Den første sten

Anmeldt af: Niels Klingenberg Vistisen
 
Den første sten; Forfatter: Carsten Jensen; Forlag Gyldendal; 614 sider; Pris: 299,95 (hft); 349,95 (indb)
 
 
”Den Første Sten” – en roman om krigen i Afghanistan, og der er meget genkendeligt for os der har været der, indbygget i den fantastiske historie.
 
Krigsvidenskab er et seriøst og fagligt medie, hvor rapporter og ny forskning anmeldes. Hvordan passer en totalt fiktiv roman så ind i boganmeldelserne? Jo, Carsten Jensen er en kendt kritiker og kender af krigen i Afghanistan, og chefen for Forsvarsakademiet er måske årsagen til at bogen blev skrevet. Derudover tror jeg, at romaner også kan være krigshistorie. og at de findes i rigt mål fra tidligere krige, og har været med at skabe den samfundsmæssige forståelse for krig og krigens væsen og natur. Og det er i den grad krigsvidenskab.
 
Bogen er blevet meget positivt anmeldt i de store aviser, og jeg skal tilføje en anmeldelse, med den forskel at jeg selv har været to år i Afghanistan, og derfor måske ser på det med andre øjne. Bogens første del er gribende, og når man kender det derude sidder man virkelig og genkender og husker mange detaljer. Carsten Jensen har dygtigt og korrekt opfattet dynamikkerne, detaljerne i luften, og de små skæve ting i Camp Price. Hans persongalleri, som nok er fiktivt, kender vi alle. Vi kender delingsføreren, gruppeførerne, de unge og de ældre konstabler, pigen, feltpræsten og tolkene. Vi kender også chefen. Det er lige før, at det bliver en nøgleroman på de første 100 sider, og man prøver at komme i tanke om deres rigtige navne. Det skinner også igennem at Carsten Jensen har sat sig grundigt ind i stoffet og talt med mange veteraner og udsendte. At personerne er fiktive betyder ikke noget for forståelsen, men det giver alligevel bogen en fordel over de erindringer, som er skrevet hvor personerne er mere låst. Det fortæller os samtidig noget om os selv, hvem vi er og hvilken krigsmaskine vi har sat i verden, og det er i virkeligheden det, i kombination med det afghanske samfunds særegne skikke og uskrevne love, som er hele forudsætningen for den vanvittige handling som følger.
 
Da det er en roman vil jeg ikke afsløre plottet, men det er fængende og hæsblæsende. Omdrejningspunktet er 3. deling med den karismatiske delingsfører Schrøder, som er tidligere sprogofficer, og som derfor taler pashtu, men også er tidligere computerspilsudvikler. Resten af 3. deling kender vi; pigen Hannah som er en drengepige og en god soldat, Irak-Robert som har arbejdet for Blackwater i Irak, Jakob den helt unge soldat og mange flere. De kører de helt rutineprægede patruljer i Gereshk, og taler mere om computerspil og drømmer om deres første kamp, helt uvidende om den rådvildhed kampgruppens chef, Steffensen, dribler med, og hvor han fanges i det lokale afghanske magtspil. Her rækker dansk kommunalpolitik ikke længere. Vi følger også delingen igennem deres første vejsidebombe, og naturligvis tab, og hvordan det påvirker dem, både personligt, men også imellem hinanden. Det er godt og malende beskrevet, næsten for godt, og en god optakt til den videre handling. Delingen udsættes nemlig for en hændelse som ryster både dem og hele den danske kampgruppe, og som kalder på handling som ingen af dem er forberedt på. Ingen kunne være forberedt på det. Men, det er jo sådan noget som kan ske i krig. Ret hurtigt forsvinder de trivielle problemer om computerspil, damer og crossfit, og det kommer til at handle om hævn, overlevelse og hvordan man kommer hjem.
 
Når jeg læste den, var det svært at slippe den, fordi man lige skulle se hvad der nu ville ske, og hvordan hovedpersonerne slap ud af den knibe de nu sad i. Rent ud sagt er handlingen voldsomt fantastisk, i den urealistiske forstand, men det som holder én fanget er, at det hele baserer sig på en realistisk verden, på de rigtige personer og detaljer, det rigtige landskab – så man kan ikke lade være at tro på det. På nær nogle få episoder som bare er for langt ude, som f.eks. når det drejer sig om amerikanske droner, eller hvorfor de amerikanske specialstyrker ikke kan finde noget der er forsvundet. Men jeg må medgive, at når man har været i en del af hovedkvartererne i Afghanistan, så overgår virkeligheden altså nogle gange fantasien, og man bør ikke afskrive al fiktion som umuligt eller urealistisk. Man ved aldrig, hvad der kan ske derude…
 
Slutningen er det mest utrolige, og svært at tro på. Men måske er det i virkeligheden udtryk for vanskeligheden ved at fortælle, hvordan den slags overhovedet skal finde sin afslutning. Hvordan slutter krige, konflikter, og spændingsromaner? De lever ikke lykkeligt til deres dages ende desværre, men sådan slutter krige jo ikke.
 
Jeg låner fra en anden anmelder når jeg sammenligner romanen med filmene ”Dommedag nu”, eller måske dele af den med ”Platoon”, begge amerikanske mesterværker over Vietnamkrigen, og uanset at filmene er dybt urealistiske, med Marlon Brando som den amerikanske oberst der er gået over til fjenden, så er der ingen der vil sige at de er dårlige. Og filmene giver en forståelse for krigens meningsløshed, for soldaternes verden, for hvad mennesker og menneskeliv betyder. Ser man ”Dommedag nu” skal man også læse ”Den første sten”. Romaner er med til at beskrive krigen, krigens væsen og krigens gru. Tænk på hvor mange romaner om Første og Anden Verdenskrig der findes, og som vi anerkender. ”Den første sten” er blandt de første romaner om Afghanistan, og den er med at gøre krigen til egentlig krigshistorie, som der skrives romaner om.
 
Skal man læse bogen hvis man er veteran? Ja, det synes jeg. Man vil genkende en masse i den første halvdel, og man skal nok blive grebet af den lidt hæsblæsende handling. Man får nogle øjeblikke hvor man bliver lidt trist indvendig, fordi man ved hvordan noget ser ud i virkeligheden, uden at man dog glemmer at det er en roman.

Del: