Den militære magtbalance 1970-71

Den årlige styrkeoversigt fra Instituttet for strategiske Studier i London(*The Military Balance 1970-1971. The Institute for Strategic Studies. London 1970. 126 sider 13/-.), der afspejler de militære styrkeforhold pr. juli 1970, fremtræder i år i en ny og betydeligt udvidet form. For første gang er Latinamerika medtaget i oversigten og behandlingen af afrikanske forhold er mere udtømmende end tidligere. Endvidere indeholder oversigten i år to detaljerede regionale styrkesammenligninger. Det fremgår af oversigten, at det amerikanske arsenal af atomraketter er uforandret på 1054 landbaserede ICBM og 656 ubådsbaserede flådemissiler (SLBM), medens Sovjet har øget sit arsenal af ICBM fra 1050 til 1300 og af SLBM fra 160 til 280.
 
For så vidt angår de amerikanske interkontinentale raketter foregår der imidlertid en fornyelse, idet de ialt 490 Minuteman 1 raketter påregnes udskiftet med kraftigere Minuteman 3, udrustet med et nyt Mk 12 sprænghoved-system, der indeholder tre sprænghoveder. 10 raketter af denne type var beregnet at være operative omkring 1. juli 1970. Også for Polaris ubådenes vedkommende er en modernisering undervejs. 8 af de ialt 41 atomdrevne ubåde er under ombygning, så de kan udstyres med Poseidon raketter, der er udstyret med 10 MIRV sprænghoveder. De første forventes operative omkring 1. jpuuar 1971. Det påregnes foreløbig at ombygge ialt 31 ubåde. De resterende 10 vil fortsat være udstyret med Polaris A 3 raketter.
 
Også for Sovjets vedkommende foregår en fortsat fornyelse. Der gennemføres stadig afprøvning af MRV, og man regner med, at disse snart kan forventes operative. Der er i den prøveserie, som nu har varet 2 år, også afprøvet andre typer af nyttelast, eksempelvis FOBS (fractional orbital bombardment system).
 
Et særligt afsnit i oversigten beskæftiger sig som nævnt med regionale magtbalanceproblemer. Man finder her omstående oversigt over balancen mellem NATO og Warschawapagten, der anvender antallet af sprænghoveder som grundlag i stedet for antallet af raketter.
 
 
 
 
Udregnet på denne måde ses USA stadig at have en betydelig overlegenhed i strategiske våben i forhold til Sovjet. Hertil kommer, at rapporten anfører, at over 6000 af de amerikanske våben påregnes at kunne nå sovjettisk territorium, medens kun ca. 2000 af Sovjets våben kan nå det kontinentale USA. Derimod vil de alle kunne nå mål i Europa. Af særlig europæisk interesse er derfor også det konventionelle styrkeforhold, således som det fremgår af nedenstående oversigt, i hvilken der til sammenligning også er angivet sidste års opgørelse.
 
 
 
 
a) Omfatter for NATO Central- og Nordkommandoen, Frankrig er ikke medregnet. For Warschawa-pagten omfatter det området for hvilket den øverstkommanderende er ansvarlig, med undtagelse af Bulgarien, Ungarn og Rumænien. Sovjet-enheder, der normalt er stationeret i det vestlige Rusland og sådanne tropper, som vil kunne indsættes i det baltiske område, er medregnet.
 
b) Omfatter for NATO de italienske, græske og tyrkiske hærenheder og sådanne amerikanske og britiske enheder, som vil kunne indsættes i Middelhavsområdet. For Warschawa-pagten omfattes bulgarske, ungamske og rumænske hærenheder samt sådanne Sovjetenheder, som vil kunne indsættes i Middelhavsområdet.
 
c) Opdelingen af de taktiske fly må kun betragtes som tilnærmelsesvis, da fly kan anvendes til mere end en art af opgaver. NATO har i almindelighed en højere procentdel af sådanne ’Multi-purpose’ fly end Warschawa-pagten. Franske fly ikke medregnet.
 
Som angivet i fodnote a) til skemaet er franske styrker ikke medregnet. Frankrig har imidlertid to mekaniserede divisioner stationeret i Tyskland og yderligere tre i selve Frankrig. Disse må medregnes i opgørelsen over vestlige styrker i tilfælde af en konflikt.
 
For så vidt angår opgørelsen af kampstyrker må det tages i betragtning, at mobilisering og flytning af forstærkninger vil kunne ændre billedet. WP-landenes umiddelbare mobiliseringskapacitet er større end NATO-lan- denes. Det er således beregnet, at de 31 russiske divisioner i selve Centraleuropa kan øges til 70 på mindre end en måned, forudsat mobiliseringen ikke forstyrres væsentligt. WP kan også drage fordel af at operere på indre linier, og Sovjet kan bringe forstærkninger frem hurtigere, end tilfældet er for USA, der skal krydse Atlanten. USA har dog placeret udrustning i Tyskland til en del enheder, hvis personel skal komme fra det amerikanske kontinent. WP vil således indledningsvis have en fordel, medmindre det lykkes NATO at drage den fulde fordel af foreliggende varslingsmuligheder.
 
Opgørelsen over kampvogne viser, at WP har en udpræget overlegenhed, selv om NATO sandsynligvis er overlegen med hensyn til antal og kvalitet af panserværsvåben. Det er imidlertid en udpræget ulempe for NATO, at det logistiske system er så ufleksibelt og baseret på nationale forsynings- linier med ringe indbyrdes koordination, samt at det franske territorium ikke kan anvendes, hvilket betyder nord-sydgående forsyningslinier i Centraleuropa i stedet for vest-østgående. Også med hensyn til antallet af fly viser oversigten overlegenhed til fordel for WP, heroverfor står imidlertid en materiel- og uddannelsesmæssig overlegenhed til fordel for NATO.
 
Sammenligningen mellem de to blokkes maritime styrker er i dette års oversigt forsøgt differentieret i forhold til tidligere, idet der dog peges på vanskelighederne herved som følge af flådestyrkers større bevægelighed over lange afstande. Oversigten må derfor betragtes som en gennemsnitlig styrkefordeling. Franske flådestyrker er udeladt af oversigten, men de udgør i sig selv en større kvantitativ styrke end den russiske middelhavsflåde. Det bemærkes, at den amerikanske flåde har en kraftig ’carrier strike force’ i modsætning til Sovjet, der helt må basere sig på landbaserede fly samt på anvendelse af skibsmissiler til luftforsvar og til overflade-til-overflade opgaver.
 
 
 
 
Som noget helt nyt indeholder oversigten også en styrkesammenligning mellem Sovjet og Kina. Med hensyn til strategiske atomslagstyrker er Sovjets overlegenhed absolut, idet Kina ikke endnu påregnes at have et operativt raketsystem. Kinas muligheder for at levere atomvåben er derfor stadig begrænset til anvendelse af enkelte bombere af typerne Tu-16 og Tu-4 samt kortdistancebomberen 11-28.
 
Styrkeforholdet langs den over 11.000 km lange fælles grænse og de hertil stødende sovjettiske militærdistrikter og kinesiske militærregioner er opgjort således:
 
 
 
 
De sovjettiske militærd istrikter dækker imidlertid områder fra Kaukasus til Beringsstrædet, som er langt fra den kinesiske grænse. Der er således næppe mere end 30 divisioner langs grænsen, men Sovjets muligheder for hurtigt at kunne tilføre forstærkninger vurderes bedre end Kinas på grund af bedre kommunikationsforhold i Sovjet.
Med hensyn til udrustning og materiel er der, lette håndvåben undtaget, intet område, på hvilket Sovjet ikke er overlegent. Den kinesiske hær er stadig hovedsagelig en infanteristyrke med gammelt men tjenstdygtig materiel.
 
Også styrkeforholdet i luften er klart til fordel for Sovjet:
 
 
 
Sammenligningen viser Sovjets overlegenhed på alle områder undtagen i mandskabsstyrke. I en ubegrænset atomkrig kunne Sovjet ødelægge de kinesiske væbnede styrker og tilføje landet vidtstrakte ødelæggelser. For det mellemøstlige områdes vedkommende viser oversigten, at den russiske våbenhjælp fortsat tilfører de arabiske lande betydelige mængder af militært udstyr. Sammenlignet med sidste års oversigt viser antallet af ægyptiske kampvogne således en stigning på 300 T-54/T55 og 100 T-34. Som tidligere indeholder rapporten udførlige oversigter over atomvåbensystemer, oversigter over større våbenaftaler m. v. samt sammenligninger mellem de enkelte landes forsvarsudgifter - det fremgår heraf, at rust- ningsudgifterne ikke viser væsentlige afvigelser fra sidste års opgørelse, markant er dog et fald i de amerikanske forsvarsudgifter på ca. 5 milliarder dollars.
 
Rapporten er således udtryk for den stabilitet i de internationale rustninger, der i det forløbne år bl. a. har muliggjort fortsatte drøftelser mellem supermagterne om begrænsninger i våbenkapløbet (SALT-forhandlin- gerne) og de fortsatte fremskridt i Centraleuropa på en normalisering af forholdet mellem Vesttyskland og de østeuropæiske lande. Balancen er imidlertid labil, og selv mindre påvirkninger vil kunne ændre de fortsatte bestræbelser på afspænding. 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF icon militaert_tidskrift_100_aargang_jan.pdf
 
 
 
 
 

Litteraturliste

Del: