Den sikkerhedspolitiske situation i Centralasien

Indledning
De fem centralasiatiske stater Kasakhstan, Usbekistan, Turkmenistan, Kirgisistan og Tadsjikistan, opnåede sammen med en række andre tidligere sovjetrepublikker selvstændighed ved Sovjetunionens sammenbrud i 1991. Egentlige forfatninger blev vedtaget i årene efter, med Kasakhstan som den sidste til at erklære uafhængighed i 1995. Opløsningen af supermagten efterlod regionen i et vakuum. Den sikkerhedspolitiske situation var spændt, tilknytningen til sovjetøkonomien ophørt og de nyopståede stater stod med mangfoldige udfordringer, med borgerkrig, økonomisk krise og anden uro på dagsordenen.
Op gennem 1990’erne er det lykkedes at skabe nogenlunde ro i regionen, men der eksisterer fortsat centrale problemområder. Hovedparten af de fem centralasiatiske staters nuværende problemer afspejles i følgende citat bragt i Moskva-tidsskriftet ”World News Connection”, september 2002:  

“The recently formed states of the region, which are suffering through the consequences of a protracted economic crisis and the shift to an economy with free market elements, will need more than just a decade to establish complete control over their territory, to create a modern defense potential, effective administrative and police structures and vital regional security systems and coordination of efforts in the field of combating terrorism, extremism, organized crime, illicit drug trafficking and so forth”.

Y. Stepanova

I det følgende gennemgås den sikkerhedspolitiske situation i Centralasien, med henblik på at vurdere perspektiverne for stabilitet i regionen. Artiklen følger i store træk strukturen fra et speciale om emnet, hvor det er valgt at behandle den sikkerhedspolitiske situation i Centralasien opdelt på de tre niveauer; det globale niveau, det regionale niveau og det intra-statslige niveau. Med udgangspunkt i at det globale niveau har stor indflydelse på problemstillinger på såvel det regionale som det intra-statslige niveau, er det valgt at behandle dette niveau først. Efterfølgende behandles det regionale niveau, hvor afledte konsekvenser fra det globale niveau inddrages. Afslutningsvis behandles det intra-statslige niveau, hvor konsekvenserne af såvel det globale som det regionale niveau inddrages, med henblik på at give en sammenfattende vurdering af perspektiverne for sikkerhedspolitisk stabilitet i Centralasien.

Foto: Forsvaret.dk

Det globale niveau

De centralasiatiske lande var som tidligere sovjetrepublikker en del af den sovjetiske indflydelsessfære under den kolde krig. Dette medførte umiddelbart efter Sovjetunionens sammenbrud, og den deraf følgende opløsning af den bipolære globale situation, en mulighed for, at andre aktører kunne få indflydelse i regionen.

Indledningsvis var der en stor interesse fra den vestlige verden, anført af USA, for at støtte de nye selvstændige stater, for herigennem at hindre et tilbagefald til et nyt Stor-rusland. I 1997 erklærede den daværende amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright i senatet, at: ”Central Asia is strongly in our national interests”. Denne politik fulgte to hovedlinjer; for det første skulle de enkelte centralasiatiske staters uafhængighed af Rusland bibeholdes og om muligt udvides, og for det andet skulle Irans udenrigspolitiske spillerum indskrænkes. Et eksempel på dette er NATO’s partnerskabsaftaler med de Centralasiatiske stater.

I takt med at frygten for en tilbagevenden til den kolde krig er aftaget, er det primært adgangen til de forventede olie- og naturgasressourcer i regionen, samt på det seneste kampen mod terrorisme i form af islamiske fundamentalister, som synes at have global interesse.

Årsagen til den globale interesse i regionens olieforekomster skal ses i rammen af verdens samlede energisituation. Oliekrisen i 1973 udløste den største verdensøkonomiske krise siden Anden Verdenskrig, med en reduktion af olieproduktionen på bare 4%. Siden er olieproduktionen udenfor Mellemøsten øget, således at Mellemøsten i år 2000 var reduceret til ca. 1/3 af verdensproduktionen. Olien i Centralasien vil således kunne medvirke til en øget uafhængighed af det latent ustabile Mellemøsten.[1] Det er derfor et væsentligt aspekt at holde Centralasien isoleret fra Islamisk indflydelse.

En smule anderledes forholder det sig med naturgassen. Her rækker verdens reserve i endnu 62 år, og i takt med at oliereserverne svinder ind, vil blive et stigende behov for naturgas, specielt i Europa og Kina. Naturgas kan ikke erstatte olie, og kan desuden kun transporteres i de fornødne mængder via rørledninger. Dette betyder endvidere, at der for naturgas ikke findes et globalt, men derimod kun et regionalt marked, idet transporten via rørledninger kun er økonomisk forsvarlig op til 6000 km. Eftersom det kaspiske område råder over 38% af verdens naturgasreserve, vil det uden adgangen til naturgas fra det Kaspiske Hav ikke være muligt at skaffe Europa de fornødne forsyninger.[2]

Årsagen til interessen i forbindelse med terrorangrebene 11. september, var at de centralasiatiske stater var væsentlige som udgangspunkt for en bekæmpelse at Taliban-regimet i Afghanistan, men samtidigt var det også klart at fundamentalistiske islamistiske grupper opererede i Centralasien, hvorfor disse lande kunne blive såkaldte ”rugekasser” for islamiske terroristorganisationer. [3]

I det følgende behandles den globale indflydelse på Centralasien, idet det er valgt at behandle USA, Rusland, Europa og Kina som globale interessenter. Baggrunden for at behandle Rusland og Kina, som tillige er regionale aktører, på dette niveau, er at disse lande har afgørende interesser indenfor såvel adgangen til energiressourcer som kampen mod islamistiske fundamentalister.

USA

Udenrigsminister Colin Powell udtalte under sit besøg i Usbekistan i december 2001, at den amerikanske interesse i Centralasien går langt videre end blot bekæmpelse af islamiske fundamentalister i Afghanistan, hvilket understreger den amerikanske interesse i de omfattende energiressourcer i Centralasien.[4] USA er særligt interesseret i at hindre Iransk indflydelse i regionen, og dermed holde Centralasien fri af det ustabile Mellemøsten. Forud for 11. september 2001 var den amerikanske politik i regionen præget af en ”vent og se” holdning, for ikke at blive involveret i det igangværende spil om regionen mellem Rusland og Kina, og ikke mindst den tiltagende islamiske ekstremisme. Terrorangrebene på World Trade Center tvang USA til at revurdere sin udenrigspolitik for regionen og spille en langt mere aktiv rolle. Alle fem centralasiatiske stater var hurtigt ude med støtteerklæringer til USA’s krig mod terrorisme i Afghanistan, hvilket har medført tilstedeværelsen af amerikanske tropper i Usbekistan, Kirgisistan og Tadsjikistan. Alene i Bischtek, Kirgisistans hovedstad, er der blevet indrettet en teltby til ca. 3000 mand. Endvidere har Kasakhstan tilbudt at amerikanske styrker kan anvende baser og Turkmenistan har tilladt overflyvning i f.m. operationer i Afghanistan mod amerikansk støtte til kontrol med Turkmenistans grænser i.f.m. narkotikasmugling.[5]

Samtidigt er det ikke i amerikansk interesse at ofre forholdet til Rusland på bekostning af forholdet til de Centralasiatiske lande, hvilket har medført et behov for at USA fører en mere lempelig politik overfor Rusland på andre områder, som eksempelvis Tjetjenien.

For USA er adgangen til olie altafgørende. Behovet for en stabil tilførsel af olie til verdensmarkedet, ikke mindst i lyset af en eventuel destabilisering af Golfregionen, tvinger USA til at have alternative olieleverandører. Felttoget mod Taliban, den politiske linje over for Irak og isolationen af Iran, kan således ses i et samlet billede som isolering af Centralasien fra mellemøstlig indflydelse.[6]

Rusland

Rusland betragter stadig de gamle sovjetrepublikker i Centralasien som sit eget eksklusive interesseområde.[7] De centralasiatiske stater og Rusland er gennem traktater tæt forbundet med hinanden. Den tætte sammenknytning på det kulturelle, økonomiske og sikkerhedspolitiske område er vokset i løbet af de syv årtier med sovjetisk overherredømme. Både hvad angår forsyningen af militært materiel og reservedele, er næsten al udrustning i de centralasiatiske landes militære styrker af sovjetisk oprindelse, og hvad angår transporten af råstoffer, er de centralasiatiske stater nærmest fuldstændigt afhængige af Moskva.[8] På trods af at de centralasiatiske stater, særligt Usbekistan, i stigende grad søger støtte fra den vestlige verden, opretholder de dog også deres samarbejde med Rusland.[9]

Rusland har generelt en interesse i at bekæmpe den islamiske indflydelse i regionen.

Særligt siden den islamistiske terrorbølge i sommeren 1999, der gjorde det klart hvor sårbare de centralasiatiske stater er, har disse stater lært at værdsætte den overmægtige nabo mod nord som en uundværlig stabilitetsfaktor. I Tadsjikistan har Rusland således opstillet en 20.000 mand stor FN-styrke, der efter flere års borgerkrig sørger for, at der i det mindste er en vis stabilitet i dette område.[10] Samtidigt er russiske grænsetropper indsat i Tadsjikistan, Kirgisistan og Kasakhstan langs grænsen til Kina.[11]

Ruslands opfattelse af amerikanske troppers tilstedeværelse i Centralasien er ambivalent. På den ene side kritiseres den, især fra det russiske militærs side. På den anden side har Rusland en fælles interesse med USA i at dæmme op for islamisk indflydelse i regionen. I den forbindelse har en af Putins rådgivere udtrykt det således: ” Hellere amerikanere i Usbekistan end Taliban i Tartastan”. Baggrunden for denne udtalelse er, at amerikanerne ved at sætte en stopper for Taliban-regimet, der i Centralasien udgjorde en stor fare for Rusland, faktisk indirekte har gjort russerne en stor tjeneste. Det må sammenfattende konstateres at USA’s engagement i Centralasien sker med russisk accept og mod løftet om amerikansk tilbagetrækning efter kampen mod terrorisme i Afghanistan.[12]

Rusland har også økonomiske interesser i at få del i udvindingen af olie og naturgas, særligt transporten via russiske rørledninger vil være en væsentlig indtægtskilde for Rusland. Den amerikanske isolation af Iran er rent energipolitisk i Ruslands interesse, da det vil medføre at Rusland fortsat vil være hovedtransitland for naturgastransporten til Europa.[13] Rusland behøver derfor blot at nå til enighed med Usbekistan, Kasakhstan og Turkmenistan, der alle er stærkt afhængige af rørledninger til at sætte gang i økonomien.[14]

Kina

Den kinesiske interesse i Centralasien drejer sig om såvel adgangen til olie- og naturgas ressourcer, som bekæmpelsen af et oprørsk muslimsk mindretal i Kinas vestlige Xinjiang-provins. Kinas 10 års økonomiske udviklingsplan for den nordvestlige del af Kina, indbefatter tilførslen af energiressourcer fra Centralasien.[15] Kinas behov for Centralasien underbygges af det faktum, at op til 40 % af Kinas behov for olie skal importeres og at Kinas olieforbrug forventes at øges drastisk, svarende til et behov på yderligere 10 mio. bbl/dag[16] indenfor de næste 10-15 år.[17]

Det kinesiske initiativ til en sikkerhedsorganisation for regionen, den såkaldte ”Shanghai Cooperation Organization (SCO), der udover alle centralasiatiske stater, undtaget Turkmenistan, også omfatter de lokale stormagter Kina og Rusland, er det første forsøg fra Kina på at spille en dominerende rolle i regionen.

Af den grund er det absolut nødvendigt, at der hersker stabilitet i Centralasien, som udgør Kinas vigtigste underleverandør.[18] Det gælder derfor for enhver pris om at forhindre en destabilisering af denne region samt en forøgelse af radikale islamiske tendenser.[19] Da Kina i september 1997 sluttede en erhvervskontrakt med Kasakhstan på over 9,5 mia. $, blev det for første gang tydeligt, hvilke dimensioner Kinas økonomiske interesser i denne region har. Kina var den eneste interessent, der erklærede sig parat til at bygge en 3.000 km. lang rørledning til transport af råolie.[20]  Dette projekt må i dag anses for foreløbigt at være slået fejl, da Kina ikke har haft ressourcer til at omsætte denne ambitiøse plan til handling. På trods af de store anstrengelser er det ikke lykkes Kina at etablere sig som den toneangivende økonomiske kraft i Centralasien.[21]

Siden den 11. september er Kinas i forvejen svære situation i Centralasien blevet yderligere svækket. Mere end nogensinde før efterspørges der udover økonomisk engagement nu tillige militær potens og viljen til også at gøre brug af en sådan. Kina kan ikke byde på nogen af delene, og vil vel derfor for fremtiden – i det mindste i det næste årti – snarere komme til at spille en underordnet rolle i denne region. Et resultat af denne udvikling synes at være en kinesisk vilje til at løse regionens problemer i tæt samarbejde med USA, Rusland og Europa.

Europa

Den europæiske interesse i Centralasien er til en vis grad samstemmende med USA’s interesser. Afhængigheden af olie og naturgas spiller en væsentlig rolle for europæerne, samtidigt med at kampen mod islamiske fundamentalister er meget nærværende. Et andet og mere direkte interesseområde er Centralasien som transitområde for smugling af narkotika til Europa, som er et tiltagende problem. Det er derfor af afgørende betydning for Europa at medvirke til at skabe sikkerhedspolitisk stabilitet i Centralasien. Europa vare-tager sine interesser såvel gennem NATO/PfP-samarbejdet, som gennem EU- og OSCE- støtteprojekter til regionen. Det synes primært at være de blødere sikkerhedsaspekter som EU har fokus på, som eksempelvis at nedbringe fattigdom, støtte social og økonomisk udvikling og bekæmpe narkotikahandel, hvilket ses af Rådet for den Europæiske Union’s udviklingsplan for regionen.[22] Endvidere er EU særdeles fokuseret på at varig stabilitet og sikkerhed for landene i Centralasien muliggøres ved at gennemføre reformer m.h.p. at konsolidere demokratiske kræfter og lette overgangen til en åben markedsøkonomi, at styrke civilsamfundet og retssamfundet, samt sikre overholdelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder.[23]

Sammenfatning

Den globale interesse for Centralasien vurderes at være en stabiliserende faktor for regionen. Dette skyldes ikke mindst en fælles opfattelse fra de globale aktører af vigtigheden af at skabe ro, herunder bekæmpe indflydelsen fra islamiske fundamentalister, med henblik på at sikre udvindingen af regionens ressourcer.

Tilstedeværelsen af amerikanske tropper i Usbekistan, Kirgisistan og Tadsjikistan og russiske troppers tilstedeværelse i Tadsjikistan, Kirgisistan og Kasakhstan er medvirkende til at opretholde ro og orden i de implicerede stater, hvilket på kort sigt er medvirkende til at opretholde stabilitet i disse lande.

Anderledes stiller det sig med en udvikling af de enkelte staters demokrati og retsforhold, hvilket vil være afgørende for stabiliteten i regionen på længere sigt. Her synes Europa med initiativerne gennem EU og OSCE at være alene med ønsket om at sikre sikkerhedspolitisk stabilitet i Centralasien på længere sigt.

Det regionale niveau

I det følgende behandles sikkerhedspolitiske emner med betydning for den regionale stabilitet, under følgende overskrifter:

·         Økologi.

·         Olie og naturgas.

·         Narkotika & anden kriminalitet.

·         Territoriale uoverensstemmelser.

Økologi

Regionens økologiske problemer er omfattende. Sovjetunionens manglende forståelse for miljø, og de nye centralasiatiske staters fortsatte irrationelle økologiske tilgang, bl.a. som følge af den manglende sociale og økonomiske udvikling, er årsag til at nye og mere typiske u-landsmiljøproblemer er under opsejling.[24]

Aralsøens udtørring, primært som følge af overdreven og uhensigtsmæssig kunstvanding med Aralsøens hovedtilløbsfloder Syr Darya og Amu Darya er velkendt. Årsagen til den overdrevne grad af vandanvendelse findes i udvidelsen af arealer til bomuldsdyrkningen, der siden 1960’erne er øget fra 2,8 til 8 mio. ha. Et andet problem er, at de to floder Irtysh og Ili, som løber både gennem Kirgisistan og Kina, før de ender i Kasakhstans næststørste sø Balkhasjsøen, er genstand for uhensigtsmæssig anvendelse i stil med Aralsøens tilløb. Kina og Kirgisistan holder flodernes vand tilbage til blandt andet drikkevandsformål og vandkraft, og man er begyndt at se såvel udtørring af som stigende saltholdighed i Balkhasjsøen.[25] Et særligt brændpunkt i forbindelse med vandproblematikken i det vandfattige Centralasien er stridighederne mellem Usbekistan og Kirgisistan.[26]

Usbekistan er i høj grad afhængig af sin bomuldsproduktion, der er særdeles vandkrævende. Derfor skal der særligt om foråret og sommeren ledes meget vand til de enorme dyrkningsområder. Vandet kommer næsten udelukkende fra Kirgisistans bjerge. Kirgisistan er yderst fattig på råstoffer og økonomisk svag. Importen af primære energikilder rækker ikke til at kunne dække landets energibehov, specielt ikke i de hårde, kolde vintermåneder.        Takket være den sovjetiske socialismes velsignelser råder Kirgisistan dog over effektive vandkraftværker, der forsyner det lille land med tilstrækkelige mængder energi. For at dette er muligt, skal de opstemmede søer fyldes med vand i nedbørsfaserne om foråret, holdes lukkede om sommeren for så om vinteren at aflede vandet. For Usbekistan betyder dette, at der om sommeren næsten ikke flyder vand fra Kirgisistans bjerge til at vande bomuldsmarkerne med. Omvendt ledes der om vinteren så meget vand ud, at den i forvejen opblødte agerjord udsættes for yderligere erosion. Denne udvikling fører ikke blot til, at den økologiske situation tilspidses, men også til en tiltagende forarmelse og i sidste ende til, at de usbekiske bomuldsbønder emigrerer. En lignende spænding mellem Kasakhstan og Kirgisistan anses for nærliggende såfremt problematikken omkring Balkhasjsøens tilløb udvikler sig. En yderligere kilde til ferskvandsrelaterede problemer er den i Centralasien anvendte kunstvandingsteknik, idet den i mange tilfælde ineffektiv, fordi konstruktionen af kanaler ikke er optimal og systemerne ikke vedligeholdes tilstrækkeligt.[27] Da ca. 80% af Kirgisistans, Tadsjikistans, Turkmenistans og Usbekistans agerjorder er kunstvandede vil der i en gennemgribende renovering af kunstvandingssystemerne være ressourcer at hente.

Et væsentligt udbytte af ”United Nations Conference on Environment and Development” (UNCED), populært omtalt som ”the Earth Summit” og afholdt i Rio de Janeiro i 1992, var agenda 21, der bl.a. fastslår, at effektivt integreret styring af vandressourcer er vigtig for alle socio-økonomiske sektorer, der afhænger af vand og rationel fordeling forebygger konflikter og øger den sociale udvikling af lokalsamfund såvel som økonomisk planlægning og produktivitet.[28] Agenda 21 behandler tillige andre økologisk relevante områder. Agenda 21 er i FN-regi siden fulgt op af Rio + 5 mødet i 1997 og senest ved ”Verdenstopmødet om bæredygtig udvikling” i Johannesburg 2002 (Rio + 10). Alle centralasiatiske stater deltager i disse møder og sideløbende foregår der på regionalt niveau samarbejder såsom ”Caspian Environment Programme” og ”Central Asia Task Force”. Sidstnævnte er et United Nations Environment Programme (UNEP) støttet projekt, og begge har til formål at forbedre miljøet og tilsikre en positiv økologisk udvikling.[29]

Spørgsmålet om noget så vigtigt som fordelingen af ferskvandsressourcerne i og mellem staterne udgør uden tvivl en risiko for indre såvel som mellemfolkelige stridigheder. Latente spændinger er nærliggende,[30] men vindene blæser heldigvis i positiv retning. På topmødet i Astana d. 16. november 2001 blev de centralasiatiske stater enige om at ville samarbejde omkring bl.a. vandproblematikken. Hvis det lykkes at omsætte denne traktats og andre gode hensigter til handling, vil truende konflikter formentlig kunne undgås. Også OSCE har tilbudt sin støtte i forbindelse med vandproblematikken, og er på nuværende tidspunkt i færd med at udvide sin tilstedeværelse i regionen. Eftersom alle centralasiatiske regeringer eftertrykkeligt har hilst denne udvikling velkommen,[31] må chancerne for at der kan opnås en fredelig løsning af vandproblematikken vurderes positive. Renovering af regionens kunstvandingssystemer er uden tvivl påkrævet, og man må formode at viljen til omfattende investeringer i systemerne er til stede fra såvel nationalt som internationalt hold.

Det overdrevne vandforbrug af Aralsøens tilløb har ikke alene udtørret halvdelen af søens areal, men også saltindholdet er steget. Fra at ligge på 5 g/l. er det nu oppe på 30 g/l. Dette har ikke alene ødelagt Aralregionens fiskeindustri, men har også medført, at området årligt belastes af 60 til 100 mio. ton toksisk saltstøv, der truer med at ødelægge landbruget i de omkringliggende områder. Det kan derfor ikke undre, at en stor del af de 750.000 miljøflygtninge,[32] der opholder sig i Rusland, kommer fra området omkring Aralsøen.[33] Miljøforurening fra sovjettidens atomprøvesprængninger og andre forsøg med omfattende miljømæssige konsekvenser i Kasakhstan udgør ligeledes en sundhedsfare.

Endvidere er grundvands- og jordforurening, primært som følge af overforbrug af pesticider, udbredt i regionen. Ligeledes er ulovlig skovhugst, i de koldere bjergrige stater Kirgisistan og Tadsjikistan, blevet mere og mere udbredt, og medfører stadig flere erosionsproblemer.

En løsning eller blot en begrænsning af den økologiske katastrofe i f.m. radioaktiv og anden ekstrem sundhedsfarlig forureninger er på nuværende tidspunkt ikke i sigte, idet selv de modforholdsregler, der ville kunne tages her og nu, først ville kunne opnå en virkning om adskillige årtier. Tilbage er der derfor kun muligheden for at afbøde de økonomiske følger for de skadeslidte, hvilket burde være muligt taget i betragtning af, hvor forholdsvis få mennesker det her drejer sig om. Vilje til overvindelse af økologiske problemer bør dog have positive udsigter, idet såvel FN, OSCE som EU engagerer sig i regionen med henblik på at råbe regeringsadministrationerne op.

Olie og naturgas

Når det drejer sig om udbytningen af Centralasiens råstoffer, ledes tankerne naturligt hen på Rudyard Kiplings begreb ”Great Game”.[34] Men dette spils regler har i løbet af de sidste 100 år ændret sig i en sådan grad, at en sammenligning med situationen i det 19. århundrede ikke længere er relevant. Centralasiens energireserve er i dag i hænderne på internationale konsortier, i hvilke europæiske, amerikanske og russiske oliefirmaer er kædet sammen på en sådan måde, at der ikke tilfalder nogen af disse grupper en anpartsmajoritet. Disse konsortier styres ikke af regeringer og omvendt. Deres eneste mål består i profitmaksimering, hvorfor de har en stor interesse i en immunisering imod politisk indflydelse, som de betragter som uvirksom. Til det formål blev der i 1998 lavet den såkaldte ”Energy Charter Treaty” (ECT), der skal minimere virksomhedernes risiko samt modvirke geopolitiske magtspil.[35] 51 europæiske og asiatiske stater, herunder samtlige tidligere sov­jet­republikker er medunderskrivere af denne kontrakt. ECT har lagt grunden til Energy Charter Transit Protocol (ECTP), der er et bindende dokument, der har til formål at styrke de eksisterende transitrelaterede for­plig­tigelser under ECT. Det primære mål er at sikre kommercielle projekters gennemførelse i en ikke-diskriminerende ramme.[36] ECTP forventes under­skre­vet snarest.

De centralasiatiske olie- og naturgasforekomster koncentrerer sig om området omkring det Kaspiske Hav. Således er de tre vestligste centralasiatiske stater, Kasakhstan, Turkmenistan og Usbekistan alle i besiddelse af store mængder af olie og naturgas, men også Rusland og Aserbajdsjan profiterer af områdets store reserver. Usbekistan er dog teknisk set ikke en del af regionen det Kaspiske Hav, idet de ikke har kystlinie til havet og derfor ikke rettigheder over havbundens ressourcer, men de medtages i behandlingen fordi de grænser op til regionen og er en vigtig medspiller i det store spil.[37] Iran er den femte fuldgyldige aktør i kampen om ressourcerne i det Kaspiske Hav. På trods af at den territorielle deling af havet ikke er endegyldigt besluttet, mere herom senere, udvindes ressourcer i stor stil, især af Kasakhstan, men også Turkmenistan og Aserbajdsjan er aktive.

Prospekterne for regionens nøjagtige potentiale varierer en del, men at der er tale om et nyt Mellemøsten, som nogle analytikere hævdede i 1990’erne, synes umiddelbart ikke at være tilfældet. Regionen forventes at producere 3,7 mill. bbl /dag i 2010, og 6.5 mill. bbl/d i 2020, d.v.s. nogenlunde tilsvarende hele Nordsøregionens forventede olieproduktion. Anderledes forholder det sig med omfanget af naturgas, der estimeres at udgøre 38% af verdens samlede potentiale. Et væld af rørledninger har været foreslået, nogle endda med omfattende indledende investeringer, uden at det indtil videre har resulteret i færdiggørelse af andre end Baku – Supsa (Georgisk Sortehavshavn), som eneste ikke-russisk kontrollerede alternativ. Disse rørledninger skulle enten føre olie og naturgas vestpå til Sortehavet, østpå til Kina, sydpå gennem Iran eller Afghanistan og Pakistan til enten den Persiske Golf eller det Arabiske Hav, eller sydvestpå gennem Tyrkiet til Middelhavet. Alle rejser imidlertid enten kritiske geopolitiske spørgsmål eller hæmmes af de enorme omkostninger. Der er dog store forhåbninger til Baku – Ceyhan (Tyrkisk Middelhavshavn), som påbegyndtes i 2002 efter langvarige forudgående studier og forhandlinger, og forventes operativ primo 2005. Denne rørledning passerer på intet tidspunkt russisk territorium, og omgår tillige problematikken omkring Tyrkiets skeptiske holdning til tankskibspassager af Bosporus-strædet.[38]

En yderligere understregning af den fælles enighed på regionalt og globalt niveau, hvad angår optimering af distribution af Centralasiens ressourcer ses af den kommende ”Caspian and Black Sea Oil & Gas Conference 2003”, der afholdes i Istanbul ultimo maj 2003.[39] Her deltager olie- og gasdelegationer fra Aserbajdsjan, Kasakhstan, Turkmenistan, USA, Rusland, Georgien, Iran, Tyrkiet og Grækenland samt aktører som TRACECA (EU-program), Verdensbanken, Asia Development Bank, ECT/ECTP sekretariat og regionale og internationale olie- og naturgasselskaber. Der fokuseres på de senest opkommende muligheder for regionens olieproducerende stater, foreslåede rørledninger for olie- og naturgas fra det Kaspiske Hav til såvel Europa som Asien, potentielle markeder og trends og den seneste lovgivning og finansielle struktur for investeringer.

En for de centralasiatiske stater lukrativ trend er i øvrigt, at hvor de internationale olieselskaber profiterede meget af tidligere tiders aftaler, lader de sig nu presse af staterne, idet selskabernes store investeringer i regionens olie- og naturgasindustri op gennem 1990’erne gør dem villige til at indgå selv mindre profiterende nye aftaler, idet investeringer ellers vil være spildt eller ikke maksimalt udnyttet.[40] Ressourcerigdommen medfører således bedre grundlag for en positiv økonomisk udvikling i staternes interesse.

Narkotika og anden kriminalitet [41]

Afghanistan og Pakistan er storeksportører af narkotika, i særdeleshed heroin. Den russiske mafia, der havde knyttet forbindelser til Afghanistan under den sovjetiske besættelse, organiserede i løbet af 1980’erne et netværk til at transportere heroin gennem Centralasien, Rusland, de Baltiske lande og ind i Europa. Tadsjikistan og Kirgisistan etablerede vigtige opiumsruter og blev selv betydelige opiatproducenter. Centralasien fungerer ikke alene som transitområde, men der produceres også narkotika, dog primært til indenrigsbrug. Opiumsvalmuer dyrkes i de øde egne af Kasakhstan, Kirgisistan og Tadsjikistan.[42] Regionens gennemstrømning og produktion af narkotika, har medført en voldsom stigning i antallet af narkotikamisbrugere.

De primære narkotikalagre og transitpunkter på den centralasiatiske rute ligger i Tadsjikistan, Kirgisistan og Turkmenistan. I disse stater spiller narkotikahandelen en bemærkelsesværdig rolle i økonomien, og omfanget af sammenfletning med korrupte regeringsapparater er stor. Således vurderer FN at 30-50 % af Tadsjikistans økonomiske aktivitet helt eller delvist stammer fra narkotikatrafik.

Illegalt våbensalg og hvidvaskning af penge hænger naturligt sammen med narkotika-handel og formodes at være særligt udbredt i Tadsjikistan, Kirgisistan og Turkmenistan efter colombiansk forbillede. Narkotikakartellerne i Centralasien vurderes at være mindre organisationer baseret på etniske, familiære og klantilhørsforhold, og deres mangfoldighed gør problemet svært at bekæmpe. 

Da pengene er store i narkotika, er det nærliggende at koble grupper af islamiske fundamentalister med narkotika, idet sådanne grupper har brug for midler til anskaffelse af våben samt drift og opbygning af træningslejre og baser.

Taliban, der i mange år lukrerede på skatter og afgifter fra dyrkning, salg og transport af heroin, indførte i år 2000 forbud mod dyrkning af opiumsvalmuer i Afghanistan. Virkningen af dette forbud har ikke kunnet måles på mængden af beslaglagt narkotika i regionen i 2001, men kampen mod terrorisme har tilsyneladende haft indirekte effekt på regionens narkotikasituation, idet der i starten af 2002 blev beslaglagt langt mindre narkotika end tidligere.

I takt med nedbrydningen af Taliban, og reduktion i kampen mod terrorisme i Afghanistan vurderes det, at opiumsdyrkning igen får gode kår i Afghanistan, og fortsat vil udgøre en væsentlig destabiliserende faktor i regionen såfremt de centralasiatiske grænsestater ikke formår at dæmme effektivt op for narkotikaindstrømning.

Territoriale uoverensstemmelser

De centralasiatiske stater er hidtil på fredelig vis nået til enighed ved forhandlingsbordet,[43] og har altid givet afkald på grænserevisioner.[44] Ferganadalen er i denne sammenhæng en særlig udfordring for de implicerede parter, da den er beliggende i grænseområdet mellem Usbekistan, Kirgisistan og Tadsjikistan. Den har med sine mere end 10 mio. indbyggere i århundreder været en økonomisk og kulturel enhed,[45] og det på trods af indbyggernes etniske mangfoldighed.

Stor arbejdsløshed, særligt blandt unge, overbefolkning og Usbekistans territoriale krav udgør de væsentligste risici. Det usbekiske krav har dog hidtil ikke udløst reelle kamphandlinger og ingen af de stridende parter ønsker en voldelig løsning på konflikten. De islamiske fundamentalister har i dette område gode rekrutteringsmuligheder, og området er da også hjemsted for mange centralasiatiske terrorister.

De pågældende stater, FN og talrige NGO’er har derimod udarbejdet ”Ferghana Valley Development Programme” (FVDP) og dermed bevist, at de tilstræber en fredelig løsning. Det skal dog bemærkes at Usbekistan endnu ikke officielt har bekræftet sin deltagelse i programmet, og det således kun er Usbekiske NGO’er m.v., og altså ikke den egentlige regeringsadministration, der deltager.[46]

Delingen af det Kaspiske Hav er derimod en noget mere omfattende territorial konflikt. Særligt i den sydlige del af det Kaspiske Hav udestår egentlige aftaler, idet primært Iran er tilbageholdende med indgåelse af bi- og multilaterale aftaler om deling af søterritoriet.

Iran er villige til at sætte magt bag holdningen, og anvender således mindre flådefartøjer til at afvise olieselskabers undersøgelsesskibe, der opererer i de omstridte områder.[47]

Før 1991 var det kun Sovjetunionen og Iran, der delte det Kaspiske Hav mellem sig med bilaterale aftaler af 1921 og 1940. Sovjetunionens kollaps og fremkomsten af Kasakhstan, Turkmenistan og Aserbajdsjan som selvstændige stater, førte til at territorielle krav og rettigheder til udvindelse blev et centralt spørgsmål. 

Teknisk set er det Kaspiske Hav verdens største sø, eller rettere sagt saltsø, idet saltholdigheden i en tredjedel er som havvand. Iran, Rusland og Turkmenistan[48] betragter det Kaspiske Hav som en sø, mens Aserbajdsjan og Kasakhstan betragter det Kaspiske Hav som et hav. I retslig forstand deles søers areal ligeligt mellem de omkringliggende stater, mens have som udgangspunkt deles svarende til længden af de enkelte staters aktuelle kystlinie.[49] I april 2002, hvor det gentagne gange udskudte topmøde mellem de kystnære staters ledere blev gennemført, nåede man ikke frem til en multilateral aftale, hvorfor flere stater efterfølgende er overgået til bilaterale aftaler for at løse problemet og således tillade yderligere undersøgelser og udvinding af ressourcer.[50]

Rusland og Kasakhstan indgik i maj 2002 en aftale, der fastlagde deres indbyrdes deling af den nordlige del af det Kaspiske Hav, under skyldig hensyntagen til allerede foretagne undersøgelser af havbunden og investeringer. Aserbajdsjan og Rusland forventes at underskrive en aftale, der fastlægger deres indbyrdes deling, ultimo 2002/ primo 2003. Dem der er længst fra at komme til enighed er Iran og Aserbajdsjan, og da Turkmenistan og Iran er af samme overbevisning, hvad skillelinier angår, og således begge kræver retten til noget af den undergrund Aserbajdsjan gør krav på, medfører det usikkerhed om hvorledes den endelige deling udformes. Iran og Aserbajdsjan er i dialog, men amerikanske interesser i Aserbajdsjan olie- og naturgasindustri kunne være årsag til Irans tilbageholdenhed med at nå til en aftale med Aserbajdsjan.[51]   

 Omstridte dele af det Kaspiske Hav, særligt i den sydlige del, forventes fortsat at være kilde til spændinger i regionen, men da alle involverede vil kunne nyde godt af en endegyldig aftale for uhindret at kunne udvinde ressourcer, bør en sådan aftale have gode udsigter i den nærmeste fremtid.                  

Det intra-statslige niveau

I det følgende søges det at identificere hvilke problemområder, der forefindes i de enkelte stater. Efter gennemgang af fælles karakteristika behandles staterne enkeltvis.

Den delvist historiske fremstilling koncentrerer sig om følgende områder:

·         Regering og politisk opposition, med henblik på at fastlægge risikoen for statskup.

·         Økonomi- og fordelingspolitik, med henblik på at fastlægge risikoen for opstand.

·         Religiøse og etniske spændinger, med henblik på at fastlægge risikoen for borgerkrig.

·         Opretholdelse af lov og orden, med henblik på at fastlægge graden af kontrol over eget territorium.

De centralasiatiske stater har følgende fælles karakteristika:

·         Muslimske befolkningsflertal.

·         Historie og sprog – oldtyrkisk i fire og farsi (iransk) i Tadsjikistan.

·         Manglende demokrati og retsforhold.

·         Økonomiske problemer.

·         Transitlande for narkotika.

·         Økologiske problemer.

Kasakhstan

Kasakhstan var den sidste af de tidligere sovjetrepublikker til at erklære sig uafhængig (forfatning vedtaget i 1995). Med den lange grænse mod Rusland var Kasakhstans industri tæt knyttet til sovjetøkonomien og det var ydre omstændigheder, snarere end landets egen stræben herefter, der førte til, at landet blev selvstændigt i december 1991. Selvstændigheden førte til en vis isolering af økonomien.

Præsident- og parlamentsvalgene i 1999 gav anledning til betydelig international kritik. Præsident Nazarbajev blev genvalgt for en ny 7 års periode. Præsidenten har nærmest uindskrænket magt og politisk kan styret karakteriseres som et klanbaseret oligarki med begrænset ytringsfrihed, hvilket vanskeliggør eksistensen af en reel opposition.[52] Til forskel fra andre centralasiatiske lande, forholder det sig imidlertid således, at ”den politiske virkelighed er mangeartet og bekendelsen til demokrati og retsstatslighed ikke vil blive opgivet”.[53] Der udøves dog skærpet statslig censur af de oppositionelt orienterede medier. I og med opposition trods alt tillades i begrænset omfang, vurderes risikoen for statskup minimal.

Siden slutningen af 1999 har Kasakhstan oplevet en positiv økonomisk vækst. Landet har meget betydelige oliereserver og kan forvente en kraftig stigning i eksportindtægterne. Kombineret med en stram udgiftspolitik, vil Kasakhstan således kunne imødekomme de fiskale målsætninger for de kommende år, som landet har sat i samarbejde med IMF.[54]

Der vurderes ikke for nuværende at være risiko for opstand. Den forudsete positive udvikling i økonomien vil kombineret med Kasakhstans engagement i EU-programmer sandsynligvis medføre øget fordeling af goderne, og således yderligere minimere risikoen for opstand.

Kasakhstan, der er verdens niendestørste land og rummer 120 forskellige folkeslag, herunder mere end 30% russere[55], er med ca. 15 mio. mennesker kun tyndt og uregelmæssigt befolket. Kasakherne selv udgør mindre end 50%.[56] Den russiskdominerede nordlige del er adskilt fra det mellem­asiatisk-islamiske kulturområde ved en ekstrem tyndt befolket centralregion.[57] Bl.a. af hensyn til det russiske mindretal, hovedsageligt bosiddende i nord, blev hovedstaden i 1999 flyttet fra Almaty i syd til Astana i det centrale Kasakhstan. Der er ikke tegn på ulmende etniske eller religiøse konflikter i Kasakhstan og bl.a. pga. forbedrede økonomiske vilkår generelt og den ikke ubetydelige geografiske afstand til Ferganadalen vurderes risikoen for borgerkrig minimal.

Kasakhstans væbnede styrker er omfattende men stærkt forældede. Forsvaret er imidlertid i en omstillingsfase til færre men mere moderne styrker. Støtten til kampen mod terror, deltagelse i anti-terror-øvelser samt Kasakhstans prioritering af landets sydlige grænse, har med succes dæmmet op for terrorismen indtog og reduceret transporten af narkotika. Der er for tiden 7-8000 russiske tropper i Kasakhstan, der primært beskytter russiske militæranlæg, men også rådgiver de kasakhiske grænsetropper. Præsidentadministrationen har udviklet særlige indenrigspolitiske aktiviteter i kampen mod organiseret kriminalitet, korruption og religiøs ekstremisme. Med disse tiltag vurderes Kasakhstan yderligere at øge evnen til at kunne opretholde en rimelig stor grad af lov og orden, og graden af kontrol med eget territorium vurderes høj.

Sammenfattende vurderes den sikkerhedspolitiske situationen i Kasakhstan at være stabil.

Usbekistan

Usbekistan erklærede sin uafhængighed i august 1991, flere måneder før opløsningen af Sovjetunionen. Landet lider stadig under økonomiske eftervirkninger fra sovjetperioden, bl.a. miljømæssige følger af overforbrug af kemikalier i landbrugsproduktionen.

Generelt er Usbekistan ikke tilhænger af et styrket regionalt samarbejde med de øvrige SNG-lande. Forskellige forsøg på samarbejde er strandet pga. landenes forskellige tilgange til reformprocesser og økonomisk politik.[58] Derimod vil Usbekistan gerne fremstå som den ledende stat i regionen, hvilket det nære samarbejde med USA giver gode muligheder for.

Usbekistan er grundlæggende et samfund med religionsfrihed og en skarp adskillelse mellem religion og stat. I parlamentet, som blev valgt i december 1999, er dog kun de partier repræsenterede, der uden forbehold støtter præsidentens politik.[59] Statsoverhovedet er den autokratisk herskende præsident Islam A. Karimov, der har regeret siden 1991, og som i januar 2000 blev genvalgt med 91,9% af stemmerne. Eftersom Karimov har kontrollen over såvel den udøvende som den dømmende magt, kan der ikke tales om magtdeling endsige demokrati. ”Karimov er allestedsnærværende og regerer de facto uden begrænsning. Oppositionen er enten sat i scene eller forbudt og bliver forfulgt.”[60] Den indre stabilitet går absolut forud for en demokratisering af landet. For regeringen er nabostaten Tadsjikistan i den forbindelse et negativt eksempel og samtidig også begrundelsen for, hvorfor regeringen fører en autokratisk, repressiv politik overfor udefra og indefra kommende kritik.[61] Da oppositionen har ekstremt ringe kår, og befolkningen kritik forstummer med Tadsjikistan-eksemplet vurderes risikoen for et egentligt kup minimal.

Usbekistans økonomiske situation er i de seneste år blevet forværret, bl.a. som følge af manglende makroøkonomiske og strukturelle reformer og dårlig høst. Der er ikke udsigt til, at regeringen vil gennemføre IMF’s anbefalede stabiliseringsprogram.[62] Væksten i BNI har i et par år ligget på omkring 4%. Økonomien er plaget af høj inflation. Der er dog på det seneste gjort tiltag for at forbedre demokratiet og overholdelse af menneskerettigheder, formentlig som følge af USAs engagement i landet. Således er der for nuværende ikke optræk til opstand i landet, men såfremt det ikke lykkes at få økonomien på ret køl, er der en vis risiko for at modstanden mod regeringen vil være kilde til uro, og muligvis medføre yderligere tilslutning til islamiske fundamentalister.

Med sine 25 mio. indbyggere er Usbekistan den stat i regionen, der har den største befolkning. Her lever næsten halvdelen af alle Centralasiens indbyggere. 41% af befolkningen er under 15 år, 60% er under 25 år. Landet grænser op til alle de øvrige centralasiatiske stater og har stærke mindretal i nabostaterne. Der lever 2,5 mio. usbekere i det sydlige Kirgisistan og det sydlige Kasakhstan, i Turkmenistans oaser samt i det nordlige Tadsjikistan, hvor de udgør næsten 25% af befolkningen. Ethvert optræk til etniske eller religiøse uroligheder er i det forgangne blevet slået ned under dække af bekæmpelse af islamiske fundamentalister. Risiko for egentlig borgerkrig er p.t. ikke tilstede, og den påbegyndte opblødningen i Usbekistans regerings menneskesyn vil være medvirkende til at denne risiko ikke øges.

Støtten til kampen mod terror, deltagelse i anti-terror-øvelser samt tilstedeværelsen af amerikanske styrker medvirker til, at Usbekistan i rimelig høj grad har kontrol med sit territorium. Truslen fra Islamic Movement of Usbekistan (IMU) mistede som følge af amerikanske operationer og den internationale mobilisering i kampen mod terroren, i form af tilintetgørelsen af netværk og bremsningen af finansstrømme, sin betydning som destabiliserende faktor for Usbekistan. Alligevel udgør de guerillakrigsuddannede styrker selv uden tilstrømning fra Afghanistan og uden en central ledelse en potentiel fare. Tilsvarende må man forvente, at der fra IMU’s side vil blive foretaget spredte attentater og overgreb, særligt mod de af USA benyttede usbekiske anlæg. Uden amerikansk tilstedeværelse i regionen vil Usbekistans mulighed for at opretholde lov og orden indenfor eget territorium være besværliggjort.

Den sikkerhedspolitiske situation i Usbekistan er med tilstedeværelsen af amerikanske styrker stabiliseret for en stund. Den manglende økonomiske udvikling vurderes dog at kunne destabilisere situationen, ikke mindst på længere sigt hvis ikke samfundsmæssige reformer gennemføres.

Turkmenistan

Turkmenistan adskiller sig fra de fire øvrige centralasiatiske stater ved sin etniske homogenitet og nomadetraditioner. Udviklingen siden 1991 har været præget af politisk totalitarisme, økonomisk stagnation og udenrigspolitisk isolation.

Politisk har styret udviklet sig til et regime, der er baseret på en personkult omkring præsident Saparmurad Nijazov, kaldet ”Turkmenbashi” (”leder af det turkmenske folk”).

I slutningen af 1999 forlængede parlamentet og folkerådet deres embedsperiode på ubegrænset tid. Samtidig mister den nu ikke helt raske, men af folket elskede, 61-årige præsident efterhånden mere og mere sin realitetssans.
Ifølge OSCE er Turkmenistan det ”mest repressive medlemsland”.[63] Tortur, mord, skueprocesser og arbejdslejre hører til dagsordnen. Der findes kun et parti, præsidentens, og enhver opposition kvæles i fødslen. Selv de få oppositionelle kræfter i undergrunden må betegnes som svage, og udgør ingen reel fare for regimet.[64]

En vis rivalitet mellem klanerne[65] i den turkmenske ledelse hænger muligvis sammen med det seneste attentat mod præsidenten. Nijazovs død vil formentlig kunne gå hen og udløse blodige magtkampe om, hvem der skal overtage præsidentposten efter ham.

Den turkmenske økonomi er reelt stagneret til trods for, at Turkmenistans reserver af naturgas er de fjerdestørste i verden, og at oliereserver giver landet potentiale for store eksportindtægter. Forudsætningen er dog, at der kan anlægges rørledninger med forbindelse til verdensmarkedet, og at der opnås en aftale med de øvrige kyststater om opdelingen af det Kaspiske Hav. Styret bevarer magten over det turkmenske samfund og statsapparat ved kunstigt lave priser og gratis offentlige varer som gas, el og vand, og ved hyppige udskiftninger indenfor administrationen og det politiske liv, med en beklagelig underminering af samfundsøkonomien og statsapparatets arbejdsevne som konsekvens. Turkmenistan har også problemer med at tiltrække udenlandske investeringer pga. den manglende privatisering af de statslige virksomheder og styrets restriktive økonomiske politik.

Grundlæggende er der stadig tale om en kommandoøkonomi som i sovjettiden, hvor landbrugsvarer produceres på kollektivbrug. Valutakursen holdes kunstigt højt og bureaukratiske forhindringer står ofte i vejen for oprettelsen af nye virksomheder. Turkmenistans indtægter kommer hovedsagelig fra eksport af naturgas og bomuld. Styret satser især på eksport af naturgas gennem Rusland og Iran.[66] Der eksisterer ganske vist ingen fri presse, men alligevel vokser kritikken af det kun middelmådige fremskridt i forbindelse med demokratiseringen og omlægningen af økonomien. De kritiske røster kommer overvejende fra den yngre generation. De har dog ingen platform, idet oppositionspartier ikke er tilladte.[67] Med ovennævnte magtfastholdelsespolitik vurderes det at risikoen for opstand i befolkningen er minimal.

Den hjemlige opposition gives ikke nogen udfoldelsesmuligheder, og der har været eksempler på tortur og forfølgelse af religiøse mindretal. Det er ikke muligt for oppositionen at organisere sig eller have et talerør. Den brede befolkning synes resigneret over for disse tilstande, og da befolkning er etnisk homogen, vurderes det at risikoen for egentlig borgerkrig er minimal.

Turkmenistan har i rimelig grad kontrol over eget territorium, idet landet råder over omfattende styrker, der dog er umoderne. Politiet og KNB, det turkmenske KGBs arvtager, har endvidere fået styrket sin magt. I overensstemmelse med en aftale med Rusland, som blev indgået i 1993, sætter Turkmenistan sin lid til russisk beskyttelse.

Uafhængigt af præsidentens person, hvis bortgang ville kunne føre til en forbigående destabilisering, må man pga. det enorme råstofpotentiale og den relative lille befolkning sige, at Turkmenistans helhedssituation på kortere og længere sigt kan vurderes som værende stabil. Turkmenistans isolationistiske holdning til omverdenen udgør en mindre sikkerhedsrisiko for Centralasien, idet regionale spørgsmål risikerer at mangle turkmensk engagement. EU, FN og diverse NGO’er bør dog over tid vinde gehør selv i dette isolationistisk indstillede land.

Kirgisistan

Med sine kun 5 mio. indbyggere er Kirgisistan det land i Centralasien, der har det mindste antal indbyggere.[68] Siden uafhængigheden fra Sovjetunionen i 1991 har Kirgisistan været opfattet som det land blandt de centralasiatiske republikker, der bedst har formået at omsætte vestlige normer til lokale forhold. Denne tendens er ikke længere entydig.[69]

Reformprocessen prioriteres fortsat højt af præsident Akajev, som senest blev genvalgt i oktober 2000 ved et manipuleret parlamentsvalg. Præsidenten støtter sig til kommunisterne, der ved parlamentsvalget fremstod som de store sejrherrer. Præsident Akajev er den dominerende aktør i kirgisisk politik, og oppositionen er relativ svag og uorganiseret. Kirgisistan har hidtil ikke kunnet defineres som et autokrati, men snarere som et populistisk præsident-demokrati.[70] Nøgleposterne i den statslige administration er hovedsageligt besat med præsidentens støtter. Et af landets største problemer er korruption. Regeringens inkompetence i forbindelse med socialt at affjedre den tiltagende arbejdsløshed og forarmelse, får de generelt perspektivløse unge til at søge til oppositionen eller driver dem i armene på islamistiske fundamentalister. Under voksende pres fra oppositionen og som følge af den indenrigspolitiske krise, valgte præsidenten at fyre ministerpræsident Bakijev i maj 2002 i f.m. et møde i det nationale sikkerhedsråd omkring det blodige nedslag mod borgerprotester i marts måned. På nuværende tidspunkt prioriterer Præsident Akajev sikringen af sit eget magtgrundlag samt stabiliseringen af den indenrigspolitiske situation højere end de demokratiske spilleregler. Medierne, som er sikret en høj grad af pressefrihed i forfatningen, har de seneste år mærket en stramning af statens kontrol med deres virksomhed. De mange ikke-statslige organisationer nyder relativt store udfoldelsesmuligheder, så længe deres mål ikke skønnes at være politisk farlige. Såfremt bevægelsen bort fra demokrati i vestlig forstand fortsætter, øges risikoen for et egentligt kup. Så længe præsidenten tillader opposition og demonstrerer en vis lydhørhed overfor denne, vurderes risikoen for et egentligt kup at være lille.

Medens økonomien siden 1998 har udviklet sig positivt, går det nu mere trægt med de demokratiske forbedringer i landet. Økonomisk er udsigterne for Kirgisistan relativt gode. Denne fremgang skal ses på baggrund af den dybe krise, landet blev kastet ud i efter den russiske økonomis delvise sammenbrud i 1998-99. Landets primære økonomiske aktivitet er landbrug, der tegner sig for en betydelig del af eksporten, som også omfatter guld og bomuld. Den kirgisiske økonomi har fortsat store problemer pga. en forældet infrastruktur og få naturlige ressourcer. Privatiseringen går efter en god start i begyndelsen af 1990’erne langsomt. Kirgisistan har ved hjælp af sit image som Centralasiens ”demokratiske åndehul” tiltrukket store mængder nødhjælp og kreditter.

Kirgisistan blev som det første SNG-land medlem af WTO i slutningen af 1998. Trods de seneste års kraftige økonomiske vækst er Kirgisistan stadig en af de fattigste af de tidligere sovjetrepublikker, idet 60% af befolkningens levevilkår er under den af FN definerede fattigdomsgrænse.[71] En islamistisk bølge blandt befolkningen truer med at kunne slå hen over landet, hvis en forbedring af den social-økonomiske situation lader vente for længe på sig. Dette kombineret med reelle borgerprotester og oppositionens held med at påvirke præsidenten tyder på en længerevarende indenrigspolitisk krise og risikoen for egentlig opstand vurderes at være latent.

Den relative stabilitet, som landet hidtil har nydt godt af, er tydeligvis truet af islamiske militante gruppers aktivitet i Ferganadalen, men risikoen for en egentlig borgerkrig vurderes at være minimal, idet FVDP samt Kirgisistans engagement i kampen mod terror holder det i ave og fordi Kirgisistan er det land i regionen, der trods alt har den højeste grad af demokrati.

Kirgisistans væbnede styrker er begrænsede og udrustningsniveauet er meget lavt. Engagement i kampen mod terror har dog øget graden af kontrol med eget territorium. Rusland støtter med rådgivning og uddannelse af grænsetropper, men det er kun pga. denne støtte samt stationering af vestlige styrker i f.m. kampen mod terrorisme, at man kan tale om en tilfredsstillende grad af kontrol med eget territorium.[72]   

Sammenfattende vurderes Kirgisistan intra-statsligt at være ustabilt, men amerikansk og russisk tilstedeværelse medvirker til opretholdelse af ordnede forhold.

Tadsjikistan

Den spændte sikkerhedssituationen efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 udløste intet sted så blodige kampe som i Tadsjikistan. Den lille republik opnåede selvstændighed i 1991 (forfatningen vedtaget i 1994), men blev hurtigt kastet ud i en borgerkrig fra 1992 til 1997, efter at den tidligere kommunistiske ledelse afviste at dele magten med islamiske og pro-demokratiske kræfter. Perioden efter fredsslutningen i 1997 har været præget af en langsom tilbagevenden mod normale tilstande.

Tadsjikistan bliver regeret af præsident Emomali Rachmonov, som i 1999 blev genvalgt til yderligere 7 år på posten. Han støtter sig til det Folkedemokratiske Parti, der ved parlamentsvalget i april 2000 vandt 64,5% af stemmerne og dermed henviste kommunisterne (20,6%) samt det Islamiske Fornyelsesparti (7,5%) til oppositionen. Også selvom der i Tadsjikistan er tendenser, der peger i retning af en autokratisk regeringsstil, er dette centralasiatiske land det eneste, hvor man kan tale om et pluralistisk samfund, der satser på integrationen af islam samt på reformer.[73] Fredsaftalen i 1997, hvor Rusland og FN fungerede som mæglere, garanterede oppositionen 30% af parlamentets pladser samt oprettelsen af et midlertidigt forsoningsråd og en inkorporering af oppositionshæren i regeringshæren. Tadsjikistan er det eneste centralasiatiske land, hvor der til enhver tid kan stilles spørgsmål ved den centrale magt,[74] og hvor konflikten mellem de enkelte klaner til enhver tid kan føre til åbent fjendskab.[75] Demonstrationer imod korruption og dårlig ledelse bliver slået ned med politivold. Risikoen for et egentligt kup i Tadsjikistan vurderes at være til stede, om end truslen nærmere er genopblussen af opstande og/ eller egentlig borgerkrig med mulig regeringsomvæltning til følge. De russiske troppers tilstedeværelse lægger dog en dæmper på denne problematik.

Tadsjikistan var allerede inden selvstændigheden en af de fattigste republikker i Sovjetunionen. Borgerkrigens ødelæggelser, tørke og jordskælv i 2000 forværrede situationen, og store dele af befolkningen er afhængig af udenlandsk nødhjælp. Tadsjikistans indtægter kommer hovedsageligt fra eksport af aluminium og elektricitet. Landet må importere store mængder fødevarer, da det opdyrkede areal pr. indbygger er et af verdens laveste. Kun ca. 10% af statens territorium er beboet og erhvervsmæssigt brugbart.[76] En mulig fremtidig eksportvare er guld ligesom Tadsjikistan kan udnytte, at mange af Centralasiens floder udspringer her.[77] Integrationen af de forskellige klaner i statens regerings- og forvaltningsapparat har til formål at skabe den nødvendige stabilitet, for derigennem at hjælpe landets økonomiske opsving på vej. I Tadsjikistan hersker der på nuværende tidspunkt trøstesløse økonomiske og sociale forhold, som forårsager perspektivløse udsigter for befolkningen. Der er for nuværende latent mulighed for opstande, men så længe klanerne enes, indtægter fra vandkraft øges og nødhjælpen flyder, mindskes denne risiko. 

Tadsjikistan er med sine 143.100 km2 den mindste centralasiatiske stat. Landets etnisk set heterogene befolkning på ca. 6 mio. indbyggere udgøres af tadsjikere (68,4%), usbekere (24,8%), russere (3,8%) og andre nationaliteter (3,6%). Parterne i 1990’ernes borgerkrig var splittet efter komplekse linjer, bl.a. regionalt mellem det centrale Kuljab og den underudviklede sydøstlige del af landet. Stærke klantilhørsforhold og etniske forskelle mellem tadsjikere og usbekere forstærkede de indre modsætningsforhold til et punkt, hvor staten var nær et totalt sammenbrud. Kommunister og islamister allierede sig i kampen mod præsident Emomali Rakhmonov og regeringshæren. Udviklingen i 2001 har været relativt stabil, og der synes at være et udbredt ønske om fredelige tilstande efter mange års borgerkrig. En stor trussel mod den fortsatte normalisering af forholdene i Tadsjikistan er den usbekisk-islamiske oprørshær IMU, og den islamiske undergrundsbevægelse Hizb-ut-Tahrir i landets Soghd-provins.[78] Genopblussen af borgerkrigen synes primært at være truet af islamiske fundamentalisters pusten til ilden, og da Tadsjikistan med et godt forhold til såvel Rusland som USA nyder omverdenens interesse i ønsket om stabilitet, vurderes risikoen for egentlig borgerkrig trods alt lille.

Centralregeringen har reelt kun kontrol over et område ud til maksimalt 30 km. fra hovedstaden Dushanbe. Uden for dette område kontrollerer de enkelte klanledere deres respektive distrikter. Eftersom klaneren profiterer af narkotikahandel, er det ikke muligt at holde den organiserede kriminalitet og politik ude af hinanden. Der er for tiden ca. 20.000 russiske tropper i Tadsjikistan på grænsen til Afghanistan, og uden disse ville regeringen slet ikke have kontrol over sit territorium.

Sammenfattende vurderes Tadsjikistan at være et ustabilt land. Globale interesser og tilstedeværelse af FN-tropper under russisk ledelse forhindrer imidlertid at landet udgør en regional sikkerhedsrisiko, i det mindste på kort sigt.

SAMMENFATNING

Centralasien har placeret sig i den globale verdensorden mellem den vestlige og islamiske kultur. De globale aktører USA, Rusland, Kina og Europa har en fælles interesse i, at de centralasiatiske stater ikke bliver såkaldte ”rugekasser” for islamisk fundamentalisme, herunder den globale terrorisme. Samtidigt har der vist sig en villighed til, ved fælles indsats, at sikre udvindingen af regionens olie- og naturgasressourcer, hvilket gør op med fortidens globale konflikter om ressourcer.

På det regionale niveau består en række uoverensstemmelser de centralasiatiske lande imellem, primært om rettighederne til naturressourcer. Der er ikke tradition for voldsanvendelse mellem staterne, og de regionale uoverensstemmelser synes at blive løst gennem bi- og multilaterale forhandlinger. De globale aktørers engagement i regionen, særligt Rusland og USA, men også EU's og Kinas, vurderes at være en garant for en fortsat fredelig udvikling. Alle medvirkende er interesserede i, at der hersker fred og stabilitet i regionen, og har – ikke mindst af egen interesse – investeret store beløb til dette formål. Det må derfor vurderes, at risikoen for regionale konflikter en lille.

De centralasiatiske stater er præget af manglende økonomisk udvikling, stor fattigdom og manglende demokrati, som i sig selv udgør en risiko for opretholdelsen af en sikkerheds-politisk stabil situation. Hertil kommer uroligheder fra islamistiske fundamentalister, som i mange tilfælde er en direkte følge af fattigdom. Tilstedeværelsen af de globale aktører i regionen er med til at skabe sikkerhedspolitisk stabilitet på kort sigt med deres støtte til de eksisterende regeringer, men hvorvidt dette på længere sigt vil sikre stabilitet i disse stater må fortsat være et åbent spørgsmål. Det må derfor sammenfattende vurderes at det særligt er på det intra-statslige niveau, at risikoen for sikkerhedspolitisk ustabilitet er nærværende, såfremt det ikke lykkes at omsætte regionens store naturressourcer til økonomisk fremgang og en mere retfærdig fordelingspolitik.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_132.aargang_nr.1_2003.pdf

Litteraturfortegnelse

Brauer, Birgit; Eschment, Beate: Russlands Politik in Zentralasien. I: Osteuropa, Årg. 51 (2001), s. 495-508.

Brauer, Birgit: Machtrivalitäten in der zentralasiatischen Region: Chinas Einfluss bleibt begrenzt. I: Internationale Politik 57 (2002), s. 19-24.

Central Asia Report nr. 17, Vol. 2, 2. May 2002.

Echment, Beate: Autoritäre Präsidialregime statt Parteiendemokratie in Zentralasien. I: Aus Politik und Zeitgeschehen 21 (2000), s. 23-30.

Escobar, P: The Roving Eye – Sea of peace or lake of trouble. 2003-05-23.

Götz, Roland; Halbach, Uwe: Politisches Lexikon GUS, 3. oplag, München 1996.

Gumppenberg, Marie Carin: Regionale und Strukturelle Entwicklungsunter-schiede in Kasachstan. I: Bundesinstitut für ostwissenschaftliche und internatio-nale Studien, Aktuelle Analysen, Nr.29 (1999), s. 1-6.

Halbach, Uwe: Djihad vom Kaukasus bis Mittelasien? „Islamische Rebellen“ im Kaspischen Raum und die Politik Usbekistans. I: Bundesinstitut für ostwissen-schaftliche und internationale Studien, Aktuelle Analysen, Nr.33 (1999), s. 1-6.

Halbach, Uwe: Islam und islamistische Bewegungen in Zentralasien. I: Aus Politik und Zeitgeschehen 52 (2002), s. 24-31.

Halbach, Uwe: Afganistans Nachbarschaft: Zur Entwicklung der zentralasia-tischen Staaten. I: Blätter für deutsche und internationale Politik 47 (2002), s. 220-228.

Herrmann, Wilfried: Das Kaspische Meer - Krisenregion der Zukunft. I: Euro-päische Sicherheit 11/1999, s. 45-49.

Heuer, Brigitte: Schmelztiegel Zentralasien. I: Internationale Politik 9/1999, årg. 54, s. 35-40.

Kemper, Ria: New charter to govern international energy transit: Oil & Gas Journal Mar 4, 2002

Kobori, Iwao & Glantz, M.H.: Central Eurasian Water Crisis: The United Nations University 1998. pp.1-2, 38-42.

Malek, Martin: Geopolitische Veränderungen auf dem „eurasischen Schachbrett“: Russland, Zentralasien und die USA nach dem 11.September 2001. I: Aus Politik und Zeitgeschehen 52 (2002), s. 14-22.

Manutscharjan, Aschot: Phönix aus der Asche, Zur Sicherheitspolitik Russlands in Zentralasien, in: Streitkräfte und Friedenssicherung, Jg.43 (1999), s. 18.24.

MENA (2002): Middle East and North Africa Handbook (London; Europa Publications 2001), pp.124-125.

Moder, Karl Heinz: Aus dem Kalten Krieg in die autoritäre Eiszeit. I: Politikinfor-mation Osteuropa Nr.93, udg.: Friedrich Ebert Stiftung, Bonn 2001.

Müller, Friedemann: Energiepolitische Interessen in Zentralasien. I: Aus Politik und Zeitgeschichte 52 (2002) bind.8, s. 23-31.

Namangan, C.Sr.: Die Islamisten, eine Gefahr für Zentralasien? I: Neue Züricher Zeitung, årg. 221 (08.01.2000), s. 1.

Namangan, C.Sr.: Gefährlicher Konfliktstoff im Fergana-Tal. I: Neue Züricher Zeitung, årg. 221 (04.07.2000), s. 6.

Namangan, C.Sr.: Zentralasien und die Gefahr des Islamismus. I: Neue Züricher Zeitung, årg. 222 (17.02.2001), s. 1.

Rashid, A: Afghanistan og Taleban: Ahmed Rashid 2000/Tiderne Skifter 2002.

Rådet for den Europæiske Union, dokument. Nr.14999/01, af 5 Dec. 2001.

Sager, Wilhelm: Zündstoff Wasser. I: Truppenpraxis 12/1998, årg. 42, s. 799-804.

Stepanova, Y: Drug Trafficking in Afghanistan, Central Asia, World News Connection, September 18, 2002.

Sørensen, Gert Lynge: Fortidens miljøsynder gentages: Kontakt 12/00, pp 9-11.

Tavernise, S: Kazakhstan Reaches Oil Accord: New York Times January 28, 2003

The Heritage Foundation: U.S. Policy in Central Asia and the War on Terrorism, 30. august 2002.

The International Institute for Strategic Studies, Survival vol. 44 no.3, Autumn 2002, pp.57-58, 61-62.

www.atimes.com

www.caspianstudies.com: Caspian and Black Sea Oil & Gas Conference 2003, 2003-01-27

www.cia.gov 

www.dbresearch.de

www.eia.doe.gov (Energy Information Administration, U.S. government): Caspian Sea Region, pp 3-4, 7, juli 2002 samt Reserves and Pipelines Tables p.2, juli 2002.

www.europa.eu.int/comm/external_relations/ceeca/

www.ferghana.elcat.kg: UN FVDP, about the programme.

www.janes.com/docs/securityrisk/europe/russia

www.johannesburgsummit.org

www.um.dk : Landefakta Kazakstan, Kirgizistan, Tadjikistan, Turkmenistan, og Uzbekistan, 2002-02-15.

 


[1] MENA(2002): Middle East and North Africa Handbook (London; Europa Publications 2001), pp.124-125.

[2] Müller, F.; Energiepolitische Interessen, pp. 24-26.

[3] The Heritage Foundation: “U.S. Policy in Central Asia and the War on Terrorism”.

[4] The International Institute for Strategic Studies, Survival vol. 44 no.3, Autumn 2002, pp.57-58.

[5] Central Asia Report nr. 17, Vol. 2, 2. Maj 2002.

[6] Müller; Energiepolitische Interessen, p. 28ff.

[7] Malek; Geopolitische Veränderungen, p. 18. Se også artiklen af Thomas Christensen og Henrik Lyse Hansen i dette nummer for en diskussion af, hvor ekslusivt et interesseområde Rusland ønsker og får.

[8] Manutscharjan; Phönix aus der Asche, p. 18.

[9] Brauer/Eschment; Ruslands Politik, p. 499. Sågar Usbekistan respekterer Ruslands legitimerede sikkerhedsinteresser og har en kontrakt med Rusland om militært samarbejde i kampen mod terrorismen.  

[10] Manutscharjan; Phönix aus der Asche, p. 20

[11] Brauer, Machtrivalitäten, s. 24. Se endvidere: Manutscharjan; Phönix aus der Asche, p. 19.

[12] Malek; Geopolitische Veränderungen, p. 19.

[13] Müller, F.; Energiepolitische Interessen, p. 30.

[14] Brauer/Eschment; Rußlands Politik, p. 501f.

[15] The International Institute for Strategic Studies, Survival vol. 44 no.3, Autumn 2002, pp.61-62.

[16] bbl =milliarder tønder. En tønde råolie svarer til omtrent 160 liter.

[17] http://www.eia.doe.gov : Caspian Sea Region, p.7.

[18] Brauer; Machtrivalitäten, s. 22. Se endvidere Hermann, Wilfried; Das Kaspische Meer, p. 47.

[19] Hermann, Wilfried; Das Kaspische Meer, p. 47.

[20] Brauer; Machtrivalitäten, p. 19.

[21] Brauer; Machtrivalitäten, p. 20.

[23] Rådet for den Europæiske Union, dokument. Nr.14999/01, af 5 Dec. 2001.

[24] Sørensen, Gert Lynge; Fortidens miljøsynder gentages: Kontakt 12/00, pp 9-11.

[25] Takenov, Zharas. Miljøkoordinator ved UNDP.

[26] Herman, Wilfried; Das Kaspische Meer, p. 49f.

[27] Kobori, Iwao & Glantz, M.H.; Central Eurasian Water Crisis, pp.38-42.

[28] Kobori, Iwao & Glantz, M.H.; Central Eurasian Water Crisis, pp. 1-2.

[29] FNs informationskontor for de nordiske lande samt http://www.johan­nes­burg­summit.org.

[30] Halbach; Afghanistans Nachbarschaft, p. 228.

[31] Heuer; Schmelztiegel Zentralasien, p. 38.

[32] Om der er tale om 750.000 egentlige miljøflygtninge er uvist, idet en del af udvandringen af russere fra Kasakhstan kan skyldes etniske forhold.

[33] Sager, Wilhelm; Zündstoff Wasser, i: Truppenpraxis 12/98, årg. 42, s. 799-804, p. 803f.

[34] Müller, F.; Energiepolitische Interessen, p. 23. Forholdene omkrin olie og gas analyseres mere udførligt i artiklen af Øystein Noreng i dette nummer af Militært Tidsskrift.

[35] Müller; Energiepolitische Interessen, p. 27.

[36] Ria Kemper; New charter to govern international energy transit: Oil & Gas Journal Mar 4, 2002

[37] http://www.eia.doe.gov : Caspian Sea Region, p.3-4.

[38] http://www.eia.doe.gov : Caspian Sea Region, p.7-8 samt Reserves and Pipelines Tables p.2.

[39] http://www.caspianstudies.com: Caspian and Black Sea Oil & Gas Conference 2003.

[40] Tavernise, S; Kazakhstan Reaches Oil Accord.

[41] Primærkilder: http://www.caspianstudies.com: Stepanova, Y; Drug Trafficking in Afghanistan, Central Asia, World News Connection og Rashid, A; Afghanistan og Taleban.

[42] http://www.cia.gov angiver endvidere Turkmenistan som indenrigsproducent og nævner ikke Tadsjikistan som egentligt dyrkningsland. Der foregik tidligere produktion i Usbekistan, men det skulle nu være bekæmpet.

[43] Sidst i forbindelse med topmødet i Astana, hvor 90% af alle grænsestridighederne kunne bilægges. Se endvidere Halbach; Afghanistans Nachbarschaft, p. 228.

[44] Heuer; Schmelztiegel Zentralasien, p. 37.

[45] Namangan, C.Sr.; Gefährlicher Konfliktstoff im Ferganatal, i: NZZ, Zürich 2000, nr. 153, 4/7-2000, p. 6.

[46] http://www.ferghana.elcat.kg: UN FVDP, about the programme.

[47] http://www.eia.doe.gov : Caspian Sea Region, p.2.

[48] Accounting & Business, september 2002 anfører at Turkmenistan er tilhænger af “hav”-princippet, men ikke med den tiltænkte metode, som skal anvendes i dragning af skillelinier. 

[49] Escobar, P; The Roving Eye – Sea of peace or lake of trouble.

[50] http://www.eia.doe.gov : Caspian Sea Region, p.4.

[51] http://www.eia.doe.gov : Caspian Sea Region, p.4.

[52] http://www.um.dk : Landefakta Kazakstan, p.1.

[53] Egen oversættelse af citat fra Götz, Roland; Halbach, Uwe; Politisches Lexikon GUS, 3. oplag, München 1996, s. 345. ”[…] die politische Wirklichkeit [ist] vielschichtig. Das Bekenntnis zur Demokratie wird nicht aufgegeben“.

[54] http://www.um.dk : Landefakta Kazakstan, p.1.

[55] Iflg. http://www.um.dk : Landefakta Kazakstan, udgjorde etniske russere over halvdelen af befolkningen i 1991.

[56] Moder; Aus dem kalten Krieg, p. 8.

[57] Halbach; Afghanistans Nachbarschaft, p. 224.

[58] http://www.um.dk : Landefakta Uzbekistan, p.1.

[59] De to oppositionspartier ”Erk” og ”Birlik” samt den islamiske befrielsesbevægelses radikalislamiske parti ”Hisb-ut Tahir” blev allerede forbudt i starten af halvfemserne. Jf. Halbach; Afghanistans Nachbarschaft, p. 221. 

[60] Egen oversættelse fra Tysk: ”Karimov ist allgegenwärtig und regiert de facto ohne begrenzung, die Opposition ist entweder inszeniert oder verboten bzw. vefolgt“. Moder; Aus dem Kalten Krieg, p. 11.

[61] Halbach; Afghanistans Nachbarschaft, p. 221.

[62] http://www.um.dk : Landefakta Uzbekistan, p.1.

[63] Egen oversættelse fra tysk ”das repressivste Mitgliedsland”. Moder; Aus dem Kalten Krieg, p. 6. Præsidenten er ikke blot uindskrænket hersker over den udøvende magt, han udvælger også dommerne og øver indflydelse på den lovgivende magt. Derudover har en kandidat ligeledes brug for hans godkendelse for at kunne indtage en plads i parlamentet, hvorfor der praktisk talt også kun sidder delegerede, der er loyale over for præsidenten, i den lovgivende forsamling.

[64] Moder; Aus dem Kalten Krieg, p. 7.

[65] Halbach; Afghanistans Nachbarschaft, p. 226.

[66] http://www.um.dk : Landefakta Turkmenistan, p.1.

[67] Halbach; Afghanistans Nachbarschaft, p. 226.

[68] Halbach; Afghanistans Nachbarschaft, p. 222

[69] http://www.um.dk : Landefakta Kirgizistan, p.1.

[70] Moder; Aus dem Kalten Krieg, p.13.

[71] http://www.um.dk : Landefakta Kirgizistan, p.1.

[72] Moder; Aus dem Kalten Krieg, p. 18.

[73] Halbach; Afghanistans Nachbarschaft, p. 223.

[74] Moder; Aus dem Kalten Krieg, p. 18.

[76] Halbach; Afghanistans Nachbarschaft, p. 222.

[77] http://www.um.dk : Landefakta Tadjikistan, p.1.

[78] http://www.um.dk : Landefakta Tadjikistan, p.1.

 

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.