Den militære magtbalance 1975/76

»Der er kort sagt pause mellem halvlegene i verdenspolitikken, og der er stort set ligevægt«, skrev James Reston i New York Times i slutningen af november. Pausen følger efter en halvleg mod hvis slutning Sovjetunionen i forbindelse med afslutningen af Den europæiske Samarbejds- og Sikkerheds konference i juli opnåede godkendelse af sin opfattelse af status quo i Europa mod til gengæld at gå med til »fri udveksling af ideer og tanker«. Som det sovjetiske regeringsblad Isvestija skrev den 29. juli, indebærer dette dog ikke ændringer i de enkelte landes indre forhold. Afspænding er udelukkende et anliggende i den internationale politik. Derimod, skrev Isvestija videre, løber den »socio-økonomiske udvikling« - dvs. en udvikling præget af kommunistpartiemes voksende indflydelse - parallelt med afspændingen. De to begeber har intet med hinanden at gøre.

Som det fremgår bl. a. af udviklingen i Portugal og det tidligere portugisiske kolonirige, er den »socio-økonomiske udvikling« velegnet som mellemspil i pausen. Men selv om begge parter i den globale konkurrence har travlt med at pleje skrammerne - hvadenten de, som i Vesten, drejer sig om lavkonjunktur med dens følger af inflation og arbejdsløshed m. v., eller de, som i øst, angår katastrofalt lave høstudbytter med deraf følgende økonomiske problemer og stridigheder om grundlaget for en kommende kommunistisk verdenskonference, så søges den militære magtbalance fastholdt for at parterne, når næsten halvleg skal begynde, har den bedste udgangsposition Det er sandsynligt, at nogle af nøglespillerne udskiftes i pausen - både Ford og Breshnev, men også Mao og Chou kan tænkes sat af holdene - inden spillet om en ny verdensorden fortsætter. Situationen, som den tegner sig for parterne i pausen er, som vanligt, gjort op i den årlige rapport om den militære magtbalance fra Det internationale Institut for strategiske Studier i London(*The Military Balance 1975-1976. The International Institute for Strategie Studies, London 1975. 1,50 pund.).

Supermagterne
Rapporten minder indledningsvis om, at USA og Sovjetunionen ved topmødet i Vladivostok i november 1974 blev enige om nye retningslinier for begrænsning af de offensive strategiske styrker indtil 31. december 1985. Disse aftaler lagde bl. a. loft på 2400 leveringsmidler (raketter og tunge bombere), hvoraf 1320 måtte »MIRV’es«. Der skete ikke samtidig ændringer i ABM-aftalen af 1972 med dens tilføjelser af juli 1974. Det er således disse dokumenter, der danner grundlaget for parternes styrkeplanlægning og -forbedringer. Og det er navnlig det førstnævnte dokument, der har skabt interne vanskeligheder for Ford-administrationen i en sådan grad, at Schlessinger under »søndagsudrensningen« blev fyret som forsvarsminister. USA har imidlertid afsluttet den planlagte deployering af 550 Minuteman 3, hver med 3 MIRV. Den resterende styrke af ICBM består herefter af 450 Minuteman 2 og 54 Titan 2, hver med et enkelt sprænghoved. Der er dog sluttet kontrakter om levering af yderligere 50 Minuteman 3, hvorved muligheden for en yderligere forøgelse af MIRV-udstyrede ICBM vil være til stede.
 
Den gennem længere tid igangværende forstærkning af siloer for ICBM er nu næsten helt afsluttet, ligesom der arbejdes med at udbygge muligheden for hurtigere målskift for missilerne. I denne forbindelse afprøves et nyt styresystem og et nyt sprænghoved, Mk 12 A, med tre MIRV med omkring den dobbelte sprængkraft. Disse forsøg skal være afsluttet til marts 1976. Et nye sprænghoved, MARV, der er beregnet til anvendelse i et kraftigere ICBM, som påregnes færdigt i midten af 1980’eme, er under udvikling. Til søs er Poseidon med 10-14 MIRV nu indstalleret i 25 ubåde, og yderligere 6 Polaris ubåde påregnes inden udgangen af 1977 udrustet med Poseidon. Udviklingen af Trident 1 - med en rækkevidde på 4600 miles - fortsætter, og den første Trident 1-udrustede ubåd er planlagt færdig i midten af 1978. Tidsfristen for færdiggørelse af de planlagte første 10 Trident-ubåde hver med plads til 24 ramper, er forlænget. Et forbedret SLBM, Trident 2, med en rækkevidde på 7000 miles påregnes først at skulle være klart i midten af 1980’erne. Anskaffelse af et kortrækkende angrebsmissil (SRAM) er afsluttet og som nævnt i sidste års redegørelse skal der i løbet af 1976 tages endelig stilling til den forudsete anskaffelse af 241 supersoniske Bl bombere, en beslutning som afventer resultatet af de løbende SALT forhandlinger. Disse forhandlinger har imidlertid ikke afholdt amerikanerne fra at påbegynde udviklingen af et såkaldt »cruise missile« med en rækkevidde på 1750 miles til afskydning såvel fra fly som fra overfladeskibe og ubåde.
 
I oktober 1975 indgik ABM-systemet i Grand Forks, North Dakota, helt i operativ teneste. Derimod er der foretaget nedskæringer i antallet af strategiske defensive SAM og af interceptorj agere, medens nye radarsystemer er under konstruktion og udvikling.
I Sovjetunionen har man nu deployeret de første af en ny generation ICBM. Den samlede styrke er i løbet af de sidste år forøget med omkring 40 og er nu oppe på 1618, omfattende såvel SS-I8, der kan medføre enten et enkelt sprænghoved eller »MIRV’es«, SS-17 og SS-I9, som alene er afprøvet i en MIRV-rolle. Endvidere har russerne gennemført forsøg med SX-I6, der kan anvendes i en mobil version. Antallet af sovjetiske SLBM er øget til 784 i 75 ubåde. I løbet af året indsattes den 34. Y-klasse ubåd med 16 SS-N-6 SLBM. Denne raket er afprøvet i to versioner, en med MIRV og en med et enkelt sprænghoved, men længere rækkevidde. Produktionen af D-klasse ubåden, som medfører 12 SS-N-8 SLBM fortsætter. Herudover har russerne indledt konstruktion af en større version, som påregnes at skulle medføre 16 SLBM med en rækkevidde på 5000 miles. Den forudsete deployering af det nye bombefly Backfire påbegyndtes i løbet af året. Til brug for denne bombertype er et nyt luft-til-jord missil med en rækkevidde på 800 km under udvikling. Sovjetunionen har stadig 64 AMB-ramper rundt om Moskva, men der foregår forsøg med nye luftforsvarsraketter.
 
For så vidt angår konventionelle styrker så er USAs faldet med o. 44.000 til o. 2.130.000, medens Sovjetunionens er steget med o. 50.000 til o. 3.575000. Begge parter søger, som tidligere, at forbedre deres konventionelle våbensystemer Den amerikanske hær er under omorganisering, hvilket vil medføre en forøgelse af divisionernes antal fra 13y2 til 16 ved udgangen af 1976. Her ved vil styrken i Europa blive forøget med to brigader. Den nye kampvogn XM-1 eksisterer nu i prototype, og et nyt kampkøretøj for infanteri er under udvikling. TOW og Dragon panserværns- missiler er tilgået kampenhedeme, og udviklingen af en ny Laser-styret artillerigranat fortsætter. Det taktiske luftforsvarsmissil SAM-D er under afprøvning, og der foreligger planer om anskaffelse af det fransk-tyske Roland II luftforsvarsmissil Også udviklingen af nye angrebs-helikoptere fortsætter.
 
For den amerikanske flådes vedkommende er nedskæringslinien brudt. Hangarskibstyrken er blevet fastholdt på 15. Der er iværksat studier med henblik på udvikling af en atomdrevet krydser, medens konstruktionen af den atomdrevne CGN-38-klasse fregat. DD-963 destroyerne og patrulje- fregatter med missiler fortsætter. Den amerikanske flåde har endvidere afprøvet et nyt anti-skibs missil, Harpoon, med en rækkevidde på 70 miles, og det er vedtaget at anskaffe 26 atomdrevne 688-klasse angrebs- ubåde med fem både pr. hvert andet år. De første påregnes færdige i 1976. Det amerikanske luftvåben har indledt deployering af F-I5 jageren og antaget F-I6 som supplement til denne, medens flåden har påbegyndt deployering af Fm14 og indledt studier af YF-17 som et muligt supplement til F-14. Nærstøttejageren A-10, der påregnes indsat i 1976, er stadig under forsøg.
 
I Sovjetunionen fortsatte man i det forløbne år forsøgene med den nye kampvogn M-1970. Nye infanteri-kampkøretøjer blev anskaffet i stor mængde, og en ny selvkørende kanon blev indført til afløsning af trukket artilleri; det samme var tilfældet med SA-8 og SA-9 luftfo rsvarsmissiler. Konstruktion af og forsøg med de to Kiev-klasse S/VTOL hangarskibe er fortsat, det første af skibene påregnes at indgå i flåden i løbet af 1976. Udover fortsat levering af Kara-klasse krydsere og Krivak-klasse destroyere har den sovjetiske flåde også fået tilført forsyningsskibe af forskellig art og landgangsfartøjer.
 
Der er ikke i det forløbne år observeret nye prototyper af sovjetiske jagerfly, men nyeste modeller af MIG 23 Flogger og MIG 25 Foxbat har afløst ældre interceptor-jagere, og en deployering af Su-19 Fencer A er påbegyndt. Dette fly menes at være den første sovjetiske jager, som udelukkende er konstrueret til nærstøtte. Det vil af det foregående være fremgået, at der ikke hos nogen af supermagterne kan spores tendenser til slækkelse af tempoet i udvikling og indførelse af nye våbensystemer. 
 
I skema 1 er sammenfattet de i den seneste af Instituttet for strategiske Studier udgivne styrkeoversigt anførte oplysninger om styrkeforholdet pr. juli 1975 for så vidt angår rådige atomleveringssystemer.
 
 
 
Den konventionelle styrkebalance
Den i skema 2 anførte oversigt over det konventionelle styrkeforhold viser ikke væsentlige ændringer i forhold til sidste års opgørelse. Foretages en sammenligning over en længere periode kan der imidlertid konstateres en markant forskydning til fordel for Warzawapagten. I 1962 var den samlede amerikanske styrke i Europa på 434.000 mand, i øjeblikket er tallet o. 300.000. I 1967 stod der 26 sovjetiske divisioner i Østeuropa, nu er tallet på 31 Den tidligere nævnte forøgelse på to amerikanske brigader i Europa vil ikke medføre en forøgelse af det samlede antal amerikanere i Europa, idet forøgelsen af kamptropper vil blive modsvaret af en tilsvarende nedskæring af personellet i forsyningsenhedeme.
 
 
 
De fortsatte økonomiske problemer i Vesteuropa kan imidlertid meget vel medføre nedskæringer, som vil betyde ændringer i styrkeforholdet til fordel for W arszawapagten. England besluttede i 1975 at gennemføre omfattende nedskæringer over et kortede åremål, og allerede inden årets udløb er der tegn til yderligere nedskæringer, som følge af Englands stramme økonomiske situation. Problemer af denne art kan få direkte virkning på de igangværende forhandlinger om styrkereduktioner i Centraleuropa. Disse forhandlinger har været igang siden 30. oktober 1973 uden i virkeligheden endnu at være nået ud over procedurespørgsmål. Forhandlingerne vedrører styrker og militære rustninger i Polen, Tjekkoslovakiet, de to Tysklande, Holland, Belgien og Luxembourg, medens Frankrig holder sig udenfor. Det samme er tilfældet for så vidt angå NATO- og Sovjet-styrker uden for de nævnte landes territorier. 
 
Nedenstående oversigt, skema 3, viser de styrkeforhold, NATO har taget som udgangspunkt for forhandlingerne, idet personelstyrke omfatter landstyrker og marineinfanteri i 1000, og tallene for kampvogne kun omfatter de i kampenheder indgåede, medens reservebeholdninger er holdt udenfor.
 
 
 
De to parter har fremlagt foreløbige forslag. NATO har således foreslået en reduktion i to faser. 1. fase skulle omfatte en 15 % nedskæring af amerikanske og sovjetiske landstyrker i det berørte område, hvilket ville betyde, at USA efter en reduktion på 30.000 ville komme ned på 168.000 mand og Sovjetunionen med en reduktion på 69.000 ville nå ned på 391.000 mand. 2. fase skulle omfatte en reduktion af alle NATO- og War- zawepagt-styrker til hver 700.000 mand, dvs. en NATO-nedskæring på 70.000 og en Warzawapagt-nedskæring på 166.000 mand. Baggrunden for at foreslå, at nedskæringerne skulle begynde med landstyrker, er, at dette ville være det letteste. Det indebærer imidlertid alligevel en række problemer, da visse lande har placeret luftforsvarsstyrker under landstyrkerne, medens disse i andre lande tilhører flyvevåbnet.
 
Warszawapagtens indledende forslag omfattede reduktion af både land- og luftstyrker i området. Udgangssituationen påregnedes at være: NATO: 1.010.000 mand, Warszawapagten: 1.100.000 mand. Nedskæringerne forud- sås at skulle gennemføres i tre faser med en indledende reduktion for begge parter på 20.000 i 1975, en ny reduktion i 1976 på 5 % og den tredie reduktion i 1977 på 10 %. Tallene ville da for NATO være på 845.000 mand i hær- og flystyrker og på 925.000 mand for Warzawapagtens vedkommende. Warzawa-pagtens forhandlere har også foreslået at såvel fly som atomstyrker i området skulle medinddrages i nedskæringerne. NATO har - som tallene i skema 3 viser - på den anden side en åbenbar interesse i at få reduceret forskellen i antal kampvogne. Endnu er man imidlertid ikke, som før nævnt, nået ud over procedure- spørgsmål under forhandlingerne, og det må forudses at der endnu vil gå lang tid før disse kommer til at dreje sig om realiteter. Det er åbenbart at vestlige ensidige reduktioner som følge af økonomiske vanskeligheder inden da vil svække den vestlige forhandlingsposition. 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF icon militaert_tidskrift_105_aargang_jan-feb.pdf
 
 
 
 

Litteraturliste

Del: