Den gode krig

Anmeldt af Kjeld Galster

”Den gode krig” af Mikkel Vedby Rasmussen. Undertitlen er ”Danmark i Afghanistan 2006 – 2010”. Udgivet af Gyldendal den 15. marts 2011. ISBN 978-87-02-10115-7. 149 sider. Pris kr. 249 (vejledende).

Foto: Saxo.com

Mikkel Vedby Rasmussen følger i denne bog op på de seneste års populære beskrivelser af dansk krigsindsats i internationale missioner. I Information, weekenden 19.-20. marts beskrives Vedby Rasmussen som Danmarks eneste ’krigsprofessor’. I Den Gode Krig? er han ikke kun den samfundsvidenskabelige analytiker, der dissekerer det militære instruments rolle i og nytte for samfundet, men nok så meget en samtidsiagttager af de officerer og soldater, hvis hverdag bogen er helliget.

Klassisk krigslitteratur er mange ting, og som oftest rummer den beskrivelser af militære kampagner og politikeres og feltherrers mere eller mindre vellykkede håndtering af disse. De seneste års udgivelser i Danmark har dog i højere grad været præget af journalistiske forsøg på at stille den enkelte krigsdeltager i centrum – ikke sjældent i forsøg på at henvende sig til læsernes følelser – og Den Gode Krig? som behandler Danmarks deltagelse i koalitionskrigen i Afghanistan, er ingen undtagelse fra denne tendens.

Bogen er inddelt i fem kapitler, hvoraf det første er en introduktion og det sidste er konkluderende.

1.       Kapitel 1, Introduktion

Efter introduktionen i den Herman Bang’ske impressionistiske stil, som i disse år synes at være den foretrukne udtryksform blandt journalister, kommer forfatteren på side 10 frem til sit tema: ”var det det rigtige valg at sende soldater til Helmand”? Selvom det er det femte og sidste kapitel, der indeholder resultaterne af bogens analyse, drages der også konklusioner løbende, som f.eks. når Rasmussen medinddrager læseren i den kreds, der ”alle vidste, at der var for få soldater …” Introduktionen byder på en række unøjagtigheder på såvel de politiske som de militære niveauer. F. eks. anføres på side 12, at den danske regering havde valgt at sende soldater til Afghanistan, en påstand der ikke holder for nærmere prøvelse, idet det var et folketingsflertal, der (jf. Folketingsbeslutning B-64 af 2. februar 2006, som Rasmussen omtaler på p. 23) traf denne beslutning. På samme side hævdes, at Carl von Clausewitz i 1832 skrev, at krige er politikkens fortsættelse med andre midler. Dette er ligeledes en påstand, der vanskeligt lader sig dokumentere, idet Clausewitz døde året forinden – at bogen, hvori han skrev det, udkom i 1832 ville have været en mere præcis formulering. Forfatteren angiver at ville granske de overvejelser, som officerer og embedsmænd i København gør sig m.h.t. krigens førelse, idet de abstrakte politiske mål skal omsættes til konkrete mål for soldaterne i Helmand. Denne proces skulle så definere den danske indsats’ natur. Rasmussen vender sig imod den gængse kategorisering af krigen i Afghanistan som ’krig mod terror’. Han deler i stedet op i ’krigen mod terror’ fra 2001 og nogle år frem på den ene side, og krigen fra 2005 for god regeringsførelse, for værdier og for solidaritet med vore allierede på den anden.

2.       Kapitel 2, Kampføling

Kapitlet beskriver en række kampsituationer, startende i juli 2006. Det forsøges her at give en forklaring på den militære terminologi ved f.eks. at definere begrebet ’kampføling’. Imidlertid glipper forfatterens greb om de militære termer allerede på første side, idet han omtaler en fører – en kompagnichef – som soldaternes ’leder’. Nogle køretøjer betegnes som ’pansrede Eagler’, men den ikke-militære læser lades i stikken m.h.t. dette køretøjs art og funktion. Det samme gælder på side 52 køretøjet Viking, der beskrives som et kampkøretøj, hvad det ikke er. Det er, som det vil være militære læsere bekendt, Royal Marines’ let-bevæbnede, let-pansrede bæltedrevne transportkøretøj – produceret af svenske Hägglunds. Som læser savner man i flere tilfælde en grundigere forklaring af de fænomener, som forfatteren ønsker at præsentere. F. eks. oplyses det, at den danske styrke indgår i en britisk Task Force Helmand, der skal understøtte et Provincial Reconstruction Team, men hvad disse begreber i øvrigt dækker, forbliver en hemmelighed. Det fastslås, at krigen i Afghanistan var god, fordi Irak-krigen var dårlig (p. 22), en påstand som savner solidt belæg. Herefter flytter Vedby Rasmussen sit fokus til det, der vel i højere grad end det militære, er hans faglige domæne: politikken. Således springes der på siderne 23-26 tilbage til debatterne forud for Folketingets vedtagelse af B-64, og der gives en vurdering af daværende forsvarschef Jesper Helsøs virke for og syn på indsatsen. I den sammenhæng hævdes på side 27, at forsvaret dengang var under omstilling fra koldkrigsopgaverne til sin ny raison d’être som instrument for den aktivistiske udenrigspolitik og i den forbindelse ’fik usædvanligt frie hænder af politikerne’ – et udsagn en del officerer nok vil have vanskeligheder med at genkende. På p. 28 fortælles, at forsvaret omstilledes fra uddannelsesinstitution til ’værktøjskasse’, en omstilling som endnu ikke var tilendebragt under koalitionsdeltagelsen med briterne i Iraks Basra-region, men som kom til sin fulde ret i Afghanistans Helmand-provins. Helsø citeres for, at briterne var det rette valg af partner, fordi amerikanerne var for teknisk avancerede og deres operationer for kontroversielle, ligesom samarbejde med tyskere eller svenskere udelukkedes som værende for uambitiøst i militær forstand. Dette kædes på p. 30 sammen med daværende statsminister Anders Fogh-Rasmussens erklærede hensigt om, at Danmark skulle bidrage til forsvaret af vestlige værdier. Helsøs overvejelser gik på – ved hjælp af såvel den danske styrkes størrelse som af danske officerers placering i britiske stabe i UK og i Helmand – at skaffe den en sådan status, at den ville blive tildelt reelle opgaver på niveau med tilsvarende britiske enheder. Fra side 32 beskrives problemerne med manglende relevant materiel til den forberedende uddannelse af styrkerne i Danmark. Forklaringen ser forfatteren bl.a. i prioriteringsproblemer mellem to samtidige missioner.  Herefter forlader han de politiske anliggender og går over til at beskrive en dansk eskadrons indsats i Musa Qala (p. 38). Indrykning og exit beskrives, mens kampene under det en måned lange ophold, dets konsekvenser og de eksakte årsager til tilbagetrækningen ikke behandles. I det følgende afsnit skifter fokus igen til de politiske forhold i København, hvor det oplyses, at Dansk Folkeparti plæderer for flere soldater til Helmand, mens Socialdemokratiet repræsenteret ved Mogens Lykketoft stiller sig skeptisk over for hele indsatsen.

3.       Kapitel 3, Fletten

Også i dette kapitel forsøges en beskrivelse af militær terminologi denne gang med begrebet FLET (Forward Line Enemy Troops), der forklares som et led i den militære ’jargon’ – fagterminologi ville nok have været en mere præcis betegnelse. Igen indledes med en impressionistisk beskrivelse – man springer ind midt i handlingen. På p. 60 svinger forfatteren sig op til Ernst Jüngerske retoriske højder med formuleringen ’en regn af stål . . .’ Det forklares, hvorledes den i efteråret 2007 ny britiske lead formation, 12 Mechanised Brigade, anlagde et anderledes operationsmønster (blækklat-metoden) end det hidtil praktiserede. Denne fremgangsmåde betegner forfatteren som dens strategi, hvilket er terminologisk uheldigt, da strategien ikke fastlagdes på dette niveau. På p. 63 bringes den danske styrkes ønske om kampvogne ind i billedet. Styrkens daværende chef, oberst Kim Kristensens bestræbelser på at skubbe FLET mod nord beskrives forholdsvis indgående. Beskrivelserne er dog springende og abrupte som f.eks.: ”15. oktober rykkede danskerne ind i den grønne zone, og major Anders Storrud blev dræbt af en mortergranat.” I de følgende afsnit springes til ændringer af forsvarspolitikken, og bl.a. exit-strategier bliver berørt, ligesom der stilles spørgsmål om, hvorvidt mål og tidsfrister skal fastlægges lokalt af de ansvarshavende militære chefer eller på politisk-strategisk niveau i København. Også vægtningen mellem bistand og militær indsats sættes her ind i sin politiske ramme. Et afsnit befatter sig med den civile genopbygning og den efter forfatterens udsagn utilstrækkelige bemanding med civile rådgivere, og den danske underbemanding modstilles her den britiske fordobling af den civile indsats i samme periode.

4.       Kapitel 4, Mens vi venter på den afghanske hær

Kapitlet fokuserer på afghanske sikkerhedsstyrkers muligheder for og vilje til at overtage ansvaret for sikkerheden i landet og på den omstændighed, at Taliban i 2009 var blevet en stedse hårdere nød at knække. Det anføres, at der i perioden frem til december 2010 dræbtes 39 danske soldater. Kapitlet retter herefter blikket mod fremstillingen i film og presse af konflikten og den centrale position, disse medier anbringer den enkelte soldat i (p. 99) frem for selve missionen, som mange måske kunne have en forventning om at finde netop i centrum af disse skildringer. På p. 104 ff. inddrages den politiske debat i USA om betimeligheden af fortsat engagement i Afghanistan og den efterfølgende indsættelse af 4.000 marineinfanterister i Helmand m.h.p. at skabe resultater under inddragelse af afghanske sikkerhedsstyrker – et mål som ikke nåedes. I et særskilt afsnit fremføres sideløbende tanker, som hhv. oberst Lars Møller og general Stanley McChrystal gjorde sig over behovene for styrker i Afghanistan, tillige med sidstnævntes erkendelse af nødvendigheden af en befolknings-centrisk tilgang til opgaveløsningen. Kapitlet slutter med en række vurderinger af danske overdragelses- og exit-strategier.

5.       Kapitel 5, Den gode krig?

Kapitlet springer tilbage til begyndelsen, og forfatteren kommer nu frem til, at krigen har været en god krig for beslutningstagere i København, men ikke for officererne i Helmand. Et afsnit om sejr og nederlag i krig og den historie, der efterfølgende skrives om disse udfald, rummer en række problematiske påstande (’historien om sejr er ofte den samme’, ’de nederlag og fejl, som findes på vejen mod [målet] blegner i sejrens lys’, ’på samme måde har . . . sovjetiske soldater i Afghanistan fundet en mening og en god krig . . . ’). Herefter profeteres, at Afghanistan vil blive et nederlag for NATO, men at ’generalerne har haft en god krig’. Vedby Rasmussen betegner i denne sammenhæng krigen som en udfordring, som forsvaret havde stillet sig selv og derfor burde have været bedre forberedt på at tage op (p.127-8). Det anføres p. 128, at generalerne var sig bevidst, at man ikke magtede genopbygningsopgaven, som var forudsætningen for en vellykket indsats, men at man overlod det til stats- og udenrigsministerierne at håndtere den side af sagen. Også politikerne påstås at have haft en god krig – nemlig om frontlinjen i værdikampen. ’Krigen har været et mål i sig selv for en regering, som ønskede at demonstrere, at Danmark ville kæmpe den vestlige verdens kamp’. Kapitlet indeholder konkluderende overvejelser af samfundets holdning til krigen. Der peges her på den farefyldte hverdag og den betragtelige loyalitet, der kendetegner langt hovedparten af de indsatte soldater og på regeringens alt for åbenlyst manglende lyst til at føre en offentlig debat om krigen, indtil det tidspunkt, hvor der er politisk opportune resultater at fortælle om. Der tales også her om de pinlige beretninger om enkelte soldaters excesser, som der nødvendigvis må gøres op med, men som forfatteren beklager, at man i al for vidt omfang lader skygge for de bevisligt fine og vellykkede aktioner, som flertallet af de kæmpende har gennemført med tilbageholdenhed, god dømmekraft og gode resultater og med en overhængende fare for deres egne liv.

 

Af diverse skønhedsfejl skal bemærkes, at det næppe er korrekt, at en ’gunner’ … ’affyrede et maskingevær’ (det er skud, man affyrer). Side 47 omtales NATO’s militære chef. NATO har som bekendt ikke en sådan – den pågældende var derimod Supreme Allied Commander Europe (SACEUR) fra 2003 til 2006. På pp. 50-51 anvendes begreberne 3 Commando Brigade og 3 Commando parallelt. Dette er en misforståelse, idet brigaden består af tre Commandos [bataljoner] (40., 42. og 45.,  men ikke 3.)

Denne bog er et debatindlæg – ikke et videnskabeligt værk. Der er ingen fodnoter og ingen bibliografi. Til gengæld er der indlagt enkelte henvisninger i selve teksten og bagest i bogen er der givet en kapitelvis oversigt over referencerne. Begge disse fremgangsmåder er med til at gøre bogen tung at skaffe sig overblik i og mindre egnet til opslag og sammenligning med andre analyser af området.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_140.aargang_nr.2_2011.pdf

Del: