Den historiske baggrund for forsvarets nye ledelsesstruktur

I anledning af, at en ny lov om forsvarets organisation træder i kraft ved årsskriftet, redegør major G. K . Kristensen, Danske Livregiment, i denne artikel for den udvikling og forandring forsvarets øverste ledelse har gennemgået i dette århundrede.

Ved Folketingets vedtagelse af lov nr. 334 af 18. juni 1969 om forsvarets organisation1), der træder i kraft den 1. januar 1970, er afstukket rammerne for forsvarsledelsens fremtidige administrative og operative struktur. Ifølge loven og den dertil hørende udvalgsbetænkning2) må forsvarets fremtidige organisation på højeste niveau forventes at blive som vist på nedenstående skema, idet det i denne forbindelse bør bemærkes, at der i lovens § 13 er anført visse bestemmelser, som indebærer en successiv, men ikke tidsbestemt overgang til nyordningen for så vidt angår forsvarsstabens udbygning m.m.

Med henblik på at belyse den i dette århundrede stedfundne udvikling henimod eller inden for de enkelte myndighedsområder for forsvarets øverste ledelse er for hvert af disse i det følgende givet visse hovedtræk fra periodens hidtidige forsvarslovgivning og de med denne forbundne overvejelser m.v., idet hvert afsnit indledes med uddrag af forsvarsloven af juni 1969.

Forsvarsminister og forsvarsministerium m. m.

»§ 1. Forsvarsministeren er højeste ansvarlige myndighed for landets militære forsvar«.

Den politiske ledelses ansvar for landets militære forsvar og princippet om forsvarets underordnede stilling i forhold til politikken har her i landet stået urokket siden vor demokratiske styreforms oprindelse. Der er da ej heller foretaget principielle ændringer af den ovenfor citerede bestemmelse i forhold til tilsvarende paragraf i forsvarsloven af I9603), i hvilken dog tillige var tilføjet »og de under forsvarsministeriet i øvrigt henhørende myndigheder og institutioner«. Omtalen af forsvarsministeriet, der ikke

formelt kan henregnes under begrebet »forsvaret«, er således nu helt faldet bort i organisationsloven. Medens forsvarsministerembedet blev institutioneret i 1905 ved sammenlægning af krigsminister- og marineministerposten4), blev forsvarsministeriet først oprettet ved forsvarsloven af 19505) gennem sammenlægning af krigsministeriet og marineministeriet efter anbefaling af forsvarskommisionen af 19466).

Virkeliggørelsen af tanken om integration af den politiske ledelse af forsvaret skete således ca. et halvt århundrede forud for realiseringen af ideen om en integration af de direkte under ministeren hørende dele af centraladministrationen henholdsvis den øverste militære ledelse, hvilken idé dog heller ikke er af nyere dato. Om den politiske og militære ledelse af forsvaret anførte forsvarskommissionen af 1902 således bl. a. følgende i betænkningen af 19087) :

»For at opnå den bedst mulige samvirken mellem forsvarets forskellige led vil det være nødvendigt at give disse en fælles overledelse. I administrativ henseende er dette jo allerede sket ved, at vi har en for hær og flåde fælles forsvarsminister, men man bør gå videre og tillige give værnene en fælles overkommando. Det ville dog næppe være rigtigt at koncentrere overkommandoen i én person. En enkelt mand kan ikke være sagkyndig på begge værns områder, og de afgørelser, der vil være at træffe, når landets neutralitet under et sammenstød mellem fremmede magter udsættes for fare, er af så overordentlig vigtighed, at der bør være flere om rådet. Dette kan opnås ved, at overkommandoen formes som et hovedkvarter, der da under Hs. Maj. Kongens forsæde kan bestå af konsejlspræsidenten, udenrigsministeren og forsvarsministeren, den kommanderende general og den kommanderende admiral...

Men ved siden heraf vil det af hensyn til forsvarets almindelige administration og til støtte for forsvarsministeren være hensigtsmæssigt at oprette et organ, der foruden at råde over miliær sagkundskab må omfatte lederne af landets almindelige politik , dets udenrigspolitik og finanspolitik. En sådan institution, som man kunne give navn af forsvarsrådet, burde da bestå a f: konsejlspræsidenten, udenrigsministeren, finansministeren, forsvarsministeren, de to direktører i forsvarsministeriet*), den kommanderende general og den kommanderende admiral samt cheferne for generalstaben og flådens stab. E t sådant råd ville formentlig kunne bidrage til at sikre samarbejdet mellem de to værn og mellem udenrigspolitikken og forsvaret ........ «

Dette forsvarsråd blev dog aldrig dannet; men tanken herom er på sin vis fortsat aktuel, idet et sådant råd med et noget udvidet sigte og en bredere sammensætning utvivlsomt ville kunne afhjælpe den ret følelige mangel på en samlet øverste ledelse for vort civile og militære forsvarsberedskab m.v. (totalforsvarsledelse).

Også de samarbejdsmæssige fordele ved en fysisk samling af forsvarets øverste ledelse havde denne kommission i øvrigt erkendt, idet man fremsatte ønske om »opførelsen af en smuk og stilfuld bygning for de militære ministerier, hærens og flådens generalstab, Københavns kommandant og byens hovedvagt«.

*) Kommissionen synes her at have forudsat en sammenlægning af krigsministeriet og marineministeriet.

Forsvarschef, forsvarsstab og forsvarskommando

»§ 2. Forsvarschefen har under ansvar over for forsvarsministeren kommandoen over hæren, søværnet og flyvevåbnet samt organer til støtte for disse. Stk. 2. Forsvarsstaben bistår forsvarschefen ved løsningen af de ham påhvilende opgaver. Chefen for forsvarsstaben er stedfortræder for forsvarschefen.

§ 3. Chefen for hæren, chefen for søværnet og chefen for flyvevåbnet har uanset bestemmelsen i § 2, stk. 1, over for forsvarsministeren ansvaret for forvaltningen af personellet inden for deres respektive værn. De har over for forsvarschefen ansvaret for uddannelsen af personel og enheder, og de er forsvarschefens rådgivere i anliggender, der vedrører de enkelte værn. Stk. 2. Værnschefernes beføjelser fastsættes i øvrigt af forsvarsministeren.

§ 4. Forsvarschefen, chefen for forsvarsstaben og cheferne for hæren, søværnet og flyvevåbnet med deres stabe indgår i forsvarskommandoen«.

I forhold til forsvarsloven af 1960 er de væsentligste af de herved stedfundne ændringer, at forsvarschefen får kommandoen over værnene, samt at der oprettes en forsvarskommando omfattende forsvarsstab og værnschefer m.fl.

Tanken om en m ilitæ r enhedsledelses oprettelse er som tidligere antydet ikke af nyere dato, hvilket også fremgår af en mindretalsudtalelse i den af forsvarskommissionen af 1902 afgivne betænkning) ; af denne udtalelse fremgik, at man havde overvejet at stille forslag om at oprette »en for hær og flåde fælles forsvarskommando med tilhørende generalstab for begge værn«. Ideen stødte dog på en sådan modstand, at dens realisering blev opgivet.

Adskillige år senere (i 1938) foretog den kommanderende general og chefen for generalstaben undersøgelser af landets daværende strategiske situation6). I denne sammenhæng blev tanken om oprettelse af en enhedskommando stærkt fremhævet, idet man fandt, at der for de forskellige danske militære styrker kun eksisterede fællesopgaver »under visse forhold vel med en vis selvstændighed hver for sig, men aldrig uden betydningsfuld indbyrdes sammenhæng - oftest i snævrest tænkeligt samvirke«. Søværnskommandoen kunne dog ikke tilslutte sig dette synspunkt. Forslaget om skabelsen af en operativ enhedsledelse blev ikke dengang realiseret, men tanken herom blev efter krigen intenst taget op igen i forsvarskommissionen af 1946, der på grundlag af de fra krigen indvundne erfaringer og støttet af generalkommandoen kom frem til en konklusion, der i hovedtræk var følgende6):

- at enhedsprincippet - bl.a. ud fra ønsket om en forenkling i hele forsvarets administration - skulle lægges til grund for ledelsen af landets samlede »militærvæsen«,

- at der i spidsen for den militære ledelse skulle ansættes en chef med direkte ansvar over for den parlamentariske minister,

- at enhedskommandoen - bestående af forsvarschefen med forsvarsstyrelsen som rådgivende myndighed - skulle gennemføres som led i den militære nyordning og ikke udskydes til kun at skulle etableres under krig, samt

- at der skulle foretages en territorial inddeling af landet i forsvarsmæssig henseende (landsdelene og regionerne).
 
Et mindretal (fra det radikale parti) kunne dog ikke tiltræde visse af disse principper og var især betænkeligt med hensyn til den meget stærke stilling, som forsvarschefen herved ville få. Forslaget om enhedskommandoen, der byggede på såvel administrative som operative betragtninger, var ikke tiltrådt af søværnskommandoen, der for sit vedkommende foretrak en fælles forsvarsledelse efter det britiske »joint chiefs of staff «-princip, og som tillige foreslog oprettet et forsvarets sekretariat som et forbindelsesled mellem en sådan forsvarsledelse og værnsstabene. I dette skulle indgå et fåtal af stabsuddannede officerer af de tre værn. (Uden at nogen forbindelse med forslaget herom kan påvises, blev sekretariatstanken taget op igen og på det nærmeste realiseret i 196613) ).
 
Ifølge kommissionens betænkning skulle forsvarsstaben bistå forsvarschefen i hans arbejde, idet man erkendte, at det under den daværende ordning var en mangel, at der ikke havde været afset personel, samlet i særlige institutioner, til at tage sig navnlig af mobiliserings- og forsvarsforberedelsesarbejder samt koordinering og afstemning af budgetforslag. Ud over at afhjælpe denne mangel mente kommissionen ved oprettelse af en forsvarsstab at kunne få et organ, der ville være i stand til at hellige sig »det særdeles vigtige militære studie- og forskningsarbejde, der er en forudsætning for, at værnenes organisation og metoder til stadighed er på højde med udviklingen, og som kan påtage sig de udredninger af de derhen hørende problemer, som regeringen og rigsdagen måtte ønske foretaget«. (Jf. herved de aktuelle problemer med at tilvejebringe en fyldestgørende vurdering af værnenes styrkemæssig sammensætning m.v.). Forsvarsstaben blev derfor foreslået organiseret således, at den på grundlag af forsvarsministerens direktiv til forsvarschefen om landets forsvar og med forsvarschefens supplerende anvisninger kunne udføre alt grundlæggende stabsarbejde vedrørende forsvaret. Det videre detailarbejde, som de af forsvarsstaben udarbejdede grundlæggende forsvarsplaner gjorde påkrævet, skulle for så vidt angik de operative flåde- og flystyrker udføres af søværnskommandoen henholdsvis flyverkommandoen (sidstnævnte blev oprettet ved forsvarsloven af 1950) og for landsdelenes vedkommende af landsdelskommandoerne. Begrundelsen for forslaget vedrørende landsdelskommandoernes forhold var, at man i spørgsmålet angående forsvarsforberedelser samt i operativ henseende ville forhindre indskydelse af et mellemled (hærchefen) mellem forsvarschefen og landsdelskommandoerne, hvilket led fandtes - i modsat fald — at kunne blive et omsvøb, der ville kunne medføre forsinkelser og derved blive kompromitterende.
 
Forsvarsloven af 1950B) blev formuleret i nøje overensstemmelse med de forannævnte principper. Ud over at krigsministeriet og marineministeriet blev sammenlagt til forsvarsministeriet, blev forsvarschefinstitutionen og forsvarsstaben (tillige med forsvarsstyrelsen) oprettet, og i lovens § 5 var om enhedsledelsen anført følgende:
 
»I fred som i krig har forsvarschefen, der er general eller admiral, og som udtages blandt de tre værns befalingsmænd, under ansvar overfor forsvarsministeren ledelsen af det militære forsvar (her fremhævet). Han er ansvarlig for værnenes uddannelse og brugbarhed til forsvar samt for, at beredskab og forsvarsplaner tilrettelægges i overensstemmelse med de af forsvarsministeren givne direktiver, og skal til stadighed holde forsvarsministeren underrettet om tilstandene indenfor værnene og om arbejdet med forsvarsplaner m.v.«
 
For så vidt angik væmschefeme fik disse den direkte kommando over vedkommende værn, men de havde over for forsvarschefen ansvar for disciplin, uddannelse, beredskab, brugbarhed til forsvar m.v. I personelforhold blev chefen for søværnet, chefen for flyvevåbnet, cheferne for forsvarets korps og institutioner samt hærens våbeninspektører dog direkte underlagt forsvarsministeriet fjf. den i princippet tilsvarende ordning ifølge forsvarsloven af 1969, § 3). Disse ret koncise bestemmelser blev imidlertid ændrede så tidlig t som i 1952, idet forsvarschefens ansvarsområde begrænsedes ved, at bestemmelsen om hans ansvar for ledelsen af det militære forsvar bortfaldt. Værnschefernes ansvar i fredstid over for forsvarschefen blev dog bibeholdt. Ved denne lovrevision8) indførtes i stedet en bestemmelse om, at forsvarsministeren under krigsforhold kunne overdrage forsvarschefen under ansvar over for ministeren at lede militære styrker af alle værn m.fl. Af forsvarsministerens forelæggelsestale9) fremgik dog, at forsvarschefen som en hovedregel skulle fritages for egentlige føringsopgaver i krig. Ved samme revision blev loven affattet således, at hærkommandoen fik ledelsen af det landminitære forsvar.
 
Begrundelsen for disse lovændringer, som var i principiel modstrid med forsvarskommissionen af 1946’s indstilling, var oprettelsen af NATO - kommandosystemet for Europa med chefer for de forskellige områder. Man fandt det herefter naturligt, at koordineringen af de tre værns virksomhed i krigstid ikke skulle udføres »på et snævert nationalt plan«, men burde foregå under CINCNORTH , der skulle føre de tre værns styrker direkte8).
 
På denne måde kom man måske fra dansk side til at tillægge Den nordatlantiske Traktats Organisation større betydning, end selve traktaten kunne give dækning for; den senere udvikling synes i hvert fald at understøtte en sådan antagelse. I denne sammenhæng bør i øvrigt nævnes, at regeringen ved rigsdagsbeslutning af juni 195110) havde fået bemyndigelse til at træffe aftale om, hvilke styrker der i krigstilfælde kunne tildeles SACEUR og SACLANT , en bemyndigelse, som fortsat er gældende. Tanken om en dansk militærenhedsledelse var hermed i nogen grad forladt, den operative begrundelse for en sådan ledelse i krig var svækket, og den administrative motivering, som anført af forsvarskommissionen af 1946, blev tilsyneladende ikke dengang tillag t nogen større betydning. Med forsvarsloven af 19603) blev den oprindelige idé om at give forsvaret en stærk ledelse yderligere svækket, idet lovbestemmelsen om forsvarschefens ansvar for værnenes uddannelse og brugbarhed til forsvar samt værnschefernes ansvar over for forsvarschefen for disciplin, uddannelse, brugbarhed til forsvar m.v. nu også bortfaldt. Værnscheferne blev i alle andre forhold, end hvad angik forsvarsberedskab (der ifølge bemærkningerne til lovforslaget11) ganske vist også omfattede værnenes uddannelse og brugbarlied), samt forsvarsplanlægning (og den militæ re sikkerhedstjeneste), gjort direkte ansvarlige over for forsvarsministeren.
 
Forsvarschefens lovbestemte funktion kom herefter til at omfatte:
 
- en rådgivende virksomhed over for ministeren,
- ansvaret for det samlede militære forsvarsberedskab og for, at dette og forsvarsplaner blev tilrettelagt i overensstemmelse med de af forsvarsministeren givne eller godkendte direktiver, samt at de militære sikkerhedsstemmelser blev overholdt,
- underretning af ministeren om tilstanden inden for værnene m.v.,
- overtagelse af den øverste operative ledelse af styrker af alle værn m.fl. under ansvar over for ministeren, såfremt særlige forhold måtte gøre en sådan overtagelse ønskelig, - repræsentation af forsvaret i internationale forsamlinger m.v. samt
- formandskabet i forsvarsstyrelsen.

Til at bistå forsvarschefen ved løsningen af disse opgaver bibeholdtes forsvarsstaben. Når ansvaret for det samlede militære forsvarsberedskab fortsat blev pålagt forsvarschefen, skulle dette ifølge bemærkningerne til lovforslaget i øvrigt forstås således, at han var ansvarlig for det samlede militære forsvars operative effektivitet og anvendelighed, idet hovedlinierne skulle koordineres i forsvarsstyrelsen.

Medens der i henhold til den tidligere, i 1952 reviderede forsvarslovs § 5 kunne ske en overdragelse til forsvarschefen af den operative ledelse af de militæ re styrker under krigsforhold, blev der i forsvarsloven af 1960, § 3, således åbnet mulighed for, at en overdragelse kunne finde sted, også før krigstilstand indtrådte. Begrundelsen for denne ændring var, at NATO - kommandosystemet i henhold til førnævnte rigsdagsbeslutning af juni 1951 først kunne træde i funktion i krigstilfæ lde (Folketinget kan dog ifølge grundloven med 5/6 flertal træffe beslutning om overdragelse af den operative ledelse på et tidligere tidspunkt), og at der derfor meget vel kunne være behov for etablering af en øverste operativ enhedsledelse på nationalt plan i overgangsperioden fra fred til krig for at koordinere de nødvendige foranstaltninger11).

Spørgsmålet om forsvarets øverste ledelse indtog i øvrigt ingen fremtrædende plads under Folketingets behandling af forsvarsloven af 1960. I det nedsatte folketingsudvalgs betænkning12) vedrørende lovforslaget hed det dog herom:

»Det er i øvrigt flertallets opfattelse — og heri har forsvarsministeren erklæret sig enig - at der bør søges gennemført en forenkling af det samlede forsvars og enkelte værns kommandostruktur med det formål først og fremmest at sikre en enkel og samtidig effektiv ledelse af styrkerne såvel i fredstid som under en eventuel krigssituation«. I bemærkningerne til lovforslaget11) var endvidere nævnt, at det var hensigten i en forestående overgangsperiode at gennemføre dybtgående undersøgelser med henblik på rationaliseringer og besparelser, i hvilken forbindelse bl.a. blev nævnt en gennemgang af forsvarets administration og kommandoorganisation (stabe m.v.). Nævnte undersøgelser er dog h id til kun blevet gennemført i en ret begrænset udstrækning og »dybde«.

Forsvarsstyrelse, forsvarsråd »§ 5. Forsvarsministeren har til sin bistand et forsvarsråd, som består af forsvarschefen, chefen for forsvarsstaben, chefen for forsvarets operative styrker, chefen for hæren, chefen for søværnet og chefen for flyvevåbnet«.
 
Ovennævnte bestemmelse indebærer, at forsvarsstyrelsen afskaffes. Denne styrelse blev som allerede nævnt oprettet ved forsvarsloven af 1950 på grundlag af forsvarskommissionen af 1946’s betænkning. (Inden kommissionsbetænkningens fremkomst var dog allerede midlertidigt blevet oprettet, hvad man dengang benævnte en forsvarsstab bestående af chefen for generalkommandoen, chefen for søværnskommandoen og chefen for hærens og søværnets flyveledelse med ældste officer som leder af arbejdet). Ifølge forsvarsloven af 1950 oprettedes styrelsen til bistand for forsvarsministeren til varetagelse af de militære opgaver; den blev ledet af forsvarschefen og bestod i øvrigt af værnscheferne og chefen for forsvarsstaben. I styrelsen skulle man ifølge loven »drøfte« hovedlinierne i forsvarets opbygning særlig for så vidt angik samarbejdet mellem de tre værn, disses organisation m.v.
 
Ved forsvarsloven af 1960 bibeholdtes forsvarsstyrelsens oprindelige sammensætning; men bestemmelsen om, at styrelsen skulle bistå ministeren, bortfaldt, og styrelsen blev herefter som følge af de i loven pålagte opgaver et rent koordinerende organ (» ...drøfte og samordne hovedlinierne ....« )3 ).
 
Som det fremgår af den nye lovparagraf, går man nu delvis tilbage til ordningen fra 1950, idet styrelsen, der suppleres med chefen for forsvarets operative styrker, omskabes til et rådgivende organ, forsvarsrådet, til bistand for ministeren; den koordinerende rolle er dermed i hvert fald lovmæssigt bortfaldet. I udvalgsbetænkingen2) har et flertal dog udtalt følgende: »Flertallet finder, at der til bistand for forsvarsministeren bør oprettes et forsvarsråd til afløsning af forsvarsstyrelsen. I forsvarsrådet skal drøftes hovedlinierne i forsvarets opbygning og virksomhed, herunder samarbejdet mellem værnene, disses organisation, uddannelse og beredskab, forsvarsplaner, mobilisering, militær forskning, planlægning af større samlede øvelser, fordeling af værnepligtsstyrken og af bevillinger til værnene samt i øvrigt spørgsmål af større rækkevidde og principiel betydning for det samlede militære forsvar«.
 
Dette synes at indicere, at visse af forsvarsstyrelsens opgaver som fastsat i forsvarsloven af 1960 fremtidigt ønskes løst i forsvarsrådet; dog er der ikke længere nævnt noget om samordning som følge af de nye kommandoforhold. Disse skiftende roller for forsvarsstyrelsen skal naturligvis ses i lyset af de forsvarschefen til enhver tid tillagte beføjelser. Tillægges forsvarschefen en stærk autoritet, bliver forsvarsstyrelsens/forsvarsrådets rolle tilsvarende svækket — og vice versa.
 
Chefen for forsvarets operative styrker
Ȥ 2...
Stk. 3. Forsvarschefen kan efter bemyndigelse fra forsvarsministeren overdrage den operative ledelse til chefen for forsvarets operative styrker«
Som et led i de i 1965-67 iværksatte ændringer af forsvarets struktur m.v. inden for rammerne af forsvarsloven af 1960 blev i september 1967 institutioneret chefen for forsvarets operative styrker, som med ansvar over for forsvarschefen skulle udøve den øverste operative ledelse af forsvarets styrker i en beredskabs- eller krigssituation, endnu inden NATO - kommandosystemet var trådt i kraft. Nævnte stilling skulle beklædes af den danske officer, der var chi
ef for enhedskommandoen for den sydlige del af NATO’s nordregion (COMBALTAP )1, 2).
 
Myndighedens oprettelse, som nu er bekræftet i forsvarsloven, skete ifølge daværende forsvarsminister Victor Gram13) ud fra det synspunkt, at NATO’s strategi hid til havde været baseret på, at ethvert angreb på et af alliancens lande omgående ville udløse det fælles forsvar, og at NATO’s kommandosystem hermed straks ville være i funktion; men det kunne  imidlertid nu ikke udelukkes, at der ved et eventuelt angreb på Danmark ville opstå en fase, i hvilken danske styrker måtte operere under en samlet dansk operativ ledelse, ind til NATO-systemet blev sat i funktion. Efter al sandsynlighed ville det, hvis situationen overhovedet opstod, dog kun dreje sig om en meget kort fase. Ud fra såvel personelmæssige som økonomiske betragtninger ville det (fortsat ifølge Victor Gram) være hensigtsmæssigt, om forsvarschefens operative ansvar i en given situation blev udøvet gennem chefen for NATO-styrkerne i den sydlige del af NATO’s nordregion.
 
Fra efteråret 1967 blev der i overensstemmelse hermed stillet enkelte officerer og hjælpere til rådighed for chefen for forsvarets operative styrker, hvilket personel indgik i en national planlægningsgruppe. Omhandlede nye lovbestemmelse indebærer formentlig, at forsvarschefen, der også i fredstid vil få den operative ledelse (inkluderet i begrebet kommando) af de militære styrker, vil blive henvist til under ekstraordinære forhold at delegere den operative ledelse til chefen for forsvarets operative styrker efter forsvarsministerens bestemmelse. Umiddelbart kunne det forekomme, som om den politiske ledelse hermed yderligere har sikret sig sin i øvrigt fra alle sider helt ubestridte autoritet over forsvaret, og at forsvarschefen således ikke ved den nye lov får nogen usædvanlig stærk stilling i operativ henseende, jf. den fra radikal side udtrykte betænkelighed i kommissionsbetænkningen af 1950; men i betragtning af, at forsvarschefen formentlig vil blive i stand til at udøve den operative ledelse af styrkerne allerede i fredstid, kan et sådan synspunkt næppe være rigtigt.
 
Institutioneringen af chefen for forsvarets operative styrker må i øvrigt ses som et led i udviklingen siden 1952 henimod etablering af en koordineret ledelse af militære operationer i nationalt regie.
 
NATO-enhedskommandoen
 
Selv om enhedskommandoen for den sydlige del af NATO’s nordregion falder uden for forsvarslovens rammer, spiller den dog en så afgørende rolle i forbindelse med det danske forsvars operative struktur, at en kort omtale af kommandoen findes berettiget.

Tanken om denne kommandos oprettelse går tilbage til 1956, på hvilket tidspunkt Den tyske Forbundsrepublik var blevet optaget i NATO (i 1955). Ud fra ønsket om en integration af de danske og tyske flådestyrker i Østersøen forelagde den øverstkommanderende for de fælles forsvarsstyrker i Europa indledningsvis den danske regering et forslag om oprettelse af en allieret flådekommando for området14). Efterhånden blev samtlige styrker i Danmark og Slesvig-Holsten imidlertid omfattet af integrationsplanerne, og i januar 1961 fremsendte SACEUR efter forudgående forhandlinger officielt et forslag herom, hvilket blev accepteret af den danske regering, og enhedskommandoen blev oprettet.

Strukturen af den øverste nationale kommandoorganisation, som denne var fastsat i forsvarsloven af 1960, blev ikke berørt så meget i denne forbindelse, at en lovændring var nødvendig; men oprettelsen af enhedskommandoen fik dog senere indflydelse på den nationale operative organisation (CH/FOS). Såvel forsvarschefen og forsvarsstaben som værnsstabene blev og er fremdeles holdt uden for det allierede kommandosystem.

Enhedsværnstanken

Som sidste led i denne redegørelse for de forsvarsordninger og dermed forbundne overvejelser m.v., som er gået forud for den i juni vedtagne lov om forsvarets organisation, skal nævnes tanken om et enhedsværn, som utvivlsomt har haft en katalyserende virkning for nyordningens tilblivelse.

Ved Folketingets åbning i oktober 1967 udtalte daværende statsminister J. O. Krag15), at det var regeringens hensigt at nedsætte et udvalg med den opgave at belyse mulighederne for en samling af de militære værn til et enhedsværn, hvilket skulle ske i fortsættelse af den iværksatte rationalisering af forsvaret. Form ålet med undersøgelsen skulle være at søge opnået en yderligere forenkling af forsvarets organisation og virksomhed og dermed den bedst mulige udnyttelse af forsvarets ressourcer. I den af daværende forsvarsminister Victor Gram forfattede pjece om forsvaret under tilpasning13) blev enhedsværnstanken ligeledes nævnt, idet det dog anførtes, at før spørgsmålet om et enhedsværn kunne tages op til aktuel overvejelse, måtte væsentlige forudsætninger være tilvejebragte. Den på dette tidspunkt igangværende reorganisering af forsvaret tog imidlertid - fortsat ifølge Victor Gram - sigte på at udforme forsvarsministeriet, forsvarsstaben, væmskommandoerne og disses støtte- og forsyningsorganer til enheder, der kunne være et m uligt grundlag for en videregående centralisering og forenkling i forsvarssystemet.

Den nævnte udviklingsproces henimod et enhedsværn var vel dog for de fleste noget diffus på baggrund af de samtidig iværksatte foranstaltninger, der i hovedsagen gik ud på at begrænse forsvarsstabens opgaver til sekretariatsfunktioner, idet værnskommandoerne i højere grad end h id til skulle placeres »som selvstændige forvaltningsorganer med vidtgående administrative beføjelser«13). Bemærkes bør det dog i denne forbindelse, at det i 1965 uden om Folketinget nedsatte politiske forsvarsudvalg, i hvilket de fire såkaldte gamle partier var repræsenterede, havde tiltrådt disse foranstaltninger.

Nogen klar definition af, hvad man forstår ved et enhedsværn, er ikke hidtil fremsat, hvilket naturligvis har medført en beklagelig uklarhed i debatten; men i store træk tænkte man sig vel en ordning, efter hvilken værnsbegrebet fuldstændigt blev afskaffet, uden at der dog skulle indføres en ordning som den canadiske. I løbet af indeværende år synes enhedsvæmstanken dog at have tabt i kraft også inden for Socialdemokratiet, idet man nu også fra dette partis side2) anvender det af den nuværende forsvarsminister introducerede udtryk »fællesvæm«, hvormed efter det foreliggende1) 2) menes en samling af fællesvæmsopgaver i en øverste forsvarsledelse under bibeholdelse af værnenes identitet.

Afsluttende bemærkninger

Vedtagelsen af forsvarsloven af 18. juni 1969 vil ganske vist indebære en meget omfattende organisatorisk ændring inden for forsvarets øverste ledelse, men denne ændring er set på baggrund af den hidtidige udvikling i dette århundrede ikke så revolutionerende, som den umiddelbart forekommer at være; thi tendensen i dansk forsvarslovgivning har i det store og hele været positiv i henseende til en integration af ledelsen. Undertiden har det dog fra politisk side skortet på kontinuitet, og fremsynede forslag og ideer er blevet negligerede, hvilket bl.a. har medført, at udviklingslinien på det hjemlige forsvarsorganisatoriske område i tiden efter 2. verdenskrig med rette kan opfattes som værende i det væsentlige identisk med en cyklus, jf. herved lighederne mellem forsvarsloven af 27. maj 1950 og forsvarsloven af 18. juni 1969.

Af den stedfundne udvikling synes således at kunne uddrages den erfaring, at afgørende beslutninger vedrørende vor forsvarsledelses organisation ikke bør træffes alene under indtryk af de for øjeblikket mest aktuelle forhold, men også ud fra kendskabet — og dermed under hensyntagen - til tidligere satte mål og forslag samt - og navnlig - på grundlag af en langsigtet og kontinuerlig, men smidig udviklingsplanlægning for den øverste forsvarsledelses opgaver og struktur.

Til fremme heraf ville et af Folketinget nedsat permanent forsvarsudvalg, hvis medlemmer i stort omfang må forventes at kunne være de samme gennem årtier, utvivlsomt kune yde et meget betydeligt bidrag.

G. K. Kristensen

PDF med original udgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon den_historiske_baggrund_for_forsvarets_nye_ledelsesstruktur1969.pdf

Henvisninger:

1) Lov nr. 334 af 18. juni 1969 om forsvarets organisation m.v. samt lov forslaget fremsat i Folketinget den 13. november 1968 med det til forslaget hørende bemærkninger. (Kundgørelse for Forsvaret nr. B. 13-1969 henholdsvis Tillæg At il Folketingstidende, folketingsåret 1968-69, spalte 1529-1540).

2) Betænkning over forslag til lov om forsvarets organisation m.v. afgivet af folketingsudvalget den 28. maj 1969. (Tillæg B til Folketingstidende, folketing så ret 1968-69).

3) Lov nr. 137 af 31. marts 1960 om forsvarets organisation m .v. (Kundgørelse for Forsvaret nr. B. 8-1960).

4) Kundgørelse for Hæren nr. 3 og 37 af 14. januar henholdsvis 9. september 1905.

5) Lov nr. 242 af 27. maj 1950 om forsvarets ordning (centralstyrelsen, den kommando mæssige organisation m .v.). ( Lovtidende A 1950 nr. 30, side 477).

6) 1. betænkning afgivet af »Kommissionen til undersøgelse og overvejelse af forsvarets fremtidige ordning« til regering og rigsdag, den 15. april 1950.

7) Betænkning afgivet af » Forsvarskommissionen af 1902« til regering og rigsdag, den 10. juli 1908.

8) Lov nr. 114 af 31. marts 1952 om ændring er i og tilføjelser til lov nr. 242 af 27. maj 1950 om forsvarets  ordning (centralstyrelsen, den kommandomæssige organisation m .v.) samt lov forslaget fremsat i Folketinget den 15. januar 1952 med de til forslaget hørende bemærkninger. (Lovtidende A 1952 nr. 13, side 253, henholdsvis Tillæg A til Rigsdags tidende, 1951-52, spalte 3577-3584).

9) Rigsdagstidende, forhandlinger i Folketinget, 1951-52, spalte 1884-1886 (55. møde, den 15. januar 1952).

10) Dansk Sikkerhedspolitik 1948-66, I, Fremstilling,  kapitel VII, udgivet af Udenrigsministeriet i 1968.

11) Forslag til lov om forsvarets organisation m.v. fremsat i Folketinget den 7. oktober 1959 med de til forslaget  hørende bemærkninger (Tillæg A til Folketings tidende, folke tings året 1959-60, spalte 1-32).

12) Betænkning over forslag til lov om forsvarets organisation m.v. afgivet af folketingsudvalget den 24. februar 1960. (Tillæg B til Folketings tidende, folketingsåret 1959-60, spalte 431-468).

13) Forsvarsminister Victor Gram, Danmarks forsvar under tilpasning. Udgivet af Socialdemokratiet (i efteråret 1967).

14) Dansk Sikkerhedspolitik 1948-1966, I , Fremstilling, kapitel IX , samt - I I , Bilag (nr. 145), udgivet af Udenrigsministeriet i 1968.

15) Folketingstidende, forhandlingerne i folketings året 1967-68, spalte 6 (1. møde, den 3. oktober 1967).

 

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.