Den sovjetiske militærvidenskab

I forbindelse med gennemgangen af Stabskursus II på Forsvarsakademiet har kaptajn K.J. Møller, Dronningens Livregiment, udarbejdet denne studie
 
 
Efter afholdelsen af øvelse Zapad-81 kunne man i et officielt værk om øvelsen læse, at »Zapad-81 var en milepæl i udviklingen af den sovjetiske militærvidenskab og militære kunst«1. Øvelsen afholdtes bl.a. med henblik på at afprøve nye koncepter og metoder udviklet af den sovjetiske militærvidenskab og -kunst2). Det er et karakteristisk træk for sovjetisk militær tænkning, at man hævder at have udviklet en militærvidenskab, i hvilken den militære kunst er en integreret del. Det er samtidig vigtigt at bemærke, at der her er tale om videnskabelige resultater, som man hævder bliver omsat i praksis. Denne tankegang vil være de fleste i den vestlige verden fremmed, men er ikke desto mindre et væsentligt element til forståelse af sovjetisk militær tænkning.
 
I den vestlige verden har man ikke ment at kunne opstille en sammenhængende teori om krigen, som ud fra vore kriterier kan betegnes som videnskabelig. Der har heller ikke været gjort et helhjertet forsøg på at opstille en sådan sammenhængende teori, hvor målet var nøje defineret og de forskellige emneområder logisk strukturerede i forhold til hinanden. Der er ikke enighed om muligheden for eller blot værdien af et sådant forsøg.3 Selvom man forsøgte, ville resultatet af en integreret teori næppe kunne opnå betegnelsen videnskab. Man kan med held undersøge enkelte delområder videnskabeligt, f.eks. afskrækkelsesteori eller konfliktteori, men det, der er kemen i det hele: krigens førelse og i særdeleshed militærstrategien, vil næppe kunne opnå status af videnskab, først og fremmest fordi der her opereres med for mange ubekendte faktorer. »Krigskunsten er af en sådan kompleksitet, at selv de største tænkere, som har bidraget til studier heraf, ikke er nået længere end til at opstille en række meget bredt formulerede principper«, siger Michael Howard, som vel nok er vor tids mest fremtrædende vestlige ekspert på området. Jomini, Clausewitz, Fuller, Liddell Hart, André Beaufre og Bernard Brodie har alle bidraget med væsentlige studier af dele af det militære spektrum, men de har vel næppe haft til hensigt at opstille et omfattende videnskabeligt system. Derimod hævder de sovjetiske militærteoretikere, at den manfistisk- leninistiske teori om krigen er en videnskab og ydermere også, at krig er et samfundsfænomen, hvis årsager og funktion i samfundet tilfulde er forklaret af den materialistiske historieopfattelse; endvidere hævder de, at kriges opståen, forløb og resultat er bestemt af objektive love5).
 
Den sovjetiske militær/krigsteori (voennaya teoriya) består ifølge den sovjetiske militærencyklopædi af tre hovedbestanddele:
1. Læren om krigen og de væbnede styrker, nærmere bestemt som videnskaben om krigens og de væbnede styrkers samfunds- politiske natur (den almene militærteori).
2. Militærvidenskaben (voennaya nauka) som er videnskaben om krigens førelse samt forberedelserne dertil.
3. Militærdoktrinen (voennaya doktrina) som i princippet baserer sig på en syntese af den almene militærteori og militærvidenskaben (men i øvrigt kommer ind i systemet som lidt af en hund i et spil kegler, herom senere).
 
Som nævnt diskuterer man i Vesten om krigsteori, på linie med eller som en del af de øvrige socialvidenskaber, i det hele taget kan betegnes som videnskab, idet man godt kan acceptere, at en sådan teori kan forklare fortidige hændelser, men næppe kan forudsige noget som helst om fremtiden; over for dette hævder de sovjetiske teoretikere, at den sovjetiske militærvidenskab vil være i stand til at forudsige det generelle forløb af krige. Det er dog et aspekt, der af gode grunde, må man antage, ikke drøftes i detaljer. Kriteriet for den videnskabelige status er, at krigsteorien er i overensstemmelse med virkeligheden, således som den fortolkes af marxismen-leninismen, idet denne, ifølge sovjetisk opfattelse, giver en fuldstændig og videnskabelig funderet forklaring på tilværelsen, såvel i den nutidige tilstand, som den generelle fremtidige udvikling.7
 
Den historiske udvikling af sovjetisk militærvidenskab er ganske interessant og illustrativ og skal kort berøres her. I 20’eme og 30’eme blomstrede en frugtbar litteratur om militære emner, men man forsøgte ikke at etablere en egentlig militærvidenskab. Krigens fremtrædelsesformer sås i rammerne af den historiske materialisme og blev opfattet som værende indeholdt i teorien om den politiske kamp, klassekampen, således som Lenin havde formuleret den. De store sovjetiske teoretikere fra denne periode, M. V. Frunze, A. A. Svechin, V. K. Triandafillov, A. U. Yegerov, J. P. Uborevich, B. H. Shaposnikhov og ikke mindst M. N. Tukhachevskiy beskæftigede sig i deres skrifter med det, som sovjetiske teoretikere i dag betegner som krigskunst. Man uddrog erfaringer fra 1. Verdenskrig og Interventions- og Borgerkrigen 1918-20 for derved at tilpasse operative og taktiske doktriner til den tekniske udvikling og til dels også at opstille en hypotese for en strategi i forbindelse med en fremtidig mellemstatlig konflikt8).
 
Dette arbejde blev stoppet i forbindelse med Stalins udrensninger i officerskorpset i 1937, og udviklingen i den militære tænkning gik herefter i stå. Efter 2. Verdenskrig var grundlaget for al sovjetisk militær tænkning de af Josef Stalin i 1942 formulerede »fem permanent virkende faktorer«, som afgør udfaldet af krigen9):
- stabilitet i baglandet,
- de væbnede styrkers moral,
- divisionernes kvantitet og kvalitet,
- de væbnede styrkers bevægning,
- førerpersonellets organisationstalent.
 
Disse principper blev herefter styrende for den militære tænkning. Politik, økonomi, befolkningens moralske tilstand samt andre sociologiske faktorer blev hovedtema for studie af krigen i almindelighed, men også i betydehgt omfang for de egentlige militære operationer. Diskussionen blandt sovjetiske teoretikere begrænsede sig hurtigt til operationer og taktik på baggrund af erfaringer fra den Store Fædrelandskrig. Strategi var aldeles forbeholdt Generalissimus Stalin. Væsentlige emner blev således ikke debatteret, f.eks. fremkomsten af atomvåben og disses mdflydelse på strategien, eller en række af de »ikke-permanente« faktorer: f.eks. overraskelse, for nu at nævne et emne, der var lidt pinligt for Stalin.10
 
Så snart Stalin var blevet vel anbragt i mausolæet i Kreml ved siden af Lenin, påbegyndtes et storstilet arbejde med at formulere en almen teori om militærvidenskab. Der opstilledes fire punkter, som skulle belyses, for at opstille en teori for militærvidenskaben.11
1. En analyse af krigens love (forstået i kontekst med den væbnede kamp) begrundet i den marxistisk-leninistiske filosofi.
2. Opstilling af principperne for krigskunsten i den nukleare tidsalder.
3. En revision-af de faktorer, der indvirker på de forskellige former for krigsførelse, herunder især nye våbensystemers betydning.
4. En revision af fremstillingen af den Store Fædrelandskrig, og ikke mindst en kritisk revision af de erfaringer, der var blevet uddraget heraf.
 
Dette arbejde førte i slutningen af 50’eme til en tredelt strukturering af militærvidenskaben.12
1. Den almene teori for den væbnede kamp, d.v.s. de almene love, som bestemmer krigens førelse og de almene principper for forskellige sociologiske faktorers indflydelse på krigens forløb og resultat.
2. Krigskunsten, forstået som strategi, operationer og taktik.
3. Teorien om de væbnede styrkers uddannelse.
 
I løbet af 60’eme og ikke mindst i 70’eme foregik der i sovjetisk fagpresse en særdeles livlig debat om det, der opfattes som de tre hovedspørgsmål i sovjetisk militærvidenskab.13
1. Militærvidenskabens objekt/objekter.
2. Militærvidenskabens plads i den almene militære teori.
3. Militærvidenskabens struktur.
 
Vedrørende militærvidenskabens objekt identificerede man tre problemer:
- Den væbnede kamps natur, især med henblik på en analyse af krigsførelsens love.
- Lovene, principperne og metoderne for organisation af de væbnede styrker og disSes forberedelse til krig.
- Krigsførelsens metoder, d.v.s. problemerne vedrørende de væbnede styrkers indsættelse for at nå krigens politiske mål.
 
Vedrørende militærvidenskabens plads i den almene militære teori fastsættes det nu som den officielle sovjetiske opfattelse, at militærvidenskaben udelukkende henhører under den almene militære teori og således ikke direkt« under den marxistisk-leninistiske samfundslære, selvom denne almene love er bestemmende for den almene militære teori14, se i øvrigt figur 1. Vedrørende militærvidenskabens struktur er det opfattelsen, ifølge den sovjetiske militærencyklopædi, at militærvidenskaben skal struktureres efter dennes objekter eller fagdiscipliner om man vil15, se fig. 1:
 
 
- krigskunstens teori,
- teorien for de væbnede styrkers udvikling,
- teorien for kampuddannelsen og opdragelse,
- teorien for det politiske arbejde i de væbnede styrker,
- teorien for militærøkonomi og logistik,
- krigshistorie,
- de militærtekniske videnskaber,
- militærgeografi.
 
Af den løbende debat, især i slutningen af 70’eme, fremgår det, at der ikke er udelt enighed om denne strukturering. Selvom der foreløbig er sat punktum for den officielle diskussion ved den sovjetiske militærencyklopædis fremkomst 1976-80, er der til stadighed artikler i sovjetisk fagpresse, der foreslår, at man foretager en hierakisk inddeling af de nugældende discipliner, således at krigskunstens teori får en ledende plads16. Der har også været forslag om en funktionel inddeling, således at formålet med militærvidenskaben blev inddelt i to, nemlig.17
- et teoretisk formål: en fastsættelse og analyse af den væbnede konflikts love og handlingsmekanismer,
- et operationelt formål: med udgangspunkt i de teoretiske resultater at opstille retningslinier for landets og de væbnede styrkers forberedelse til krig.
 
Da russerne er mere praktiske end egentlig filosofiske anlagte, lægges der stor vægt på den praktiske anvendelighed af de teoretiske resultater, se figur 2.
 
 
 
 
Krigskunstens teori er den vægtigste disciplin i sovjetisk militærvidenskab. Krigskunst er teorierne om kampoperationer og væbnet konflikt og disses omsættelse til praksis under udnyttelse af alle værn og våbenarter i de væbnede styrker. Den omfatter taktik, operationel kunst og strategi som tilsammen udgør et organisk hele og er gensidigt afhængige18). Netop her støder man på et interessant problem, idet flere prominente sovjetiske skribenter, herunder den berømte Marskal Sokolovsky i Voennaya Strategiya, har en tendens til at sidestille strategi med ikke blot krigskunsten, af hvilken den er den væsentligste bestanddel, men sågar selve militærvidenskaben. Ifølge militærencyklopædien analyserer og udarbejder strategien metoderne til forberedelse og gennemførelse af krig, hvilket kan komme til udtryk i konkrete detaljerede planer19). Den operative kunst analyserer og udarbejder principper og planer for forberedelse og gennemførelse af operationer, såvel taktisk-operative som strategisk-operative, på det operationelle niveau, d.v.s. for enheder af front- og armé-størrelse (ob’yediniye), men i øvrigt omfattende alle fem værn.20
 
Taktik analyserer og udarbejder metoder og planer for forberedelse og gennemførelse af kamphandlinger for enheder af divisionsstørrelse og nedefter (soyedineniye-chast) af alle våbenarter inden for de fem værn.21 Som nævnt er strategiopfattelsen et interessant problem, idet strategi, selv i en snævrere militær forstand, anvendes i to betydninger:
- teorien om strategi, som i virkeligheden er krigskunstens teori,
- udarbejdelse af konkrete metoder og planer for krigsførelsen, det vil i virkeligheden sige stabsarbejde på det strategiske niveau, herunder også strategisk-operative operationers gennemførelse.22
 
Eller sagt på en anden måde udgør strategien både den teoretiske basis for udvikling af krigsplaner, men er samtidig et udtryk for anvendt videnskab. Det kan således konstateres, at der for den sovjetiske teoretiker består et betydeligt problem med at definere begrebet strategi. Dette sættes yderligere i relief ved at inddrage problemet angående militærdoktrinens indplacering i det militærvidenskabelige system. Militærdoktrinen er et udtryk for det officielt accepterede syn ipå den moderne krigs karakter, den heraf udledede brug af de væbnede styrker samt krav til forberedelser i fredstid, herunder også beredskab. Den sovjetiske militærdoktrin fastsætter de væbnede styrkers struktur og tildeling af ressourcer af enhver art.23 Militærdoktrinen har to aspekter, en politisk og en militær. Den politiske del beskriver en kommende krigs politiske natur, endvidere fastsættes de mål og de strategiske opgaver, som Sovjetunionen vil kunne have i en sådan krig; endelig beskrives krigens karakter og formåls indflydelse på de væbnede styrker og den måde, hvorpå de skal forberede sig til en sådan krig.
 
Den militære del beskriver omfang og karakter, i militær forstand, af en kommende krig, samt de våben, der tænkes anvendt, specielt nukleare; der fastsættes stratégiske retninger i forbindelse med de strategiskoperationelle operationer. Doktrinen giver endvidere direktiver for udvikling, forberedelse til og anvendelse af de væbnede styrker i krigen samt direktiver for disses konkrete indsættelse. Den fastsætter materieltildeling og organisation af de væbnede styrker samt kravene til troppernes kampuddannelse og beredskab. Endelig beskriver den, hvad der nok er bemærkelsesværdigt, den planlagte og forudsete udvikling inden for krigskunsten.24 Nu fremgår det med al tydelighed, hvorfor de sovjetiske militærteoretikere sondrer mellem læren om krigen og de væbnede styrker på den ene side, og på den anden side militærvidenskaben. Den almene militærteori har to aspekter:
- krigen som sociologisk-politisk fænomen,
- krigen som væbnet konflikt.
 
Dette svarer til den militære doktrins aspekter. De sovjetiske teoretikere hævder, som bekendt, at den sovjetiske militære doktrin har videnskabelig status.25 Deres argumentation er, at doktrinen baserer sig på et samspil mellem militærvidenskaben, den almene militærteori og den marxistiskleninistiske samfundsteori, se figur 3. Ikke destomindre er en af doktrinens funktioner at beskrive de problemer, der skal undersøges videnskabeligt, hvilket sætter visse grænser for militærvidenskabens frie udfoldelse. Men der er yderligere begrænsninger; den videnskabelige proces er i virkeligheden vendt på hovedet: i stedet for at sammenholde en række videnskabelige udsagn eller teorier med doktrinens faktiske indhold, og evt. fremlægge en række alternative løsningsmuligheder, inden de enkelte dele af doktrinen fastlægges, vil det ofte være militærteoretikemes opgave at skulle levere det »videnskabelige« bevis for dele af doktrinen, når den er blevet formuleret, kort sagt en »videnskabelig« efterrationalisering. Når man læser sovjetisk mUitærvidenskabelig litteratur, kan det derfor ofte være vanskeligt at skelne om et udsagn baserer sig på en reel videnskabelig analyse, og sådanne forekommer da også i ny og næ, eller om det drejer sig om en »doktrinær støtteaktion«.
 
 
 
 
En fremtrædende teoretiker, M. Garejew, hævder således, at militærdoktrinen ikke er en hovedkomponent i den almene militærteori, men at den har en speciel plads i det militærvidenskabelige system, uden at derme plads defineres nærmere. Her må vi igen vende tilbage til det sovjetiske strategibegreb, om hvilket det fastslås, at strategien er underordnet militærdoktrinen, således at strategiens praktiske løsninger er afledet af doktrinen. På den anden side anvendes strategiens resultater og anbefalinger af den øverste militære og politiske ledelse i forbindelse med processen med at formulere eller revidere doktrinen.27 Vi er således tilbage i de to strategiaspekter: det teoretiske og det anvendte.
 
Det er endvidere en følge af den sovjetiske strategiopfattelse, at strategi er afhængig af det samfundssystem, den virker og eksisterer i. Militærstrategi og politisk system er snævert forbundne. Den udledes af politik og tjener dennes formål. Den politiske ledelse giver strategien konkrete opgaver og anviser de nødvendige ressourcer til dennes gennemførelse. På den anden side hævdes det, at strategien øver indflydelse på politikken gennem sine videnskabelige analyser af krigens mål, midler og metoder.28 Der kan dog næppe være tale om, at den specifike militære strategi øver nogen større indflydelse på politikken, al den stund dens rammer nøje fastsættes af den politiske ledelse.
 
Denne direkte afhængighed, som består i forholdet strategi - politik fører i sin logiske konsekvens til, at hver enkelt nationalstat har sin egen strategi. Deri er der for så vidt intet bemærkelsesværdigt. Men det er blot ikke den sovjetiske opfattelse. Man påstår nemlig, at selv om strategi tilsyneladende er nationalt orienteret, er den først og fremmest system- orienteret. De to antagonistiske samfundspolitiske systemer har to forskellige strategier: den socialistiske (læs sovjetiske) og bourgeoisiets. Den første er fælles for alle de socialistiske lande og er som oven for beskrevet videnskabeligt funderet, mens den sidstnævnte har sit udspring i doktrinær amerikansk strategi og baserer sig på metafysik.29 Neutrale lande og lande i den tredie verden, som kan have andre samfundsstrukturer, er tilsyneladende ikke genstand for en særskilt analyse.
 
Vi har nu været igennem de væsentligste elementer i det sovjetiske militære videnskabelige system. Er man forvirret, skal der her gøres et (sidste) forsøg på at rede trådene ud fra hinanden ved at give en kort opsummering:
 
Den almene militærteori består af:
1. læren om krigen og de væbnede styrker,
2. militærvidenskaben,
3. den militære doktrin.
 
Ad 1: Læren om krigen og de væbnede styrker udgøres af alle filosofiske og samfundsmæssige aspekter af krigen, herunder
- en sociologisk - politisk analyse af krigen, krigens oprindelse som socialt fænomen, årsagerne til specielle krigsformer og kriges typologi,
- krigens lovmæssigheder,
- en sociologisk - politisk analyse af de væbnede styrker, d.v.s. disses funktioner, typologi og deres udviklings lovmæssigheder,
- den militære magts natur og dens rolle i international politik,
- de faktorer, der påvirker forløbet af krige, især økonomi og ideologi.
-betingelserne for sejrrig udgang på krige ført af socialistiske lande, herunder folkemassernes indflydelse,
- krig og revolution,
- militarismens problem,
- analyse af fredens anatomi samt betingelserne for at forhindre at krige opstår.
 
Ad 2: Militærvidenskaben behandler primært tre grundspørgsmål:
- krigsførelsens natur, d.v.s. specifikt den væbnede kamp hehinder de lovmæssigheder, der gælder for krigens førelse,
- krigsførelsens metoder,
- de væbnede styrkers forberedelser til krig.
 
Ad 3: Militærdoktrinen, som udtrykker den sovjetiske stats officielle politik, hvad angår militære spørgsmål generelt. Den udgør et samlet system af overvejelser vedrørende en mulig krigs karakter, mål samt grundlaget for opbygningen af de væbnede styrker samt krigskunsten.
 
Af pladsmæssige årsager skal der ikke påbegyndes en nærmere beskrivelse af militærvidenskabens enkelte fagdiscipliner. Det har været formålet med denne gennemgang at fremhaeve den sovjetiske opfattelse af militærvidenskab, krigskunst og strategi i relation til den sovjetiske militærdoktrin, samt at belyse nogle af de teoretiske problemer, som denne opfattelse indebærer. Det er mit håb, at det er fremgået af de løbende kommentarer, at de sovjetiske teoretikere i mange henseender befinder sig på tynd is, men at en forståelse for deres arbejdsmetoder og tænkning er en absolut nødvendighed, hvis man skal have noget udbytte af at læse sovjetisk militær faglitteratur. Jeg vil samtidig geme understrege, at det er min uforbeholdne opfattelse, at der inden for de af »systemet« givne rammer udfolder sig en videnskabelig aktivitet, der ofte er af meget høj faglig kvalitet, og af hvilken megen inspiration kan hentes, hvis man interesserer sig for krigens teori eller strategiske problemer. Man må ikke tro, at den sovjetiske teoretiker nøjes med at læse Marx, Engels og Lenin. Det fremgår med stor tydelighed, at man har studeret de vestlige klassikere, herunder ikke mindst Carl von Clausewitz, hvis inspiration fremgår af alle sovjetiske værker af betydning; også de nyere vestlige teoretikere er blevet nøje undersøgt. En tilsvarende vestlig interesse for de sovjetiske teoretikere ville givet øge indsigten i og forståelsen af den sovjetiske militære tænkning og dermed også af det politiske systems reaktioner på ændringer i vestlig strategisk tænkning. 
 
 
 
NOTER
1. »Zapad-81« Ucheniya Voysk i sil Flota, 4-12 Sentyabrya 1981 af A. B. Solov’yev,
N. I. Rumyantsev og A. I. Skryrnik, Voenizdat, Moskva 1982.
2. Kraznaya Zvezda, 5 og 14 sept. 1981.
3. Michael Howard: Military Séience in an age of peace, Royal United Service Institution Journal, marts 1974.
4. Howard op. cit. p. 4.
5. Den mest fuldstændige beskrivelse, jeg har kendskab til, er »Methodologische probleme 
der kriegstheorie und -praxis« af et forfatterkollektiv under ledelse af generaloberst 
Sheltov, i oversættelse ved Militårverlag des Verteidigungsministeriums der DDR. 
Ostberlin 1973, p. 11-17 og p. 318-26.
6. Voennyi Entsiklopedicheskiy Slovar’, Voenizdat, Moskva 1983, p. 136-37 og 734-35; 
bogen er et sammendrag af de vigtigste artikler og definitioner fra Sovetskaya Voennaya 
Entsiklopediya, bind I-VIII, Moskva 1976-80, udgivet af det sovjetiske forsvarsministerium 
under en redaktionskomité under ledelse af generalstabschefen, marskal N. Ogarkov.
7. N. N. Azovtsev: »V. I. Lenin i Sovetskaya Voennaya Nauka«. Izdatel’stvo »Nauka«, 
Moskva 1982, p. 10-45.
8. En samlet fremstilling findes i I. A. Korotkov: »Istoriya Sovetskoy Voennoy Mysli, Kratkiy Ocherk 1917 - lyun’ 1941«, Izdatel’stvo »Nauka«. Endvidere V. Kardin: Marschal Tukhachevskiy, Vospominaniya Druzey i Soratnikov, Moskva 1965, og N. B. Ivushkin: M. V. Frunze, Vospominaniya Druzey i Sorantnikov, Moskva 1965.
9. Oberstløjtnant K. V. Nielsen: Krigens principper, kompendium, FAK 1983.
10. »The armed Forces of the USSR« af Harriet Fast Scott og William F. Scott, Westview Press 1979, p. 72 ff.
11. Julian Lider: »Die Sovjetischen Militänvissenschaft«, Österr. Milit. Zeitschrift, heft 2, 1983, p. 144.
12. op. cit. p. 144.
13. Kozlov: »Marxism-Leninism on War and Army«, Moskva 1972, oversat og udgivet af U.S.Air Force, p. 292 ff.
14. op. cit. p. 296-98.
15. Voennyi Entsiklopedicheskiy Slovar’ (VES) p. 136-37.
16. M. Garajew: »Das system Wissenschaftiischer Kentnisse über Krieg und Streitkräfte«, Militärwesen 6/1977, smlg med H. D. Müller: »Zu einigen gründfragen der socialistischen Militärwissenschaft«, Militärwesen 1/1976.
17. M. Galkin: »Besonderheiten, arten und schöpferische Charakter der Militärwissenschaft- hchen forschung«, Militärwesen 6/1975.
18. VES, p. 136. 
19. op. cit. p. 711-12.
20. op. cit. p. 514-15.
21. op. cit. p. 723-25.
22. V. Ye. Savkin: »The basic principles of operational art and tactics«, Moskva 1972, oversat og udgivet af U.S.Air Force, p. 119 ff.
23. VES, p. 240.
24. Sheltov: »Methodologische probleme der kriegstheorie und -praxis«, p. 291-97.
25. Sheltov, op. cit. p. 291-93.
26. M. Garajew, op. cit. p. 96.
27. Sheltov, op. cit. p. 75-98.
28. Sheltov, op. cit. p. 176 ff.
29. N. A. Chaldymov: »Kritika Ideologicheskiy Osnov Strategiy NATO«, Voenizdat 1982, p. 47 ff. Bogen er i øvrigt et fremragende eksempel på anvendelse af den sovjetiske militærvidenskabelige metode i forbindelse med en kritisk undersøgelse af det ideologiske grundlag for NATO’s krigsstrategi. Til et sådant formål er begrebsapparatet uhyre anvendeligt.
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Litteraturliste

Del: