Den militære magtbalance 1978/79

»De fleste af os vil være enige i, at politisk og militær balance er forudsæt
ningen for vor sikkerhed, og jeg vil advare imod den illusion, at der er 
grundlag for at negligere denne balance.« (Kansler Helmut Schmidt i The 1977 Alastair Buchan Memorial Lecture i 
IISS, 28. okt. 1977.1)
 
 
Det netop forløbne år har været præget af den stabilitet i balancen mellem Øst og Vest, som Helmut Schmidt i ovennævnte citat anser som forudsætningen ikke blot for Vestens sikkerhed, men også for en frugtbar fremgang for Øst- Vest afspænding og dermed for våbenkontrol og våbenbegrænsninger. Hele 1978 har været optaget af fortsatte forhandlinger om en ny SALT-af- tale, som trods gentagne meddelelser om, at den nu var lige om hjørnet, stadig synes et godt stykke ude imod horisonten. I konsekvens af mangel på fremskridt på dette område har forhandlingerne i Wien om gensidige, afbalancerede rustningsbegrænsninger i Centraleuropa heller ikke bevæget sig udover det dødvande, de har været inde i omtrent fra forhandlingernes begyndelse. Der eksisterer en nøje forbindelse mellem de to sæt forhandlinger, en forbindelse som er meget væsentlig for Europa. Helmut Schmidt udtrykte det i den indledningsvis citerede forelæsning således:
 
»Det er af vital interesse for os alle, at forhandlingerne mellem supermagterne om begrænsning og reduktion af de nucleare strategiske våben fortsætter og fører til en varig overenskomst. Atommagterne har et særligt, et afgørende ansvar i så henseende. På den anden side må vi i Europa være meget omhyggelige med at sikre, at disse forhandlinger ikke negligerer komponenterne i NATO’s afskrækkelsesstrategi.«2)
 
Wien-forhandlingerne har — som før nævnt — endnu ikke ført til konkrete resultater. Siden deres start er forskellene i såvel konventionelle som taktisk - nucleare styrker øget til Warszawapagtens fordel. Indtil der sker virkelige fremskridt i disse såkaldte MBFR-forhandlinger er Vesten derfor afhængig af afskrækkelsens effektivitet. Det er i denne sammenhæng, at bl.a. den stedfundne diskussion om »Neutronbomben« må ses. Udover det direkte forhold mellem de to afgørende blokdannelser er også andre faktorer af betydning for den sikkerhedspolitiske aktivitet. I Mellemøsten satte Camp-David-forhandlin- gerne nyt liv i den langtrukne »købsslåen-proces« mellem Ægypten og Israel, uden at der dog i skrivende stund er opnået en endelig og afgørende afklaring. I samme geografiske region kan uroen omkring Shahens styre i Iran meget vel blive et sikkerhedspolitisk problem for Vesten i 1979. Også problemerne i Afrika, specielt i det sydlige og nordøstlige Afrika, er af betydning for Vestens sikkerhed. Hertil kom så i midten af december meddelelsen om ændringen i USA’s Kina-politik. Afgørende er imidlertid den militære magtbalance, der som vanligt gives en oversigt i den årlige rapport fra Det internationale Institut for Strategiske studier.(*The Military Balance 1978/79, IISS, London 1978, 3 Pund.)
 
Supermagterne.
Den foreløbige aftale om loft over sø- og landbaserede våbensystemer, som udløb 3. oktober 1977, blev midlertidigt forlænget, for at man i løbet af 1978 kunne nå til enighed om en ny SALT Il-aftale. Inden for rammerne af denne aftale har parterne fortsat forbedringen af eksisterende systemer og udviklingsprogrammerne for nye systemer, beregnet til deployering i 1980’erne. USA’s ICBM styrke — bestående af 550 Minuteman 111, hver med 3 MIRV, 450 Minuteman II og Titan II, begge med enkelt sprænghoveder — er uforandret, men arbejdet med planerne om at forøge Minuteman Ill’s effektivitet ved hjælp af et nyt 370KT MK 12A MIRV-sprænghoved og et NS-20 styresystem — som vil nedsætte CEP til ca. 700 fod og dermed øge evnen til at ødelægge forstærkede siloer — er fortsat. Herudover er udviklingen af MARV (Maneuvrable re-entry vehicles) fortsat, og udviklingen af komponenter til et 8—10 MIRV mobilt ICBM, kaldt MX, er indledt. Det er tanken med dette våben at erstatte dele af Minuteman styrken i løbet af 1980’erne med henblik på yderligere at øge kapaciteten til angreb imod »hårde« mål. Beslutning om produktion af dette system er dog endu ikke taget. Til søs er 31 ubåde med i alt 496 Poseidon-missiler, hver med 10—14 MIRV, samt 10 Polaris-ubåde med 160 missiler, hver med 3 MIRV, fortsat operative.
 
Bygningen af de første fire 24-rørs Trident-ubåde er fortsat med forsinkelser, og der er bevilget midler til bygning af yderligere et antal. En forsøgsrække med C4 Trident /-missiler (rækkevidde 4.000 nautiske mil) er påbegyndt. Dette missil påregnes også installeret i 12 ældre, men ombyggede u-både. Missilet påregnes operativt i 1979. Det vil blive udstyret med 8 x 100 KT MIRV, og vil omtrent fordoble de amerikanske SLBM’s rækkevidde samtidig med, at nøjagtigheden vil blive øget til en CEP på mindre end 1500 fod. Også 2. generationen af missiler til Trident-klassen er under udvikling. Det drejer sig om D5 missilet, der påregnes at få en rækkevidde på 6.000 nm og en last på 14 x 150 MK 500 Evader manøvrerbare sprænghoveder. For flyvevåbnets vedkommende er de igangsatte forbedringer af B-52 G/H-bombestyrken intensiveret, således at 120 B-52 G/H-bomberne nu kan medføre flybaserede cruise-missiler (ALCM). Prøver med tre prototyper af B-l bomberne fortsætter, en fjerde prototype er under konstruktion, men planer om bygning af flere er opgivet. Derimod fortsætter afprøvning af flere typer ALCM’er. En terminal-styret version beregnet til deployering i begyndelsen af 1980’erne påregnes at få en rækkevidde på 1500 nm. Cruise-missiler er også under afprøvning fra andre platforme. Tomahawk cruise-missilet er således affyret fra såvel overfladeskibe som fra u-både. Ligesom studier m.h. p. konstruktion af et landbaseret cruise-missil med en rækkevidde på 2.000 nm er igang. Rækkevidden af cruise-missiler er i øvrigt et af emnerne under SALT Il-forhandlingerne.
 
Alt i alt råder USA over 2142 ICBM, SLBM og langtrækkende bombere. Dette er 59 flere end ved sidste års opgørelse, men 167 færre end i 1967. Denne styrke kan imidlertid levere mere end 11.000 sprænghoveder eller næsten dobbelt så mange som 10 år tidligere. Det fremtidige antal vil afhænge af udfaldet af SALT-forhandlingerne. Udbygningen af de strategiske defensive styrker fortsætter i langsommere takt. Af interceptorfly råder USA over 10 aktive og 10 reserveeskadriller. Udviklingen af en avanceret bombe- og missil angrebsradar fortsætter, medens Seafarer ubåds-kommunikationssystemet har måttet modificeres som følge af politisk pression. Adskillige programmer med henblik på at øge satellites overlevelsesevne er påbegyndt, omfattende bl.a. »hardening«, forøget manøvreevne og sandsynligvis udvikling af en anti-satellitkapacitet. Sovjetunionen har fortsat moderniseringen af ICBM, SLBM og bombestyrken. Selv om det samlede antal ICBM gik ned til godt 1400 — efterhånden som ældre ICBM er blevet erstattet med nye SLBM — er mindst 370 nye ICBM — SS-17, SS-18 og SS-19 — kommet til med såvel MIRV som enkelt-sprænghoveder. Disse hævdes at være væsentligt mere nøjagtige end SS-9 og SS-11. SS-19's nøjagtighed menes at være på højde med de eksisterende amerikanske systemers. Deployering af SS-16 i siloer kan påbegyndes, men synes at afvente resultatet af SALT Il-forhandlingerne. Derimod er deployering af SS-20 (de første to trin af SS-16), som et mobilt MIRV-udrustet MRBM-sy- stem i det vestlige og muligvis også i det østlige Rusland påbegyndt. Der foreligger oplysninger om, at udvikling af en ny generation ICBM, beregnet til deployering i slutningen af 1980’erne, er påbegyndt. Sovjetunionens beholdning af SLBM er øget til 1015 i 90 ubåde. Der er 30 Delta II og III ubåde i tjeneste overvejende udstyret med 16 x SS-N-8 missiler. Disse har en rækkevidde på 4.800 nm. To nye SLBM er afprøvet. Det drejer sig om SS-N-17, en erstatning med fast brændstof for SS-N-6 og SS-N-18, en erstatning med 3 MIRV for SS-N-8. De første SS-N-18 er meldt operative i Delta-II ubådsklassen. Udviklingen af en længere rækkende erstatning for SS- N-3 SLCM fortsættes. For flyvevåbnets vedkommende fortsætter deployering af Backfire bombeflyet med ca. 25 stk. pr. år. Også udviklingen af luft-til-jord missiler (ASM) fortsætter.
 
Alt i alt råder Sovjetunionen nu over 2550 ICBM, SLBM og langtrækkende bomber, hvilket er ca. 25 mere end ved sidste års opgørelse. Denne styrke er i stand til at levere o. 4500 sprænghoveder imod USA. Med udskiftning af den resterende ICBM styrke med MIRV udrustede missiler vil det samlede antal sprænghoveder komme op på over 7.500 i begyndelsen af 1980’erne. Såvel luftforsvarsfly som SAM-styrken er blevet moderniseret. De 64 ABM raketter omkring Moskva er stadig operative, og der foreligger oplysninger om forsøg med nye mobile radarer og endo-atmosfæriske missiler, ligesom også civilforsvarsaktiviteter og forsøg med satellit-interceptorer fortsætter.
 
For så vidt angår de konventionelle styrker er der for begge supermagters vedkommende sket en mindre nedgang i forhold til sidste års opgørelse. Styrketallene for USA og Sovjetunionen ligger på hhv. 2.07 mill. og 3.64 mill. imod hhv. 2.09 mill. og 3.67 mill. mand. Begge parter har fortsat øget deres konventionelle kapacitet. En amerikansk infanteridivision er konverteret til en mekaniseret division. Programmerne har i øvrigt koncentreret sig om nye direkte og indirekte panserværnsvåben. De amerikanske anskaffelser af TOW og Dragon panserværnsmissiler er fortsat. Udviklingen af styret artilleriammunition og specialminer samt styrede præcisions-våbensystemer til helikoptere fortsætter. Også anskaffelser af nyt overvågnings- og målerkendelses- materiel fortsætter. Produktionen af kampvogne er øget, selv om det samlede antal (o. 10.000) har været nogenlunde konstant siden 1967. XM-1 kampvognen er godkendt til anskaffelse og de første 110 påregnes leveret i 1979 fulgt af 569 i 1980. Planerne om at udvikle et nyt infanterikampkøretøj (MICV) er blevet opgivet til fordel for et mindre kostbart alternativ, som er under overvejelse. Som en midlertidig løsning vil der blive produceret 1200 M-113 APCi 1979—80.
 
Sovjetunionen fortsætter med at øge sine beholdninger af infanterikampkøre- tøjet BMP samt af T-62 og T-72 kampvogne. Antallet af kampvogne er nu oppe på o. 50.000 eller ca. 7.000 flere end angivet i sidste års opgørelse. Deployering af helikopterbårne SAM, styrede panserværnsvåben (ATGW) og selvkørende artilleri fortsætter ligeledes. I bestræbelserne for at imødegå nedgangen i aktive overfladeenheder har den amerikanske flåde udskudt beslutningen om bygning af et kostbart nyt atomdrevet hangarskib til fordel for planlægning af en ny mindre hangarskibstype med konventionelt maskineri. Flåden har fået leveret fire 688-klasse angrebsubåde og yderligere tre påregnes leveret i 1979. Udviklingen af Aegis luftværnssystemet er fortsat. Det påregnes anvendt ombord i en ny krydser-klasse. Deployering af Harpoon missilet og af Tomahawk-cruise-missilet er påbegyndt. Studier vedrørende udvikling af en ny generation VTOL-fly og af nye minetyper fortsætter. Den sovjetiske flåde fortsætter stadig sin vækst. De første tre Kiew-klasse hangarskibe er operative, bygning af Kara og Kresta-II missilkrydsere fortsætter, ligesom der foreligger oplysninger om udvikling af en ny missilkrydser for 1980’erne. Også anskaffelsen af atomdrevne V- og 7-klasse og diesel F- klasse angrebsubåde, C-II cruisemissil ubåde samt Forger VTOL- og Back- fire-fly til Marineluftvåbnet fortsætter. Herudover er nye anti-skibs og anti- ubåds missiler under udvikling og deployering.
 
USA har fortsat deployering af F-15 jagere til flyvevåbnet og F-14 jagere til flåden. Bygning af F-16 og fortsat udvkling af det mindre kostbare F-18 er fortsat i bestræbelserne på at fastholde antallet af kampfly på o. 2.500. Produktionen af A-10 nærstøtteflyet er fortsat og påregnes afsluttet i 1980. Det er besluttet at anskaffe 19E-3-A A WACS-fly. Det har hidtil voldt vanskeligheder at få andre NATO-lande til at gå med ind i en produktion af disse kostbare fly, men dette problem synes nu løst på det seneste NATO-minister- møde. Herudover er gennemført modifikationer af F-4C flyet ligesom udviklingsarbejder med henblik på at konvertere F-111A til elektronisk krigsførelse er fortsat. Sovjetunionen har fortsat deployering af nye jagertyper med forøget rækkevidde, lasteevne og flyveegenskaber. Det drejer sig om Su-17 Fitter C, MiG-R3 Flogger B og Su-19 Fencer. Med indførelse af flere multirolle fly har Sovjetunionen mere end dobbelt så mange fly anvendelige til nærstøtte- opgaver end i 1960’erne. Adskillige af disse har nuclear kapacitet. Der foreligger hertil oplysninger om, at nye luft-til-luft og luft-til-overfladè missiler er under udvkling, og at der arbejdes med ECM udrustning for at øge flyenes gennemtrængningsevne. Skema 1 sammenfatter de i den seneste af Det internationale Institut for Strategiske Studier udgivne styrkeoversigt anførte oplysninger for såvidt angår rådige atomleveringsmidler.
 
 
 
Den konventionelle styrkebalance.
Skema 2 indeholder en oversigt over det konventionelle styrkeforhold i Europa. Af skemaet fremgår, at der ikke er sket afgørende forskydninger i forhold til sidste år. Man må imidlertid være opmærksom på, at skemaet kun giver en kvantitativ sammenligning og derfor ikke afspejler en række mindre let kvantificerbare faktorer, såsom geografiske fordele og ulemper, deployering, træning, logostisk støtte samt forskelligheder i doktriner, som kan vise sig af afgørende betydning. Hertil kommer at sovjetiske styrker primært er organiseret med henblik på offensive operationer, medens NATO styrker primært er defensive i deres karakter. Den omstændighed spiller også ind, at der i Warszawapagtens styrker er gennemført en meget høj grad af standardisering, medens mangel på gennemført standardisering i NATO-styrkerne medfører begrænsninger i disses »interoperabilitet« og fleksibilitet. Endelig rejser den ringe dybde af NATO-områder i Europa og problemerne omkring varslingstid en række vanskeligheder ikke mindst for muligheden for tilførsel af forstærkninger. Skema 3 sammenfatter NATO’s forstærkningsmuligheder, som er uændret i forhold til sidste års opgørelse. Warszawapagtens forstærkningsmuligheder hviler på et antal aktive divisioner med tre forskellige kategorier af bemandingsgrad (kategori 1: op til V4 af skemastyrken, kategori 2: op til halvdelen og kategori 3: kadrene eksisterer). Man vil bemærke, at Sovjetunionens enheder i Centraleuropa alle er af kategori 1, hvorimod visse af de østeuropæiske divisioner også i centralsektoren har en meget lav bemandingsgrad. 
 
 
 
Det samlede antal af sovjetiske og østeuropæiske divisioner samt deres klar- gøringsgrad fremgår af oversigten i skema 4.
 
 
Årsoversigten fra Det internationale Institut for strategiske Studier indeholder som vanligt numeriske sammenligninger mellem flådestyrker, som noget nyt indeholder oversigten i år tillige en redegørelse for balancen til søs mellem Øst og Vest baseret på en sammenligning mellem de opgaver, der kan tænkes at foreligge. Udgangspunktet for denne sammenligning er de opgaver, der vil påhvile NATO-flådestyrker i krig. Disse sammenfattes således:
— Beskyttelse af sø- og luftruterne med henblik på at sikre overførsel af forstærkninger såvel over Atlanten som inden for krigsteatret.
— Beskyttelse af handelsskibsfarten.
— Beskyttelsen af amfibiestyrken under deployering.
— Gennemførelse af luftoperationer fra hangarskibe over landområder.
— Skygning og — i tilfælde af nuclear escalation — tilintetgørelsen af sovjetiske strategiske atomubåde.
 
 
En sammenligning efter opgaver indebærer, at de rådige midler sammenstilles i funktionelle grupperinger, således at man bliver i stand til eksempelvis at se, om der er tilstrækkelige eskorteskibe for carrier strike groups, for konvojer og for genforsyningsgrupper. En række kvalitative faktorer, såsom eksempelvis den sovjetiske flådes udpassage gennem kontrollerbare snævringer, teknologiske udviklinger inden for elektronisk krigsførelse og minekrigen, vil naturligvis også have afgørende indflydelse. Med en række sådanne reservationer kan den maritime balance opstilles som vist i skema 5, idet de engelske benævnelser er bibeholdt.
Sammenfattende må det fastslås, at den militære magtbalance fortsat er af en sådan karakter, at militær aggression ikke forkommer en attraktiv mulighed. Det er imidlertid væsentligt at erindre sig Helmut Schmidts indledningsvise citerede synspunkt om behovet for at opretholde balancen som forudsætning for vor sikkerhed. Dette indebærer fortsat behov for allokering af væsentlige økonomiske midler. 
 
 
Noter
1) Cit. efter Survival, JAN/FEB 1978, p. 3.
2) Op. cit., p. 4.

 

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF icon militaert_tidskrift_108_aargang_jan.pdf

Litteraturliste

Del: