Den russiske revolution 1917 – et folks tragiske kamp for frihed

Anmeldt af Poul Groos 

Erik Kulavig. Udgivet af Gyldendal den 21. oktober 2010. 320 sider illustreret. Pris kr. 349,95 (vejledende).

Foto: Saxo.com

Denne bog fortæller om en række af de begivenheder i Ruslands historie, som frembragte Sovjetstaten. Der er i virkeligheden tale om en længere historisk udvikling og en række af begivenheder, og forfatteren understreger, at der ikke kun var en enkelt revolution, men i stedet et historisk forløb af begivenheder, der mundede ud i de to kendte revolutioner, bedre kendt som henholdsvis ”februarrevolutionen” og ”oktoberrevolutionen”. (Den daværende russiske kalender var 13 dage bagud i forhold til den nuværende kalender). Sovjetunionen hægede om beretningen om Lenin og den store oktoberrevolution, men den myte afliver forfatteren. ”Stormen på Vinterpaladset” fandt slet ikke sted, for der fandtes ikke forsvarende styrker. De havde allerede forladt stedet.

Bogen er inddelt i fire hovedafsnit, hvor det første giver oplægget frem til udbruddet af Den første Verdenskrig. Indledningsvis giver forfatteren et historisk tilbageblik til 1800-tallet omkring tsarmagten, befolkningens levevilkår, udviklingen mellem land og by etc. Tsaren var enevældig og traf i princippet selv alle vigtige beslutninger i det store rige. En opblødning af dette system var på vej under Alexander II, men med mordet på ham skærpes den nye tsars holdning til reformerne, som bliver lagt på hylden. Hermed skærpes også sikkerhedsapparatet, og der kommer skærpede modsætninger mellem det etablerede system, som baserer sig på adel, borgere, godsejere, industrifolk, embedsmænd og officerer. Systemet udfordres af diverse revolutionære kræfter, som dels udarbejder socialistiske partiprogrammer og dels arbejder med at styrte tsarvældet med våbenmagt, terror og anarki. Bønderne var interesserede i jordreformer, men udgjorde indledningsvis ikke noget politisk problem. Her er en udmærket beskrivelse af tsarens forhold som regent, kirkens rolle samt specielt almuens forhold. Om det sidstnævnte havde de to sidste tsarers lærer, Konstantin Petrovich Pobedonotsev, indskærpet, at uddannelse var skadelig for almuen, som skulle neutraliseres med uvidenhed, gudsfrygt og hårdt arbejde! Netop de to sidste tsarer, Alexander III (gift med prinsesse Dagmar, datter af Christian IX) og Nikolai II, er i virkeligheden ganske uduelige og hermed skaber de selv forudsætningerne for den første revolution, som får Nikolai II til at abdicere.

Andet afsnit omhandler perioden omkring februarrevolutionen i 1917, hvor tsaren abdicerer og der dannes en provisorisk regering. Denne regering har ”arvet” en krig fra tsarens tid, men magten er nu delt. Den nye regering ville godt sende tropper til fronten, men de nye sovjetter ville ikke sende flere folk i krig, men beholde tropperne i Petrograd, som hovedstaden nu hed. Ifølge Lenin var denne nye stat ”verdens frieste stat”. Man kunne diskutere alting, og alting blev diskuteret – og det blev gjort i stedet for handling!

Tredie afsnit omhandler Lenins revolution i oktober (november), som nær var gået i vasken, da Lenin blev stoppet på vej til det afgørende møde i Smolnyy. Hvis hans forklædning og falske papirer var blevet opdaget, var revolutionen formentlig ikke blevet til noget, hvilket jo er ganske tankevækkende.

Det sidste afsnit omhandler den efterfølgende periode fra 1918 til 1921 med borgerkrig, hungersnød og kampene mellem de røde og de hvide. Her er kampene ikke foregået, som da Sovjetunionens propagandaapparat senere skulle beskrive dem. Her var det bolsjevikkerne mod landets egne arbejdere, bønder og borgere. Det udviklede sig til et voldsorgie med en vildskab, brutalitet og hensynsløshed uden sidestykke. Bolsjevikkernes – og især Trotskys - metoder til at opretholde disciplinen med at likvidere gidsler og mindre ihærdige tilhængere er ganske voldsomme. Trotsky skrev til Lenin: ”Der er intet håb om at opretholde disciplinen uden revolvere.” Bønderne blev lokket og narret med jord, men den blev så franarret dem ca. 10 år senere under Stalins tvangskollektivisering. Mange af de højt specialiserede metalarbejdere fra byen Tula, hvor størstedelen af Ruslands våben traditionelt er blevet fabrikeret, blev fængslet eller ”lock-outet” af Tjekaen (det hemmelige politi) på grund af deres manglende støtte til partilinien. Da de var uundværlige for fabrikkerne, blev det politiske kompromis, at de kunne få deres job og rationeringskort tilbage, hvis de skrev under på en erklæring med følgende ordlyd: ”Undertegnede, som er en stinkende køter og forbryder, angrer hermed mine gerninger over for den revolutionære domstol og Den røde Hær. Jeg tilstår mine synder og lover for fremtiden at arbejde samvittighedsfuldt!”

Hvis nogen efter de senere års afglorificering af Lenin skulle være i tvivl om hans arbejdsmetoder, så nævner forfatteren et brev fra Lenin den 10. august 1918 til de lokale ledere i Penza, hvor der var bondeuroligheder, som bekymrede såvel Lenin som de lokale:

 

”Kammerater!

Kulakoprøret i jeres fem distrikter skal knuses uden nåde. Hele revolutionen står og falder med det, for overalt er den endegyldige kamp mod kulakkerne nu startet. Der skal statueres et eksempel:

1) Hæng (og jeg mener hæng, sådan at folk ser det) mindst 100 kendte kulakker, rige svin og blodsugere.

2) Offentliggør deres navne.

3) Tag alt deres korn.

4) Identificer alle gidslerne, som vi sagde i telegrammet i går.

Gør det på en sådan måde, at folk i flere hundrede miles omkreds kan se det, skælver ved det og siger til sig selv: De dræber og bliver ved med at dræbe de blodtørstige kulakker. Send os et telegram som bekræftelse på, at I har modtaget og udført instrukserne.

Jeres Lenin.

P. S. Find nogle hårdere folk.”

 

Det er en meget oplysende bog, som beskriver en længere udvikling i Ruslands historie flydende og let læseligt. Den retter op på en række fordomme og illusioner, som er vidt udbredt. Et af bogens fortrin er, at den også beskriver dagligdagen for ganske almindelige mennesker, hvoraf blandt andet forsyningssituationen fremgår ret detaljeret. Den første revolution blev startet af Petrograds kvinder, som demonstrerede, fordi der simpelthen ikke var brød at opdrive. Der var ikke tale om noget komplot eller kup. En meget beskeden fejl i bogen er omtalen af en af de hvide hærførere, som står omtalt som general Kolchak. Aleksandr Vasilevich Kolchak var udnævnt til viceadmiral af tsaren, og han udnævnte sig selv til admiral, da han slog sig ned som statsoverhoved og hærfører i Sibirien under borgerkrigen.

De afsluttende tal om ”Den røde Terror” er meget beskrivende. I efteråret 1918 kostede Den røde Terror mindst 15.000 mennesker livet. Til sammenligning afsagde tsarens regime 6.321 dødsdomme fra 1825 – 1917, hvoraf en del blev ændret til fængselsdomme. Borgerkrigen frem til 1922 kostede ca. 5 millioner indbyggere livet, og ca. 2 millioner blev jaget i landflygtighed.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:
militaert_tidsskrift_139.aargang_nr.4_2011.pdf

 

Del:

Emneord