Den militærteknologiske udvikling og dens følger

Foto: Forsvaret.dk

Indledning
Den militærteknologiske udvikling og dens følger omtales ofte som en Revolution in Mili­tary Affairs (RMA).
Men allerede her skal det bemærkes, at der kan stilles spørgsmålstegn ved, om der over­hovedet er en RMA? Den kontroversielle britiske sociolog Paul Hirst har en mening om dette. I sin særdeles tankevækkende bog Krig og Magt i det 21. århundrede konfronterer han bl.a. RMA med den ubehagelige virkelighed, som han ser den, og kommer med en ret opsigtsvækkende påstand:

 "(…) Situationen er i dag næsten som i 1920-erne. De fleste stater, selv USA, har store overflødige styrker baseret på platforme som tanks og overlydsfly, der vil blive stadigt mere sårbare, men som vil lægge beslag på det meste af det budget, der er til rådighed. Det vil bremse fremvæksten af nye teknologier, medmindre der bliver gjort noget afgø­rende for at styre forskellige forsvarsbudgetter, forskningen og produktudviklingen i den retning. USA er klar over, at det står over for dette valg, men finder det vanskeligt at diri­gere sine styrker i denne retning i opposition til hævdvundne interesser[2] (…)"

Man kan også anlægge et andet perspektiv på RMA begrebet, nemlig sprogets rummelig­hed:

Sproget rummer en komplementaritet, som nobelpristageren Niels Bohr blev opmærksom på gennem sine forsøg på at beskrive kvantemekanikkens sære univers v.hj.a. daglig­sproget. Han hævdede således, at der eksisterer et komplementært udelukkelsesforhold mellem et ord eller begrebs principielle anvendelighed og samme ord eller begrebs princi­pielle bestemthed. Han påpegede bl.a., at det komplementære begreb til ”sandhed” ikke er ”løgn”, men ”klarhed” (i betydningen enkelhed, forståelighed, anvendelighed). 

Når vi læser om et begreb, der kaldes RMA, må vi derfor gøre os klart, at denne meget klare, og dermed temmelig usande (til forskel fra løgnagtige) betegnelse anvendes, fordi varen skal sælges politisk via TV mediet i the one-liner´s fædreland – USA. Det er i denne forbindelse tankevækkende, at der i professionelt militært regi anvendes betegnelsen "trans­formation".  

Det, der efter min mening foregår, er en udvikling mod et IT-netværksbaseret forsvar, som godt kan fortjene betegnelsen ”et militært paradigmeskift”.  Dette skift består i al sin tilsyneladende enkelthed i, at informati­onsteknologien i form af et ”intelligent” netværk bliver udgangspunktet for etableringen af den militære kapacitet, hvor det hidtil har været våbenteknologien, der var udgangspunktet. Dertil kommer, at der søges etableret taktiske doktriner[3], benævnt selvsynkronisering, der driver den oprindeligt tyske doktrin om Auftragstaktik  til sin yderste konsekvens. Hele konstruktionen betegnes Network Centric Warfare (NCW) eller Network Centric Operations (betegnelsen NCW anvendes her af hensyn til de anvendte citater). Disse emner er bl.a. omtalt i december 2003 udgaven af Militært Tidsskrift.    

Den 13-14. januar 2003 blev der i USA afholdt en konference over det noget kryptiske emne: Swarming: Network Enabled C4ISR.  (C4ISR = Command, Control, Communica­tions, Computers, Intelligence, Surveillance and Reconnaissance).  Under denne overskrift gemmer sig et forsøg på at få afklaret, hvorledes selvsynkroniseringen kan gennemføres. Ambitionen er tilsyneladende, at IT-netværket udvikles til både at rumme den hardware og software samt gennemføre de funktioner, der i dag benævnes C4ISR, og hvor mennesket ikke længere vil være "the man in the loop", men blot have en overvågningsrolle. Dette er i sig selv en enorm teknologisk udfordring. Men ”sværmning”, hvad i alverden er det?

Resten af denne artikel er i stort omfang baseret på Section B i de uklassificerede og redi­gerede arbejdspapirer fra konferencen, dateret 25. juni 2003[4], i alt 184 sider. Section B fylder 15 sider, og er et sammendrag af de forskellige indlæg, som jeg ret hårdhændet har resumeret, oversat og kommenteret. (Herefter benævnt "kilden. Referencer til andre dele af rapporten er anført med sec./p).

Hvad er Swarming?
Der var på konferencen to "skoler", med hvert sit perspektiv på dette spørgsmål. Den ene var inspireret af eksempler fra krigshistorien, den anden af den adfærd, som sociale in­sekter kan udvise. (Det er faktisk bemærkelsesværdigt, at f.eks. hvepse, der må betragtes som relativt ubegavede p.g.a. et lille hjernevolumen, kan bygge et hvepsebo. Hvert enkelt hvepsebo er i realiteten et genialt ingeniørværk, der hviler på nogle grundprincipper, som bliver tilpasset de fysiske omstændigheder på byggestedet).

Første skole hævdede, at swarming optræder, når manøvreideen er et konvergerende angreb af halv- eller helautonome enheder mod samme mål.

Anden skole hævdede, at swarming er en tankegang snarere end en teknologi. Det er en "bottom-up" indfaldsvinkel til, hvorledes man styrer og optimerer adskilte systemer ved at anvende fleksible, vedvarende, decentraliserede og selvorganiserende teknikker, hvor in­spirationen som sagt kommer fra, hvorledes sociale insekter samarbejder.

Første skole argumenterede, at nøglen til succes for swarming-styrker altid har været ev­nen til kunne undvige (mobilitet eller skjul for at undgå stykvis nedkæmpning), overblik over situationen og længere rækkende våben end fjenden. Under slaget om Nordatlanten (1939-42) havde de tyske ubåde (som i realiteten brugte swarming taktik) kun evnen til at undvige.  Under kampen i Mogadishu (1993) havde de somaliske styrker både evnen til at undvige og fastholde overblikket over situationen. (Det er påpeget i kilden, at en fremtidig amerikansk udrykningsstyrke kunne meget vel få brug for alle tre egenskaber over for en tung pansret styrke).

Anden skole argumenterede ved at påpege eksempler, hvor kommercielle virksomheder har haft succes med swarming principper. Algoritmer (computerprogrammer), som er ba­seret på myrers adfærd under fødeindsamling, anvendes til at styre transport (Southwest Airlines), styre kommunikation (British Telecom) og planlægge produktion (Unilever). En såkaldt "krukke-brigade" algoritme, som er baseret på honningbi- og myre-principper, til­deler arbejdskraft i store forretningscentre (Brown; Bantam-Doubleday-Dell Distribution). Militære styrker har tilsvarende problemer med transport, kommunikation og styrketilde­ling.

Fælles for de to skoler er, at kompleks kollektiv adfærd opstår ved, at det enkelte individ følger nogle simple regler. Disse regler medfører,

·         at der kan reageres på eksterne og interne ændringer,

·         at helheden kan fungere selv om enkelte individer fejler,

·         at der ikke er behov for central styring og

·         at der skabes øjeblikkelige frem for forudbestemte løsninger på problemer. 

Deltagerne i en sværm interagerer (til forskel fra at kommunikere) fortrinsvis med deres naboer for at muliggøre

·         tilfældighed,

·         forskellighed,

·         konkurrence og

·         tilpasning (læring),

som er essentielt for selvorganisering. Dette vil formentligt kunne medføre et mindre pres på kommunikationsarkitekturen. Information og efterretninger vil blive stillet til rådighed i nødvendigt omfang v.hj.a såkaldt stigmergy (et ord, som angiveligt er afledt af det græske ord for tegn/indikation og aktion) eller gennem tegn eller indikationer i det reelle eller virtu­elle operationsmiljø. Sagt på en anden måde: Stigmergy betyder, at det intelligente net­værk sørger for, at alle, mennesker såvel som systemer, får de informationer, de har be­hov for[5].

Man kan selvfølgeligt hævde, at det er krukkeri at anvende begrebet stigmergy, for der er vel egentligt blot tale om en avanceret form for information management? Jeg tror, at man i stedet skal betragte stigmergy som det komplementære fænomen til management. Jo mere stigmergy, des mindre management – og omvendt. I en stigmergybaseret konstruktion (jeg har omhyggeligt fravalgt ordet "organisation") er der ingen ledere, der "manager" (håndterer) noget som helst. Hvert element i konstruktionen har sine egne kendetegn (stigma), og in­formationen søger derhen, hvor kendetegnene indikerer, at der er brug for den.

World Wide Web er en stigmergybaseret konstruktion, der har forandret verden. Lad mig tillige erindre om, at verdens til dato mest gennemkontrollerede og styrede militære organisation (lad os kalde den hypermanaged), Sovjetunionens væbnede styrker, led et for­smædeligt nederlag til de afghanske og formentligt meget løst organiserede guerillaer.

Kilden[6] fremhæver begrebet "pulserende kamp" som noget centralt i swarming. Swarming og guerillataktik er lig hinanden i den forstand, at de begge bygger på små, mobile og undvigende enheder, hvor formålet med et angreb ikke ikke er at indtage et mål, men at gøre fjenden maksimum skade for derefter at forsvinde (hit-and-run). Men her ender sammenligneligheden. Den afgørende forskel mellem guerilla- og swarmingtaktik er antallet af enheder, der angriber, og vedholdenheden i angrebene.

Swarming involverer adskillige enheder, der konvergerer mod målet, hvor de gennemfører pulserende kamp. D.v.s. at hit-and-run angrebene fortsættes. På denne måde kan swarming skabe langvarige nedslidningsslag.

Swarming-konceptet består altså af fire trin: Lokalisere – konvergere - angribe – forsvinde. Manøvreideen er konvergerende angreb af flere enheder. Kampoperationer hviler fortsat på bevægelse. Nærkamp er sjælden og gennemføres aldrig over lange perioder.    

Man bemærker sig, at hvor swarming tilsyneladende er et veldefineret begreb, så var det på tidspunktet for konferencens afholdelse tilsyneladende ikke integreret i NCW konceptet. Dette skal sammenholdes med, at kilden under overskriften "Hvad er Rollen for Swarming Systemer?" fastslår, at swarming koncepter må demonstrere deres potentiale til at kunne bidrage til USA´s militære transformation. Transformationen skal medføre en evne til at gennemføre NCW operationer af enhver art, således som man forestiller sig dette i det amerikanske forsvar og i forsvarsministeriets kontor for transformation af styrkerne.

Det anføres derfor i kilden, at der må anvendes betydelige midler til Concept Development and Experimentation, herunder modellering og simulation, hvis swarming-konceptet skal kunne blive til noget. Eller sagt med andre ord – der er nok lang vej igen.

Kilden har en oversigt over, hvad der er karakteristisk for swarming, NCW og terrorisme:

En slags konklusion: Swarming er en taktisk ide, som skal løse problemet med, hvorledes man gennemfører selvsynkronisering under NCW-opera­tioner. Dette kan gøre swarming interessant  for dansk forsvar, idet vi – små som vi er – kun vil kunne stille med styrker af en beskeden størrelse. (Det skal bemærkes, at når oversigten viser "numerisk store" for swarming, så er det i relation til guerillastyrker. Swarming gennemføres af mange, numerisk små spredte enheder).      

Hvad sker der i virkeligheden?
Den amerikanske hærs repræsentant på konferencen introducerede[7] udviklingsplanerne for, hvad der kaldes The Objective Force. Han kom med nogle indledende bemærkninger, bl.a.:  "(…) Swarming er et fascinerende emne, men jeg mener alligevel, at der ikke findes sølvkugler[8] i denne business. Jeg ville ønske, der var. Jeg ville ønske, vi kunne finde den magiske knap, som vi kunne trykke på og opnå den succes som vi søger i alle vore relationer til vore modstandere (…)"

Han fortsatte "(…) Måske er det hæren, som må ændre sig mest, fordi en soldat fra Korea-krigen (1953) ville ikke føle sig utilpas i vore enheder i dag. (…)" og videre "(…) hæren bruger årligt omkring 2 mia. dollars på basal forskning i videnskab og teknologi. Og det er vidunderligt at se, hvad der kommer ud af en del af denne teknologi (…)".

Sigtepunktet for denne udvikling er The Objective Force, der skal være operativ år 2015.[9] Denne styrke skal bestå af modulære og tilpasningsdygtig enheder, der kan gennemføre NCW operationer overalt på kloden. Der er to hovedtyper enheder: Unit of Action (UA) og Unit of Employment (UE). UE skal kunne håndtere et antal UA, og skal varetage det, vi i dag vil kalde divisions- og korpsfunktioner. Alt, hvad der ligger over UA-niveau, vil blive Joint Operations

UA markeres med brigadesignatur og er proppet med al den højteknologi, som hjertet kan begære af en rustningsindustri - inkl. robotter.  UA er, selvfølgeligt, hvad vi vil betegne som en troppeenhed. Personelstyrken er 2499. Hvor en nuværende amerikansk division (tre troppeenheder plus det løse) i anvender et rum på 45 x 150 km., når der rykkes frem til kontakt, så vil UA anvende 300 x 400 km.  Begrebet "rykke frem til kontakt" bliver i øvrigt meningsløst. I stedet anvendes udtrykket "udnyttelse" (exploitation).     

For nu at tale tidens sprog: UA skal være et formidabelt tæskehold. UA vil med sin begrænsede personelstyrke formentlig være uegnet til andre operationstyper såsom fredsbevarende for slet ikke at tale om "Nation Building" a la Irak. Jeg kan ikke lade være med at stille mig selv spørgsmålet, om der her er en skjult dagsorden, en forventning om en rollefordeling mellem USA og dets allierede?

Vil UA anvende swarming? Den amerikanske hærs repræsentant krøb lidt uden om svaret: "(…) Vi tror på, at Objective Force vil øge kampeffektiviteten af vore enheder eksponentielt. Vi ved endnu ikke hvor meget. Vort analytiske arbejde vil bestemme dette for os. Inden for dette støtter The Objective Force en fuld dominans af det elektromagnetiske spektrum, og vi flytter os fra platform centreret til netværk centreret krigsførelse. Dette er en stor forskel kulturelt såvel som videnskabeligt. Det indbefatter koncepter, der muliggør øget kampkraft. I kalder det swarming, vi kalder det virtuel koncentration af styrker. Jeg tror, vi taler om den samme sag her. (…)"       

Hvorvidt virkeligheden i 2015 vil se ud som skitseret her, er tvivlsomt. Det understreges flere steder i kilden, at ny viden og nye teknologier vil blive optaget undervejs. Det er der også al mulig grund til. F.eks. nanoteknologierne, som bl.a. kan føre frem til nye og særdeles potente sprængstoffer eller masseødelæggelsesvåben samt avancerede og mikroskopiske detektorer. Risikoen for at blive detekteret vil være stor, og bliver man detekteret, bliver man nedkæmpet. (Nok så gyseligt er det forhold, at sprængstofferne måske bliver så potente, at et sprænghoved på størrelse med en bordtennisbold vil kunne bringe en airliner til styrt. Et mandbåret luftværnsmissil inkl. affyringsaggregat på størrelse med en stavlygte kan blive en realitet – for ikke at tale om en kemisk fabrik i en håndtaske). 

Det er højst sandsynligt, at den reelt afgørende kamp vil foregå i det elektromagnetiske spektrum. Hvem vinder slaget om kommunikationerne?  Kan swarming enhederne finde fjenden, hvis f.eks. den radiobaserede del af netværket ikke fungerer?

Specielt for swarming-kampen er der tilsyneladende nogle uafklarede spørgsmål. Hvorledes bremser man f.eks. et massivt fjendtligt angreb, der er ved at lykkes? Kan man f.eks. forvente, at en enhed af sig selv vil gennemføre en blokeringsoperation – en "last stand"? Svaret er formentligt robotter i alle mulige varianter, hvilket fremgår af beskrivelsen af UA[10].   

Hvad skal man mene?
Hvad læseren skal mene, vil jeg ikke blande mig i. Men jeg kan ikke nære mig for at referere til, hvad den også i Danmark meget respekterede israelske militærhistoriker Martin van Creveld skrev i 1989[11] i en bog om teknologi og krig. Han brugte et helt kapitel på irrationel teknologi, fra hvilket flg. skal citeres:

"(…) Blandt de talrige upraktiske faktorer, som har spillet en vigtig rolle i design af våben og våbensystemer, er æstetik måske den mest vigtige. Trangen til at dekorere, at skabe former, der ikke blot er nyttige, men også på en eller anden måde glæder øjet, forekommer at være en del af den menneskelige natur, og har altid fundet en særdeles vigtig udtryksform i krigens teknologi. (…)"[12]

Spørgsmål: Er det vores øgende fascination af billedgørelse frem for sprog, der spiller ind her, når vi taler om NCW? Har de fremragende billeder på TV og computerskærme, mobiltelefonerne med kameraer osv. forvredet vor virkelighedsopfattelse? Hvem kan leve uden billeder, og hvor mange læser avis hver dag?  I USA er en større del af befolkningen såkaldt funktionelle analfabeter, dvs. mennesker, der kun kan læse meget simple tekster som f.eks. talebobler i tegneserier. Er det simpelt hen nødvendigt med billeder i form af grafik m.m., hvis man skal kommunikere med soldaterne? Eller er der også tale om æstetik, en fascination af alle de elektroniske og smukt formgivne tingester vi omgiver os med til daglig?

På den anden side set – van Creveld kommer også til en konklusion[13]:

" (…) set i historiens lys, så er det ofte misledende at skelne mellem nyttig og unyttig teknologi. I det civile liv formodes "sexy" produkter at sælge bedre. I det militære liv er "sexy" våben ofte bedre i det omfang, at de hjælper til at opmuntre vore egne soldater og demoralisere fjenden. Hvad der er irrationelt i en sammenhæng, kan meget vel være rationelt i en anden, og vice versa. Endnu mere paradoksalt, i krig og med den teknologi, der bruges her, består rationalitet delvist i at overkomme det irrationelle. I krigsførelse består visdom ikke alene i at resignere over for den irrationelle faktor, men også i at forstå den og gøre aktivt brug af den."  

På den baggrund vil jeg mene, at NCW nok er det rigtige koncept for den såkaldt vestlige verden – så længe vi fastholder det informationsteknologiske forspring. Den fremmeste Informationsteknologi er central for ungdommen i den udviklede del af verden – og den misundes af de øvrige.

Selve swarming konceptet forekommer at krænke noget helt fundamentalt for en operativt uddannet officer, nemlig dette at kunne fastholde grebet om føringen, når planerne er gået i vasken og panikken breder sig. Det er her, at den såkaldte Command and Control (C2) skal stå sin prøve. I en af de senere publikationer om C2 [14] defineres, hvad der menes med agile C2 under NCW forhold. (Det skal bemærkes, at agile her oversættes til "adræt", psykisk såvel som fysisk):

"Denne diskussion fokuserer på adræt C2, idet vi må huske på, at adræt C2 kun giver mening i sammenhæng med adrætte styrker og adrætte operationelle koncepter. Adrætte personer (operative chefer, f.eks. kan variere i adræthed), organisationer, C2-systemer (personel plus deres informations- og beslutningssystemer) og styrker har en kombination af de følgende seks kendetegn, som er nøgle-dimensionerne i adræthed, og hvis synergi er afgørende:

1.       Robusthed: Evnen til at fastholde effektivitet over et spektrum af opgaver, situationer og vilkår.

2.       Fysisk og mental styrke: Evnen til at komme igen eller tilpasse sig uheld, skade eller en destabiliserende forvirring i operationsmiljøet.

3.       Reaktionsevne: Evnen til at reagere i tide ved en forandring i operationsmiljøet.

4.       Fleksibilitet: Evnen til at anvende flere måder til at opnå fremgang og kapaciteten til at skifte friktionsløst mellem dem.

5.       Opfindsomhed: Evnen til at gøre nye ting og evnen til at gøre gamle ting på en ny måde.  

6.       Tilpasningsevne: Evnen til at ændre arbejdsprocesser og evnen til at ændre organisationen.

Medens disse kendetegn for adræthed er analytisk distinkte og ofte må måles under forskellige vilkår og sammenhænge, så er de i praksis ofte indbyrdes afhængige. Dertil kommer, at hvis et af disse kendetegn mangler, så er de andre meget mere vanskelige at opnå. Men når de alle er til stede, så vil sandsynligheden for succes stige betragteligt. (…)"

Det skal bemærkes, at swarming ikke er nævnt direkte i denne publikation. Det kan have sine årsager, men læst i en helhed, er det selvsynkroniseringen, det drejer sig om. Swarming er en måde at løse selvsynkroniseringsproblemet på. De 6 anførte kendetegn for adræthed er vel egentligt universelle og en forudsætning for at kunne føre effektivt – også i en hierarkisk struktur. De må således også gælde for swarming.

Bliver swarming en realitet? Svært at svare på, men der kan ikke herske tvivl om, at projektet er alvorligt ment, selv om den hærens repræsentant ved konferencen tilsyneladende fandt ideen noget tvivlsom.

Havde Poul Hirst ret, når han hævdede, at der slet ikke er nogen RMA? Muligvis i 2001, men næppe i dag, når det gælder udviklingen i USA´s væbnede styrker. Han forekommer at have ret, når det gælder Europa. 

Konsekvenserne for Danmark?
Tjah – det er egentligt et spørgsmål om politiske ambitioner. Hvis ambitionen er, at dansk forsvar skal kunne operere integreret med amerikanske styrker, er der ingen vej uden om. Det bliver nødvendigt at finde en niche, hvor forsvaret kan følge med i RMA processen. I den forbindelse kan swarming blive interessant for dansk forsvar. Swarming drejer sig jo om taktik med forholdsvis små enheder, hvor vi kan være med.

Men man skal ikke forledes til at tro, at det bliver billigt. Jeg kan ikke forestille mig, at USA ville tillade en integration af danske styrker, med mindre kvalitetsikringen var i orden. Kvalitetssikring betyder i denne sammenhæng, at USA skal have garanti for og indsigt i, at dansk forsvar lever op til den amerikanske standard. Sagt med andre ord: Det bliver nødvendigt at afsætte de fornødne midler til Concept Development and Experimentation inden for den det område, der vælges.

Men det er ikke uoverkommeligt. Danske fly- og specialstyrker opererede i realiteten integreret med amerikanske styrker i Afghanistan. I Golfkrigen 1991 var korvetten Olfert Fisher integreret i den amerikanske flådes operationer under anvendelse af det daværende bedste kommunikationssystem, Link 11.  Det kan altså lade sig gøre.

Der er selvfølgeligt andre veje at gå. I NATO og EU regi forsøger man at finde sine ben at stå på i denne sammenhæng. Hvad det vil føre til, vil tiden vise.

Men lad mig afslutningsvis påpege en selvfølge, der som regel udelades i den offentlige debat: Når man anvender militære enheder til internationale opgaver, så er det, fordi de bærer truslen om organiseret og effektiv voldsanvendelse med sig. Hvis ikke det var nødvendigt med denne trussel, kunne man lige så godt sende nogle andre.

Hvis man ulykkeligvis bliver tvunget til at effektuere truslen, så er det for et lille land som Danmark nødvendigt at kunne operere sammen med andre internationale styrker i området. Det kræver, at man er forberedt på det – teknologisk såvel som metodemæssigt (doktrinen) og organisatorisk.    

Endeligt og for god ordens skyld: Dette indlæg var ikke blevet til noget, hvis ikke seniorrådgiver ved Forsvarets Forskningstjeneste, civilingeniør Viggo Lemche havde fremskaffet et righoldigt baggrundsmateriale og bistået med manuduktion i teknologi.

De fremsatte synspunkter er helt mine egne.

Af Svend Bergstein[1]

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_133.aargang_nr.1_2004.pdf


Noter

    [1] Forhenværende forskningsminister, oberstløjtnant i Flyvevåbnet, pensioneret. Er p.t. konsulent ved Forsvarets Forskningstjeneste. Assisterer med militærrådgivning i relation til den teknologiske udvikling. Har tidligere arbejdet med konceptudvikling i Flyverstaben og været medlem af den nu nedlagte Forsvarsministerens Rådgivnings- og Analysegruppe og bidraget med udarbejdelse af baggrundspapirer vedr. teknologiens betydning til forsvarskommissionen af 1988.

[2] Poul Hirst, Krig og magt i det 21. århundrede, s. 102 (Hans Reitzels forlag 2001)

[3] I den såkaldt vestlige tænkning om krig sondres der oftest mellem fem niveauer for krig og krigsførelse: Øverst det politiske eller totalstrategiske niveau, hvor krigens formål fastlægges og samfundets samlede ressourcer fordeles. Det militærstrategiske niveau, hvor arten og størrelsen af de militære kapaciteter bestemmes, og hvor krigsførelsens overordnede karakter og retning fastlægges. Det operative (eller operationelle) niveau, hvor styrkerne opstilles i en hensigtsmæssig udgangsposition, og hvor de konkrete geografiske eller militære mål fordeles. Det taktiske niveau, hvor styrkerne bringes til kontakt med modstanderen. Det laveste niveau, operatørniveauet, hvor våbensystemer og soldater engagerer modstanderne direkte.

[4] Swarming Network Enabled C4ISR Conference 13-14 January 2003, McLean, VA

(Rapporten findes på www.dodctrp.org) Herefter benævnt "Kilden"

[5] En nærmere gennemgang af stigmergy begrebet kan findes på http://bitworking.org/news/stigmergy.

[6] Kilden C/3

[7] Kilden section D

[8] Sølvkugler er som bekendt nødvendige, hvis man vil skyde vampyrer.

[9] Detaljerne om objective force kan findes på www.objectiveforce.army.mil

[10] Kilden D/12

[11] van Creveld, Technology and War from 2000 B.C to the Present (TAW).

(Macmillan 1989).

[12] TAW p.67

[13] TAW p.77

[14] Power to the Edge, Command and Control in the Information Age, p. 127-128

DOD Command and Control Research Program June 2003

 

Litteraturliste

Del: