Den britiske hær, IRA og Big Boys’ Rules - oprørsbekæmpelse i en lang krig

Nationalistiske agendaer havde indtil det skelsættende angreb været kendetegnende for oprørsbevægelser og forhandling havde været muligt.

Men i den nye verdensorden lader målene og midlerne sig ikke nødvendigvis forhandle om, og det militære aspekt bliver afgørende i bekæmpelse af oprørere.[1] En militær sejr er dog ikke altid mulig, hvilket problematikken omkring Nordirland er et skoleeksempel på. Her indhentede den britiske hær betydningsfulde erfaringer fra en lang og blodig kamp mod den Provisoriske Irsk Republikanske hær (PIRA), [2] som artiklen viser, ikke lod sig besejre militært.

Den britiske erfaring fra Nordirland indskriver sig i problematikken om at kæmpe mod en oprørshær typisk bevæbnet med skydevåben, raketter og bomber, og som er i stand til at opretholde en voldelig oprørskamp mod militæret over en lang periode. Det er sjældent muligt at sejre militært over oprørsgrupper, da de gemmer sig blandt den civile befolkning, og derfor almindeligvis er sværere at finde end at nedkæmpe. Oprørsbekæmpelse er oftest alt andet end hurtig og afgørende, men langsommelig med sine nøje planlagte operationer, som tjener det formål at stabilisere sikkerhedssituationen og frarøve oprørene befolkningens støtte. Vellykket oprørsbekæmpelse kommer derfor ikke nødvendigvis af direkte kampe mod oprørene, men af at fjerne det fundament, der sikrer dem deres status som folkets frihedskæmpere, foruden moralen til at fortsætte til den bitre ende i fængsel eller døden. For at forstå, hvad briterne var oppe imod i Nordirland, er det nødvendigt at tegne et billede af konfliktens Nordirland, i særdeleshed den oprørshær der skabtes som et resultat heraf, og kom til at koste Storbritannien flere soldaters liv end Suez-kampagnen, Falklandskrigen og Golfkrigen tilsammen.[3] Nærværende analyse vil fokusere på, hvad briterne gjorde - og måske i særdeleshed undlod at gøre - efter fejltagelsen og myten Bloody Sunday.[4]

Det unionistiske Nordirlands sammenbrud

- og Storbritanniens længst førte militærkampagne

Briternes oprørsbekæmpelse mod PIRA, der som den mest udbredte af de republikanske grupper oftest blot betegnes IRA, kaldte de Operation Banner. Banner var med sin begyndelse i 1969 formodet en kortvarig kampagne mod IRA, men kom til at vare i mere end 30 år, hvormed den er den længste kampagne udkæmpet af den britiske hær med den største deployering af tropper siden 2. Verdenskrig.[5] Den britiske hær blev deployeret i Nordirland som følge af et sammenbrud af samfundsordenen, hvor den fra staten fremmedgjorte katolske befolkningsgruppe havde krævet samme rettigheder som deres protestantiske medborgere. Dette var blevet set af unionisterne som endnu et forsøg på at opnå en genforening med Sydirland, som det nordlige Irland var blevet delt fra i 1921. Kampe brød ud i gaderne mellem nationalisterne på den ene side og unionisterne på den anden side - ofte hjulpet af politiet - som kom fra samme samfundsgruppe. Den britiske hær var blevet kaldt ind af nationalisterne i håb om, at England således ville bryde ind og sætte en stopper for det sekteriske styre. Den britiske hær var blevet modtaget med the og åbne arme i Derry i sommeren 1969, men den venligsindede atmosfære varede ikke ved.  Reformer fejlede i at rette op på de tillidsbrud, der var sket mellem den nationalistiske befolkning og Stormont parlamentet, for ikke at tale om politiet. Kløften mellem den delte befolkning blev fortsat dybere og mere hadsk og bitter for hvert offer konflikten krævede.

Hvedebrødsdagene blev afløst af indædt had, hvor hverdagen for soldaterne i mødet med den nationalistiske befolkning blev præget af demonstrationer, protester og optøjer - foruden kampene mod IRA og den frygt de skabte med pludselige angreb. Den britiske hær blev sat ind i Nordirland for at forhindre yderligere sammenbrud af lov og orden, men skaden var allerede for omfattende i form af et dramatisk tillidsbrud og nationalisterne anerkendte ikke længere den protestantiske stats love, skabt ved oprettelsen af Nordirland i 1921 for et protestantisk folk, eller den myndighed der skulle opretholde den. Den britiske hær blev igen symbolet på undertrykkelse i tråd med Irlands 800 år under engelsk herredømme. Nordirland kom under direkte britisk styre og den nedarvede nationalisme blussede op på ny.

IRA og genopvækkelsen af den republikanske bevægelse

Det moderate IRA havde med sine bombninger af grænserne mod Syd i 1950’erne og starten af 1960’erne haft status mere af symbolsk karakter end som en reel oprørshær. Dette ændredes i takt med, at katolske områder kom under angreb af loyalistiske bander og sikkerhedsstyrkerne, hvormed tilslutningen til IRA øgedes markant. Jo mere hårdhændet den britiske hærs rolle blev opfattet i katolske kvarterer, desto mere fremmedgjorde hæren den katolske befolkning. Befolkningsgruppen kom proportionelt med hærens upopularitet til at dele det nye og mere aggressive IRA’s opfattelse af den britiske hær som forsvarer af den protestantiske stat. Herigennem kunne IRA retfærdiggøre ikke længere udelukkende at handle i selvforsvar, men handle offensivt og som gengældelse for hvert slag, der ramte den nationalistiske befolkning.  

Sommeren 1971 og frem til midten af 1970’erne tegner et billede af klassisk oprørsbekæmpelse mod både det officielle (OIRA) og provisoriske IRA, der fremkom efter splittelsen af den republikanske bevægelse. PIRA og OIRA var begge struktureret ud fra kompagnier, bataljoner og brigader, hvor langtrukne kampe mod hæren var hyppigt forekomne. OIRA indgik våbenhvile i 1972, som den aldrig har brudt, mens PIRA omstruktureredes efter cellestruktur og blev med sin dygtige, professionelle og dedikerede kamp, en af de mest effektive oprørsgrupper verden nogensinde har set.[6]   

IRA’s rolle skal ses i lyset af den store tolerance og opbakning de nød fra den nationalistiske befolkning, hvor de blev set som en alternativ- men nødvendig- faktor for sikkerheden og opretholdelse af samfundslove.[7] IRA’s legitimitet opstod i kraft af deres rolle som aktive forsvarer, modsat borgerrettighedsbevægelsen og den katolske kirke, der med ord ikke kunne stille noget op mod volden. For at forstå IRA, som et socialt og militært fænomen, er det nødvendigt at se nærmere på det gensidigt beskyttende forhold mellem IRA og den nationalistiske befolkning. IRA optrådte i høj grad som folkets beskyttere i et fravær af politikontrol, hvormed de satte hårdt mod hårdt ind mod kriminalitet i det post-1969 sekteriske samfund.

IRA fungerede som lokal ordensmagt, hvilket i nogen grad gav den katolske befolkning tryghed i takt med at protestantiske bander blev holdt ude og der var nogen at rette henvendelse til i forbindelse med kriminalitet. Den alternative ordensmagt, IRA, blev givet - eller tog - var selvsagt ikke uden problemer eftersom deres ofte hårdhændede metoder, som knee-capping, vakte bekymring sammen med det faktum, at IRA var styret af folket, hvilket i praksis fik den betydning at ingen kontrollerede IRA. Så længe de havde majoriteten af den nationalistiske befolknings opbakning, eller tolereret heraf, kunne de fortsætte deres færden i de katolske områder som vagthunde, en alternativ sikkerhed var nu heller ikke umiddelbart til at få øje på i 1970’erne.     

IRA var aldrig udelukkende defineret i forhold til beskyttelse, men i forhold til det irske folks ret til Irland og den historiske ret til at modsætte sig britisk herredømme. IRA så sig således som de rette arvtagere af den irsk republikanske ånd og tradition, og fastholdt brændende ideen om den nationalistiske revolution, som skulle forene nord og syd.[8] Moral og stolthed står centralt i den republikanske ideologi, sammen med fælles selvrespekt.[9] Dette forklarer i nogen grad IRA’s metoder og i særdeleshed mål, der er afhængige af legitimitet og ikke blot effekt. Selvom IRA kun var støttet af en minoritet af den katolske befolkning og medlemskab var en aktivitet for endnu færre, så gør en stærk republikansk tradition sig gældende og mange familier kan berette om et eller flere medlemmer, der har deltaget i kampe for irsk frihed, været fængslet eller endda skudt. For mange af IRA’s medlemmer var IRA’s traditioner, historie og værdier indsuget med modermælken.[10] Grundet mange tidligere mislykkede forsøg på at drive briterne ud gennem indflydelse i den irske regering, blev personer der gik denne vej set som mislykkede revolutionære og kun volden blev spået en chance.

Krigen i skumringen

IRA viste sig, som det oftest gør sig gældende med oprørshære, umulige at slå militært, da de er svære at finde i sit skjul blandt befolkningen. Oprørerne blev advaret af nabolagets kvinder, der slog låg fra skraldespande mod jorden og gjorde det helt umuligt for soldaterne at forfølge eller arrestere oprørerne. IRA kunne således udføre deres angreb på deres selvlegitimerede mål og vende tilbage til de områder, som var næsten sikre gemmesteder indtil midten af 1970’erne. Dette gjorde sig i særdeleshed gældende for visse områder i Belfast og Derry, hvor barrikader var sat op og forhindrede Royal Ulster Constabulary (RUC) og den britiske hær i at komme ind. Selv efter at barrikaderne var fjernet med magt og internering af alle mistænkte var indført, uanset hvor begrundet mistanken var, så fortsatte disse områder med at være republikanske højborge, der beskyttede sine forsvarere. På trods af, at 206 soldater foruden 39 politibetjente var blevet dræbt mellem 1971 og 1973[11] havde det ikke haft den tilsigtede virkning for IRA, tværtimod så blev deres mission besværliggjort af, at ikke færre end 28.000 soldater var deployeret i sommeren 1972.

Som tidligere nævnt tegner den tidlige fase af konflikten sig som en klassisk oprørskrig, hvor det jævnligt kom til kampe mellem de britiske soldater og IRA. Situationen stagnerede og IRA omorganiseredes, hvorefter de i 1973 indførte nye metoder bl.a. i form af en bombekampagne i England. Formålet var at bringe volden og hovedsageligt frygten til England, hvorved IRA satsede på at terrorisere englænderne til at lægge pres på deres regering og herigennem tvinge den til at reagere på, hvad der skete i deres nordirske baghave. Den britiske regering lod sig ikke rokke, og udover secret-talks, der ikke førte andet med sig end mødet i sig selv, så IRA sig nødsaget til at opgive sin bombekampagne. Den ville i sidste ende ikke resultere i andet end skadende omtale og at englænderne vænnede sig til frygten for IRA-angreb. Den britiske hær kæmpede samtidig en kamp, der syntes umulig: urealistiske forventninger til kampagnens længde, en befolkningsgruppe de havde fremmedgjort og gjort sig til fjender hos og forværret situationen for sig selv, samt en efterretning der syntes mere til gavn for IRA end kampen mod dem.[12]

Efterretning i en langtrukket kampagne

Det syntes forventeligt, at det nordirske politi ville gå i spidsen for efterretningsarbejdet, men de var ikke i en situation, hvor dette var muligt, hvorved den britiske hær måtte føre an. Mere end 20 forskellige efterretningsenheder blev involveret, som grundet de ofte meget tids- og indsatskrævende operationer ikke kunne væves sammen. Dette resulterede i, at oplysninger ikke blev delt enhederne imellem f.eks. vedrørende IRA bomber, samt forårsagede ineffektivitet. Sikkerhedshensyn gjorde, at hæren udviklede sine egne efterretningskilder frem for at gøre brug af politiets, hvorved klassifikationen ”For UK eyes only” opstod, og nægtede politiet adgang til disse oplysninger. En kilde kunne ligeledes sælge sine oplysninger til flere forskellige enheder, som kunne mistolkes til at være uafhængige oplysninger eller observationer, hvorved et fejlagtigt billede risikeredes.

Briternes erfaringer fra Nordirland viser tydeligt værdien af at få oplysninger fra forskellige niveauer: low-grade efterretning udført af den enkelte soldat, der færdes i et område og kender kvarteret og dets aktiviteter er mindst ligeså vigtig som high-level meddelerne. Briterne havde med en mere centraliseret struktur held til at reducere en række mindre paramilitære grupper, såsom Irish Nationalist Liberation Army og Red Hand Commando, hvor et enkelt frafald medførte identificering af hele lederkredsen indenfor få måneder.[13] Talrige fodpatruljer gjorde soldaterne bekendte med området foruden indsamling af baggrundsoplysninger, samt holdt øje med mistænkte oprørere via. deres ”Face-books” og observerede anormal adfærd. Dette har vist sig af særdeles vigtig betydning i oprørsbekæmpelse idet oprørerne ikke kan skelnes fra den øvrige befolkning. Oplysninger må samles, så de tegner det fulde billede og af samme årsag endte fodpatruljer aldrig ved hovedporten, men med en kop the, hvor relevant information blev givet videre.

Eftersom de britiske styrker ikke er en del af lokalbefolkningen, som oprørerne blander sig mellem, ville det være umuligt at opfange oplysninger i alle henseende. Her er aflytning, observation og interaktion uvurderligt. For Nordirlands vedkommende var interaktion ikke noget problem idet soldater og oprørere talte samme sprog, modsat i f.eks. Afghanistan, hvor det er af afgørende betydning, at medlemmer af sikkerhedsstyrkerne taler sproget. At kunne kommunikere med lokalbefolkningen indebærer mere end at tale sproget, forholdet herimellem er mindst ligeså betydningsfuldt. Anvendte militæret hårdhændede metoder, fik dette stor værdi som propaganda for oprørerne, hvilket affødte uheldige opfattelser af militæret, som kunne risikere modvilje fra befolkningen og politikere, som begrænsede efterretningen: ”The political storm raised by troops´internment  and interrogation practices resulted in official limitidations on interrogation which gave the IRA a real military prize”.[14]  Opinionspåvirkning bør tænkes med i militære operationer når det drejer sig om f.eks. ransagning og visitering, hvor lokalbefolkningen fjendtliggøres og hindrer på sigt det samarbejde, som kan være afgørende for efterretningen. Til samling og analyse af informationerne oprettedes et sammensat dataarkiv, som samlede oplysningerne til et helhedsbillede og gennem daglige briefinger effektiviserede soldaternes blik, så de ved checkpoints vidste mere præcist hvad de var på udkig efter. Den daglige briefing på jorden bevirkede at efterretninger indsamlet fra alle niveauer fremstod håndgribeligt for soldaterne og at systemet virkede, hvilket havde en ansporende virkning.

”The long war”

Fokus på ”transitioning from sensor to shooter” betød oftest, som følge af risikoen for at afsløre kilder og efterretningsmetoder, at sikkerhedsstyrkerne frustrerede IRA med deres tilstedeværelse frem for direkte at slå til, hvorved IRA måtte opgive deres operationer. Selv mindre krævende påfund, som et simuleret trafikuheld, kunne have den snedige påvirkning, at IRA fik dårlige nerver af at tro, at politiet var på vej og måtte give efter for den listige fidus.[15] I disse manøvrer ligger en erkendelse fra britisk side af at gå efter at frustrere og forvirre fjenden for at sikre efterretningskilder frem for at reagere med operationer, der kunne give en hurtig sejr. Effektive efterretningsmetoder er en investering i sejren af ”the long war”, hvor oprørshæren meget vel ikke besejres eller slides på øjeblikkeligt, men hvor tiden vendes imod dem ved at stresse og frustrere den. Formålet er for det første, at oprørshæren ikke kan retfærdiggøre blodige operationer overfor befolkningen, hvis støtte den pga. beskyttelse er afhængig af. For det andet, at demoralisering blandt oprørshæren kan blive et problem, foruden rekruttering hertil. Sikkerhedsstyrkernes mål i en lang krig er ikke nødvendigvis at nedbryde oprørshæren, men at tvinge den til at ty til andre midler end vold.

Med ryggen mod muren

IRA var hæmmet af det effektive efterretningsapparat, men troede stadig i 1980’erne at den nu mere sofistikerede og bedre udrustede republikanske hær kunne vinde militært, hvorved den politiske gren Sinn Fein kun spillede en sekundær rolle. Der var ikke meget af briternes teknologi IRA ikke kendte til, men deres bevægelsesfrihed blev så lammet at det sammen med arrestationer blev sværere og sværere for IRA at operere. Den britiske strategi bestod dels i at ”normalisere” og skabe et fællesskab i Nordirland, der definerede sig som borgere i Ulster, men først og fremmest i ikke at erklære IRA krig og betegne Nordirland som krigszone. Strategien nedtonede oprørernes rolle og forsøgte at fjerne dem fra det hav de svømmede i, hvilket i praksis skulle ske ved at ophæve kategorien politiske fanger.  Margaret Thatchers ihærdige indsats for at kriminalisere IRA slog fejl og i stedet gjorde IRA’s politiske gren Sinn Fein for alvor sin entre i den politiske manege gældende, da den sultestrejkende IRA-frivillig Bobby Sands valgtes som parlamentsmedlem i 1981.[16] Den republikanske bevægelses strategi, som de kom til at følge de næste to årtier, blev formet af et forbløffende spørgsmål blandt den republikanske bevægelses lederskab: ”Who here really believe we can win the war through the ballot box?  But will anyone here object if, with a ballot paper in one hand and the armalite in the other, we take power in Ireland?”[17] Krigen blev nu ført på to fronter, hvor briterne i første omgang gjorde hvad de kunne for at begrænse Sinn Feins indflydelse, men inddrage den Irske regering i det politiske spil for at forstærke indflydelsen fra det moderate nationalistparti Socialistic Democratic Labour Party (SDLP).     

IRA havde uden tvivl spillet en rolle i at overtale den britiske regering til at ophæve Stormont regimet, havde fastlåst spørgsmålet om irsk genforening i den politiske agenda, men deres voldelige kampagner mod britisk mandskab over hele Europa i slutningen af 1980’erne viste sig kontraproduktiv og et militært dødvande var nået.[18] Der kan næppe være nogen tvivl om, at IRA var begyndt at tvivle på sine evner til at drive briterne ud med magt og dette kan ses som et vigtigt moment i, at Sinn Fein, med Gerry Adams i spidsen, indgik i dialog med John Hume fra SDLP, hvilket kulminerede i 1993-fredsprocessen.[19] Konflikten havde med tiden skiftet karakter, da den britiske hær ikke længere dræbte republikanere, men IRA havde svært ved at opgive kampen idet paramilitære loyalister dræbte katolikker i et betydeligt omfang og IRA vidste simpelthen ikke hvad de skulle gøre ved det.[20] IRA lod sig beherske af Sinn Feins politik, og den uforsonlighed, som den britiske regering og IRA havde skabt for den nordirske befolkning, fik en ende i april 1998, da befolkningen i Nordirland stemte for en fredsaftale.[21]Fredsaftalen var ikke konstrueret som konfliktens endeligt, men skulle være den mekanisme, der med tiden kunne afslutte den. Fjendtligsindede fraktioner blev sammenføjet og guerilla anførere ophøjet til parlamentariske partnere, hvormed en ny politisk balance kunne erstatte den gamle dynamik af ustyrlige konfrontationer. Fredsaftalen blev modarbejdet af det største unionistparti Democratic Unionist Party, der nægtede at sidde til bords med Sinn Fein, som de hævdede havde ”guns under the table”. Dette problem blev langsomt afhjulpet af en gradvis afvæbning af IRA, hvilket gav Gerry Adams grund til fortsat at klandre delingen af Irland for at være en obskønitet, men som trods alt ved Fredsaftalen havde accepteret legitimiteten af Nordirland og hermed delingen af øen. IRA opgav sin væbnede kampagne i sommeren 2005 og gav efter for det vægtigste argument for, fra unionistiske side af, at modsætte sig samarbejdet, hvilket langtfra har været gnidningsfrit, men tværtimod resulteret i suspensioner af samleregeringen.

De gamle oprørere i en ny verdensorden 

Der kan rejses tvivl om, hvorvidt den nordirske fredsaftale er en model, der bør efterstræbes af andre nationer, som har problemer med interne oprørsgrupper eller at den simpelthen udgør et dårligt præcedens. Tony Blair kritiseres for at have danset efter IRA’s pibe i forsøget på at få tilendebragt volden, og lidt for velvilligt indgået aftaler som ikke var tilstrækkelig kompromitterende for IRA: “So it is plainly counterproductive that the Belfast Agreement has established the precedent that politically motivated terrorists (i.e. most of them) can get out of jail free when their friends end violence; this dispensation may be counted upon to increase the incentives of all political malcontents to kill for political advantage”[22]

 Den stigende intolerance mod oprørsgrupper efter 11. september angrebet 2001 medvirkede til at lægge pres på Sinn Fein, som ikke i samme grad som tidligere kan bruge IRA og vold som en joker i spillet. Dette kan skade Sinn Feins politiske troværdighed og miste Dublins sympati, Londons modtagelighed og Washingtons bona officia, sammen med en ny følsomhed mod terror fra det irsk-amerikanske samfund (denne gruppe led store tab i angrebet på World Trade Center). Washingtons skærpede følsomhed overfor terror koncentreres omkring radikale muslimske grupper, hvorved interessen for en strategisk uvæsentlig konflikt falmer, som den nordirske må betegnes som, og London forventes at holde sine interne oprørere i skak.

IRA synes ikke at spille efter Londons forventede regler og har i de seneste år været grebet i provokerende situationer: tre IRA- mænd blev i 2001 fanget i Columbia og senere det år erhvervede bevægelsen sig mindst 20 AN-94 panserbrydende våben fra Rusland, foruden kraftig mistanke om at IRA stod bag et indbrud i 2002, hvor følsomme efterretningsoplysninger blev stjålet og senere det år kastede en rapport mistanke på, at op til 15 IRA mænd havde sluttet sig til iranske, cubanske og baskiske oprørere i Columbia, samt trænet FARC og palæstinensiske oprørere i guerillakrig, herunder videregivet instruktioner om IRA’s egne udviklede sprængstoffer og mortérgranater. Fredsprocessen truede med at manifestere sig som en skamplet for Londons løsning af sit lange mellemværende med irske oprørere, men måske netop grundet 11. september angrebet giver den mulighed for at forfægte det tabte i Nordirland og slå en skrappere tone an. I lyset af den transnationale terrorisme er regeringer, der kæmper mod interne oprørere, måske mere villige til at forhandle, hvilket i nogen grad også gælder oprørsgrupper, der ikke længere kan fungere under de nye skrappere præmisser. En af disse grupper er ETA, der en tid flirtede med ideen om en våbenhvile og fredsproces efter IRA’s strategi, men måtte give tabt idet Aznar-regeringen nægtede at give efter uden aflevering af våben- eller for tidligt at løslade ETA-fanger. ETA’s urealistiske forventninger om en Nordirsk-inspireret fredsproces sendte ETA tilbage til uregerlig vold og udbreder budskabet om, at uden afvæbning er freds-forhandlinger ikke mulige, og som næppe synes tænkelige i en bredere kontekst som i den israelsk-palæstinensiske- eller Kashmir konflikt.

Forhandlingsbordet 
Hvem tabte krigen, men vandt freden?

Historikere vil længe diskutere, hvorvidt IRA rent faktisk blev besejret af den britiske hær og det faktum at de ofte ikke kunne modsvare IRA’s metoder og våben vil relativisere en sejr, som i 1988 hvor IRA med en sending fra Libyen skabte Semtex-bomben, der alene eller kombineret med kunstgødning, blev et mareridt, som blot det år kostede 34 soldater livet og ikke kunne modvirkes med andet end en advarsel til sikkerhedsstyrkerne om at kaste et grundigt blik på bilen inden de steg ind.[23] IRA havde militært vist sig for effektive til at kunne slås på de betingelser briterne kunne retfærdiggøre at bekæmpe dem med. Den britiske hær, skal det huskes på, stod overfor en ofte usynlig fjende, der når som helst kunne dukke frem og angribe og bagefter igen blande sig med befolkningen eller de landlige omgivelser, hvis kendskab hertil blev udnyttet til skjul såvel som baghold. Den britiske hær var bundet i sit modsvar ud fra den betragtning, at en hær med så mange deployeret i Operation Banner let burde kunne slå den mindre irsk republikanske hær tilbage, men at en for voldsom fremtoning ville blive fordømt som uretmæssigt og umoralsk: ”In international life, an armed force that keeps beating down on a weaker opponent will be seen as committing a series of crimes: therefore it will end up by loosing the support of its allies, its own people, and its own troops”.[24] Moral kan hævdes at udgøre en ligeså afgørende rolle som ressourcer og teknologi, da den afgør hvorvidt disse komponenter overhovedet sættes i spil. IRA var med deres effektivitet ikke en fjende, som briterne havde råd til at undervurdere, men de var stadig hæren langt underlegne i mandtal, hvilket risikerede at demoralisere de britiske tropper idet Operation Banner burde have været en hurtig sejr over IRA, men som i stedet blev en intens og lang konflikt, der sendte et stort antal soldater hjem i kister. Grunden til dette skal findes i det faktum, at den der bekæmper en svagere modstander ses som ubarmhjertig og anvender unødvendig vold, hvilket vil svække den politiske opbakning til kampagnen, såvel som soldaternes moral, men at lade sig slå ihjel, på trods af at være den anden part overlegen, er simpelthen ydmygende. Dette dilemma er uundgåeligt, hvilket ligeledes ses i Danmarks nuværende engagement i Afghanistan, hvor skepsis med hensyn til en sejr stiger i takt med tabstallet og det faktum at Taliban ikke er slået tilbage i det forventede omfang.

Problematikken omkring demoralisering og nederlag lurer under overfladen, uanset hvor velmotiveret tropperne er, men dilemmaet er ikke uløseligt, som vi vil se hvis vi vender tilbage til briternes erfaringer fra Nordirland. De britiske tropper udmærkede sig på trods af det høje tabstal og blev aldrig demoraliserede. Årsagen hertil skal ifølge den israelske professor i historie Martin Van Creveld findes i komplicerede forudsætninger, som han opridser som værende: ”Et klippefast grundlag, der var skabt af århundreders erfaring og førsteklasses uddannelse, streng disciplin, stor professionalisme og fremragende ledelse. Og ingen elementer af strategien ville have været mulig uden det sociale sammenhold, der var i de britiske regimenter, der er berømte som steder, hvor man gør tjeneste sammen i mange år i træk.”[25]

De britiske tropper krediteres ligeledes for ikke at gøre brug af hævnaktioner, hvilket i så fald ikke fremmedgjorde den nationalistiske befolkning yderligere. Jeg vil dog rejste tvivl ved, hvorvidt situationer på trods af briternes forsøg på det modsatte alligevel er blevet set som hævn eller direkte reaktion på et IRA angreb, som i 1988, hvor en bombe sprang og dræbte 8 soldater der netop var vendt tilbage fra leave.[26] Kun en uge senere var de tre mistænkte IRA mænd døde efter et bagholdsangreb udført af specialenheden Special Air Service (SAS). Operationen hævdes planlagt et stykke tid i forvejen, men forbindelsen mellem de tre skuddræbte IRA mænd og Ballygawley-bombeangrebet fremstår kontroversiel i forhold til en velmotiveret hævnaktion.

Det lykkedes aldrig briterne at vinde den nationalistiske befolknings tillid, men grundet det faktum, at de efter uheldige forsøg i konfliktens begyndelse ikke siden benyttede sig af kollektiv afstraffelse forværredes det heller ikke og soldater tolereredes i størstedelen af de nationalistiske områder. De bestræbte sig på at anvende mindre voldelige metoder end skyderi (undtaget med gummi- og plastickugler) til at kontrollere uroligheder og demonstrationer med. Briterne begik én gang den omfattende fejl at skyde direkte ind i en stor menneskemængde ved en demonstration i 1972, der blev kendt som Bloody Sunday, hvor 14 mænd og drenge blev dræbt. Det traume det forårsagede hos den katolske befolkning kom til at definere det skeptiske forhold til den britiske hær og den britiske regering foruden den propagandamæssige foræring det gav IRA, der om noget var med til at skabe oprørshæren og den intensivitet, som blev kendetegnende for konflikten. På trods af, at IRA ikke på noget tidspunkt mistede så meget af den nationalistiske befolknings opbakning til ikke at kunne finde beskyttelse her, så lykkedes det alligevel briterne at finde frem til IRA’s nøglepersoner og bringe dem ud af den republikanske højborg og ind i retssystemet. Det er måske om noget i briternes effektive og omfattende efterretningssystem at deres force og i sidste ende afgørende træk mod IRA ligger. Ikke desto mindre lykkedes det aldrig at få bragt IRA i knæ og efter erkendelsen af det militære dødvande- og over 3600 dræbte, drejedes konflikten ind hvor den burde have været løst tilbage i 1969, nemlig politisk.   

Det vil være forkert at tildele briterne æren for at have presset IRA til forhandlingsbordet, men de havde begrænset IRA’s muligheder pga. stikkere og sofistikeret teknologi. IRA kom til den erkendelse, som briterne længe inden var nået til, at de ikke kunne vinde konflikten militært, da ”the long war” strategien i samme grad kunne modsvares af den anden part. Skulle den britiske hær have vundet militært ville det have været ensbetydende med brug af metoder, som var umoralsk for et liberalt demokrati.[27] Margaret Thatchers standhaftige beslutning om at bekæmpe IRA efterlod alvorlige spørgsmålstegn ved dele af RUC og hærens opførsel, i særdeleshed SAS’ ”shoot to kill” taktik og aftalt spil mellem sikkerhedsstyrkerne foruden de særdeles kontroversielle ”supergrasses”. Alvorligst var det at borger- og menneskerettigheder blev krænket, anvendelse af falsk bevismateriale- og anklager foruden alvorlige psykiske pressionsmetoder.[28]

På trods af beskyldninger om Londons svage fremgangsmåde overfor IRA i den pågældende fredsproces er det interessant at netop denne har ført briterne tættere på at besejre IRA end på de mest voldelige tidspunkter i konfliktens forløb. Ved at der nu forhandles om militær magt tvinges IRA til at nedlægge våbnene til fordel for politisk indflydelse og det er ikke længere alene nedlæggelse af våben der diskuteres, men også opløsning af IRA. En opløsning af IRA vil kræve, at britiske styrker gradvist trækker sig ud af Nordirland til de kun modsvarer graden af voldelige trusler, hvilket har bragt antallet af deployerede soldater ned på 5000. Truslerne skal det pointeres udgøres ikke af IRA eller den republikanske bevægelse alene, men også loyalistiske paramilitære grupper. Hvorvidt IRA stadig udgør en trussel kan eksemplificeres ud fra en simpel ligning: Duelighed × Hensigt = Trussel.Dueligheden henviser til, hvorvidt IRA har ressourcer til at udføre alvorlige angreb, hvortil det vurderes af Police Service In Northern Ireland at:  “They still have major capabilities and the infrastructure and remains by far and away the best armed (paramilitary group) in Northern Ireland and possibly in Western Europe.”[29] Hvad angår IRA’s intentioner og vilje til at fortsætte, foruden at genoptage den voldelige vej til at forene Irland, kan kun tiden vise. Risikoen foreligger, hvorved den britiske hær forbliver i Nordirland, om end dens rolle er af mere praktiske årsager, såsom opretholdelse af en sprængningskommando. Hærens tilstedeværelse er i højere grad end tidligere med det formål at støtte politiets arbejde. De urolige paradesæsoner har de seneste år glimret ved fraværet af hæren og tyder nu på at også her er det politiske kompromis ved at indfinde sig og sive ned i samfundet. Selvom freden og de ændrede samfundsnormer er til at få øje på, lurer konfliktens væsen under overfladen bl.a. med den stigende vold fra udbrydergrupperne, Continuity IRA og Real IRA, som i februar i år fik det britiske forsvarsministerium til at udsende en advarsel til sine soldater om faren for ”honey traps,”[30] foruden den stigende trussel fra grupper, der ikke bifalder fredsprocessen.[31]  I skrivende stund har truslerne vist sig alt andet end tomme med to dræbte soldater og en politibetjent, der i marts i år blev føjet til den lange liste over konfliktens ofre, og som bliver de første dræbte efter indgåelse af fredsaftalen. Henholdsvis RIRA og CIRA hævdes at stå bag mordene, som en påmindelse om vægten bag ordene, der står skrevet på adskillige mure i Nordirland: ”brits haven’t gone - nor have we!”

Angrebene på fredsaftalen synes ikke at falde ud til modstandernes fordel, da folk fra både det nationalistiske og unionistiske samfund stærkt har fordømt mordene, men derimod synes at stå stærkere sammen end måske nogensinde tidligere af frygt for, at fortidens borgerkrigs-lignende spøgelse skal hjemsøge Nordirlands gader igen. Den britiske hær har stadig en rolle at spille i Nordirland, som på en god dag er en del af problemet, men på en dårlig dag bliver en del af løsningen.

Litteraturliste

Christopher Bass & M. L. R. Smith, “The Dynamic of Irwin’s Forgotten Army: A Strategic Understanding of the British Army’s Role in Northern Ireland after 1998, Small Wars and Insurgencies, Vol. 15. No. 3. (Winter 2004), pp. 1-27.

Richard Bourke: Peace In Ireland- The War of Ideas. A Pimlico Original, 2003

Sean Boyne: Gunrunners- The Covert Arms Trail To Ireland. The O’Brien Press, 2006.

Tim Pat Coogan: The IRA. Harper Collins Publisher, 2000.

Michael Cox, Adrian Guelke & Fiona Stephen: A Farwell to Arms- Beyond the Good Friday Agreement. Manchester University press, 2006  

Martin Van Creveld: The Art of War. Cassell, 2002

Martin Van Creveld: Why Iraq Will End as Vietnam Did .LewRockwell, 2004.

Martin Van Creveld: Krigens Skiftende Ansigt,. Diorama. 2008.

Sydney Elliott & W. D. Flackes: Northern Ireland: An Encyclopedia. ABC-Clio, 1999.

Richard English: Irish Freedom- The History of Nationalism in Ireland. Macmillan, 2006.

Tony Geraghty: The Irish War. The John Hopkins University Press. 2000.

Desmond Hamill: Pig in the Middle: the Army in Northern Ireland 1969-1984. Methuen, 1985.

Brian A. Jackson: “The British Experience in Northern Ireland” Military Review, January-February 2007.

John Lindsay: Brits Speak Out. Guildhall Press. 1998.

Ed Maloney, A Secret History of the IRA. Penguin Books. 2002.

Operation Banner -  An Analysis of Military Operations in Northern Ireland. Prepared under the direction of the Chief of the General Staff. 2006.

O’Leary & McGarry: The Politics of Antagonism. Athlone. 1993.

Jonathan Stevenson: The Long Spoons of Ulster. The National Interest. Summer 2002.

Peter Taylor: Brits- The War Against the IRA. Bloomsbury. 2002.

The Irish News Online, “MoD fears dissident IRA ‘honey trap’”, 05.02.09, http://www.irishnews.com/pageacc.asp?tser1=ser&sid=609470 (29/3 2009).

Mark Urban: Bog Boys’ Rules- The SAS and the Secret Struggle Against the IRA. Faber and faber, 1993.

Mark Urban: UK Eyes Alpha. Faber and faber, 1993.


[1] Brian A. Jackson, “The British Experience in Northern Ireland”,Military Review. January-February 2007, p.74.

[2] IRA deltes i det officielle IRA(OIRA) og provisoriske IRA (PIRA) i 1971, hvorefter IRA underforstås at være PIRA medmindre andet er angivet.  

[3] Martin Van Creveld, The Art of War. Cassell, 2002,.pp. 216-217.

[4] Den 30. januar 1972 skød og dræbte britiske specialstyrker 13 ubevæbnede demonstranter ved en demonstration for borgerrettigheder i Derry. Episoden blev kaldt en massakre og forårsagede massiv støtte til PIRA, og blev på den ene side en propagandamæssig foræring for PIRA og Sinn Fein, mens den for den nationalistiske befolkning blev beviset på, at de ikke kunne stole på hverken den britiske hær eller myndighederne. Den undersøgelse, som skulle klarlægge, hvad der var sket den skæbnesvangre dag, resulterede i stedet i en sløring af hændelsen. Pårørende til de dræbte førte kampagne for at genåbne sagen, hvilket skete i 1998 og et nyt håb, i fredsprocessens ånd om forsoning med fortiden, var vakt.

[5] Operation Banner - An Analysis of Military Operations in Northern Ireland. Prepared under the direction of the Chief of the General Staff. 2006. p. 1-1.

[6] Operation Banner, 2006. pp. 1-3.

[7] M. L. R. Smith: Fighting for Ireland- The Military Strategy of the Irish Republican Army. Routhledge. 1995. p. 93.

[8] Smith, 2004, pp. 93-95.

[9] Richard English, Irish Freedom- The History of Nationalism in Ireland. Macmillan, 2006. p. 372.

[10] Ed Maloney, A Secret History of the IRA. Penguin Books. 2002. pp. 37-39.

[11] Sydney Elliott & W. D. Flackes, Northern Ireland: An Encyclopedia. ABC-Clio, 1999. p. 681.

[12] Jackson, 2007, p. 75.

[13] Jackson, 2007, p. 77.

[14] Tony Geraghty, The Irish War. The John Hopkins University Press, 2000.

[15] Jackson, 2007, p. 82.

[16] Denis O’Hearn, Nothing But An Unfinished Song- The Irish Hunger Striker Who Ignited A Generation. Nation Books, 2006, p. 352.

[17] Danny Morrison citeret ved den årlige konference, Ard Fheis i 1982. Jf. Peter Taylor, 2002, p. 263.

[18] O’Leary & McGarryThe Politics of Antagonism: Understanding Northern Ireland. Athlone, 1993p. 271.

[19] Caroline Kennedy-Pipe, “From war To Uneasy Peace In Northern Ireland.”,  Michael Cox, Adrian Guelke & Fiona Stephen (red.), A Farewell To Arms- Beyond The Good Friday Agreement. Manchester University Press, 2006, pp. 48-54.

[20] Mark Urban,: UK Eyes Alpha. Faber & faber, 1993, p.274.

[21] Richard Bourke, Peace In Ireland- The War Of Ideas. Pimlico, 2003, pp.294-295.

[22] Jonathan Stevenson, “The Long Spoons of Ulster”, The National Interest. Summer, 2002, p. 98.  

[23] Taylor, 2002, p. 297

[24] Martin Van Creveld, Why Iraq Will End as Vietnam Did, LewRockwell, 2004.

[25] Martin Van Creveld, Krigens Skiftende Ansigt. Diorama, 2008, p. 226.

[26] Taylor, 2002, pp. 297-298.

[27] Taylor, 2002, p. 309.

[28] Martin Van Creveld, Krigens Skiftende Ansigt. Diorama, 2008, p. 225.

[29] Bass & Smith, 2004, p. 15.

[30] The Irish News, ” MoD fears dissident IRA ‘honey trap’”, 05.02.09.

[31] The Irish News, ” MoD fears dissident IRA ‘honey trap’”, 05.02.09.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_138.aargang_nr.2_2009_1.pdf

Litteraturliste

Del: