Den lange vej mod 9. april – Historien om de fyrre år før den tyske operation mod Norge og Danmark i 1940

Anmeldt Af Karsten Jakob Møller

Michael H. Clemmesen. Udgivet af Syddansk Universitetsforlag, Odense 2010. 679 sider, indbunden, illustreret. Pris kr. 398 kr. ISBN 978 87 7674 464 9.

 Jeg skrev dengang en anmeldelse i Weekendavisen, hvori jeg roste Michael Clemmesen for at levere mange nye og epokegørende forskningsresultater. Dette afsnit viste sig imidlertid at være trædestenen til noget rigtigt stort. I ”Den lange vej mod 9. april” præsenterer Michael Clemmesen resultatet af flere års målrettet og intensiv forskning. Resultatet er imponerende. Man bliver næsten svimmel af al den viden og de dybtgående analyser, der er akkumuleret i dette værk. Empirien er nærmest overvældende og delanalyserne og hovedanalysernes skarphed samt konklusionernes relevans er forbilledlige. Emnet er behandlet i en imponerede kombination af bredde og dybde. Dertil kommer, at Clemmesen (undtagelsesvis) skriver i et smukt og meget læsevenligt sprog. Min hustru har læst et par kapitler i bogen og mener, at den er velskrevet, men ikke så lidt ”nørdet”. Det ”nørdede” består naturligvis i den omfattende empiri. Hvis man vil vide mere, skal man virkelig dykke ned i arkivalierne, hvilket ikke er almindelige mennesker beskåret. Forfatteren har gravet dybt i alle relevante arkiver i Danmark, Storbritannien, Tyskland, Norge og sågar Estland.

Begivenhederne op til den 9. april 1940 er vel noget af det mest omdiskuterede og kontroversielle i moderne dansk historieskrivning. Stærke følelser, tabuer og konspirationsteorier har været faste ingredienser. Det, som præger denne fremstilling, er en stringent militærstrategisk analyse af den militærstrategiske- og politiske udvikling i perioden fra starten af 1890’erne til 9. april 1940.  Derfor vil man heller ikke finde teorier om, hvem der var ansvarlig for, at det gik, som det gik, den 9. april 1940.

De, der måtte håbe at finde argumenter for, at det var den socialdemokratisk-radikale regering, der udsultede forsvaret og dermed lod Kongeriget være stort set forsvarsløst i landets skæbnetime, bliver skuffede. Det bliver også de, der håber at finde argumenter for, at den militære ledelse var aldeles inkompetent, bestående af en flok ”oberst Hackel’er”. Tværtimod dokumenterer forfatteren overbevisende, at Danmarks militære ledelse havde gennemført klare analyser af landets politisk-strategiske situation og ved krigsspil, blandt andet i 1938, ganske præcist forudset det begivenhedsforløb, der manifesterede sig den 9. april, men den militære rådgivning af politikeren faldt på en stengrund. Faktisk mente de ledende regeringspolitikere, Munch, Scavenius og Alsing Andersen, at de ikke havde behov for en dialog med den militære sagkundskab; man var overbevist om, at Danmark som småstat havde uendeligt begrænsede handlemuligheder og derfor ubetinget skulle holdes ude fra væbnede konflikter.

Forfatteren har den dybe indsigt i beslutningstagernes, såvel de militæres som politiskes vilkår og tankesæt, at utidig moraliseren (og bedreviden) ikke kommer på tale. Jeg har faktisk forfatteren ”mistænkt” for at nære en ikke ubetydelig beundring og respekt for udenrigsminister Peter Munch, med hvem han i sin stringente, akademiske, men også elitære tænkning har mange fællestræk. Munch og Clemmesen deler i alt fald samme opfattelse af de grundlæggende vilkår for småstatens vilkår i storpolitikken i den pågældende periode, vilkår, der er præget af reaktiv tilpasning til de store aktører i det internationale system, i den beskrevne periode naturligvis først og fremmest Tyskland og Storbritannien.

Nu er det imidlertid ikke alene småstaten Danmark, men også småstaten Norge, hvis rolle i stormagternes strategiske overvejelser og planlægning er genstand for Clemmesens dybdeborende analyser. De tager udgangspunkt i de respektive tyske og britiske militær-strategiske overvejelser, analyser og planlægning fra 1890’eren frem til 9. april. 1940. Norges og Danmarks geopolitiske positioner bandt i sidste ende de to nationer sammen i et militær-strategisk ”skæbnefællesskab”, der medførte, at operation ”Weserübung” den 9. april 1940 nødvendigvis måtte omfatte begge lande. Det er imponerende, i hvilken grad det er lykkedes forfatteren at gennemanalysere det meget omfattende kildemateriale vedrørende de primære aktørers militære tænkning og deraf afledede planlægning. Det er faktisk skræmmende, at stormagternes strategiske overvejelser og vurderinger og konkrete militære planlægning i den beskrevne periode er præget af en nærmest ubevægelig kontinuitet, men det burde vel næppe overraske, al den stund nationale interesser synes at være af relativ permanent karakter.

Det har som nævnt været Clemmesens primære hensigt at beskrive og analysere den lange forhistorie til 9. april. Han karakteriserer selv processen på følgende måde: ”For forfatteren har det været som – sætning efter sætning – at rekonstruere en græsk tragedie. Den kan som bekendt kun få én afslutning”. Om ikke sætning for sætning, så i alt fald kapitel for kapitel, lægges der gennem systematiske analyser og tilhørende konklusioner op til tragediens uundgåelige afslutning: Den 9. april 1940.

Det sker gennem omfattende analyser af Danmarks og Norges geostrategiske position mellem Tyskland og Storbritannien. Bogens indledende afsnit lægger grunden til beskrivelsen af udviklingen i den tyske og den britiske flådes respektive strategiske og operative ideer, der kom til at styre den i fire perioder: Førkrigsperioden fra 1890’erne til Den første Verdenskrig, under Den første Verdenskrig, endnu en førkrigskrigsperiode fra afslutningen af ”Den store Krig” frem til Den anden Verdenskrig og endelig begyndelsen af Den anden Verdenskrig. Det er en spændende historie om tyske overvejelser og krigsplanlægning i tilfælde af en kommende, næsten uundgåelig konflikt med Storbritannien, de tilsvarende britiske analyser samt de danske overvejelser og deraf følgende planlægning på baggrund af landets geostrategiske position og muligheder. Der gennemføres meget interessante analyser af hærens og marinens forskellige opfattelser og prioriteringer i såvel Tyskland som Danmark. Et af de mere centrale kapitler i denne del af bogen omhandler den øgede strategiske betydning af Sydvestnorge og den betydning det får for Danmark, en situation, som ikke rigtigt blev erkendt i de to landes militære ledelser.

Bogens helt centrale del beskriver og analyserer den ydre ramme for Danmarks og Norges sikkerhedspolitiske situation i de tre sidste år af Den første Verdenskrig, hvor såvel landkrigen på vest - og østfronten, søkrigen i Nordsøen som den politiske udvikling i Tyskland (Ludendorff og Generalstaben overtager i realiteten magten) og Rusland (revolutionen bryder ud). Krigen udviklede sig til at blive stadig mere total og for de involverede parter en nådesløs overlevelseskamp, hvorfor de politiske hensyn, der hidtil havde lagt bindinger på militære operationer mod Danmark og Norge, blev langt mindre tungtvejende end de militære.

Storbritannien og Frankrig afventede de amerikanske styrkers ankomst til krigsskuepladsen og risikoen for, at Tyskland sejrede på Vestfronten, inden de amerikanske styrker kunne indsættes, var overhængende. Det medførte grundige overvejelser i den britiske flåde om mere offensive operationer, hvor først og fremmest Norge, men også Danmark kunne blive inddraget. Ikke mindst ville et allieret nederlag på Vestfronten gøre etableringen af en britisk base i Sydvestnorge til en mulighed med henblik på at forberede sig til en langvarig søkrig.

Nu opstod denne situation som bekendt ikke, men Clemmesen påviser, at Storbritannien og Tyskland i krigens sidste år tillagde Sydvestnorge en stigende geostrategisk betydning, hvorved muligheden for en afledt besættelse af Danmark eller dele af landet, først og fremmest Jylland, blev væsentligt øget. Hvis muligheden for, at Norge skulle blive inddraget i krigen af de allierede, var aktuel, ville den tyske hærledelses modstand mod at afsætte de fornødne styrker til operationen mod Danmark forsvinde, idet behovet for Jylland som baseområde da ville være uomgængeligt. Denne situation peger frem mod 1940. Forfatteren påpeger, at modsat den gængse danske opfattelse havde Storebælt og Øresund ingen særlig interesse for Storbritannien og Tyskland. De var adgangsvejen for den britiske flåde til Østersøen og Rusland, men ville kun kunne anvendes under helt specielt gunstige vilkår. Derfor kunne Tyskland dominere Danmark militært og politisk uden nødvendigvis at besætte landet. Men der var skabt en ny strategisk ramme for Danmark og Norge og ”det varede kun små 22 år, før Tyskland og Storbritannien fortsatte nogenlunde, hvor de have sluppet i 1918”.

Clemmesen gør hermed op med den gængse historieopfattelse, at Danmark slap helskindet gennem Den første Verdenskrig på grund af en dygtig ført og balanceret neutralitetspolitik, en opfattelse, der ikke mindst blev promoveret af Erik Scavenius og Peter Munch, sidstnævnte i sin egenskab af formand for den kommission, der i årene 1919-22 skrev beretning om dansk forsvar før og under krigen. Som forfatteren så rammende beskriver det: ”Det var den radikale ledergruppes selvpromoverende myte. Den ville være blevet undergravet, hvis nøglepersonerne have fremlagt det strategiske skæbnefællesskab med Norge, som de var blevet bekendt med gennem noteforhandlingerne med Rantzau [den tyske gesandt i København (anmelderens bemærkning)] i 1917”.

Clemmesen tilføjer, at selvom hær- og marineledelsen havde erkendt det skæbnefællesskab, betragtede man alligevel stormagternes interesser i stræderne som den afgørende faktor for landets strategiske situation.

Clemmesen påpeger, at denne strategiske samhørighed mellem Jylland og Sydvestnorge i de sidste år af Den første Verdenskrig eksisterede på trods af den manglende sammenhæng i infrastrukturen i de to landsdele. Men i mellemkrigstiden blev de bundet sammen gennem udbygningen af jernbaner, veje, havne og færgeruter og ikke mindst gennem bygningen af civile lufthavne i slutningen af 30’erne ved Aalborg, Stavanger og Kristiansand og Clemmesen konkluderer: ”På grund af den svigtende erkendelse og diskussion af situationen i 1916-18 blev de strategiske virkninger af samspillet mellem infrastrukturudbygningen og den luftmilitære teknologiske udvikling primært erkendt i rammen af det enkelte lands forsvarssituation”.

Dette indebar en betydelig gevinst for Tyskland, hvis man kunne sætte sig i besiddelse af disse faciliteter. Lad mig slutte med endnu et direkte citat, der på glimrende vis bekræfter forfatterens tese om ”den græske tragedie”: ”Den samlede historie om den lange vej til niende april, som her for første gang er blevet fremlagt, efterlader det indtryk, at en tysk operation mod Norge og Danmark måtte komme, drevet af marinens basale strategiske behov. Den var et naturligt og strategisk nødvendigt svar på et problem, som der ikke var nogen anden løsning på, hvis man som Hitler, hærledelsen og marineledelsen vurderede det usandsynligt, at den kommende offensiv i vest ville lede til et hurtigt fransk nederlag”.

Michael Clemmesen har med dette værk præsteret en intellektuel kraftpræstation, der fortjener at blive læst og studeret af alle, der har interesse i Danmarks politisk-strategiske og militærstrategiske grundproblemer. Dertil kommer, at bogen er en guldgrube for dem, der vil vide mere om maritim tænkning i slutningen af det 19. århundrede og første halvdel af det 20. århundrede. Værket påviser sammenhængen mellem den militærstrategiske tænkning og den konkrete krigsplanlægning. Med forfatterens egne ord: ”Det er netop via studiet af militære og maritime ideer og disses konkrete form af operative planer, enhedsorganisation og taktisk uddannelse, at man opnår forståelse for, hvorfor ledere af væbnede styrker i fred og krig vælger og optræder som de gør. Hvad en stormagt vælger at gøre i krig, påvirkes i meget høj grad af udfaldet af idé- og magtkampen mellem landets forskellige militære organisationer”.

Dette er måske kronen på Michael Clemmesens omfattende forfatterskab, som nævnt en intellektuel kraftpræstation. Hvor mange flere kan han præstere i de kommende år? Med mit kendskab til forfatteren og hans enestående arbejdskapacitet er det bestemt ikke udelukket, at der vil komme flere af slagsen. Vi venter i spænding.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:
militaert_tidsskrift_139.aargang_nr.4_2011.pdf

 

Del: