Den sikkerhedspolitiske situation efter 11. september 2001

Artiklen diskuterer den sikkerhedspolitiske situation efter terrorangrebene mod USA 11. september 2001. Forfatteren er Chef for Institut for Statskundskab, Fakultetet for Højere Militær Uddannelse, Forsvarsakademiet[1].

Når man stiller spørgsmålet om vi har fået en ny trussel[2] 11. september 2001 får man ikke et entydigt svar. Det fremherskende synspunkt er måske nok, at der er kommet en ny trussel, men man kan også argumentere for det modsatte synspunkt med (næsten) samme kraft. Men når det er sagt er der sket nogle forandringer i opfattelsen af truslen som har konsekvenser for vores sikkerhed.

Jeg har valgt at strukturere diskussionen af den sikkerhedspolitiske situation efter 11. september på følgende måde[3]. Indledningsvis en diskussion af de umiddelbare reaktioner på truslen fra terrorisme efter 11. september med en karakteristik af den internationale terrorisme. Dernæst en diskussion af vores[4] opfattelse af sikkerheden efter 11. september. Afslutningsvis giver jeg forskellige perspektiver på den nuværende internationale orden.

Ja, vi har fået en ny trussel.
Verden bliver aldrig den samme som før 11. september 2001. Vi har fået det 21. århundredes wake-up-call. En ny måde at forstå verden på som giver en ny verdensorden. En ny tidsregning er begyndt. Den amerikanske præsident George Bush udtalte: ”Vi har netop set det 21. århundredes krig”[5]. Det er ikke alene et angreb på USA, men et angreb på det internationale samfund [6]. Den amerikanske udenrigsminister talte om det endelige brud med den kolde krig ”the post-post cold war” mens flere (New York Times, Ugebrevet Mandagmorgen m.fl.)  talte om ”Den Tredje Verdenskrig”[7]. Le Monde skrev på forsiden: ”We are all americans” og berlinerne fulgte (J.F. Kennedy): ”We are New Yorkers”. I Politiken skrev Carsten Jensen: ”Den 11. september (red. man behøver ikke nævne årstallet mere) blev verden sprængt i stykker; ”os” og et  ..... dæmonisk ”dem”. Det er måske fremtidens virkelige kamp mellem dem der mener, at der er mere fællesskab end fjendskab på jorden, og dem, der finder at kløften mellem ”os” og ”dem” er så uoversættelig stor, at kun krigen er svaret. Hvem der vinder, er som alt andet i denne urolige verden ikke til at forudse.”[8]
Hvis det holder, skal vi forberede os på det uventede på en helt anden måde end før 11. september. Det usandsynlige scenarium er blevet sandsynligt. Vi skal fremover tage forholdsregler for enhver form for terrorisme; det er effekten. Vi har hidtil baseret os på rationelle sandsynlighedsbetragtninger, men det er problematisk, fordi vi udelukker én afgørende vinkel på fremtiden: overraskelsen. Fremtidsforskeren Herman Kahn: ”Den mest overraskende fremtid er den uden overraskelser”.[9] Derfor må vi anvende nye metoder som ”brainwriting, future workshops, visioning og wild cards”. Den nye trussel betyder altså at vores sikkerhed må varetages på en anden måde hvilket kræver en gennemgribende analyse af vores fremtidige stra­tegier. 

Nej, vi har ikke fået en ny trussel
Man kunne på den anden side hævde der ikke er sket noget som helst. Terrorisme er ikke et nyt fænomen[10], det har vi haft i mange år. Guy Fawkes (1570-1606) anbragte som medlem af en konspiratorisk bevægelse krudttønder under det britiske parlament; han blev opdaget og henrettet.[11] I Frankrig anvendte Robespierre terrorregimet (”la grande terror”) til at befæste sin magt[12]. Det fik en anden betydning med Karl Marx’s påpegning af en ny identitet på tværs af klasserne som skulle sætte sig op mod overmagten. Stalin sikrede en stor en del af statens autoritet med vold. Op gennem 1970erne oplevede man adskillige terrorbevægelser i Europa som primært havde til formål at skabe opmærksomhed i forhold til en politisk proces[13]. Der var tale om revolutionære bevægelser som Rote Armee Fraktion i Tyskland, Brigate Rossi i Italien (og Japan) Action Direct (Frankrig), etnisk-natio­nale grupper som den baskiske separatistbevægelse ETA og Irish Republican Army til en blanding af både det nationale og religiøse i begrænsede krige eksempelvis PLO og PLFP[14].  I 1980erne kom højreterrorismen ind som en faktor i det politiske billede fx med bombeaktionerne mod Münchens Oktoberfest, Bolognas jernbane­station og Rue Copernic synagogen i Paris. Siden den kolde krig har der været stor opmærksomhed omkring terrorisme i særdeleshed fra amerikansk side hvor man specifikt har frygtet spektakulære terrorhandlinger, herunder anvendelse af masse­ødelæggelsesvåben.[15] Direktør Yonah Alexander (International Centre for Terro­rism Studies i Potomac) vurderer situationen i december 2000: For det første er amerikanere (amerikanske værdier) truet ude som hjemme af forskellige fundamen­talistiske grupper. For det andet må vi antage terrorisme ikke kun fortsætter på det konventionelle niveau. For det tredje vil en anvendelse af masseødelæggelsesvåben, især nukleare våben, langt overstige noget vi tidligere har oplevet. For det fjerde må USA give førsteprioritet til bekæmpelse af konventionel- som ukonventionel terrorisme på linje med strategiske våbenaftaler og Missile Defense. For det femte er det afgørende at etablere et internationalt samarbejde som sigter på en langsigtet afskrækkelse af terrorisme[16]. I virkeligheden kunne bombningen af parkerings­kælderen i World Trade Center i 1993 have udløst voldsomme tabstal, hvis der var kommet fri adgang fra Hudsonfloden til undergrundsbanen. I givet fald skulle den nye trussel - hvis der er tale om det - tage sit udgangspunkt i 1993.
I ”Beretningen fra Forsvarskommissionen af 1997” [17] vurderes truslen mod Dan­mark på følgende måde: ”inden for en tidshorisont på mindst ti år ikke er eller vil opstå en konventionel, militær trussel rettet mod Danmark eller Danmarks allierede i NATO’s Centralregion”. Man vurderer Rusland, Iran, Irak, Syrien og Libyen udgør potentielle trusler mod stabiliteten og sikkerheden. Udbredelsen af masseøde­læg­gelsesvåben, international terrorisme og religiøs ekstremisme kan endvidere udvikle sig til en trussel inden for ti års horisont. Man er opmærksom på truslen fra flygtningestrømme, handel med narkotika samt truslen mod informatiksystemerne i samfundene. Vurderingen bygger på to væsentlige præmisser: For det første en betydelig reduktion af de militære styrker i det nordvestlige Rusland[18]. For det andet en sikkerhedspolitisk situation som er karakteriseret ved en betydelig grad af traktatbundethed, som giver stabilitet. Vurderingen er interessant fordi den stadig er gyldig som trusselsvurdering (de 10 års varsel gælder med få justeringer) og fordi den ud over Danmark omfatter andre NATO lande.
Men hvis trusselsbilledet ikke er væsentligt ændret, hvorfor så reagere så voldsomt?

Under alle omstændigheder, en ny opfattelse af truslen
Man kan under alle omstændigheder konstatere der er sket nogle forandringer af truslen.
For det første har terrorhandlingen konkret medført en rystelse af det internationale samfund - som rækker ud over selve terrorhandlingens umiddelbare konsekvenser - såvel på det politiske som det økonomiske område. Dannelsen af den fælles front mod terrorismen (koalitionen) har medført en større indbyrdes forståelse[19] for løsning af globale politiske problemer og den amerikanske økonomi (og dermed verdensøkonomien) er formentlig er påvirket af 11. september de næste 2 år.
For det andet har terrorhandlingen mentalt skabt angst og frygt blandt mennesker, hvilket skyldes den særegne symbolske karakter og voldsomme effekt som terror­handlingen repræsenterer. Handlingen bliver en ikon som fæstner sig på nethinden, som måske påvirker vores verdensopfattelse. Dertil kommer ”copycat” fænomenet hvor mennesker lader sig inspirere af terroren eller udnytter situationen til fremme af eget formål, som det måske var tilfældet med miltbrandterroren i USA.
For det tredje har vi konkret stadig de gamle post kold krig konflikter på Balkan med en tydeligere kobling mellem disse og den nye terrorisme. Man kan sige terrorismen er en ny trussel oven i de gamle risici[20] - selv om nogle af disse har ændret karakter.
Man kan sammenfattende sige, at der ikke er tale om en ny trussel - for viljen har nok været til stede længe - men handlingen har medført nogle konsekvenser, som må undersøges nærmere, når den fremtidige sikkerhed skal vurderes.
Jeg giver efterfølgende en karakteristik af den nye terrorisme.

Den ny terrorisme

Baggrund
Truslen fra terrorismen kædes ofte sammen med udviklingen i Mellemøsten med vægt på konsekvenserne af den israelske-palæstinensiske konflikt, de arabiske landes nederlag til Israel i 1967 og USA's mere permanente tilstedeværelse i Mellemøsten siden Golfkrigen. De muslimske lande har gradvist siden 1980erne fremmet politiseringen[21] af islam - nogle steder med henblik at forene stat og nation - ofte fremført som anti-vestlig retorik: lidt modsætningsfyldt har man parallelt ført en pro-vestlig udenrigspolitik. Det har medført en sekularisering af samfundene; ikke sjældent i vidt forskellige retninger[22]. Men befolkningerne i de muslimske lande oplever det som en bevidst påtvingning af vestlige værdier stærkest symboliseret ved USA (Israel). Samtidig føler de afmagt på grund af den manglende støtte fra vestlige lande til fattigdomsbekæmpelse. Det giver grobund for en radikal islamisk fundamentalisme[23] som gerne profilerer sig politisk. Terrorismen fra neo-fundamentalismen udgør den største trussel, fordi den opfatter både individer, stater og samfund som sikkerhedspolitiske problemer, hvis de ikke er ”rene”.

Hvad karakteriserer den nye terrorisme?
Selv om vi ikke kan definere terrorismen præcist kan vi give nogle karakteristika af den nye terrorisme[24] beskrevet ved følgende tre forhold[25]:

·         Den er mere international,

·         Den er mere abstrakt og

·         Den er mere voldelig.

International
Det internationale aspekt handler om rekrutteringsgrundlaget og orga­nisations­formen, nemlig net-værksterrorisme. Det har medført at videnska­belige kredse i USA nu forsker i analyse af sociale netværk[26]. Man kan sige den nye terrorisme anvender de muligheder som globaliseringen giver på det teknologiske område. Der er tale om en flad projektorienteret ad hoc struktur som udnytter de sidste nyskabelser inden for informationsteknologien[27]. Man benytter ”Netwar”og ”Cyberwar” som er asymmetriske krigsformer[28]. Kommunikation sker blandt andet på Internettet på hjemmesider – chat-rum - som hele tiden skifter; alle kan kommunikere med hinanden efter behov. Al Qaeda synes at bestå af mange mindre autonome netværk. Den moderne netstruktur koblet med en høj grad af autonomi (”Swarming”) medfører man vanskeligt kan forudsige hvornår næste angreb kommer; det gør terrorbekæmpelsen kompliceret. Man kan sige terrorismen er et fleksibelt og foranderligt fænomen, hvilket derfor bør afspejles i terrorbekæmpelsen. Den amerikanske analysegruppe ”Netbomb” har lavet en vurdering af terror­handlingen 11. september 2001[29]. De har fundet ud af at 11. september gruppen var organiseret i en SPIN-struktur (segmented, polycentric, ideologically, integrated network). Gruppens medlemmer kunne operere uafhængigt af hinanden.  Kom­mu­ni­­kationen foregik på Internettet via hemmelige beskeder skjult i grafik, mens pengeoverførelserne skete via det uformelle finansielle system ”hawala”[30].
Man har de sidste par år set en forskydning af terrorismen ved etableringen af en række nye terrorgrupper i Centralasien, Pakistan, Bangladesh og andre steder i Asien[31]. Man har desuden ved knopskydning set nye sunni-islamiske grupper i Ægypten, Algeriet og Libanon.
Der er desuden tendens til en tættere forbindelse mellem terrorismen og de kriminelle miljøer som følge af en reduktion i den statsstøttede terrorisme (Iran, Syrien, Libyen).

Abstrakt
Terrorisme har i sin traditionelle form et konkret mål som skal fremmes. Terrorhandlingen kunne tidligere betragtes som et kommunikationsmiddel med ”mange tilskuere og forholdsvis få ofre”[32], hvor opmærksomheden var afgørende ikke voldsanvendelsen[33]. Eksempelvis Sorte Septembers aktion mod israelere ved de Olympiske Leje i München i 1972 med fokus på krav om en palæstinensisk stat. Man kender således formålet med terrorismen (ofte politisk-ideologisk), hvem der står bag (de påtog sig ansvaret) og midlerne (mest begrænset vold).
Den nye terrorisme er mere kompleks[34]. Aktionerne er ganske vist rettet mod USA, men der er ingen som tager ansvaret for dem og de er ikke fuldt opklaret: eksempelvis angrebet på de amerikanske styrker i Saudi-Arabien (1995, 1996 ), bombesprængningerne mod de amerikanske ambassader i Kenya (Nairobi) og Tanzania (Dar es Salaam) i 1998 samt angrebet mod USS COLE i Yemen i 2000.
Flere af de islamiske terrorister er ingeniører, der er født i 1950erne i en storby, hvis forældre kommer fra landet. Den ægyptisk fødte Mohammed Atta var ingeniør. Det samme var tilfældet med kuwaiteren Ramzi Yousef som ledede bombeaktionen mod World Trade Center i 1993.
Der er tale om veluddannede mennesker (teknokrater) med en stærk disciplin og en stærk tro på sagen, hvilket gør dem i stand til at gennemføre selvmordsmissioner[35]. Nogle har filosofisk sammenlignet terrorismen med nihilismen hvor ”magten” og ”destruktionen” sidestilles med ”tanken” og ”talen”[36]. Nihilismens udtrykker sig i form af terror, tilintetgørelse, kaos og demoralisering. Hvis man et øjeblik kobler det nihilistiske aspekt med den utilfredshed der hersker i de svage statsdannelser i Mellemøsten på grund af moderniseringsprocesserne har man måske én af forklaringsfaktorerne på terrorismens væsen. Der er desuden en række andre psykologiske og sociale forklaringsfaktorer.
Hvordan fører man krigen mod den abstrakte usynlige fjende? Man har brugt udtrykket ”kampagne” fordi man ikke kun anvender militære midler og fordi perspektivet i bekæmpelsen er langsigtet. Kampagnen skal både fjerne den nuvæ­rende terrorisme og kimen til terrorismen, hvilket kan have globale implikationer. Det indebærer i hvert fald en langt bredere tilgang såvel diplomatisk, politisk som økonomisk. Den militære del af kampagne udkæmpes - indtil videre - i Afghanistan, dog er spillereglerne anderledes end i de traditionelle krige på grund af store asymmetrier, eksempelvis skal man dække spektret fra middelalderligere krigere på hesteryg til kryptograferet satellitkommunikation. Den politiske, og økonomiske del af kampagnen foregår globalt gennem koalitionen og i de enkelte stater afhængig af det enkelte lands muligheder for deltagelse.

Mere voldelig
Den nye terrorisme anvender ekstrem vold og det voldelige perspektiv udelukker ikke brugen af masseødelæggelsesvåben. Det er endvidere noget nyt at disse våben i højere grad end tidligere er til rådighed. Det er karakteristisk at angrebene ikke kun rammer amerikanere, men også en række andre nationaliteter, herunder et betydeligt antal muslimer (fx World Trade Center 11. september) Det betyder i princippet at ingen kan føle sig sikker mod terrorhandlingen, fordi der ikke er smålig skelen til om nogle af de ”frelste” skulle blive ofret under aktionen. Terrorhandlingen den ”11.september” var spektakulær på grund af dens symbolik (ikon), kompleksitet (flere angreb på een gang) og store tabstal (overstiger langt andre terroraktioner). Man kunne beskrive det som en kombination af symbolsk vold og strukturel vold. Den symbolske vold består i angrebet på ikonerne for den amerikanske civilisation (World Trade Center og Pentagon (måske Det Hvide Hus). Den strukturelle vold består i den konkrete ødelæggelse og de afledte konsekvenser.

Afkobling mellem terror og islam
Man kan ikke umiddelbart sætte lighedstegn mellem terrorismen (kamp mod vestens værdier) symboliseret ved Osama bin Laden og religionen islam; man kan derfor sikkerhedsmæssigt tale om en ikke-kobling af terror og islam[37]. Islam er som religion ikke mere magtorienteret eller politisk end andre religioner. Koranen formaner faktisk de troende til ”at adlyde Gud, hans udsendte og dem, der har myndighed blandt jer”. Idealet er en moralsk politik, en dydig politik, en sublim politik, der føres i overensstemmelse med religionens autoritet og giver en sandhed eller et sæt af sandheder[38]. Der er ikke en sondring mellem stat og borger, individ og religion, moral og politik eller åbenbaring og videnskabelig sandhed. Hvis man vil skelne mellem disse kategorier fordrer det en sekulariseret samfundsorden fx en moderne politisk kultur med en moderne retsstat. Det forholder sig anderledes med Osama bin Laden: Torben Ruberg Rasmussen skriver: ”Osama bin Laden er en religiøs autodidakt, der i sin kamp mod vesten prøver symbolsk at uddrive det Onde – uden smålige hensyn til, om det lykkes, eller om hvad målet skal være. Men det har intet med islam at gøre”[39]. Lars Erslev Andersen mener godt man kan tale om en forbindelse mellem islam og Osama bin Laden, fordi Osma bin Laden kommer fra en islamisk tradition (Saudi Arabien) og refererer til islam i sine budskaber[40]: John, B. Judis nævner som eksempel Osama bin Ladens oprettelse af ”Den Islamiske Verdensfront for Jihad mod Jøder og Korsfarer” i 1998[41]. Mahfoud Nahnah, lederen af det største islamiske regeringsparti, MSP (Mouvement pour la societe en paix), har udtrykt det på følgende måde: ”Osama bin Laden er en større trussel mod Islam end de verdslige stater, som ønsker hans død.”[42] Flere vestlige ledere understreger at kampen mod terrorisme ikke er rettet mod islam for ikke at give næring til paralleller som de kristne korstogsfarere. Det har medført en mere positiv holdning blandt de muslimske lande der støtter terrorkampagnen. Men der har også været eksempler på højrenationalistiske kræfters bevidste brug af situationen til at argumentere for netop denne vesten-islam polarisering.
Sammenfattende er der forbindelse med truslen fra terrorisme og udviklingen i Mellemøsten og Centralasien. Der er ikke indledt en kamp mellem civilisationerne (vesten mod islam) efter iværksættelsen af kampagnen mod terrorismen især fordi Al Qaeda og Osama bin Laden (med støtter) ikke har væsentlig opbakning i den muslimske og arabiske verden. Der er en trussel fra neo-fundamentalismen, selv om man må antage mulighederne for terroraktioner fra denne side er begrænset efter 11. september. Det udelukker på den anden side ikke terrorisme, hvilket har nogle konsekvenser for vores sikkerhed.
Jeg vil efterfølgende diskutere hvilke konsekvenser den nye situation har for sikkerheden.

En ny sikkerhed?[43]
Det udvidede sikkerhedsbegreb?
Man kan spørge om 11. september giver anledning til en diskussion af sikkerhedsbegrebet?
Hvis man går lidt tilbage i tiden ser man en bredere opfattelse af sikkerhed i forbindelse med afspændingen i 1970erne[44]: der bliver ført en blød sikkerhedspolitik som nu omfatter miljøet, menneskerettighederne, konflikter mellem rig og fattig, naturkatastrofer og ressourceudnyttelser. I 1980erne – under den ”anden kolde krig” - bliver den hårde sikkerhed (balancen mellem supermagternes militære kapa­citeter) igen dominerende, mens den bløde sikkerhed glider i baggrunden - uden dog at forsvinde. I løbet af halvfemserne har man i forhold til halvfjerdserne udvidet den bløde sikkerhed med blandt identitetsproblematikken, grænseover­skridende kriminalitet og flygtningeproblemer.
Terrorhandlingen 11. september giver ikke anledning til ændringer af begrebsrammen for sikkerheden. Det nye består i det forhold at terrorismen ikke mere er en potentiel trussel men en reel trussel - fordi den frygtede terrorhandling har fundet sted - hvilket man så må gøre noget ved. Det har løftet (securitization jf. Wæver) terrorismen til et højere niveau, så den nu sikkerhedspolitisk er mere relevant. Terrorismen er sikkerhedsliggjort dels på grund af de handlinger som den amerikanske regering (og andre) har truffet i forhold til beskyttelse mod terrorisme dels på grund af den accept som den amerikanske befolkning har givet denne handling. Det er ikke sket på samme væsentlige måde med de andre risici fra 1990erne fx. etniske konflikter, migration og kriminalitet. Diskursivt har terrorisme flyttet sig fra en akademisk diskussion til en trussel med indlejrede holdnings­mæssige perspektiver eksempelvis når spørgsmålet drejer sig om terrorist eller frihedskæmper. Terrorismen kan nu ramme i alle sikkerhedsfelterne (alle sektorerne og alle aktører) - hvilket gør det sværere at skabe en høj grad af (absolut) sikkerhed. Man kan forestille sig alt fra synlig anvendelse af masseødelæg­gelses­vå­ben til usynlig anvendelse af virus mod computersystemer.

Direkte og indirekte sikkerhed
Hvis man går til Forsvarskommissionens Beretning 1997 tager den udgangspunkt i distinktionen direkte sikkerhed (national) og indirekte sikkerhed (international) som et særligt aspekt af den udvidede sikkerhedsorden[45]. Den direkte sikkerhed kan knyttes til territorialforsvaret med beskyttelse af statens vitale interesser og i sidste instans overlevelse. Den indirekte sikkerhed hænger sammen med den sikkerhed Danmark får ved deltagelse i løsning af militære opgaver (Balkan) som ikke repræsenterer en direkte trussel mod Danmark. Det skyldes primært, at Danmark som småstat har en helt fundamental interesse i stabiliteten af den orden, der er opstået efter den kolde krigs afslutning, fordi den giver en - historisk set - usædvanlig høj grad af sikkerhed.
Den anførte distinktion mellem direkte- og indirekte sikkerhed holder for så vidt der stadig er en orden efter den kolde krig som giver Danmark en usædvanlig høj grad af sikkerhed. Men i hvilken grad har vi denne sikkerhed efter 11. september?

Hvis sikkerheden under den kolde krig var lav for staten (høj krigstrussel), men høj for individet (det sårbare samfund kunne forsvares) er situationen nu mere at sikkerheden er lav for individet (det sårbare samfund kan ikke forsvares) og høj for staten (lav krigstrussel). Under den kolde krig påvirkede usikkerheden (statens lave sikkerhed) individet til en opfattelse af lavere sikkerhed. Det resulterede i en bredere tilslutning til NATO i Danmark i forbindelse med Sovjetunionens invasion i Ungarn 1956, under Cuba-krisen i 1962 samt i forbindelse med Sovjetunionens invasion i Tjekkoslovakiet i 1968. Hvis man kan anvende samme logik kan den nuværende usikkerhed (individets lave sikkerhed) påvirke beslutningstagerne til en opfattelse af lavere sikkerhed, hvilket kan udløse forskellige politiske beslutninger. I USA ser man stærke reaktioner på terrorhandlingen i form af reviderede forsvarsstrategier og betydelige forhøjelser af forsvarsbudget[46].
De senere år har man i Danmark (og i andre lande) valgt at prioritere den indirekte sikkerhed højere end den direkte sikkerhed: logikken er at prioritering skifter, hvis der manifister sig en trussel mod dansk område. Det er spørgsmålet om vi står i en sådan situation i dag? Efter 11. september er der kommet mere opmærksomhed omkring den samfundsmæssige sikkerhed med henblik på et beredskab over for terrorhandlinger[47]. Det leder tanken hen på de forholdsregler som man skulle tage under den kolde krig hvis civilbefolkningen blev angrebet. Der er fortsat en sikkerhedsmæssig effekt ved udstationering af styrker til konflikter ude i verden (fx terrorbekæmpelse i Afghanistan), men sikkerhed i forhold til terrorismen kræver også en prioritering af det direkte forsvar: staten, samfundet, befolkningen Vi kan ikke kun sige: ”sikkerhed ude skaber sikkerhed hjemme”; hvis vi vil have mere sikkerhed hjemme mod terrorisme kræver det en yderligere indsats hjemme. Distinktionen mellem direkte- og indirekte sikkerhed er ikke så klar som tidligere hvor samfundet ikke var truet[48]: den direkte- og indirekte sikkerhed er kommet i spil med hinanden på en anden måde end før. Det leder hen på spørgsmålet om sikkerhedsbegrebets fokusering[49].

Retssikkerheden
Man skal være opmærksom på at terrorbekæmpelsen kan give anledning til undertrykkelse af udsatte grupper i samfundet ved tilsidesættelse af grundlæggende demokratiske rettigheder[50]. Nogle muslimske stater har efter 11. september begrænset udbredelsen af al form for religiøs og politisk opposition, hvilket kan medføre en øget undertrykkelse eksempelvis i Ægypten, Rusland, Usbekistan, Saudi-Arabien, Pakistan. Den europæiske diskussion har været præget af overvejelserne om en juridisk definition af terrorismen[51].
En skærpelse af lovgivningen kan medføre en øget mistillid i befolkningerne til staten, hvilket kan eskalere yderligere og reducere sikkerheden i de enkelte stater.[52]
Derfor må man finde balancen mellem hensynet til en effektiv terrorbekæmpelse og sikring af borgernes grundlæggende demokratiske rettigheder[53].

Risikosamfundet
Terrorhandlingen 11. september leder tanken hen på Ulrich Becks risikosamfund om de negative konsekvenser af industri- og teknologiudviklingen med baggrund i ulykkerne på Three Mile Island (1979) og Tjernobyl (1986). Beck mener moderniseringsprocessen underminerer industrisamfundet (”refleksiv modernisering) på grund af en række automatiske ikke planlagte hændelser som fører til risikosamfundet. Her skabes konfliktlinjer og uligheder udbygges nationalt som globalt.
Selv om terrorhandlingen 11. september ikke direkte kan knyttes til ovenstående har handlingen alligevel konsekvenser for befolkningen i form af angst: vores sårbarhed er udstillet. Man kan måske sige, at terrorhandlingen er en utilsigtet konsekvens af industrisamfundets teknologiske udvikling, fordi terroristerne aldrig kunne gennemføre handlingen uden moderne teknologi: globaliseringen har medført en spredning af trusler. Det globale samarbejde er metoden som kan anvendes til bekæmpelsen af terrorismen. Man kan sige, at behovet for en mere global samfundsmæssig struktur får et yderligere argument med terrorangrebet 11.september[54]. Ulrich Beck mener attentatet 11. september virker som et ”angreb på vores indre Mars”. Det har ”universaliseret truslen” så tysk indenrigspolitik er blevet en del af den amerikanske og omvendt. Forestillingen om den suveræne nationalstat er revet ned fra tronen og sikkerhed og trusler er transnationaliserede. Vi står nu (red. efter 11. september) overfor et valg mellem to samfund. Mellem transnationale overvågningsstater og kosmopolitiske stater. Beck mener man bør vælge den sidste af hensyn til demokratiet. Frem for at lukke os inde skal vi aktivt opbygge kosmopolitiske stater, der åbner sig mod andre folk og kulturer og samarbejder om de fælles globale problemer. Det er den store udfordring efter krigen[55]: det kosmopolitiske samfund[56].  
Sammenfattende har terrorhandlingen medført der er kommet en anden sikkerhedsdiskussion fra det akademiske til det reelle (sikkerhedsliggørelse) fordi truslen er blevet reel. Der er nu højere fokus på individets sikkerhed fordi terrorismen har potentiale til at ramme det sårbare samfund, hvilket skaber angst og krav om en sikring af statens sikkerhed.
Konceptet om ”sikkerhed ude skaber sikkerhed hjemme” holder ikke i samme grad, fordi forsvar mod terrorismen også kræver en yderligere indsats hjemme. Distinktionen mellem direkte- og indirekte sikkerhed er ikke så klar som tidligere hvor samfundet ikke var truet.: man kan sige den direkte- og indirekte sikkerhed er kommet i et nyt spil med hinanden.
Terrorbekæmpelsen kan resultere i et demokratisk underskud. Det er derfor afgørende at finde balancen mellem hensynet til en effektiv terrorbekæmpelse og sikring af borgernes grundlæggende demokratiske rettigheder.
Endelig opstår der en udfordring i forhold til udvikling af den kosmopolitiske stat som en logisk følge af globaliseringen og de vilkår der er givet for en effektiv terrorbekæmpelse.

En ny verdensorden?

Indledning
Hvis man antager, at truslen fra terrorisme efter 11. september har betydning for sikkerhedsopfattelsen kan man videre antage, at det har nogle konsekvenser for forholdene i det internationale system. Det gælder måske i særlig grad i den nuværende situation hvor USA er eksponeret som ”offer”, kombineret med USA’s særlige muligheder for påvirkning af den internationale dagsorden politisk, økonomisk som militært.

Historisk forklaring.
Nogle amerikanske historikere siger det 20. århundrede havde fem ”hængsler” nemlig1914, 1929, 1945, 1963 og 1981[57]. Hængsler defineres som tidspunkter hvor historien ændrer sig, primært fordi vores selvopfattelse ændrer sig. Tilbageblikket giver et indtryk af de forskellige begivenheders indflydelse for vores forståelse af verden.  I begyndelsen af århundredet var der en stærk tro på fremtiden og fremskridtet, men kulminationen indtraf med første verdenskrigs slutning. I 1929 kollapsede aktiemarkedet. I 1945 sluttede anden verdenskrig (atombomben var kastet) og den kolde krig begyndte. I 1963 blev J.F. Kennedy myrdet, hvilket rystede den amerikansk befolkning og brød med 20 års fremgang. I 1981 opfandt IBM den personlige computer og varslede informationsalderen. Man kan i den optik betragte 11. september som et hængsel, hvis der er tale om et skred i vores selvopfattelse, hvilket medfører vi får en anden verdensopfattelse. Det er i sagens natur vanskeligt at bevise om en selvopfattelse har ændret sig. Der var en stærk terrorfrygt i befolkningen herhjemme umiddelbart efter terrorhandlingen i USA, men den er nu aftagende - allerede efter tre måneder[58]. Som flere peger på kan man ikke afgøre om der er et hængsel før man har to perioder at forbinde det med: en periode før og en periode efter[59]. Man kan derfor kun afvente endnu et stykke tid.
Hvis vi så forlader den historiske forklaring og går mod det politologiske støder vi på Francois Fukuyama og Samuel Huntington, som med nogle års mellemrum har givet et bud på hvorledes fremtidens krige kunne udvikle sig. Efter 11. september har de benyttet lejligheden til at revurdere egne teser[60].

Politologisk forklaring
1989 paradigmet
Francis Fukuyama mente i ”The End of History” (1989) at liberalismen havde sejret over socialismen og andre ideologier, hvilket betød historien var slut, fordi der ikke længere var en ideologisk polarisering. Hans artikel passede meget godt på de første års udvikling efter den kolde krig. Man oplevede en opløsning af bipolariteten til fordel for unipolariteten med (det liberalistiske) USA som den ledende nation; Vest- og Østtyskland blev forenet, Warszawa-pagten og det tidligere Sovjetunionen blev opløst; de tidligere øst- og centraleuropæiske lande fik økonomisk bistand fra vesten. Det var imidlertid ikke hele ”historien”. Man fik nye konflikter på Balkan og i Mellemøsten om etniske, nationalistiske, religiøse og kulturelle spørgsmål, hvilket har præget sikkerhedsdiskussionen. Så på den måde fik Fukuyama ikke hele udviklingen dækket i sine antagelser.
Samuel Huntington (lærer for Fukuyama) skrev som en slags opfølgning i 1993 artiklen ”The Clash of Civilisations”[61]. Han mente ikke liberalismen havde sejret. Verden stod derimod over for en grundlæggende kamp mellem 7 civilisationer, hvor der var en særlig trussel mod vesten fra islam og kungfutsianismen (Kina). Det handlede om identitet og menneskelige værdier og forestillinger. Der kunne ikke etableres universelle værdier, så det førte til en kamp om de partikulære værdier og normer. Huntington er siden blevet kritiseret fra flere sider for sine firkantede forestillinger om civilisationens karakter. For det første er civilisation ikke en materiel størrelse med faste grænser, for det andet handler civilisationer ikke på samme måde formåls-rationelt som stater. For det tredje er civilisationer i verden i dag præget af en multikulturalisme som er kendetegnet ved en lang række forskellige kulturelle påvirkninger[62]: måske netop en stabiliserende faktor i forhold til krige og konflikter.

11. september paradigmet?
Fukuyama mener (fortsat) at moderniteten - som USA og andre udviklede demokratier repræsenterer - vil være den afgørende drivkraft i verdenspolitikken: de institutioner som understøtter vestens grundlæggende principper om frihed og lighed vil sprede sig over hele verden.
Han mener de vestlige institutioner repræsenterer en videnskabelig metode der har universel anvendelse. Der er en underliggende historisk mekanisme som ”encourages a long term convergence across cultural boundaries” primært inden for det økonomiske område men også inden for politiske og kulturelle områder.  Det som driver processen er moderne videnskab og teknologi som intet samfund kan undsige sig.
Han gør opmærksom på den moderne sekulariserede stat som grundlaget for fred: ”if politics is based on something like religion, there will never be any civil peace because people cannot agree on fundamental relegious values.” Sekulariseringen bliver symbolet for modernitet[63] altså en måde at skabe fred på (jf. Hobbes og Locke). Den konflikt vi står over for nu handler ikke kun om terrorisme, det er ikke en krig mod islam som religion eller civilisation men ”Islamofacism” dvs. en radikal, intolerant og antimoderne doktrin som er opstået de senere år i den muslimske verden især praktiseret i Saudi Arabien. Han mener ikke de muslimske/ arabiske lande har ønsket deres økonomier integreret i verdensøkonomien, hvilket er forudsætningen for økonomisk udvikling. Han peger afslutningsvis på Iran som et land der kunne tage lederskabet i den muslimske verden med henblik på skabelse af en mere moderne og tolerant form for islam
Huntington mener (fortsat) de muslimske krige har afløst den kolde krig i form af terrorisme, guerilla samt intra- og interstatslige konflikter[64]. Den muslimske voldsudøvelse kan resultere i en konfrontation mellem islam og vesten eller mellem islam og andre civilisationer. Den 11. september markerer blot en fortsættelse og eskalation af tidligere voldsmønstre med relation til muslimske miljøer. Han anfører fire årsager til de muslimske krige, som hovedsageligt har en politisk – ikke religiøs - motivation. For det første er der kommet en muslimsk reaktion på moderniseringen af samfundene, hvor muslimske organisationer har varetaget en række sociale funktioner: det er blandt andet i de miljøer terrorister rekrutteres. For det andet er der en udbredt fjendtlighed mod vesten og de værdier vesten repræsenterer, som blandt andet skyldes vestens dominans over den muslimske verden i det 20 århundrede. For det tredje er der interne stridigheder mellem muslimske samfund på grund af forskellige politiske, religiøse og kulturelle tolkninger af islam. For det fjerde er der en høj fødselsrate i de fleste muslimske lande som giver en ungdomsbølge med mange mellem 16 og 30 år[65].
Huntington fastholder afslutningsvis tesen om civilisationernes sammenstød, men gør opmærksom på nogle løsningsmuligheder. Han mener man skal afvente det politiske generationsskifte i de muslimske lande med henblik på en mere pragmatisk dialog fx som det er sket i Iran. Muslimernes had mod vesten kan i det korte perspektiv reduceres ved en justering af USA's politik over for Israel, men på længere sigt er det nødvendigt med politiske-, sociale- og økonomiske reformer i de muslimske lande.
Hvis man groft sammenfatter de to synspunkter efter 11. september handler det om vestens liberalistiske demokrati mod ”noget andet” eksemplificeret i det forholdsvise brede spekter fra islam (mere bredt) til ”Islamofacism”. Islam som religion er ikke problemet: omdrejningspunktet ligger i moderniseringen i de muslimske samfund: politisk, økonomisk som socialt. Fukuyama fokuserer på manglende vilje til økonomisk integration og behovet for sekularisering. Huntington fokuserer på muslimske krige, hvor den interne islamiske konkurrence er en destabiliserende faktor. Der er en vis enighed om behovet for en dialog: der skal hjælpes, men der må stilles krav.  Man kan sige, at de to politologer fastholder deres oprindelige teser, men fokuserer nu i højere grad på udviklingsproblemerne i de muslimske samfund.

Stregen i sandet
Man kan betragte perioden 1989-2001 som en parentes mellem to krige nemlig den kolde krig og krigen mod terrorismen. Krigen mod terrorisme minder på flere måder om den kolde krigs (og ikke Golfkrigen og Kosovokrigen) ideologiske kamp mod Sovjetunionens kommunisme dels på grund af dens kompleksitet, dels på grund af uforudsigelighed i forhold til en eventuel afslutning[66]. En militær amerikansk succes i Afghanistan er i traditionel forstand ensbetydende med en sejr, selv om den ikke nødvendigvis giver mere sikkerhed. Det væsentligste kriterium er mere hver dag der går uden en terrorhandling.
Den amerikanske præsident George Bush sagde i sin tale til Kongressen 20. september 2001:
”Frihed og frygt er i krig, og I er enten med os - eller med terroristerne”.
Det udtrykker på en enkel måde vilkårene for den amerikanske (og andres) opfattelse af den nye verdensorden, men som forudsætter en markant amerikansk udenrigspolitisk profil. Terrorhandlingen har medført en stærk international opbakning til den amerikansk ledede koalition: mere end fyrre nationer har indtil videre fundet sammen i et globalt samarbejde omkring terrorisme[67]. Det har konkret givet sig udtryk i nye forbedrede relationer mellem USA og Rusland henholdsvis Kina. Man har set en ny tilgang til spørgsmål om Missile Defense, et tættere samarbejde mellem Rusland og NATO[68] samt en markering af det transatlantiske samarbejde: alle er for en periode rykket lidt tættere sammen.
Men kan man tale om en ny verdensorden på samme måde som man talte om en ny verdensorden efter den kolde krig? Kan vi se ændringer i polaritet eller samarbejdsmønstrene i det internationale system? Svaret er næsten nej. Det er ikke sket afgørende nyt på grund af 11. september. Men måske kan strategien for terrorbekæmpelsen blive et konstruerende element for samarbejdet i det internationale system. Ole Wæver: ”Der er kommet en ny logik i og med, at det handler om at være med os, eller også være med terroristerne. Man kan lægge et nyt skema ned over verden med alliancer, fordi denne dagsorden er vigtigst for USA lige nu”… ”i Mellemøsten vil den nye verdensorden sætte sine mest varige spor”..”men i det lange løb, tror jeg ikke det vil holde med alle landene i en koalition på den måde..”[69].
Koalitionen kan anvendes på forskellige måder. Den kan anvendes til legitimt at få løst ”gamle problemer” på en ny måde eksempelvis forskellige staters interne problemer af forskellig karakter under den fælles overskrift ”terrorisme”. Men den kan også skabe grundlag for en større grad af refleksion i forhold til verdens globale problemer, selv om der ikke nødvendigvis er en direkte kobling mellem verdens fattigdomsproblemer og terrorhandlingen i USA[70].
Men holder koalitionen? Det gør den formentlig ikke; men det er måske heller ikke nødvendigt. Når man har løst de væsentlige dele af terrorproblemet er der ikke det samme behov som før. Så kan man indskrænke alliancen til nogle kernelande og skyde andre ud. Man kan måske tale om en vekslende polarisering i forhold til koalitionen afhængig af den retning USA vælger for den videre terrorbekæmpelse fx en indsats i Yemen, Somalia og Filippinerne. Der kom stærke europæiske reaktioner på amerikanske planer om åbning af en ny front mod Irak.
På den anden side kunne man argumentere for at koalitionen i hovedtræk holder, fordi der er behov for et globalt samarbejde til bekæmpelse af terrorisme[71]. Hvis vi skal leve med truslen fra terrorisme kan det være argument for en forholdsvis stabil koalition ud til det mellemlange sigt. Det gælder i særdeleshed hvis koalitionens dagsorden breder sig til andre politikområder fx de globale sociale- og økonomiske områder.
Den nuværende situation minder om scenariet den globale samarbejdende orden som blev givet i Forsvarskommissionens beretning af 1997[72]. Det mest sandsynlige scenarium beskrives som en unipolær eller multipolær magtstruktur præget af et omfattende stormagtssamarbejde med prioritering af økonomiske målsætninger. Samarbejdet i den unipolære og multipolær struktur drejer sig om den udvidede sikkerhed: flygtninge, katastrofer samt grænseoverskridende kriminalitet. Truslen kommer fra stats-terrorisme og ”slyngelstater”. Masseødelæggelsesvåben imødegås ved våben- og kontrolaftaler. Der er lokale konflikter, men de truer ikke den globale orden. Supermagten og en gruppe af stormagter griber ind hvis det internationale systems interesser er truet.
Man kan sige, at situationen efter 11. september er kendetegnet ved USA i rollen som unipolen i den samarbejdende globale orden mod en fælles fjende nemlig terrorismen dvs. en bekræftelse af den eksisterende orden. Men der er et skær af multipolaritet over billedet dels fordi bekæmpelsen af terrorisme fordrer et globalt samarbejde (positivt) dels fordi USA bliver udfordret af andre i koalitionen om strategi for kampagnen (negative).
Der er også et regionalt perspektiv på kampe mod terrorismen. Det er ikke på nuværende tidspunkt muligt at afgøre om krigen i Afghanistan og andre steder har øget eller svækket stabiliteten i regionale konflikter i Mellemøsten (fredspro­cessen mellem palæstinenserne og Israel, i Yemen, i Somalia) og Asien (Afghanistan, Usbekistan, Tadsjikistan, Pakistan, Indien- Pakistan (Kashmir) samt på Filippinerne. Der er dog noget der tyder på en eskalation i konflikterne mellem Israel og Palæstina og mellem Indien og Pakistan.
Der er også et institutionelt perspektiv på terrorkampagnen. Eksempelvis ser man i højere grad stormagterne betjene sig af koalitioner frem for de traditionelle sikkerhedspolitiske organisationer fx FN og NATO[73].
Kampen mod terrorismen er for en periode blevet et vigtigt omdrejningspunkt for den globale samarbejdende orden.

Konklusion
Artiklen har diskuteret de nye sikkerhedspolitiske udfordringer efter 11. september der handler om truslen, sikkerhedsopfattelsen og den internationale orden.
Man kan sammenfattende sige der ikke er tale om en ny trussel - fordi viljen til masseterror har været til stede længe - men handlingen har medført nogle globale reaktioner såvel politisk-psykologisk, økonomisk som militært, som har skærpet vores forhold til terrorisme. Der er ikke indledt en kamp mellem vesten og islam med kampagnen mod terrorismen: truslen kan fokuseres til neo-fundamentalismen repræsenteret ved Al Qaeda og Osama bin Laden
Der er opstået en anden sikkerhedsdiskussion omkring terrorismen fra det akademiske til det reelle (sikkerhedsliggørelse), fordi truslen er blevet reel. Der er nu højere fokus på individets sikkerhed fordi terrorismen har potentiale til at ramme det sårbare samfund hvilket skaber angst og krav om en sikring af statens sikkerhed[74]. Verden er på samme tid blevet mere sikker og usikker. Terrorbekæm­pelsen kan i nogle tilfælde resultere i et demokratisk underskud. Det er derfor afgørende at finde balancen mellem hensynet til en effektiv terrorbekæmpelse og sikring af borgernes grundlæggende demokratiske rettigheder. Der ligger endvidere en udfordring i forhold til udviklingen af den kosmopolitiske stat som en følge af globaliseringen og de vilkår der er givet for fremtidig effektiv terrorbekæmpelse.
Verdensordenen efter 11. september er kendetegnet ved USA i rollen som unipolen i den samarbejdende globale orden mod en fælles fjende nemlig terrorismen dvs. en bekræftelse af den eksisterende orden: men der ligger perspektiver for multipolaritet på grund af forskellige opfattelser af politikken for terrorbekæmpelsen. Men terrorismen er ikke forsvundet: afslutningen på den kolde krig og den nye verdensorden som fulgte efter Golfkrigen har ikke fjernet de grundlæggende årsager til terrorismen. Men 11. september fik måske afsluttet den kolde krig.

Bilag: “Polariseringen i forbindelse med krigen i Afghanistan

af bach. scient. pol. Jesper Laybourn Christensen.

Generelt
Det bemærkes oversigten ikke medtager alle lande og organisationer. Den udtrykker kun en tendens i en polarisering i forhold til USA. Oversigten er centreret omkring den amerikanske kampange i Afghanistan som svar på 11. september. Dette indikeres af de stiplede linjer der former et kryds med USA i midten. Således er det muligt at orientere sig om de andre aktørers forhold til dette specifikke land og dets handlinger. På denne måde kan skabelonen bruges generisk idet man kan vælge enhver anden relation som definerende.

Akserne
De centrale akser er den Militære og den Politiske (økonomiske). Derefter kommer de to engagementsindikerende dobbeltpile. Fordi de er dobbelte, bliver det også muligt at være engageret væk fra USA på hhv. den Militære og den Politiske akse. Således bliver det afgørende om man trækker imod kerne eller opposition. Kasserne med kerne og opposition er altså de poler, der indikerer de tilhørsforhold til hvilket den enkelte aktørs relation vises i “engagementsdelen”. Område 1 og 3 bliver på denne måde for de der ikke umiddelbart kan klassificeres i forhold til kerne eller opposition hvilket indikeres af kassen ‘egen dagsorden’, der gælder for begge felter og mest betyder at aktøren ikke klart har manifesteret loyalitet overfor enten kernen eller oppositionen. At disse områder alligevel bærer prædikatet ‘koalition’ skyldes at fremstillingen er orienteret omkring de amerikanske angreb, der må siges at være ret markante handlinger. Derfor bliver enhver bevægelse, der ikke er i retning af “oppositionsområdet” til en form for mere eller mindre stiltiende accept af det hændte, med skillelinjen mellem ‘identificerbar fælles dagsorden’ og ‘egen dagsorden’. Linjen ‘social’ er et forsøg på at håndtere eventuelle ønsker om at bidrage med nødhjælp uden at komme i berøring med de områder der “domineres” af kernen.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_131.aargang_nr.1_2002.pdf


[1] Tak til lektor Lars Erslev Andersen, bach. scient. pol. Jesper Christensen og major Finn Johansen for gode råd og korrektur.

[2] Begrebsmæssigt forstår jeg ved ”trussel” evnen og viljen til at udføre en given handling. Handlingen har en negativ effekt, fordi den indebærer en risiko for ”os”. ”Trussel” anvendes som udtryk for en neutral beskrivelsesramme og som udtryk for noget substans, der kan defineres på forskellige måder: fx om det er en reel trussel.

[3] Artiklen skal ses som inspiration til en mere grundig analyse af forskellige sikkerhedsmæssige aspekter som følge af terrorhandlingen 11. september.

[4] Med ”vores” sikkerhed mener jeg den sikkerhed som den internationale koalition der støtter bekæmpelsen af terrorisme repræsenterer. Sikkerhedsopfattelsen er ikke entydig fordi opbakningen til bekæmpelsen af terrorismen varierer afhængig af aktøren ligesom den kan ændre sig over tid. Der ligger også en variabel i de forskellige måder terrorisme defineres på inden for koalitionen (terrorist vs. frihedskæmper). Vedrørende den konceptuelle diskussion af terrorisme se Schmid, Alex P. (1983), “Political Terrorism a Research Guide to Concepts, Theories, Data Bases and Literature”, North- Holland Publishing Company, Amsterdam.

[5] George Bush udtalelse 13. september 2001 (www.white house, gov/news/release/2001/09/ print20010913-4.html (18 october 2001))

[6] Angrebet 11. september dræbte mere end 3000 mennesker som kom fra mere end 80 lande.  Man må imidlertid antage reaktionen er så stærk netop fordi angrebet finder sted i USA. Der var analogi til angrebet på Pearl Harbour 1941. USA indledte efter det angreb en klapjagt på japanere og anden verdenskrig sluttede med atombomber over Japan.

[7] Det var første gang siden 1812 en fremmed magt havde angrebet den amerikanske hovedstad. Man havde ikke oplevet en lignende massakre i hjemlandet siden slaget ved Antietam i 1863 under den amerikanske borgerkrig.

[8] Carsten Jensen: ”Kløften”, Politiken 26. december 2001.

[9]   Sten Svendsen: ”Wild cards: den usandsynlige katastrofe”, pp-34-35. Ugebrevet Mandagmorgen nr. 30, 17. september 2001.

[10] Der kan være koblinger mellem terrorisme og guerilla, men guerillaens mål er sjældent terror. Man søger bevidst den brede støtte i civilbefolkningens. Dr. Magnus Norell (1996): ”Diskussionen kring lågnivåkonflikter med betoning på etno-politisk våld och terrorism”: p.17, FOI, Totalforsvarets Forskningsinstitut, Lopetan.

[11] Hansen (2001): p. 157.

[12] Hoffmann, Bruce, Inside Terrorism: p.15, Indigo, London 1998. Der blev dræbt 40.000 mennesker i perioden september 1793 til juli 1794.

[13] Den 4. december 1985 skrev den belgiske terrorgruppe CCC i en meddelelse: ”Det vigtige for os er at betone de marxistiske-leninistiske årsager til vor kamp”. Anders Strindberg: ”Nationell och internationell terrorism – framtidens hot”: p. 3, Forsvarets Forskningsanstalt, 1996, Stokholm.

[14] Man kan sige der er tre kriterier for den politiske terrorisme som afvejer årsag virkning (kausalitet) og grad af tilpassethed (ædækvans) jf. B. Hoffmann (159): 1. Den skal være acceptabel for den lokale befolkning. 2. Den skal være acceptabel for den internationale opinion. 3. Styret må ikke overreagere.

[15] Forsvarsminister William Cohen (oktober 2000): ”The likelihood of an attack on American soil, using either a chemical, biological or, indeed a nuclear weapon, is quite, not only possible, but probable.” Terrorism & Security Monitor December 2000: 3, Intelligence International Ltd, The Stonehill Centre, Gloucester, UK.

[16] Ibid: 4.

[17] Beretning fra Forsvarskommissionen af 1997. Fremtidens Forsvar, 1998.

[18] Den første præmis kan ændres på grund af det tættere samarbejde mellem USA og Rusland efter 11. september.

[19] Terrorhandlingen kan omvendt fungere som en positiv katalysator i forhold til globale sociale og økonomiske problemer i den udstrækning man bliver enige om at gøre noget ved problemerne.

[20] Efter den kolde krigs afslutning og Sovjetunionens fald forsvandt ”truslen” – mere eller mindre diskursivt bevidst - ud af det sikkerhedspolitiske sprog.  Man stod nu overfor en række nye ”risici” i form af begrænsede konflikter i kanten af det europæiske område som kunne true sikkerheden på længere sigt, hvis der ikke blev gjort noget ved dem.

[21] Der er flere tolkninger af politiseringens mål: ”Islam er ikke kun en religion i dag. Det er blevet en modideologi, som har afløst marxismen-leninismen som alternativ til den kapitalistiske verdens indretning. Jeg har bemærket af flere af mine stærkt venstreorienterede venner på det sidste er konvertere til islam”. Chef for det Russiske Institut for Strategiske Studier Jevgenij Kosjokhin i Berlingske Tidende, 16. oktober 2001: Rusland mentalt i krig.

[22] Der er kun få muslimske stater, der erklærer, de har indført sharia, selv om islam er statsreligion i de muslimske lande - med undtagelse af Tyrkiet og Syrien. I Syrien skal præsidenten være muslim, selv om islam ikke er statsreligion: Holm, Ulla, Islam og terrorisme: p. 18, Terrorisme, krig og sikkerhed i det 21. Århundrede, COPRI nr. 11. december 2001.

[23] Man kan ifølge Olivier Roy skelne mellem 3 former for fundamentalisme: traditionalistiske fundamentalisme (fokus på islamisering af samfundet fx wahabismen), revolutionær fundamentalisme (fokus på en ægte islamisk stat, en slags muslimsk udgave af leninisme ) og neofundamentalisme (fokuserer på universielle og overnaturlige fællesskaber fx Osama bin Laden), Holm, Ulla, Islam og terrorisme: p. 20, Terrorisme, krig og sikkerhed i det 21. Århundrede, COPRI nr. 11. december 2001.

[24]  Nogle mener den moderne terrorisme begyndte 22. juli 1968 da tre bevæbnede palæstinensere kaprede et israelsk fly på vej fra Rom til Tel Aviv. Den seneste terrorisme kaldes også  ”superterrorisme”, ”katastrofisk terrorisme” (Barry Kellmann, 1999) og postmoderne terrorisme. Man kan strukturere terrorismen på forskellige måder: Birthe Hansen opdeler i kultterrorisme, religiøs-fundamentalistisk terrorisme, politisk terrorisme og pressionsterrorisme (Hansen, 2001: 39).

[25] Se Lars Erslev Andersens kategorisering: ”Den ny terrorisme”, Information 27. september 2001 (”Dawah og netwar”, Information 28. september 2001).

[26] Bengtsson, Karsten: ”Flad struktur i al-Qaeda”, Information 26. november 2001.

[27] Netværket anvendes af grupper som GIA, Hamas, Hizbollah, al-Jihad, Palæstinensisk Islamisk Jihad, al-Jamaat al-islamiya. De mødes på konferencer i regionen bla. i Khartoum i 1995.

[28] John Arquilla, Rand Institute: ”It takes a network to fight a network…enemies like this can be fought only with small, mobile forces using the best intelligence and arrayed in networks similar to the ones they fight against. The intelligence must go far beyond traditional human intelligence and signals intelligence. The networks out there – terror or criminal – have migrated to the World Wide Web”, Thomas A. Stewart: ”Americas Secret Weapon”,  DEC 2001, www.business2.com/articles/mag/print,. 24. december 2001.

[29] Bengtsson, Karsten: ”Flad struktur i Al Qaeda”, Information 26. november 2001.

[30] Se grafisk fremstilling af terrorgruppen på: www.orgnet.com/hijackers.html

[31] Harakat-ul-Mujahadin (Pakistan), Al Qaedaqaida (Afghanistan), Islamic Movement of Uzbekistan, og Jamaat ul-Fuqra (Pakistan). Denne forskydning har en væsentlig forklaringsfaktor i krigen i Afghanistan.

[32] Billedet er anvendt af lektor Lars Erslev Andersen.

[33] Med 11. september kan man analogt tale om ”mange tilskuere og mange ofre”. CNN havde et kamera på World Trade Center kort efter det første fly ramte det nordlige tårn.

[34] The Independent, 17. september 2001: ”Tony Blair siger Storbritannien går i krig mod terrorismen, men det giver kun mening at erklære krig mod en stat eller militærmagt; alt andet er metafor. Det svarede til præsident Roosevelt havde erklæret krig mod bombetogter som gengældelse på angrebet på Pearl Harbour. Det giver ikke engang mening at erklære terrorister krig. De talrige eksempler på USA's tolerance overfor støtte til IRA og afvisning af at udlevere IRA-mistænkte kan ikke stå for en nærmere undersøgelse”.

Det bemærkes IRA afleverede deres våben kort tid efter 11. september.

[35] De fundamentalistiske terrorgrupper rekrutterer især blandt studenter. I 1992-1994 stemte 40-75 % af studenterne på de palæstinensiske universiteter på Hamaz og Islamisk Jihad. Der er ifølge officielle marokkanske statistikker 117.000 akademikere uden beskæftigelse.  I Algeriet er arbejdsløsheden 80 % for unge mellem 16-29 år. Carl Johan Gardell (2000): p.4-5, ”Islamisk fundamentalism”, Varldpolitikens Dagsfragår 2000, Udenrigspolitiska Instituttet, 2000, Stockholm.  

[36] Peter Wivel: ”Nihilisterne og de to tårne”, Berlingske Tidende 12. januar 2002.  ”Den franske filosof Andre Glucksman mener - med henvisning til Dostojevskijs roman om nihilismen at bin Laden og Muhammed Atta er vor tids ”besatte”. De er besatte af tanken om at ødelægge de to tårne i World Trade Center. Resten er tavshed og bortforklaringer.”

[37] Det gælder kristendommen, jødedommen og islam.

[38] De fleste muslimer holder sig til de centrale aspekter i troen, herunder overholdelse af de fem søjler: fem daglige bønner, pilgrimsrejsen til Mekka, ramadanen, almissen og trosbekendelsen samt de hellige steder i Mekka, Medina og Jerusalem.

[39] Rasmussen, Torben, Ruberg: Krigen mod det onde, Information, 8. november 2001.

[40] Telefoninterview med Lars Erslev Andersen 10. februar 2002.

[41] John, B. Judis: Første skridt eller sidste gisp?, Information 12-13. januar 2002.

[42] Holm, Ulla: Algeriet, Islam og terrorisme: p.9 (Le Matin, 6.11.2001) Udenrigs 4. 2001.

[43] Sikkerhed handler dybest set om overlevelse. I Københavnerskolen indgår tre elementer i sikkerhedsanalysen: Et ”referent object” dvs. den der er truet, en ”securitizing actor” dvs. den som siger det og ”functional actor” dvs. ”den man skal overbevise om at gøre noget ved det. Hvis en trussel skal ”sikkerlighedsgøres” sker det gennem et ”securitizing move” som skal lykkes i den forstand at ”audience” accepterer det. Det er ikke alt som kan komme i spil sikkerhedsmæssigt og få en sikkerhedsreference: så forsøget på sikkerlighedsgørelsen er ikke nok i sig selv. (Buzan, Wæver, Wilde (1998): ”Security: A New Framework For Analysis.”Lynne Rienner, Colorado.)

[44] Det er i samme periode sikkerhedspolitikken begrebsmæssig introduceres.

[45] De øvrige aspekter opsummeres på følgende måde: ”Hvis det første aspekt af den udvidede dagsorden vedrører diverse ikke-militære faktorers betydning for militære konflikter, udgøres det andet aspekt af muligheden for, at ikke-militære trusler bliver sikkerhedsproblemer i sig selv”. Fremtidens Forsvar (1998): 66.

[46] Det amerikanske forsvarsstudie Quadrennial Defense Review Report af 30. september 2001 lægger vægt på forsvaret af hjemlandet (udnævnelse af Director for Homeland Security), overraskelse, evne til imødegåelse af asymmetriske trusler, behovet for et nyt afskrækkelseskoncept samt en kapacitetsbaseret strategi i modsætning til en trusselsbaseret strategi. Der er ikke så meget vægt på hvem modstanderen er og hvor krigen skal kæmpes, men mere hvordan en modstander vil kæmpe. Terrorangrebene har øget behovet for en hurtigere implementering af disse tiltag: ”In important ways, these attacks confirm the strategic direction….However, the attack on the United States on September 11, 2001 will require us to move forward more rapidly in these directions, even while we are engaged in war against terrorism. ……a strategy premised on the idea that to be effective abroad, America must be safe at home.” Der er af hensyn til det høje beredskab indsat 30.000 mand fra reserven og nationalgarden. Der er desuden kommet en stigende opmærksomhed omkring foranstaltninger til beskyttelse mod maritim terrorisme dvs. brug af skibe og containere i forbindelse med terrorhandlinger. Forsvarsudgifterne i 2003 øges formentlig til følgende: forsvar (379 mia. dollar); intern sikkerhed (38 mia. dollar). Det svarer til niveauet under den kolde krig.

[47]”Sikkerhedspolitik har tidligere været centrale spørgsmål i dansk politik, men sikkerhed har aldrig på denne måde været indenrigspolitik, og der har aldrig været udsigt, som der er nu, til at sikkerhedspolitik ville blive ved med at være i centrum”. Mikkel Vedby Rasmussen: Sikkerhed er indenrigspolitik, Information 7. november 2001. 

[48]”Vores nye bevidsthed indebærer en ny sikkerhedsforståelse. Sikkerhed angår ikke kun militær magt eller økonomisk magt. Sikkerheden er blevet et komplekst spørgsmål, hvor indre og ydre sikkerhed samvirker, og hvor den indre sikkerhed kommer mere i fokus”. Direktør Tarjja Cronberg, Copri, COPRI Nyt, Nr. 11 DEC 2001: p3

[49] Benjamin Miller mener (før 11. september) der er en væsentlig trussel fra ikke-statslige transnationale aktører. Sikkerhedsbegrebet skal fortsat handle om spørgsmålet om voldsanvendelse og væbnede konflikter på forskellige niveauer, men med en stigende fokusering på ikke-militære årsager til krig og forhold vedrørende fredsbevarelse som sikkerhedsstrategi. Benjamin Miller: ”The Concept of Security: Should it be Redefined?” Foreign Affairs SEP 2001.

[50] Direktør Kenneth Roth (Årsrapporten Human Rights Watch 2001): ”For alt for mange lande har anti-terro mantraet betydet, at man har fået endnu en grund til at ignorere menneskerettighederne”.

[51] Professor Conrad Russel, Kings Colege: ”Hvis terrorisme er fortsættelse af politik med andre midler, er det en mindre alvorlig forbrydelse, hvis den begås af dem der ingen politiske handlemuligheder har. Derfor er jeg stolt over den gæstfrihed som vi viste Nelson Mandela og medlemmer af ANC under apartheid. Hvis en lovstramning gør dette umuligt, er det alene grund nok til at fordømme den.” (Independent 9. december 2001)

[52] Holm, Ulla, Islam og terrorisme: p. 21, Terrorisme, krig og sikkerhed i det 21. Århundrede, COPRI nr. 11. DEC 2001.

[53] ”Vi møder nye dilemmaer, når ønsket om at bekæmpe terrorisme fører til stramninger, der kan blive en trussel mod ytringsfriheden, civile rettigheder og måske i det hele taget mod det civile samfund” Hvordan skaber man sikkerhed under de nye vilkår med en terrortrussel i åbne samfund?” Direktør Tarjja Cronberg, Copri, COPRI Nyt, Nr. 11 DEC 2001: p3.

[54] Ulrich Beck har sammenlignet den asiatiske krise i 1986 med et ”økonomisk Tjernobyl”. Man kunne tilsvarende kalde 11. september et ”militært Tjernobyl”: USA blev angrebet og erklærede terrorismen krig.

[55] Bjarke Møller: ”Den globale civilisation”, Information 29. oktober 2001.

[56] Se også Ulrich Beck: ”The Cosmopolitan Society and its Enemies”: 20-34, Politologiske Studier, 4. ÅRG, Nr. 2, MAJ 2001. Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

[57] Poul Høi: Den dag verden begyndte forfra (I-VI), Berlingske Tidende (netversion) 3. januar 2002

[58] En undersøgelse fra Europa-Kommissionen viser at Danmark er en af de nationer, hvor frygten for terrorisme er mindst. Otte ud af ti kan ikke få øje på nogen fare (måske fordi vi ikke har nogen symboler som amerikanerne). Ugebrevet Mandagmorgen nr. 43 17. december 2001: 17.

[59] Kvantefysikeren og fremtidsforskeren Freeman Dyson til Washington Post.

[60] Newsweek December 2001 – February 2002 (Special Davos Edition). Samuel P. Huntington: ”The Age of Muslim Wars”: 6-16, Francis Fukuyama: ”The Real Enemy”: 58-63.

[61] Senere udkommet (1996) som bog (revideret): ”The Clash of Civilisations and the Remaking of World Order”.

Se også Kjeld Erik Brødsgaard: ”Den kinesiske udfordring, Politiken 29. marts 1998.

[62] Barry Buzan og Gerald Segal (1998): ”Anticipating The Future”: Twenty Millennia of Human Progress, London: Simon & Schuster, 1998. De mener vi står overfor en ”Westernistic-tidsalder”, dvs. hvor vestlige værdier danner rammen - og dele af substansen - for verdens udvikling, fx som i Japan.

[63] Fukuyama mener den islamiske verden har samme grundlæggende problem med sekulariseringen som den kristne verden havde under Trediveårskrigen i 1600 tallet.

[64] Han argumenterer med følgende. ”Ifølge International Institute of Strategic Studies var der 32 væbnede konflikter i 2000. Mere end totredjedel involverede muslimer, som kun udgør en femtedel af verdens befolkning. ”

[65]Huntington mener de muslimske krige forsvinder når den demografiske udvikling i de muslimske lande skifter i 2020.

[66] Man har sammenlignet præsident Bush etablering af koalitionen 2001 (”civilizations fight”) med præsident Harry Trumans koalitionsbygning i 1947: ”to support free peoples who are resisting attempted subjugation by armed minorities or by outside pressures”, Ivo H. Daalder & James M. Lindsay: U.S. Made Mistakes in the Fight Against Communism; Are We Destined to Repeat Them in Battling Terrorism?”, Foreign Policy Studies  30. september 2001, www.brook.edu/views/op-ed/daalder 30. september 2001.

[67] Men landene i koalitionen har forskellige værdier. Derfor er koalitionen mod terror mere en pragmatisk- end en demokratisk koalition. Se grafisk fremstilling af polariseringen i forbindelse med krigen i Afghanistan i bilag af Jesper L. Christensen og Jens Claus Hansen.

[68] Efter USA's opsigelse af ABM traktaten er der måske behov for et nyt strategisk samarbejde. Nogle sammenligner Ruslands alliance med USA i Centralasien med alliancen mellem Stalin og FD. Roosevelt i 1941 Rusland har aktivt støttet USA i krigen i Afghanistan, herunder accepteret amerikanske militære operationer i centralasiatiske stater (Usbekistan og Kirgisistan).  Dmitri Trenin: Rusland kan blive terrorkrigens vinder, Mandagmorgen nr. 34, 15. oktober 2001.

[69] Ole Wæver, Information 27. september 2001: ”Ny verdensorden varer kun i en periode”.

[70] På World Economic Forums møde i New York 3. februar 2002 pegede flere på behovet for at gøre noget ved fattigdom og økonomiske ubalancer, hvis man ville have ro i verden. Esben Kjær: ”Kun beskedne effekter af 11. september”, Berlingske Tidende 4. februar 2002.

[71] Den amerikanske politolog Joseph Nye (liberal inst.) mener fremkomsten af ikke-statslige aktører spiller en større rolle i international politik. Fordelingen af magten i international politik kan betegnes som et tredimensionalt skakspil I det militære felt (1) er USA suverænt. I det økonomisk felt (2) er der konkurrence (EU, Japan). I det transnationale felt (3) kan regeringerne (USA) ikke styre udviklingen. Det kræver et internationalt samarbejde. (Frans Rønnov: Amerikansk ekspert: Verdens stærkeste nation er sårbar, Mandagmorgen, nr. 38, 12. november 2001.)

[72] Beretning fra Forsvarskommissionen af 1997: ”Fremtidens Forsvar”: p. 69. 

[73] USA har ikke inddraget NATO i den militære planlægning af krigen i Afghanistan 2001 som tilfældet var i Kosovo operationen i 1999. The Economist skrev i oktober 2001: ”NATO is all dressed up with nowhere to go”.

[74] Præsident Franklin D. Roosevelts sagde i sin tiltrædelsestale i 1933:”Det eneste vi har at frygte, er frygten selv”.

 

 

Litteraturliste

Litteraturliste

  • Bergen,  Peter, (2001), “Holy War Inc. – Indside the Secret World of Osama bin Laden”, Weidenfeld & Nicolson; London.
  • Beretning fra Forsvarskommissionen af 1997 (1998): ”Fremtidens Forsvar”, København.
  • Buzan, Wæver, Wilde (1998): ”Security: A New Framework For Analysis.”Lynne Rienner, Colorado.
  • COPRI, (Nr. 11. december 2001),“Terrorisme, krig og sikkerhed i det 21. Århundrede”.
  • Fukuyama, Francis (1989), ”The End of History?”, The National Interest, vol. 16, pp.3-18.
  • Hansen, Birthe (2001), ”Terrorisme – de utilfredse og den nye verdensorden”, Lindhardt og Ringhof, København.
  • Hansen, Birthe & Pettersson, Kajsa Ji Noe (2001), “Terrorisme. Information og kilder”, Fokus, DUPI nr. 2001/4, København.
  • Huntington, Samuel P. (1996), “The Clash of Civilization and the Remaking of World Order”, Simon & Schuster, New York.
  • Hoffman, Bruce (1999), “Inside Terrorism”, Indigo, Great Britain.
  • Politologiske Studier (4. Årgang, Nr. 2, MAJ 2001), “Kosmopolitisme”, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet.

Del: