Den afbalancerede flåde

Vurdering af forsvarets opbygning og sammensætning er en løbende proces, der ikke mindst aktualiseres op til de politiske myndigheders stillingtagen til revision af forsvarsordninger. I den senere tid er fremkommet forskellige politiske initiativer med henblik på allerede nu at indlede drøftelser af en kommende forsvarsordning. Samtidig arbejder de militære langtidsplanlæggere på kraft for at tilvejebringe et ájour-ført militærfagligt beslutningsgrundlag for politikerne. Det krigsvidenskabelige Selskabs formand har ved flere lejligheder - bl.a. i sin nyt- årshilsen i 1974 - opfordret til, at der også i officerskorpset som helhed føres en strategidebat med henblik på kommende revisioner af forsvarsordningen. Chefen for undervandsbåden Spækhuggeren, kaptajnløjtnant K.T . Madsen, har taget denne opfordring op og fremlægger her sit syn på, hvorledes flåden fremtidig bør sammensættes.
 
 
Det danske søværn er i dag sammensat ud fra kravet om, at det til enhver tid er i stand til at yde en operativ balanceret indsats under bedst mulig udnyttelse af de farvandsgeografiske forhold. Flåden er foruden specialiserede skibe sammensat af lette enheder med stor ildkraft. Disse enheder er dog suppleret med større skibe, der er i stand til at operere i længere tid under alle vejrforhold. Sammensætningen har stort set været uændret siden slutningen af fyrrerne, hvor Danmark fik, lejede eller købte bl.a. et mindre antal fregatter og et større antal torpedobåde i udlandet. Siden kom våbenhjælpen med de første korvetter og større minelæggere. Efterhånden som materiellet blev udslidt, blev der i større eller mindre grad iværksat erstatnings- byggeri.
 
Planerne for en marines indsats skal være nøje i overensstemmelse med dennes materiel. Ligeledes skal materiellet være nøje i overensstemmelse med planerne. Har man først en vis sammensætning af skibe, lægges planerne derefter. Når erstatningsbyggeri skal iværksættes, vil kravene til skibene næsten altid være, at de skal kunne fylde hullerne i de eksisterende planer. En gennemgribende ændring vil således være meget vanskelig at gennemføre, idet det faktisk ikke vil være muligt at standse op for at foretage en revurdering.
Denne artikel er et forsøg på at få officererne, der til daglig er travlt beskæftiget med dagligdagen i forsvaret, til at læne sig tilbage i stolen og sige: »Gør vi det rigtige?«
 
Styrkeforholdene i Østersøen
I utallige bøger og artikler er nævnt Warszawapagtens knusende overlegenhed i Østersøen såvel i luften som på søen. Af samme grund vil luft- og flådestyrkernes størrelse ikke blive nævnt her. Her skal kun peges på, at ikke kun kvantitativt, men desværre også kvalitativt gør denne overlegenhed sig gældende. Danmark må i øjeblikket på områder som missiler og elektronisk krigsførelse konstatere, at vi er årtier efter Warszawa- pagten.
 
Den vesttyske Inspekteur der Marine forelagde i marts 1972 den vesttyske forsvarsminister en ny marinekoncept, som ministeren godkendte i grundtrækkene. I denne koncept var bl.a. følgende forudsætninger: - Enheder, der forudses indsat i Østersøen, må besidde den højst mulige overlevelsesevne. Følgeligt fordres et antal forskelligartet våbensystemer til søkrigsførelsen f.eks. hurtigbåde, ubåde og jagerbombere. - Hvis en angriber har planer om at delegere dele af egne Østersø-styr- ker ud af Østersøen, må der i Skagerrak og Nordsøen også være egne, forberedte søkrigsmidler til rådighed, f.eks. jagere, fregatter og antiubådsfly. Ifølge denne koncept er Vesttysklands større enheder mere eller mindre trukket ud af Østersøen, for at sikre tilførslerne over Nordsøen. Det danske søværn har kun en del af sine skibe operationsklare. I tilfælde af en skærpet situation tænkes oplagte enheder udrustet for sammen med de operationsklare at kunne imødegå enhver tænkelig situation. Antallet af enheder under kommando primo januar 1975 fremgår af fig. nr. 1.
 
 
 
 
Flere af de egentlige krigsskibe manglede på daværende tidspunkt størstedelen af den værnepligtige besætning. Hvis man betragter de øvrige NATO-landes mariner, må det konstateres, at kun en meget lille del vil være egnet til indsats i Østersøen. En evt. hjælp til en maritim kamp i Østersø-området må bortset fra mine- strygere bestå af maritime fly. I Sverige er, ligesom i Danmark, kun en del af flåden under kommando. Her syntes dog procentvis endnu færre af de større enheder udrustet. I Sverige er der i øjeblikket ikke taget stilling til evt. afløsere for de ældre jagere og fregatter.
 
En vurdering af Søværnet i en lokal krig
Såfremt Warszawapagten iværksætter en større offensiv, konventionel eller nuklear, mod hele NATO, vil situationen hurtig escalere til en omfattende atomkrig. Søværnets betydning vil i det samlede billede være begrænset, men kan stort set sammenlignes med forholdene under en ikke nuklear lokal krig. I det følgende vil derfor kun en lokal krig blive betragtet. I øjeblikket vil Søværnets indsats i den lokale krig i Østersø-området være baseret på: - Ubåde, der inde i Østersøen vil angribe fjendtlige transportskibe og større kampenheder. - Overfladekampgrupper, bestående af større enheder og evt. torpedobåde, der vil operere fortrinsvis i de syd- og sydøstlige adgangsområder til danske kyster og farvande. - Minelægnings-, kyst- og havneforsvarsstyrker, hvortil kommer mine- strygere til sikring af sejlruterne. Som tidligere nævnt skal et større antal enheder udrustes og mobiliseringsstyrker indkaldes, inden Søværnet er fuldt ud operationsklar. Denne udrustning vil være meget afhængig af, at den politiske beslutning dertil træffes tidligt nok.
 
Selv hvis de oplagte enheder bliver fuldt operationsklare, vil Warszawapagten råde over en sådan overlegenhed, at et konstant pres kan opretholdes mod vores enheder, indtil de er nedkæmpet. De eneste enheder, der vil være i stand til at operere i Østersøen og stræderne, vil være enheder, der kan skjules for fjenden. Ligemeget hvornår en dansk enhed vil blive opdaget, vil den hurtigt blive imødegået med så store fjendtlige missil, fly- og søstridskræfter, at den må forventes at blive nedkæmpet, såfremt den ikke hurtigt kan gemme sig igen. Dette vil især gøre sig gældende over for fregatter, korvetter og minelæggere, der på ingen måde vil være i stand til at skjule sig i området, og udnytte overraskelsesmomentet. Selv hvis alle vore større enheder blev udrustet med missil-systemet Sea- Sparrow, vil nedkæmpningen kun være et spørgsmål om kort tid. Hvis to flåder kvalitativt er lige stærke, vil kvantiteten normalt være afgørende, hvorfor ethvert dansk forsøg på at kæmpe under forhold, hvor vi ikke momentant er kvalitativt eller kvantitativt overlegne, er dømt til at mislykkes. Tilsyneladende har vi glemt læren fra december 1941, hvor slagskibet Prince of Wales og slagkrydseren Repulse blev sænket af japanske fly. Skibe uden kraftig fly- og missildækning vil ikke kunne operere tæt ved en fjendtlig kyst eller missilplatforme. Hvad tæt i denne forbindelse betyder, kan ses af fig. nr. 2.
 
 
 
 
Situationen siden 1941 er yderligere forværret for krigsskibe, idet den teknologiske udvikling har forbedret detektionsmidleme. Anvendelse af spionsatellitter, ikke kun med fotoudstyr men også med elektronisk opklaringsudstyr, vanskeliggør ethvert skibs operationer, da det ikke ved, hvornår det er detekteret.
 
Ligeledes gør USSR’s anvendelse af datalink fra fly og helikoptre alle operationer vanskelige, idet detektionsplatformen kan befinde sig bag de fjendtlige missilenheder. Detektionsplatformen, der vanskeligt kan bekæmpes, vil videregive informationer til våbenplatformen, der vil befinde sig indenfor våbenrækning og således have mulighed for at bekæmpe evt. fjender. I Yom Kippur krigen blev alle søslag udkæmpet mellem mindre missil- bevæbnede skibe, der p.g.a. manøvreevne og liden størrelse syntes velegnet i et område med stærke fly og missilstyrker. - En lære, der tilsyneladende kan overføres til danske forhold.
 
Ikke kun almindelige missiler syntes at udgøre en trussel mod overfladeskibe. Udviklingen af »anti-radiations« missiler, der søger mod fjendtlige radarer, vil tvinge skibe til helt eller delvis at operere under radartavshed. Denne tavshed syntes især farlig for større enheder, hvis hele forsvarssystem er afhængig af en rettidig varsling af indkommende missiler. Mindre enheder vil i højere grad være i stand til at operere under radartavshed, såfremt de er i radarskygge eller så tæt ved land, at varslingen kan foretages af landstationer. Disse enheder vil, når de er tvunget til at bruge radar, kunne skiftes til at sende, således at evt. missiler vanskeligt vil kunne engagere et mål. Den teknologiske udvikling har også berørt minekrigsførelsen. De amerikanske minelægninger ud for Nordvietnam i 1972 viste, at moderne miner er så komplicerede, at strygning ikke er mulig på kortere tid. Skal minerne fjernes, må minehunting (d.v.s. at enhver mine findes og sprænges) anvendes. Denne operation er meget tidskrævende og nødvendiggør, at minestrygerne må beskyttes mod fjendtlige angreb, idet de under selve strygningen vil være meget begrænsede med hensyn til undvigemanøvrer.
 
Såfremt Warszawapagten ønsker at gennemføre en aggression mod Danmark, vil tiden være en faktor af største betydning, hvorfor aggressionen vil blive gennemført med største hast. Enheder, der skal udrustes, vil kun få begrænset tid til at kontrollere og verificere de forskellige komplicerede systemer om bord. Jo større en kampenhed er, jo mere kompliceret vil dens udstyr være, og jo længere tid vil det tage at gøre enheden opera- tionsklar. Samtidig vil tiden til at træne besætningen være endnu kortere. I fremtiden vil selv torpedobåde være så komplicerede, at det ikke synes mulig, at begynde at udruste oplagte enheder, når krigstruslen først er overhængende.
 
En samlet vurdering af disse faktorer afslører, at i krig:
- Vil ingen større vestlig overfladeenhed kunne operere i Østersøen og stræderne.
- Kampenhedeme bør bestå af enheder, der vil kunne udnytte over- raskelsesmomentet til det optimale.
- Minelægning bør foretages hurtigt af mange små enheder, således at tabet af nogle enkelte ikke vil stoppe lægningen. (I øjeblikket syntes alle æggene at være i meget få kurve).
- Minestrygning vil næsten være umulig.
- Udrustning af oplagte enheder vil ikke være muligt.
- Anvendelse af flådestationer vil være næsten umulig, da fjendens overvågning særligt vil være rettet mod disse.
- En forøgelse af flådens kampevne bør især koncentrere sig om elektronisk krigsførelse og missiler, samt enheder, der kan forblive uopdaget gennem længere tid.
Samlet syntes Danmarks stilling i en lokal krig meget at minde om Maltas i foråret 1942, hvor kun fly, lette enheder og ubåde kunne operere fra øen.
 
Søværnet i fredstid
Opgaverne for Søværnet i fredstid er, foruden de civiltprægede, hovedsagelig overvågning og varsling. Disse opgaver skal ikke kun løses i det sydlige Danmark, men også i farvandet omkring Grønland og Færøerne. Til løsning af disse opgaver anvendes kuttere, patruljebåde og inspektions- skibe, der syntes velegnede til opgaverne. De egentlige kampenheder deltager jævnligt i øvelser for at træne i deres krigsopgaver. Desuden deltager ubåde og fregatter periodevis i NATO-styrken STANAVFORLANT.
 
Søværnet i det grå niveau
Søværnet vil ikke kun blive stillet over for opgaver i freds- og krigstid, men især i det såkaldte grå niveau vil der stilles store krav til Søværnet, dets organisation og dets sammensætning. Det grå niveau betegner en periode mellem krig og fred, der vil være præget af begrænset anvendelse af militære midler eller truslen om deres anvendelse, selv om krigstilstand ikke er etableret.
 
Søværnet tænkes stort set indsat i det grå niveau efter følgende retningslinier:
- Større enheder vil fortsat kunne foretage overvågning og varsling selv under dårlige vejrforhold og i omgivelser med elektronisk krigsførelse.
- Disse større enheder vil i sig selv virke så afskrækkende, at der ikke vil foregå en krænkelse af danske rettigheder. Har krænkelsen fundet sted, vil tilstedeværelsen af disse større enheder bremse yderligere escalation og evt. bidrage til at reetablere den tilstand, der herskede før krænkelsen. Dette kaldes den direkte imødegåelse.
- Desuden kan Søværnet imødegå enhver krænkelse indirekte, idet man ved hjælp af miner kan lukke stræderne. Derved vil situationen escaleres, men truslen om at bruge dette kraftige våben vil få enhver fjendtlig indstillet magt til at betænke sig to gange. Professor L. W. Martin konkluderer i Seidenfaden-rapporten: »Blandt sådanne pressionsformer forekommer evnen til at lukke de danske stræder at være blandt de mest værdifulde, fordi den ville være en alvorlig ulempe for Warszawapagtens nationer, uden at deres sikkerhed eller deres endelige nuklear afskrækkelses- evne direkte blev truet.«
- Torpedobåde besidder en fart og kampkraft, der gør dem velegnet til en hurtig forlægning til et område med krænkelser af danske interesser. Disse skibe er velegnet til at demonstrere forsvarets evne og vilje til at reagere på alle krænkelser.
 
Betragtes koncepten for Søværnets indsats i det grå niveau, må man endelig ikke glemme, at denne indsats foregår i en ikke-krigs situation. Anvendelsen af militære magtmidler finder altså højst sted i et begrænset område og i et begrænset omfang.
På grund af det begrænsede antal større enheder Søværnet råder over, kan det tænkes, at Warszawapagten ønsker at gennemføre en krænkelse af danske interesser, uden der findes et dansk orlogsskib på stedet til at imødegå krænkelsen. Krænkelsen kan i dette tilfælde være alt fra bortvisning af fiskefartøjer, chikanering af olieplatforme, visitation af handelsskibe til krænkelse af territorialfarvandet. Da intet dansk orlogsskib optræder på scenen, vil krænkelsen kunne gennemføres. Cuba-krisen kan betragtes som et eksempel på dette. Præsident J.F. Kennedy tilsidesatte alle love og aftaler vedr. sejlads på det frie hav. Da USSR ikke havde orlogsskibe i området, måtte de finde sig i blokaden. Optræder et dansk orlogsskib, stort eller lille, i området, er situationen straks anderledes. Det danske skib kan overføre bevæbnede orlogsgaster til fiskefartøjer eller handelsskibe, eller det kan hindre, at et fartøj kan komme på siden af disse skibe. Hvis Warszawapagt-enheden fortsat ønsker at gennemføre krænkelsen, vil det kræve anvendelse af magtmidler såsom beskydning eller sænkning af den danske enhed. Dette vil utvivlsomt resultere i en kamp, der umuligt kan begrænses til de implicerede enheder, idet den underlegne enhed øjeblikkelig vil trække på andre enheder såsom fly eller torpedobåde. Situationen vil øjeblikkelig escalere og hurtig være ude af kontrol, hvorfor ildkamp mellem krigsskibe i det grå niveau syntes umulig.
 
Sålænge ingen af de to involverede parter ønsker et militært sammenstød med påfølgende escalation, vil tilstedeværelsen af en dansk enhed være nok til at standse enhver krænkelse. Den relative styrke mellem de implicerede parter vil altså, så længe krigstilstand ikke er etableret, være uden betydning. Hvis det land, der krænker danske interesser, ønsker krænkelsen gennemført uanset prisen, vil størrelsen og kampkraften af den danske enhed være uden betydning, idet Warszawapagten henset til deres kvantitative og kvalitative styrke altid vil være overlegen. Selv hvis en dansk enhed har succes i første runde og får sænket en Warszawapagt enhed, vil modstanderen, der allerede har vist sin vilje til at gennemtrumfe sin mening, have så stort et våbenarsenal, at den danske enhed vil blive sænket kort tid efter og escalationen starte.
 
De danske enheder, der ved deres tilstedeværelse skal demonstrere nationens evne og vilje til at varetage sine interesser, skal altså besidde: »Udholdenhed og sødygtighed samt besidde gode sensorer og kommunikationsudstyr«. Selve kampkraften vil være af mindre betydning. Betragtes disse krav »es, at vore nuværende inspektionsskibe opfylder dem Værdien af en direkte imødegåelse i det grå niveau vil være sn evert forbunaet til en maritim tilstedeværelse af en eller anden dansk mhed. Hvis den direkte imødegåelse ikke er nok, vil den indirekte imødegåelses bedste våben minelægning i stræderne være af største betydning. Af samme grund skal denne minelægningskapacitet være af en sådar art, at minerne hurtigt kan lægges, og tabet af enkelte enheder ikke standser lægningen. Torpedobåde vil ikke kunne operere under alle vejrforhold. Dog gør deres store fart og store antal dem egnet til udrykningsbåde, der hurtigt i de indre farvande er i stand til at demonstrere dansk sømagt.
 
Søværnets sammensætning
Da Søværnet, som bekendt, skal være i stand til at løse sine opgaver under alle forhold, syntes følgende skibstyper at være egnet:
- Inspektionsskibe. Disse skibe har med deres begrænsede besætning været i stand til at operere i månedsvis i det nordlige Atlanterhav, hvorfor skibstypen også vil være velegnet til i fred og i det grå niveau at løse opgaverne (overvågning, varsling og tilstedeværelse) i Østersøen. I krigstid skal skibene trækkes uden for Østersø-området.
- Patruljebåde og -kuttere. Denne bådstørrelse vil under gode vejrforhold kunne erstatte inspektionsskibene, ligesom de under alle omstændigheder vil kunne supplere dem i indre farvand. Deres krigsopgave vil foruden overvågning i indre farvande være minelægning.
- Torpedo -og missilbåde. Disse bådes kampværdi og evne til at udnytte overraskelsesmomentet gør dem velegnede til i en krigssituation at operere i de indre farvande og tæt ved de sydøstvendte kyster. Såfremt selve ledelsen af operationerne ikke kan varetages fra enhederne, skal den varetages fra land.
- Ubåde. Disse enheder vil være de eneste, der i krig vil kunne bestride Warszawapagtens søherredømme inde i Østersøen.
- Skibe til særlige formål. Der vil fortsat være et behov for skoleskibe, torpedobjærgningsfa rtøj er, minefartøjer og andre lignende skibe. Foruden sejlende enheder skal Søværnet råde over:
- Helikoptere. Disse enheder skal i ikke-krigssituationer bistå farvandsovervågningen. Desuden skal de i krig være våbenplatforme for missiler og miner, samt være informationskilde for landbaserede missilbatterier og torpedo- og missilbåde.
- Jagerbombere. (Evt. Y/STOL fly). Disse fly vil i krigstid være hurtige og langtrækkende opklaringsenheder samt være i stand til at bekæmpe skibsmål og foretage minelægning. Især syntes den nye amerikanske mine: »Destructor Mk 36«, at være velegnet til kast fra moderne kampfly. Hvorvidt flyene skal være underlagt Flyvevåbnet eller Søværnet skal ikke afgøres her.
 
Af landtjenestesteder skal Søværnet råde over:
- Mobile surface-to-surface missilbatterier. Disse vil sammen med helikoptere og torpedo- og missilbåde give forsvaret stor styrke i det kystnære forsvar. Disse batterier skal desuden råde over mobile radaranlæg og evt. mobile surface-to-air missiler. 
- Kystradarstationer. Disse stationer udfører varsling og overvågning og skal være forsynet med datalink både til et maritimt hovedkvarter og til en radiostation for videresendelse til andre enheder.
- Adgang til flyvestationer. For vedligeholdelse af maritime fly og helikoptere.
- Adgang til en eller flere flådestationer. Såfremt flådestationerne og de tilhørende sejlruter ikke kan beskyttes i krigstid, skal genforsyninger baseres på civile havne og mobile baser. Behovet for flådestationer kan da reduceres til en, der kun skal bruges i fredstid.
- Mobile baser. Anvendes af skibene ved anløb af civile havne. Den skitserede omlægning af Søværnet vil ikke kræve de store organisatoriske ændringer. Formodentlig vil de største problemer komme ved oprettelsen af en maritim jagerbomber-eskadrille, i hvilken søofficerer af taktiske grunde må udgøre en væsentlig del af bemandingen. Desuden vil kravet om, at enheder, der ikke er på værft for eftersyn, skal være udrustede, kræve mere personel end i dag. En del af dette personel kan skaffes fra de nuværende vedligeholdelsesbesætninger til oplagte enheder.
 
Byggeprisen for et inspektionsskib er ca. 1/3 af en fregat. Da bemandingen også er ca. 1/3 af en fregats, vil driftsomkostningerne ligeledes være ca. 1/3. Disse tal kan dog ikke sammenlignes direkte, idet en fregat på grund af dens større fart ikke kan erstattes direkte af et inspektionsskib. Hvis fregatter bibeholdes, skal det være for at løse opgaver vest for Skagen.
 
Prisen på de maritime fly vil variere alt efter hvilken type, der vælges. Da hver minelægger er bemandet med over et hundrede mand, vil der kunne opnås store driftsbesparelser, ved at lade minelægningen overgå til fly og eksisterende mindre enheder.
 
Hvorledes vil denne omlægning af Søværnet virke på vore NATO-partnere? Såfremt omlægningen resulterer i en forøgelse af kampkraften og ikke en økonomisk nedskæring, vil der næppe rejses nogen kritik. Omlægningen kan stort set karakteriseres som værende den samme, som Vesttyskland har eller er i færd med at gennemføre. En omlægning af Søværnet efter ovennævnte retningslinier vil støde på megen modstand fra mange af Søværnets officerer. Udviklingen i Østersøen har dog gjort, at de store krigsskibes tid der er forbi. Jo hurtigere man anerkender dette, jo hurtigere kan omlægningen foretages.
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF icon militaert_tidskrift_104_aargang_sep_1.pdf
 
 
 
 

 

Litteraturliste

Del: