Den militære magtbalance 1972/1973

»Den politik, som udformes idag, kan vi ikke abstrahere fra det faktum, at vi lever i en tid, der i alle henseender er mere eller mindre afhængig af styrkeligevægten mellem supermagterne og disses allierede. Først erkendelsen af, at der eksisterer denne styrkeligevægt har muliggjort den igangværende afspændingspolitik; heraf kan den følgeslutning drages, at forstyrrelse af denne ligevægt under omstændigheder, hvor afspændingsfasen ikke er afsluttet, meget vel kan true denne fase.«
(Østrigs forbundskansler, dr. Kreisky, i Europaischen Forum, Alpbach den 3. sep. 1972)
 
 
Denne udtalelse af den østrigske forbundskansler sammenfatter det forløbne års politiske udvikling i forholdet mellem de to store bloksystemer samtidig med, at den præciserer forudsætningen for den skete udvikling. Den udvikling, som ved sidste årsskifte var godt igang, har i det forløbne år nået et mellemfaldende mål, og vi er så småt på vej ind i, hvad man kunne kalde atomstrategiens tredie fase. Kort før det vesttyske forbundsdagsvalg, den 19. november, ved hvilket forbundskansler Willy Brandt fik fornyet og forstærket sit mandat til at regere i Vesttyskland, afsluttedes forhandlingerne mellem den 2. verdenskrigs »fire store« om en Berlin-aftale og om den Grundvertrag mellem de to tyske stater, der betegner det foreløbige højdepunkt i kansler Brandts »Ostpolitik«, og som har Berlin-aftalen som umiddelbar forudsætning.
 
Med disse aftaler konsolideres den status quo i Europa, som har været et ledemotiv i sovjetisk efterkrigspolitik siden 2. verdenskrig. Samtidig hermed muliggør aftalerne, at man har kunnet gå i gang med de indledende forhandlinger om en europæisk konference om sikkerhed og samarbejde, et projekt, som indledningsvis anvendtes i Sovjetunionens bestræbelser for at få anerkendt status quo, men som nu, da dette er sket, synes af mindre interesse for Sovjetunionen end for de mindre europæiske stater, der føler sig usikre over for udfaldet af de to supermagters direkte kontakter hen over hovedet på dem. Med udgangspunkt i artikel VI i »Ikke-spredningsaftalen« af 1968 - ifølge hvilken deltagerne »forpligter sig til i god tro at fortsætte forhandlinger til snarlig standsning af kernevåbenkapløbet og til kernevåbennedrustning samt om en traktat om almindelig og fuldstændig nedrustning under streng og effektiv international kontrol« - påbegyndte de to supermagter i november 1969 forhandlinger om begrænsning af de strategiske våbensystemer.
 
SALT (Strategic Arms Limitation Talks).
Disse forhandlinger nåede i det forløbne år en foreløbig afslutning med undertegnelsen den 26. maj i Moskva i forbindelse med præsident Nixons besøg af tre dokumenter, nemlig en formel traktat vedr. begrænsninger af ABM-systemer, en foreløbig aftale på fem år vedr. offensive strategiske missiler og en protokol, der definerer virkningen af forannævnte aftale på u-bådsbaserede missiler. Traktaten om begrænsning af antiraket-raketsystemerne er af ubegrænset varighed, men den skal tages op til fornyet prøvelse om 5 år. Dens væsentligste indhold er en begrænsning af indsatsområderne og i antallet af startramper. Hvert land må kun etablere to ABM-systemer, hver med 100 ramper inden for en radius af 150 km og med nærmere definerede radarsystemer, centreret om pgl. lands hovedstad og én base for offensive strategiske missiler samt med en indbyrdes afstand af 1300 km. Hertil kommer en begrænsning til ialt hver 15 ABM-ramper til forsøg fra faste forsøgsområder på land. Traktaten udelukker direkte forsøg med ABM- systemer fra sø-, luft-, rum- eller mobilt baserede systemer.
 
Den foreløbige aftale på fem år om offensive våben er - bortset fra det meget komplicerede tekniske indhold, der ligger skjult i ABM-traktaten - mere indviklet og samtidig mere generel. Den indeholder bestemmelser om en kvantitav fastfrysning af offensive missiler på det eksisterende niveau. Begge parter forpligter sig således til ikke efter 1. juli 1972 at påbegynde bygning af afskydningsramper, hvilket vil begrænse det sovjetiske arsenal af ICBM til ialt 1618, medens USA fortsat råder over 1054, et tal man nåede op på allerede i 1967. Man er også enige om ikke at ombygge landbaserede afskydningsramper for lette interkontinentale raketter, indrettet før 1964, til brug for senere fremkomne typer. Dermed vil først og fremmest antallet af tunge sovjetiske SS-9-raketter, der hver har en kapacitet på 20-25 megatons, ikke kunne komme op på over 300. Det er dog først og fremmest problemerne omkring de sø-baserede offensive raketter, der gør denne aftale så kompliceret, at det viste sig nødvendigt i en særlig protokol at definere aftalens virkninger på disse såkaldte SLBM.
 
Man enedes om generelt at begrænse antallet af afskydningsramper og moderne raketbestykkede atomubåde til det antal, som på underskriftdagen (26. maj 1972) var operative eller under bygning samt til et sådant »antal ramper og ubåde, som indgår som erstatning for et tilsvarende antal ICBM-ramper af ældre typer fra før 1964 eller for ramper på ældre ubåde« (art. III)(*Aftalernes fulde tekst findes i tidsskriftet Survival nr. 4/1972). Dette indebærer, som det fastslås i den tilhørende protokol, at USA i det højeste må have 710 SLBM og 44 moderne atomubåde, medens Sovjet må nå op på 950 SLBM og 62 moderne atom-ubåde. Aftalen indeholder intet om begrænsning af antallet af sprænghoveder - hvilket ingen af parterne heller har mulighed for at kontrollere. Den nævner heller intet om begrænsning af antallet af strategiske fly. Man kan stille spørgsmålet, hvilken af de to parter det er, der har gjort den dårligste forretning med disse aftaler? Er det USA, der må forudse, at Sovjet vil kunne få en samlet talmæssig overlegenhed på ialt 648 land- og sø- baserede offensive missiler, eller er det Sovjet, som gennem begrænsning af sine ABM til de omkring Moskva opstillede samt yderligere ét system har måttet betale en høj præmie for et raketoverfald? Eller er der en fare for, at Sovjet nu vil kunne udnytte chancen for at indhente USA med hensyn til udvikling af MIRV (Multiple independently-targetable re-entry vehicles) ?
 
På trods af ovennævnte tal kan balancen vedr. de strategiske offensive missiler dog endnu siges at være i USA’s favør, idet USA råder over 5700 sprænghoveder, over for Sovjets ca. 2500, og med fuldendelsen af det igangværende moderniseringsprogram med Minuteman 3- og Poseidon- raketterne vil nå op på 7700. Hertil kommer yderligere en række problemer vedr. affyringspositioner i forhold til mål sammenholdt med rækkevidde, som gør, at medens Sovjet kun kan påregne at holde 40 % af sine SLBM på »firing positions«, vil USA kunne nå op på 60 %. Sammenholder man antallet af megatons, som de to parter teoretisk er i stand til at udløse over modparten, anslås de amerikanske ICBM og SLBM at råde over ca. 2400 MT, medens det tilsvarende tal for Sovjets vedkommende opgøres til 11.400 MT. Hertil kommer yderligere tallene for strategiske bombefly, som for USA’s vedkommende opgives til 16.500 MT og for Sovjets til 3.600 MT, eller ialt for USA: 18.900 MT og for Sovjet: 15.000 MT. Disse tal er imidlertid ikke umiddelbart anvendelige, idet sådanne kalkulationer baseres på den antagelse, at såvel raketter som fly medfører maksimal last, og at alle våben permanent er rede til affyring. Bortset fra hvad tidligere er nævnt om SLBM’s muligheder for at være i »firing positions«, er alle nucleare våben bundet til det potentielle måls særlige karakteristika, af hvilke kun få vil kræve maksimal indsættelse af mulig eksplosiv kraft. I konsekvens heraf har man da også søgt at opnå en mere relevant måleenhed end megatonnage, og er nået til en bedre - men dog stadig unøjagtig - måleenhed, benævt »megaton equivalent« (MTE), hvorved forstås et våbens eksplosive kraft i 2/3 potens. Opgøres de to parters kapacitet efter denne standard, er forholdet mellem dem:
 
 
 
Men heller ikke denne opgørelse giver svaret på, hvad de to parter i virkeligheden kan udløse over hinanden.
 
Når man overhovedet er kommet så vidt, at SALT I-aftalen har kunnet undertegnes, skyldes det utvivlsomt det mål af paritet, som i løbet af 1960’erne voksede frem i forholdet mellem de to supermagter, og hvis konsekvens var en »ligevægt af frygt«. Trods gentagne forsøg på at komme igang med forhandlinger om af- og nedrustningsforanstatninger, der var indeholdt i FN-resolutionen af 1959 om almindelig og total afrustning, og overførslen af problemerne til 17-magts nedrustningskonferencen i Geneve i 1962, var det først efter, at Sovjet med en paritet i sigte den 20. januar 1969 - på datoen for Nixons indsættelse som USA’s præsident - modtog USA’s tidligere invitation. SALT-forhandlingerne kunne herefter starte i november samme år.
 
Resultatet af disse forhandlinger, den her omtalte SALT I-aftale, har ikke ændret mulighederne for afskrækkelse. Tværtimod har aftalerne gennem begrænsning af ABM-systemerne sikret begge parters »second-strike- kapacitet«. Med sikring af denne er den tre- eller fire-dobbelte »overkill- kapacitet«, som skønnedes nødvendig i USA i 1960’erne, ikke mere relevant. Den eksisterende pat skønnes nu at være tilstrækkelig. Man må imidlertid ikke overse, at troværdigheden ud over den tekniske kapacitet også er afhængig af begge parters beslutsomhed. Denne psykologiske faktor er svær at vurdere. Medens næppe mange i Vest tvivler på Sovjetunionens handlekraft, må det konstateres, at den vestlige strategidebat blandt andet har været udtryk for skepsis over for Vestens egen evne til at ville udnytte de rådige midler. Efter udvikling af » second-strike «-teorien fortsatte man således med en videreudbygning til den ny eksisterende »flexible response«, der med sine mange tænkbare alternativer forekommer at være en vej ud af dilemmaet: »Alt eller Intet«.
 
For de selvstændige engelske og franske strategiske atomstyrker - der dels var blevet et problem som følge af udviklingen hen imod »flexible- response«-strategien, dels er på vej til at blive forældede som følge af den tekniske videreudvikling af supermagternes styrker - har AMB-traktaten betydet et pusterum. Med begrænsning af det sovjetiske raketforsvar vil disse begrænsede styrker stadig kunne udgøre en trussel mod Sovjetunionen og dermed være en troværdig del af den samlede afskrækkelse. Et bemærkelsesværdigt punkt i såvel ABM-traktaten som aftalen om de offensive missiler er legaliseringen af teknisk spionage. Begge dokumenter indeholder ligelydende artikler (art. XII, hhv. V) ved hvilke parterne »med henblik på at skabe sikkerhed for traktatens (aftalens) opretholdelse kan anvende disponible, tekniske midler til verifikation i overensstemmelse med generel anerkendt international lov«. Begge parter forpligter sig endvidere i samme artikler til ikke at lægge modparten hindringer i vejen i udførelse af denne kontrol, hverken i form af direkte indgriben eller ved at foretage sløringsforanstaltninger, som indirekte kan vanskeliggøre kontrol.
 
Som allerede nævnt ændrer aftalerne ikke mulighederne for afskrækkelse. De hindrer vel, at det kvantitative kapløb mellem parterne fortsættes, men de lader mulighederne for at fortsat kapløb om kvalitative forbedringer stå åbne. De fortsatte forhandlinger parterne imellem, som er påbegyndt og skal videreføres i år, må forventes at koncentrere sig om mulighederne for at nå videre i retning af aftaler om begrænsninger på dette felt. 
 
Den konventionelle styrkebalance
Medens det således er lykkedes at tage et indledende skridt til rust- ningskontrol på de strategiske våbens område, er egentlige forhandlinger om begrænsning af det konventionelle styrkepotientel endnu ikke indledt. Når det har været muligt at nå længere på de strategiske våbens område, hænger det formentlig sammen med, at det - disse våbens komplicerede tekniske karakter til trods - har været lettere her at finde en teknisk formel for begrænsningernes gennemførelse. Vanskeligere stiller det sig for de konventionelle styrker, der udgør den anden og integrerede del af den samlede afskrækkelse. Udgangspunktet må her først og fremmest være en vurdering af det eksisterende styrkeforhold mellem de to grupperinger, NATO og Warszawa-pagten. Er det kompliceret at fastslå styrkeforholdet på de strategiske våbens område, er det her langt vanskeligere. Udover sammennligning af både mandskabsstyrker og udrustning må vurderingen også omfatte sådanne kvalitative karakteristika som geografiske betingelser, deployering, træningstilstand og logistisk støtte samt forskelligheder i doktriner.
 
Som vanligt indeholder den årlige styrkeoversigt(*The Military Balance 1971/72, IISS, London 1972, 94 sider, 65 p.) fra det internationale institut for strategiske studier i London også i år oversigter over det kvantitative styrkeforhold mellem de to magtblokke. Som det fremgår af omstående oversigter er der ikke væsentlige afvigelser fra sidste års opgørelser. Taget over en længere periode kan det imidlertid fastslås, at styrke- opgørelserne viser en tydelig tendens i Øst’s favør. I 1950’eme og begyndelsen af 1960’erne kom initiativet til gennemførelse af styrkereduktioner først og fremmest fra øst med fremlæggelse af bl.a. Rapacki- og Gomulka-planerne. I de seneste år har initiativet derimod været på NATO’s side.
 
Oprindelsen til de forhandlinger om gensidige, afbalancerede styrkereduktioner, som ved årsskiftet synes at kunne komme igang, må ses i den såkaldte Harmel-rapport fra 1968. Motiverne fra vestlig side til at tage initiativet til forhandlinger om dette problem er imidlertid ikke alene at søge i ønsket om at reducere styrkeniveauet de to blokke imellem, i hvilket samtidig indgår et udtalt besparelsesmotiv. Det må også ses som en reaktion fra visse alliancepartneres side på frygten for énsidige amerikanske troppereduktioner i Europa. Der er derfor inden for den atlantiske alliance ikke enighed om, hvorledes disse forhandlinger skal gribes an. 
 
 
 
 
 
Også i øst er der uenighed om, hvorledes og med hvilket indhold disse forhandlinger skal gennemføres. De sovjetiske motiver til at gå med til forhandlinger må utvivlsomt søges i ønsket om at opnå en detente på et lavere niveau, at begrænse udbygningen af det vesttyske forbundsværn og og at få USA ud af Europa.
Inden for NATO har man gjort et stort forarbejde til disse forhandlinger, idet man har analyseret en række forskellige, tænkelige modeller til gennemførelse af reduktioner. Disse har tydeligt klarlagt vanskelighederne ved at nå frem til et egentligt grundlag for en styrkesammenligning. Man må derfor næppe forestille sig hurtige resultater af forhandlingerne, og man bør være tilbageholdende med — som dr. Kreisky peger på det - at tage forskud på eventuelle resultater, idet man da kan risikere at forstyrre ligevægten inden resultaterne er i hus.
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF icon militaert_tidskrift_102_aargang_jan.pdf
 
 

Litteraturliste

Del: