Den militære situation i Mellemøsten

I tidsskriftets september-nummer behandlede major K. G. H. Hil- lingsø Israels sikkerhedsproblemer. I denne artikel redegør oberst A, R. Jørgensen, chef for Sjællandske Ingeniørregiment, for den militære situation i Mellemøsten fra foråret 1969 og vurderer den etablerede våbenhvile samt hvad der kan ske, såfremt krigen genoptages.
 

Indledning

Det er i almindelighed vanskeligt at vurdere et lands muligheder for at føre krig, da man ikke råder over de tilstrækkelige oplysninger om det pågældende lands forsvarsevne, herunder forsvarsplaner, forsvarets tilstand, produktion af krigsmate- riel, militærgeografiske forhold m.v. Hertil kommer, at man navnlig under krigstilstand ikke kan stole på, at myndighederne i det pågældende land offentliggør sandheden.
Når jeg alligevel nedenfor har forsøgt at vurdere den militære situation i Mellemøsten, skyldes det, at jeg synes, at der er sivet mange konkrete og relevante oplysninger ud fra de krigsførende lande.
Vurderingen forsøger at belyse de væsentligste træk ved de militære operationer fra »opslidningskrigens« begyndelse foråret 1969 til våbenhvilens indtræden august 1970, og dernæst prøver den at vurdere fremtidige operationer, hvis våbenhvilen bryder sammen.
Stoffet er inddelt således, at først behandles militære emner, som i hovedsagen er uafhængige af krigs- fronterne, og som skønnes at være af væsentlig betydning, og dernæst omtales de enkelte krigsfronter.
 

Militære emner der i hovedsagen er uafhængige af krigsfronterne

Det kan ikke nægtes, at araberne i de 3 krige med Israel har lidt ne- derlag på nederlag. Hvad er årsagen hertil? Set fra et militært synspunkt skyldes det bl.a., at araberne ikke har den tekniske baggrund for at betjene moderne våben, og at deres føring, organisationsevne, improvi- sationsevne og soldateregenskaber ikke er tilfredsstillende.
Krigshistorien viser, at de fleste lande lærer af deres nederlag, og der er ingen grund til at tro, at araberne ikke også skulle gøre det. Dertil kommer, at russerne stiller de fornødne uddannelsesfaciliteter til rådighed.
Forbedringer har også vist sig. Føringen er blevet bedre på for- svarstaktikkens område, mens det stadig kniber med at udføre angreb. Fejl, der er begået tidligere, bliver ikke mere gentaget gang på gang. Artilleriilden er blevet mere nøjagtig, og efterretningstjenesten er blevet langt bedre. Det kniber mest med at bringe den menige soldat op på bøj de med situationen, og det har vist sig meget vanskeligt at uddanne piloter. Det sidste er blevet fremhævet af præsident Nasser.
Det vil tage tid at nå et tilfredsstillende uddannelsesniveau, men hvis araberne får den fornødne tid, vil Israels overlegenhed på uddannelsesområdet blive væsentlig formindsket.

De arabiske stater kunne øge effektiviteten af deres indsats i høj grad, hvis denne blev koordineret af en fælles ledelse. Ved forsvars- rådets møde i Cairo i januar 1970, hvori deltog 13 arabiske stater, var etablering af en overkommando på dagsordenen. Så vidt vides kom der ikke noget ud af disse forhandlinger udover, at Syrien i den følgende tid optrådte lidt mere aktivt, men denne aktivitet ebbede hurtigt ud.
Palæstinenserne har en overkommando, men den spiller ikke nogen større rolle.
Israel har enhedskommando, idet forsvarschefen har kommandoen over alle 3 værn. Denne organisation virker tilsyneladende meget effektivt.
Det mest forbløffende træk i krigen i Mellemøsten er Israels evne til at bevare det totale luftherredømme i eget luftrum. Selv om araberne er teknisk tilbagestående, er det overraskende, at der af så stor en befolkning ikke kan fremskaffes blot nogle få piloter, der er lige så dygtige som Israels piloter. På lidt længere sigt må det være muligt, bl.a. på grund af russernes støtte til uddannelsen. Årsagen til Israels succes kunne være, at det russiske flymateriel er det amerikanske og franske underlegent, men det er næppe tilfældet.

Sammenlignet med sine arabiske modstandere har Israel et meget lille befolkningstal, og dette må nødvendigvis påvirke Israels strategi og taktik. Det gælder kort sagt om at nå store resultater med små tab, således som Israel gjorde det under Seksdageskrigen. Dette er stadigt muligt for Israel undtagen på den ægyptiske front, hvor en defensiv taktik formentlig er nødvendig, hvis tabene skal holdes på et acceptabelt niveau.
De arabiske lande har ikke nogen større krigsproduktion, men det betyder ikke så meget så længe våben vil blive leveret af russerne eller andre. En vis kapacitet til at vedligeholde materiellet er nødvendig, men de tekniske forudsætninger herfor er tilstede i Ægypten og i nogen grad i Syrien, Libanon og Jordan. I modsætning til de arabiske lande får Israel en større og større krigsproduktion. Det antydes, at i løbet af få år kan landet fremstille al slags krigsmateriel, herunder avancerede jetfly, mellemdistanceraketter og kernevåben. Indtil videre er Israel dog afhængig af amerikansk hjælp. Det skal påpeges, at den israelske produktion er afhængig af tilførsler af råvarer.
Den militære balance vil blive ændret, hvis en af parterne kom til at råde over mellemdistanceraketter eller kernevåben. Det er dog tvivlsomt, om det pågældende land af hensyn til gengældelse og verdensopinionen turde bruge disse våben, undtagen i den yderste tvangssituation. Muligvis kan mellemdistanceraketter anvendes uden konsekvenser mod militære mål uden for tæt civil bebyggelse. New York Times har i øvrigt skrevet, at Israel allerede nu besidder kernevåben. Israel har benægtet det og har understreget, at det ikke vil være det første land i Mellemøsten, der fremstiller kernevåben.
På alle fire fronter er der FN- observatører; så vidt det kan skønnes, har disse øvet ingen eller meget ringe indflydelse på operationerne.
 

Fronten mellem Israel og Ægypten

Fronten mellem Israel og Ægypten er langt den vigtigste, og det er derfor naturligt først at omtale den. Israels operationer i området har dels haft til formål at vanskeliggøre Ægyptens opmarch vest for Suezkanalenog dels at fastholde forsvarsstillingen øst for Suezkanalen.
Luftvåbnet har spillet en afgørende rolle ved løsningen af begge opgaver, mens hærens rolle har haft tyngden på fastholdelsen af forsvarsstillingen. Flåden har kun deltaget i nogle af de begrænsede angreb i Suezbugten.
Luftvåbnets indsats kan deles i 2 hovedfaser. Den første fase omfatter tidsrummet fra juni 1969 til april 1970, og den anden fase varede frem til våbenhvilen.
Den første fase var kendetegnet ved luftangreb dybt ind i det ægyptiske bagland. Angrebenes formål var at ødelægge SAM 2 luftværns- missiler (jord til luft missiler mod højtgående fly), radaranlæg, militære uddannelsescentre samt oplægninger af militært materiel. Det skal bemærkes, at angrebene ikke havde til opgave at ødelægge krigsproduktionen eller terrorisere civilbefolkningen. En fabrik blev ganske vist angrebet februar 1970, men det blev understreget af Israel, at angrebet var en beklagelig fejltagelse. Endvidere blev efter ægypternes udsagn en skole angrebet. Israel hævder, at eleverne blev anbragt indenfor det militære mål, for at ægypterne kunne føre en propaganda mod Israels terrorangreb. Ved udnyttelse af verdensopinionen kunne ægypterne derved hindre angreb på dette og tilsvarende mål.

Der har været uenighed om betydningen af disse flyangreb. Forsvarerne af angrebene hævder, at de sinkede den ægyptiske opmarch bag Suezkanalen væsentligt, og at de i en vis udstrækning demoraliserede den ægyptiske befolkning.
Kritikerne af angrebene hævder, at angrebene i bedste fald frem- skyndte opstillingen af SAM 2 og 3 (jord til luft missiler mod lavtgående fly) og i værste fald var årsagen hertil, at de har hjulpet ægypterne til at opstille luftværnsmissilerne på de taktisk rigtige steder, og at tabene af fly var for store i forhold til de opnåede resultater. Endvidere hævder kritikerne, at den nedgang i moral, som flyangrebene forårsagede, blev mere end genvundet, da Israel standsede angrebene, og at angrebene burde være holdt tilbage for at have en trumf på et mere gunstigt tidspunkt.
Mærkeligt nok har jeg ikke set nogle kritikere hævde, at erfaringerne fra luftkrigen over Tyskland under anden verdenskrig og erfaringerne fra Vietnam viser, at resultaterne af sådanne flyangreb er stærkt begrænsede.
Flybombningen af baglandet hørte op april 1970, og der er ikke givet nogen grund hertil, men en eller flere af de af kritikerne fremførte anker har utvivlsomt spillet en rolle.

Allerede før april 1970 blev opmarchområdet udsat for flybombninger, men herefter koncentrere- des flyangrebene om dette område. Opmarchområdet strækker sig ca. 50 km bag Suezkanalen, men de fleste enheder m.v. er placeret inden for 20-30 km bag Suezkanalen. De angrebne måls art er de samme som nævnt i første fase, plus artilleristillinger, kommandostationer m.v. En særlig opgave har været at hindre ægypterne i at udføre dækningsan- læg og kampstillinger af beton, der yder langt større beskyttelse mod beskydning og bombning end improviserede befæstningsanlæg. Missilopstillinger med en del tilhørende anlæg er ganske vist altid sårbare, men det er af stor betydning at dække mandskabet, der er vanskeligt at erstatte. Efter den israelske forsvarschefs udsagn er denne opgave lykkedes. En anden opgave har været at nedbryde de ægyptiske troppers moral; de daglige bombninger -f- artilleribeskydning har utvivlsomt haft virkning, men det er næppe rigtigt at påstå, at bombningerne og beskydningen er årsag til våbenhvilen. Det kan oplyses, at der enkelte dage er kastet op til 1000 t bomber over opmarchområdet. Denne oplysning blev givet af præsident Nasser.
Ødelæggelse af ægyptiske byer og installationer langs Kanalen f.eks. olieraffinaderiet i Suez må også virke stærkt belastende på Ægypten.

Jævnsides med ovennævnte bombninger har flyvåbnet dels deltaget i luftkampe, og dels støttet de fleste begrænsede angreb, som hæren har udført. I disse luftkampe har Israels flyvåben nedskudt mange ægyptiske maskiner, mens de kun selv har mistet få. Der går rygter om, at flere maskiner med russiske piloter blev skudt ned umiddelbart før våbenhvilen, hvad der skulle have fået russerne til at lægge pres på Ægypten med henblik på gennemførelsen af våbenhvilen. Flyvåbnet har endvidere sænket et mineudlægningsskib og en destroyer plus en missilbåd (Komar- klassen). Sænkningen af de to sidstnævnte skibe skete så langt borte som 450 km syd for Sharm el Sheikh (på højde med Assuandæmningen). Israels hærindsats kan ikke inddeles i faser. Kampene har i hele perioden fra juni 1969 til april 1970 haft det samme præg, dog med en tendens til, at de begrænsede angreb er blevet mindre i antal i slutningen af perioden. Israel har ingen vanskeligheder med at hævde sine forsvarspositioner øst for Suezkanalen. Den største udfordring er, at det ægyptiske artilleri er både mere talrigt og mere langtrækkende end det israelske. Dette forhold tvinger Israel dels til at udtynde sine styrker og anbringe så mange som muligt i skud- og bombesikre dækningsanlæg, og dels til at placere reservestyrkerne så langt bagud, at det ægyptiske artilleri ikke kan nå dem. Denne udtynding medfører, at ægypterne lettere kan føre begrænsede angreb over kanalen. Svaret herpå er meget bevægelige og pansrede reserver, der efter at have kastet ægypterne tilbage, igen kan trække sig uden for rækkevidden af ægypternes artilleri. En bevægelig reserve kan også sættes ind mod eventuelle amfibieope- rationer mod Sinai. En vigtig bestanddel af en sådan reserve er pansret selvkørende artilleri, og her har vi utvivlsomt grunden til, at Israel har købt 24 stk. selvkørende 155 mm haubitsere i USA. Disse kan køre 55 km i timen, har en aktionsradius på ca. 350 km og en største skudvidde på ca. 18 km. Det var formentlig ønskeligt af hensyn til beskydningen af ægyptiske stillinger i kanalområdet, at skudvidden var større.

De begrænsede angreb har efter den israelske forsvarschefs udsagn generelt til opgave at være et af Israels svar på Ægyptens opslidningskrig, at vise Israels evne til at påtage sig angrebenes byrder, og at vise Israels evne til at operere på Ægyptens jord om nødvendigt. Derudover har angrebene normalt til opgave at ødelægge ægyptiske militære installationer, eller at erobre særligt materiel, som evt. medtages.
Som eksempler på begrænsede angreb kan nævnes følgende:
I september 1969 angreb over Suezbugten mod terrænet ca. 100 km syd-øst for Cairo.
I december 1969 angreb mod radarstation ca. 300 km syd for Suez. Radaren blev medtaget med helikoptere.
I januar 1970 angreb mod øen Shadwan ca. 50 km syd-vest for Sharm el Sheikh. Formålet var ødelæggelse af installationer på øen. Endvidere angreb mod terrænet 50 km øst for Cairo. Formålet var ødelæggelse af telekommunikationer og elektriske installationer.
I marts 1970 angreb over Kanalen. Formålet var ødelæggelse af en artilleristilling m.v. I juni 1970 angreb over Kanalen. Formålet var ødelæggelse af et luftværnsbatteri m.v. Herudover deltager hæren i artilleribeskydning mod ægyptiske stillinger. Den israelske flåde har ikke foretaget selvstændige operationer, men har i et vist omfang deltaget i de begrænsede angreb i Suezbugten. Ægypten har to hovedformål med sin krigsførelse. Disse er dels at føre en opslidningskrig mod Israel, og dels at opbygge en så stor militær styrke, at den kan kaste Israel ud af Sinai. Da Ægypten råder over mere materiel og navnlig mere personel end Israel, kan de israelske styrker i det lange løb slides op, selv om Ægypten har langt de største tab. I hele perioden juni 1969 til våbenhvilen har Ægypten efter israelske opgivelser mistet ca. 1700 mand i kanalområdet, mens Israel har mistet godt 200. Tabene bør tages med et vist forbehold, men selv om dette tages, kan man slutte af disse tal, at Ægypten skal effektivisere sin krigsførelse meget væsentligt, hvis en opslidning skal nås inden for en rimelig tid. Israel har for at nedsætte tabene udstyret sine soldater med skudsikre veste.

Som led i opslidningen har den ægyptiske hær først og fremmest beskudt de israelske stillinger med artilleri; artilleriilden er blevet suppleret med luftbombninger med Sukhoi-7 maskiner. Disse er maskiner særlig egnet til angreb fra lav højde. For at undgå luftkampe med det israelske luftvåben er de kun kort tid i luften, men kan alligevel nå at virke som artilleriets forlængede arm. Flere maskiner er til gengæld blevet skudt ned af israelske hawkmissiler.
Endvidere har den ægyptiske hær rettet en række begrænsede angreb over Kanalen. Angrebsstyrkerne har været af mindre omfang end de tilsvarende israelske; det dækker bedre at tale om kamppatruljer.
Det ægyptiske luftvåben har udover de allerede nævnte operationer en enkelt gang rettet et angreb mod El Arish. Angrebet blev udført af Ilyushin-28 maskiner og skete i april 1970.
Den ægyptiske flåde har november 1969 rettet et angreb på Sinai- kysten ca. 20 km øst for Port Said, og i februar 1970 har frømænd sænket to israelske skibe i Eilat havn.
Ægyptens andet hovedformål med sin krigsførelse er som allerede nævnt at opbygge en så stor militær styrke, at den kan kaste Israel ud af Sinai.

Hermed er vi gået over til at vurdere den fremtidige udvikling af operationerne, og i det følgende vil jeg først vurdere Ægyptens muligheder og dernæst Israels.
Ægyptens muligheder for at kaste de israelske styrker ud af Sinai kan ikke vurderes som store. Først skal der gennemføres en overgang over Kanalen, hvor der ikke kan regnes med overraskelsesmomentet; denne overgang skal helst suppleres med amfibieoperationer i Middelhavet og evt også i Suezbugten, og dernæst skal der kæmpes en bevægelseskrig i et øde terræn, hvor så godt som alt skal medføres. Alle disse operationer er vanskelige at udføre og hertil kommer, at det er nødvendigt med luftherredømmet over brohovederne. Navnlig det sidste vil ikke være muligt i en overskuelig fremtid.
Til overgangen over Kanalen skal ægypterne råde over materiel til overførsel af personel, f.eks. amfibiekøretøjer, helikoptere og både, og de skal råde over det fornødne bromateriel. Alt dette materiel kan formentlig leveres af russerne. Landgangsskibe, der er skibe som kan medtage kampvogne og andet tungt materiel, og som kan landsætte materiellet på åben strand, kan ikke konkurrere med moderne bromateriel i selve Kanalen, men de kan anvendes i de søer, hvorigennem Kanalen løber. De kan ikke forskydes til søerne gennem Suezkanalen, men de kan forskydes til disse gennem Ismaliakanalen og det bag Suezkanalen etablerede kanalsystem.Landgangsskibe er en nødvendig forudsætning for gennemførelse af en amfibieoperation. Der har været forlydende om, at russerne har leveret ægypterne 100 skibe, men jeg tror ikke, denne oplysning er rigtig. Det har formentlig drejet sig om både eller fartøjer, som kan medføre personel og evt. let materiel, og som kan transporteres eller selv køre over land.

Hvis landgangsskibe skal bruges i Suezbugten, må de enten sejles nedenom Afrika eller forskydes til Suez gennem kanalsystemet bag Suezkanalen. Det første vil næppe finde sted, og forskydninger gennem kanalerne bag Suezkanalen er meget sårbare for israelske luftangreb. Følgelig vil en evt. større ægyptisk amfibieoperation formentlig kun finde sted i Middelhavet. Jeg ved ikke, om Middelhavskysten har de militærgeografiske muligheder for landgang, men jeg vil tro, at der ingen vanskeligheder er fra El Arish og langs hele den israelske kyst. Da en større amfibieoperation helst skal støtte sig til en havn, indskrænkes mulighederne meget væsentligt. Landgangsskibene skal støttes af flådeenheder, og der er intet, der tyder på, at ægyptiske flådeenheder vil være i stand hertil foreløbig.
Det skulle være muligt for Ægypten i nogen grad at luftsikre en overgang over Kanalen ved hjælp af SAM 2 og 3. I hvor høj grad vil blive omtalt nedenfor under Israels muligheder for den fremtidige krigsførelse. Det forlyder, at russerne har leveret deres nyeste luftværnskanon til ægypterne, benævnt ZSU. Den skal først og fremmest bruges til at sikre SAM 2 og 3 standpladserne.

Ægyptens muligheder for at gennemføre opslidningskrigen vil blive forøget, hvis det er rigtigt, at russerne har påbegyndt en levering af 203 mm kanoner. Deres rækkevidde er mindst 32 km.
Israel kan erobre vitale dele af Ægypten, men det er usandsynligt, at det vil gøre det. Årsagen hertil er mangel på materiel, militær geografiske forhold og usikkerheden om luftherredømmet. Frygten for større tab uden en sikker afgørelse af krigen på den ægyptiske front kan også være medvirkende til, at Israel ikke vil angribe.

Under omtalen af Ægyptens muligheder for at støde over Kanalen blev omtalt det materiel, der er en forudsætning for overgangen. Da der må regnes med, at der flere steder skal bygges broer over Nilen, må Israel have endnu større materielmængder end ægypterne. Israel råder ikke over det fornødne over- gangsmateriel, landgangsskibe og flådestyrker, og det vil ikke være muligt for Israel selv at fremstille dette materiel inden for en overskuelig fremtid. Affæren med de 5 franske kanonbåde understreger denne påstand. Amerikanerne kan levere det fornødne materiel, men det er tvivlsomt, om de vil gøre det.

Af militærgeografiske forhold, der taler mod et angreb, skal fremhæves : Der findes kun to brugbare veje, der fører fra kanalområdet ind i Ægypten, nemlig vejene Ismalia- Zagazg og Suez-Cairo. Begge veje er i øvrigt dækket af det luftværns- missilbælte, der er placeret mellem Cairo og Suezkanalen.
Landgangsmuligheder på Ægyptens Middelhavskyst er meget begrænsede mellem Port Said og terrænet 40-50 km vest for Alexandria. Mulighederne på den ægyptiske side af Suezbugten og Det røde Hav er bedre, men baglandet er bjergrigt og uden veje.
Usikkerheden med hensyn til, om Israel kan bevare luftherredømmet over de fremrykkende hære, vil også gøre sit til, at Israel betænker sig to gange, før et angreb iværksættes. Hvad der taler mod, at Israel kan bevare luftherredømmet, er følgende:

Ægypterne har opstillet SAM 2 og 3 missiler om de største byer og vigtige militære anlæg. Endvidere har de anbragt et missilbælte mellem Cairo og Kanalen af ca. 80 km længde, og endelig har de placeret missiler (indtil våbenhvilen kun SAM 2) bag Suezkanalen. Placeringen af missiler umiddelbart bag Suezkanalen betyder, at enhederne beskyttes bedre, og der kan ydes støtte til en evt. overgang over Kanalen. Det kan oplyses, at SAM 2 har en rækkevidde på 35^40 km (lodret dog kun 20-24 km), mens SAM 3 har en rækkevidde på 12-15 km. Det har været oplyst, at det var en ny og bedre type SAM 2, der skød de israelske maskiner ned i juli 1970.
En anden faktor, der taler mod at Israel kan bevare luftherredømmet er, at russiske piloter vil deltage i luftkampene, hvis det israelske luftvåben overskrider 50 km grænsen fra Kanalen. Der er dog ingen sikkerhed for, at russerne vil gøre det.

I følge Newsweek har ægypterne opstillet en af russernes nyeste radaranlæg, som for første gang er placeret udenfor Rusland. Anlægget har en vandret rækkevidde på ca. 500 km, og da det er opstillet ca. 130 km øst for Alexandria, kan det dække hele Israels luftrum.
Hvad der taler for, at Israel kan bevare luftherredømmet ved et angreb, er følgende:

Ægypterne kan næppe skyde sine SAM 2 og 3 nærmere end 10-20 km fra Kanalen, da de i modsat fald kan blive ødelagt af Israels artilleri. Det er i øvrigt tvivlsomt, om SAM 3 vil blive skudt frem, da de indtil videre betjenes af russere, og da de under ingen omstændigheder må falde i Israels hænder, da deres konstruktion endnu ikke er afsløret.
Israel har dog påstået, at SAM 3 efter våbenhvilen er blevet skudt frem. Muligvis drejer det sig om opbygning af standpladserne, men ikke om selve missilerne.
Israel kan forsynes med henholdsvis Shrikemissiler, der ved at følge den fjendtlige radarstråle kan ødelægge det pågældende radaranlæg og Walleybomben, der kan affyres mod SAM 2 og 3 standpladser om ikke udenfor missilernes rækkevidde, så dog på relativ sikker afstand. Begge våben har været meget effektive i Vietnam efter indledende fiaskoer. Det er vanskeligt at lære at bruge Walleybomben, men det er næppe en uovervindelig hindring for de israelske piloter.

Israels fly kan flyve uden om opmarchområdet og missilbæltet mellem Cairo og Kanalen. Ganske vist kan de ikke angribe en del militære mål uden SAM 2 og 3 indgriben, men mange militært betydningsfulde mål vil endnu være tilbage.
Der har været forlydender om, at der var tekniske vanskeligheder med SAM 3 og i nogen grad med SAM 2. Trods alt er det kun et lille antal israelske maskiner, der er skudt ned med SAM 2 og så vidt vides ingen med SAM 3.
Det ægyptiske mandskab, der betjener SAM 2 og i fremtiden formentlig også SAM 3, vil næppe være helt tilfredsstillende.
Israels piloters evne til at møde nye udfordringer er eminent, og chefen for flyvevåbnet har udtalt, at Israel altid vil finde en løsning til de foreliggende udfordringer på det rigtige tidspunkt og på sin egen måde.
Et angreb dybt ind i Ægypten kan ikke undgå at give relativt store tab, bl.a. fordi det ikke mere er muligt at udnytte overraskelsesmomen- tet i fuld udstrækning. Men den afgørende faktor for ikke at angribe vil nok være, at der ikke kan regnes med, at krigen er afgjort, selv om et heldigt angreb gennemføres dybt ind i Ægypten.

Israels evne til at fastholde sine forsvarspositioner øst for Suezkanalen i lang tid fremover kan der ikke rejses tvivl om. Skulle Ægypten komme ind i Sinai, vil de møde Israel i en bevægelseskrig, og i en sådan krig er Israel overlegen. Forsvarsminister Dayan har udtalt, at hvis der kommer en ny runde, vil den omfatte stillingskrig, luftkampe, artilleridueller og afvisning af angreb og invasion. Han har også udtalt, at det i fremtiden er vigtigt at lære elektroteknik og russisk. Begge udtalelser har uden tvivl i første række taget sigte på kanalområdet.

Israels evne til at fastholde sine forsvarspositioner øst for Suezkanalen vil blive lettet, hvis Amerika leverer Israel mere radarmateriel, der kan afsløre fjendtlige bevægelser, og mere infrarødt materiel, der letter kamp i mørke. Med mindre Israel foretager et angreb dybt ind i Ægypten, vil Israels flyvevåben ved evt. fremtidige operationer uden tvivl blive koncentreret om opmarchområdet og flådemål.
 

Fronten mellem Jordan og Israel

Fronten mellem Jordan og Israel er den næstvigtigste front. De fleste operationer foregår mellem Genesa- ret Sø og Det døde Hav samt umiddelbart syd for dette hav. I Jordan er der foruden det regulære jordanske forsvar et kontingent fra Iraks hær (12.000-15.000 mand), et kontingent fra Saudi Arabien (ca. 5.000 mand) og et kontingent fra Pakistan (et regiment, formentlig ca. 1.500 mand) samt palæstinenserne, der udgør en styrke på 30-40.000 mand.
De regulære styrker deltager kun lejlighedsvis i kamphandlingerne mod Israel; f.eks. var det irakisk artilleri, der juni 1970 beskød Tiberias, idet byen blev beskudt med 130 mm kanoner, som den irakiske hær er udstyret med.
Hovedbyrden af kampen varetages af palæstinenserne, og hensigten med deres operationer er dels at beskyde militære og civile mål i Israel med raketter, artilleri, morterer og maskingeværer, og dels at sende kamppatruljer ind i Israel for at ødelægge militære og civile objekter, at minere vejene og at udføre baghold.
Palæstinensernes operationer begyndte ikke med Ægyptens iværksættelse af opslidningskrigen foråret 1969. De begyndte allerede inden Seksdageskrigen, men operationernes antal er blevet intensiveret efter juni 1969.
Det skal bemærkes, at Jordanfloden er 20-80 m bred og har en dybde af 1-2 m. I den tørre årstid kan floden være næsten uden vand ved udløbet i Det døde Hav, og i dette tidsrum er den ingen hindring af større militær betydning, mens floden i den øvrige del af året på visse strækninger vil være en effektiv hindring, navnlig for enheder, der kun i begrænset omfang er udstyret med moderne bromateriel.
Beskydningen mod Israel virker noget tilfældigt, og i det store og hele gør den ikke nævneværdig skade, set fra et militært synspunkt. Men beskydningen er en plage for den civile befolkning; den udføres først og fremmest af katyusharaket- terne. De første raketter af denne type havde kun en rækkevidde på ca. 11 km, men de nyeste kan række ca. 20 km. Det skal bemærkes, at del ikke kan afgøres med sikkerhed, om nogle af beskydningerne udføres af regulære styrker.

De palæstinensiske kamppatruljer opnår visse resultater, bl.a. hører man om israelske soldater, der er blevet dræbt ved sammenstød eller på grund af detonerede miner. Patruljerne har så vidt mig bekendt ikke ødelagt objekter af større militær betydning. Patruljerne kan kun medføre begrænsede mængder af sprængstof, miner og ammunition, og derfor kan man ikke forvente større resultater.
Israels svar på palæstinensernes beskydning og angreb er stærk bevogtning af grænserne, udførelse af befæstning og hindringer langs disse, samt bygning af beskyttelsesrum i grænseegnene og udførelse af asfalterede veje, der er vanskelige at minere, og hvor evt. udlagte miner let kan afsløres. Endvidere rettes gengældelsesangreb mod navidig palæstinensernes baser med både hær og flystyrker. En særlig gengældel- sesaktion var angrebene på Ghor- kanalen, hvorved overrislingsanlæggene blev ødelagt.

Hvordan fremtiden, set fra et militært synspunkt, vil forme sig efter borgerkrigen i Jordan er meget vanskelig at vurdere på nuværende tidspunkt (artiklen afsluttet den 27/9 1970).
Nedenfor vil jeg omtale nogle af de fremtidige muligheder.
I nærværende artikel er givet styrketal på palæstinenserne i Jordan, Syrien og Libanon. Der har under borgerkrigen været tab, men da disse tab næppe er så store, og da der er gode rekrutteringsmuligheder, vil tabene hurtigt kunne udlignes. På længere sigt vil styrkerne formentlig kune øges væsentligt, navnlig hvis man i højere grad gør brug af kvinder. Det afgørende for palæstinensernes effektivitet er dog ikke antallet af personel, men arten af rådige våben. Hidtil har de manglet de våben, først og fremmest kampvogne, der normalt frembringer afgørende resultater på slagmarken. Så længe kong Hussein regerer i Jordan, vil palæstinenserne næppe blive udstyret med kampvogne, men det vil sandsynligvis ske i Syrien.
Kineserne har i begrænset omfang leveret lette våben til palæstinenserne, og der må regnes med, at disse leverancer kan blive øget i fremtiden.

Palæstinensernes muligheder for operationer mod Israel vil i hvert fald på kortere sigt blive formindsket på grund af borgerkrigen. Dele af de jordanske palæstinensere kan imidlertid forskydes til Syrien og Libanon. Operationer fra Syrien er vanskeliggjort på grund af Israels besiddelse af Golanhøjderne, mens mulighederne i Libanon er betydeligt bedre. I Libanon kan der dog opstå tilsvarende tilstande som i Jordan.
Palæstinensernes militære værdi er ret ubestemmelig. Under borgerkrigen i Jordan har de udvist såvel mod som udholdenhed, samt evne til at fastholde forsvarsstillinger. Endvidere har fly bortførelserne vist, at de har handlekraft og et vist organisationstalent. På den anden side er de nogle frygtelige ordgydere, som påstår at have ødelagt en masse objekter, som man hurtigt kan konstatere står ubeskadte.

Palæstinensenes fanatisme, deres »alt at vinde, intet at tabe« mentalitet, deres »hensigten helliger midlet« opfattelse, deres mere eller mindre rabiate revolutionære indstilling og deres tro på at tiden arbejder for dem - de taler om, at deres mål først nås i løbet af 50 år - gør, at de er en farlig modstander.
De første kamphandlinger, som palæstinenserne udførte, benævnte Israel »inkompetente loppestik«, men man kan ikke se bort fra, at disse kan blive forvandlet til »kompetente loppestik«. Palæstinenserne bliver først farlige, hvis de bliver i stand til at udføre begrænsede angreb med pansrede enheder, f.eks. bataljonskamp grupper. Endnu farligere bliver de, hvis de med deres pansrede enheder kan udføre angreb i samarbejde med regulære styrker. Et samarbejde med den jordanske hær vil dog næppe være mulig indtil videre.
Borgerkrigen er endt med en tvivlsom sejr til Jordans hær, men denne »sejr« kan godt være meget tidsbegrænset. Man kan ikke se bort fra, at palæstinenserne hurtig kan gøre sig klar til en ny runde, da de udgør over halvdelen af Jordans befolkning. På længere sigt kan de tage magten i Jordan eller i hvert fald få større politisk indflydelse.

Der foreligger en mulighed for, at palæstinenserne fortsætter borgerkrigen som guerillakrig. Landets geografiske forhold er ikke særlig gunstige for denne form for krig, men hvis den folkelige opbakning kan etableres, skulle det være muligt at opnå resultater.
Den jordanske hær har næppe lidt større tab, end at dens kampkraft
stort set er bevaret. Det er dog et spørgsmål, om ikke moralen har lidt et knæk, og det er ligeledes et spørgsmål, om hele hæren forbliver loyal mod kongen.

Israel ville utvivlsomt have fordrevet den syriske hær fra Nordvest- jordan, hvis den var blevet stående her, idet man fra terrænet vest for Irbid kan beskyde det egentlige Israel. Muligvis havde Israel også grebet ind, hvis kong Hussein var blevet styrtet. Israel kan ikke uden videre godtage, at palæstinenserne samles langs den israelske grænse som led i våbenhvileaftalen mellem Jordan og palæstinenserne. Man må forudse en øget israelsk aktivitet, hvis dette sker. Hvis der opmarehe- rer større arabiske styrker i Jordan, der kan frembyde en virkelig fare for Israels sikkerhed, vil det utvivlsomt rette et præventivt angreb mod Jordan. Et heldigt udfald af et sådant angreb er sandsynlig i en overskuelig fremtid.

Fronten mellem Israel og Syrien

I modsætning til Jordan er der ikke spænding mellem Syriens forsvar og de derfra opererende palæstinensere, som udgør en styrke på ca. 5.000 mand. Palæstinensernes operationer ligner de operationer, der udgår fra Jordan, og den israelske gengældelse afviger heller ikke herfra.
I december 1969 var der luftkampe over Damaskus, og tre syriske fly blev skudt ned. I januar 1970 var en syrisk maskine inde over Haifa, dog uden at kaste bomber, og i april 1970 blev tre syriske fly skudt ned. Syrien vil næppe kunne udføre større angrebsoperationer i en overskuelig fremtid. Næst efter Ægypten er den russiske indflydelse størst i Syrien, men dette forhold har ikke ændret Syriens indsats i større grad.
 

Fronten mellem Israel og Libanon

I Libanon samarbejder de regulære styrker ikke med palæstinenserne - snarere tværtimod. Palæstinenserne, som udgør en styrke på ca. 4.000 mand, fik oprindelig en korridor, hvorigennem de kunne operere mod Israel, men den indskrænkning er forlængst borte. De libanesiske palæstinensere har især gjort sig kendte ved et angreb på en skolebus i maj 1970. På grænsen mellem Libanon og Israel har der lige fra 1949 til op- slidningskrigens begyndelse stort set været ro. Dette er årsagen til, at den israelske bebyggelse i modsætning til de øvrige grænser ikke er anlagt med henblik på forsvar, og dette forhold gør grænsen mellem Libanon og Israel mere sårbar over for palæstinensiske angreb. Dette har palæstinenserne benyttet sig af, og deres styrker her har en stærkt voksende aktivitet. Israels modforanstaltninger er vokset i takt med palæstinensernes voksende aktivitet. I et vist tidsrum har der været regulære syriske styrker i Libanon.

Den indre front i Israel

På den indre front foregår sabotagehandlinger, men de har hidtil virket meget amatøragtige; de har ingen militær betydning, da sabotagen ikke er rettet mod krigsproduktionen og militære objekter, men mod den israelske befolkning og arabere, der har taget arbejde ved israelske virksomheder. Umiddelbart efter Seks dageskrigen var det hensigten at bygge en modstandsbevægelse op med tyngden i de besatte områder, men det kom der ikke meget ud af, da Israel greb effektivt ind.
En besættelsesmagt er aldrig populær uanset dens optræden, og der skulle derfor være et grundlag for at opbygge en modstandsbevægelse, men foreløbig er der ikke mange tegn på en sådan opbygning. En velorganiseret modstandsbevægelse i de besatte områder evt. også i det egentlige Israel vil formentlig være en større trussel end palæstinensernes kamppatruljer og beskydninger. Men det vil blive vanskeligt at bygge dem op. Til belysning af arabernes indstilling kan oplyses, at siden Seksdageskrigen har ca. 2.600 været arresteret, heraf er ca. 100, der bor inden for 1967 grænserne.

Afslutning

Til slut vil jeg prøve at besvare to spørgsmål: Hvem har mest gavn af våbenhvilen? Hvad vil der ske, hvis krigen fortsætter?

På kanalfronten har ægypterne størst gavn af våbenhvilen. De kan uden at blive bombet hver dag udbygge deres stillinger i opmarchområdet, og de kan skyde deres raketbaser frem; det sidste er i modstrid med våbenhvileaftalen, men som det fremgår tidligere i denne artikel, har det stor betydning for luftforsvaret af opmarchområdet, og derfor bryder ægypterne våbenhvileaftalen. Israel kan naturligvis også udbygge dets stillinger, men da Israels forsvar er mere bevægeligt end ægypternes, har udbygningen mindre betydning for Israel end for Ægypten.
Våbenhvilen fremskyndede borgerkrigen i Jordan, og krigen er, i hvert fald på kort sigt, en fordel for Israel.
Borgerkrigen har igen medført, at palæstinenserne på den jordanske front er blevet tvunget til at formindske antallet af deres operationer mod Israel. Dette er selvsagt også en fordel for Israel.
Derimod er det ingen fordel for Israel, hvis palæstinenserne samles langs grænsen. Så længe våbenhvilen varer, kan Israel sætte hoved
parten af sit flyvåben ind mod jordansk område, og dette vil utvivlsomt lægge en dæmper på palæstinensernes aktivitet.

På den syriske, libanesiske og indre front har våbenhvilen ingen betydning. Hvis krigen fortsætter, vil den sandsynligvis i løbet af kortere eller længere tid ebbe ud, uden at der er nogen egentlig sejrherre.
Krigen ville ebbe hurtigt ud, hvis russerne ophørte med at levere våben til araberne, idet der må regnes med, at kineserne indtil videre kun er i stand til at levere lette våben. Det samme vil ikke være tilfældet, hvis amerikanernes hjælp til Israel ophørte.
Der er utvivlsomt krigstræthed i alle de krigsførende lande - dette gælder dog ikke palæstinenserne. For Israel gælder, at så længe alternativet til krigen er statens udslettelse, vil landet utvivlsomt holde ud. Araberne har tilsyneladende en følelse af, at tiden arbejder for dem, og hvis denne følelse er tilstrækkelig stærk, kan de holde ud længe endnu.

Der eksisterer dog en mulighed for, at den nuværende våbenhvile vil føre til en fredsordning. Selv om muligheden forpasses i første omgang, kan den dukke op senere. Det vanskeligste spørgsmål at løse, set fra et militært standpunkt, er at give Israel sikre grænser.
Set fra et landmilitært synspunkt vil sikre grænser betyde, at Israel beholder Golanhøjderne og Gaza- striben; samt skyder sin grænse frem på Vestbredden, f.eks. således at Israel overalt er mindst ca. 50 km bredt. De gamle grænser før 1967 giver visse steder kun en bredde på 18-20 km. Set fra et luftmilitært synspunkt må Sinai fastholdes for at få den fornødne varslingstid til egen flyindsats. Set fra et sømilitært synspunkt er det nødvendigt i hvert fald at beholde Sharm el Sheikh, men ønskeligt at bevare en stribe langs hele Akababugten.
Muligvis kan man nå frem til et kompromis ved at etablere demilitariserede zoner, men da historien viser, at sådanne zoner så godt som altid bliver militariseret igen, er denne løsning næppe acceptabel for Israel.
En tredie mulighed har været omtalt september 1970. Den går ud på, at en styrke bestående af russere og amerikanere skulle sikre freden. Mulighederne for gennemførelsen af denne løsning er næppe stor.

Udsendelse af en ny FN-styrke til området er mere realistisk, men også her skræmmer sporene.

A. R. Jørgensen

PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidskrift_99_aargang_nov.pdf

 

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.