Den engelske forsvarsbetænkning 1975

Oberstløjtnant H. Kroon ved HQ AFNORTH gennemgår og kommenterer her den seneste engelske forsvars-hvidbog.

 

1. Som bekendt har den nuværende engelske regering besluttet at reducere sit militære styrkemål på grund af de økonomiske problemer, landet nu og i overskuelig fremtid må trækkes med. Forsvarsudgifterne udgør i dag ca. 5,8% af bruttonationalproduktet (BNP) og planlægges reduceret til 4,5% af BNP i løbet af den næste 10 års periode. Hensigten med efterfølgende er at give et indtryk af de overvejelser, der ligger til grund herfor, samt de virkninger, det måtte have for de fælles forsvarsanstrengelser i Europa og Atlantkommandoen med særlig henblik på at vurdere virkningerne for Nordregionens område. Redegørelserne er alene baseret på den officielle engelske hvidbog om samme emne.

2. Den engelske regering tror ikke på, at Warszawa-Pagt landene (WP) under de nuværende omstændigheder skulle overveje et direkte angreb på de vestlige lande, men dette er en politisk bedømmelse, som hverken ændrer de militære kendsgerninger eller er evigtgyldig. Videre kan den mulighed ikke udelukkes, at WP kunne udnytte deres vældige militære magt, særligt på det konventionelle område, til at udøve politisk pres måske endda selektivt på de vestlige lande, i håb om at influere deres udenrigspolitik og endog deres indenrigspolitik. Hvis den nuværende verdensøkonomiske krise fortsætter, vil alle dele af de vestlige samfund komme under vedvarende og øgende pres. Det er særlig vigtigt i denne periode både for at afskrække fra enhver mere opportunistisk præget politik og samtidigt vedligeholde afspændingens momentum, at alliancens sammenhold og en effektiv militær strategi bevares. Et tilstrækkeligt forsvar kræver militære styrker, der er i stand til at hindre en mulig angriber i at vinde en »easy victory«. Den engelske regering føler sig ubetinget forpligtet til at bevare troværdigheden af NATO’s strategi og det politiske sammenhold. Den er besluttet på at opretholde et effektivt britisk bidrag til alliancens væbnede styrker, men nogen reduktion heraf er dog uundgåelig af økonomiske årsager, hvilket vil bringe det britiske bidrag ned på højde med de øvrige større europæiske medlemslandes.
 
3. Den engelske regering har beslutte at koncentrere forsvarsanstren- gelserne der, hvor England kan yde det vigtigste bidrag til egen og alliancens sikkerhed. Disse områder er efter regeringens opfattelse følgende:
a. Centralregionen.
b. Det østlige Atlanterhav og Den engelske Kanal.
c. Sikring af moderlandet og de umiddelbare adgange hertil.
d. NATO’s nukleare afskrækkelsesstyrker.
e. Visse forstærkningsenheder. Dette medfører naturligvis en tilbagetrækning fra Sydregionen, SEATO, CENTO og andre, ikke NATO engagementer med enkelte undtagelser, der ikke nævnes her i min redegørelse. De enkelte prioriteter behandles i efterfølgende punkter.
 
4. I Centralregionen vil man på grund af de ulige styrkeforhold her fortsat opretholde en hær- og flystyrke, The British Army of the Rhine (BAOR) og RAF Germany, der begge spiller en fremtrædende rolle i det fremskudte forsvar. Alt i overensstemmelse med Bruxelles traktatens forpligtelser. Disse styrker vil blive forstærket fra moderlandet, hvis forholdene kræver det, i overensstemmelse med gældende beredskabsplaner. Kvalitativt vil disse styrker fortløbende blive forstærket i fredstid med eksvis Scorpion opklaringskampvogn, Lance land missilsystem, Rapier luftforsvarsmissilsystem og nye fly, Multi-Role Combat Aircraft (MRCA) og Jaguar. Men kvantitativt vil de blive noget reducerede i fredstid ved omorganisering af BAOR (dog ikke under traktatniveau). En del stabe i baglandet nedlægges og brigadestaben i divisionen forsvinder. Tilsvarende formindskes størrelsen af eksisterende divisionskommandoer. Tilbageblivende føringsenheder må herefter kommandere flere dispositionsenheder end før under fuld udnyttelse af puljesystemet, og dispositionsenhederne bliver generelt mere specialiserede i deres organisatoriske grundopbygning inden de sammensættes operativt og opgaveorienteret. Nyt radioudstyr af typen Clansman er under indføring med stor varietet i antal kanaler, kapacitet, sikkerhed og rækkevidde.
 
5. I det østlige Atlanterhav og Den engelske Kanal opretholdes eksisterende styrker, idet nedskæring af Royal Navy sker andetsteds, som antydet i pkt. 3. Det engelske bidrag udgør fortsat hovedparten af NATO styrkerne her og udgør ca. 40 skibe af destroyer/fregat størrelse eller større, 20 undervandsbåde og 50 mindre skibe plus hjælpeskibe af enhver art. Hertil kommer 4 missilatomundervandsbåde. Denne styrke forbedres fortløbende kvalitativt ved indfasning af en ny 16000 tons antiubådskrydser, nye atomdrevne (ikke missil) ubåde, nye missildestroyere og -fregatter og nye minestrygere. Hertil kommer en hel serie af enkeltforbedringer på skibene omfattende disses offensive og defensive forsvarssystemer og elektroniske udstyr med diverse typer missiler, kanoner og torpedoer såsom Martel og Seadart luftforsvarsmissiler, Tigerfish, Mark 46 og Ikara torpedosystemer, og EXOCET skib til skib missil. Royal Marines vil blive omtalt senere.
 
6. Sikringen af moderlandet og de umiddelbare adgange hertil samt bidraget til NATOs nukleare afskrækkelsesstyrker vil ikke blive nærmere omtalt, idet der generelt ingen ændringer forekommer, der umiddelbart øver indflydelse på Nordregionens forhold.
 
7. På forstærkningsenhedernes område sker de største nedskæringer på grund af disses lavere prioritet, jf. pkt. 3.
a. Royal Marines mister en Commando (bataljonskampgruppe) i Midde- havet, men bevarer resten (3) i England includeret den del, der er specialtrænet og udrustet til arktisk krigsførelse. Yderligere mistes én Wessex helikoptereskadrille og ét Commando skib (LPH), mens ét må deles med Royal Navy i en antiubådsrolle (ASW), af to landgangsskibe (LPD) holdes det ene konstant i reserve og som skoleskib. Planer om bygning af to nye specialskibe (LPH) til erstatning for de ældre LPH er blevet opgivet. Transportmulighederne er således stærkt beskåret.
b. The United Kingdom’s Joint Airborne Task Force (UKJATFOR) ophører i praksis med at eksistere, da RAF Hercules lufttransportenhed bortfalder, dog bevares faldskærmsregimentet, og dele heraf vil muligvis indgå i et rekonstrueret UKMF.
c. The United Kingdom Mobile Force (UKMF) beskæres kraftigt i sit landelement, idet to af tre brigader bortfalder, hvorved divisionen i praksis ophører at eksistere. Tilbage bliver således en lufttransportabel, forstærket brigadegruppe med en begrænset faldskærmsluftlandekapacitet og »an improved level of support«; men stort set hele luftkomponenten bevares, hvilket er 3 Jaguar jagerbombeeskadriller og 3 WessexjPuma helikoptereskadriller. Hvor stor en del af 3. divisions panserbataljon og opklaringsb atalj on, der er inkluderet i »an improved level of support« er ikke klarlagt på nuværende tidspunkt, men da infanteritunge lette enheder generelt bedømmes som værende lidet costeffective på en kontinental kampplads, er det ikke endnu ganske klart, hvorledes den forstærkede brigadegruppe opbygges.
d. Det engelske bidrag til ACE Mobile Force Land og Air (AMF (L), (A )) forbliver uændret.
e. RAF lufttransportenheder, der bl. a. benyttes til transport af de under b, c og d nævnte enheder nedskæres væsentligt (50%) fra 115 til 57 fly, heraf 47 Herkules og VC 10.
f. Den fremtidige skæbne for 6 LSL (Landing Ship Logistic) er uklar, disse skibe ejes af hæren og er civilt bemandet af Royal Navy, men bruges både af Royal Marines, BAOR og UKMF.
 
8. Den umiddelbare virkning af nedskæringen fordeles således på de tre værns styrketal m. v.
Hæren .................................................................................. ... - 8%
Flåden .................................................................................. ... - 6%
Flyvevåbnet .......................................................................... - 18%
Civilt ansatte i England .......................................................... - 6%
Andre civile ansat uden for England....................................... - 25%
Alt i alt ca. 38.000 militære og 30.000 civile.
a. For hæren betyder dette en øjeblikkelig reduktion på ca. 6.000 mand, heraf ca. 25% officerer, resten ved naturlig afgang.
b. For flåden drejer det sig kun om ca. 1.000 mand, fordelt over 2 år i selve England, da styrketallene generelt ikke er opfyldt.
c. For flyvevåbnet betyder det en øjeblikkelig reduktion på ca. 4.000 mand, heraf 800 officerer, resten ved naturlig afgang.
d. For civilt ansatte i England betyder det en reduktion på ca. 15.000 og for ansatte uden for England yderligere ca. 15.000, alle såvidt muligt ved naturlig afgang eller ved basens nedlæggelse.
 
9. Forsvarsbudgettets udvikling er herefter følgende, beregnet i millioner pund: 
 
 
Den procentvise fordeling af disse beløb på hovedposter er følgende:
 
 
 
Fordelingen på værnene m. fl. er procentvis følgende:
 
 
10. Bemærkninger og kommentarer til forsvarsbetænkningen.
a. Den engelske beslutning om nedskæring af sit forsvarsbudget har været ventet længe, hvorfor de uundgåelige beklagelser og jammerskrig uden for NATO har været bemærkelsesværdigt få, ja man har vel egentlig i det stille undret sig over, at nedskæringerne ikke er kommet for længe siden som en naturlig konsekvens af mange ting. Inden for NATO er beslutningen modtaget med beklagelse og egentlig med forbavsende beherskelse, når man erindrer sig, hvor relativt ubehersket visse dele af den engelsk inspirerede kritik var over for f. eks. Danmark og Holland, da disse reviderede deres forsvarslove. Det er vel egentligt således, at de fleste har lidt ondt af englænderne og deres forbløffende mangel på evne til at beherske egne økonomiske problemer. Så det er da al ære værd, at man vil betale op til 4,5% af BNP på forsvaret. Fra Nordkommandoens lande kan der moralsk set heller ikke lyde nogen kritik al den stund, at disse i gennemsnit kun yder fra 2,6% til 4,1% af deres BNP. En gennemsnitlig ydelse af disse lande med 4,5% af BNP ville stort set løse de fleste af de mere prekære militære problemer her og sætte virkningen af de engelske nedskæringer i et helt andet lys og perspektiv, end tilfældet er i dag. Det ville jo være en reel militær »gyser« at forestille sig virkningen af et engelsk forsvarsbidrag på 2,6% af BNP.
 
b. Man kan næppe undertrykke et lille smil, når de angivne prioriteter beskues nærmere, og man tænker nogle år tilbage i tid til dengang, beslutningen om oprettelsen af missilundervandsbådsstyrken blev taget af et konservativt ministerium skarpt fordømt af den daværende Labour opposition. I dag figurerer styrken som prioritet 4, uagtet den forbliver aldeles uændret, og er blevet fuldt »respektabel« også for et Labour ministerium. Men generelt må det konkluderes, at den valgte prioritering, såfremt den fastholdes, også af den næste regering, kun kan betyde en strategisk styrkelse af forsvaret i Europa, uagtet en del af de mulige forstærkninger enten er bortfaldet eller beskåret. Hvis parallelt de mulige optioner indskrænkes, så sandsynligheden for en deployering forøges, betyder det yderligere en taktisk styrkelse af forsvaret og en simplificering af modtagerlandets planlægning. Den generelle troværdighed af den enkelte option forøges. Lad os betragte visse faktorer lidt nærmere.
 
c. Transportproblemet generelt. Hvis alle operationer skal iværksættes på samme tid, d.v.s.
- forstærkninger til BAOR og RAF Germany afsendes fra England
- Englands bidrag til AMF(L) og (A) f.eks. forskydes til Nordnorge
- UKMF (L) og (A) f.eks. forskydes fra England til BALTAP
- Royal Marines gøre klar til indgriben som amfibiestyrke
- Royal Navy udføre sin opgave i NATO ramme
Ja, så er der simpelthen hverken skibe eller transportfly nok til at løse disse opgaver samtidigt. Nogle opgaver må gå forud for andre eller alternative iværksættes og ambitionsniveauet sænkes. Frem for alt må der planlægges, og fremsynede beslutninger må tages på et tidligt tidspunkt af de politiske myndigheder på grundlag af de øverste nationale og allierede myndigheders koordinerede og overbevisende rådgivning. Kort sagt, den strategisk-transportmæssige fleksibilitet er ikke overvældende. 
 
Hvem rammer det mest? Ja, det afhænger igen af de taktiske prioriteter. Er det væsentligt på et tidligt tidspunkt at luftlandsætte faldskærmsenhe- der og sølandsætte amfibiestyrker, eller kan det udsættes til senere? Er mulighederne for overhovedet at gøre det til stede nu, eller må de skabes, og hvis man venter, vil det så være muligt senere? Er det nødvendigt hurtigt at have en lettere udrustet a llie re t forstærkning på stedet, eller er det klogere at bruge længere tid og så til gengæld få en større og mere slag- kragtig styrke ind? Alt dette er kun fragmenter af alle de planlægningsproblemer, som den nye engelske forsvarsordning skaber, og et slags præludium for behandling af de enkelte enheder i det efterfølgende.
 
d. Amfibiestyrken Royal Marines ser ud til at være sluppet nådigt ved kun at miste en Commando, stationeret i Middelhavet. Men det er kun tilsyneladende, for hvad er en amfibiestyrke uden de nødvendige special- skibe? Royal Marines er jo hverken rigtige søfolk eller rigtige soldater, så der har næppe været megen sympati hverken hos Royal Navy eller hæren, når det gjaldt afståelse af pengemidler til amfibiestyrken. Fremtiden ser faktisk ikke rosenrød ud for Royal Marines, der frygter med tiden at lide samme skæbne som UKJATFOR, faldskærmsstyrken. Vil man ikke de nødvendige specialskibe, er det vist en dyr styrke at opretholde. Dens kampkraft til lands er heller ikke overvældende på en kontinental kampplads, domineret af det pansrede element. Så hvis de overvejelser, der førte til UKMF reduktion, bringes til fuld anvendelse, er styrkens fremtid mørk, og det må forudses, at den nedlægges ved en evt. fremtidig forsvarsrevision. Derved trækker den uundgåeligt tillige de hollandske amfibiestyrker med sig i faldet, da disse ikke har egne transportmidler, men låner hos Royal Marines. Den historiske hukommelse er jo kort, men en granskning i engelsk marinehistorie vil nok advare mod en for hastig nedlæggelse af amfibieoptionen. Dennes bortfald efter Napoleonskrigenes afslutning betaltes som bekendt senere, da dyrekøbte erfaringer skulle indhentes på ny. Ret beset må en amfibieregion som Nordregionen vel også være interesseret i, at der bevares en levende amfibietradition.
 
e. UKJATFOR nedlæggelse har været ventet længe. Styrken har kæmpet som en løve for sin fremtid gennem bl. a. en meget aktiv allieret øvelsesdeltagelse i de senere år, senest under BOLD GUARD i Slesvig- Holsten og ved en omfattende reklamevirksomhed. Dog ret beset var styrken aldrig opstillet med henblik på optræden på en kontinentaleuropæisk kampplads, dertil var dens kampkraft alt for ringe og dens ind- sættelsesomkostninger alt for høje. I det Mellemste Østen blev den aldrig indsat mere efter Suezaktionen og nu skal altså en del af 16. Pararegiment indgå i UKMF(L), der derved får tilført en potentiel luftlandekapacitet. Men er det virkeligt costeffective i en tidsalder med stadig flere og bedre helikoptere, og er det egentligt ikke blot at udskyde pinen, når de konkur- rencemæssige problemer omkring den resterende lufttransportkapaeitet skal udredes. Onde tunger vil da også vide, at når indsættelsen i Nordirland er afsluttet og freden genoprettet, vil 16. Pararegiment blive opløst. Men 16. Pararegiments hemmelige våben er en meget god og høj rekrut- teringsprocent, så nu får vi se.
 
f. UKMF, der består af 3. infanteridivision og en luftstyrke, er tilsyneladende blevet hårdt ramt af sparekniven ved tabet af to ud af tre brigader. Men luftstyrken er stort set urørt og divisionstroppemes skæbne er ukendt, de repræsenterer en ikke ubetragtelig kampkraft med det mest moderne materiel, så mulighederne foreligger, hvis man vil sammensætte en brigadestruktur af betydelig kampkraft og af større militær værdi end eksvis AMF(L) og (A). Argumentet bag nedskæringen var den lette infanterienheds lave costeffective faktor på en moderne kontinental kampplads; deri kan man ikke være uenig, og det falder godt i tråd med en stigende NATO korridor kritik. Den dyre professionelle soldat må investeres i de tunge kampmaskiner og ikke henvises til en fodmarcherende geværbevæb- net rolle. I skrivende stund hersker der endnu usikkerhed om styrkens organisatoriske fremtid. Hvilken indflydelse vil eksvis omorganiseringen af BAOR få på UKMF(L)? Skal den sammen med Berlinbrigaden være den eneste tilbageblivende brigadekommando i den engelske hær? Nordregionens interesse i sagen kunne eventuelt gå i den retning at anbefale bevarelsen af et føringselement af en sådan størrelsesorden, at dette også kan påtage sig andre koordineringsopgaver, hvis det indsættes i regionen, hvor højere operative føringsenheder med et veludviklet signalapparat er en mangelvare. Forestiller man sig nu, at UKMF antal optioner indskrænkes, kan slutresultatet godt gå hen og blive en styrkelse af Nordregionens forsvar generelt. Problemerne opstået ved nedlæggelse af to lette, ikke motoriserede infanteribrigader kompenseres i nogen grad ved den fortsatte eksistens af 3 Jaguar jagerbombeeskadriller og 3 Wessex/Puma helikoptereskadriller, der giver det bevarede landelement en uændret stor ildkraft og taktisk fleksibel mobilitet. De lette ikke motoriserede infanteribrigaders kampkraft kan delvis erstattes af det eksisterende lokalforsvar, og brigadekommandoerne ville formentlig alligevel være faldet bort ved den nye hærstruktur.
 
g. Situationen ved Nordregionens sydlige nabo Northern Army Group (NORTHAG) og 2. Allied Tactical Air Force (2A TA F) forbliver i praksis uændret, hvilket især er af interesse for luftforsvaret, der ikke svækkes. De nærmere omstændigheder ved den nye engelske hærstruktur er nok værd at se nærmere på, men i øjeblikket vides der svært lidt. Om denne omstrukturering eventuelt kan fremskynde tilsvarende overvejelser i eks- vis Danmark, er jo nok muligt, men om der indspares nævneværdigt personel herved, er nok at håbe på for meget, til glæde for et par ikke repræsenterede våbenarter i den stående del af dækningsstyrken. De, der så sent som 1972-73 har oplevet det daværende engelske feltradiomateriel under øvelser i Tyskland på bilateral basis, kunne nok have sine tvivl, om denne hæro mstrukturering kunne lykkes i praksis, men indføringen af det modere radiomateriel af type Clansman kan nok muliggøre dette.
 
h. Situationen på den sømilitære front, d.v.s. Kanalkommandoen og Den østlige Atlantkommando, forbliver stort set uændret, idet nedskæringen i Royal Navy på 1/7 kun har ramt uden for disse kommandoer. Når der siges stort set, er det fordi Ark Royal udfases ultimo 1970’erne og Hermes faktisk er frataget Royal Marines som ASW skib, hvorved disse mangler deres LPH skib. Antal konventionelle ubåde nedskæres også 25% og erstattes af et lavere antal nukleare ubåde. Når situationen beskrives som stort set uændret, er dette på en måde en tilsnigelse, for WP flådestyrker strækker sine fangarme længere og længere ned og ud i Atlanten, Norske Havet og Nordsøen. Styrkeforholdet (*Hvidbogen side 5 og 6.) mellem operative flådestyrker her, Murmansk flåden og de allierede flådestyrker, er i overfladeskibe 1 : 1,7, i undevands- både 1 : 1,6 og i kampfly 1 : 1,5 til WP fordel, så argumentet for ikke at nedskære Royal Navy i dette område får desværre år for år større vægt, uden at dette bringer den bortskårne x/7 tilbage. Sammenligner man disse styrketal med tilsvarende i Centralregionen for stående styrker, hvor forholdet mellem antal soldater i kamp- og kampstøtteenheder er 1 : 1,3, i antal kampvogne 1 : 2,6, i antal artilleripiecer 1 : 2,1 og i antal taktiske kampfly 1 : 2,3, så giver disse styrkeforhold jo heller ikke nogen anledning til at tro, at hvis Royal Navy skal styrkes, kan man bare tage fra BAOR og RAF Germany. Forestiller man sig; nu, at England (UK Mainland) progressivt kommer i den samme sømilitære situation, som Nordregionen er havnet i på grund af de ulige styrkeforhold her, er NATO søværts forsyningslinier for alvor truet, og England selv for alvor kommet i frontlinien. Hvad gør man så som englænder ? Man ændrer vel på prioriteterne, jf. pkt. 3, til indirekte fordel for Nordregionen, men til direkte ulempe for dette områdes Direct Defence; historiske eksempler er vist ikke nødvendige. Olie aktiviteten i Nordsøen(*Hvidbogen side 36.) og andre steder går man relativt let henover, men nævner, at 5 nye inspektionsskibe vil blive bygget for at udfylde hullet mellem minestrygere og fregatter og fritage disse for inspek- tionsopgaver. Yderligere vil et antal RAF fly blive modificeret til samme opgave. Lægges denne faktor til den foregående, forøges områdets betydning yderligere, procentvis alt efter øjnene, som ser, og tidspunktet for revision af prioriteterne rykker nærmere. Meget kan dog nås i dag med eksisterende midler ved at koordinere disse bedre inden for den enkelte nation og mellem disse. Forslaget(**Hvidbogen side 51.) om at udnævne chefen for RAF Strike Command til Major NATO Subordinate Commander (CINCUKAIR) er et skridt i den retning og en erkendelse af Englands geografiske position som en bro mellem NATO’s europæiske og atlantiske komponenter.
 
11. Dette afslutter således en gennemgang af den engelske hvidbog, set med det i pkt. 1 nævnte formål. Henvisning til sider i hvidbogen er kun foretaget i pkt. 10 for at skelne mellem egne kommentarer og hvidbogens. Der er naturligvis udeladt omtale af en mængde detaljer, der især kan være af interesse for et enkelt værns læsere, disse bedes selv studere hvidbogens oplysninger. Jeg har undladt at referere det engelske syn på »Defence and Detente(***Hvidbogen side 26-34.), da artiklen herved var blevet for lang, men essensen heraf er dog naturligt en samhørig del af de refererede overvejelser.
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidskrift_104_aargang_jul-aug.pdf
 

 

Litteraturliste

Del: