Den sovjetiske militærdoktrin

Major O. Pagh-Schou, Bornholms Værn, redegør her for Sovjetunionens militære doktrin.

 

Indledning.
Hvad er formålet med en studie af Sovjetunionens militærdoktrin? Spørgsmålet er øjensynligt ikke, hvorvidt denne supermagt faktisk råder over midler til militært at besejre en mindre nation i dens nærhed. Det ved alle, at den gør. Formålet er derimod at udforske Sovjetunionens erklærede principielle holdning til en række militære spørgsmål af særlig betydning. Med et befolkningstal på omkring 250 millioner er det klart, at en hold- ningsmåling nødvendigvis må være særdeles selektiv. Holdningstilkendegivel- ser afspejles dels i konkrete handlinger dels i mere eller mindre officielle udtalelser fremsat over en periode af en mindre gruppe mennesker, som i dag udgør magteliten i Sovjetunionen eller har været blandt dets ledere i årene forud herfor.
 
Omend metoden er selektiv, ligger der heri ikke nogen fuldstændig ignorans af gældende holdning til militærpolitiske spørgsmål hos de mange millioner borgere, der danner det sovjetiske samfund. Holdningen hos den udvalgte håndfuld mænd, der repræsenterer henholdsvis Politbureau og øverste militære ledelse, er selv uundgåeligt blevet påvirket af deres medborgere. Givet er, at mennesker, der lægger deres karriere i det sovjetiske kommunistparti, mere og mere tenderer mod isolation fra den læge, offentlige mening i Sovjetunionen. Intet menneske er en ø. Derfor må disse menneskers fuldstændige isolation alligevel anses for udelukket. I Politbureauet skabes og ajourføres det fælles filosofiske doktringrundlag, efter hvilket Sovjetunionens magtudøvere kan handle. Når bureauet blandt sine medlemmer også tæller øverste militære ledelse, personificeret dels ved Sovjetunionens præsident, dels ved Unionens forsvarsminister, er den snæv- reste og mest direkte forbindelse sikret mellem de politiske beslutningstagere og det udførende militære apparat. 
 
Ved debat af strategisk natur taler Politbureauet udadtil med én stemme uanset intern holdningsdivergens. Denne enighed forklares officielt ved, at alle medlemmer har accepteret og viet deres virke til et strengt, veldefineret sæt af filosofiske anskuelser afledt af Marx, Engels, Lenin og deres efterkommere. Denne samling anskuelser udmærker sig ved at være altfavnende; intet aspekt i menneskelig tænkning og handling er udeladt. Ej heller en kommunistisk krigsteori. Krigsfænomenet er med andre ord analyseret af partiet; krigens væsen er blevet dissekeret; krigens anvendelighed forklaret. I relevant sovjetisk referencelitteratur kan læses, hvilke krigstyper, der efter partiets retfærdighedsopfattelse kan accepteres, og hvilke der ikke kan. I samme litteratur vil også kunne læses, under hvilke omstændigheder de accepterede krigstyper vurderes med sandsynlighed at ville falde ud til den kommunistiske sags fordel, og hvad denne fordel sandsynligvis vil indebære. Samme retningslinier gælder også for andre aspekter, der øver væsentlig indflydelse på sovjetisk uden- og indenrigspolitik. Et udpluk af disse anskuelser udtrykt i den sovjetiske militærdoktrin er belyst i denne artikel. Det er håbet, at læseren hermed kan få en baggrundsviden om nogle af de fundamentale principper, der ligger bag de kommunistiske lederes holdning til en eventuel voldelig konflikt mellem vore to ideologisk modsat rettede samfundssystemer.
 
Militærdoktrinens opbygning.
Den sovjetiske militærdoktrin udgør et system af videnskabeligt begrundede synspunkter på:
— karakteren af en mulig krig,
— måder, hvorpå krig kan føres og
— landets og de Væbnede Styrkers forberedelser til krig.
 
Den sovjetiske militærteoretiske tankegang giver ikke blot en videnskabelig tolkning af militærdoktrinen, men fremdrager også dennes to komplementære sider: den socialpolitiske og den militærtekniske. Den socialpolitiske side fastlægger de politiske mål og opgaver for staten med deraf afledede direktiver for opbygningen af de væbnede styrker samt forberedelsen af hele landet til modstand mod aggression. Den militærtekniske side dækker spørgsmål forbundne med fastlæggelse at en mulig krigs strategiske karakter, mulige føringsmåder under en sådan samt hvilken anvendelse, der kan tænkes af forskellige styrker og midler.
 
Mellem disse to sider af doktrinen består en snæver gensidig forbindelse. Denne har en dialektisk karakter, hvilket er betinget af en række forhold, hvoraf særligt kan fremhæves, at:
— på samme måde som krig og politik er uadskillelige, er det umuligt at løsrive doktrinens militærtekniske indhold fra dens politiske,
— de synspunkter, der udtrykkes i doktrinen om en krigs politiske mål, skal sikres af statens økonomiske, moralske og militære ressourcer samt være i fuld overensstemmelse med de
 
Væbnede Styrkers kampværdi og anvendelsesmåder.
Militærdoktrinens anskuelser af krig og forberedelse hertil. Sovjetunionens militærdoktrin bygger på den sovjetiske fortolkning af den marxistisk-leninistiske historieopfattelse og verdensanskuelse. Som følge af doktrinens klasseanalyser er dens syn på krigens væsen i forhold til Vestens diamentralt modsat rettet. Den sovjetiske doktrin går ud fra, at kilden til krig i vor epoke er imperialismen/kapitalismen, og at socialismens natur er fremmed overfor krig som et middel til at løse internationale spørgsmål. Der findes forskellige slags krige. Nogle er retfærdige — andre er uretfærdige. En krig, der føres til forsvar for socialismens erobringer, betragtes således som fuldstændig retfærdig. Krige af denne art er fortsættelsen af de socialistiske staters revolutionære politik, en politik der udtrykker folkets interesser. I sin opfattelse af kriges karakter skelner militærdoktrinen mellem:
— krig mellem socialismen og kapitalismen, udløst af sidstnævnte
— imperialisterne,
— krig mellem de kapitalistiske stater ført mod folkene, der kæmper for deres frihed, samt
— borgerkrige.
 
Krig, der føres af imperialisterne mod socialisterne, har i følge militærdoktrinen disse karakteristiske træk:
— det vil blive en verdenskrig af målestok og i politisk henseende en kamp mellem to ideologisk modsat rettede samfundssystemer
— en kamp med de samme afgørende mål,
— en mulig verdenskrig vil blive udkæmpet mellem koalitioner,
— verdenskrig vil blive termonuklear,
— verdenskrig vil uundgåeligt få et interkontinentalt omfang, hvilket ændrer opfattelsen af front og bagland.
 
Sovjetunionen hævder, at en i våbenmæssig henseende »begrænset krig« er et af Vesten konstrueret fænomen. Omend konventionelt indledt, anses denne væbnede konfliktform for yderst farlig, såvel ud fra politisk som militær synsvinkel. Alene muligheden for, at de stridende parter militært kan have forskellig opfattelse af dette begrebs indhold, kan føre til eskalation og dermed nuklear krig. »Lokal krig« holdt på konventionelt niveau og stærkt begrænset i rum og tid forudses i doktrinen som en mulig omend dog lidet sandsynlig krigsvariant i øst-vestlig konfliktramme. Krigens »begyndelsesfase« tillægges særlig stor vægt, idet denne kan blive afgørende for krigens udfald. Under gunstige omstændigheder kan målet med krigen endda nås inden for denne. En væsentlig forudsætning herfor er dog hurtig tilkæmpelse af »initiativet«, såvel på strategisk, operativ som taktisk plan. »Initiativ« kan kun vindes gennem grundig forberedelse til krigen — en forsvarskrig med det retfærdige mål at beskytte de under fred gennemførte landvindinger.
Er doktrinens målsætning for en eventuel væbnet konflikt, at denne må blive kortvarig, tager forberedelserne dog samtidig højde for muligheden af en krig, der i tid og rum kan blive udstrakt (*Efter princippet om at planlægge udfra vanskeligste situation). Motiverende herfor kan på den ene side være den marxistisk-leninistiske strategis karakteristisk udstrakte tidshorisont, på den anden side en sovjetisk overbevisning om at være den begunstigede — i hvert tilfælde på det europæiske kontinent. Officielt at forberede sig på langvarig krig vil derfor kunne tilsigte en forstærkende effekt på sovjetisk afskrækkelsesstrategi.
 
Konklusion.
Militærdoktrinen er efter sovjetisk opfattelse officiel, og der findes kun den samme. Til tider vil man kunne følge diskussioner eller synspunkter, som advokerer for ændringer af bestående koncepter. Sådanne tilkendegivelser er omhyggeligt redigeret (kontrolleret) forud for offentliggørelse. De.kan endog være initieret af den partimilitære ledelse. Samme »ytringsfrihed« gælder ikke, når emnet er den sovjetiske militærdoktrin. Tyngdepunktet i doktrinens vurdering af en eventuel fremtidig krig er, at en sådan vil blive en ny koalitionskrig, hvor de socialistiske lande vil være stillet overfor en alliance af kapitalistiske stater. Ideologisk set kan en sådan krig kun initieres af sidstnævnte. Det kapitalistiske system og dets forsvarsmekanisme opfattes som værende synonym med aggression mod det kommunistiske samfundssystem og dets progressive udvikling. Det er således op til den socialistiske koalitions øverste politiske ledelse (d.v.s. Politbureauet) at vælge måden, der skal reageres på. Når det gælder krigens militære karakter, udtrykker doktrinen en fast overbevisning om, at denne i forhold til hovedmodstanderen vil udvikle sig til en global kernevåbenkrig. Efter sovjetisk opfattelse er det meningsløst at sætte spørgsmålstegn ved, om en tredie verdenskrig vil blive ikke-nuklear. Er målene i krigen af fundamental karakter — og det må forudsættes at være tilfældet i en tredie verdenskrig — da vil de anvendte våben også have en tilsvarende fundamental effekt. Dette udelukker selvfølgelig ikke, at også konventionelle våben kan blive anvendt som supplement hertil. Overfor interesseområder af sekundær betydning åbner doktrinen dog mulighed for andre krigsvarianter.
 
Det er værd at fremhæve, at grundsynspunkterne i den militærdoktrin, som Khrushev i 1960 præsenterede for omverdenen, er uændrede. Ingen autoritativ sovjetisk politiker har anfægtet disses levedygtighed. Kontinuiteten fra Khrushevtiden fremgår alene af den antagelse i dagens sovjetiske militærdoktrin, at krig mellem de to antagonistiske samfundssystemer vil blive ubegrænset såvel med hensyn til anvendelse af midler som med hensyn til georafisk udstrækning. Den sovjetiske militærdoktrin er principielt defensiv og med afskrækkelse som målsætning. I sit væsen er den således helt i overensstemmelse med den gennemførte kaprustning, selvom den dog ikke giver tilstrækkelig forklaring på alle de sovjetiske handlemåder i tiden efter den anden verdenskrig. Selvom doktrinen er forankret i en dybtgående samfundsanalyse, er og kan den umuligt være udtryk for et i alle henseender dækkende opslagsværk. Dette er begrundelsen for, at Sovjetunionens politiske og militære ledelse i visse situationer må forudses at skulle handle pragmatisk, men udfra bedste ideologiske overbevisning. Hvornår bryder politikkens fortsættelse ud i væbnet konflikt? Der skal som bekendt to til at lave et slagsmål. Giver den ene part efter, når opfattelserne støder sammen, fører det ikke til slagsmål eller med andre ord — der bliver ikke krig.
 
Der blev ikke krig mellem Sovjetunionen og de Baltiske lande i 1940. Arsagen var sandsynligvis, at sidstnævnte part accepterde alle de sovjetiske krav. Der blev heller ikke krig mellem Sovjetunionen og de østeuropæiske lande i årene after 1945 af nøjagtig samme årsager. Historien kan give en række eksempler på krige, der er ført for krigenes skyld — sådanne tager det kommunistiske parti afstand fra. Sovjetisk kommunisme kan benytte krigen som midlet til at nå sine mål. Kan det imidlertid nå samme mål uden væbnet kamp, foretrækker partiet dette. Inspireret af Clau- sewitz har Lenin fremsat en tese, der nok er nyttig at erindre sig, hver gang Sovjetunionens ledere erklærer statens' fredselskende politik for omverdenen. Tesen lyder i al sin enkelthed:
»En angriber er altid fredselskende.«
 
Lenin supplerede denne tese med bemærkningen om, »at han, hvis muligheden forlå, langt ville foretrække at gå ind på fredelig vis og besætte en anden nations territorium frem for at skulle slås for det«. Skal man konkluderende besvare spørgsmålet:
»Fornægter kommunismen krig?«
kan svaret kun være: »Nej.«
 
Stilles det alternative spørgsmål:
»Ønsker kommunismen krig?«
 
kan svaret også kun være:
»Nej, ikke hvis den kan nå sit mål uden!« 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF icon militaert_tidskrift_107_aargang_mar.pdf
 
 
 
 
 

Litteraturliste

Del: