Den tekniske og taktiske udvikling

De opgaver fremtidige, moderne udrustede troppeenheder bør stilles må tillade fuld udnyttelse af bevægelighed og ildkraft. De økonomiske midler vil fastsætte grænserne for hvor langt teknificeringen på disse områder vil kunne gennemføres, men det må være opgaven at følge med i den udvikling, der er sat igang. Således konkluderer chefen for Infanteriskolen, oberst F. Gotthardsen denne gennemgang af udviklingstendenserne på det tekniske og taktiske område.

 

I

Den tekniske udvikling skrider frem i stærkt tempo. Det kan være besværligt blot at lære foreliggende nye våben og nyt materiel at kende, at skabe organisationen herfor, at fastsætte uddannelsen herpå og at give anvisninger for den taktiske anvendelse. Værre bliver det, når man skal tage materiel og våben under udvikling i regning, for ikke at tale om genstande, der endnu kun er på tegnebrættet. Vurderingen og behandling en af disse problemer påhviler stabe og visse skoler. Officerer, der ikke netop forretter tjeneste sådanne steder, kan derfor have særlig vanskeligt ved at erkende, i hvilken retning udviklingen synes at gå. Det er imidlertid af betydning, at alle officerer på grundlag af foreliggende og tilgængelige oplysninger søger at danne sig et billede af den fremtidige udvikling. Det er hensigten med denne artikel at give flest mulig af disse oplysninger og på grundlag heraf at give udtryk for visse tanker om den videre tekniske udvikling og den deraf følgende mulige taktiske udvikling.

Artiklen må naturligvis være behæftet med de begrænsninger, som emnet i sig selv rummer, foruden af en ikke ubetydelig usikkerhed. På den anden side bør ingen slå sig til tåls med, at så galt går det nok ikke. Teknikkens muligheder er idag så rige og presser sig på i en sådan grad, at i virkeligheden kun to faktorer kan holde tempoet i ave, nemlig økonomien og de krav, som en hurtig teknisk og tak tiskudvikling stiller enheder, skoler og de tekniske tjenester over for. Belysningen af den tekniske udvikling vil ikke ske våbenvis, men følge en opdeling i tjenestegrene, som er nok så hensigtsmæssig for formålet. Det kan være på sin plads at indskyde, at ingen enkeltperson kan samle og have et fuldstændigt overblik over udviklingen på alle tekniske områder. Opmærksomheden er søgt koncentreret om epokegørende træk i udviklingen, uden at det derfor er sikkert, at alt er med.

II

Søgelyset skal først rettes mod kamptroppernes våben og materiel (ved kamptropper forstås på nuværende tidspunkt infanteri og pansertropper). På håndvåbnenes område har de fleste lande i de senere år antaget nye automatgeværer af kaliber 7,62. Våbnene erstatter almindelige geværer og maskinpistoler. De må anses for en i øjeblikket tidssvarende bevæbning af soldaten.

Der foregår iøvrigt en udvikling hen imod automatgeværer med patroner af lille kaliber (ca. 5 m m ), men med stor begyndelseshastighed (1300- 1500 m /sek) og med en effektiv rækkevidde på 300-400 m. Det ser ud til, at præcisionen ved enkeltskud vil være som for moderne geværer af almindeligt kaliber. Ved automatisk skydning vil både skudafstanden og præcisionen kunne øges væsentlig i forhold til andre automatgeværer og til maskinpistoler, fordi våbnets reaktion på skytten er meget ringe. Da patronen er lille og let, kan skytten medføre fra 300-400 patroner. Våben af denne type har allerede en betydelig udbredelse, men er endnu ikke generelt antaget i noget land. De kendes heri landet, men kun orienterende forsøg har kunnet afholdes.

Udviklingen af maskingeværer af kaliber 7,62 synes nærmest at være gået i stå. Ingen våbenfabrikker har i en årrække tilbudt nye udgaver. Grunden hertil er nok, at man er ved at erkende, at udviklingen går i en retning, der gør i alfald affuterede maskingeværer af dette kaliber mindre påkrævede. Med udbredelsen af mekaniserede enheder er denne erkendelse forståelig, og skulle kamp fra pansrede mandskabsvogne blive det normale, vil også det ikke-affuterede maskingevær være et uhensigtsmæssig våben for disse enheder, fordi opgaverne lettere og bedre kan løses med automatgeværer. Pistolen må nævnes, men ikke for sine gode egenskabers skyld. Vi vil sikkert se den forsvinde som det personlige våben, der både har kostet penge og megen uddannelsestid uden at have ført til en forsvarlig bevæbning af soldaten under kamp. Den lader sig nemlig nemt erstatte af et kompakt automatgevær - eller i afventen heraf af en nu benyttet maskinpistol.

Maskinkanoner er ved at få en renaissance. Anledningen er ganske åbenbart fremkomsten af letpansrede køretøjer i stort antal. Der er grund til at opholde sig ved disse våbenskaliber, som i intet tilfælde er under 20 mm, og som uden tvivl vil kunne forøges, hvis pansertykkelsen på de lette pansrede køretøjer kræver det. Det frembyder iøvrigt ingen vanskeligheder at anvende maskinkanon er på op til 40 mm fra egnede pansrede mandskabsvogne. Bemærkelsesværdigt ved de nye 20 mm maskinkanoner er disses høje kadence (ca. 1000 skud /minut).

En særlig interessant våbengruppe er panserværnsvåbnene, idet der synes at være vide grænser for, hvad man kan nå på dette område. For panserværnsvåbnene gælder, at de alle kan gennembryde panseret på eksisterende kampvogne, og våben af de større kalibre vil normalt sætte en kampvogn ud af spillet med en enkelt træffer. Moderne panserværnsvåben bygger (med en enkelt undtagelse) på raketprincippet, idet styringen kan være manuel eller automatisk, f. eks. med brug af infrarøde stråler, alt afhængig af, hvor kostbar en teknik man tager i anvendelse. Rækkevidden (ca. 4000 m) frembyder ingen problemer. Kun opnåelse af en helt kort skudafstand kan være vanskelig for visse mellem- og langdistanceraketter; men her kommer kortdistance raketterne jo til deres ret. Automatisk styrede panserværnsraketter vil kunne nå meget høje træffeprocenter, idet kun fejl i skyttens situationsbedømmelse på affyringstidspunktet skulle kunne bevirke, at målet ikke rammes. Panserværnsraketternes væsentligste begrænsning idag er det lave ildtempo som følge af den lange flyvetid. Denne begrænsning vil imidlertid kunne reduceres ved en forøgelse af flyvehastigheden, især når rakettens styring er automatisk. Ulempen vil også kunne mindskes ved en forøgelse af antallet af våben (styreaggregater).

Det hører med til omtalen af panserværnsvåbnene at gøre det klart, at adskillige våben af flere arter og med forskellige rækkevidder idag forefindes i stort antal i de fleste hære og med flere våben helt nede i gruppen. Det skal også nævnes, at moderne gruppepanserværnsvåben vil have en rækkevidde, der mindst er som det lette maskingeværs største effektive skudafstand (600 m) og stærkt nærmer sig 1000 m. Det er værd at lægge mærke til, at flere og flere lande udstyrer deres kampvogne også med panserværnsraketter, fordi raketterne har længere rækkevidde end kampvognskanonerne og større præcision på de lange afstande. USA har yderligere udstyret et betydeligt antal kampvogne med en kanon, der både kan afskyde almindelige granater og styrede raketter. Den dag er nok ikke fjern, hvor det i forbindelse med udviklingen af infanteri og pansertropper ikke længere har nogen mening at sondre mellem panserværnsvåben og kampvognsvåben.

Kamptroppernes køretøjer - de egentlige kampkøretøjer - har længe været inde i en interessant udvikling. Indtil nu har man imidlertid betragtet kampvognen og den pansrede mandskabsvogn som to køretøjstyper, der bør udvikles hver for sig. Det er et spørgsmål, om en sådan betragtninger synderlig fremsynet. Da hverken den middeltunge eller den tunge kampvogn kan modstå nutidige panserværnsvåben, hvad enten projektilerne (raketterne) er afskudt af kampvogne eller andre kampenheder, er der næppe nogen vej frem ved at beskytte sig yderligere med panser. Langt snarere kan fordele opnås gennemøget bevægelighed og gennem den måde, kampvognene anvendes på. Øget bevægelighed opnås først og fremmest ved at gøre kampvognen lettere - altså mindskelse af pansertykkelsen. En fart på 60 km/t i terræn og 80 km/t på vej kan idag præsteres af køretøjer, der vejer ca. 25 t. Ildkraften behøver ikke at blive mindsket, fordi pansringen aftager, idet en lettere kampvogn udenvanskelighed kan bære en kraftig kanon, hvis man ønsker en sådan bibeholdt. Vender vi os mod den pansrede mandskabsvogn, ved vi, at der foreløbig råder to opfattelser af, hvorledes disse vogne bør søges anvendt. Vil man benytte vognen til opsiddet kamp, må køretøjet imidlertid være konstrueret til dette formål. Vor nuværende pansrede mandskabsvogn kan kun anvendes til transport til målet, hvorefter infanteriet må sidde af og kæmpe til fods. Den almindelige taktiske opfattelse og den tekniske udvikling vil bestemme de pansrede mandskabsvognes fremtidige udformning.

Går udviklingen i retning af kamp fra vognen, er det rimeligt at antage, at pansringen vil blive øget i takt i ned udviklingen af de med fuldskarp, direkte skydende våben (maskinkanoner). Finder en sådan udvikling sted, kan det være svært at få øje på den forskel i beskyttelse, som en lettere og mere bevægelig kampvogn kan yde, og den, der kan opnås i en moderne pansret mandskabsvogn. Det vil da ligge nært at udforme et »grundkøretøj«, hvis bestykning og bemanding vil muliggøre en anvendelse enten som kampvogn eller som panserinfanterienhed. De produktionsmæssige, faglige og uddannelsesmæssige fordele ved en sådan løsning vil være så betydelige, at tanken må friste alle implicerede parter. Det ville være naturligt herefter at omtale de øvrige transportmidler, som fremtiden muligvis vil stille til rådighed for kamptropperne. Da det midlertid er usikkert i hvilket omfang, sådanne midler organisatorisk vil indgå i kamptropperne, og da andre enheder kan tænkes også at betjene sig heraf, finder omtalen kun sted under den faglige tjenestegren.

På ildstøttens område har man - bortset fra taktiske atomvåben - i mange år kun hørt lidet epokegørende nyt. Skytset er i stigende grad søgt gjort bevægeligt, og dets rækkevidde og side retnings frihed er søgt øget, men det er foreteelser, der er lige så gamle som artilleriet selv. Kun en ny svensk 155 mm kanon fortjener virkelig opmærksomhed på grund af dens høje ildtempo. Mortererne har fået bedre retningsmidler og er blevet selvkørende, og man har visse steder tilføjet en raketpåvirkning af granaten i banen til forøgelse af skudafstanden, men til skade for præcisionen. Når en epokegørende udvikling af de konventionelle ildstøttemidler i det store og hele er udeblevet, kan grunden selvfølgelig være, at der intet behov er herfor. Men det kan også skyldes, at behovet enten ikke er erkendt eller er blevet prioriteret så lavt i forskning og produktion, at iøjnefaldende resultater ikke har kunnet opvises. Forhåbentlig har man ikke forsømt denne udvikling i tillid til de taktiske atomvåben; det tør siges at være en i flere henseender farlig udvej. Lad os først se på behovet for at videre udvikle ildstøttemidlerne. Ubeskyttede og stedbundne mål var under 2. verdenskrig de normale mål for ildstøtten. Disse mål kunne i hovedsagen kun stedfæstes og iagttages af observatører i eller bag egne linier, og mål under bevægelse kunne man ikke fastholde og ramme effektivt. Denne formåen er ikke øget væsentligt i dag. Den fart, hvormed mekaniserede enheder nu udvikles og øges i antal, og hvorved kampen gives et stedse mere bevægeligt præg, tvinger imidlertid ildstøtten til at kunne løse opgaver af teknisk langt mere krævende karakter, end vi hidtil har set.

Ildstøtteenhederne må på betydelige afstande kunne opdage skjulte pansrede mål, både når disse holder stille, og når de foretager uindsete bevægelser. De må hurtigt kunne stedfæste sådanne mål, fastlægge skuddata for bekæmpelsen af dem, afgive ilden og kontinuerligt kunne følge målene med ilden. Målene må kunne rammes mere præcist og under brug af en langt mindre ammunitionsmængde. Når det drejer sig om pansrede mål, må det enkelte mål kunne rammes direkte og helst med panserbrydende ammunition, også hvis målet er skjult for observatøren. Det er end videre ønskeligt i en vis udstrækning at finde frem til lettere leveringsmidler for ilden end de tonstunge pjecer, som i dag føres i felten. Dette bringer raketter (missiler) ind i billedet.

Kravene vil måske i første omgang forekomme læseren overvældende store, men ved nærmere eftertanke næppe uopnåelige. Uden for feltartilleriet er de ildtekniske muligheder nemlig udviklet og udnyttet på måder, der savner sit sidestykke i kampen på jorden. Der tænkes her både på flyvevåbnet, luftværnet i almindelighed og visse ballistiske missiler. Rent teknisk tænkes på anvendelsen af bl. a. infrarød stråling, elektromagnetisme, radar og forskellige kendte beregnings- og styremekanismer. Det kan dog siges, at en vis udvikling omsider er kommet igang, uden at der kan oplyses nærmere herom. Det må blive teknikernes sag at finde og udnytte alle de muligheder, der måtte være, og herudfra udviklede midler, som ildstøtten må råde overfor at kunne løse sin opgave i fremtiden. Hvis ildstøtten ikke får bedre midler i hænde, må man se i øjnene, at den vil spille en stadig mindre rolle, idet kampenhederne selv vil søge at etablere den nødvendige ildstøtte. På den anden side vil den part, der først formår at udvikle ildstøttemidler, der modsvarer den fremtidige kamps særpræg og vilkår, vinde betydelige fordele.

 

Hærluftværnets udvikling har haft et gunstigere forløb. Opsøgning og målfølgning med brug af radar er en realitet. Materiellet er imidlertid meget kostbart, hvilket skaber problemer med opstilling af det tilstrækkelige antal enheder til dækning af luftrummet over en felthærs operationsområde. Anvendelse af raketstyr af let type til affyring af målsøgende missiler  mod lavtgående fly er et projekt, der længe har været omtalt; ifølge et amerikansk tidsskrift synes projektet nu rent teknisk at være nået til vejs ende. Man må dog stadig sætte et spørgsmålstegn ved ikke-luftværnsenheder muligheder for med sikkerhed at identificere et mål. Før en høj grad af sikkerhed opnås, kan våbnet næppe anvendes. Hvis det lykkes, vil der til gengæld være skabt en ny situation med hensyn til flyenes muligheder for fra lavere højder at indvirke på kampen på jorden.

 

Ingeniørtjenestens materiel er så omfattende og alsidigt, at en mere indgående behandling af udviklingens muligheder vil føre for vidt. Det får være nok at pege på den tendens, der gør sig gældende. Operationernes tilstræbte hurtigere forløb gør det nødvendigt, at ingeniørtjenesten tager tiden nøje i regning. Det indebærer, at transportmidlerne både for enheder og for fremføring af materiel må udvikles mest muligt. En vis grad af mekanisering må til, og til fremføring af materiel må både middelsvære og svære helikoptere tages i brug. Dette er i et vist omfang tilfældet idag. Broer og kolonneveje må foreligge i færdige enheder, hvis elementer føres frem til og hurtigt samles på anvendelsesstedet. Dette er ikke et nyt princip, men kun en videre udvikling fremkaldt af de taktiske krav og baseret på de tekniske fremskridt. Det er en selvfølge, at den rigdom på arbejdsmaskiner, der findes i den civile bygge- og anlægsvirksomhed, må være til rådighed for en moderne hær i hele det omfang, den med fordel kan gøre brug heraf. Maskinerne kan eventuelt bruges, som de er, eller være særlig tilpasset den militære anvendelse. Man må gøre sig klart, at alle ingeniøropgaver i fremtiden vil blive løst med maskinkraft. At se en ingeniørsoldat med en spade vil være lige så utopisk som at se en mand med en skovl på en større byggeplads.

 

ABC-tjenesten henhører i de fleste lande under ingeniørtjenesten. Hvorvidt dette er rigtigt får være; det skal blot nævnes, at disse kampmidlers anvendelse og beskyttelsen imod dem rummer så enorme perspektiver, at det synes vanskeligt at varetage denne tjeneste under den tjenestegren, hvor alene C-tjenesten oprindeligt hørte hjemme. Hovedtrækkene af A-kampmidlernes tekniske opbygning og de systemer, hvori våbnene indordnes er almindelig kendt. Ligeledes kender man deres teknisk-taktiske anvendelse, varslingssystemerne og beskyttelsen mod tab foranlediget af disse våben. Der er kun anledning til at konstatere, at atomstormagterne intet savner med henblik på en nuanceret anvendelse af A-kampmidler, samt at den tekniske og taktiske udvikling fremdeles må vurderes på denne baggrund - ganske uanset om disse våben bliver anvendt. Det er tilstrækkeligt, at de kan blive anvendt. B- og C-kampmidlernes tekniske egenskaber og anvendelsesmuligheder er derimod kun i ringere grad kendt. Forfatteren af disse linier er ikke i stand til at bidrage med væsentlige oplysninger på dette felt. Iøvrigt vil det næppe være muligt at give betydningsfulde oplysninger om dette emne i et tidsskrift. Det militære personels viden herom bør dog i almindelighed være større, og kendskabet til beskyttelse mod B- og C-kampstoffer bør uden tvivl øges. En forøgelse af beskyttelsesmidlerne, som idag stort set kun omfatter en beskyttelsesmaske og en atropinsprøjte, synes tiltrængt. Den almindelige mangel på interesse i de fleste hære for at gøre noget virkelig effektivt på dette felt kan enten skyldes, at man giver op overfor problemerne, eller at man anser B- og C-krigsførelse i deres værste form for ganske usandsynlige. På grund af følgerne for de samfund, der står bag de krigsførende hære, er det formentlig rigtigt at anse sandsynligheden for anvendelse af B- og C-kampmidler for betydeligt mindre end for A-kampmidler. B- og C-kampmidler kan derfor, modsat A-kampmidlerne, næppe i almindelighed danne baggrund for en vurdering af den tekniske og taktiske udvikling. Det ville iøvrigt blive vanskeligt at påvise, hvad man skulle gøre anderledes under en uhæmmet B- eller C -krigsførelse.

 

Signaltjenesten har i tiden efter 2. verdenskrig været inde i en rivende udvikling, der ganske vist har ført megen uro med sig, men tilgengæld har tilsikret afdelingerne materiel af så høj karat, som forskning og produktion til enhver tid gav grundlag for - alt forudsat at man havde råd til at købe materiellet. Med den seneste udvikling af VHF radiomateriellet er der opnået sådanne rækkevidder og så mange frekvenser i de forskellige radionet, at afviklingen af radiosamtaler ikke skulle frembyde problemer for føringen. Føring med brug af radio nærmer sig nu den personlige kontakt uden dog nogensinde at kunne erstatte denne. Telefonien er stærkt på vej mod at blive båret alene af radiokæde forbindelser. Kabelvognens dage er ved at være talte. Det er vanskeligt i fremtiden at forestille sig forbindelser mellem felthærsenheder opretholdt ved brug af telegrafi, men helt udelukke dens anvendelse kan man vel ikke.

Sammenfattende kan siges, at signalmidlerne i dag tillader, at enhederne optræder fuldt bevægeligt og på indbyrdes betydelig afstand, alt efter det niveau man betragter, og således giver føringen al den frihed, den måtte behøve, som et grundlag for taktikkens udvikling.

 

De elektroniske og optiske iagttagelsesmidler må rent teknisk siges at henhøre under signalmidlerne. Deres anvendelse falder inden for mange områder, hvoraf de vigtigste er opklaringstjenesten, overvågningstjenesten og sikringstjenesten. Deres anvendelse også i forbindelse med ildstøtten og panserværnsvåben er berørt foran. Udviklingen på dette felt gør stadige og store fremskridt i takt med den videnskabelige forskning på det civile og på det rumtekniske område, hvilket siger noget om betydningen heraf. Den daglige tjeneste er i teknisk henseende et vid t spændende felt. Selvom to vigtige områder som forsyningstjenesten og vedligeholdelsestjenesten fortjener opmærksomhed, kan det dog ikke hindre, at interessen især må samle sig om transporttjenesten. Det er denne tjenestes udvikling og de transportmidler, der herigennem stilles til rådighed for enhederne, der bestemmer enhedernes bevægelighed. Kamp køretøjerne er, for så vidt angår kampvogne og pansrede mandskabsvogne, omtalt foran. Hvorvidt de i det følgende omtalte nye transportmidler helt eller delvis kan anvendes som kamp køretøjer får i nogen grad stå åbent. Hjulkøretøjerne kan næppe siges at byde på iøjenfaldende nyheder. De er teknisk højt udviklede, de er driftssikre og har en tilfredsstillende evne til at bevæge sig i terrænet uden dog at kunne følge bæltekøretøjerne overalt. Hjulkøretøjerne gør fyldest i transport- og forsyningstjenesten frem til og så langt ind i kampenhederne og kampstøtteenhederne, som deres anvendelighed kan forenes med kravene til disse enheders bevægelighed og beskyttelse ved pansring. Specialkøretøjer på hjul med større terrængående evne end normalt har indtil nu ikke gjort sig overbevisende gældende. For bæltekøretøjernes vedkommende er der grund til at nævne, at der internationalt - bortset fra kampvogne — arbejdes langs to udviklingslinier. En linie gælder pansrede mandskabsvogne (armoured fighting vehicles) en anden et generelt anvendeligt, pansret bæltekøretøj (armoured transport vehicle). Sidstnævnte køretøj må man forestille sig anvendt i føringen og signaltjenesten ved division og brigade og evt. bataljon, i ildstøtteenheder og ingeniørenheder, i forsyningstjenestens og vedligeholdelsestjenestens lavere échelon er og en delig i evakueringstjenesten. Vi har endnu til gode at se det færdige produkt. Vi må altså vente, at de lettere, pansrede bæltekøretøjer vil vise sig i to versioner — en der ikke blot er et transportmiddel, men i sig selv er et kampmiddel, idet den er indrettet til at kæmpe fra og bærer de her til fornødne våben, og en anden (og billigere) version, der alene giver den fornødne bevægelighed og de ønskelige arbejdsvilkår samt beskyttelse mod fjendens ild.

 

Udviklingen af bevægeligheden i luften i forbindelse med kampen på jorden vises megen opmærksomhed i de større lande. Det drejer sig om fly og helikoptere til anvendelse til lufttransport, til kamp og til kampstøtte, idet der her ses bort fra egentlige jagerfly hørende under et flyvevåben. Bestræbelserne går ud på at give troppeenhederne større bevægelighed, at øge smidigheden i deres anvendelse og at gøre kampen på jord en tredimensional. Midlerne her til er bedst kendt fra USA, hvor man har udviklet flere transportfly med en kapacitet på 50-90 kampklare soldater eller tilsvarende kapacitet for materiel og køretøjer, herunder lettere pansrede bæltekøretøjer. Til disse flys start og landing behøves kun en strækning på 300-400 m. Start og landing kan iøvrigt udføres uden forberedelser, hvis jordoverfladen er tilstrækkelig jævn og fast. Helikoptere er udformet til en række formål såvel til transport af trop­per og materiel som til indsats i kamp og til kampstøtte. Det er endnu ikke muligt at sige noget sikkert om disse midlers endelige tekniske udformning, deres organisatoriske indpasning i enhederne og disses taktiske optræden under udnyttelse af de nye midler. Det er dog velkendt, at man i USA i længere tid har arbejdet med en Air Assault Division, hvor man, som navnet siger, navnlig lægger vægt på at fremme den igangværende kamp på jorden. Det er formentlig nyt, at man nu taler om en Airmobile Division, der har et operativt videre sigte, og hvori man påregner at anvende de før omtalte transportfly. Tiden må vise, hvad disse bestræbelser fører til. Man må i al fald vente, at de vil sætte sig tydelige spor i enheders organisation og taktik. Transportmidler til søs må interessere stærkt i et af verdens mest udprægede ø riger. Når denne interesse ikke hidtil har givet sig synlige udtryk, er grundene hertil nok mange; det kan ikke kun forklares med henvisning til økonomien. Hærofficerens operative tanker har i dette århundrede ikke formået at svinge sig ud over havet, som føjer vort rige sammen, og søofficeren har været utilbøjlig til at tænke i andet end sit eget værns baner. Tidsskriftets læsere vil være bekendt med den britiske udvikling af luftpudefartøjer, som omfatter militære fartøjer på 10 og 40 tons i fuld produktion, ny konstruktion af et antal automobilfærger på 160 tons og en deling på lidt længere sigt fremstilling af fartøjer i 400 tons klassen. Alt ifølge fabrikkens oplysninger. Det synes indlysende, at sådanne fartøjer, hvis karakteristika og anvendelsesmuligheder i store træk forudsættes bekendt, må have interesse for den danske hær. Hvorvidt det også gælder vort søværn, kan man kun gisne om. I vore lavvandede farvande med snævre passager, mange grunde og lange indskårne kyster synes der at være ganske særlige muligheder for at udnytte disse fartøjer som led i hærens operation er og til varetagelse af væsentlige dele af transport- og forsyningstjenesten. Rådes der over det tilstrækkelige antal fartøjer, åbnes der mulighed for en langt smidigere anvendelse af tropper, materiel og forsyninger, som måske kan give anledning til at overveje fordelingen af det operative ansvar inden for vort område. Da større luftpude fartøjer kun forudsætter en nogenlunde planflade som bæreflade, er det ikke utænkeligt, at man kan finde frem til at anvende luftpudefartøjer på land, hvor de terrænmæssige betingelser herfor er tilstede. En eventuel anvendelse ved kampenheder er vanskelig at skønne om, men det er klart, at der må være visse muligheder for at bruge sådanne fartøjer i den faglige tjeneste, hvorved et helt nyt net a fakser åbner sig, og vel at mærke et net, der går udenom veje, byer, skove og snævringer i terrænet.

III

Betragtningen af den tekniske udvikling leder naturligt frem til spørgsmålet om, hvorledes den militære udvikling som helhed kan og bør formes. Sådanne overvejelser forudsætter på en gang en nøgtern vurdering og en næsten visionær forudseenhed hos dem, der skal gennemføre overvejelserne. Der kaldes altså i høj grad på egenskaber, der er kendte elementer i de krav, der stilles til føringen. Krigshistorien rummer mange eksempler på fejlskøn, men færre på rigtig bedømmelse af samspillet mellem midlerne og de taktiske fremgangsmåder. Fejlskøn i vor tidsalder har i reglen haft deres rod i manglende erkendelse eller undervurdering af de tekniske muligheder, ofte kombineret med manglende taktisk fantasi. Der kan ikke fremlægges danske eller udenlandske studier vedrørende udviklingen, der på en tilfredsstillende måde giver svar på det her rejste spørgsmål. Det kan forundre, men man må gøre sig klart, at det drejer sig om uhyre vanskelige problemer. Mange tekniske og en del taktiske problemer behandles dog og giver - i alfald isoleret betragtet - tilsyneladende gode resultater. Men for mange studiers vedkommende føles stærkt savnet af den ramme, hvori disse studier hører hjemme; thi kun en sådan ramme kan garantere det enkelte resultats holdbarhed. Vi savner kort sagt — nationalt eller internationalt — en alt omfattende, grundlæggende studie af den fremtidige udvikling, hvori alle øvrige studier kan finde deres plads og udgøre dele af den helhed, hvori de hører hjemme. En sådan studie ligger langt uden for rammen af en artikel, hvilket uden tvivl vil fremgå af det følgende. Det skal derimod forsøges klargjort, hvad en sådan studie bør bygge på, hvad den i store træk må omfatte, og endelig skal fremdrages nogle af de taktiske problemer, som studien må beskæftige sig med og søge at bringe klarhed over.

En grundlæggende studie af den militære udvikling må tage sit udgangspunkt i udenrigs- og sikkerhedspolitikken for at tilgodese indvirkningen herfra. Den må over strategien søge frem mod at fastslå de forudsætninger af generel art, som studiens videreførelse må bygge på. Først derefter kan man nå frem til de dele af studien, der omhandler de tekniske, organisatoriske og taktiske hovedproblemer. Disse må for hvert område opløses i komponenter, der hver for sig må analyseres. Sammenfatning af analyser på de enkelte områder er mulig og berettiget, men det afgørende er den afvejning, som må foretages imellem studier på de forskellige områder. Når afvejningen er gennemført, kan konklusionen formes. Hovedstudien må selvsagt rumme mange enkeltstudier, navnlig af teknisk og organisatorisk art. Visse rent taktiske studier kan vel tænkes, men der er grund til at fremhæve faren ved at undlade at inddrage tekniske og organisatoriske studier heri. Det bør være det normale, ligesom studier af sidstnævnte art som hovedregel kun har en mening, når de sættes ind i den taktiske ramme. De akademiske studier af problemerne må understøttes af undersøgelser af mere praktisk art. Her tænkes på krigsspil, operationsanalyser og troppeforsøg samt »cost and effectiveness« analyser. Sidstnævnte analyser er særlig egnet til at afklare nyttevirkningen af materiel og våben samt systemer, hvori sådant materiel indgår, spændende lige fra anskaffelse, vedligeholdelse og nedslidning til brug under uddannelse og under kamp. »Cost and effectiveness« analyser er ikke til at komme udenom, men de må altid sættes i relation til hovedformålet, ellers risikerer man at få forkerte svar.

 

IV

De problemer, som en studie af den taktiske udvikling må omfatte, vil i de fleste tilfælde være foranlediget af de tekniske fremskridt, der er sket, eller som kan forudses. Der vil iøvrigt være en vekselvirkning imellem teknik og taktik, idet et erkendt taktisk behov eventuelt må tilgodeses rent teknisk. For at kunne udforme fremtidige taktiske doktriner må man derfor i lyset af den tekniske udvikling betragte både krigsføringens grundprincipper og de gældende taktiske fremgangsmåder. De mest nærliggende af disse betragtninger skal fremføres i det følgende. Vort Feltreglement I indleder med en beskrivelse af krigsføringens grundprincipper. Det siges blandt andet, at disse princippers efterlevelse er en forudsætning for et heldigt resultat, at de er indbyrdes afhængige og kompletterer hinanden, og at de i nogle situationer kan være direkte modstridende, hvorfor det er føringens kunst at afveje principperne mod hinanden.

 

Disse betragtninger sigter uden tvivl på den forføring en til enhver tid aktuelle situation. Spørgsmålet er nu, om disse principper også kan lægges til grund for en studie af den retning, den taktiske udvikling i almindelighed vil tage. Svaret må blive bekræftende, idet der ikke kan anvises andet og bedre grundlag for en bedømmelse af de i studienindgående rent militære problemer. Krigsføringens grundprincipper har næppe ændret sig. Dog er det ikke utænkeligt, at deres relative betydning kan have forskudt sig som følge af de ændrede midler, der står til føringens rådighed. Heri er der intet principielt nyt, idet det som nævnt er føringens kunst at afveje de enkelte princippers betydning mod hinanden. Men netop derfor er det af største interesse på forhånd at finde ud af, på hvilke områder en sådan forskydning eventuelt er sket, og hvori den består.

De hovedfaktorer, der tvinger til overvejelse og driver den taktiske udvikling fremad, er formentlig følgende:

- Forøgelsen af bevægeligheden, til lands gennemøget mekanisering og i luften gennem nye transport- og kampmidler samt eventuelt til søs gennem fremkomsten af nye fartøjstyper egnet til understøtning af kampen på landjorden.

- Forøgelsen af våbenvirkningen ved anvendelse af taktiske atomvåben af enhver tænkelig størrelse og/eller ved opnåelsen af høje træffeprocenter mod enkeltmål og ved en mere velrettet og mere økonomisk ild mod flademål.

- En effektiv signaltjeneste, der giver føringen frihed til at handle med god kontrol over enhederne.

- Behov for bevarelse og beskyttelse af personel og materiel foranlediget af den forøgede våben virkning.

Disse faktorer må antagelig virke ind på den betydning visse af krigsføringens grundprincipper må tillægges sammenholdt med de øvrige: Selvom princippet om offensiven altid har været fremtrædende, synes dets betydning at skulle øges yderligere. Meget bevægelige styrker, der råder over våben med stor ildkraft, må fornuftig vis anvendes offensivt. Dette gælder også den underlegne part, selvom denne som helhed må optræde defensivt. Princippet om offensiven må derfor være af helt primær betydning for en moderne hær. Princippet om bevægelse, som har til formål på det rette tidspunkt at placere egne kræfter i en gunstig position i forhold til modstanderen, vil kunne tilgodeses i langt højere grad end førhen. Princippet føjer sig ganske sammen med princippet om offensiven og vil bevirke, at kampen kan føres under fuld udnyttelse af bevægeligheden. Princippet om økonomi med kræfterne må formentlig tillægges en betydning udover den hidtidige. Den store våbenvirkning (ildvirkning), som det kan være vanskeligt at forestille sig, nøder føringen til at anvende sådanne taktiske fremgangsmåder, at både styrker og materiel bevares for den videre anvendelse. Princippet om overraskelse synes givet øgede muligheder gennem styrkernes større bevægelighed og de midler, som iøvrigt står til føringens rådighed. Det vil kræve stor opmærksomhed fra føringens side til enhver tid at udnytte de muligheder for overraskelse, der byder sig til. De taktiske fremgangsmåder er ofte ændret og må altid ændres, når forholdene giver anledning dertil. De førnævnte hovedfaktorers indvirkning på de taktiske fremgangsmåder kan man kun gøre sig visse skøn om. En egentlig vurdering må baseres på studier, som tidligere beskrevet. Feltreglement I giver i kapitel 5 en beskrivelse af kampens vilkår og særpræg, som i visse henseender nok så meget må gå på fremtiden som på nutiden, når man sammenholder beskrivelsen med de doktriner, som reglementet fastsætter for styrkernes optræden og anvendelse. Dette skal dog ikke være en anke imod selve beskrivelsen af kampen, som udtrykker en opfattelse, som alle lande endnu ikke er nået frem til. Beskrivelsen giver dog grund til skønsmæssigt at efterprøve om de foreskrevne taktiske fremgangsmåder er i overensstemmelse hermed, idet det må godtages, at et grundlæggende feltreglement ikke kun kan afspejle de øjeblikkelige forudsætninger.

 

Opmærksomheden må især rettes imod forsvarskampen. Den har til formål at bringe fjendens fremtrængen til standsning, hvilket primært opnås ved modangreb, efter at fjendens angrebskraft er svækket ved udvigende kamp, og ved udnyttelse af hindringer. Det er et spørgsmål, om det er realistisk - stillet overfor en moderne udrustet modstander - at sætte sig som mål at ville standse hans fremtrængen, selvom standsningen er afbegrænset varighed. Ved at tilstræbe at give kampen en mere stedbunden karakter udsætter forsvareren sig i høj grad for tab, som kan være kompromitterende. Denne fare synes tillagt for ringe vægt. Forudsat at forsvareren nok er underlegen, men iøvrigt er moderne bevæbnet og udrustet, er det ej helle overbevisende rigtigt, at han mest hensigtsmæssige når sit mål gennem en forsvarskamp. Den udvigende kamp, som indgår i forsvarskampen, indebærer kamp fra stillinger, der kan være blokeringsstillinger, hvilket blot understreger den hårdhed, hvormed kampen skal føres. Hvad der ovenfor er sagt om faren for kompromitterende tab sigter navnlig på styrker i kampstillinger. Kravet om at kæmpe fra stillinger er naturligvis begrundet i et ønske om, at enhederne skal kunne udvikle deres fulde kampkraft. Rigtigheden heraf kan ikke bestrides, når der er tale om regionale styrker eller enheder med ret ringe bevægelighed eller af ret lav uddannelsesstandard. Den kan derimod betvivles for mekaniserede enheder af nu kendt standard, og det kan næppe anses for rigtigt for mekaniserede enheder med fremtidigt materiel og våben.

 

Den henholdende kamp har til formål at vinde tid ved at begrænse fjendens fremtrængen mest muligt og tilføje ham størst mulige tab, uden at kampkraften kompromitteres. Kampen gennemføres iøvrigt ved angreb med begrænset mål og ved udvigende kamp. Hvad der er sagt om den udvigende kamp under forsvarskamp gælder i hovedsagen også for denne kampmåde anvendt under henholdende kamp, idet dog bemærkes, at den udvigende kamp her ofte ikke føres så hårdt og derfor ikke frembyder helt den samme fare for styrkerne. Det må forekomme en, at den henholdende kamp — som en defensiv kampform - i sin målsætning og udførelse bedre svarer til de vilkår og det særpræg, den fremtidige kamp må antages at ville få. Det er imidlertid ingen løsning uden videre at stryge forsvarskampen som kampform og kun benytte henholdende kamp. Man må finde frem til hvilke mål, den højere føring kan fastsætte, når den må optræde defensivt, og hvilke opgaver, den kan stille troppeenhederne under hensyn til den kampværdi, disse besidder. Dette må blive et centralt emne i de taktiske studier.

Den opfattelse skal gøres gældende, at de opgaver, som fremtidige moderne udrustede troppeenheder bør stilles på, må tillade fuld udnyttelse af bevægeliglieden og ildkraften, og at troppeenhederne derfor bør sættes ind enten i angreb eller en form for henholdende kamp, idet kampmåden, som enhederne anvender, er angreb, uanset om troppeenheden optræder offensivt eller defensivt. Fremfor alt må besiddelsen af terræn ikke blive et mål i sig selv; terrænet har kun den værdi, som dets direkte indvirkning på kampen berettiger til. Vi må altså forestille os en kamp, der er karakteriseret ved stor bevægelighed, hvor bevægelserne har til formål at bringe egne styrker og midler i en gunstig position for nedkæmpelse af fjenden eller bidrager til at unddrage sig fjendens anslag. Under hensyn til den øgede våbenvirkning må enhederne vælge formationer og bevægemåder, der ikke udsætter dem for ødelæggende tab. Samtidig må de ved resolut og overraskende optræden bringe egne våben til at virke mod fjenden. Den enkelte enheds optræden vil derfor snart være offensiv og snart defensiv. Det er ilden, som ved hjælp af bevægelsen vil afgøre, hvilket udfald kampen får.

V

De i artiklen udtrykte opfattelser, som dels bygger på viden om stedfundne og forventede tekniske fremskridt dels på hypoteser herom, rummer naturligvis mange problemer, som det ikke har været muligt at belyse.

Nogle af disse problemer er af økonomisk karakter, idet moderne våben og materiel er særdeles kostbart. Andre er af organisatorisk, personelmæssig, faglig og uddannelsesmæssig art, idet opstilling, udrustning, uddannelse og forsyning af enhederne selvsagt må indtage en fremtrædende plads i udviklingens problematik. Der skal dog gøres den bemærkning, at der i den senere tid har hævet sig røster, der advarer mod teknificeringens videreførelse og efterlyser større mandskabsstyrker i form af let udrustet infanteri til løsning af opgaver i byer, i skove og i usigtbart vejr, og som endvidere giver udtryk for tvivl om, at mekaniserede hære kan understøttes fagligt. Her til er i al korthed at sige, at økonomien utvivlsomt vil sørge for, at lette enheder er for hånden i det omfang, der er brug for dem, samt at det må være fejlagtigt at mene, at kampens forløb på afgørende måde vil blive bestemt af hindringer på jorden eller af sigtbarheden. Teknikkens udvikling vil sørge for, at de fornødne tekniske forudsætninger skabes, og føringen vil ikke undlade at gribe de midler, der er forhånden til at nå taktiske fordele. Det er inertiens lov, som synes at gælde for både tekniske og taktiske forhold. Med de her givne oplysninger og med de fremsatte tanker om den tekniske og taktiske udviklinger der forhåbentlig givet en orientering om nogle af de problemer, der er stærkest fremme i tiden. Endvidere er det måske lykkedes at hjælpe til at se det videre perspektiv på væsentlige områder af den militære udvikling til gavn for den åbenhed, hvormed vi bør møde problemerne. Vi bør hverken hildes i fordomme eller lade os forlede til hurtige slutninger på områder, hvor vor videner ufuldstændig og derfor må mane til eftertanke. En sådan holdning overfor problemerne skal dog ikke hindre beslutsomhed og dristighed hverken i fred eller i krig.

F. Gotthardsen

 

 

PDF med originaludgaven hvor denne artikel er fra: PDF icon den_tekniske_og_taktiske_udvikling.pdf

Litteraturliste

Del: