Den nødvendige forandring - Den arabiske verden 10 år efter Golfkrigen

Der var fest og farver i Kuwait i februar 2001. For det første fejrede man ti-året for befrielsen efter den brutale irakiske besættelse, og for det andet fejrede man 40 årsdagen for landets overgang til fuld selvstændighed. På bannere og plakater blev de lande, der aktivt havde deltaget i den internationale styrke oprettet på amerikansk initiativ få dage efter besættelsen 2. august 1990 takket for støtten i klar erkendelse af, at den irakiske besættelse kun var blevet imødegået og landets suverænitet genskabt takket være hjælpen fra det internationale samfund.

Forsvaret.dk

I den vestlige verdens selvforståelse blev der i forbindelse med Golfkrigen 1991 talt om en ny verdensorden.1 I årene forud var det bipolare system gået til grunde fordi den ene supermagt ikke længere evnede og magtede at deltage i opgøret om, hvilken ideologi der skulle dominere det globale samfund. USSR gik i opløsning, og det skulle få meget store konsekvenser ikke mindst for Europa, der var blevet spaltet i to som følge af netop den kolde krig. Resultatet er gennem 1990´erne blevet etableringen af et helt nyt fælles Europa med udvidelse af både EU og NATO til følge.
Bi-polariteten fik også store politiske, økonomiske og kulturelle konsekvenser for andre dele af verden.2 Det var tydeligt i den arabiske verden, der oplevede sin egen kolde krig mellem de nye selvstændige stater, der blev en del af det vestlige forsvarssamarbejde rettet mod de arabiske stater, der etablerede et samarbejde med USSR.3 Derfor var de stater, der indtil 1989 havde arbejdet tæt sammen med Sovjetunionen, tvunget til at tage den ændrede politiske situation med kun én supermagt op til overvejelse for om muligt at bringe sig på plads i den nye globale orden, der var under udvikling.4
Den irakiske besættelse udløste et internationalt militært samarbejde uden sidestykke og med deltagelse af stater, der indtil da ofte havde været placeret i hver sin lejr i det bi- polare system. Syrien er det klareste eksempel. Siden Hafez al-Asads magtovertagelse i 1970 havde landet været en del af østblokken, og dertil blev landet af Vesten betragtet som en del af et anti-vestligt statsterroristisk netværk. Med stor politisk kløgt manøvrerede Syrien sig på plads i forhold til Vesten, indgik i det militære samarbejde og høstede på både kort og langt sigt frugten af sit valg.5
Det knusende nederlag Irak led i opgøret med det internationale samfund var forudsigeligt, og det internationale samfund talte om en ny verdensorden, der skulle funderes på en fælles accept af folkeretten, respekt for menneskerettighederne, fremme af den demokratiske medbestemmelse og udvidet økonomisk samarbejde. Det sidste var en tydelig og klar tilkendegivelse af, at Vesten efter sejren i den kolde krig nu fandt tiden inde til at lade sit ideologiske værdisystem gælde for kloden som helhed.
De ti år der er forløbet siden har vist, at det tilsyneladende er langt vanskeligere end først antaget, og derfor har det internationale forpligtende samarbejde, der blev etableret som følge af den irakiske besættelse af Kuwait, heller ikke magtet at indfri sine egne løfter i det omfang, der blev stillet i udsigt. Realpolitiske hensyn har eksempelvis ført til, at befolkningen i den folkerigeste arabiske stat Egypten gennem det sidste årti har oplevet en alvorlig begrænsning i mulighederne for aktiv politisk deltagelse, alvorlige brud på menneskerettighederne og en statslig overvågning, der i substans kun meget dårligt rimer med de løfter, der blev givet for almindelige mennesker i den nye verdensorden. Egypten fik stor økonomisk fordel af at deltage i den internationale alliance, men landets almindelige befolkning har til dato slet ikke fået indfriet de forventninger om øget politisk indflydelse, der blev stillet i udsigt.6
Hverken i Egypten eller andre steder i regionen har det internationale samfund evnet at leve op til de løfter, der blev afgivet i lyset af Golfkrigen i 1991. Den arabiske verden har dette til trods alligevel gennem det sidste årti været præget af en interessant politisk udvikling, der flere steder har ført til ganske store forandringer. Det er imidlertid afgørende at fastholde, at Golfkrigen 1990-91 ikke med nogen ret kan siges at have forårsaget disse forandringer. De forandringer vi kan påvise, og som skal præsenteres og diskuteres i det følgende, er ikke et resultat af den internationale alliance og den postulerede nye verdensorden, den gav anledning til. Paradoksalt nok er det snarere sådan, at en stor del af de regimer i den arabiske verden, der deltog i den internationale alliance, har været præget af en fælles tendens til at begrænse den almindelige befolknings mulighed for at få politisk indflydelse, der slet ikke stemmer overens med de principper, der skulle karakterisere den nye verdensorden. Jeg skal af hensyn til den knappe plads i det følgende forholde mig til de forandringer, der gennem 1990´erne er sket i de politiske systemer i Saudi-Arabien, Bahrain og Qatar.
 
Saudi-Arabien og shura
Det har siden Saudi-Arabien blev en moderne nationalstat i 1932 været officiel saudisk selvforståelse, at landet søger inspiration til løsning af alle udfordringer i sin egen historiske fortid. Det har af samme grund været officiel saudisk politik, at den vestlige verdens politiske tradition hviler på et fundament, der er uforenelig med den islam- tolkning, der er den saudiske stats ideologiske fundament. Saudi-Arabien har derfor heller ikke skrevet under på FN´s deklaration om menneskerettigheder fra 1948 og fastholder med stor konsekvens sin afvisende holdning til at indgå i et internationalt samarbejde, der strider mod den saudiske fortolkning af islamisk ret. Af samme grund har skiftende saudiske kongers syn på demokrati været meget negativt.
Det har imidlertid i flere sammenhænge været nødvendigt for den herskende familie at justere det politiske system. I forbindelse med kong Faisals de facto magtovertagelse i 1962, der blev udløst af voksende indre sociale modsætninger gennem 1950´erne og begyndelsen af 1960´erne, lancerede han et program, der skulle transformere landet og sikre, at de store indtægter fra salg af olie kom hele befolkningen til gode.7  Det er interessant at se, at Faisals udspil ikke stillede direkte politisk deltagelse i udsigt, og landet fik heller ikke i hans regeringstid (1962-1975) en egentlig grundlov. Til gengæld blev det gjort klart, at landets rigdom var for hele befolkningen, og gennem de følgende år blev statens institutioner voldsomt udbygget, så de kunne servicere den almindelige befolkning. Faisals program er med rette blevet karakteriseret som en slags social kontrakt, hvor befolkningen affandt sig med Saud-slægtens monopol på den politiske magt mod at den til gengæld fik synlige og mærkbare sociale forbedringer.8
Det skulle dog vise sig, at dele af den saudiske befolkning med tiden alligevel ønskede politisk indflydelse, og siden en radikal militant gruppe i 1979 besatte den store moske i Mekka, har der været diskussion af, hvorledes befolkningens politiske indflydelse kan institutionaliseres.9 Etablering af et pluralistisk demokrati efter europæisk forbillede er i henhold til den officielle selvforståelse utænkelig og umulig, og de der har argumenteret for politiske forandringer hen imod større og bredere folkelig indflydelse har derfor taget udgangspunkt i begrebet shura.10 Begrebet benyttes i Koranen i Sura 42 vers 38, der opfordrer de troende til at gøre anliggender af fælles interesse til genstand for gensidig rådslagning - shura.11
Det skulle dog først blive i 1992, at kong Fahd endeligt kunne udstede de første officielle dokumenter i landet, hvor statens politiske system forklares og begrundes for befolkningen. I tre sammenhængende love omhandlende en lov om regeringen og regeringsudøvelsen12, en lov om det rådgivende råd13 og en lov om regionerne, dvs. de administrative områder det vidtstrakte land er inddelt i,14 blev det eksisterende saudiske politiske system beskrevet og dets institutioner forklaret. Kritikere har ved lovenes offentliggørelse gjort gældende, at der i virkeligheden er tale om tomme reformer15 uden reelt indhold, men udviklingen gennem 1990´erne har alligevel vist, at der er ændringer på vej i det politiske system i landet.
Det gøres i loven om det rådgivende råd (shura) klart, at rådet ikke er folkevalgt. Der er derfor ikke tale om, at den almindelige saudiske befolkning overdrages et direkte politisk medansvar udmøntet gennem retten til at stemme. Rådets medlemmer er alle udvalgt af kongen (§ 3). Det gøres i § 4 gældende, at rådet virker for en periode af fire år, og at mindst halvdelen af det følgende råds medlemmer skal være nye. På den måde er det sikret, at nye stemmer kommer til og får mulighed for at gøre sig gældende. Rådet skal i henhold til § 15 tage sig af følgende opgaver:
·         Diskutere og formulere sin holdning til de udviklingsplaner, der siden 1970 for en periode af 5 år har skitseret statens udviklingsintentioner,
·         diskutere og kommentere love, regulativer, traktater og internationale aftaler tiltrådt af regeringen,
·         fortolke lovene og
·         kommentere og kritisere de enkelte fagministres årlige rapporter til kongen.
Der er således tale om, at rådet får mulighed for at forholde sig til den af regeringen faktiske førte politik og gennem debatterne i rådet at gøre denne til genstand for kritik. Det gøres i § 23 klart, at en gruppe på ti rådsmedlemmer har mulighed for at fremsætte forslag til ny lovgivning gennem fremsendelse af forslag til kongen gennem rådets formand.
Kritikere har derfor ret, når de fastholder, at der er meget snævre grænser for graden af folkelig deltagelse i saudisk politik. Men det er i den sammenhæng måske vigtigere at fastholde, at udstedelsen af lovene i 1992 i sig selv er et tegn på, at heller ikke det saudiske politiske system er hævet over nødvendig justering. Det saudiske monarki har gennem de sidste årtier været udsat for en voksende intern kritik formuleret af grupper, der ikke nødvendigvis stiller spørgsmål ved kongefamiliens krav på den legitime magt, men som omvendt gerne ser, at der indrømmes andre mulighed for at være med til at præge landets udvikling.16 Det signal har kongeslægten forstået, og derfor kom de nye love i 1992.
Det er i den sammenhæng vigtigt at hæfte sig ved, at loven om regeringen i § 5 formelt fastslår, at embedet som konge kun kan tilfalde efterkommere i lige linie af Abd al-Aziz, der i årene mellem 1901 og 1932 skabte det vi i dag kender som Saudi-Arabien. Det betyder at Saud-slægten hermed definitivt har fået legaliseret det, der siden indsættelsen af kong Saud i 1953 har været gældende praksis: at slægten har monopol på kongemagten. Det er nu ikke bare sædvane men legal officiel politik. Det gøres i øvrigt i samme paragraf gældende, at det er den regerende konge, der udnævner kronprinsen, ligesom han har bemyndigelse til at afsætte ham og udpege en ny. Denne formelle bestemmelse har krævet modydelser - og modydelsen er kommet gennem etableringen af det rådgivende råd, hvis udpegede medlemmer har ret til at ytre sig om landets anliggender.
Det første råd blev etableret i 1993 og talte 60 medlemmer. Et nyt råd blev udpeget i 1997 og denne gang talte det 90 medlemmer. Et nyt shura ventes udpeget i løbet af efteråret 2001. Hvor mange medlemmer dét vil tælle vides ikke i skrivende stund, men en sammenligning af medlemmer af det første og det andet råd viser en interessant udvikling. Medlemmer af det andet råd var gennemgående yngre end medlemmerne af det første; der var i det andet råd flere medlemmer med en moderne teknisk uddannelse, og der var i det andet råd også en enkelt repræsentant for Saudi-Arabiens shia-muslimske minoritet.17
Dette antyder, at den regerende slægt har indset, at det gælder om at den siddende rådgivende forsamling tæller repræsentanter også fra de dele af det saudiske samfund, der er kritisk indstillet for så vidt angår den faktisk førte politik. På den måde kan det måske forebygges, at kritikerne radikaliseres og militariseres. Det store spørgsmål er imidlertid fortsat, om ændringerne opleves som tilstrækkelige for den hastigt voksende del af det saudiske samfund, der gennem e-mail, internet og besøg i Vesten ved, at den almindelige befolkning dér har ganske store muligheder for selv at deltage i planlægningen af den fælles fremtid. Det ønsker også mange saudiske statsborgere, der dog ikke har fået megen støtte fra demokratiske grupper i Vesten i deres bestræbelser på at sikre sig selv bedre muligheder for at få indflydelse på landets fremtid. Ret beset har de kun sig selv at takke for, at der gennem 1990´erne er sket enkelte meget begrænsede forbedringer.
 
Bahrain og det konstitutionelle monarki
Bahrain fik i 1971 fuld selvstændighed og den nye selvstændige stat blev medlem af FN og af Den Arabiske Liga. Der var i forbindelse med landets overgang til selvstændighed diskussion af, om Bahrain skulle indgå i en ny statsdannelse sammen med andre små shaykh-dømmer i Golfen, men ved en folkeafstemning afviklet i FN-regi stemte befolkningen for national selvstændighed. Dermed blev det også gjort klar for shahen i Iran, at hans udsagn om Bahrain som en del af det historiske Iran ikke kunne accepteres.18
Formelt blev Bahrain ved overgangen til selvstændighed et emirat. En grundlov blev ratificeret i juni 1973, og i overensstemmelse med den blev der i december 1973 afholdt valg til en nationalforsamling, der skulle være et del af det politiske system i den lille nu selvstændige stat. Nationalforsamlingen talte 30 medlemmer, der blev valgt af den stemmeberettigede del af den bahrainske befolkning og suppleret med 14 ministre udpeget af den regerende emir. Politiske partier var i henhold til grundloven forbudt, men 114 kandidater repræsenterende indbyrdes forskellige politiske holdninger blev opstillet til valget i 1973. Emiren hjemsendte efter en ophidset debat om den økonomiske politik i august 1975 nationalforsamlingen og opløste den efterfølgende gennem udstedelsen af et dekret. Nationalforsamlingen har ikke siden været genindkaldt.
Det politiske liv i Bahrain lod sig frem til slutningen af 1980´erne affinde med, at der ikke var en valgt nationalforsamling. Enkelte røster kritiserede den herskende Khalifa- familie for ikke at ville efterleve den grundlov, landet havde fået ved sin overgang til politisk selvstændighed, men hovedparten af Bahrains befolkning var tilsyneladende tilfredse med den udvikling Bahrain gennemgik under ledelse af Khalifa-slægten. Først fra slutningen af 1980´erne bliver det tydeligt, at dele af befolkningen begyndte at forholde sig mere og mere kritisk og åbent begyndte at kritisere regeringen for dens politik. Kritikerne gjorde gældende, at de store statslige indtægter fra salg af olie ikke kom hele befolkningen til gode. Det var især den shia-muslimske majoritet, der med en vis ret hævdede, at den ikke tilnærmelsesvis fik sine interesser tilgodeset19. Derfor blev der også fra Den Islamiske Republik Iran efter revolutionen i 1979 rettet en propaganda-offensiv mod Bahrain med opfordring til, at den shia-muslimske befolkning rejse sig til oprør mod et illegitimt og undertrykkende politisk system. Den iranske propaganda fandt kun ringe folkelig opbakning, men det forhold at Teheran påviseligt propaganderede for politiske ændringer i landet gav styret mulighed for at anklage enhver der kritiserede forholdene, at vedkommende samarbejdede med fremmede magter og dermed udgjorde en trussel mod statens sikkerhed.20
Det lykkedes derfor i begyndelsen regeringen at kyse oppositionen, men efterhånden som kritikken mod udviklingen vandt større og større opbakning hos en stadig bredere del af befolkningen blev det klart, at oppositionen ikke alene kom fra utilfredse shia- muslimer. Også voksende dele af landets sunni-muslimer ytrede kritik af regeringen, der for sit vedkommende svarede igen med voldsom represion. Husmure og gavle var i midten af 1990´erne overskrevet med kritiske udsagn vendt mod Khalifa-slægten og dens politik, og besøgende kunne med føje føle sig hensat til den besatte Vestbred under den første intifada 1987-90. Slagord gjorde gældende, at der siden begyndelsen af 1970´erne var ført en forfejlet økonomisk politik og at regeringen ikke magtede at sikre den nationale befolkning tilfredsstillende job og slet ikke til en løn, der kunne sikre den enkelte familien et materielt tilfredsstillende liv.21
Khalifa-familien forsøgte i første omgang at imødekomme kravet om større politisk indflydelse gennem etablering af et rådgivende råd, et shura på 40 medlemmer alle udpeget af emiren. Etableringen af et ikke-folkevalgt rådgivende råd blev af oppositionen afvist som tilstrækkeligt, og i et åbent brev gjorde en gruppe kritikere gældende, at emiren skulle genindkalde nationalforsamlingen og derefter afholde nyvalg i overensstemmelse med anvisningerne i landets grundlov. Det var regeringen ikke villig til, og i midten af 1990´erne forekom konflikten fastlåst: på den ene side en regering, der på ingen måde ville imødekomme oppositionen og på den anden side en opposition, der for en stor dels vedkommende var eksileret men som fastholdt, at en løsning på konflikten kun kunne komme på tale, hvis emiren lod nationalforsamlingen genindkalde.22.
I marts 1999 afgik den herskende emir Isa ibn Sulman al-Khalifa ved døden. Han havde siddet på magten siden landet fik selvstændighed og blev efterfulgt af sønnen Hamad. Det blev umiddelbart efter hans magtovertagelse fra officiel side meddelt, at den nye emir var indstillet på at reformere det politiske system. Oppositionen var i begyndelsen skeptisk, men gennem de følgende år er det blevet tydeligt, at ændringer er på vej. I oktober 2000 blev nye medlemmer af det rådgivende organ udpeget og flere af dem, der blev bedt om at indtræde i rådet havde tætte forbindelser til oppositionen. Senere i november blev en komite på 46 personer nedsat, der skulle udarbejde et dokument med de regler, der skulle gælde i det nye politiske system, der var under etablering. I januar  2001 blev der givet amnesti til en stor gruppe eksilerede oppositionsfolk, der blev opfordret til at vende tilbage til Bahrain og deltage i debatten om landets fremtid.
Endelig blev der i februar 2001 afholdt en folkeafstemning hvor både mænd og kvinder havde stemmeret. Et overvældende flertal (98% af de afgivne stemmer) bakkede op om forslaget, der skal liberaliserede det politiske system og sikre, at almindelige bahrainere i fremtiden kan få indflydelse på den politiske proces. Mithâq al-Amal al-Watanî opstiller en tidshorisont frem til 2003. I denne periode skal det politiske system gradvist ændres i overensstemmelse med de anvisninger, Charteret for National Handling opstiller, og endeligt skal der i 2004 afholdes frie valg til en ny nationalforsamling. Det gøres i charteret utvetydigt gældende, at den nærmest enevældige position den herskende emir har i henhold til grundloven af 1973 skal begrænses, så det nye politiske system får karakter af det konstitutionelle monarki, vi kender fra flere europæiske lande.23
Der har gennem sommeren 2001 været kritik af den nye regering ledet af Hamad ibn Isa al-Khalifa. Den er blevet kritiseret for i flere tilfælde at have lagt hindringer i vejen for møder og debatter arrangeret af oppositionen, men som helhed synes den politiske krise at være løst med den brede folkelige støtte til Chartereet for National Handling, hvis tidsplan tilsiger, at der senest i 2004 endeligt skal afholdes valg til landets nationalforsamling. Heller ikke i Bahrain har det internationale samfund engageret sig til støtte for den demokratiske opposition. Når den alligevel har opnået resultater har også den kun sig selv at takke.
 
Qatar og den nye generation
Qatar har af to grunde påkaldt sig interesse igennem 1990´erne. For det første fordi den lille stat i 1996 ikke lang tid efter at Hamad ibn Khalifa al-Thani havde kuppet sig til magten og afsat sin far Khalifa ibn Hamad al-Thani gav tilladelse til at TV-stationen al- Djazîra via satellit kunne sende til resten af verden. Den nye TV-station var udtryk for noget banebrydende nyt, idet den for det først turde sætte emner og problemer til debat, der i de fleste arabiske politiske systemer er tabu-belagt, og for det andet i to ugentlige debatprogrammer med titlen al-Ittidjah al-Mu´akas (Den Modsatte Retning) og al- Ra´y al-`Akhar (Den Anden Mening) opfordrede lytterne til at deltage direkte i debatten - f.eks. med spørgsmål til førende arabiske politikere.24 Noget sådant havde indtil da ganske enkelt været utænkeligt - og en del førende repræsentanter for den arabiske verden har af samme grund på egen krop oplevet det ubehag det er for åben skærm at skulle forsvare beslutninger, som faktisk ikke kan forsvares.
Udsendelserne fra al-Djazîra sendes via satellit og kan i dag ses af alle bosat i Europa, USA og Canada. Det har skabt et fælles rum for arabere bosat i Vesten og kritiske arabere bosat i den arabiske verden i øvrigt, hvor de kan støtte hinanden i en fælles kritik af stivnede politiske traditioner, der fastholder en utidssvarende politisk kultur i stedet for at udvikle den til noget nyt og levende. At det allerede har båret frugt kan ses af det forhold, at alle andre arabiske TV-stationer gennem de sidste få år har reformeret sig selv dramatisk. Det gælder både de statsdrevne og de der drives af private selskaber og financieres via reklameindtægter. Alle TV-stationer har erkendt, at den voksende konkurrence fra andre arabiske kanaler ganske enkelt tvinger alle til opfindsomhed for at udvikle nye initiativer. Det giver heller ikke i den arabiske verden nødvendigvis bedre TV, men det tvinger kanalerne til at tænke kreativt for at fastholde seerne.
Qatar har siden al-Djazîra begyndte at sende i efteråret 1996 påkaldt sig vrede på skift fra næsten alle andre arabiske stater. Eksemplerne på at arabiske lande som Egypten og Kuwait har hjemkaldt sine ambassadører fra Doha er flere, men Qatars regering har under ledelse af emiren Hamad al-Khalifa fastholdt landets suveræne ret til fra hovedstaden Doha at lade stationen sende.25I marts 1999 udfordrede Qatars regerende emir igen den traditionelle politiske kultur på Den Arabiske Halvø. Landet fik ved overgangen til selvstændighed i 1970 en provisorisk grundlov, der overdrog den herskende emir al udøvende magt. Der blev også etableret et rådgivende råd på 20 medlemmer. Rådet blev i 1975 udvidet til 30 og i 1988 til 35. Rådets opgaver var i den provisoriske grundlov af 1970 meget begrænset, men i 1975 gav nye bestemmelser det mulighed for at indkalde de enkelte fagministre til møder i rådet forud for udsendelse af ny lovgivning, og selvom rådets ret til at foreslå love ikke blev sikret, blev dets mulighed for debat om regeringens politik på alle områder gjort mulig.I vinteren 1998-99 blev der taget initiativ til afholdelse af et valg til et nyt råd shura al- Madani, en slags kommuneråd med 29 medlemmer med sæde i hovedstaden Doha. Da næsten hele den qatarske befolkning er bosat i hovedstaden var initiativet udtryk for noget afgørende nyt, fordi det fra regeringens side blev understreget, at alle qatar- borgere havde stemmeret uanset køn. Det blev også tilladt for kvinder at opstille til det nye shura, og tre kvinder stillede op. De opnåede ganske vist ikke valg ved valget i marts 1999, men det forhold at landets kvindelige befolkning er blevet anerkendt som en del af det politiske system er en irreversibel proces, hvor ingen længere kan forestille sig at uret stilles tilbage.
Qatar er et ganske lille land uden nævneværdig lokal politisk indflydelse. Men det forhold, at begge køn er blevet engageret i den politiske omstillingsproces, der er blevet sat igang, giver løste om, at andre stater i Golfen kan blive tvunget til at følge trop. At kvinderne i eksempelvis Saudi-Arabien følger udviklingen i Qatar med stor opmærksomhed kan ikke overraske nogen, og dét kan kun føre til et voksende pres mod Saud-slægten om på en eller anden måde at lade de saudiske kvinder komme til orde. Det gælder også for eksempelvis Kuwait.Løfterne i forlængelse af Golfkrigen i 1991 var mange, men ret beset har det internationale samfund ikke engageret sig i kampen for sikre den almindelige befolkning større indflydelse på den nationale politik. De synlige ændringer i retning af større folkelig medbestemmelse der ikke desto mindre kan dokumenteres er kun sikret fordi de herskende familier i de tre lande har erkendt, at en justering er nødvendig. De er ikke blevet gennemført fordi magthaverne synes det er morsomt at afgive magt, men fordi magthaverne har erkendt, at de er nødvendige. Derfor er der heller ingen grund til at tro, at forandringerne vil ophøre med de relativt begrænsede ændringer, der er gennemført gennem de sidste ti år. Meget taler for, at det folkelige pres for flere vil blive opretholdt - og så må regimerne igen give efter.26

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_130.aargang_nr.4_2001.pdf

  Noter og henvisninger:
 
1.     Jvf. Haifaa A. Jawad (ed.): The Middle East in the New World Order, London 1997 og Gorm Rye Olsen: Golfkrisen og den nye verdensorden, København 1991.
2.     Jvf. Alan R. Taylor: The Superpowers and the Middle East, New York 1991; Moshe Efrat & Jacob Bercovitch (eds.): Superpowers and Client States in the Middle East. The Imbalance of Influence, London 1991 og George Lenczowski: American Presidents and the Middle East, Durham & London 1990.
3.     Jvf. Malcolm Kerr: The Arab Cold War 1958-1964: A Study of Ideology in Politics,London 1965; Michael Hudson: Arab Politics. The Search for Legitimacy, New Haven & London 1977; Bahgat Korany & Ali E. Hillal Dessouki (eds.): The Foreign Policies of Arab States, Boulder 1984; Michael Hudson (ed.): Middle East Dilemma. The Politics and Economics of Arab Integration, New York 1999 og Elie Podeh: The Quest for Hegemony in the Arab World, Leiden 1995.
4.     Jvf. Birthe Hansen: Unipolarity and the Middle East, London 2000
5.     Jvf. Volker Perthes: The Political Economy of Syria under Assad, London 1995; Eberhard Kienle (ed.): Contemporary Syria: Economic Liberalization between Cold War and Cold Peace, London 1994 og Eyal Zisser: Asad´s Legacy. Syria in Transition, London 2001.
6.     Jvf. Eberhard Kienle: A Grand Delusion. Democracy and Economic Reform in Egypt,
London 2001.
7.     Jvf. David Holden & Richard Johns: The House of Saud, London 1981.
8.     Jvf. Augustus Richard Norton (ed.): Civil Society in the Middle East, Vol. I, Leiden 1995 Introduction.
9.     Jvf. R. Hrair Dekmejian: Islam in Revolution. Fundamentalism in the Arab World, New York 1995, kapitel 9.
10.      Jvf. Roswitha Badry: Die Zeitgenössische Diskussion um den islamischen Beratungsge- danken, Freiburger Islamstudien Band XIX, Stuttgart 1998.
11.      Verset lyder i A.S. Madsens oversættelse af Koranen til dansk: “Og som svarer deres Herre (med lydighed) og opretholder bønnen, og hvis lov er gensidig rådslagning, og som giver ud af det, Vi har forsynet dem med”. I Madsens udgave er det vers 39 og ikke vers 38.
12.      Loven hedder på arabisk al-Nizâm al-Asâsî li-lHukm, der i officiel saudisk oversættelse gengives med The Basic Law of Government.
13.      På arabisk Nizâm Madjlis al-Shûrâ, der i officiel saudisk oversættelse betegnes The Madjlis Ash-Shura Law.
14.      På arabisk Nizâm al-Manâtiq, der i officiel saudisk oversættelse betegnes The Law of Regions.
15.      Jvf. Empty Reforms. Saudi Arabia´s New Basic Laws, Middle East Watch, New York, 1992 og John Bulloch: Reforms of the Saudi Arabian Constitution, London 1992.
16.      Jvf. Mamoun Fandy: Saudi Arabia and the Politics of Dissent, New York 1999.
17.      Det anslås at ca. 8% af den saudiske befolkning er shia-muslimer.
18.      Jvf. Rosemarie Said Zahlan: The Making of the Modern Gulf States, London 1998 (revised and updated edition) p. 59ff.
19.      Det skønnes at ca. 65% af Bahrains befolkning er shia-muslimer.
20.      Jvf. Anthony H. Cordesman: Bahrain, Oman, Qatar and the UAE: Challenges of Security New York 1997 og U. Rabi & J. Kostiner: The Shi´is in Bahrain: Class and religious Protest trykt i O. Bengio & G. Ben-Dor (eds.): Minorities and the State in the Arab World, Boulder 1999 pp. 171-188.
21.      En eksileret oppositionsgruppe med navnet Bahrain Freedom Movement harløbende holdt interesserede á jour med udviklingen i landet, og følger fortsat fra sit London-kontor udviklingen nøje.
22.       Et såkaldt åbent brev dateret oktober 1994 med oppositionens krav til en løsning af kontlikten kan findes på internettet på adressen http://ourworld.compuserve.com/
homepages/Bahrain/petition.htr
23.       Se Mithâq al-Amal al-Watanî § 3 og 4.
24.       Jvf. Jon B. Alterman: New Media, New Politics? From Satelitte Television to the Internet in the Arab World, The Washington Institute for Near East Policy, Washington 1998.
25.       Det er ikke alle indbyggerne i Qatar, der selv kan se den kanal, der har påkaldt sig vrede fra regeringer i den øvrige arabiske verden. Man skal etablere en parabol for   at fange signalerne fra satelitten. Det samme gælder i store dele af resten af den arabiske verden. Alle førende hoteller har kanalen som én af mange muligheder gæsterne har for at følge med i nyhederne. Stationen har i sine få år modtaget et hav af priser for sine nyheder - og de hænger til stationens stolthed alle på væggene i direktørens kontor i Doha!
26.      Jvf. M. Herb: All in the Family. Absolutism, Revolution and Democracy in the Middle Eastern Monarchies, New York 1999.

Litteraturliste

Del: