Den militære magtbalance 1982-83

Det forløbne år har ikke bragt nogen afklaring på de problemer, som tegnede sig ved årets begyndelse. Situationen i Afghanistan har ikke undergået væsentlige ændringer. I Polen står regimet stadig over for betydelige vanskeligheder, selvom frigivelsen af Solidaritetslederen Lech Walesa måske kan tages som tegn på, at militærdiktaturet menes at have situationen under kontrol. I Mellemøsten har der i det forløbne år igen været en voldsom opblussen af fjendtlighederne med den israelske invasion i Libanon, og en fornyelse af aktiviteterne i den langtrukne krig mellem Irak og Iran. Det kommende år kan muligvis bringe denne region et lille skridt nærmere en løsning på deres problemer, en egentlig løsning ligger dog langt ud i fremtiden. I forholdet mellem supermagterne har det forløbne år været karakteriseret af nedkøling. Hverken forhandlingerne om begrænsning af de strategiske våben eller de tilsvarende forhandlinger om de euro-strateglske våben, hvoraf sidstnævnte er en del af NATO’s dobbeltbeslutning fra 1979, er nået nogen vegne. Hvorvidt magtskiftet i Moskva efter Breshnevs død i november vil medføre muligheder for realitetsforhandlinger i det kommende år står endnu uklart. En åbning mellem Peking og Moskva synes dog mulig. Også præsident Reagans ophævelse af de amerikanske sanktioner mod gasrørsledningen fra Sovjetunionen til Vesteuropa kan være en indledning til mere realistiske forhandlinger på rustningskontrol- området. De voksende fredsbevægelser i såvel Vesteuropa som USA aktualiserer behovet for, at disse forhandlinger for alvor kommer igang. De officielle taler ved Breshnevs bisættelse af såvel hans afløser som partisekretær. Jury Andropov, som af forsvarsminister Dimitry Ustinov, antyder imidlertid, at forhandlingerne kan blive vanskelige og langvarige, og at Sovjetunionen er fast besluttet på at gå ind i disse ud fra en styrkeposition. På denne baggrund skal i det følgende den årlige styrkeoversigt  fra Det internationale Institut for Strategiske Studier (IISS) refereres og kommenteres. (*The Military Balance 1982-83. IISS, London, 6,75 pund)

Supermagterne
Den af Reagan-administrationen i oktober 1981 trufne beslutning, om at modernisere de amerikanske strategiske nucleare styrker, har været styrende for nye anskaffelser, men endnu har ændringerne ikke medført, at nye styrker er deployeret. USA har imidlertid til hensigt i slutningen af 1980’eme at bringe 100 MXICBM i tjeneste, selv om der endnu ikke er taget endelig stilling til under hvilken form de skal opstilles. Herudover er det hensigten at fortsætte med en hurtig deployering af Trident II/D-5 SLBM og at anskaffe 100 B-IB bombere og SLBM, beregnet til at indsætte over land. På grundlag af den forrige administrations beslutninger er den første Ohio-klasse SSBN (atom-ubåde) med 24 Trident I/C-5 missiler deployeret. Yderligere otte er under konstruktion eller bevilget. Også yderligere otte La/ayette-klasse SSBN er blevet udstyret med Trident/C-4 missiler, således at antallet af denne type udstyret med Trident/C-4 nu er oppe på 12. Yderligere 12 Poseidon-vibkåe er blevet ombygget, og der er afsat midler til ombygning af yderligere otte, medens situationen for de resterende fire endnu er uafklaret. Alle Polaris-udstyrede ubåde er nu udfaset.
 
Det samlede resultat af disse ændringer er, at det samlede antal SSBN er reduceret med fire, fra 36 til 32, medens det samlede antal SLBM er reduceret med 56, fra 576 til 520. Også antallet af SLBM-sprænghoveder er midlertidig reduceret, med 304 fra 5.072 til 4.768, indtil alle planlagte C-4 missiler er deployeret. Der er imidlertid ikke sket nogen væsentlig ændring af den sø-baserede megatonnage som er o. 315 MT. Antallet af operative ICBM er fortsat 1052 (det i gennem adskillige år fastholdte antal på 1054 er tidligere reduceret med 2 Titan II siloer p.g.a. uheld med disse). Selvom den ene af de beskadigede siloer forventedes operativ i slut- nmgen af 1982, påregnes alle Titan II missiler udfaset i løbet af 1983. 
 
Ændringer af Minuteman II ICBM til Minuteman III vil medføre en reduktion af den førstnævnte på 50 og en tilsvarende forøgelse af den sidstnævnte i midten af 1980’eme. Af de nuværende 550 Minuteman III ICBM, påregnes 300 at være udstyret med et nyt og kraftigere sprænghoved W-78, der indeholder tre MK 12A MIRV. Det samlede antal ICBM sprænghoveder er uforandret 2.152, men der er sket en forøgelse af deres megatonnage med 123,75, fra 1.198,5 til 1.322,25, som følge af ændringer af sprænghovedet. Andre modemiséringer i den eksisterende missil-styrke ventes, omfattende forberedt leveringsnøjagtighed og gennemtrængningsevne samt bedre beskyttelse imod modforanstaltninger. Også væsentlige forbedringer i varslingssystemer, trusselsvurdering og C3I-(commando, control, communication and intelligence) systemerne er forudset. De amerikanske bombestyrker har ikke undergået væsentlige ændringer. To FB-11 lA menes udfaset, B-52 D styrken forventes snarest udfaset, 28 B-52 H påregnes anvendt som støtte for Rapid Deployment Joint Task Force (RDJTF) i en konventionel rolle, og 14 B-52 G er nær afslutningen af ombygning til anvendelse for AGM-86 B Air-Launched Cruise Missile (ALCM). Dette program omfatter ombygning af ialt 104 B-52 G og muligvis 9QB-52H.
 
Introduktionen af det nye T-1 langtrækkende, strategiske rekognosceringsfly, modernisering af E-4A kommando-fly til E-4B og indkøb af nye tankfly/XC-2 OA) er afslutningen på den igangværende modernisering af de amerikanske strategiske styrker. De sovjetiske strategiske styrker har kun imdergået mindre ændringer i det forløbne år. Der har været mindre ændringer i sammensætningen af ICBM-styrken, idet yderligere nogle få SS-22 menes udfaset og erstattet med o. 10 SS-19 i eksisterende siloer. Dette har medført en mindre forøgelse af sprænghoveder, idet hver SS-19 har 6x550 KT sprænghoveder over for et enkelt 1 MT sprænghoved for SS-11. For så vidt angår mellemdistance-våbnene fortsætter afløsningen af SS-4 med SS-20. Den 1. juli 1982 påregnedes der at være deployeret 315 SS-20 MRBM. Yderligere to eller tre missil-komplekser er rapporteret under konstruktion i den vestlige del af Sovjetunionen, selv om Sovjetunionen i marts 1982 meddelte, at ingen yderligere SS-20 baser for nærværende ville blive bygget i den europæiske del af Sovjetunionen. Antallet af SS-4 og SS-5 M/IRBM er reduceret væsenthgt, fra 600 tU 290 i løbet af de sidste tre år. Antallet af sprænghoveder er imidlertid samtidig forøget fra o. 600 til o. 1235, idet hovedparten af SS-20 er udrustet med tre MIRV. På den anden side er den rådige megatonnåge faldet med o. 168 MT, idet 3x150 KT MIRV erstatter 1-MT sprænghovedet på de udfasede missiler. Også antallet af de ældre Bear-fly (150) ogBison-fly (45) menes langsomt at blive reduceret, medens antallet af Backfire (i både flåde- og Long Range Air Force (LRAF) versionerne) øges væsentligt. Nogle er formentlig helt nye fly, medens andre er tidligere A-modeller moderniseret til B-modeller. Et nj^ langtrækkende fly, med NATO-kodenavnet Blackjack, menes under udvikling ligesom et nyt højt- og hurtiggående rekognosceringsfly.
 
Den første Typhoon-klasse SSBN er nu operativ. Dens missil, SS-NX-20 SLBM menes at have en rækkevidde på 8.300 km og at kunne medføre 12 MIRV. Yderligere to D-III SSBN, hver med 16 SS-N-18 SLBM, blev operative i løbet af 1982, medens tre F-i-klasse (med SS-N-16) blev udfaset sammen med to ældre G-klasse diesel ubåde. Der er foretaget organisatoriske ændringer i strategiske defensive styrker. PVO-Strany (luftforsvaret) og hærens luftvæmsstyrke synes at være sammenlagt, hvilket skulle medføre bedre kontrol af og samarbejde mellem alle luftforsvarsstyrker. Moderniseringen af flyvevåbnets incerceptor-styrker er fortsat, hvilket har øget antallet af MIG-23 på bekostning af ældre typer. Der er oplysninger om en variant af MIG-25, Foxhound, som medfører et nyt AAM (AA-X-9). Dette menes at indebære en væsentlig forøgelse aiPVO-Stranys »look down/shoot-down« kapacitet. SA-3, Goa, er blevet moderniseret og SA-10 er på vej til at blive deployeret, oplysninger herom er dog mangelfulde. Det vides endvidere, at Sovjetunionen har en ny serie radarer under bygning, beregnet til supplement af det allerede eksisterende fjemvarslihgssystem. For så vidt angår de konventionelle styrker så er disse med hensyn til tildeling af midler i USA prioriteret højere end de strategiske styrker. Nyt materiel er på vej ind på alle områder og mere er planlagt.
 
Den nye kampvogn Abrams synes at have overvundet de problemer, der var opstået under dens udvikling, men den hidtidige M-60 produceres stadig i betydeligt antal. Derimod er den lette kampvogn Sheridan nu næsten fuldstændig udfaset. M-2 og M-3 Bradley MICV (mekaniseret infanterikampkøretøj) er på vej ind i tjeneste. Der mangler stadig en fornyelse af luftforsvaret, selv om såvel Roland som Patriot er under forsøg og udvikling. 
 
Det problem der tiltrækker sig størst opmærksomhed i den amerikanske debat er spørgsmålet om størrelsen og saromensætningen af den amerikanske flåde. Der er afsat midler til et stort flådebyggeprogram og yderligere midler forudses. Programmet skal omfatte yderligere tre Los Angeles-klasse SSN (atom-ubåde), et tredie Mmite-klasse atomdrevet hangarskib, yderligere eskortefartøjer (to Kidd-ldasse missil-destroyere (DDG) og fire Pe/77-klasse missil-fregatter (FFG)) samt yderligere en »air wing« til hangarskibene. Såvel Marinekorpset som flåden er i gang med anskaffelsen af F/A-18 jager/bomber. På længere sigt er Reagan- administrationens mål at opbygge en 600-skibes flåde, heri inkluderet 15 carrier task forces (tallet er i øjeblikket 12). Det amerikanske flyvevåben er ved at erstatte F-4 og F-106 med henholdsvis F-16 og F-15, ligesom den luftbårne fjemvarsling og kontrol udvides ved anskaffelsen af yderligere E-3A Sentry fly. Derimod er den tunge lufttransportflådes skæbne uvis, men det forventes, at den udvides ved anskaffelse af enten yderhgere (og moderniserede) C-5 eller Boing 747 fly.
 
Der er ikke sket væsentlige ændringer for så vidt angår RDJFT i det forløbne år, selv om forhåndslagring og transit-planer er blevet udbygget, og der har været gennemført øvelser i Mellemøsten. Denne udryknings- styrke er stadig underlagt meget snævre politiske begrænsninger. De tidligere rapporter om en forøgelse af de sovjetiske hærformationer er nu bekræftet. Antallet af mekaniserede infanteridivisioner er øget fra 119 til 126. De ekstra divisioner synes at være gået til den europæiske og den sydlige del af Sovjetunionen samt den sovjetisk-kinesiske grænse. Selv om to divisioner blev trukket tilbage fra Østtyskland i 1980/81 menes det, at de resterende divisioners mandskabsstyrke er øget med det tilsvarende antal mand. Beholdningerne af større materielgenstande er øget, men den forudsatte deployering af den nye T-80 kampvogn er dog endnu ikke konstateret, og produktionen af T-64-72 kampvogne fortsætter. BTR-50/-60 mandskabsvogne er erstattet med BTR-70 mandskabsvogne og med BMP infanterikampkøretøjet. En ny generation overflade-til-over- flade missiler er under indfasning, idet Frog, SS-12 og Scud erstattes med henholdsvis SS-21, SS-22 og SS-23.
 
Den sovjetiske flåde fortsætter støt sit igangværende byggeprogram. En tredie Kiev-klasse carrier er under afprøvning, en anden Kirov-Hasse atomdrevent missilkrydser er under udrustning, og den første af en ny krydser-klasse (i NATO midlertidigt benævnt »Black Com-1«) er i tjeneste og flere under konstruktion. Yderligere to Udaloy-kiasse missil/ASW- destroyere er under bygning. Der er rapporter om flere nye flådemissiler, enten allerede deployeret eller under konstruktion. Det drejer sig om SS-N-19 og SS-NX-20 SSM, SA-N-7 og SA-NX-7 SAM og SS-N-15 ASW-missU, måske med et atomsprænghoved. Mi-14 Helex ASW og MCM helikoptere er også tilgået flåden. De sovjetiske taktiske flådestyrker fortsætter med at udskifte forældede fly med nye typer. Mig-21, SU-7 og SU-17 fases alle ud og erstattes med Mig-27 D/J og SU-24 angrebsfly, og et helt nyt angrebsfly SU-25 Frogfoot er blevet rapporteret i Afghanistan. Yak-28 optræder nu alene i ECM rollen. Helikopterstyrken er blevet reorganiseret med henblik på at yde støtte med et regiment til hver af armeerne i Østtyskland og i grænseområderne langs den kinesisk-sovjetiske grænse. Helikopteren synes hermed at være blevet accepteret i en integreret støttefunktion for kampen på landjorden.
 
Et væsentligt problem i forbindelse med en vurdering af den sovjetiske militære opbygning har til stadighed været at få reelle oplysninger om forsvarsbudgettets størrelse. n s S forsøger i den her refererede udgave af »The Military Balance« at skabe en oversigt over dette problem ved at fremlægge en række forskellige analyser. Det fremgår af denne oversigt, at vurderingerne af ti-året 1970-81 for så vidt angår den årlige vækstrate varierer fra 8-10 % til 3-4 %, og at de militære udgifters antal af bruttonationalproduktet varierer fra 12-14 %
 til 5,3 %, sidstnævnte tal er den officielle sovjetiske opgivelse. I skema 1 er sammenfattet de i den seneste af IISS udgivne styrkeoversigt anførte oplysninger for så vidt angår rådige atomleveringssystemer.
 
Den konventionelle styrkebalance
Enhver vurdering af den konventionelle styrkebalance mellem NATO og Warszawapagten omfatter en sammenligning af deployerede styrker/ mandskab såvel som materiel- og forstærkningsmuHgheder samt overvejelser over kvalitative karakteristika såsom geografiske forskelle, de- ployering, teknik, træning og logistisk struktur samt forskelligheder i doktriner. Visse elementer i vurderingen varierer kun lidt over tid. I Warszawapagten er materiel og udrustning, doktriner og procedurer i høj grad standardiseret, medens dette i mindre grad er tilfældet inden for NATO, selv om der er lagt store anstrengelser i forbedring af interoperabilitet.
 
 
 
 
Warszawapagtens fordele specielt for så vidt angår logistik og geografien, som letter tilførsel af forstærkninger, er åbenbare. En opgørelse må imidlertid tage sit udgangspunkt i en sammenligning af den relative numeriske styrke hos begge parter, hvilken i sig selv kan være vanskelig at gennemføre. I det følgende skema 2 er sammenfattet en række af de væsentligste oplysninger som indeholdes i dette års opgørelse fra IISS. For hærstyrkers vedkommende er angivet såvel de i fredstid til rådighed værende styrker som sådanne, der efter mobilisering påregnes indsat i Europa. For flådestyrker er medtaget sådanne, som må antages at operere i Atlanten, Den engelske Kanal, Nord- og Østersøen samt Middelhavet. For så vidt angår flystyrker er for de amerikanske styrkers vedkommende alene medregnet sådanne, som er baseret i Europa. I tallene for sovjetiske fly er medregnet de forstærkninger, som de vestlige militærdistrikter vil kunne stille til rådighed i Europa.
 
 
 
Sammenfattende konkluderer IISS om den konventionelle styrkebalance i Europa, at den over de sidste 20 år langsomt, men støt, har bevæget sig i østlig favør. Samtidig med denne tendens til numerisk fordel for Øst, har Vesten også gradvist mistet den teknologiske fordel, som hidtil har tilladt NATO at stole på, at kvalitet var en pålidelig erstatning for kvantitet. Man kan, siger HSS, ikke konkludere, at NATO ville lide nederlag i en evt. krig, men man konkludere, at der er tilstrækkelig fare i tendensen til, at der er behov for foranstaltninger imod, at tendensen fortsætter. Den samlede styrkebalance anses dog fortsat af en sådan karakter, at militær aggression ikke forekommer en attraktiv udvej.
 
Den euro-strategiske balance
En meget væsentlig forudsætning for denne konklusion er den indflydelse, som de to parters Theatre Nuclear Forces spiller i opretholdelsen af den eurostrategiske balance. Begge parter har i en efterhånden lang periode opretholdt nucleare leveringssystemer til dækning af mål i Europa. Disse omfatter våbensystemerne af såvel interkontinental rækkevidde (som kan leveres over kortere afstande) som kortere rækkende systemer. Enhver sammenligning af nukleare systemer med større rækkevidde end ca. 160 km (svarende til taktisk-operativ anvendelse på selve kamppladsen), beregnet til ødelæggelse af mål i Europa, er derfor uundgåelig kunstig. Hertil kommer, at denne vurdering ikke nødvendigvis indebærer, at en atomkrig, begrænset til Europa, er gennemførlig. Tværtimod vil selv den mest begrænsede udveksling af atomvåben i Europa med al sandsynlighed hurtigt eskalere til det strategisk nucleare niveau. Selv om der således er såvel tekniske som begrebsmæssige vanskeligheder ved at definere en egentlig regional sammenhæng mellem nucleare styrker, er det ikke destomindre væsentligt at identificere og vurdere de våbensystemer på begge sider, hvis primære opgave er at dække mål i Østeuropa, det vestlige Sovjetunionen og Vesteuropa. Der er to indbyrdes afhængige årsager til at gøre et sådant forsøg.
 
For det første må militære planlæggere tage hensyn til den trussel, sådanne våben udgør, og til de modforanstaltninger, der kan sættes ind imod dem. For det andet antyder den betydelige investering Sovjetunionen i de senere år har foretaget i mellemdistanceatomvåben, at der, set fra et sovjetisk synspunkt, er betragtelige militære og politiske fordele forbundet med nuclear overlegenhed i den europæiske region. En opgørelse må nødvendigvis basere sig på en række forudsætninger, der i sig selv kan medføre, at resultatet kan blive diskutabelt. Mange våbensystemer er teknisk fleksible, og der er usikkerhed med hensyn til prioritering af deres opgaver. Hertil kommer, at systemerne i Øst og Vest ikke er identiske, og at visse vurderinger af kvalitative faktorer også må medtages. IIS har i tidligere - og også i dette års opgørelse - fastlagt en række forudsætninger, der kort skal omtales.
 
For det første omfatter vurderingen alene systemer med en rækkevidde udover kampområdet, som kan være til rådighed efter en varslingsperiode, der er lang nok til at tillade spredning, men ikke lang nok til at gennemføre forstærkning eller redeployering. Analysen begrænser sig således til sådanne systemer, som kan forventes at overleve et forhåndsangreb efter spredning er gennemført, til det samlede antal sprænghoveder, som partneren må forventes at have rede til levering mod hinanden, og til antallet, som må forventes at overleve for at trænge gennem modpartens forsvar.
For det andet er Sovjetunionens strategiske raketstyrker (her specielt SS-11 og SS-19) ikke indbefattet, idet det er forudsat, at disse systemer, selv om de kunne tildeles mål i Europa, primært påregnes anvendt andetsteds, samt at der med den sovjetiske opbygning af præcise mellem- distancevåben ikke kan være behov for at rette interkontinentale våben imod Vesteuropa. 
Derimod er for det tredie 400 amerikanske SLBM Poseidon/Trident sprænghoveder medregnet, fordi det siden 1960 har været forudsat, at SACEUR kunne planlægge for anvendelsen af disse våben. En beslutning, som var en følge af NATO’s mangel på nucleare systemer. 
For det fjerde udgør vurderingen af flys rækkevidde et væsentligt problem. Det medtagne antal flyleverede våben baserer sig på en vurdering af flyenes operative rækkevidde. Endelig er udpegning af fly med en »theatre nuclear strike role« forbundet med en vis usikkerhed. Nuclear kapacitet indebærer ikke nødvendigvis en primær nuclear rolle. Udfra disse forudsætninger har IISS søgt at foretage en styrkesammensætning, idet man har indregnet korrektionsfaktorer for det samlede antal sprænghoveders udnyttelsesgrad og operative status. Med det således fremkomne antal rådige sprænghoveder har man herefter yderligere korrigeret for systemernes overlevelsesevne, gennemtrængningsevne og fleksibilitet for at nå frem til en værdi for det enkelte systems nytte- virkning. Når PoseidonATrident er anført særskilt, hænger det, som før nævnt, sammen med, at SACEUR siden 1960erne har haft mulighed for at planlægge for anvendelsen af 400 Poseidon-sprænghoveder af den centrale amerikanske styrke. Medregnes Poseidon/Trident er forholdet mellem »korrigerede antal våben« 1,7:1 i WP favør, uden Poseidon/Trident er forholdet 3.6:1. Det er på denne baggrund NATO’s dobbeltbeslutning i 1979 (jf. Mt nr. 6/1982 må ses.
Skema 3 sammenfatter de resultater IISS således er nået frem til.
 
 
 
 
Afslutning
Sidste års gennemgang af den militære magtbalance indledtes med at karakterisere året 1981 som et mellemspil i den internationale politik. Heller ikke året 1982 har adskilt sig væsentligt fra denne karakteristik. Det er stadig ikke lykkedes at få vendt tendensen i den internationale økonomi til fremgang. Ifølge Helmut Schmidt, der mod slutningen af 1982 måtte trække sig tilbage som vesttysk kansler, tegner situationen ikke lysere for det kommende år: »Jeg har en fornemmelse af, at vi befinder os i anden fase af en verdensomspændende depression... Jeg ønsker ikke at spå om ondsindede dramaer eller tragedier, men jeg har en meget klar opfattelse af, at en dramatisk udvikling er mulig«, udtalte han i november til New York Times. Samtidig er der i den vestlige verden en voksende frygt for, at denne dramatiske udvikling også kan indebære, at de afskrækkende masseøde- læggelsesvåben virkeligt kan blive bragt i anvendelse. Behovet for rustningsbegrænsninger vokser derfor som et stadigt stærkere krav i den vestlige opinion. Som indledningsvis nævnt synes den nye sovjetiske ledelse fast besluttet på at gå ind i forhandlinger herom ud fra en styrkeposition. Skal Vesten ikke komme til kort ved forhandlingsbordet, er det derfor også nødvendigt for den vestlige alliance at fastholde sin styrke. Den vestlige verden kan ikke tillade sig svækkelser, såfremt et acceptabelt resultat skal opnås.
 
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
 
 
 
 
 
 
 
 

Litteraturliste

Del: