm.

B 64 (2006): ”Forslag til folketingsbeslutning om udvidelse af det danske bidrag til den internationale sikkerhedsstyrke ISAF i Afghanistan.” Vedtaget 2. februar.http://www.ft.dk/?/Samling/20051/beslutningsforslag/B64/index.htm

B 139 (2006): ”Forslag til folketingsbeslutning om en videreførelse af et dansk bidrag i Irak til den multinationale sikringsstyrke m.v. og til at danske militære styrker stilles til rådighed for FN’s bistandsmission til Irak (UNAMI).” Forslag fremsat d. 11.maj. http://www.ft.dk/?/sam­ling/20051/ME­NU/00000002.htm.

Forfatteren takker Camilla Holmgaard Schmidt for værdifuld forskningsassistance.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

 

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.