Den sorte børs - fra besættelsen til efterkrigstid

Claus Bundgård Christensen, Den sorte børs - fra besættelsen til efterkrigstid. København: Forum, 2003, 396 sider, kr. 299,-.

Foto: Saxo.dk

Historikeren Claus Bundgård Christensen, der er kendt som en af de tre forfattere til Under hagekors og Dannebrog om de danske frivillige på østfronten, udgav i maj Den sorte børs – fra besættelsen til efterkrigstid, der er den første systematiske undersøgelse af den danske sortbørshandel under og umiddelbart efter anden verdenskrig.

Bogen, som er baseret på Bundgård Christensens Ph.D.-afhandling ved Roskilde Universitets Center, analyserer mønstre i kriminaliteten, der fulgte den omfattende regulering af samfundsøkonomien op til, under og efter besættelsen. Sigtet er bredere end titlen antyder, idet undersøgelsen omfatter tre hovedgrupper i den såkaldte krisekriminalitet: sortbørshandel, brud på prisloven og brud på valuta-, import-, og eksportrestriktionerne. Selv alle tre typer lovbrud hænger sammen med kriselovene, der blev vedtaget umiddelbart efter krigsudbruddet og senere udbygget, er der ikke stor indbyrdes sammenhæng mellem dem, og Bundgård Christensen gør en pointe ud af at vise, at også de typiske lovbryderne var meget forskellige inden for de forskellige kategorier. Hovedvægten ligger klart på besættelsestiden, men der trækkes tråde helt tilbage til reguleringerne under første verdenskrig, ligesom linien føres videre til reguleringernes og rationeringernes endelige afvikling først i 1950’erne.

Analysen er tematisk opbygget og gennemgår på basis af især politi- og domstolskilder samt pressemateriale udviklingen af de forskellige lovovertrædelser. Der er i høj grad tale om indvinding af hidtil uopdyrket forskningsland, men også om et primært kildemateriale, der indebærer store metodiske problemer, både i kraft af sit kvantitative omfang og fordi politi- og domstolskilder af indlysende grunde kun afspejler en del af den faktisk begåede kriminalitet – nemlig den, der blev opdaget og som førte til domsfældelse.

For gennemførelsen af en samlet argumentation bliver det afgørende at komme med et kvalificeret skøn over, hvad der forbliver uopdaget – det såkaldte mørketal. Det er en af analysens styrker, at Bundgård Christensen forholder sig meget bevidst til dette problem, som diskuteres indgående. Læseren bliver ført igennem en argumentation, som sine steder må blive af ret hypotetisk karakter, men som altid forekommer sammenhængende og logisk i overensstemmelse med det foreliggende kildemateriale. Man føler sig kyndigt vejledt, og det er i sig selv prisværdigt, at forfatteren ikke blot afstår fra konklusioner, dér hvor mørketallene formodes at være størst, men i stedet vover pelsen ved at gennemgå de foreliggende indicier og på det grundlag fremsætte en hypotese om tingenes sammenhæng.

En anden styrke er undersøgelsens bredde, der inden for de nævnte tre grupper af lovbrud nøje beskriver ikke blot de typiske forbrydelser og forbrydere, men også lovgivningen og det forvaltningsapparat, der blev sat til at administrere og håndhæve den. I en bredere sammenhæng er måske et af bogens mest interessante perspektiver netop påvisningen af sammenhængen mellem lovgivning, forvaltning, håndhævelse, forbrydelser og forbrydere. Man får så at sige de lovbrydere, man gennem lovgivningen skaffer sig – og det er af afgørende betydning for lovenes håndhævelse, hvordan befolkningen bredt opfatter loven og lovbrud. Der er derfor et betydeligt element af oplysning – eller om man vil propaganda – i retshåndhævelsen, hvilket også samtiden var ganske klar over. En vigtigt led i administrationen af kriselovgivningen var således oplysnings- og propagandavirksomhed. Påvisningen af disse sammenhænge sker tematisk inden for de tre hovedgrupper, hvilket skaber en ikke helt tilfredsstillet appetit efter en mere samlet syntese af netop disse indbyrdes virkningsforhold.

Bundgård Christensen viser, i hvor høj grad krisekriminalitet under krigen blev mødt med fordømmelse i den offentlige debat – og bredt i befolkningen, der anså hamstring, sortbørshandel og anden krisekriminalitet for udpræget unational og samfundsskadelig. Og det vel at mærke på et tidspunkt, hvor det var af afgørende betydning for den enkelte at være og føle sig som en del af det nationale fællesskab. Der argumenteres overbevisende for, at hverken regeringens afgang den 29. august 1943 eller folkestrejken den følgende sommer førte til en væsentlig ændring i befolkningens syn på krisekriminaliteten. Den forventelige radikalisering indtraf først efter politiets internering den 19. september 1944, der førte til en bølge af mere eller mindre organiseret og ofte meget voldelig selvtægt over for sortbørshandlere. Selvtægten blev inddæmmet, blandt andet ved oprettelsen af kommunale vagtværn, der i forhold til krisekriminaliteten med betydelig succes overtog politiets rolle.

Det er en af Bundgård Christensens interessante pointer, at sortbørshandel i Danmark modsat i flere andre besatte lande aldrig blev forbundet med aktiv eller passiv modstand over for besættelsesmagten. Tværtimod viser han, at respekt og accept af kriselovgivningen netop var et vigtigt aspekt af det nationale fællesskab under besættelsen – et forhold der i øvrigt ændredes efter befrielsen. Bundgård Christensen antyder men uddyber ikke rigtig det paradoks, at fordømmelsen af sortbørshandel tilsyneladende var meget udbredt – og at samtidig meget store dele af befolkningen selv lejlighedsvist var kunder på samme børs. Han påpeger, at indkøb på børsen ikke var nødvendig for at opretholde et tåleligt leveniveau, men også at sortbørspriserne på de meste omsatte varer lå på et niveau, hvor de fleste kunne være med, hvis deres tildelte rationer af populære forbrugsvarer skulle suppleres, hvilket sammen med betydelig prisgennemskuelighed peger i retning af udbredt handel og en bred kundekreds.

Det ville være interessant med en samlet uddybende diskussion af disse temaer, der så at sige kobler undersøgelsens systematiske indsamling og behandling af data om krisekriminalitet med den bredere historie om Danmark under besættelsen og i årene umiddelbart efter. Et oplagt tema ville her være netop krisekriminaliteten og det nationale fællesskab, der kun behandles summarisk i et afsluttende lidt abrupt kapitel. Undersøgelsen synes at lægge op til den konklusion, at befolkningen forblev grundlæggende loyal over for det nationale fællesskab, samarbejdsregeringen havde satset på, også efter 29. august, folkestrejken og modstandens udbredelse. Hvis det er rigtigt, vil det give anledning til nuancering af de aspekter af brud, der typisk tilskrives udviklingen i befolkningens indstilling før og efter august 1943.

Samlet er Den sorte børs et stykke solid historisk forskning, relevant, klart formidlet og vel argumenteret. Undersøgelsen giver mange svar og stiller samtidig nye vigtige spørgsmål. Bundgård Christensen har skrevet en bog, man vil være glad for at have stående i reolen.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_132.aargang_nr.3_2003.pdf

Del:

Emneord