Demolishing the Myth. The Tank Battle at Prokhorovka, Kursk, July 1943: An Operational Narrative - Boganmeldelse

af Valeriy Zamulin. Udgivet af Helion & Company Ltd, Solihull (West Midlands) 2011. 672 sider. £32.85 fra Amazon.co.uk.

Bogen skulle have været omredigeret og gennemskrevet en eller to gange yderligere. Dens engelske sprog – både det generelle og det militærfaglige – kunne forbedres. Det er ikke specielt smart, at alle kortskitser er samlet i et bundt 75 % inde i bogen uden muligheder for at blive foldet ud, og i skitserne mangler der reelt et par bredformat, der viser begge de to frontafsnit syd for den lille stationsby Prokhorovka, der kom til at give navn til, hvad den sovjetiske mytologi har gjort til det afgørende engagement i Kursk-slaget.

Imidlertid er dette kun småindvendinger, når de holdes op mod bogens værdier. Dette er ren, gammeldags krigshistorisk undersøgelse, når den er bedst. Valerij Zamulin var, da han skrev bogen, stedfortrædende forskningschef ved Prokhorovka-slagpladsmuseet. Det er han ikke længere.

Efter at have læst bogen har man en god fornemmelse af hvorfor. Angreb på Den Store Fædrelandskrigs hellige myter er ikke velkomne i Putins Rusland.  Zamulin er imidlertid en patriotisk russer med en dyb medfølelse og respekt for de soldater og officerer, der kæmpede og led under Den Store Fædrelandskrig. Han markerer i bogens slutning skepsis og foragt over for de angelsaksiske krigshistorikere, der har omtalt Kursk-slaget og nedvurderet dets betydning.

Men hans respekt har drevet ham til at søge sandheden om 5. Garde-Tankarmés og 5. Garde-Armés modangreb 12. juli 1943, som ifølge myten dels var det største kampvognsslag i historien, dels standsede von Mansteins Armégruppe Syds offensiv fra syd mod Kursk og blev første skridt i den sovjetiske sommeroffensiv, der fulgte Kurskslaget. Alle disse – og mange mindre – myter demolerer Zamulin i sin hensynsløse jagt på sandheden. Han dokumenterer, at Prokhorovka-angrebet var en kostbar taktisk katastrofe, der ikke kan leve op til betegnelsen ”slag”. Antallet af kampvogne o.l. i kampene 12. juli var langt under de 1.500 på hver side, som myten angiver, dette selv om de sekundære angreb uden for 5. Tankarmés hovedakse inddrages. De tyske tab var betydelige, men mange af de beskadigede kampvogne kunne repareres, og Mansteins offensiv fortsatte de næste tre dage på trods af, at Hitler besluttede at standse Kursk-offensiven, Operation Zitadelle, den 13. juli. Denne beslutning var ikke udløst af kampen 12. juli, men af erkendelsen af, at et hurtigt gennembrud til Kursk havde vist sig umuligt og på grund af, at de vestallierede var gået i land på Sicilien og at man ikke kunne regne med italienernes fortsatte kampvilje. Tysklands begrænsede resurser gjorde herefter alle ambitioner om strategisk offensive operationer urealistiske.

Forfatteren bygger på al tilgængelig russisk og tysk litteratur om emnet, herunder ikke mindst memoirerne. Han inddrager det rådige tyske kildemateriale, men først og fremmest anvender han alle de kilder fra de sovjetiske militære arkiver, som er blevet tilgængelige for forskningen.  Som han understreger, er der stadig lukkede arkiver, som kunne have suppleret hans undersøgelse.

Zamulin følger systematisk forløbet under de tyske og sovjetiske forberedelser til Kursk-slaget og i de første dage af forsvaret mod Mansteins offensiv. Derefter analyseres begivenhederne den 11. og 12. juli systematisk og i nødvendig detalje, idet forfatteren på en vellykket måde skifter mellem det operative (Voronezj-fronten) niveau over armé og division ned til det taktiske niveau (brigade/regiment/bataljon).

Den måde, historien fortælles på, gør, at læseren får et enestående godt indtryk af periodens sovjetiske hær, dens vilkår for taktiske og operative førere, dens materielsituation og dens måde at kæmpe på i denne overgangssituation mellem den defekte kolos i 1941 og den robuste krigsmaskine i 1944: Et tal- og kvalitetsmæssigt svagt officerskorps, der blev detailstyret og terroriseret fra Stalins hovedkvarter og nedefter. Man kunne ikke pludselig kompensere for de kadretab, som var sket i forbindelse med Stalins angreb på hærens elite i 1937-38 og ved de operative katastrofer i 1941 og 1942. Førerne blev altid udsat for et urealistisk tids- og præstationspres, der var aldrig tid til eller mulighed for at samordne passagen af egne linjer, samvirke mellem manøvre og ild fra artilleri og støttefly. Når støtteflyene dukkede op, angreb de rutinemæssigt egne styrker. Ofte manglende muligheder for logistisk forberedelse, så artilleri og kampvogne måtte indsættes med utilstrækkelig ammunition. Der var ikke tilstrækkelig kapacitet til feltmæssig bjergning og reparation af beskadiget materiel.

Jeg tror aldrig, jeg har læst en bog, der er så overfyldt af eksempler på Clausewitz’ tese om krigens friktion. Bogen er rigt illustreret, både med portrætter af de omtalte chefer og med skemaer, der fremlægger forfatterens ekstremt grundige analyse af materiel- og bemandingssituationen i de indsatte enheder. Det er første gang, at jeg har læst en russisk krigshistorie, der klart fremlægger den talmæssige betydning, som i alt væsentligt uegnet amerikansk og britisk kampvognsmateriel havde i denne krigsfase. Samtidig beskrives også den sovjetiske afhængighed af amerikanske jeeps og terrængående lastvogne i sikringen af enhedernes førervirksomhed og mobilitet. Det sovjetisk byggede kampvognsmateriel var nu efter to krigsår blevet det tyske klart underlegent. T-34 havde stadig kun en relativ svag pansring, kun med et tomandstårn, hvor kommandøren selv måtte lade den svage 76 mm kanon og sjældent var udrustet med radio. Ca. 40 % af kampvognsbrigadernes kampvognskompagnier var udrustet med den lette T-70-kampvogn.

De sovjetiske kampvogne havde kun mulighed for at få virkning mod de nye tyske kampvognes sidepansring og kun på nogle få hundrede meters afstand, dvs. at man var afhængig af taktik, terrænudnyttelse, beslutsomhed og held, hvis dueller mellem kampvognsstyrkerne ikke skulle ende katastrofalt. De sovjetiske styrkers indsats mod tyske kampvogne hvilede derfor på dette tidspunkt endnu næsten helt på trukne panserværnskanoner og infanteriets pansernærbekæmpelse med improviserede midler.

Zamulins angreb på myterne begrænser sig ikke til den sovjetiske hovedfortælling. Han fremlægger efter analyse af det operative sovjetiske kildemateriale og tyske beretninger gang på gang eksempler på, hvorledes de ledende generalers erindringer må konstateres at være selvtjenende fiktion. Det er opmuntrende, at der i Rusland på trods af den officielle holdning til Den Store Fædrelandskrigs historie stadig kan skrives og offentliggøres kritisk, analytisk krigshistorie som denne bog.

Man må efter læsningen af denne fascinerende bog være enig med forfatteren i hans afsluttende bemærkninger: Den egentlige betydning af den taktiske katastrofe den 12. juli ved Prokhorovka er alt det, som den sovjetiske hær lærte af begivenheden på materiel- og føringsområderne.
 

Michael H. Clemmesen, brigadegeneral,  seniorforsker ved Center for Militærhistorie, Forsvarsakademiet

Del: