Den 4. Mellemøstkrig

Major T. Buchholtz-Nielsen, FN-afdelingen, har nøje fulgt krigen i Mellemøsten og redegør her for den umiddelbare politiske baggrund samt for hovedlinierne i krigens forløb.

 

I Den politiske baggrund
Krigsudbruddet i Mellemøsten kom for praktisk taget alle mellemøstiagt- tagere meget overraskende. Alt pegede på, at araberne - og her særlig Ægypten som den traditionelt ledende magt - sigtede mod en politisk løsning. Den ægyptiske præsident Sadat’s udvisning af de sovjetiske rådgivere og instruktører i juli 1972 og de interne ægyptiske udenrigspolitiske kontakter til vestlige lande samt ikke mindst til USA i begyndelsen af 1973 angav Sadat’s mål: en politisk løsning på Mellemøstkonflikten. Ifølge ægyptisk opfattelse var det USA - gennem dets væsentlige påvirknings- og overta lelsesmulighed er over for Israel — som kunne sætte bevægelse i den daværende status quo situation, som mere og mere blev til Israels fordel. USA’s kølighed over for de ægyptiske kontaktforsøg samt Israels fortsatte ihærdige og effektive anstrengelser for at »israelisere« de besatte områder synes at have været væsentlige faktorer i den beslutningsproces, som fik ægypterne til at genoptage krigshandlingerne.

Den labile ægyptiske indenrigspolitiske situation - med fortsat ringere valutabalance og voksende inflation med stigende levnedsmiddelpriser samt stadige studenteruroligheder sammenholdt med pres fra indflydelsesrige officerskredse, der var utilfredse med Sadat’s »ikke fred - ikke krig«- politik - er nok også faktorer, der har øvet indflydelse på Sadat’s beslutning.

Det ægyptiske forsvar havde siden 1967-krigen med sovjetisk bistand opnået et væsentlig bedre uddannelsesniveau og var blevet udrustet med nyt og moderne materiel, ikke mindst i missilluftforsvaret. Således kunne Sadat med en begrænset krig frembringe bevægelse i den statiske mellem- østsituation, hvor tiden hidindtil - vedrørende de besatte områder - kun arbejdede for Israel. Da de seneste diplomatiske kontaktforsøg over for USA ved Sadat’s sikkerhedspolitiske rådgiver Hafez Ismails besøg i USA i slutningen af februar efter ægyptisk opfattelse tilsyneladende var slået fejl, er tanken om en begrænset krig formentlig begyndt at tage endelig form hos Sadat. 

 

 

Ved en sådan irrationel handling kunne Sadat ændre metode uden dog at ændre sit hidtidige mål - den politiske løsning. Herved ville verdensopinionen og i særdeleshed USA kunne påvirkes til at øve indflydelse på Israel. Samtidig kunne en krig - begrænset i sin art - give en positiv påvirkning på de ovenfor beskrevne indenrigspolitiske problemer. Allerede i marts ændrede Sadat sin regering, primært med baggrund i de ustabile indenrigspolitiske forhold. Han gjorde sig samtidig til militær guvernør med udvidede militære beføjelser, hvad angik beredskab m.v. Sadat udtalte i april, at han ønskede »den fuldstændige konfrontationspolitik« med en sideløbende opbygning »af kampberedskab og økonomi«. Samtidig videreførtes den formelle sammenslutning med Libyen - en union, som Sadat ikke ønskede at give reelt indhold. Sadat har formentlig været tilbageholdende over for den kraftfulde, men svingende Kadaffi, der ikke skulle indføres i Sadat’s udenrigspolitiske krigsplaner. Derimod har Sadat’s kontakt med Saudiarabiens kong Feisal ultimo august - sideløbende med de afsluttende forhandlinger med Kadaffi formentlig været en væsentlig faktor i beslutningsprocessen vedrørende genoptagelse af krigshandlingerne.

Sadat har formentlig ikke indviet kong Feisal i krigsplanerne, men han opnåede det væsentlige løfte, at kong Feisal ville kaste olien ind som et våben i den politiske løsning af mellemøst- krigen. Sadat har på et tidligt tidspunkt formentlig allerede i foråret indviet Syriens præsident Assad i sine krigsplaner. Syrien har aldrig godkendt FN’s sikkerhedsråds resolution nr. 242, bl. a. fordi den kun omtaler »besatte områder« og ikke »alle besatte områder«, samt kun omtaler »flygtningeproblemet« og ikke »det palæstinensiske folks rettigheder«. Syrien har ofte gjort sig til talsmand for, at den eneste mulige løsning var krig og således udvist en vis tilbageholdenhed over for Sadat’s politiske løsning. Muligvis har Assad personligt været positivt indstillet. Assad selv tilhører den lille, men mere moderate muhammedanske minoritetsgruppe Alawit, der er en sekt af Shiit-muhammedanerne. Størsteparten af syrerne er Sunnit-muhammedanere, og der eksisterer en ikke uvæsentlig opposition mod Assad i denne store gruppe, ikke mindst i officerskredse. Tre forhold er begge grupper imidlertid klart enige om: Hadet til Israel, tilbageleveringen af Golan-højderne samt støtten til palæstinenserne. Med en ændret indstilling hos Sadat - støttet af den større og hårde fløj i Syrien - synes det ikke vanskeligt for Assad at tilslutte sig Sadat’s krigsplaner - ligeledes vidende at Syriens hær og flyvevåben i de seneste år havde opnået et væsentligt højere kampniveau gennem sovjetisk støtte i uddannelse og ved levering af nyt og moderne krigsmateriel.

Det arabiske minitopmøde 10-12 sep - det såkaldte forsoningsmøde - hvor Jordans kong Hussein formelt blev genoptaget i den arabiske fold, uden dog at give løfte om at genåbne sin mod Israel vendte østfront, synes at have dannet den definitive og afsluttende baggrund for den ægyptisksyriske beslutning om krig, formentlig en begrænset krig. Det må anses for givet, at kong Hussein ikke er blevet indviet i krigsplanerne. Der blev da også holdt flere separatmøder mellem Sadat og Assad uden Hussein’s deltagelse.

I Israel var man i månederne før krigsudbruddet travlt optaget af valgkampen forud for det planlagte valg til Knesset 30. oktober. Begyndende magtkampe inden for det israelske arbejderparti (Mapam-partiet) mellem »høge« (Dayan-fløjen) og »duer« (Saphir-fløjen) samt midterfløjen repræsenteret af Allon var allerede i foråret blevet afklaret gennem Golda MeiVs meddelelse om, at hun alligevel var rede til at tage en ny og hel periode som regeringsleder. For at tilgodese Dayan-fløjen og muligvis også for at komme den voksende opposition centreret om Gahal-partiet i forkøbet besluttede Mapam-partiet at gå ind for den af Dayan foreslåede udbyggede økonomiske støtte til den arabiske befolkning i de besatte områder. Endvidere blev der givet tilslutning til oprettelse af et antal kibbutzer i disse områder. Dette har uden tvivl for de arabiske nabolande - særlig Syrien og Ægypten - givet grundlag til stor ængstelse. Områderne ville herved efter deres opfattelse blive »israeliseret«, og chancen for en tilbagelevering ville derved langsomt, men sikkert formindskes. Samtidig havde Israel på det udenrigspolitiske felt større og større vanskeligheder i at opretholde den hidtil bevarede støtte fra afrikanske lande, men ligeledes fra vesteuropæiske lande - særlig Storbritannien og Frankrig. Endvidere var USA’s forhold til Israel blevet kølnet en smule efter USA’s tilslutning til FN’s resolution nr. 337 af 15 august 1973, hvori Israel fordømtes for krænkelse af Libanons suverænitet i forbindelse med den voldelige bortførelse af et civilt fly.

Hensynet til disse udenrigspolitiske forhold har formentlig været en forsinkende faktor i den politiske beslutningsproces vedrørende iværksættelse af mobilisering forud for det arabiske angreb. Det må anses for sikkert, at den israelske efterretningstjeneste har været vidende om, at der foregik noget militært usædvanligt. Om det er blevet vurderet som en opmarch til angreb eller blot som større øvelsesaktivitet vil måske aldrig blive oplyst. Det første anses dog for det mest sandsynlige. Hvis Israel mobiliserede og endog anvendte samme strategi som set i 1967 - angribe først - kunne det udnyttes politisk mod Israel og derved muligvis true hele Israels eksistens. Det kan være sådanne tanker, der har rørt sig i den israelske politiske ledelse i dagene forud for 6. oktober. At beredskabet dog på Yom-Kibbur-dagen den 6. oktober alligevel var så reduceret, uanset at det var den israelske »juleaften« kan dog alligevel undre. Var det den israelske selvtillid om, at det stående beredskab ved våbenhvilelinierne var tilstrækkeligt til at opfange angrebet og en mobilisering hurtigt ville kunne bringe situationen tilbage til status quo? Eller vurderede man på politisk plan, at et arabisk iværksat angreb kunne vende væsentlige dele af verdensopinionen tilbage til støtte for Israel? Eller var der reelt tale om en politisk - og måske også militær fejlvurdering af situationen - alt dette er spørgsmål, der uden tvivl vil glide ind i den israelske valgkamp op til den ændrede fastsatte dato for valget til Knesset den 31. december.

II Den militære udvikling
Den ægyptisk-syriske opmarch
Den ægyptisk-syriske hemmeligholdelse af krigsplanerne er blevet gennemført med imponerende effektivitet. Efter alt at dømme er ingen af de øvrige arabiske stater blevet indviet i planerne. Fra Syrien fremkom pressemeddelelser fra 3. oktober om større øvelsesaktivitet og omgruppering af de altid over for Golan-høj derne stående syriske enheder - en aktivitet, der var begyndt i slutningen af september. Samtidig fremkom meddelelser om, at Syrien havde lukket den palæsti- niensiske frihedsbevægelses (PLO) radio i Der aa, hvilket tydede på voksende uoverensstemmelser mellem den syriske ledelse og PLO efter for- soningsmødet 10-11 sept. med kong Hussein i Cairo, der repræsenterede det styre næst efter Israel, som PLO havde størst had til. 
 
Endvidere fremkom forlydende om begyndende uoverensstemmelser mellem den syriske ledelse og de sovjetiske rådgivere i Syrien, hvorom rygterne svirrede, at en udvisning - analog med den ægyptiske i juli 1972 - var forestående. Alt sammen er det forhold der - måske bevidst - har været medvirkende til at sløre angrebsplanerne. I Ægypten afholdtes ligeledes større manøvrer, men disse fandt så ofte sted, at de af Israel også denne gang måske er blevet betragtet som rutinemæssige aktiviteter. Medens man i Ægypten og Syrien formentlig har været i fuld gang med at udstede de militære angrebsordrer den 6. oktober morgen, var man i Israel endnu i gang med den politiske beslutningsproces vedrørende eventuel mobilisering. Først om formiddagen udgik det politiske direktiv om indkaldelse af reservister. Alt imedens respekteredes de religiøse ritualer i forbindetlse med den helligste dag Yom Kibbur. Også ved våbenhvilelinierne var allerede givet orlov til en del af styrken. Den koordinerede ægyptisk-syriske offensiv indledtes kl. 1200 GMT ved flyangreb mod militære mål i henholdsvis Golan-området og på Sinais østbred, fulgt op af angreb med panser- og infanterienheder. I Golan havde Syrien indsat to motoriserede infanteridivisioner og en panserdivision, opdelt i tre afbalancerede kampgrupper samt en reserve. På Sinai havde Ægypten indledningsvis indsat amfibieenheder, der skabte de første brohoveder, derefter fulgt op af broslagningsenheder, der gjorde det muligt at overføre panser- og infanterienheder.
 
Den sandsynlige israelske koncept
Det israelske forsvar bygger på begrebet »mobilt forsvar« med en række forsvars- og observationspunkter og en mobil, slagkraftig reserve disloceret bagved. Dette princip er gældende fra kompagnitrin og op til brigadetrin. Baggrunden for dette mobile forsvarssystem ligger primært i mangel på mandskabsstyrker i den stående hær. Ved angrebets erkendelse på begge fronter er således disse mobile reserver - og særlig panserr eserverne - indsat med opgave at optage angrebet og sinke den arabiske fremrykning mest mulig, indtil modoffensiv med større reserver kunne indledes. Israel vurderede Golan-området for livsvigtigt for statens opretholdelse. Derfor blev al tyngde i krigens indledende fase lagt her, samtidig med en sikring af J ordan-floden og en fastholdelse af Barlev-linien med mindst mulig, men tilstrækkelig styrke. 
 
Den israelske chef for Sinai-fronten har formentlig modtaget direktiv om at holde de ægyptiske styrker vest for Barlev-linien, med tilladelse til ved ægyptisk pres at vige tilbage fra Barlev-linien til forberedte bloke- ringsstillinger støttende sig på Mitla-, Gidi- og Margam-passene. Herved kunne de ægyptiske troppeenheder påtvinges en bredere og dybere opstilling med deraf følgende længere forbindelses- og forsyningslinier, og således skabe måske forøgede muligheder for en israelsk modoffensiv.
 
Den sandsynlige arabiske målsætning
For Syrien har målsætningen formentlig været begrænset til en tilbageerobring af det besatte Golan-område og en fastholdelse af dette indtil en våbenhvile - gennem indgriben fra FN’s sikkerhedsråd - kunne etableres. For Ægypten var det af afgørende værdi blot at sætte sig fast på Suez- kanalens østbred. Det ville i sig selv være en politisk og moralsk styrke. Et foreløbigt mål var Barlev-linien, der primært skulle fastholdes gennem luft- overlegenhed, etableret af et stærkt luftforsvar bestående af luftværns- missiler (SA-2, -3 og -6), alle stationeret på vestbredden. Et senere mål, hvis angrebet havde succes og den tilstrækkelige logistiske støtte var opbygget, kunne være en dybere indtrængen på Sinai til Mitla- og Gidi-pas- sene, men en total erobring af hele Sinai har næppe været den militære målsætning. Dette var den politiske målsætning, som skulle nås efter at en våbenhvile var etableret af FN’s sikkerhedsråd.
 
Jordan holdt sig konsekvent uden for direkte krig med Israel, trods stærkt arabisk pres om at åbne en tredie front både fra Ægypten og Syrien, men nok også fra Iraq. I 1967 sendte Iraq tropper til den jordanske front - et forhold, der senere var ved at skabe interne vanskeligheder for kong Hussein. I den aktuelle situation kunne han have meget svært ved at overleve en gentagelse. Kong Husseins faste ønske om beskyttelse af tronen har formentlig været udslaggivende for hans vedholdende afvisning. Et svagt og forældet luftforsvar og flyvevåben, der ikke kunne hindre israelske luftangreb, har da uden tvivl også været en væsentlig faktor i overvejelserne. I stedet markerede Jordan sin arabiske solidaritet ved at sende en og senere endnu en brigade til Syrien - brigader der kæmpede aktivt mod israelske styrker, men på syrisk jord.
 
Iraq er den arabiske stat, der ydede den mest omfattende militære støtte. To-tre iraqiske divisioner, heraf mindst en panserdivision, blev et par dage efter krigens start sendt til den syriske front og ydede en væsentlig støtte til det i krigens senere faser betrængte syriske forsvar. 
 
Sudan, Libyen, Tunis, Algeriet, Marokko, SaudUArabien og Kuwait sendte alle støtte til Ægypten og Syrien og markerede herved ligeledes en væsentlig arabisk solidaritet, men en støtte, der fik mere politisk og moralsk end militær betydning. Marokko havde dog allerede i Syrien en regi- mentskampgruppe, der var indsat i kamp under hele krigen.
 
Krigens faser
Krigen kan for oversigtens skyld hensigtsmæssigt opdeles i følgende faser:
1. fase, 6-8 oktober: Ægyptisk-syrisk offensiv vinder frem under dække af et stærkt luftforsvar (SA-2/3 og -6), der forhindrer det israelske flyvevåben i at opretholde luftoverlegenhed.
 
2. fase, 9-15 oktober: Israelsk tyngdeoffensiv på Golan-fronten, hvor arabiske styrker viger ud. Israelsk luftoverlegenhed opnås. På Sinai erobres stort set hele Barlev-linien af Ægypten, der fortsætter overførsel af tropper og materiel. Israelske styrker blokerer videre ægyptisk fremrykning fra Barlev-linien. Ægyptisk missil-luftforsvar forhindrer Israel i at opnå luftoverlegenhed, særlig til støtte af hæroperationerne.
 
3. fase, 16-22 oktober: Golan-fronten stabiliseret. Israelsk erobring af syrisk territorium øst for 1967-våbenhvilelinien, der fastholdes, trods flere arabiske modangreb. Israel fastholder luftoverlegenhed. På vestsiden af Suez-kanalen tilintetgøres 15-17 oktober ved israelske kommandoraids store dele af det ægyptiske luftforsvar, og israelsk luftoverlegenhed over operationsområdet opnås. Ægyptisk panseroffensiv imødegås 17 oktober af israelsk modoffensiv, der slår igennem til kanalens vestbred, hvor brohoved dannes og hurtigt udvides, trods kraftige ægyptiske modangreb for at forhindre en omklamring af 3. ægyptiske armé. Våbenhvile 22 oktober kl. 1650 GMT.
 
4. fase, 23-24 oktober: Trods våbenhvile fortsætter den israelske udvidelse af brohovedet, ligesom den ægyptiske 3. armé forsøger at frigøre sig fra indeslutning. Ved fornyet våbenhvile er omklamringen total.
 
 
 
Golan-fronten
I Golan (jfr. skitse nr. 1) blev det syriske fly- og artilleriangreb kort efter fulgt op af et massivt infanteri- og panserangreb i tre akser med en styrke på op til fire divisioners værdi, antagelig to panserdivisioner og to infanteridivisioner. Angrebet vandt indledningsvis kun lidt frem, og først efter mørkets frembrud passerede de syriske hovedstyrker våbenhvilelinien. Årsagen kan have været hård israelsk modstand, men kan også ligge i ringe forberedelsestid forud for angrebet ved de lavere syriske enheder med baggrund i hemmeligholdelse af angrebet.
 
De israelske styrker i Golan, af antagelig to-tre brigaders værdi, forsøgte straks at optage angrebet gennem modangreb med panserreserver, men de syriske styrker nåede i løbet af 7 oktober i den nordlige sektor at erobre Quneitra og noget territorium vest herfor i en dybde af op til 10 km fra våbenhvilelinien. I den sydlige sektor var det syriske angreb nået 5-8 km ind over våbenhvilelinien, alt med svære tab. Årsagen til, at det syriske angreb aldrig opnåede større dybde, kan ligge i den manglende fremdrift i kampens første timer, hvorved over- raskelsesmonentet ikke blev tilstrækkelig udnyttet. Der kan også have været problemer med flytning af det mobile luftforsvar (SA-6). Det viste sig i øvrigt, at det syriske luftforsvar ikke var nær så effektivt som det ægyptiske på Sinai-fronten, årsagen kan bl.a. ligge i et lavere uddannelsesniveau, men kan også skyldes det vanskeligere terræn i Golan. Den israelske modoffensiv blev iværksat i de tidlige morgentimer den 8 oktober med meget store styrker, muligvis op til otte brigaders værdi, se skitse nr. 2.
 
9 oktober havde israelske styrker presset hovedparten af de syriske styrker tilbage til våbenhvilelinien, undtagen i Quneitra by og i den sydlige sektor ved Rafid. Ligeledes var Mont Hermon stadig på syriske hænder. Dette bjerg erobredes først 22 oktober af en israelsk faldskærms- enhed, landsat pr. helikopter. Fra bjergets top (2800 m), hvor syriske stillinger var indrettet, havde man fremragende observationsmuligheder, og artilleriild kunne ledes herfra. 9 oktober anvendte Syrien det sovjetisk fremstillede FROG-våben (60 km rækkevidde) mod flere israelske kibbutzer, og som gengældelse udførte israelske fly angreb på Damaskus centrum, hvor det syriske civile og militære administrationscenter blev ramt med svære civile tab til følge. Den israelske offensiv fortsatte, og Quneitra erobredes 10 oktober, medens israelske panserstyrker fortsatte fremrykningen med tyngde om Quneitra-Damaskus vejen ind over syrisk territorium. Når dette lykkedes, skyldtes det formentlig, at Israel havde opnået luftoverlegenhed, og israelske fly ydede meget kraftig støtte til de fremrykkende panser- og in- fanteristyrker. Forinden var strategiske mål i Syrien - flyvepladser, radarstationer og logistiske installationer - blevet tilintetgjort af det israelske flyvevåben.
 
Syrien havde etableret flere forsvarslinier bagved de udvigende syriske styrker. Den iraqiske panserd iv ision blev indsat 12 oktober, en jordansk panserbrigade 14 oktober og et par ekstra iraqiske divisioner var på vej. En marokkansk regimentskampgruppe, der i nogle måneder havde været stationeret i Syrien, var allerede i kamp på det nordlige afsnit. Den israelske fremrykning fortsatte, og 13 oktober erobredes byen Saasa, kun 32 km fra Damaskus. Her gik det israelske angreb i stå. Da- maskus har næppe været mål for de israelske styrker, men det kan tænkes, at den oprindelige hensigt har været at lægge en ring om byen. Den meget kraftige arabiske modstand med svære tab på begge sider kan have sinket denne plan, og da det i lige så høj grad var en kamp med tiden, henset til en snarlig tyngdeforlægning til Sinai, kan den faktiske erobring af syrisk territorium være blevet betragtet som et tilstrækkeligt politisk mål for Israel. 
 
 
 
 
Golan-fronten var efter 14 oktober uden større bevægelse. Adskillige arabiske modangreb slog ikke igennem. Den etablerede frontlinie forblev stabil. Den israelske tyngdeforlægning blev formentlig indledt allerede 13 eller 14 oktober.
 
Kanal-fronten
Et meget kraftigt luftforsvar installeret på vestbredden og dækkende hele fronten med en rækkevidde over Sinai på op til 20 km muliggjorde en tidlig og hurtig ægyptisk brobygning (jfr. skitse nr. 3). Ved mørkets frembrud 6 oktober var det lykkedes at etablere en bro, og i løbet af aftenen byggedes adskillige flere. Kampelementerne af mindst to divisioners værdi med 500 kampvogne var overført 7 oktober. Israelske flyangreb mod overførselsstederne blev gennemført med meget store tab. Flere broer blev ødelagt, men mindst tre var permanent intakte. Den ægyptiske brohoveddannelse koncentrerede sig om El Qantara, Is- mailia og Suez, hvortil der 8 oktober i alt var overført tre infanteridivisioner, en panserdivision med 800-1000 kampvogne. Foranlediget af fortsat ægyptisk pres på Barlev-linien trak israelske styrker sig 9 oktober tilbage, formentlig med hovedstyrken til passene Mitla, Gidi og Margam. Israelske styrker foran bevarede stadig følingen med ægyptiske styrker, der nu havde erobret Barlev-linien.
 
En dybere ægyptisk fremrykning måtte afvente dele af missilluftforsvarets overførsel til østbredden, således at videre ægyptisk fremrykning kunne gennemføres under dække af den effektive luftværnsparaply. Denne overførsel har tilsyneladende voldt store vanskeligheder, og først 15 oktober indledtes et ægyptisk angreb over bred front, men uden at vinde væsentlig terræn. Den maksimale dybde var på ca 20 km (fra kanalen). Da var det imidlertid allerede for sent. Denne forsinkelse i fortsat ægyptisk fremrykning eller den kendsgerning, at Ægypten overhovedet iværksatte en fremrykning over bred front, synes at være blandt de væsentlige årsager til, at det lykkedes Israel at tilrive sig initiativet i kampen.
 
16 oktober - måske et par dage før - opererede israelske kommandostyrker på vestbredden af kanalen med henblik på primært at neutralisere det ægyptiske missilluftforsvar. Herved opnåedes den nødvendige - i hvert fald lokale - luftoverlegenhed. Med kraftig flystøtte lykkedes det Israel den 17 oktober (se skitse nr. 4) med en panserenhed, formentlig indledningsvis af bataljonsstørrelse, at slå igennem Barlev-linien, erobre en ægyptisk etableret bro og etablere et mindre brohoved på vestbredden. Angrebsstedet var netop ved skillelinien mellem 2. og 3. ægyptiske armé, hvilket muligvis var årsagen til, at ægyptiske modangreb blev iværksat for sent. Da var brohovedet allerede blevet udvidet og større israelske styrker tilført som en regulær »task force« under kommando af en general. Ægypten forsøgte at afskære det israelske brohoved gennem kraftige modangreb mod den israelske åbning på østbredden, men forgæves.
 
 
 
 
 
I løbet af 20 oktober omfattede denne task force mindst fire brigader, og forsyningslinierne Cairo-Ismailia og Cairo-Suez blev afskåret inden våbenhvilen 22 oktober kl. 1650 GMT (fastsat ved FNs sikkerhedsråds- resolution nr. 338 af 22 oktober). På dette tidspunkt havde den 3. ægyptiske armé allerede erkendt, at den var nær en omklamring, og den israelske task force har vel heller ikke følt opgaven - den totale afskæring af 3. armé - for afsluttet. Allerede næste morgen blev kampaktiviteten derfor genoptaget. Israelske styrker udvidede brohovedet, og ægyptiske enheder forsøgte at slå sig igennem omklamringen, der blev total inden de næste FN-våbenhvileresolutioner nr. 339 af 23 oktober og 340 af 25 oktober.
 
Ved FNs resolution nr. 339 bemyndigedes FNs generalsekretær til straks at sende FN-observatører til kontaktlinien mellem israelske og arabiske styrker med tyngde på vestbredden. De første var i området allerede 24 oktober eftermiddag, udsendt af FN fra ægyptisk side. På israelsk side var FN-observatører i området 26 oktober.
 
Ved Sikkerhedsråds-resolution nr. 340 af 25 oktober bemyndigedes generalsekretæren til snarest at oprette en FN-styrke under det gamle navn United Nations Emergency Force (UNEF) på 7000 mand. Som forkommando udtoges af FN-styrken på Cypern FN-kontingenterne fra Sverige, Finland og Østrig, i alt 900 mand. Disse afs endtes til Ægypten og var allerede indsat 27 oktober i operationsområdet med den vanskelige opgave at kontrollere nuværende kontaktlinie. Fra samme dato var der stort set ro på vestbreddens frontafsnit. I Golan og på østbredden var våbenhvilen respekteret allerede 22 oktober. Situationen, særlig på vestbredden, er dog stadig så spændt, at nye kamphandlinger ikke kan udelukkes. Der forestår en meget vanskelig opgave for denne UNEF-styrke med kontingenter fra Sverige, Finland, Østrig, Canada, Ghana, Indonesien, Nepal, Panama, Peru, Polen og Irland.
 
 
 
 
Afslutning
Begge parter kan hævde at have vundet en militær og politisk sejr. Israel kan hævde en militær sejr ved erobring af dele af syrisk og ægyptisk territorium trods en indledningsvis blottelse. Endvidere kan Israel hævde en politisk sejr gennem den gunstige forhandlingsposition ved at sidde på Suez-kanalens vestbred, hvorved det ofte fremsatte israelske krav om direkte forhandlinger har fået øgede muligheder. Ægypten kan tilsvarende hævde en militær sejr gennem erobring af dele af Sinais østbred. Endvidere er der opnået en højnelse af den arabiske selvtillid over for den israelske »uovervindelighed«. Krigens sidste dage reducerede dog denne hævdelse af ægyptisk militær sejr, og i Syrien er den overhovedet vanskelig at fremføre. Ægyptens politiske sejr er nok mere umiddelbar. Sadat har fået den politiske løsning inden for rækkevidde, stabiliseret den indenrigspolitiske situation og bragt status quo-situationen i bevægelse - netop det, der var hans mål. I 1967 var der en klar sejr og et klart nederlag. Objektivt må det anses for en fordel, at denne krig ikke ligeså klart har givet dette resultat. En mere ligelig balance mellem de to parter vil formentlig skabe bedre muligheder for en løsning gennem politiske forhandlinger. De to supermagters fortsatte detente politik vil her blive en ikke uvæsentlig påvirkningskraft.
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF icon militaert_tidskrift_102_aargang_dec.pdf

 

Litteraturliste

Del: