Den fanatiske defaitist II

Under henvisning til Militært
Tidsskrift Sep. 1960, hvori bragtes
en omtale af forsvars- og udenrigsminister
P. Munchs efterladte
erindringer, vil det være rimeligt
at henlede opmærksomheden på
2. bind af disse memoirer, der
udkom for nogle måneder siden
og idag findes på ethvert bibliotek,
inklusive Det kgl. Garnisons-.
 
Det er tiden 1909— oktober 1914
der her omtales, og i modsætning til
1. bind, under hyppige gengivelser
af afdødes egne optegnelser i ubearbejdet
sprog — et sprog, der forøvrigt
forbløffer enhver, der som
anmelderen kendte dr. Munch personligt
og husker hans fornemme
retorik og hele akademiske sprogbehandlingsevne.
Man kan faktisk
ikke undlade at studse — enkelte
steder er sproget ligefrem ubehjælpsomt.
 
Det må formodes, at Munchs første
tid som indenrigsminister ikke
er det afsnit, der vil interessere dette
tidsskrifts læsere mest — eller
rettere, uanset mange interessante
enkeltheder om det første radikale
ministerium og dettes forhold til
kongemagten og Kongens person under
forberedelsen af grundlovsændringen
(1915), vil begivenhederne
om krigsudbruddet 1914 og Flådens
totale samt Hærens delvise m obilisering,
alt skildret af en republikaner,
der kun har hån og spot t ilovers
for landets væbnede styrker,
tiltræ kke sig den m ilitæ re læsers
fulde opmærksomhed.
 
Man skal læse disse memoirers 50
sidste sider for at blive klar over,
hvor fanatisk, ja sygelig, fjendtlig
Munchs holdning overfor Kongen,
Hæren og enhver militær foranstalt
ning var -— og man må undres over,
at en mand som han overhovedet
kunne forsone sig med en livsgerning
i Kongens råd — for slet ikke
at tale om, at han blev manden, der
kom til at være topfiguren over de
største m ilitæ re foranstaltninger, de
mest omfattende forsvarsforanstaltninger,
dette land nogensinde har
udfoldet.
 
Da Munch i 1914 begynder at
spille på dette kæmpemæssige m ilitære
instrument — i sikringsstyrkens
første år var vi oppe på 70.000
mand under fanerne — det ville i
dag svare til en dækningsstyrke på
158.000 mand (stadig uden m obilisering)
efter væksten i folketallet —
undskylder han sig med, at han kun
gjorde det for at berolige »de nervøse
officerer«! Historiens dom vil
vist falde anderledes ud og i hvert
fald jævne den Munch’ske forsvarspolitik med jorden. Den kendte kun
en formel: intet »militærapparat«,
så der skulle jo en forklaring til, at
netop denne mand satte sit navn
under de største forsvarsbevillinger,
den danske stat nogensinde har udredet.
 
Men »officererne« (memoirernes
standard-udtryk for alt, hvad der
får det t il at vende sig inden i
Munch) er ikke alene »nervøse« —
konstant nervøse — de er også »tåbelige
« -— side 234: ... »nogle tåbelige
officerer« ... betegnelsen bruges
med slet skjult væmmelse.
A lt hvad de foreslår, siger og gør
er forkert, og hver gang chefen for
Hæren general C. J. V. Gørtz åbner
munden, er det kun tågesnak og
vrøvl, der når M unclis øren. T il gengæld
giver m inisteriet sine direktiver
til kommandomyndighederne i
et så uklart sprog, at ligemeget hvad
»officererne« end foretager sig, kan
Munch bagefter hænge dem ud som
tåber. Deres hovedbeskæftigelse synes
efter memoirerne at være overgreb
mod og mishandling af de indkaldte.
Memoirerne citerer, at
Munehs eget regeringsblad »Extrabladet
« allerede den 13. august, som
sikringsstyrken er indkaldt få dage
i forvejen og ingen aner, om vi
hvirvles ind i krigen, i en artikel
karakteriserer »officererne« med
følgende gloser: »tomhoveder«,
»store kreaturer«, »militære tampe«
og »dukketøj«!!
 
»Er en hær andet end en skam og
skændsel for et folk? « skriver dette
regeringsblad, i de dage, hvor hele
nationen klam rer sig til sit militære
forsvar, indkalder, iklæder, enkadrerer,
graver, støber og klargør
alt, hvad klargøres kan, og fortsætter:
»vi hader Hæren og den fortjener
at hades«!
v Dette er regeringsbladets åndelige
støtte til landets ungdom, der endnu
mens tryksværten var våd, kunne
ligge i kamp med tyskerne eller
englænderne.
Den 8/9 beder landets udenrigsminister
— Erik Scavenius — dr.
Munch, om han må blive fritaget for
overhovedet mere at komme til møde
med »officererne«. Munch anfører,
at ønsket var gensidigt. Det er
næppe rigtigt. Ingen dansk officer
ville vove at ytre et sådant ønske.
Anledningen er affæren med den
østrigske gesandt — husket af enkelte
idag. Ukendt for de fleste —
men den skal »kunnes« af den, der
vil gebærde sig i et dansk m ilitæ rt/
politisk miljø.
Overalt i Europa anvendte tyskerne
og østrigerne — som også
senere — deres gesandtskabspersonale
nåle til elementær spionage. Det var
lettere at lade ambassadøren fotografere
en stilling end en leje-svend.
Sidstnævnte kunne jo anlioldes, det
kunne gesandten ikke. I pagt hermed
tog den østrigske gesandt i september
1914 ud til det københavnske
fæstningsterræn og gav sig til at
fotografere løs. En vax patrulje anholdt
ham og bragte ham ombord
i Bagsværd-fortet. Da han påberåbte
sig sin exterritorialret, men ikke
kunne legitimere sig, ville fortchefen
ikke løslade ham, men ringede
til forsvarsministeren personligt
(det var søndag aften). Munch var
hurtig i sin afgørelse: fortchefen var
officer og dermed tåbe •— manden
måtte være den østrigske gesandt,
når han sagde det. Fortchefen ville
ikke lade sig overbevise og ringede
efter nye forholdsregler hos efterretningschefen,
kaptajn E. With (senere
chef for Hæren), der ikke ville
lægge ansvaret på fortchefen, men
bad om at måtte få manden ind
med eskorte. Inden han kom fra
horde, havde Munch im idlertid in tim
ideret chefen for generalstaben,
general Palle Berthelsen, til telefonisk
at befale fortchefen til at løslade
den spionerende gesandt med
kamera og det hele, samt en undskyldning.
Han og kaptajn With blev selvfølgelig
overfusede af forsvarsministeren
og udenrigsministeren — og
With »truet på avancementet«.
Næste søndag observerede en reserveofficer
på Amager Sydfront, at
et tysk hhv. østrigsk automobil kom
kørende; ud steg et antal civile personer,
der affotograferede Kongelundsbatteriet,
der just var under
opførelse — men kaptajn W ith vovede
nu ikke at befale dem anholdt
— hvad man næppe kan fortænke
kaptajnen i.
Men det var altså mere end udenrigsministeren
kunne bære. Han
skulle ikke mere tale med nogen
officer. Det slap han vist også for
— lige til 1940 — men da var de
altså tyske, hvad der øjensynligt
ikke generede ham.
Man er nærmest lamslået, når
man har læst, hvad fanatisme kan
føre til i en politikers og ministers
hånd. A t omtalen af Kongen, C hristian
X, der i modsætning til
Munch både kunne og ville se sagerne
fra mere end een side, inden
beslutninger om landets liv og død
skulle tages, i M unclis pen nærmer
sig det usømmelige, er en sag for
sig. Memoirerne bliver paradoksalt
nok ikke uden hyldest til Kong
Christian X — monarken, der skønt
bundet på hænder og fødder, i farens
stund holdt hjernen kold og
hjertet varmt — for et folk har også
følelser, hvormeget end så politiske
kæpheste-ryttere har sat sig ud over
det.
 
Der er bebudet et nyt bind erindringer
i indeværende år.
 
Nu skal vi læse om 4 års sikringsstyrke.
Det bliver interessant.
 
A. N. Hvidt.
 
PDF med originaludgaven hvor denne artikel er fra: PDF icon argang_1961_-_v3.pdf

 

Litteraturliste

Del: