Den militære magtbalance 1980-81

Ved sidste årsskifte måtte det konstateres, at den i juni 1979 i Wien undertegnede SALT Il-aftales skæbne var uvis, og at det samme var tilfældet for det videre forløb af MBFR-forhandlingeme i Wien og opfølgningskonferen- cen om Samarbejde og Sikkerhed i Madrid. Med præsidentskiftet i slutningen af januar 1981 i USA og den ændrede sammensætning af USAs senat er det nu klart, at SALT Il-aftalen i den foreliggende form ikke vil blive ratificeret af USAs senat. Udsigterne til foreløbig at nå meget videre i MBFR-forhandlingeme i det kommende år er ikke lyse, og opfølgningskonferencen i Madrid nåede kun med stort besvær at blive åbnet for i det forløbne års sidste måned hovedsagelig at diskutere menneskerettigheder.
 
I Afghanistan er betydelige sovjetiske troppestyrker stadig engageret i at opnå kontrol med landet, og i Mellemøsten synes krigen mellem Iraq og Iran at blive langvarig, medens de halvt hundrede amerikanske gidsler har taget hul på det andet år af deres fangenskab, og amerikanske og andre vestlige flådeenheder patruljerer Det indiske Ocean. Andetsteds i Mellemøsten er konflikten mellem Israel og dets naboer samt palæstinenserne ikke kommet meget nærmere en varig løsning. Og også i Afrika murrer det adskillige steder. Det samme er tilfældet i vort nærområde, hvor utilfredshed med styret i den polske befolkning har skabt en anspændt situation inden for Østblokken. Dette er alene nogle af de mere markante problemområder i den internationale politik ved dette åsrsskifte, som gør, at udsigterne for 1981 ikke kan tegnes med lyse farver. På denne baggrund skal i det følgende den militære magtbalance, refereres og kommenteres, således som den opgøres i Det Internationale Institut for Strategiske Studiers (IISS) årlige styrkeoversigt.1)
 
Ustabil balance?
Selv om det står klart, at SALT Il-aftalen, som før nævnt, ikke vil blive realiseret i sin nuværende form, så synes begge supermagter indtil videre at have holdt sig inden for de begrænsninger, som blev fastsat i SALT I og i Vladivostok-aftalen samt i forslaget til SALT II. Forinden der i det følgende nærmere skal redegøres for status i forholdet mellem de to magtblokke her umiddelbart før den nye Reagan-administra- tion træder til i USA, kan der imidlertid være grund til at pege på nogle af årsagerne til, at USAs senat finder SALT Il-aftalen uacceptabel.
 
Baggrunden for, at USA under Nixon-administrationen indlod sig på SALT I-aftalen og Ford-Kissinger gik med til Vladivostok-aftalen, var en forventning om, at Sovjet ville acceptere det amerikanske syn på atomstrategien, hvilket ville indebære, at paritet, eller som det udtrykkes af Nixon: essential equivalence, ville være tilstrækkeligt til at sikre den gensidige ødelæggelseskapacitet, som på sin side var garanten for at undgå en konflikt mellem supermagterne og deres pagtsystemer. Denne amerikanske, og også vesteuropæiske opfattelse, har sammenhæng med, at man i Vesten i almindelighed opfatter afskrækkelse og forsvar som to adskilte fænomener. Hvad der anses for tilstrækkeligt for afskrækkelse er ikke nødvendigvis tilstrækkeligt for forsvar eller for at kæmpe en krig til en succesrig afslutning. Men hvis nuclear krig er utænkelig - går argumentet - så må en afskrækkel- seskapacitet, snarere end en kapacitet til at gennemføre og vinde en krig, være tilstrækkelig. Det står imidlertid efterhånden mere og mere klart - på baggrund af såvel sovjetisk litteratur som af autoritative udtalelser - at Sovjet ikke accepterer en sådan argumentation. Ifølge sovjetisk opfattelse er en nuclear krig en mulighed, og besiddelse af militære styrker, beregnet til at gennemføre og vinde en sådan krig, er væsentlig for Sovjets forsvar. Sovjet anvender i øvrigt det samme ord, oborona, som betyder forsvar, også for det vestlige ord deterrence eller afskrækkelse.2)
 
I den nucleare tidsalder er der to elementer, som i sovjetisk strategisk tænkning anses for kritiske, nemlig overraskelse og forhåndsangreb. Begge skylder deres betydning de nucleare våbens karakter og opfattelsen af en krigs indledende fase som afgørende for dens udfald. For at kunne realisere overraskelse og forhåndsangreb har Sovjet behov for en betragtelig kapacitet til at slå USAs strategiske styrker ud; heri ligger efter sovjetisk opfattelse den egentlige forsvarskapacitet, ikke mindst når den kombineres med en omfattende civilforsvarskapacitet, som mindsker virkningerne af et eventuelt amerikansk gengældelsesangreb med overlevende rester af USAs strategiske våben. Men med stigende sovjetisk teknologisk kapacitet til at slå amerikanske ICBM ud i et overraskende forhåndsangreb nedsættes efter amerikansk opfattelse sikkerheden for, at USA kan afskrække Sovjet fra at foretage sig noget, som kan true Vestens sikkerhed. Den strategiske balance bliver med andre ord usikker. Det berører ikke alene USA selv, men også USAs allierede, herunder ikke mindst Vesteuropa, fordi USAs strategiske styrkers afskrækkende effekt ikke alene skal dække USA selv, men også en trediepart, altså Vesteuropa, mod en trussel fra Sovjet - USA skal have en extended-deterrence-kapacitet. I og med at USAs evne til at afskrække Sovjet under alle forhold begrænses ved stigende sårbarhed for USAs afskrækkelsesvåben overfor et forhåndsangreb, begrænses også, set fra et vestligt synspunkt, stabiliteten i den Terrorbalance, som nu i snart fyrre år har bevirket, at ingen har følt sig fristet til at risikere en 3. verdenskrig. Med andre ord, den fortsatte asymmetriske strategiske opfattelse, parret med den deraf følgende teknologiske udvikling, inden for de ved aftaler fastsatte rammer, giver anledning til, at specielt USA føler sig stadig mere udsat for evt. sovjetisk pression. Det er på denne baggrund den kommende amerikanske administration har bebudet større vægt lagt på moderniseringen og udbygningen af de amerikanske væbnede styrker.
 
Supermagterne
Udgangspunktet for sådanne amerikanske overvejelser er en konstatering af, at USAs ICBM styrke, der siden 1967 har ligget konstant på 1054 missiler, for de ældstes vedkommende (54 Titan II) er fra 1962, medens Minuteman II (450 stk.) er 15 år gamle og Minuteman III (550 stk.) er 10 år gamle. For sidstnævntes vedkommende er et modemiseringsprogram, omfattende 300 stk., i gang> idet de er ved at blive udstyret med et nytMK-12-A sprænghoved og et nyt NS-20 styresystem, der vil nedsætte systemets CEP til 900-600 fod. I de seneste år er foregået en endnu uafsluttet debat om at udskifte en del af de eksisterende missiler med 200 MX-missiler, der hver er beregnet til at medføre ti MK-12-A sprænghoveder. Baggrunden for indførelsen af dette semimobile system er ønsket om at nedsætte sårbarheden af USAs gen- gældelsesstyrke over for et præcist sovjetisk overraskende forhåndsangreb. Endnu er der imidlertid ikke truffet endelig bestemmelse om deployering af dette system, der vil blive meget kostbart. Udgiften til deployering af 200 missiler og de hertil hørende 4600 shelters er ifølge en officiel kongresrapport3) anslået til 33.8 milliarder dollars samt 448 millioner dollars i årlige operations- og støtteomkostninger, regnet i 1980 priser. 
 
Den amerikanske flådes modemiseringsprogram for de strategiske ubåde er påbegyndt. Foreløbig har tre både af Lafayette-idassen fået udskiftet Posidon C-3 missilerne med Trident C-4 missiler. 10 ældre ubåde står for at blive taget ud af aktiv tjeneste, medens de 24-rørs nye både af Ofao-klassen står foran indførelse. Hvornår dette program på i alt 11 både skal afsluttes, er der imidlertid ikke taget stilling til. Man arbejder tillige på en afløser for Trident, som med betegnelsen D-5 påregnes at få en rækkevidde på 6000 nm Medførende 14X150-KT MIRVede eller muligvis MARVede sprænghoveder.4) Den strategiske bomberstyrke har gennem en årrække været uændret. Der eksisterer stadig fire prototyper af det af præsident Carter standsede B-l program. Heraf er dog kun ét fly operativt. Af de to flybaserede Cruise- missiler (ALCM), som omtaltes som værende til afsluttende prøver sidste år, er nu valgt Boeings AGM-86-A til produktion. Dette missil vil kunne medføre et W-80 200 KT sprænghoved, svarende til det, der anvendes i det kortrækkende angrebsmissil (SRAM-B) med supersonisk hastighed. Der er planlagt produceret i alt 3418 missiler af denne type, hvoraf 250 forventes leveret pr. december 1981. Til dette tidspunkt vil én eskadrille på 16 B-52 G fly være modificeret og klar til at medføre dem. Muligvis vil alle 151 B-52 G blive modificeret til at medføre ALCM. Også 90 B-52 if vil få ALCM kapacitet. I det hele taget er et program planlagt med henblik på at modemisere eksisterende »avionics« for såvel B-52 G som B-52 H. USA samlede antal af strategiske sprænghoveder udgør 7301, hvilket er 364 mindre end sidste år. Faldet skyldes reduktion i Polaris A-3 og B-52 styrken.
 
Det amerikanske forsvar imod strategiske missilangreb har fortsat lav prioritet. USA har aldrig udbygget sit forsvar i overensstemmelse med de muligheder, som indeholdtes i ABM-traktaten af juni 1972. Safeguard- systemet er nu nedlagt, selv om studier i og udvikling af antimissil-missil- teknologi og forsvar af nøgleområder fortsætter. Udskiftning af det meste af 474 NSLBMEarly-Waming systemet med et nyt FPS-115 Pave Paws-system er omtrent tilendebragt. Det samme gælder reorganiseringen af organisationen for koordinering af overvågning og følgning af objekter, der kommer ind i det nordamerikanske luftrum. Et nyt early-waming system, som blev erklæret operativt i september 1979, har imidlertid fremkaldt en række falske alarmer i 1980, og dermed rejst tvivl om systemets pålidelighed.
 
Den nedlæggelse af en interceptor eskadrille af Air National Guard, som var planlagt i 1979, har ikke fundet sted. I overensstemmelse med en præsident-ordre fra juli 1979 er ansvaret for planlægning og udvikling af civilforsvar nu overtaget af Federal Emergency Management Agency, som koncentrerer sig om evakuation af visse byområder. Opretholdelsen af mulighederne for nationale beslutningsorganers overlevelse baserer sig fortsat på en luftbåren kapacitet, snarere end underjordiske beskyttelsesprogrammer og spredning som både Sovjet og Kina synes at foretrække.
 
Sovjetunionen synes at have nået et plateau i sin ICBM-modemisering, selv om der foreligger vedholdende rapporter om, at fire nye ICBM er under udvikling. SS-9, der introduceredes i 1969, er nu erstattet af SS-18, som har større fleksibilitet og nøjagtighed, men en lidt kortere rækkevidde. SS-18 er rapporteret afprøvet med et 18-25 MT sprænghoved, tilsyneladende anvendt fra dybe underjordiske shelters. Udskiftning af en del SS-11 med SS-17 synes også at være tilendebragt. Det betyder, at mere end halvdelen af Sovjets ICBM-styrke nu er under 10 år gammel. Med hensyn til IRBM-styrken så erstattes SS-4 medSS-20 med et missil hver 5. dag, hvilket er hurtigere end det tidligere antagne. Det er uklart, hvad der sker med de missiler, som udfases, men det antages, at i det mindste en del af dem opmagasineres.
 
For den strategiske ubåds-styrke er tendensen den samme, idet dog mo- demiseringstakten tilsyneladende er noget langsommere end oprindeligt antaget. Fire Yankee-U ubåde er nu faset ud, øjensynligt for at blive ombygget til angrebs-ubåde. Der er fire nye Delta-Masse, alle af typen Delta I (med 12 rør). Det er endnu uklart, om dette indikerer en tendens hen imod et større antal mindre Delta-klasse både, eller om det alene er et spørgsmål om pro- duktionstilrettelæggelse. De ældre Golf-I både, som ikke indgår i SALT- aftalen, er næsten alle udfaset. Der er rapporter om en ny Typhoon-klasse, der dog endnu ikke er set i operativ tjeneste, men ifølge pressemeddelelser medio november netop er søsat. Det tidligere mix af langtrækkende Bison- og fimr-bombefly er uforandret. Antallet af middeltunge bomber er øget svagt med introduktionen af Backfire på bekostning af Blinder. Det samlede antal sovjetiske leveringsmidler er 2488, hvilket er 16 mindre end i sidste års opgørelse. Reduktionen skyldes den fortsatte udskiftning af Yankee-II ubåde med Delta-I. Udskiftningen med SS-N-8 i Delta-I både i stedet for SS-N-6 i Yankee bådene udgør ingen ændring i antallet af sprænghoveder. Begge medfører kun et enkelt. Udskiftningen af SS-11 med SS-19 og forøgelse af antallet af SS-18 kan medføre en forøgelse på o. 10 % af ICBM-sprænghoveder og dermed bringe det samlede antal op på o. 6000, hvilket er 1500 mindre end de 7500, som må forventes i 1985. Den gennemsnitlige sprængkraft af disse sprænghoveder er fortsat væsentlig højere end det tilsvarende amerikanske gennemsnit. Det sovjetiske strategiske forsvar bygger stadig på et omfattende luft- forsvarsradarssystem, SAMs, interceptors og et kompleks af Galosh ABM- missiler omkring Moskva. Ældre interceptors erstattes nu med moderne fly. MIG-25 er rapporteret anvendt i en »look-down/shoot-down« - rolle. En omvurdering af SAM systemerne synes at godtgøre, at deres antal er større end tidligere antaget. Typerne er fortsat de samme, selv om nye våben, såsom SA-10, efterhånden dukker op. I løbet af det sidste år er halvdelen af de 64 Galosh ABM-systemer udfaset, hvorvidt dette skyldes en forestående modernisering eller en egentlig reduktion er endnu uklart.
 
For så vidt angår konventionelle styrker så er det et generelt træk, at der i USA har været vanskeligheder med at rekruttere og fastholde tilstrækkeligt mandskab. Manglen i personel har påvirket enhedernes duelighed, ikke mindst i flåden. Der er introduceret en del nyt materiel i de amerikanske styrker. Dette gælder således en ny A-l Abrahams kampvogn, M-2 Infanteri-kampkøretøjet og M-3 kavallerikampkøretøjet, der alle nu er i produktion. M-60 kampvognen, der introduceres i 1950/60, er ved at blive moderniseret. Flåden har i det forløbne år modtaget 3 nye Los Angeles atom-ubåde og yderligere 28 er planlagt eller under bygning, hvilket vil bringe det samlede antal op på 40 i 1990. Den første af 16 planlagte Aegis-klasse missilkiydsere er under konstruktion. Det samme gælder yderligere 5 Spruance-klasse destroyere, Perry- klasse fregatter og et antal mindre fartøjer. Marinekorpsets status er under overvejelse med henblik på anvendelse i forbindelse med Rapid-Deployment Force konceptet. Siden begyndelsen af 1980 har USA haft to Carrier-Task-Groups deployeret i Det indiske Ocean, i alt 25 skibe, hvoraf 18 er kampfartøjer. Forhåndsoplagring af tung udrustning i chartrede skibe i Det indiske Ocean er allerede begyndt, ligesom anskaffelsen af specielle roll-on/roll off skibe, beregnet til denne og andre opgaver, er indledt. Det amerikanske flyvevåben søger at forbedre sin træningsstandard, medens nyanskaffelsen er begrænset til allerede eksisterende kontrakter og til anskaffelsen af de planlagte yderligere 60 A-10 Thunderbolt II nærstøttefly. Som helhed for det amerikanske forsvar gælder, at der er mangler i lagrene af reservedele, og visse enheder synes at have vanskeligt ved at opretholde et tilstrækkeligt kampberedskab.
 
I Sovjetunionen fortsætter nyudrustninsgsprogrammeme inden for alle værn. I hæren erPT-76 ved at blive udfaset til fordel forBTR-50P. De ældre taktiske atomvåbensystemer, FROG, Scud og Scaleboard erstattes med SS-21, SS-22 og SS-23. Alle med større rækkevidde og sandsynligvis større nøjagtighed og med tilsvarende sprænghoveder. Flåden afprøver to nye A/p/ia-klasse atomdrevne angrebsubåde og en Kirov-klasse krydser. Produktionen af atomubåde af Victor-II klassen fortsætter. Også to nye Cruise-missiler, SS-N-9 og SS-N-12, begge med længere rækkevidde end deres forgængere, er i produktion. Nye .Kara-klasse krydsere og Krivak-klasse fregatter samt et antal mindre fartøjer, hvoraf mange udstyret med missiler, er ligeledes under bygning. Der er rapporter om, at i det mindste et stort hangarskib og et stort overfladefartøj er under bygning. For flyvevåbnets vedkommende foregår en stadig forøgelse af antallet af fly af allerede kendte typer.
 
Sovjetunionen har trukket en panserdivision tilbage fra Østtyskland til Det vestlige Militærdistrikt. Selv om der har været rapporter om, at en række panserenheder er tilgået divisioner, placeret i Østeuropa, er der ingen klare beviser herpå. I Det indiske Ocean opretholder Sovjetunionen til stadighed en flåde- styrke på 26 skibe, hvoraf 10 er kampfartøjer. Operationen i Afghanistan har givet Sovjetunionen lejlighed til at afprøve sit mobiliseringssystem. Operationen har tillige demonstreret, at en styrke, der er trænet til at operere i Europa, behøver tid til at omstille sig til sådanne operationer, som foregår i Afghanistan. Under disse operationer baserer Sovjetunionen sig i udstrakt grad på anvendelse af kamphelikoptere.
 
I skema 1 er sammenfattet de i den seneste af IISS udgivne styrkeoversigt anførte oplysninger for så vidt angår atomleveringsmidler.
 
 
Som fremhævet i tidligere års opgørelser, er det imidlertid væsentligt at erindre sig, at skemaet alene giver en kvantitativ sammenligning og således ikke afspejler en række mindre kvalificerbare forhold, såsom geografiske forskelligheder, deployering, træning, logistisk støtte samt disciplin, taktiske doktriner og graden af standardisering og »interopearabilitet«. For de to sidstnævnte forhold må Warszawapagtstyrkerne antages at have en væsentlig fordel. For at give et indtryk af forstærkningsmulighedeme er disse sammenfattet for de to pagtsystemers vedkommende i de to følgende oversigter.
 
 
Forstærkningsproblemet har i de senere år været gjort til genstand for omfattende analyser og vurderinger i hvilke bl.a. varslingstid, mobiliserings- tider og holdetider er indgået som væsentlige komponenter. IISS sammenfatter sine vurderinger i følgende: Warszawapagten vil indledningsvis være i stand til en hurtigere styrke- opbygning endNATO i de første 2-3 uger, især såfremt overraskelse opnås. NATO kan alene forsøge at modsvare en sådan opbygning gennem udnyttelsen af varslingstiden. Den efterfølgende styrkeopbygning favoriserer ligeledes Warszawapagten. Kim såfremt krisen udvikler sig langsomt og således tillader omfattende tilførsler af forstærkninger, vil Vesten opnå en bedre situation.
 
Sammenfattende kan det om den konventionelle styrkebalance i Europa konkluderes, at den fortsat er af en sådan karakter, at militær agression ikke forekommer attraktiv. NATO-forsvaret er af en sådan størrelse og kvalitet, at ethvert forsøg på at bryde det vil indebære et større angreb. Konsekvenserne for angriberen ville være uoverskuelige, og de indeholdte risici må mane til forsigtighed. Den europæiske balance er imidlertid også en del af en større helhed, hvor den centrale strategiske balance og de maritime styrker spiller en afgørende rolle. NATO har lagt vægt på kvalitet i forhold til kvantitet, men står over for stadig stigende vanskeligheder med at få forsvarsbudgetterne til at dække den stadigt dyrere teknologi. I modsætning hertil synes Sovjetunionen stadig at kunnne afse midler til anskaffelse af avancerede systemer i betydelige mængder.
 
★ ★ ★
 
Selvom der således fortsat forekommer at eksistere en effektiv afskrækkelse, kan der ikke ses bort fra foruroligende tendenser. Warszawapagtens konventionelle overlegenhed har man fra vestlig side måttet - og ment at kunne - affinde sig med. Den voksende sovjetiske kapacitet i langtrækkende euro-strategiske atomvåben vil imidlertid i nærmest kommende år, efterhånden som de sovjetiske programmer fortsætter, give Warszawapagten betydelige fordele. Først når NATO i 1983-84 begynder at deployere de planlagte langtrækkende systemer (108 Pershing II og 464 cruise missiler), kan der siges at være opnået en acceptabel balance.
 
Det står så tilbage at se, hvorvidt de forslag om en europæisk nedrust- ningskonference, som kan forventes fremlagt på den igangværende sikker- hedskonference i Madrid, når den samles igen i slutningen af januar, vil kunne føre til et lavere rustningsniveau i Europa.
 
 
Henvisninger
1) The Military Balance 1980-81. IISS, London. 5 Pund.
2) For en nærmere behandling af dette problem, jfr. eksvis: Strobe Talbott: Endgame. The Inside Story of SALT II. Harper & Row. NY 1979. J. K. Davis, P. J. Friel, R. L. Pfaltzgraff Jr.: SALTII and U.S.-Soviet Strategic Forces. Institute for Foreign Policy Analysis. Cambridge, Massachusetts, 1979. David Gouré & Gordon H. McCormick: Soviet Strategic Defense: The Neglected Dimension of U.S.-Soviet Balance i Orbis vol. 24 nr. 1. Spring 1980.
3) Fiscal Year 1981, Arms Control Impact Statements. 96th Congress. 2d Session. Wash. May 1980.
4) MIRV = Multiple independently-targetable reentry vehicle. MARV = Manoeuvrable re-entry vehicle. 
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
 
 
 
 

 

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.