Den nye mand i staben

Betragtninger i forbindelse med opbygningen af den gejstlige tjeneste i Hæren på feltfod.

Forfatteren omtaler de militære krav, tjenesten vil stille til det felt- præstekorps, der er under opstilling, men understreger tillige nødvendigheden af, at vore officerer sætter sig omhyggeligt ind i Kirkens verden og tillærer sig samarbejde med feltpræsten

For at kunne gå lige til sagen, vil en oversigt over den gejstlige tjeneste i hæren på feltfod før i tiden samt en gennemgang af den kommende ordnings organisatoriske enkeltheder findes som noter efter dette indlæg.

Udgangspunktet bliver således den kendsgerning, at Hæren endelig har fået en feltpræsteordning, der selvfølgelig kan kritiseres, og som selvfølgelig kunne have været »bedre«, men den gamle militære dyd: at kunne handle med de styrker, man nu en gang har, og ikke dem, man synes, man burde have haft, kan passende erindres i denne sammenhæng.

I de år, ordningen har været under debat og langsom udformning, har man jo nok kunnet spore en vis velvillig indstilling blandt Hærens officerer, varierende fra virkelig interesse til komplet mangel på forståelse af hensigtsmæssigheden med oprettelsen af et feltpræstekorps.

Feltpræsteinstitutionen har aldrig haft plads i traditionel dansk, militær tankevirksomhed. Selve emnet: Sjælesorgen i Hæren, der være sig på felt- eller fredsfod, har — og det siger lidt om »klimaet« — i dette tidsskrifts første 89 årgange ikke været behandlet i eet eneste indlæg blandt 11 000 artikler. I det hele har interessen for vore troppers åndelige og moralske uddannelse og udrustning været minimal. Først i januar 1961 peger kaptajn B. Petersen, SLFR, i »M.T.« på feltpræstekorpsets nødvendighed, efter at pastor G. Arnberg i juli 1952 havde skildret den svenske ordning.

Og dog har vi i mere end 1000 år været et kristent land, hvor der utvivlsomt kan regnes med, at 97% af vore udskrevne værnepligtige gennem tiderne har været både døbt og konfirmeret og ved mødet ved Hæren skullet føje et militært borgerskab til det kristne, de allerede tilhørte.

Og nu står Hæren pludselig og skal, sammen med vort seniorværn og vort junior-ditto, se Kirken, dens forkyndelse og dens sjælesorg accepteret som en komponent i sin feltmæssige tilværelse.

Hæren skal nu endelig opleve, at bataljons- og brigadestabene organisatorisk kommer til at inkludere en præst, som hidindtil en læge, en intendant, en signalofficer o. m. a. En række spørgsmål melder sig straks; her skal enkelte trækkes frem, enkelte af en vis størrelsesorden.

Først og sidst skal de forskellige troppeled bibringes forståelse af forkyndelsens og sjælesorgens væsen og mål samt lære at håndtere den gejstlige tjeneste på feltfod. Det er kun forholdene i krig og felt, der her behandles, et område der ikke kan inkasseres megen erfaring på gennem den hidtil praktiserede militære, gejstlige tjeneste i vore enheder i garnisonen eller under vore, opsigtsvækkende kortvarige, feltmæssigt øvelser, der som bekendt, ikke når at belyse kampens, hverken sjælelige eller fysiske belastninger.

De militære krav til en feltpræst

Det må således være evident, at feltpræsteordningens virkeliggørelse rejser en række spørgsmål og problemer, der må tages temmelig håndfast på, om institutionen, der skal tilsikre Hæren en afgørende kraft i krigens time, ikke skal smuldre bort af mangel på forståelse og vilje til at se visse realiteter — behagelige eller ubehagelige — lige i øjnene.

Det er ikke ualmindeligt at høre Hærens officerer bemærke til feltpræstens længe bebudede entré på scenen, at »nu må vi sørge for, at han får lært lidt soldatermanerer«, hvorved jo diskret antydes en vis angst for, at denne kandidat udi theologien skal stikke for meget af i et ellers barskt og drabeligt soldatermiljø.

Hvilket er en ikke ukendt bekymring blandt vore troppeførere og undertiden den største interesse, der vises for feltpræsten.

Men hvor meget det end gælder om at få indlært præsten en række militære færdigheder, så gælder det i lige mål at få åbnet hovedparten af vore officerers øjne for alt det, præsten »står for«, og som man ofte kan konstatere en forbløffende ukendskab til — af grunde, der senere skal blive omtalt.

Men først til feltpræsten.

Hans mulighed for at gøre fyldest, -sul umiddelbart afhænge af hans kendskab til og rutine i en række elementære praktiske færdigheder og hans viden om de enkelte troppeleds kamp- og tjenestevilkår.

Det feltpræstekorps, der nu er under opstilling, rummer præster med den mest heterogene militære baggrund, noget korps i Hæren nogensinde har mønstret.

Der er næsten ikke den nuance, der ikke er påviselig, spændende fra folk uden nogensomhelst personlig militær erfaring, over hjemmeværnere, hjemmeværns-øvrige-befalingsmænd, engangsuddannede, hjemsendte menige af alle tre værn, hjemsendte øvrige-befalingsmænd, af alle tre værn, officerer af krigsreverven1), officerer af rådighedsreserven, og tjenstgørende hjemmeværnsofficerer.

1) et forsøg på at få en benævnelse, der forøvrigt har århundredes hævd i vort militære sprog accepteret af mangel på anden betegnelse for »reserveofficerer-der-ikke-har- tegnet-kontrakt-om-rådighedstjeneste« (den officielle udtryksmåde: 59 bogstaver).

De kurser, der skal trimme disse præster til besiddelsen af en nogenlunde ensartet viden, får et broget job, men næppe vanskeligere end det kan klares — og der bliver nok at tage fat på.

Følgende militære fag og færdigheder, må man utvivsomt sikre sig, at den enkelte feltpræst er ajour med, som en nødvendig ramme om hans faglige indsats:

Kort- og kompaslære: Præstens uophørlige udrykninger og tilkaldelse til enheder og lokaliteter, hvis position kun opgives som et 6-cifret tal vil stille klare krav til den normalt ensomt kørende eller gående præst. Kravet vil være nøje lænket sammen med kravet om fuldt kendskab til

Signaltjenesten. Dens muligheder og trafikregler vil det være lige så nødvendigt for feltpræsten at være inde i som ethvert andet medlem af den stab, han gør tjeneste ved.

Militært engelsk må i denne forbindelse ikke glemmes. Faget må vel udvides til militært-gejstligt engelsk.

Feltkundskab må optage en del af feltpræstens militære uddannelse. For ham vil kravet om overlevelses-metoderne i felten ofte blive præsenteret, hvor han er mutters alene. A.B.C. krigsmidlernes optræden på hans vej vil ikke være indskrænket til de tilfælde, hvor han har nogen at spørge til råds. På sine ensomme strejf fra enhed til enhed, fra stab til en gruppe sårede i »no mans land«, vil evnen til at skaffe sig ly og rast, varm drik og føde hyppigt være et spørgsmål om egen formåen, og deraf vil hans åndelige præstationsevne igen afhænge, så sandt som dennes baggrund er visse timelige bekvemmeligheder, eller hvad man nu skal kalde feltlivets muligheder for søvn, toilettering, mad og drikke.

Motorlære. En feltpræst, der ikke kan køre en jeep eller en motorcykle, vil hurtigt se sin virkeradius stærkt beskåret. Disse fag må med på programmet.

Feltpsykologi. Diagnostisceringen af personellets psykiske lidelser i krig og felt er så vigtigt for den, der skal nå en menneskesjæl med evangeliets forkyndelse, at man her må sikre sig fuldt kendskab til dansk mandskabs- (og for så vidt også officers-) -psyke, således som vi ved, den former sig under krigens og feltlivets pres. Præsten må som officeren, kende midlerne mod de felt-psykiske lidelser. Og han må som officeren kende og kunne spille på de 7 aktiver1), der nu engang kan stabilisere sjæleligt tyngede soldater.

Rets- og straffeforhold. Denne del af den militære tilværelse kan ingen flygte fra, og det er givet, at i fred som i krig, vil sjælesørgeren støde på mange tilfælde, hvor de sjælesorgssøgende har situationen farvet af en konflikt med borgerlige såvel som militære retsregler. Evnen til at vurdere situationen for den sjælesorgssøgende vil utvivlsomt stille krav om »føling« med disse problemer.

Første-hjælps-kendskab. Feltpræstens klassiske virke på en forbindingsplads eller i det hele blandt sårede vil stille kontante krav til ham om kendskab til Første-Hjælp. Den summariske første behandling, der ofte er den eneste, sanitetspersonellet kan give de sårede, enten på kamppladsen eller ved forbindingspladsen, kan og vil retfærdiggøre, at den præst, der opholder sig blandt patienterne, kan række en hjælpende hånd til en såret, hvis tilstand pludselig forværres, uden at hjælp kan tilkaldes. Det i forvejen ikke ukendte samarbejde mellem læge og præst på velsmurte hospitaler, får her et meget dybt perspektiv, det skal krigens realisme nok sørge for, og det er ikke så helt få liv, der blot i 2. verdenskrig blev reddet af præsten, der vidste, hvordan de skulle vende patienten på en båre eller forholde sig, når han skreg på vand eller såret sprang op.

Hærordning. Det må næsten være forudsætningen for friktionsløs færden i et militært stabsmiljø, at præsten er helt inde i landstridskræfternes sammensætning, de enkelte leds benævnelser og de forrskellige officerers, specialofficerers og øvrige-befalingsmænds grader, distinktioner og funktioner2). Dertil et grundigt kendskab til historie og egenart ved det eller de troppeled, hvor han forretter tjeneste.

1) den kammeratlige, førerhengivende, professionelle, patriotiske, religiøse, ideologiske og korpsåndsmæssige faktor.

2) 58-uniformens kaos-skabende mangel på såvel tilhørs- som kvalifikationsmærker skulle i løbet af kort tid være et overstået stadium.

Det er muligt, at der kan lægges lidt til og trækkes lidt fra ovennævnte opremsning, men som helhed vil det være svært at se, hvorledes feltpræsten skal kunne klare sig uden en skoling efter ovenstående skitse.

Det er vel tænkeligt, at den stab, der tager mod en feltpræst, der behersker de her nævnte discipliner, vil være svært tryg ved at benytte ham, og vel også kan gøre regning på at se ham igen, hver gang han begiver sig på vej.

Men dette kræver igen, at staben og den enkelte officer er klar over, hvad en feltpræst egentlig er, og at lian sætter sig ind i dette »faglige led«s struktur og virkemåde, med samme omhyggelighed, som han sætter sig ind i sin tjenestes andre funktioner.

Her møder man straks en række ømfindtlige felter. Ingen må tabe af syne, at feltpræsten ikke »repræsenterer« officerskorpset specielt. Han er nonkombattant uden grad. Men han er samtidig identisk både med officererne, specialofficererne, øvrigbefalingsmændene (underofficererne) og de menige. Men vanskeligheden er jo den, at han indtager en funktion i bataljons- eller brigadestaben, side om side med stabens forskellige officerer, hver specialist inden for sit felt. Hans rolle på scenen bliver derfor ikke let at udskille fra de andre specialisters.

Hans akademiske uddannelse gør officersmiljøet til den naturlige ramme om hans militære tilværelse og tjeneste, så meget mere som han, blandt reserveofficererne vil træffe en mangefold af andre, civile akademikere, ja måske studie- eller fakultetskammerater.

Til alt dette kommer, at han af geleddets »primitive mand«, der nu engang udgør hovedmassen af geleddet, opfattes som »lærd« -— altså som et medlem af officerskorpset med dertilhørende afstand.

Denne situation vil forlods koste feltpræsten cn del vanskeligheder, før alt ligger i et afklaret leje m. h. t. hvem og hvilke, der har direkte kontakt til feltpræsten.1)

1) I de fleste andre lande har feltpræsten (officers)grad. Det må inderligt ønskes, at vi herhjemme bevarer vort FP-korps neutralt i gradsmæssig henseende og ikke ændrer gode, danske militære foranstaltninger til at passe ind i dårlige udenlandske. En forkert opfattelse bliver ikke rigtigere af at blive delt af mange.

Officerens forståelse af feltpræstens virke Ikke mindre vanskeligt er spørgsmålet om den fornødne forståelse af feltpræstens virke blandt officererne, taget i groft gennemsnit.

Der er næppe mange korrektioner at udføre på den antagelse, at Hærens officerskorps’ interesse for og forståelse af Kirkens opgaver og virke i vort folk, rent procentuelt svarer til den øvrige befolknings.

Må det være tilladt med rene ord at karakterisere denne som jævnt elskværdig, tolerant, men ikke meget forstående, med kirkens mænd opfattet som en verden af ren sekterisk art. Kirken accepteret som den ydre ramme om dåb, konfirmation, bryllup, juleaften og begravelse. Resten for de lidt skinhellige, der tror, de ved at kalde sig kristne »er bedre end vi andre«.

»Præster — tja, de gør jo ingen skade, bare man kunne forstå deres prædikener, og bare de ville lade være mod at messe — og så lade os synge de salmer, vi lærte i skolen og ingen andre. Tak. Hvad mon en præst iøvrigt kan få tiden til at gå med mellem søndagene — for de ti minutter han skriver prædiken i, kan vel ikke tage hele ugen?«

Man skal næppe regne med andre udgangslinier for den modtagelse, der vil blive vore feltpræster til del i et dansk gennemsnits-officersmiljø. I korthed: velvillig mangel på interesse, usikkerlied baseret på manglende kendskab til Kirkens verden.

Hele feltpræstekorpsets tilblivelseshistorie illustrerer denne interesse eller forståelsesfattigdom ret levende. Korpsets tilsynekomst, det være gentaget her, har ikke givet anledning til skriftlige eller verbale indlæg på det fagmilitære forum fra nogen »kendt« eller ukendt officer.

Men der har dog været mange, der har gjort uhyre meget for FP-korpsets start, og i så henseende har Hærkommandoen vist vejen med en enestående hjælpsomhed og interesse. Del skal i sandhedens interesse også anføres, at de officerer, der virkelig har haft interesse for dette område af deres folks vel, under korpsets tilblivelsesproces, har aflagt de smukkeste beviser for dynamisk vilje og evne til at åbne porten.

Men det er ikke disse enere, der kan præge tonen ved samtlige regimenter, brigader, korps og institutioner, og det er næppe for sarkastisk at anføre, at der er lidet opmuntrende eksempler på, at man i Hærens officerskorps har fået den opfattelse, at feltpræster er og skal være en slags ceremonimester, der tager sig af alt »det gudelige« ved højtidelige lejligheder, hvor det nu en gang er skik og brug, at »der indledes med en kort feltgudstjeneste« — »og hva’, er man kriger og patriot, så kan man vel nok finde lidt forbindelse mellem det hvide kors i Dannebrog og det feltpræsten har på skulderklappen.«

»Og ham jeg havde med på sidste landsdelsøvelse .. . hvad var det nu han hed . . ? ... han var som’ meget skikkelig, han tussede rundt og passede sig selv — men han havde godt af at komme ud og se rigtige soldater.«

Ordningens krav til officerskorpset

Med disse antagelser som baggrund må timen være inde til at pege på, at skal feltpræstekorpset kunne virke — og dets virke er det svært at se, Hæren kan være foruden — så må en, næsten, tilsvarende til- eller omskoling af vore officerer, som en tilskoling af vore feltpræster, være nødvendig.

Gennemsnitsindstillingen, tag den ovenfor anførte vurdering som et ikke helt vildskud, må nænsomt revideres og vore officerer spores på felt- præstevirksomhedens art, ide, muligheder og sigte.

Eller om man vil: et nyt fag på officersskolen og reserveofficersskolerne. Ikke for at markere nogen kongruens mellem officer og præst i krig, men fordi officeren (reserveofficeren) nu en gang er mandskabets ikke alene taktiske, men i lige så høj grad åndelige fører og med samme selvfølgelighed som en officer skal kende den ildkraft, han råder over, skal han kende sin(e) feltpræst (er) s virkekraft — og udnytte den til gavn for de folk, han er betroet.

Spørgsmålet bliver da, om et egentligt trosfællesskab mellem officeren og feltpræsten er en forudsætning — en nødvendighed?

Svaret må blive nej. Det kan simpelthen ikke forlanges, og blot antydningen af et sådant forlangende, ville kvæle al god aktivitet i sagen.

Såvel feltpræsterne som officererne må gøre sig klart, at vort officerskorps rummer alle opfattelser af Folkekirken og dens forkyndelse, den som feltpræsterne »står for«. Der findes eksempler på danske officerer uden tilhørsforhold til Danmarks Folkekirke med medlemsskab i andre trossamfund, men de er så fåtallige, at der skal ses helt bort fra den side af sagen såvel som fra den, der som en ateistisk demonstration har slettet deres folkekirkemedlemsskab. Der kan tværtom i denne forbindelse peges på vort folks ret enestående homogenitet i sit kirkelige tilhørsforhold.1)

1) Nogle sekteriske defaitister prøvede som bekendt sidste år at gøre sig bemærket (hvad der delvis lykkedes, takket være sensationspressen) ved at optræde som selvbestaltede beskyttere mod de »overgreb« mod »de menige«, man frygtede en deltagelse i en samlet gudstjeneste, som den enkelte mand ikke udtrykkeligt havde udtrykt ønske om at deltage i, ville indebære. Det var »religionsfriheden«, man pludselig viste en påfaldende interesse, der var omvendt proportionel med kendskabet til 1) den danske folkekirkes forkyndelse (som så sandeligt ikke antaster nogens »religionsfrihed«),

Men uanset, om den enkelte officer lever sit liv, privat som tjenstligt, båret oppe af en brændende kristen tro og med regelmæssigbed søger sin styrke til at svare livets og tjenestens krav med, i skriften og under kirkens hvælvinger, eller han repræsenterer dem, der »kan selv« og »meget skal have frabedt sig præstens bavl og salvelse« i pagt med alm. dansk åndelig ladlied eller misforstået åndelig blufærdighed, eller der er tale om et bredt gennemsnit i evig kamp med tro og tvivl — og generthed for at tilkendegive sin deltagelse i denne kamp — så stiller hele problemet ganske specielle krav til officeren. Netop til officeren. Officeren her nævnt modsætningsvis til andre chefer (chefsaspiranter), foregangsmænd, ledere og ansvarlige i samfundets civile funktioner.

Og disse specielle krav er jo formuleret af officerens egenartede ansvarsbyrde: ansvaret for udskrevne — og for så vidt også hvervede — unge (og ældre) medborgere (idag af begge køn). Landsmænd, som officeren skal føre, gennem de mest krævende og rystende realiteter, en tilværelse kan byde et menneske på. Tilværelsen med døden, lemlæstelsen og adskillelsen fra de kære og den normale livsrytme, det normale metier, dagligt for øje. En tilværelse rammet ind af dødsangst, fejhed, tapperhed, angst, opofrelse og lurvethed, egoisme og selvudslettelse, mennesker klædt af til skindet.

Og mænd, der dør som brændende fakler.

Det er officerens »arbejds-klima«, hvis der bliver krig — og det er det, han forbereder sig på, hver dag!

Men i dette klima kommer vort folks instinkter, nedfældet som de er gennem 1000 år som et kristent folk i fred som i krig, til overfladen. Og den officer, der ikke kan mestre den situation, som står fremmed over for sine folks reaktioner i angst som i taknemmelighed, med døden stirrende på sig det ene øjeblik og overvældet af taknemmelighed det næste — den officer, der ikke kan »føre« sine folk under disse realiteter, bør i tide søge sin førergerning styrket til krigens brug — også, og måske især, i et snævert samarbejde med sin feltpræst.

Personlige fornemmelser om tro og tvivl bør for officeren træde i baggrunden. Han bør vide, at vort folk fundamentalt er et kristent folk (se bl. a. dette tidsskrift 1958/nr. 1) og at det i krig klamrer sig til sin kristne tro. Den officer, der vender den side af sine folks liv ryggen, opfylder ikke kravet til en officer i krig — og næppe heller i fred.

2) ånd og tone i den familie, der hedder et kompagni, batteri el. tilsv., hvor man nu engang lever (og dør) sammen, og hvor enhver bliver hjulpet til at dyrke sin religion, hvis den er en anden end folkekirkens. Aktionens egentlige resultat blev da også et latterbrøl blandt vore soldater.

Vort feltpræstekorps kan derfor udmærket forberede et »kursus« for vore officerer, modsvarende det, vore officerer kan forberede for vore feltpræster. Et kursus, hvis discipliner ikke skal uddifferentieres her, men hvis sigte må blive at åbne vore officerers øjne for, hvad kristendommen er, hvorledes den forkyndes, og baggrunden for denne forkyndelses art og indhold. Herunder med særlig vægt langt på sakramenternes betydning og en orientering om, hvorledes den ungdom, der udgør hovedmassen af Hærens personel er blevet oplært i samme emne under konfirmationsforberedelsen, som for det menige personels vedkommende kan ligge 5— 15 år foran tjenesten i Hæren (i krig), men for en bataljons- eller brigadechef kan ligge 25— 35 år tilbage.

Det er ikke let at se, hvorledes feltpræsten kan blive accepteret af den danske gennemsnits-officer, hvis der ikke gives officererne en mulighed for at blive indført i præstens virke i folket i almindelighed og feltpræstens specielle opgaver for den enkelte mand — officer eller menig — når Hæren er i krig.

Der er jo tale om et vidtgående samarbejde på den åndelige/moralske mark, hvor feltpræst og officer uden ophør må supplere hinanden — og hvor, kompagniofficererne (løjtnant— major) især —- i vid udstrækning må supplere feltpræsten. Præsten må lære enhver kompagniofficer at holde en andagt med sine folk, og at kunne begrave en falden »med manér« — det fåtallige feltpræstekorps, Hæren nu er ved at opstille, må forudsætte levende medvirken fra officerskorpsets side, spændende fra »træk på samme hammel« til supplering af den egentlige feltpræstevirksomhed.

Samarbejdet mellem feltpræst og officer

Samarbejde og træk i samme ende af tovet. Er det egentlig mere opsigtsvækkende, at en officer holder morgenandagt med sine folk i felten, hvis der ingen feltpræst er i nærheden, end at officeren standser en blødning på en hårdt såret mand, hvis der ingen læge er inden for rækkevidde? Eller diagnosticerer en betændt blindtarm?

Og ville det ikke også være rimeligt, at en officer, forud for — især det første — besøg, hans enhed fik af feltpræsten, samlede sine folk og forklarede dem lidt om feltpræstens virke og gerning — hhv. lidt om selve manden? Lige så naturligt som at en feltpræst — manden uden rang og beføjelse til at repræsentere nogen kommandomyndighed — tog sin del af samarbejdet ved at »forberede« mindre lystige forordningers udstedelse.

Tænk, hvad Hæren kunne have undgået i 1953, hvis meddelelsen om den vedtagne tjenesteforlængelse var blevet forberedt for de implicerede ved en snak om sagen i feltpræstens »time«, inden meddelelsen nåede frem ukommenteret til mandskabets samlingstuer via Pressens Radioavis !1)

Der er et væld af eksempler på, hvorledes samarbejdet mellem de to parter kunne opbygges til gavn for det udskrevne personel, og det ville ikke være svært at finde emner for en til- eller omskoling af vore officerer, inden feltpræstevirksomheden sættes i system.

Det kunne være fristende under en sådan tilskoling af officerskorpset at indføre eleverne i de skatte, den danske salmebog repræsenterer, og derunder lære vort officerskorps at synge. Eller fastslå at der intet prestigetab er forbundet med at synge med sine folk, cn opfattelse, som har vundet uhyggelig udbredelse blandt Hærens officerer i de senere år.

At feltpræstekorpsets éntre på Hærens scene derudover rummer en serie andre problemer, der skal løses, siger sig selv.

Feltpræsterne af reserven vil jo få tjenestevilkår, der meget vil minde om reserveofficerernes, men en tilnærmelse mellem disse to grupper iøvrigt må omvendt ikke tilskyndes eller ønskes, jfr. omst. bemærkninger om feltpræsten ikke er officer. Kursusvirksomhed for såvel linie- som reservefeltpræster må ordentligvis afholdes mandag— fredag, hvorunder den størst mulige tilvænning til feltlivet må tilstræbes.

1) Samarbejdet mellem officer og feltpræst rummer fra 2. verdenskrig et mere end interessant eksempel: En britisk infanteribrigade var blevet indskibet i Alexandia for, efter 14 måneders kampvirksomhed i Nordafrika, at blive overført til en division med tjeneste i Storbritannien. Der var lovet alt personel orlov umiddelbart efter ankomsten til engelsk havn. Under turen i Middelhavet fik brigaden contraordrer. Den skulle i stedet afgå til Italien til indsættelse på Monte Casino-afsnittet. Under sejladsen mod Italien lod den ene af de tre bataljonschefer sin feltpræst kalde folkene sammen på skibet og forklare dem nødvendigheden af denne disposition, der indebar, at 50% af bataljonen aldrig genså deres familier. Efter en del spørgen og snak tog bataljonen resignerende contraordren til efterretning, og alt forløb normalt, hvis denne glose da overhovedet kan anvendes i forbindelse med militære operationer i krigstid. De to andre bataljoner fik nyheden bragt af deres, iøvrigt tapre og afholdte chefer og — begik umiddelbart efter landsætningen mytteri. Alt personel satte sig på strandbredden, og intet kunne rokke nogen til at røre sig. 10 dage efter sad de alle i en straffelejr i - Alexandria.

Skal man nu også være hykler?

Skulle der blandt læsere af dette indlæg være stemmer, der udbryder: »Jeg kan da ikke hykle, at jeg er hellig, når jeg hverken tror på Gud eller fanden — er det hykleri, man forlanger af mig? « må svaret blive — hvor forbløffende det end kan lyde: JA.

Det er ikke officerernes egne sarte følelser af væmmelse eller generthed, der skal beskyttes under udførelsen af hans funktion som officer. Og samarbejdet med feltpræsten er en af officerens funktioner, samarbejdet henholdsvis forarbejdet for feltpræstens virke — og eventuelt rollen som feltpræstens »stand in« i en snæver vending — krigen er fyldt med »snævre vendinger«. Det er folkenes vel, det hele drejer sig om, den enkelte officers personlige følelser kommer i anden række — om det så skal kaldes hykleri, er en sag for sig — med lidt behændighed kan man vist nok finde en anden, og mere opløftende, betegnelse.

En officer kan også som fædrelandets forsvarer blive tvunget til personligt at dræbe en af Kongens fjender på klods hold. Der vil være mange officerer, for hvem personligt manddrab med kniv eller pistol vil være et krav, de næsten ikke ser sig i stand til at opfylde, men som i en given situation vil blive kravet til dem. Og ingen vil af den grund råbe morder efter den officer. Ligeledes kan kravet i en anden situation være det enkle at bede et fadervor med de folk, officeren er betroet kommandoen over. Ingen vil råbe »hykler« efter ham af den grund. Lod han være, kunne han derimod gøre sig fortjent til at få råbt værre ting efter sig.

— cola—

 

PDF med orginialudgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:

PDF icon den_nye_mand_i_staben.pdf

NOTER

1. Den gejstlige tjeneste ved Hæren på feltfod før i tiden.

Med udeladelse af enhver omtale af den gejstlige betjening af Hærens personel i garnisonen, skal følgende oplyses om »feltpræstetjene- sten« i Danmarks Hær i tiden fra napoleonskrigenes ophør og til dato. I de forløbne 150 år har Hæren eller væsentlige dele af den været sat på krigsfod i følgende perioder: 1848— 1851, 1863— 1864, 1914— 1919 og 1939 — 1940, ligesom man må henregne de dækningsstyrker, der siden 2. verdenskrig har stået til rådighed til øjeblikkelig anvendelse, som et militært beredskab, delvis på felt-, delvis på garnisonsfod. Foruden disse perioder har der været opstillet krigsklare styrker af genindkaldt personel i 1870 og 1904, ligesom særlige korps af danske tropper har været opstillet med tjeneste uden for landets grænser 1816— 18 (Frankrig), 1831 (Luxembourg) (opstillet, men ikke afsendt), 1919 (Letland), 1943— 45 (Sverige), 1947— 1958 (Tyskland) og siden 1956 (Det mellemste Østen). Dertil kommer vore kolonistyrker i samme periode, »Den vestindiske Hærstyrke« (senere »Det vestindiske [militære] Gendarmeri«).

Ved alle disse lejligheder, hvor der har været tale om at skulle give dansk personel af krigsmagten gejstlig betjening uden for garnisonen, har det måttet improviseres fra gang til gang. I de slesvigske felttog besørgedes den kirkelige betjening af — m. h. t. antal og udvælgelse frivillige —- folkekirkepræster, der, uden nærmere fortidsætninger for at kunne klare opgaverne, simpelthen rejste til Hæren, sluttede sig til tilfældige enheder og bragte forkyndelse, trøst og styrke til de tropper, de kunne nå, i kantonnementer, bivuakker eller på selve slagmarken.

Under sikringsstyrken i 1914— 1919 var Hæren nok på krigsfod, men 4/5 af dens styrke lå permanent i og omkring hovedstaden, og nogen egentlig feltmæssig tilværelse med enhedernes indkvartering i næsten permanente, i hvert fald langvarige, kantonnementer, hhv. militære lejre eller befæstningsanlæg, stillede ikke noget krav til en feltmæssig gejstlig tjeneste, da Hæren ikke var uden for landets grænser og levede sin daglige tilværelse midt i et uforstyrret fredfyldt samfund. De samme forhold prægede perioden 1939— 1940, hvorimod styrkerne i Sverige i 1943— 1945 straks fik behov for feltpræster (hvorfor et mindre korps af disse da også etableredes), et behov, der kort efter denne periode også meldte sig for Tysklands-styrkerne og vore FN-kommandoers vedkommende.

Her kunne man, henset til styrkernes talmæssige lidenhed, uden større besvær dække behovet for gejstlig tjeneste ved at hverve de få præster, der har skullet til for hver enkelt periode, udruste og instruere dem med den specielle opgave for øje, uden at være tvunget til at skulle tage stilling til nogen permanent organisation af der: gejstlige betjening af Hæren som helhed ved dens overgang til krigsfod.

2. Rammen om den nu fastlagte ordning af den gejstlige betjening af Hæren (Forsvaret) både i felt og garnison.

De letpåviselige uheldige, løse og på improvisationer baserede tilstande, der har præget den hidtidige gejstlige betjening af Hærens personel i krig, og forsåvidt også i fred og på garnisonsfod — det gælder lide Forsvaret — førte til, at der såvel fra Kirkens som fra Hærens side i årene efter 2. verdenskrig blev sat ind for at skaffe Hæren og de øvrige værn et korps af præster, der umiddelbart kunne rykke ud i tilfælde af krig, nøjagtigt som man havde andre pladser i stabene besat med enten permanent tjenstgørende specialister eller med designeringer, der ikke lod mand eller stab i tvivl om funktionens bestridelse.

Dette arbejde fik meget trange kår. Der kom ikke megen støtte eller blot tilskyndelse fra Hærens officerskorps som helhed, og de få officerer, der virkelig forstod sagens alvor og betydning, liavde svært ved at trænge igennem, dels blandt egne kammerater og dels i offentligheden, hvor selve fænomenet »præster i uniform«, som man ikke var vant til at forestille sig, straks udløste skepsis, morsomheder af den klassiske art om »kanonvelsignelse« og sejg modstand bos magthavere med en politisk vanetænkning, der var bundet i traditionel rygvendt holdning til alt »militær« og alt »gudeligt« — og ikke mindt til en »sammenrotning« af disse to foragtelige begreber.

Helt uden kølighed har følelserne heller ikke været fra gejstlig side, man erindrer, at det endnu var mellem de to krige, at 113 »antimilitaristiske« præster offentlig erklærede at ville gå ind for sabotage mod Hæren i mobiliseringstilfælde ved at forhindre udførelsen af den dem påhvilende pligt til at kundgøre mobiliseringen gennem ringning med kirkeklokkerne !

At en sådan sabotageorganisation (i virkeligheden var »schalburgtage« en bedre betegnelse) kunne dannes blandt kirkens mænd, indicerede jo, at man ikke skulle regne med nogen 100% tilslutning herfra til den her ønskede bro mellem Kirke og Forsvar.

Men sagens mænd opgav dog ikke tro og tanke og opnåede da også, at der i 1954 designeredes en arméfeltprovst, senere kaldet hærprovst, der skulle forberede et feltpræstekorps opstilling i krigstilfælde, samtidig med at en tilsvarende designering fandt sted i de to andre værn.

Det var det første skridt — den første anerkendelse.

På basis heraf samlede den designerede armefeltprovst i de kommende år et antal præster, som erklærede sig rede til at ville møde i mobiliseringstilfælde, og der foretoges en fordeling af dem til Hærens forskellige enheder landet over. Samtidig påbegyndte en spagfærdig uddannelse af dem, baseret på et par dages besøg ved en militær enhed, for at få det første, fornødne kendskab til det miljø, der i krigstid vil blive tale om at betjene, og et indledende kendskab til feltlivets krav til præsten.

Ved lov nr. 174 af 16. maj 1962 indføjedes for første gang i Hærens historie en bestemmelse om, at Hæren (som de andre værn) skulle indbefatte et feltpræstekorps, men det kom til at volde betydelige vanskeligheder at få lovens bogstav ført ud i livet til trods for hærprovstens mest utrættelige arbejde og hensynsløse energi, der dels sigtede mod at holde »de frivillige feltpræster« i ånde og nære deres tro på sagen, dels nagle diverse militære, kirkelige og politiske myndigheder til deres pligt m. h. t. at virkeliggøre lovens bestemmelser og lade korpset træde ud i livet.

Et afgørende skridt nåedes den 14. september 1964, da KFF Nr. 25 B bragte Forsvarsministeriets »Bestemmelser om den kirkelige betjening af Forsvaret«.

Denne rummede de fornødne retningslinier for korpsets (korpsenes) opstilling i ret detaljeret form, således gaves bestemmelser om uniformering, distinktionering m. v., men noget tal på korpsenes størrelse gaves ikke, blot anførtes, at korpsets personel ville omfatte såvel liniefeltpræster som feltpræster af reserven — man må formode begge reserver (med og uden rådighedspligt — rådigheds- og krigsreserve).

Derefter er sagen igen gået i stå, og nogen udnævnelser er til dato aldrig foretaget, ligesom der heller ikke har kunnet forberedes den så højt tiltrængte kursusvirksomhed.

 

Litteraturliste

Del: