Den marxistisk-leninistiske krigsteori

Indledning.
Den clausewitzske analyse af den klassiske krigsteori byggede på to fundamentale forudsætninger:
 
  • den abstrakte eller absolutte krig som den til det yderste førte voldshandling med den hensigt at påtvinge modstanderen vor vilje, og
  • staten er den magtkorporation, som er bæreren af eller forvalteren af evnen til at anvende voldshandlingen som et politisk instrument.
Vi vil i det følgende se nærmere på hvilke ligheder og hvilke forskelle, der er mellem denne opfattelse og den opfattelse, som kommer til udtryk i den marxistisk-leninistiske krigsteori.
Medens Marx’ berøring med Clausewitz’ tanker var af mere flygtig art, blev Clausewitz en autoritet for Engels. Engels interesserede sig meget for krigs- problemets teori og praksis, og især Clausewitz’ sammenligning mellem krigen og handel i stor målestok fængslede Engels, der på samme måde så den politiske virksomhed som samfundsmæssig handel.
I en brevveksling med Marx af 7/1 1858 skriver Engels om sine studier af Clausewitz bl.a.: »Ich lese jetzt unter anderen Clausewitz ’Vom Kriege'. Sonderbare Art zu philosophieren, der Sache aber sehr gut.« (Cit. H. d. s. 279). Også Lenin beskæftigede sig indgående med Clausewitz. Formentlig i første halvår af 1915 gennemarbejdede han »Vom Kriege«. Han udarbejdede et uddrag, i hvilket han bl.a. afskrev hele 8. bogs kapitel 6 B, der har overskriften »Der Krieg ist ein Instrument der Politik«. Dette kapitel betegnede han »Das allerwichtigste Kapitel«. Uddraget forsynede han med en række randbemærkninger, hvoraf det fremgår i hvilken overensstemmelse hans egne ideer er med de af Clausewitz fremsatte teser.
I sin piece »Socialisme og Politik« fra august 1915 skriver han bl.a.: »Krigen er politikkens fortsættelse med andre (nemlige voldelige) midler. Denne berømte udtalelse stammer fra von Clausewitz, en af de åndeligt største militærskribenter. Marxisterne har med rette altid betragtet denne sætning som det teoretiske grundlag for opfattelsen af enhver konkret krigs betydning. Marx og Engels har stedse vurderet de forskellige krige ud fra dette og ikke ud fra noget som helst andet standpunkt« (AURA s. 6).
Videre omtaler Lenin i 1915 Clausewitz som »den store krigsteoretiker, hvis ideer var befrugtet af Hegels ideer« (AURA s. 5) og anfører to steder i sine randbemærkninger »Ein Schritt zum Marxismus« for hermed at gøre opmærksom på Clausewitz’ dialektiske tænkemåde.
 
Voldshandlingen.
Hvad er det nu i Clausewitz’ krigsteori, der således begejstrer de marxistiske tænkere? Vi har allerede nævnt overensstemmelsen mellem Engels og Clausewitz i opfattelsen af krigen og politikken som en handel i større målestok. Vi finder yderligere overensstemmelse i Clausewitz’ væsensbestemmelse af krigen, som en til det yderste ført voldshandling for at tvinge modstanderen til at rette sig efter vor vilje. Dette korresponderer nøje med det voldelige-aktivistiske element i den marxistiske revolutionsteori.
Ifølge den marxistiske ideologi er det menneskelige samfund delt i to fjendtlige lejre, bourgeoisiet og proletariatet. Ødelæggelsen af dette af klassemodsætninger spaltede menneskelige samfund og realiseringen af et klasseløst samfund danner den revolutionære kerne i marxismens ideologisk-filosofiske system. I den kamp, som uundgåeligt må gennemføres for at nå endemålet, er proletariatet bæreren og forvalteren af den voldelige magtanvendelse. Magtanvendelsen skal være fødselshjælperen for revolutionen, der er den politiske handlings højdepunkt.
»Das letzte Wort der sozialen Wissenschaft stets lauten: Kampf oder Tod; blutiger Krieg oder das Nichts. So ist die Frage unerbitterlich gestellt« (cit. H. d. s. 285 efter Marx: Das Elend der Philosophie, s. 525).
Vi finder altså her en formel parallel mellem voldshandlingens placering i det clausewitzske krigsbegreb og marxisternes revolutionsbegreb.
 
Magtkorporationen.
Clausewitz betragtede krigen som et politisk virkemiddel i forholdet mellem statslige magtkorporationer. Han så i krigens forskellige udtryksformer en nødvendig og grundlæggende sammenhæng mellem intensitet og samfundsmæssig struktur, men han betragtede Folket som et homogent hele. Her er han ganske konventionel, folket er staten, og idealet er den monarkistiske stat, som han finder den i Preussen. Det er det samme synspunkt, Hegel anlægger.
Folkekrigen, som Clausewitz oplevede den i sin levetid, er »en udvidelse og forstærkning af den gæringsproces, der kaldes krig« (v. K. s. 799). Den er altså udtryk for en stigning i krigens intensitet i forhold til det 19. årh. kabinetskrige.
Her finder vi en ændring eller udvidelse af den klassiske krigsteori, som hænger sammen med, at filosofiens formål for marxisterne ikke er at véere recenserende, men derimod at være dynamisk ændrende. Både Clausewitz og marxisterne betragter krigsteorien som det middel med hvilket den ideologiske teori omsættes til historisk virkelighed, men hvor Clausewitz her er fast forankret i sin opfattelse af staten som magtkorporationen og derfor anvender sin teori analyserende, går marxisterne et skridt videre og ser krigen som et instrument til realisering af den ideologiske målsætning, nemlig proletariatets voldelige ændring af det eksisterende klassesamfund med det klasseløse idealsamfund som endemålet.
For marxisterne bliver derfor proletariatet - som allerede nævnt - bæreren og forvalteren af den voldelige magtanvendelse og altså dermed den egentlige magtkorporation.
 
Krig og politik.
Med udgangspunkt i dette synspunkt og i Clausewitz’ berømte sætning: »Der Krieg ist die Fortsetzung der Politik mit anderen Mitteln« skabte Lenin et kvalitativt nyt krigsbegreb.
I randbemærkningerne til »Vom Kriege« skriver han: »Der Krieg = Teil ei- nes Ganzen - dieses Ganze = die Politik«. (AURA s. 37.) Dette hele repræsenterer alle samfundets interesser; da disse imidlertid i overensstemmelse med ideologien er fikseret til at tjene et ganske bestemt formål, nemlig proletariatets revolution, er Lenin i stand til at tilføre krigsbegre- bet noget substantielt nyt. Krigen bliver et politisk middel til gennemførelse af den marxistiske ideologi. Det bliver en fortsættelse af og et instrument for en bestemt klassepolitik til gennemførelse af denne klasses økonomiske og politiske målsætning, og krigens karakter og krigsførelsens særpræg bestemmes heraf.
Dette kvalitativt nye »tillader da oså marxisterne at skelne mellem fremskridtsbefordrende og reaktionære krige og uangribeligt at fastlægge arbejderklassens holdning til enhver konkret krig« (AURA s. 8).
 
Dette illustreres enkelt og klart ved en udtalelse af Lenin i 1916: »Er politikken en imperialistisk politik, så er også den krig, den frembringer, en imperialistisk krig. Er politikken en national befrielsespolitik, så er den krig, den frembringer, en national befrielseskrig. I første tilfælde er krigen reaktionær og frasen om fædrelandets forsvar et stort bedrag mod folket. I det andet tilfælde er krigen fremskridtsbefordrende« (AURA s. 8-9). Endnu tydeligere fremgår det af en udtalelse af Lenin efter oktoberrevolutionens sejr i 1918:
»Bliver krigen af udbytterklassen ført for at befæste dens herredmme, så er det en forbryderisk krig, og 'fædrelands fors varet1 er i en sådan krig en nederdrægtighed og et forræderi mod socialismen. Bliver krigen ført af et proletariat, der har besejret sit bourgeoisi, for at befæste og opbygge socialismen, så er krigen retfærdig og ’hellig*. - Efter 25. oktober 1917 er vi fædrelandsfor- svarere - det socialistiske fædreland må vi ubetinget forsvare -«. (AURA s. 9.)
 
Spørgsmålet er nu, om der i virkeligheden er skabt en kvalitativ ny krigsteori? Forinden vi forsøger at besvare dette spørgsmål, må vi først nærmere undersøge det marxistiske postulat om, at ligesom krigen har fået en kvalitativ ny definition, således er der også skabt en marxistisk-leninistisk krigsdoktrin, der er væsentlig forskellig fra den borgerlige, fordi hver af disse tjener ganske bestemte klasseinteresser.
 
Den marxistisk-leninistiske militærvidenskab.
For at undersøge dette postulat, bliver vi nødt til at begive os over i den dialektiske materialismes egen verden og betragte krigen fra dennes synspunkt. Det er en synsvinkel, som er meget forskellig fra den idealistiske vestlige opfattelse, vi er vant til at anlægge.
Vi stilles her straks over for et paradoks, der udgøres af den ideologiske overlegenhedsf aktor. I det grundlæggende værk »Uber sowjetische Militärwissenschaft«, der udkom i Moskva 1960 og i en tysk udgave på Deutsche Militårverlag, Berlin, i 1961, hedder det bl.a.:
»Den sovjetiske militærvidenskabs teorier adskiller sig afgørende fra de kapitalistiske landes militærvidenskabelige teorier. Medens de kapitalistiske landes militærvidenskabelige teorier følger denne eller hin variant af en metafysisk eller idealistisk teori (Kant, Platon, skolastikerne), så går den sovjetiske militærvidenskab ud fra grundsætningerne i de marxistiske, dialektiske metoder og teorier. Disse grundsætninger - tilværelsen er det primære, opfattelsen heraf det sekundære; verden kan erkendes - beskytter vor militærvidenskab mod alle mulige spekulative ensretninger og mod agnosticisme (den iagttagne verden anses for produkt af vore sanser og vor fornuft).«
Den her beskrevne militære overlegenhedsfaktor understøttes af den politiske overlegenhedsfaktor: »Den sovjetiske militærvidenskab er stærk, fordi den støtter sig på den marxistiske-leninistiske store lære, på det kommunistiske partis politik og på de fordele, som vor samfunds- og statsordning byder.« Dette, der for os forekommer et paradoks, er for den sovjetrussiske militærteoretiker et »skriftsted«, fordi resultatet af den historiske proces er uundgåeligt (determistisk).
Denne nye militærvidenskab er derfor »i ordets egentlige betydning et produkt af det socialistiske system. Det, den fremtrædende militære ekspert, Engels, spåede for mere end et århundrede siden, er blevet til virkelighed. Han skrev, at det sejrrige proletariat ville udvikle sin egen militærvidenskab, som nødvendigvis måtte blive et produkt af de nye sociale forhold, således som tidligere metoder uundgåeligt var resultater af nye forhold, frembragt af fortidens revolutioner.« (SMR okt. 66, s. 4.)
 
Hvad er da denne militærvidenskab?
Den er et system af kendskab til krig, til organisation og til anvendelse af væbnede styrker. Dens klasse-natur bestemmes af det faktum, at den tjener bestemte klasser og stater. Militærvidenskabens indhold bestemmes af krigens væsen, nemlig dette, at krig er klassers eller staters fortsættelse af politikken med andre (nemlig voldelige) midler.
Derfor behandler den militære videnskab primært den væbnede kamp som en særlig udtryksform for krig. Militærvidenskaben studerer yderligere
  • krigens almindelige problemer (militærvidenskabens almindelige teori,
  • krigskunstens teori, der opdeles i strategi, operativ kunst og taktik,
  • militærhistorie,
  • uddannelsens og træningens teori,
  • den militære administration og organisation af enheder,
  • militærgeografi og
  • de mange militærtekniske videnskaber.
Militærvidenskaben er således ikke blot og bar krigskunst, men den opslu- ger på den anden side heller ikke de sociale og politiske videnskabers studie af krigen.
For at nå til en korrekt vurdering af de forskellige faktorers indflydelse benytter den sig derimod af de data, som tilvejebringes af de videnskaber, der studerer politiske; økonomiske, geografiske og nationale oplysninger om forskellige lande.
Så vidt er det vanskeligt - til trods for den dialektiske synsvinkel - at se nogen afgørende forskel på den marxistisk-leninistiske og den vestlige idealistiske måde at anskue militærvidenskaben på. Heller ikke for så vidt angår samhørigheden mellem teori og praksis synes der at være væsentlige forskelle.
Om den marxistiske-leninistiske militærvidenskab hedder det, »at deri ikke kan udvikles spekulativt. Den må hvile på den væbnede kamps erfaring, på praksis. På den anden side må militærvidenskabens konklusioner og vurderinger prøves i praksis, hvorfor der må være snæver forbindelse mellem den militære teori og den væbnede kamps praksis, krigskunsten« (SMR okt. 66, s. 4). Det var om samme emne., Clausewitz i »Vom Kriege« skrev: »Das Wissen muss sich also durch diese vollkommene Assimilation mit den eigenen Geist und Leben in ein wahres Konnen verwandeln« (v. K. s. 299). I overensstemmelse med de historiske erfaringers lære må enhver krig nøje forberedes. Dette sker gennem:
 
Diplomatisk forberedelse, der tilstræber at styrke den udenrigspolitiske stilling, at afslutte traktater med denne eller hin magt, at svække fjendtlige magters stilling og at isolere dem. Denne diplomatiske virksomhed afbrydes ikke af krigen. Den øver konstant og stærk indflydelse på krigens forløb og bliver på den anden side også selv fortløbende påvirket af krigsbegivenhederne.
 
Den ideologiske (psykologiske) forberedelse og ledelse af krigen (jf- psykologisk krigsførelse i vestlig forstand), der anvender alle muligheder for at øve indflydelse på masserne hos de krigsførende parter for at sikre egen moral og kampvilje og for at nedbryde modstanderens.
 
Den økonomiske forberedelse (jf- økonomisk krigsførelse i vestlig forstand), der tilsikrer udnyttelse af alle økonomiske muligheder for at understøtte krigen, hvis den kommer, samtidig med, at fjendens forberedelser imødegås på mange forskellige måder. Med den væbnede kamps begyndelse tilføjes den fjendtlige økonomi tillige skade med militære midler.
 
Den militære forberedelse, som det er militærvidenskabens opgave at varetage i overensstemmelse med det allerede anførte.
 
Ej heller her i - hvad vi har i forbindelse med den klassiske krigsteori benævnte krigsplanen - synes der at være afgørende forskelle mellem den klassiske og den marxistisk-leninistiske opfattelse.
 
De objektive love.
I overensstemmelse med den dialektiske og historiske materialisme anerkender den marxistisk-leninistiske militærvidenskab, at den væbnede kamp, ligesom krigen som helhed, har sine egne objektive love. Den væbnede kamps former og metoder og troppernes organisation og træning udvikler sig i overensstemmelse med disse love.
En af militærvidenskabens væsentligste opgaver er derfor at forstå disse love og at kunne anvende dem. At blotlægge den væbnede kamps objektive lovmæssighed og anvise midler og metoder til udnyttelse af denne lovmæssighed.
Den marxistisk-leninistiske militærvidenskab tager skarpt afstand fra de efter den vestlige opfattelse anvendelige krigsføringens principper, som mulige retningslinier for handling i den tilstand af uvished, tilfældigheder og sponta- neitet, som Clausewitz hævder er krigens reelle virkelighed. Den benægter, at en sådan tilstand overhovedet eksisterer, men på samme tid »undervurderer den ikke mandens rolle på kamppladsen« (SMR okt. 66, s. 3).
 
Ligger der ikke heri en selvmodsigelse, et paradoks?
 
Jo, for den klassiske eller vestlige opfateelse gør der. Når Clausewitz taler om den objektive virkelighed, så mener han hermed idealet, tankemodellen, men heroverfor står den subjektive virkelighed, det, der foregår i praksis. Således ser tingene imidlertid ikke ud efter materialistisk opfattelse, der hævder, at udviklingen er deterministisk, d.v.s., at resultatet er forudbestemt. Man kan gøre nok så mange fejl gennem den historiske udvikling, det kan vare nok så længe, inden resultatet fremstår, men det opnås dog, det er en uundgåelig objektiv sandhed.
Det er derfor, krigen efter marxistisk-leninistisk opfattelse er en objektiv virkelighed, styret af objektive love. Disse love er ikke ubønhørlige elemen- tærlove, over for hvilke man er magtesløs. Tværtimod, »manden, soldaten, er ikke fange af objektive omstændigheder. Han er en skaber, som - afhængig af, hvor godt han vurderer omstændighederne - kan øve og øver indflydelse på udfaldet af den væbnede kamp« (SMR okt. 66, s. 3). Kort sagt, benytter de objektive love aktivt.
 
Heri ligger efter marxistisk-leninistisk opfattelse den afgørende forskel.
 
Det kan imidlertid i denne forbindelse være interessant til sammenligning at citere følgende uddrag af en lektion på det amerikanske General Staff College om »Principles of War and Fundamentals of Combat«:
»Principperne er essensen af professionel militær viden. Af føreren kræves evne til at tillempe principperne efter konkrete situationer, hvilket vil sige at lægge vægt på ét på bekostning af andre og forstå den naturlige konsekvens af et sådant valg. I visse tilfælde kan føreren vælge ikke at anvende et givet princip, der - hvis det sker fuldt bevidst - ikke er misbrug af principperne eller dele deaf.«
Selvom ordene og udgangspunktet for tanken er forskellige, så er vel i realiteten indholdet det samme.
 
Social krigsførelse.
Vender vi nu tilbage til spørgsmålet om, hvorvidt der er sket en fornyelse i den klassiske krigsteori, så må vi nok - på trods af de overensstemmelser, vi i det foregående har hæftet os ved - konstatere, at det er der på et væsentligt område, nemlig ved indførelse af en ny metode, den sociale krigsførelse. Den sociale krigsførelse er en videreudvikling af den sociale revolution, den franske revolution førte med sig.
Nicolai Galay beskriver fænomenet nærmere i en artikel i tidsskriftet Bulletin, nov.-dec. 66 med titlen »The Relationship Between the Structure of Society and the Armed Forces as Illustrated by the USSR«.
»Medens den franske revolution,« siger Galay, »kan siges at have tilskyndet til hævdelsen af det nationale princip, så skabte den kommunistiske revolution i 1917 et nyt udviklingstrin på hvilket nationale organismer begyndte at lagdeles på det sociale plan. Denne lagdeling var horisontal - i modsætning til de nationale grænsers vertikale princip - og strakte sig tværs gennem de nationale organismers masse langs de flader, der skiller en klasse eller socialt lag fra et andet. Skønt denne sociale lagdeling fandtes i større eller mindre grad i alle stater også før Oktoberrevolutionen, så var den så at sige blevet brudt af de nationale og statslige grænser, som var lige så uigennemtrængelige som et skibs vandtætte skot. Således stemte f. eks. både det franske og det tyske Socialdemokratiske Parti - skønt de have haft kontakt med hinanden gennem den 2. Internationale - i de respektive landes parlamenter sammen med de borgerlige partier for krigsbudgetterne, så snart 1. verdenskrig var brudt ud, og de gik ind i koalitionsregeringer i ders respektive lande, som nu var i krig med hinanden.
Den kommunistiske revolution i Rusland sprængte disse vertikale barrierer, og den sociale lagdelings proces standsede ikke længere ved de nationale grænser, men trængte over disse og overvandt pariotiske følelser og national loyalitet. De kommunistiske ledere betragtede dette som hovedkilden til deres styrke og følte at være dem, der nu alene var i besiddelse af et nyt socialt våben, et socialt »atom-våben«, der var i stand til at medføre socialt sammenbrud hos deres fjender og derved bringe dem nærmere endemålet, den verdensomspændende kommunistiske revolution.« (Bulletin, nov. 66, s. 9.)
 
Dette er den marxistisk-leninistiske krigsteoris nye kvalifikation. Ved at identificere proletariatet, massen, med magtkorporationen i form af den revolutionære og sociale krigsførelse, som eksempelvis skete i Vietnam, stiller de den klassiske krigsteori på en så alvorlig prøve, at denne for at kunne hamle op med den nye metode i krigsførelsen i praksis må omformes, så den bliver som et spejlbillede af den revolutionære krigsførelse. Bliver det det, der er blevet benævnt modrevolutionær krigsførelse.
 
Militærdoktrinen.
Hermed er altså sket en udvikling i det, vi har kaldt den klassiske krigsteori. Den er således ikke - som vi måske ville have ventet - noget statisk, men er, som også Clausewitz understregede nødvendigheden af, omformet, så der er overensstemmelse mellem teori og praksis. Dette rejser et sidste spørgsmål: Om det i virkeligheden ikke er i militærdoktrinen, snarere end i krigsteorien, vi bør søge udviklingstendenserne?
I det grundlæggende og anerkendte værk »Militærstrategi« under redaktion af marskal Sokolowski, der udsendtes i 1962 (2. rev. udg.) hedder det: »I militærdoktrinen udtrykkes de i en stat rådende anskuelser vedr. spørgsmål om en politiske vurdering af fremtidig krig, statens stilling til krig, en fremtidig krigs karakter, landets økonomiske og moralske forberedelse til krig, stridskræfternes opbygning og uddannelse såvel som metoden for krigens førelse. Militærdoktrinen må følgelig være i overensstemmelse med det i pågældende stat anerkendte system af videnskabeligt begrundede synspunkter vedr. en krigs grundlæggende spørgsmål. Militærdoktrinen er således direkte afhængig af magtkorporationens sammensætning, af inden- og udenrigspolitiske forhold, af de økonomiske, politisk-moralske og af de kulturelle forhold.« (Militårstrategie s. 59.)
 
Denne definition kan utvivlsomt også anerkendes af den vestlige verden.
 
Dette citat siger altså med andre ord, at i enhver epoke må hver enkelt stat eller magtkorporation forme sin egen militærdoktrin i overensstemmelse med sine egne forudsætninger. Militærdoktrinen opstår i skæringspunktet mellem, hvad vi kunne kalde »den elementære krigsteori«, nemlig den voldelige magtudøvelse, og magt- korporationens totale eller sikkerhedspolitiske forudsætninger (de politiske, økonomiske, moralsk-psykologiske, geografiske og demografiske).
Den er i nøje overensstemmelse med disse sine forudsætninger, som er fremstået gennem en langvarig og kompliceret historisk udviklingsproces. Den afgørende forskel mellem forskellige staters og magtkorporationers militærdoktrin og de vektorer, repræsenterende dens teori og dens praksis, den kan opløses i, ligger i disse forudsætninger.
 
Det, der altså skiller den ene krigsteori fra den anden, er dybest set karakteren af den pågældende militærdoktrin.
 
Den marxistisk-leninistiske militærdoktrin har udviklet sig i det særlige russiske miljø som - det må vi vist erkende - forekommer i samklang med de betingelser, vi lever under i verden af i dag.
 
LITTERATUR:
Clausewitz: Vom Kriege, Ferd.Dummlers Verlag, Bonn 1972, 18. udg. (v. K.).
Earle (edt.): Makers of Modern Strategy, Princeton, 1952, spec. kap. 7 og 14.
Howard (edt.): The Theory and Practice of War, Cassell, London 1965 (TAP).
Lemn: Clausewitz’ Werk »Vom Kriege«. Anzuge und Randglossen, Verlag des Ministerium fur Nationale Verteidigung, Berlin 1957 (AURA).
Sokolowski: Militårstrategie. Deutscher Militårverlag. Berlin 1965, 2. udg.
Smirnow, Bas, Koslow & Sidorow: Uber sowjetische Militårwissenschaft. Deutscher Militår - verlag. Berlin 1961.
WWR maj-juni 1966: Dirk Blacius: Clausewitz und die Hauptdenker des Marxismus (H. d.). Bulletin nov.-dec. 1966: N. Galay: The Relationship Between the Structure of Society and the Armed Forces as Illustrated by the USSR.
Soviet Military Review, okt. 1966: Soviet Military Science (SMR).
 
PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidskrift_108_aargang_okt.pdf

Litteraturliste

Del: