Den franske videregående militære uddannelse

Nærværende artikel er - med enkelte ændringer - manuskriptet til det foredrag, major P. K. Borrits, Hærstaben, holdt i Det krigsvidenskabelige Selskab mandag den 4. november 1968 om sit ophold på Ecole Supérieure de Guerre i Paris.

Indledning

Fransk videregående militær uddannelse, docerede taktiske doktriner og en strategisk fransk koncept kunne næsten lyde som en fransk menu med sin forret, sin hovedret og sin dessert. Desværre mangler vinen, og hors d’oevren er ganske let og hermed allerede serveret. At denne lethed, som er et kendetegn for den omfangsrige franske menu, kan videreføres til det efterfølgende, kan jeg desværre langtfra love, og der står da tilbage for mig at ønske læseren »unbon appetit« i den efterfølgende tredelte orientering.

1. Fransk videregående militær uddannelse

»Nøglen til fremtiden er permanent uddannelse. Det land, som vil komme til at præge et kommende årtusinde, er det, der frit fraskriver sig tidligere tiders undervisningssystem, og som vil betragte den epoke, hvori man foregav at kunne lære alt, før man giftede sig, eller før man blev soldat, som en epoke lige så tilbagestående som stenalderen.« Dette er et citat af en nulevende fransk videnskabsmand, og hermed indledes en rapport fra en kommission bestående af elever fra ESG og repræsentanter fra Conseil National du Patronat Français, vel nærmest at sammenligne med vor hjemlige arbejdsgiverforening. Kommissionen behandlede fælles-problemer i forbindelse med den videregående uddannelse af karrierepersonel. Jeg skal ikke komme nærmere ind på denne rapport, men blot her fremhæve, hvorledes man fra den civile, franske side erkender, at forsvaret tidlig t så behovet for den fortsatte uddannelse, og i konsekvens heraf opbyggede en videregående uddannelse, hvis systematik man anerkender. Samme systematik vil formentlig finde anvendelse i de bestræbelser på videre uddannelse, der nu er sat i gang på civil side, og som i høj grad trænger til bedre koordination. Systematikken i den franske videregående uddannelse af officerer er for så vidt enkel. Den tager sit udgangspunkt i, at uddannelsen bør være progressiv og tilpasset en karrieres forskellige faser. Uddannelsen kan herved inddeles i etaper, og til hver etape svarer en målsætning for den perfektionering, man tilstræber givet officerseleven. Den operationelle uddannelse betragtes som primær og bør derfor betragtes nærmere. Målsætning for den operationelle uddannelse kan teoretisk todeles for hver etape. Man sigter således i hver etape dels mod, at officeren, eller vi kan også sige eleven, v il kunne diskutere, konkludere og lægge op til afgørelse (hvis han da ikke selv kan (afgøre), i ethvert operationelt problem in d til et nærmere fastsat niveau (franskmændene udtrykker dette kort ved »faire la synthèse«), dels at eleven forstår behovet for samarbejde på et andet og højere niveau og har nogen forudsætning for at kunne deltage i et sådant samarbejde. Man har valgt tre uddannelsesetaper, som det fremgår af dette skema: 1. etape, 2. etape og 3. etape.

Disse uddannelsesetapers sammenhæng med officerskarrieren fremgår af midterste kolonne, og endelig angiver sidste kolonne det niveau, på hvilket eleven bør kunne anstille en syntese, og det niveau, på hvilket han skal have erhvervet samarbejdsforståelse og en vis samarbejdskunnen. Det er dette skema, som forholdsvis let kan gøre »civilt« ved at oversætte etaperne eksempelvis således: I første etape tilstræbes at perfektionere den civile indenfor sit speciale i virksomheden og at vurdere hans fremtidsmuligheder bl. a. ved at begynde at indføre ham i samarbejdet med andre funktioner indenfor samme virksomhed. I anden etape placeres den egentlige lederuddannelse, idet sigtet her er at gøre den civile elev egnet til at koordinere forskellige funktioner og på bredere basis placere den heraf besluttede aktion i virksomhedens almene økonomiske ramme. Tredie etape skal især sigte mod at kunne tilvejebringe beslutningsgrundlag for en langtidsplanlægning i en virksomhed i helhed set i relation til virksomhedens placering i international konkurrence m. v. Hvorledes er nu denne principielle systematik og målsætning omsat i praksis?

Skema 2 vil give et indtryk heraf. Første-etape-uddannelsen starter på den grundliggende officersskole. Der er to muligheder for at blive linieofficer, enten via St. Cyr eller de tilsvarende skoler for flyvevåbnet og marinen umiddelbart efter en studentereksamen, eller via Ecole Interarmes, som optager underofficerer, der har gennemgået en særlig forberedelsesskole. Efter det almene fælles grundlag af normalt 2 års varighed vælges speciale, og specialuddannelsen af ca. 1 års varighed gives på særlige specialskoler (les Ecoles d’Application). Det skal bemærkes, at kandidaterne konkurrerer om optagelse på grundskolerne ved særlige optagelsesprøver, - et almindeligt fænomen ved alle former for videregående uddannelse i Frankrig uden for universiteterne. Gennem geledtjeneste og særkurser opøves officeren herefter i sit speciale og modtager herunder også samarbejdsbelæring om »nabospecialiteter«. Evt. udvælges han til at gennemgå Ecole d’Etat Major, et kursus i stabstjeneste på brigadetrin af ca. 6 måneders varighed, der sigter mod at gøre eleven bekendt med arbejdsprocedurer i brigadestabens forskellige sektioner (de såkaldte bureauer) og med redaktion af de forskellige stabspapirer, som normalt udfærdiges i en operativ stab.

Efter yderligere forskellig tjenstgørende kan officeren nu anmode om (eller vil nok normalt få en opfordring fra sin region herom) at måtte blive optaget som aspirant til anden-etape-uddannelsen på ESG. Den militære region afgør en sådan anmodning. Har han fået tilladelsen, begynder han sideløbende med sin tjeneste, og hjulpet af tilsendte lektioner og særligt udpegede, allerede uddannede officerer i regionen at forberede sig til en optagelsesprøve. Forberedelsen varer normalt 2 år. 2 år, hvor man på hverdags-aftener altid ved, hvad man skal lave. Konkurrencen er hård. Kun én af hver seks kan regne med at komme igennem optagelsesprøverne, som eksempelvis på hærsiden omfatter én uges skriftlige prøver, der afholdes om efteråret. Her falder ca. 200 af 300 årlige hæraspiranter fra. En uges mundtlige prøver om foråret mindsker de resterende 100 til ca. 50. En videregående teknisk uddannelse er også en mulighed. Den gives normalt ved universitetsfakulteterne eller på de højere læreanstalter. Teknisk uddannelse er ikke helt velvalgt som betegnelse, idet man også her finder f. eks. sprogekspertuddannelse og psykologiuddannelse. Årligt får ca. 10 af hærens tekniske specialister tilladelse til tillige at gennemgå hærens ESG. På ESG deltager ligeledes én af to militærlæger og én til to intendanter. Endelig optages et antal udenlandske officerer, i øjeblikket fra ca. 15 forskellige lande. Det samlede hold, som kaldes en promotion, består således af ca. 80 elever. Jeg bar den ære at tilhøre »80. promotion« fra ESGT. Derfor da også lidt nærmere om denne »andenetape-uddannelse«.

Kursus, der er 2-årigt, er inddelt i et førsteårs-studie, et andetårs-studie og et treværnskursus af 4 måneders varighed, indlagt i andetårs-studiet. Undervisningsaktiviteterne gennem hele kursusperioden kan opdeles i en operationel del, en non-operationel del, sprogkursus og fysisk træning. Første-års-studiet er stærkt operationelt præget. Der lægges vægt på metodisk studie af de stillede problemer og udarbejdelse af den føromtalte »syntese«, som er grundlag for beslutningstagen på division-, korps- og armé-niveau. Den non-operationelle undervisning berører især organisations- og psykologiproblemer. Andetårs-studiet tager i højere grad sigte på at forberede eleverne til det arbejde, som de efter kursus evt. vil blive stillet over for. Studiet omfatter således aktuelle franske planlægningsbestræbelser på økonomisk-, materiel- og personelområde. Det giver kendskab til fransk detailorganisation og omfatter bl. a. et kursus i samarbejdsproblemer, den civile regionale administration, gendarmeriet og den militære regionale organisation imellem.

Treværnskurus (CSI)

er indlagt fra ca. SEP til DEC i andetårs-studiet. Det ledes af en særlig institution uafhængig af ESG. Studiet tager sigte på at supplere den undervisning, som gives på de tre værns overordnede stabsskoler, og omfatter især treværnsøvelser på højt plan (Strategie Operationelle). Hær-, fly- og søofficerer, alle elever på de tre overordnede stabsskoler, gennemfører studiet sammen, indordnet i treværns-studiegrupper og opnår herved en samarbejdskunnen, som jo er »anden-etape-uddannelsens« anden målsætning. Det skal i parentes bemærkes, at de tre værns overordnede stabskursus ESGT (TERRE), ESGN (NAVALE) og ESGA (AIR) alle ligger på Ecole Militaire - det kendte etablissement, der ligger lige overfor Eiffeltårnet på Mars-marken.

Endelig pålægger kursusprogrammet hver elev et skriftligt langtidsarbejde. Emnet - der er frit valgt - godkendes af skolen i første halvdel af førsteåret. Arbejdet indgives til kritik i midten af andetåret, og kritik ­ ken modtages ved andetårets afslutning. Flere af de udenlandske elever anmodes endvidere om at holde et foredrag om deres lands forsvar. Promotionen - de 80 elever i alt - er opdelt i studiegrupper, hver omfattende ca. 15 elever (heraf 2-3 udlændinge) og en gruppeinstruktør. Instruktøren instruerer normalt ikke; han igangsætter arbejdet ved hjælp af de givne skriftlige oplæg. Han udpeger de elever, som er ansvarlige for at lede det udbedte arbejde, og overvåger arbejdets gang uden væsentlig indgriben. Han kommenterer arbejdet undervejs og ved dets afslutning og kritiserer ligeledes individuelt udarbejdede skriftlige besvarelser. En væsentlig funktion for instruktøren er at bedømme den enkelte elev. Eleven skifter gruppe og hermed instruktør hvert halve år. Ved kursus afslutning bliver man »breveté«, d.v.s. man modtager ESG’s diplom . At være breveté er iøvrigt en lille glose, som for den franske officer er af stor betydning. Den sikrer ham nu et betydeligt hurtigere avancement end lians kammerater, som ikke bar været igennem samme skoling. En ganske tilsvarende skoling sker for flådens og flyvevåbnets officerer.

Gennem skiftende stabs- og geledtjeneste fortsætter nu anden-etapeuddannelsen, og langt hovedparten af officererne når ikke tredie-etapekursus. Kun ca. 10 % af de officerer, som er blevet »breveté« 8-10 år tidligere, opnår adgang til CHEM (Le Centre des Hautes Etudes Militaires) og IHEDM (L’Instilut des Hautes Etudes de Defense Nationale). CHEM er placeret under Forsvarsministeren. Der optages oberster og nyudnævnte generaler fra alle tre værn. Studiet varer 8 måneder og er især helliget strategiopgaver. IHEDM henhører under premierministeren. Det optager elever fra CHEM i tre ugentlige halvdage i de førnævnte 8 måneder. Eleverne bliver indgrupperet i arbejdsgrupper med ledere fra den civile sektor og topstatsembedsmænd.

Konklusion

Den franske officersuddannelse er baseret på en fælles grundinformation og en påfølgende progressiv videreuddannelse, inddelt i tre etaper. Målsætningen for hver etape er vel-definerede, og i konsekvens heraf er opbygget en fast skolestruktur. Den videregående uddannelse på skolerne er baseret på tilbud, hvor tilbuddet primært består af skriftlige oplæg til personlig overvejelse og stillingtagen. Instruktion og skoleløsninger er næsten ukendt. Uddannelsen er åben for alle officerer, der er fundet egnede, og som personligt har gjort en særlig indsats for at opnå den. En kritik er i øjeblikket rettet mod anden-etape-uddannelsens tidsmæssige placering i systemet. Den nås for sent, nemlig i fyrreårsalderen, og åremålet in d til OB-, evt. GN-udnævnelse bliver herved for kort. Der sigtes, mig bekendt, mod en forrykning af uddannelsen til ca. 32-35 årsalderen. Man så endvidere gerne flere givet tredie-etape-uddannelsen og allerede i en alder omkring 45 år. Evne til hurtigt at opfatte det væsentlige i en sag, forestillingsevne, tankemæssig smidighed, samarbejdsforståelse og evne til at udtrykke sig klart lægges der stor vægt på, og for at slutte afsnittet som begyndt med nok et uddannelsescitat: »Er det, det drejer sig om, at lære ikke åndeligt at kunne skifte en enkelt gang, men at kunne følge med i en uophørlig tilpasningsproces. Vanskeligheden er ikke at forstå at være stor, men at vide at vokse.« At stille spørgsmålet - hvad drejer det sig om? - og søge svaret herpå, er imidlertid ikke bare relevant i uddannelsesspørgsmål. Det er i høj grad på sin plads, når man står overfor at skulle udløse en aktion. Det berømte spørgsmål - tillagt Marskal Foch: »De qoui s’agit-il«? - som vel altid bør stilles, før beslutning om væsentlige aktioner i vort militære milieu tages, afføder naturligt hos ham, der skal søge svaret, et ønske om især at råde over to værktøjer:

1. En klar og overskuelig opbygning af den militære terminologi, som han må betjene sig af.

2. En metode, hvorefter man kan resonere sig frem til et fornuftigt svar. I andet afsnit - franske taktiske doktriner - skal jeg søge at belyse netop disse to »værktøjer«.

II. Taktiske doktriner

Når en fransk officer modtager en taktisk opgave, der indebærer en aktion, forventer han i opgaveformuleringen at finde svar på to spørgsmål: Hvad skal jeg? Og hvorfor skal jeg det? Har tidsfaktoren og specielle topografiske forhold særlig betydning, venter han også svar på spørgsmålet: Hvornår og hvor skal jeg det? Han bliver derimod »stødt«, hvis man også giver ham svar på spørgsmålet: Comment - Hvorledes? For det er jo det, det nu drejer sig for ham at præcisere. At han i opgaven evt. kan finde visse restriktioner, der begrænser hans frihed til at vælge, »hvorledes«, accepterer han.

Det bliver da om disse enkle spørgsmål, at den franske taktiske terminologi opbygges. Målet for den landmilitære kamp, alt i samarbejde med styrker af de to andre værn, definerer franskmanden ofte som værende at tvinge fjenden til at indstille fjendtlighederne, alt imedens at man bestræber sig for at opretholde territoriets integritet. Heraf slutter franskmanden, at taktiske missioner kan opdeles i to store hovedgrupper:

1) - »Les missions de déstruction«, hvis sigte er at udslette eller paralysere modstanderen.

2) - »Les missions completmentaires«, hvis sigte er at medvirke til at realisere en »missions de déstruction«.

Det er altså her, vi kan søge svaret på spørgsmålet, hvorfor. Går vi dernæst videre og stiller spørgsmålet, hvad er det, jeg skal gøre, hvilken aktion skal jeg udføre, bliver svaret mere differentieret, først og fremmest fordi den principielle målsætning - destruktionen - kan løses ud fra to forskellige holdninger - en defensiv holdning eller en offensiv holdning. Den sekundære støttemålsætning udløser endvidere aktioner, som enten kan forudgå eller understøtte de primære aktioner.

I den offensive holdning møder vi to aktionsformer

- »Action de Force«

- »Action en Supplesse«.

Action de force er bygget op om atomvåben-anvendelse, medens action en supplesse mere er det klassiske angreb, hvor mulighederne for A-våbens indsættelse er meget begrænsede.

Ser vi på den defensive holdning, grupperes de defensive primære aktioner i en

- mobilforsvarskamp og en

- opslidningsforsvarskamp.

Den mobile kamp føres af velmekaniserede enheder i åbent terræn. Opslidningskampen føres i et lukket terræn af mindre mekaniserede styrker.

Støtteaktioner underinddeles i

- Mødekampaktion, som sigter mod at indsamle oplysninger og bedst muligt forberede udløsningen af en ødelæggelsesaktion.

- Sikringsaktion, som giver en anden enheds aktion den nødvendige sikringsstøtte.
 
- Henholdende aktioner, som sigter mod at vinde tid ved at opgive terræn, således at man kan overgå til en ødelæggelsesaktion på det gunstigste tidspunkt og det bedste sted for os.
 
- Visse »zoneaktioner«, hvis sigte er at præcisere det lokale forsvars støtteaktion til felthæren.
 
Til disse primære aktioner knytter sig en detailaktionsterminologi, som i sin yderste konsekvens fører til den taktiske ordbog, som definerer hver enkelt optagen glose. De vigtigste begreber er optaget på skema 3. Dette terminologiske »Set-up« indskrives nu i en reglementssamling, som er udarbejdet for divisionstrin, brigadetrin, bataljonskampgruppe og kompagnikampgruppe. Der findes endvidere en række direktiver for kampens førelse på korps- og armétrin, lierunder samarbejdsformer, især med flystøtte. Tilsvarende findes direktiver for det lokale forsvar og samarbejdet med de civile komponenter i totalforsvaret. Nu må man imidlertid ikke tro, at alt er komplet. Tværtimod er meget lavet provisorisk og står for tilpasning, forårsaget af, at den franske divisionstype fra 1959 står for en ændring.
 
Overalt i reglementerne er de taktiske atomvåbens afgørende rolle trukket i forgrunden. Taktiske atomvåben er normalt det manøvredannende våben i de primære offensive og defensive aktioner. Det er om dem, til fordel for dem og i udnyttelse af dem, at de klassiske våben udspiller deres rolle, dels i forspillet før indsættelsen af A-våbnene, dels i opfølgningen efter indsættelsen. A-våbnene anvendes i masse og en tildeling på op til 20 våben til en division, der har fået til opgave at gennemføre en »action de force«, er i de akademiske øvelsesoplæg normal. At betragte A-våben som støttevåben er kun acceptabelt, hvis de tildeles ved gennemførelse af en støtteaktion. Det er altså i denne terminologiske og doktrinære ramme, at vore franske officerer søger svaret på deres »Comment«? »Hvorledes løse opgaven?« - og her støtter de sig nu tillige på det førnævnte værktøjssæt: Metoden. Vi gør selv det samme i vore taktiske overvejelser, og den franske og den danske metode afviger ikke stort. Forskellen er måske blot, at den franske officer anvender den mere konsekvent, og det muligvis fordi han gennem hele sin uddannelse som barn og voksen, i civilt som militært milieu i højere grad end vi, er skolet til metodisk at angribe et givet problem.
 
I al sin enkelthed består den almene metode i at arbejde sig frem gennem en spørgsmålsrække, hvoraf de principielle er: Hvad er opgaven? Hvilke faktorer har indflydelse på opgaven? Hvilken indflydelse? Og hvilke konsekvenser må derfor drages? H eller ikke denne række af principielle spørgsmål er os fremmed. De afspejler jo blot vor normale disposition for en skriftlig besvarelse, med
 
- en indledning, hvori opgaven diskuteres og evt. præciseres,
- en analyse af de faktorer, som man mener har indflydelse på opgaven, eller som man er bedt om at belyse, herunder analysens partielle konklusioner,
- en syntese, der ligesom koncentrerer konklusionerne og omsætter dem i konsekvenser og hermed evt.
- et antal beslutningsmuligheder, som man må vælge imellem,
- sluttelig et valg mellem disse muligheder, som kan være et forslag, hvis man ikke selv er bemyndiget til at træffe afgørelsen.
 
Ser vi denne metode i militær, taktisk udgave, tegner franskmanden den skematisk således:
 
 
Han indleder sine overvejelser ved at placere opgaven i den almindelige situation, som han beskrivende kalder den atmosfære, hvori opgaven skal løses. Opgaven er placeret i midten og gennemgås først, fordi den hele tiden skal styre den påfølgende diskussion, som absolut må holdes på det spor, som opgaven udstikker. Faktorerne, som har indflydelse på opgaven, er de velkendte: Milieuet, geografisk som menneskeligt, fjendens muligheder, og egne midler og deres muligheder. Analysen af faktorerne konkluderer normalt i én til to fjende-hypoteser med evt. varianter og et par handlingsmuligheder for egne styrker med evt. varianter. I syntesen sammenholdes nu konklusionerne, og i konsekvens heraf formuleres ét eller flere forslag til valg.
 
Konklusion
 
Jeg indledte dette afsnit med generalens spørgsmål: Hvad drejer det sig om? Stabens personel har nu anvendt sin taktiske doktrinære viden og den taktiske metode, hver sektion på sit felt, og stabschefen har anstillet syntesen. Forinden man nu går videre i den taktiske beslutningsproces med formulering af en operationsordre eller en plan, dukker et meget vigtigt fransk dokument op, som vi også genfinder i krigshistorien, og som indeholder netop generalens valg efter stabens syntese, et valg, som finder udtryk i den såkaldte »Conception de la manoeuvre«. Dette er et dokument på 1, 2 måske 3 sider, der giver generalens personlige valg af den fjendehypotese, som generalen finder, at egen manøvre skal modsvare. Det giver dernæst generalens manøvreidé, d.v.s. med hvilket sigte, der skal handles, hvori aktionen i det væsentlige består, og hvorledes egne styrker derfor i store træk opdeles, og endelig stærkt koncentreret hvilke opgaver, der tildeles de vigtigste kampelementer. Dokumentet danner dernæst grundlag for alt videre stabsarbejde, og indholdet meddeles i øvrigt ofte hurtigt til underlagte chefer. Jeg har nu kortfattet beskrevet de to værktøjer, som den franske officer betjener sig af, når han skal give sin chef svar på, hvad den taktiske opgave drejer sig om. Bevæger vi os derpå ind på de strategiske område og hermed ind på 3. afsnit, »Den franske strategiske koncept«, må vi nok sige, at der er behov for de samme to værktøjer, nemlig en strategisk terminologi og en arbejdsmetode.
 
Ret beset er vel det at bevæge sig fra det taktiske til det strategiske kun et spørgsmål om at placere et problem i et højere og mere komplekst niveau. Afdøde General Ailleret sagde det således: »Det er egentlig en skam, at vi har skabt begrebet strategi, det ville have været lettere, hvis vi kun havde haft tillægsordet strategisk til at antyde et niveau.«
 
III. Den franske strategiske koncept
Værktøjerne, metode og terminologi vil i dette afsnit imidlertid træde noget tilbage til fordel for en lid t nøjere omtale af visse af de trufne franske strategiske beslutninger på forskelligt niveau. Den franske metode til at gennemarbejde et strategisk problem ligger meget tæt op ad den taktiske. Der lægges blot større vægt på at diskutere og evt. klarificere opgaven, og afvejningen mellem egne mulige løsninger, og modstanderens handlemuligheder er omfattende og systematisk tilrettelagt. For så vidt angår den franske strategiske terminologi, skal jeg begrænse mig til en kort omtale af det strategiske begrebs inddeling. Man skelner i Frankrig mellem 3 former for strategi, idet der til hver form kan siges at høre et vist niveau i det politiske/militære hierarki. Ved »la strategie generale« forstås kunsten at afveje og kombinere indsættelsen af de moralske, økonomiske og militære kræfter, som et land eller en alliance råder over med det sigte at realisere en politisk besluttet målsætning til trods for, at én eller flere modstandere kæmper herimod. »La strategie generale« fastlægges på regeringsplan og har bl. a. som resultat en formuleret målsætning for det militære forsvar i totalforsvarsramme.
 
»La strategie militaire« er kunsten at afveje, opbygge og indsætte de militære styrker (eller planlægge herfor) med det sigte at nå den militære målsætning, således som den politisk er defineret. Denne strategi fastlægges, for så vidt angår den afvejende og opbyggende del, på forsvarsministerielt niveau, medens indsættelsen (planlægningen herfor) forberedes på øverste forsvarsledelses niveau. Dette sidste vil normalt finde udtryk i strategiske manøvreplaner baseret på visse grundhypotheser for fjendens optræden og gældende for nærmere fastsatte geografiske områder. »La strategie operationelle« er kunsten at koordinere de operationer, som styrker af flere værn skal udføre for at gennemføre en strategisk manøvre i en nærmere fastlagt geografisk ramme. Den operationelle strategi gennemføres på krigsteaterniveau og herunder, hvor vi finder integrerende stabe med kommando over to- eller tre-væmsstyrker. Som et resumé af de 3 strategibegreber vil jeg gerne henvise til nedenstående skema 5. Skemaet er »skåret« lidt anderledes til, således at »kunsten i strategien« er trådt i baggrunden, medens dagliglivets brug er trukket bedre frem.
 
Dernæst vil jeg gerne belyse visse af de anførte aktiviteter i det således 3-delte strategi-begreb gennem nogle få eksempler, og da først på det operationelt strategiske område. Aktiviteten koncentrerer sig her om at forberede og gennemføre en besluttet strategisk manøvre, hvorved forstås en manøvre, der sigter mod at skabe en favorabel situation, en fjendtlig indsats til trods, ved at opbygge et system af styrker, hvis indsats - på det af os villede tidspunkt og i et valgt aktionsområde - ødelægger eller totalt ryster modstanderens styrkesystem.
 
 
På det før nævnte GSI var som et sådant første-arbejde valgt en teoretisk FN-kampintervention i Nord-Afrika. I en almindelig og rent teoretisk situationsbeskrivelse får man indtryk af et meget spændt forhold mellem to arabiske stater. Vi befinder os i et frem tidsår A, og den spændte situation er resulteret i, at det største land er rykket ind i visse provinser i det mindre land. Det er lykkedes FN at få en permanent aftale med visse større magter etableret, således at disse har stillet »earmarked« styrker til rådighed til intervention, såfremt Sikkerhedsrådet måtte træffe beslutning herom. FN’s generalsekretær bar allerede sendt et avis til 3 vesteuropæiske lande og udgiver - efter beslutningen herom er truffet i Sikkerhedsrådet - et direktiv til Sikkerhedsrådets Militærkomité som følger:
 
»For det tilfælde, at de fortsatte forhandlinger om en normalisering af situationen mellem de to arabiske stater ikke bringer resultat, vil det blive en FN-interventions-styrkes mål at retablere suveræniteten i den lille stat og at umuliggøre for det store lands diktator at gentage sin aggression umiddelbart efter FN-troppernes tilbagetrækning. Anvendelse af A-våben er udelukket.«
 
Og med et tykt dossier om egne maritime-, fly- og hærmidler, fjendens styrker, geografiske oplysninger, logistiske oplysninger m. v. gik hver arbejdsgruppe, som kursus var inddelt i, nu i gang med at anvende »metoden«. Øvelsen var delt op i 3 dele. I 1. del repræsenterer arbejdsgruppen Sikkerhedsrådets Militærkomité, og arbejdet skal munde ud i en anbefaling af en akceptabel aktion. I 2. del udgør arbejdsgruppen 3-værnsstaben, som er til rådighed for chefen for operationsteateret. Der skal forelægges en koncept for den såkaldte Operation »Sirene«, som indeholder de store linier for alle 3 værns rolle, hvis operationen gennemføres. I 3. del repræsenterer gruppen armé-generalens stab, ansvarlig for del-operationen »Kaktus«, den landmilitære kamp. En situation efter en landgang gennemspilles. Hver del strækker sig over ca. én uge og øvelsen som helhed ca. én måned.
 
Den er for de franske officerer optakten til at stifte bekendtskab med de 3-værnsplaner, som aktuelt foreligger for intervention til støtte for især en række afrikanske lande, som den franske regering bar aftale med herom. Aktionerne - som jeg ikke kender - er dog ikke af helt samme størrelsesorden. Jeg kan kun nævne, at den styrke, der holdes opstillet, især motiveret af et politisk ønske om at kunne yde en interventionshjælp, omfatter en DIV d’Intervention, som består af 2 faldskærmsbrigader og en marineinfanteribrigade. La Force d’Intervention kan endvidere råde over landgangsskibsmateriel til éngangsløft af en BTN-kampgruppe, hangarskibe og et helikopterskib samt et antal maritime støtteenheder og en meget veludviklet lufttransportkapacitet.
 
Vender vi nu interessen i den videre belysning af de 3 strategibegreber fra dette operationelle eksempel, placeret uden for Frankrig, mod Frankrig selv, vil det nok være bedst først at betragte den franske »strategie generale«, og her begynde med et citat af le Général: »Forsvaret af Frankrig må være fransk. Det er en nødvendighed, som man ikke har gjort sig alt for klar i de senere år. Naturligvis bør det franske forsvar være forbundet med andre landes i påkommende tilfælde.
 
Mais il est indispensable que la defense nous soit propre, que la France se défende par elle-même, pour elle-même et a’ sa facon«. Dette citat er fra en tale, som General de Gaulle holdt i 1959 i det tidligere omtalte »Centre des Hautes Etudes Militaires«. Allerede kort efter selv at være blevet præsident i 1958 foreslog de Gaulle den amerikanske præsident oprettelsen af et direktorium af de vestlige atom-magter, hvori verdenspolitiske fælles beslutninger kunne træffes, herunder fastlæggelse af et fælles atomstrategisk samarbejde, USA, Storbritannien og Frankrig imellem. Den amerikanske reaktion blev negativ. Frankrig vendte sig derefter mod NATO-alliancen for her at opnå større indflydelse og modvægt mod den amerikanske dominans. Især analyserer Frankrig det skift, der netop i 1960 er ved at ske i alliancens strategikoncept, - bort fra afskrækkelsesstrategien baseret på den massive gengældelse. I 1959 ramte de første sovjetiske langdistanceraketter med stor præcision mål 10.000 km fra afskydningsstedet, og kort efter erklærede Christian Herter, at han da vanskeligt kunne forestille sig en amerikansk præsident, der ville bruge sit arsenal af atomvåben, hvis ikke Amerika selv var i fare. Herfra fører, efter fransk opfattelse, en lige lin ie - over Kennedys udtalelser om »et afpasset svar for at få tid til reflektion« - til strategien, som den nu i dag netop er formuleret i NATO-alliancen.
 
Frankrig så altså tidlig t denne udvikling og stillede naturligt spørgsmålet: Er en sådan udvikling i vesteuropæisk interesse? For Frankrig var og er svaret et klart NEJ. Siden 1949 har der reelt været to NATO-alliancer, siger franskmanden, en virkelig alliance, som varetog fællesinteresser in d til 1961/62 og herefter en alliance, som er betydelig mere fordelagtig for USA end for Vesteuropa. A t afpasse sit svar efter modstanderens angreb er måske rigtigt, hvis man enten er sikker på, at hans angreb altid kan imødegås af et så afpasset overlegent modsvar, at man i enhver situation kan hindre ham i stykkevis at forbedre sin position, eller hvis man kan acceptere, at fjenden - måske kun temporært — opnår geografiske gevinster. Vesteuropa, selv støttet af amerikanske styrker, kan ingen af delene. Dertil har vi for få konventionelle styrker og for lidt rum. Vesteuropa må derfor basere sin strategi på afskrækkelsesmomentet med øjeblikkelig udløsning af strategisk a-bombning, som den afskrækkende faktor. Det er rigtigt, fortsætter franskmanden, at man kan dele aggressioner op på mange måder i verdens forskellige operationsområder, men det bør stå en hvilken som helst »aggressor« klart, at en aktion rettet mod en vesteuropæisk alliance altid vil være en »major aggression« og derfor udløse den hertil svarende reaktion. Med USA’s dominans i den vesteuropæiske alliance og USA’s velforståelige frygt for »eget skind« kan en sådan strategi i dag ikke opnås. Storbritannien har sine vanskeligheder med at ville være europæisk, Vesttyskland kan eller vil ikke se spørgsmålet så klart. Vi - Frankrig - finder at burde presse på for at ændre denne situation og har derfor valgt at praktisere vore synspunkter nationalt i afventning af, at Storbritannien og Tyskland er klar til at løsne de atlantiske bånd. Før det sker, kan en Vesteuropæisk forsvarsalliance, et Vesteuropæisk fællesmarked og en Vesteuropæisk fælles politik baseret på vesteuropæiske interesser og på nationernes fortsatte eksistens og selvbestemmelsesret ikke skabes. Alliance og national selvbestemmelsesret er to begreber, der kan gå i spænd, - selvbestemmelsesret og integration kan derimod vanskeligt sammenstilles og slet ikke, hvis man i integrationen domineres. Integration bliver da let til subordination. Dermed sagde Frankrig NATO-integrationen farvel, derfor blev man i alliancen, og derfor drejer det sig nu om — siger de Gaulle — at markere vor vilje, at opbygge en styrke, at udbrede en politik, »qui sont les nôtres«.
 
Den militære konsekvens heraf ser vi dernæst afspejlet i tredie og sidste strategibegreb, »la strategie militaire«, hvor en af aktiviteterne forbundet med begrebet netop er fastlæggelse af et forsvarssystem. Kernen i det franske forsvarssystem - den, der betinger den selvstændige franske holdning - er »la Force Nucléaire Stratégique«. Omkring den grupperes la Force de Defence operationelle du Territoire (DOT) og la Force de’Maneuvre. Den før omtalte Force d’intervention kan opfattes lid t som en satellit. På skema 6 ses summarisk - med vægt på hærens enheder - hvad disse styrker indeholder, eller vil komme til at indeholde. Med kombinationen af regionale styrker og felthærsstyrker in mente vil jeg gerne slutte med at omtale to strategiske manøvremuligheder, således som de rent akademisk dyrkes. Begge går ud fra den samme grundsituation: Et generelt østblok angreb, der efter 4-5 dages kamp i det store og hele har nået Rhinen; kun taktiske a-våben er anvendt. Et fransk korps er alliancemæssigt allerede engageret i kampe uden for Frankrigs grænser. Der bygges herefter rent akademisk på 2 grundhypotheser : Den ene omfatter et raid-agtigt angreb udført af en forstærket armé, som over en smal front søger et hurtigt fremstød ind i landet for at understøtte en lokal kraftig kommunistisk undergrundsbevægelse og hurtigt bringe den til magten.
 
 
Et akademisk modsvar herpå er at sinke og mest m uligt udslide de fremrykkende styrker i en henholdende kamp, ført af rene opklaringsstyrker. Denne kamp kan kombineres med en territorialforsvarskamp, der kan føres stedbundet fra såkaldte Zones de surveillance og zone de surveillance et d’obstruction og begge støttes af en fly- og helikopterleveret ildstøtte. Derpå tænkes den fjendtlige hovedstyrke ødelagt ved et flankeangreb med felthæren.
 
I den anden grundhypothese trænger fjenden i stor masse ind i Frankrig. Dette kan modsvares ved at aktivere 5-6 forberedte Zones de resistance, alt imedens at felthæren viger ud. Kernen i en Zone de resistance er måske 2-3 territorial-brigader, der fører en stærk decentraliseret, men uniformeret kamp efter guerilla-metoder. Der sigtes mod bedst m ulig at hævde suveræniteten i de forberedte zoner og mest muligt at binde og opslide de fjendtlige styrker. En sådan kamp kan eventuelt påregnes ført 2-3 måneder og binde meget store fjendtlige styrker. Den resterende felthærsstyrke bør herunder søge at indsætte ødelæggelsesangreb, hvor lokal overlegenhed kan opnås. Jeg har med disse to sidste eksempler gerne villet vise, at der i Frankrig er mange tanker i gang om samspillet mellem Felthæren og det lokale forsvar og især om udformningen af det lokale forsvars kampmåder. Moderne guerillakamp er den »fattiges løsning«, men den har vist sig effektiv, hvis man har mandskab og terræn, der egner sig herfor. Franskmændene finder, at de kan opfylde disse betingelser, og dertil kommer, at de har en rig erfaring i, hvor vanskeligt det er at nedkæmpe sådanne styrker både fra Indokina og fra Algier. De arbejder således med det lokale forsvars problemer såvel fra oven - med doktriner for kamp i forskellige zoner - som fra neden, hvor infanteriet har påbegyndt en helt ny uddannelse af kamppatruljemandskab, der kæmper med et let panserværnsvåben af Karl Gustav-type, som primært gruppevåben. Man går så vidt, at man siger, at det er de fysisk bedste værnepligtige, som nu uddannes til at føre det lokale forsvars kamp, medens det mindre veludrustede mandskab kan anvendes i felthæren.
 
Konklusion
 
Fransk stabsuddannelse, taktisk doktrin og strategisk koncept er hermed berørt i meget koncentreret form, og der står tilbage at konkludere, hvilket jeg gerne vil gøre ved at fremhæve tre begreber:
 
 
MÅLSÆTNING                     METODE                      SYSTEM
 
 
Bred forståelse for målsætningens betydning og for vilje og evne til både at formulere den og fastholde den i en vis periode er udpræget. Det samme gælder viljen til at følge en vel-gennemtænkt arbejdsmetode, når løsning på de opgaver, som en given målsætning afføder, skal findes. Resultatet bliver sammenhæng og system, som man vanskeligt kan undgå at blive betaget af.
 
P. Borrits.
 
PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon den.franske.videregaende.militaere.uddannelse.herunder.de_.docerede.taktiske.og_.strategiske.koncepter.pdf

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.